Det havde kun været et kort møde med den potentielle allierede, som Ayesha havde fået fornøjelsen af, at skulle være med til. Olympus havde ikke tid til hver en mand, så hans sekundant tog ofte meget af det diplomatiske arbejde, som én person ikke kunne tage sig af. Olympus havde trods alt hverken fire arme eller evnen til at teleportere sig rundt omkring, så naturligvis var det en nødvendighed, at Ayesha tog afsted for dette. Men det betød også at hun og de to mand hun havde med, havde været nødsaget til at skulle overnatte på nogle kroer på deres vej. Hun var ikke nervøs for vildmarken, men overraskende nok foretrak Åndemaneren sikkerheden bag væggene i en kro, blot en gang imellem.
Men det var også på én af disse kroer, at hun havde haft en disput med en adelig herre, der havde klaget højlydt over at hverken mad eller drikke var godt nok til hans aller-adeligste fjæs. Og Ayesha, der ikke kunne fordrage folk som ham, grundet hans tydelige arrogance, havde valgt at tage aktion: Hun fortalte ham, at hans værdighed var under alle på denne kro, at hans adelig stand ikke betød det mindste i forhold til hvor han var, og at han kunne pakke sine ting og finde et sted mere passende til hans højsnudede slags. Hun kunne ikke snuppe folk, der havde det hele i munden. Og denne gamle mand havde virkelig haft det hele i munden. Hans tale var forstummet og hun kunne gå videre med sine planer og des videre.

Og det var da også gået nogenlunde godt. Den potentielle allierede var i det mindste stadig en potentiel allieret, men det var svært at tale med folk der ikke var af Topalis-blodet. Ikke at det var hende nedværdigende, så meget som at hun bare ikke forstod de udefrakommende som hun forstod sit eget folk. De havde andre... Værdier. Og hun forstod sig ganske enkelt ikke på disse former for værdier, men det var stadig heldigt, at hun ikke havde gjort en fjende af ham.
Og nu var hun så på vej hjem igen. Fulgt af de to mand til de gjorde lejr, og hun gjorde som altid: Satte sig længere væk i lotusstilling, mediterende. Kontakt til ånderne var vigtigere for hende end det var at tale med de to livvagter der var sendt med hende, og skønt hun sad der alene, var hun ikke det mindste nervøs for at blive overrasket. Ånderne holdt øje med omverdenen for hende, når hendes øjne var lukkede. Men da én af dem fortalte at der var noget på færde, havde hun ingen planer om, bare at blive siddende. Stille og roligt rejste hun sig og vendte sig mod lejren. Godt så. Næste krise.

Thanos gled af sin hest, der straks gav sig til at gumle af græsset. Uden at binde den til noget, for den ville ikke gå nogen steder, efterlod han den og bevægede sig i læ af nogle mindre træer, de fleste ikke mere end buske, frem mod ilden, der lyste op i halvmørket. Solen var netop forsvundet ned under horisonten, men mørkt var der ikke endnu. Han kunne sagtens se, hvor han var på vej hen. han kunne sagtens se sit bytte, der rejste sig fra sin siddeplads lidt længere fremme og begyndte at gå mod ilden, hvor de to vagter, han vidste hun havde med sig, nok opholdt sig. "Nok", så hans sanser var spændt til det yderste i tilfælde af, at de patruljerede området. Heldigvis havde hun bevæget sig langt væk fra bålets sikkerhed og hvis han var hurtig, kunne han nå at nedlægge hende uden en lyd og uden at de to mænd opdagede noget.
Lydløst bevægede han sig igennem krattet mod den formentligt intetanende kvinde.

Det hele var startet med, at han skulle mødes med en adelig på en kro omkring et job. Han havde arbejdet for idioten før, ikke nogen fornøjelse, men han gav gode penge og Thanos var ellers ret ligeglad med alt det andet. Da han var kommet frem til kroen, havde den adelige været i vildt oprør. En eller anden Topalistøs havde fornærmet ham, meget! Den oprindelige opgave blev udskudt, som den vrede mand straks sendte ham efter Topaliskvinden og hendes vagter. Hun skulle have en lærestreg! Hvad han ville gøre ved hende, måtte Thanos selv om (den adelige var lidt følsom ved tanken om vold og blod, så bare "et eller andet"), men hun skulle overleve og huske den adeliges navn!
Så Thanos havde efterladt den forkælede adelige i kroen og var straks draget af sted efter de tre Topalisfolk, der heldigvis ikke havde gjort noget for at skjule deres spor.

Og nu var han her. Koncentreret og med en plan om at fange hende. Mange ville måske undervurderere opgaven, men Thanos var klar over, at blot fordi det var en kvinde, betød det ikke, at hun ikke kunne forsvare sig selv. 
Hurtigt snoede han sig frem og uden megen eftertanke dukkede han op bag hende og rakte ud for at lægge en arm om hendes hals og en hånd over hendes mund for at kvæle hende til bevidstløshed og stoppe et eventuelt skrig om hjælp. Han vidste lige nøjagtigt hvor meget han måtte klemme for kun at gøre hende bevidstløs og ikke slå hende ihjel.

Det skete mens hun var på vej tilbage. Hun havde ikke meget lang tid at reagere i, og den eneste grund til at hun overhovedet havde den mulighed - for vedkommende var meget stille på fødderne - var advarslen der kom fra en ånd, der havde gjort hende selskab på sin vej tilbage. Bedst som hun holdt opmærksomheden foran sig, lød den fjerne stemme: "Bag dig," og mere havde Ayesha ikke brug for, for splisekundet efter bemærkede hun tilstedeværelsen og hun undgik hænderne ved at dukke sig, træde et par hurtige trin fremad, før hun snurrede hurtigt rundt for at være ansigt til ansigt med den person der havde sneget sig op på hende med så stor success. Hun beundrede hans evne til det, men hun vidste også, at han tydeligvis var et problem, fordi han forsøgte at tage fat i hende og eftersom at hun havde undgået grebet, så vidste hun ikke hvad hans intentioner havde været, andet end at de højst sandsynligt var fjendtlige. Hendes hånd lagde sig det sværd som hun havde i bæltet, som hun stirrede på ham, nærmest spørgende.

"Hvem er du?" spurgte hun i en kølig tone. Hendes blik gled undersøgende hen over ham. Ikke én af hendes folk, han havde frakke på, sværd i et bælte som hende og et voldsomt ar i ansigtet, der var stort og grumt at se på. Han kunne meget godt passe på profilen af en kriger. "Og hvorfor sneg du dig op på mig?" blev der tilføjet, stadig ikke i nogen vred tone. Blot kølighed og autoritet. Auraen skinnede naturligvis igennem som altid, men stadig trak hun ikke sit sværd. Hun havde ingen glæde ved at dræbe andre, og hun vidste godt, at når først våben var blevet trukket, så var det sjældent at nogen af parterne ville lade sig frivilligt tabe uden mindst at forsøge at dræbe modstanderen.

Et eller andet måtte have varskoet kvinden om hans tilstedeværelse, for hun snoede sig væk fra ham, lige som han skulle til at tage fat i hende. Hvad der havde afsløret ham, vidste han ikke, og der var ikke tid til at spekulere over det nu. Hans hænder gled igennem luften og direkte ned til de våben, han havde siddende i bæltet. Den venstre hånd lagde sig på sværdets skæfte og den højre fandt frem til den større kniv, som var god at bruge i nærkamp. Men han trak ingen af delene, som kvinden heller ikke gjorde tegn til at ville kæmpe med de skarpe våben, selvom hendes hånd hvilede på hendes sværd. I stedet spurgte hun ham, hvem han var og hvorfor han havde sneget sig op på hende. En lidt speciel reaktion, der fik ham til ikke bare at gå til angreb, men i stedet stoppe op og faktisk svare hende.

"Jeg er blevet betalt for at give dig en lærestreg. Det er ikke fornuftigt at fornærme de adelige." Det var ikke smarte bemærkninger, Thanos gik op i. Så det han sagde var skam i alvor, men det næsten usynlige smil, der altid sad om de smalle læber fik det næsten til at virke som om, at han morede sig lidt over situationen. Gjorde han det? Ja lidt, at en kvinde som hende havde fået den adelige helt op i det røde felt var ganske morsomt. Men trods det, tog han gerne jobbet med at sætte hende på plads. Han var ligeglad. Som sædvanligt. Det var bare et job, der gav ham de krystaller han skulle bruge for at leve.

Kvindens udstråling rørte ham heller ikke, som han var mere fokuseret på, om hun havde nogle evner, der kunne gøre livet surt for ham. Det var det forbandede med magi, man kunne ikke se på folk, om de havde en eller anden evne. Men siden hun ikke allerede havde brugt den, var det måske ikke så sandsynligt. Ikke at han drog nogle konklusioner. Ikke endnu.
"Han understregede, at du skulle leve. Det er op til dig, hvor hurtigt det her skal gå." Med det mente han, om hun ville følge frivilligt med eller om de skulle have en slåskamp. Han regnede selvfølgelig ikke med det første, men hun skulle da have buddet. 
Mange ville nok mene, at Thanos var en usædvanligt ærlig mand. Både og. Han var en dygtig løgner, fordi han ikke havde nogen følelsesmæssige tics, men han fortalte for det meste bare sandheden, da han ikke så nogen grund til ikke at gøre det.

Det klædte ham ikke. Smilet. Det nåede ikke hans øjne og virkede fremmed på hans ansigt, og Ayesha brød sig ikke spor om det, men i det mindste så det da nogenlunde ud til, at han ikke bare havde tænkt sig at angribe uden i det mindste at forklare sig først. Og hans forklaring fik hende til at himle med øjnene. "Hvis de adelige mener, at sandheden er en fornærmelse, er de lige så sarte som jeg forventede," svarede hun igen, køligt. Hun havde ikke tænkt sig at pakke sine ord ind, blot fordi hun stod foran én der havde krystaller og et navn til sig. Det kunne alle andre godt gøre, hvis de havde lyst til det, men med Ayesha fik man det som det var, ikke bare som en hentydning skjult bag andre, mere pæne ord. Høflighed var ens med at vise respekt, og man kunne sagtens have respekt over for én, selvom man kaldte vedkommende for idiot. Det så ud som om, at det morede ham, men Ayesha tog ikke den slags med let hjerte. Hun stirrede blot tilbage på ham i alvor.

Det var nu Ayeshas tur til at være forvirret. Hun skulle leve og hun bestemte selv hvor hurtigt det skulle gå? Hvilket? Troede han virkelig, at hun bare ville lade sig tage imod en fuldstændig unødvendig lærestreg? Hun kunne ikke lade være med at trække meget let på smilebåndet. "Så hvad end du har af planer... Hvis jeg nu vælger, ikke at gå med på dem.. Så kommer det vel ikke til at gå særlig hurtigt, kan jeg næsten antage?" efterfulgt af ordene kom lyden af et sværd der blev trukket. Af Ayeshas hånd. Hendes øjne mødte hans og det var næsten som om, at det ikke blot var Ayeshas blik, der faldt på ham, men.. Noget mere.

Ordene, der forlod kvindens mund om de adelige, kunne Thanos ikke være mere enig i. Han havde sjældent mere end foragt for de rige væsner, der troede de var bedre end alle andre. Men det var ikke noget, han gav til kende, for det var endnu en ligegyldig ting. De gav ham krystaller for at arbejde, og det var det, han gjorde.
Kvinden valgte den hårde udvej og trak sit sværd, hvilket fik Thanos til at gøre det samme, venstrehåndet som han var. Hele hans holdning ændrede sig også, som han gjorde klar til at skulle indgå i en sværdkamp med denne kvinde. Han skulle ikke slå hende ihjel, sådan lød hans ordre, men hvad der ellers skete med hende, var op til ham. Mon ikke, at han kunne finde på noget.

Der var et eller andet ved kvinden, der gjorde ham en smule urolig. Han kunne ikke lide hende. Alle hans sanser var på højeste alarmberedskab, ikke bare på grund af de to mænd, der var i nærheden, men også over… et eller andet andet. Så selvom hans koncentration var på hende, var han også opmærksom på sine omgivelser. Hver eneste lille lyd blev opfanget, hver eneste bevægelse.
”Det bliver bare en kende mere besværligt for mig.” Det var ikke så meget selvsikkerhed, som en rationel viden om, at han var en fænomenal sværdfægter og at han burde være stærkere end kvinden foran sig. Oddsene var ind til videre på hans side, men som sagt tog han intet for givet.

Uden advarsel sprang han frem mod hende. Sværdet lod han suse ned mod hendes venstre side, samtidigt med at han selv bevægede sig den modsatte vej rundt om hende. Hvis hun ikke stoppede hans bevægelse, han regnede med, at hun ville være mere koncentreret om at parere den skarpe klinge. Normalt, når han gik efter at dræbe, ville han allerede have trukket sin kniv for at føre den mod personens bryst, men denne gang lod han i stedet en albue suse mod hendes ansigt i et forsøg på at slå hende ud, hurtigt og lydløst.

Alene det faktum, at manden var venstrehåndet tegnede ikke godt. Ayesha var mest vant til at kæmpe mod folk der var højrehåndede, da det var dét, der var normalt. De fleste plejede udelukkende at bruge højre hånd, selvom de var bedre med venstre, hvilket var en skam, men med det sagt, så havde hun stadig oplevede et par venstrehåndede modstandere. Og hun havde stadig ånderne til at hjælpe sig. I det hans sværd susede ned mod hendes venstre side, parérede hun, men trådte også sidelæns for at guide hans sværd videre i stedet for at stå imod. Der var kun én grund til at hans albue ikke kolliderede direkte med hendes ansigt: Advarslen sekundet før. "Pas på!" og dette fik hende til at træde et ekstra skridt til siden. I stedet for at møde hans albue med næsen først, gled den af ved hendes kæbe. Det gjorde stadig ondt, men det ville have været langt værre, hvis hun var blevet ramt direkte. Derfra spildte hun ikke tiden. Hun havde følt hans styrke, så det handlede om at være hurtig.

Hun førte sin klinge videre fra sin paréring, til at vippe sit eget sværd op, hvorefter hun gik direkte mod hans skulder. Hvis hendes slag ramte, håbede hun ærligt talt på, at hun kunne få vendt sværdet mens det var i ham. Så kunne hun jo også ramme halsen. Men det var ikke ligefrem noget hun forventede, for hun kunne allerede nu se, at det var en dygtig modstander, der ikke havde nogle problemer med at bryde æreskodekset og snyde. Det var vel sagtens hverdag for ham. Det sagt, var det også sådan hun handlede, hvis det var en kamp på liv og død, for ære havde kun plads ved rituelle kampe. Det her var ikke en rituel kamp.
"Jeg skal love, at gøre det så besværligt som muligt," hvislede hun faretruende.

Kvinden parerede hans sværd som han havde regnet med og klingerne hvinede, som hans gled af hendes. Albruen han havde rettet mod hendes ansigt ramte kun halvejs dens mål og slod i mod hendes kæbe i stedet for hendes næse. Hans finte sendte ham videre, så han stod med fronten mod hende igen, tids nok til at se hendes sværd, der var på vej mod hans skulder. Hurtigt drejede han kroppen, så sværdet gled ned langs hans ryg uden at ramme ham. Ikke at det havde gjort så meget, ud over at han ville have skulle have noget nyt tøj. Igen. Det ville have været en skam.

Mens hendes sværd fløj igennem lufte, løftede han sin ene støvle og lod den suse mod hendes ben, nærmere bestemt en knæhase. Hårdt, i håb om at sende hende i jorden. At han kæmpede beskidt og med alle midler var ikke en hemmelighed. Æren i en kamp var for ham ikke så vigtig, det vigtigste var at vinde. Hurtigt og let, uden skader for hans vedkommende, men gerne en masse til modstanderen.
Hvis hans fod ramte som den skulle, ville han gå efter at slå skæftet af sit sværd mod hendes baghoved, stadig for at undgå så meget larm som muligt.
Hvis hun undgik, ville han springe frem for at skabe en smule afstand, så han kunne vurdere situationen på ny og finde en ny plan.

Desværre ramte dette angreb heller ikke, og idet hendes arm var udstrakt i midten af angrebet, ramte en støvle hende i knæhasen, hvilket sendte hende ned mod jorden. Stadig med et greb om sit sværd, var hun på vej op, idet en syngende smerte i baghovedet fortalte hende, at hun var blevet ramt, hårdt. Det susede kort for hendes ører og hendes blik blev udtværet. Bevidstheden var på vej væk, men i samme nu, trådte de til. Ånderne. Én af dem løb mod hende, kastende sig ind i hendes skikkelse og på trods af den voldsomme smerte, formåede hun at holde sig vågen, samt rulle væk fra ham. Et ekko af hendes skikkelse fulgte med, som var hun flere i én krop og hun fik igen fodfæste, med et blik der råbte mord, som hun igen vendte sin opmærksomhed mod ham.

”Det ser ud til, at du ikke ønsker mig død.. Endnu?” hendes stemme lød lidt sær. Som om der var et ekko af en andens stemme samtidig med hendes. ”En skam.. Jeg ville ikke have noget problem med at dræbe dig,” ilden i hende var tændt. Vreden boblede til overfladen og hendes næste angreb, rettet mod hans hals, var med drabelig intention. Og overraskende hurtigere end før.

Slaget burde have været hårdt nok til at slå kvinden bevidstløs og først så det også ud til at virke, men så formåede hun alligevel at komme væk fra ham. Der var noget forkert ved situationen, ikke at han kunne sætte fingeren på hvad, men hans instinkt skreg fare. Der var noget, der ikke var som det skulle være. Men han gav sig ikke tid til at tænke over det, men accepterede fornemmelsen uden tøven. Han stolede på sig selv. Han trådte et skridt tilbage, som hun kom på benene igen, bare for at skabe lidt afstand i mellem dem.

Kvindens stemme var anderledes end før og nu var Thanos sikker på, at der var noget magisk ved situationen.
”Jeg er betalt til at give dig en lærestreg, ikke slå dig ihjel.” Det var korrekt og hun ville komme levende derfra, hvis hun ikke selv tvang ham til at slå hende ihjel. Hendes egen konstatering rørte ham ikke, selvfølgelig ville hun slå ham ihjel hvis muligt. De færreste lagde sig ned og lod sig torturere frivilligt, for hans ofre var det en kamp for liv og død.

Hans ene skridt tilbage viste sig at være en god idé, afstanden i mellem dem var nok til at han kunne nå at undgå hendes ansgreb. Halvt. Sværdets blad skar sig igennem hans hud, kød og halvt igennem hans luftrør, lidt under hans adamsæble. Hun var hurtigere end han havde forventet fra hendes tidligere bevægelser og han havde ikke troet at hun havde kunne nå ham. Smerten var skarp og hans frie hånd fløj op til halsen, hvor blodet løb for et øjeblik. Smerten og chokket var tydeligt at se i hans ansigtstræk, selvom hans blik var lige så følelsesløst som før. Han var overrasket, ja, men såret helede så hurtigt, at han knap nåede at skjule det med hånden. Han kunne bruge det i mod hende, så han faldt ned på det ene knæ og kom med en hostende lyd som om, at han havde svært ved at få luft og havde blod i halsen. Så var det med, om hun ville komme nærmere.

Lukkes grundet inaktivitet