Det var ugen for at finde en ny sekundant til den ærværdige leder af deres folk. Olympus havde brug for en ny, men det var ikke blot en let sag, hvor at en mand eller en kvinde bare trådte til og så fik pladsen. Her var princippet først til mølle ikke godt nok. Man skulle gøre sig værdig, man skulle vise sine evner og sin loyalitet, og en del folk havde valgt at gøre et forsøg. Ayesha var én af de mennesker og lige nu stod hun iblandt dem. 15 stærke, nogle var mænd og nogle var kvinder.
Dette var dagen hvor at der skulle kæmpes, og 5 individer ville blive trukket ud af prøvelserne. Ayesha var dog ikke bange af sig. Hun havde tænkt sig, at vinde denne kamp, koste hvad det ville, og derfor havde hun også en plan: De skulle stå i en ring og kæmpe med deres hænder, til fem mennesker enten røg ud af ringen, eller blev slået ud, og skønt der var mange mænd som var den dobbelte af hendes størrelse, så var hun fuldt ud overbevist om, at hun sagtens kunne klare dem med den strategi hun havde.

Og hun havde ret. Hun havde ingen problemer med, at dukke sig, vandre uden om de værste slagsmål og så slå til når muligheden var højest. Olympus havde brug for en vis sekundant. Ikke bare en stærk én. Snart var striden ovre, fem folk stod enten uden for ringen, eller lå på jorden, bevidstløse. Og Ayesha havde bevist over for resten, at selvom hun ikke var en stærk kvinde som de andre mænd, så havde hun ånderne på sin side og havde en stærk næve når hun brugte det til egen fordel. Magi var tilladt, og hun var ikke bleg for at gøre brug af det for at vise sin sande styrke.

Nogle dage efter, da de resterende deltagere i prøvelserne havde hvilet ud, kom den anden prøve: Udholdenhed. At skulle sidde i to døgn i nærheden af den glohede vulkan uden at besvime over den ekstreme hede og uden at drikke det vandskind som de havde med. Det var en test på om deltagerne kunne holde i varmen uden lindre på den.
Og for Ayesha var dette intet problem for i modsætning til de andre, var hun lært i meditationens kunst. Hun klarede sig relativt nemt igennem til trods for den enorme vandmangel hun havde dagen derefter. Mange andre deltagere, faktisk hele 7 folk, havde fejlet. Men det kunne de ikke bebrejdes for. De var ganske enkelt ikke stærke nok.

De tre sidste fik to dage til at komme sig oven på strabadser og der var nu kun én prøvelse tilbage: Loyalitetsprøvelsen.
Denne var noget anderledes end de andre og involverede at skulle redde Olympus selv. Han var bundet, stående i et af de ældre, templer og en præst stod foran ham, over for de tre folk. "Den sidste prøvelse er på jeres loyalitet. Vil I befri jeres leder fra en ukendt skæbne? Det vil gøre ondt, og I vil måske ikke leve igennem det," og præstens stemme var skræmmende og oprigtig nok til, at de to andre tøvede. Selv var Ayesha ikke et sekund i tvivl. Hun tøvede ikke det mindste. Smerte var en kendt ting for hende, og hun havde ikke i sinde at stå til.
Så selvfølgelig gik hun frem, og kaldte ud mod pedistalen med kniven på: Det værktøj der skulle bruges på, at befri Olympus.
Så snart hun rakte ud efter den, talte en stemme til hende: En ånd. "Det er en magi. Voldsom smerte, men du kan overleve den, Åndemaner," sagde stemmen i hendes hoved og med det samme tog hun kniven i hånden. Øjebblikkeligt gik magien af og hun blev tvunget i knæ over den intense, glohede smerte, der føltes lidt som om, at brændende knive stak sig ind i hendes arm, hvorefter det bare bredte sig hele vejen op af den, til resten af hendes krop, men med en sidste styrke af sin vilje fik hun alligevel formået at gå hele vejen op til lederen af Topalis-folket, skar rebene over, hvorefter hun gav slio på kniven, så den landede på gulvet med en metallisk klingende lyd. Smerten fortog sig langsomt, men den havde til gengæld også drænet hende, efterladende hende på randen til at miste bevidstheden. Men det var gjort. Hun havde klaret prøvelsen.. For det havde hun vel?

Dagen der på var kommet og tiden var kommet, Olympus skulle have sig en kort ud sagt højre hånd ved siden, for efter hans kones død så var det sådan set det bedste for ham og for klanen, en masse prøver stod på skud og 15 mennesker var samlet som nogenlunde havde de evner hans højre hånd skulle have, men der var flere ting som kom i spil så selvfølgelig ville der var nogen der falde fra, men det i sig selv var en del af det hele ellers ville man aldrig finde den rigtige, en kvinde fange Olympus opmærksomhed ved vulkan prøvelsen, en kvinde der vidst god styrke selvom hun ikke som sådan så stræk ud i forhold mange af de mænd der var.

Dagene gik og dagen var kommet til den sidste prøvelse loyalitets prøven, en prøve som var meget spænende både for ham og for resten af folket, for den sidste prøve var ikke bare en prøve folket fra klanen stod og kiggede på, kun en tog imod kniven og ja hvem ellers ind den kvinde Olympus havde kigget på, han var meget imponeret over den smerte hun var i bisideles til at modtag, det var ikke bare hvem som helst der kunne det, men hun gjord det og hun var nok den som han lede efter, som hun kæmpede sig op for at skærer fri hvor efter det lykkes hvor efter hun nærmest var helt færdig for energy, Olympus kiggede på hende som hun lå der foran ham og nærmest var på randen til at miste bevidsthed, Olympus rettede sig op hvor efter han bukkede sig ned foran hende, og løftede hende op i hans meget solide og stærke arme, hvor efter han gik roligt ned fra stedet hvor han havde været bundet.

" Imponerede meget imponerede, " sagde han og kiggede på hende med et smil " hvad er dit navn, for en med deres navn og det du lige har gjord fortjener en plads ved min side, og selvfølgelig en god omgang plejning " sagde han og gik hen imod hans telt hvor et varmt bad var stillet frem, dog placerede han hende på hans seng hvor efter han satte sig ved hendes side og kiggede på hende.

Hun havde ikke forventet at blive samlet op på denne måde, men nu skete det alligevel. Ayesha blev båret af sted i Olympus' arme og skønt han spurgte efter hendes navn, svarede hun ikke. I stedet lod hun sig være svag indtil de nåede hans telt, og hendes stædighed tog fat og fortalte hende, at nu ikke var tiden til at vise svaghed, også selvom hun havde klaret sig igennem prøvelserne.
Øjeblikkeligt efter at han havde lagt hende i sengen og sat sig ved hende, slog hun øjnene op og tvang sig selv op i siddende position, ligegyldigt hvor smadret hun så end var og hvor meget alle hendes led skreg ved overanstrengelsen. Som hun sad dér, måtte hun blinke et par gange for at kunne se klart og ordentligt og hun fik hurtigt øjenkontakt med lederen af Topalisfolket. Han var en imponerende mand, stor og stærk og han havde med lethed båret rundt på hende. Nu var hun heller ikke voldsomt tung, men det var stadig en bedrift. "Ayesha Nagi," præsenterede hun sig, lettere hæs, før hun rømmede sig let.

Hendes øjne blev nu fuldt ud stoiske og stærke, mens hun gengældte hans blik. "Det vil være min ære, at tjene Dem, Olympus," man fik kun én ting ud af Ayesha: Den skindbarlige sandhed. Og at hun så det som sin egen ære, var også sandt, noget hun ikke ville vare tungen med. Den eneste hun nogensinde løj over for var sig selv, når hun mistede sin styrke, såsom nu hvor hendes ellers solbrune hud var unaturligt bleg og hun ikke burde sidde op, men stadig gjorde det i trods. "Hvad skal der ske nu?" hun vidste det ærligt talt ikke. Der måtte være et ritual? Eller hvad?

//out gammel tråd :)