'At vandre er at leve' havde Baldurs bedstefar altid sagt og på en lun efterårsdag som denne, hvor træerne stod i deres pragtigste farveflor og stille dryssede rødt, gult og orange blade mod skovbunden, så var det svært at tænke andet. Han befandt sig på en af de mere benyttede veje førende gennem en af de få og spredte skove i Medanien og nød det velkendte ved stedet efter flere dage kun omgivet af marker og enge.

*puf*

Det gjorde dog også udsynet mindre og derved hans teleportationer det samme, for der var virkelig ingen grund til at hoppe længere end han kunne se vejen ligefrem. Ikke når vejret var som det var og skoven emmede af uforstyret liv. Baldur satte stokken i jorden, tog et par skridt fremefter og...

*puf*

...hoppede 10 meter mere. Hans påklædning var som altid sirlig. Skorten var presset under den mørkegrønne og diskret broderede vest, bukserne mørke og praktiske som støvlerne også var det. Over skulderen havde han som altid sin vadsæk med hvad en hver af fornuftig støbning havde brug for på en rejse. Praktiske ting og nødvendige ting som skrivegrej og bøger.

*puf*

Vejen svingede lidt længere fremme nu og som han så det ændrede skovens lyde sig også. Ikke meget, men det skulle den heller ikke for at hans øre opfangede det - slet ikke når han altid havde den åbne for røvdyr og andre lurende eksistenser.
Det var dog også for sent for det sidste hop havde været et af de længere og bragt ham lige ind hvor en lille gruppe røvere havde ligget på lur. Halvt overraskede over synet af ham så uventet tøvede de et sekund med at springe frem og det var et sekund nok for Baldur til at tage et spring mere rundt om svinget....

*puf*

... Og lande lige foran en modgående rejsende! "Pas på! Baghold!" Nåede han at udbryde før skridt rundt i svinget fortalte at røverne ikke var blevet mere overraskede end til at gætte hvad vej han var forsvundet.

Astrid havde holdt øje med vejen og sine omgivelser, hun ville ønske hun kunne sige at hun altid var på vagt. men i dag holdt hun nok mere øje med omgivelserne på grund af den smukke natur. hun elskede efteråret, det var der verdens rigtige farver kom frem, hvor skove så ud til at stå i flammer af deres gyldne blade. og samtidig, var det om efteråret tågen nogle gange lagde sig så tungt og klæblig at hele verden med et kunne miste al sin farve og blive grå. 

Astrid greb da efter sværdet ved hendes side, af rent og skær chok da en ... kanin... eller... noget... pludselig var foran hende hans advarsel kun få sekunder før, gruppen af røvere og andet uønskede eksitenser dukkede frem fra vejens bøjning. 
Et hurtigt kik på den lille tings størrelse og opbakning, fortalte hende at han ikke var bevæbnet. Hun trak sit eget sværd, og med en sur mine og et udtryk der lovede død over alt der våvede at trodse hende, greb hun fat i ... kaninens?... oppakningen og skubbede ham overraskende blidt bag sig før hun satte benene i jorden, klar til at gi en omgang klø.

to personer, hvoraf en af dem en kvinde så ikke ud til at stoppe lige med det samme, men de havde sat farten ned, nu hvor der ikke var en af forfølje, men to, hvoraf dværgen ikke så ud til at synes det var specielt sjovt, eller var specielt bange for at der kom to røvere direkte mod hende. Kaninen havde råbt baghold, det betød for det meste at røverne havde brug for overraskelses momentet for at føle sig sikre på at vinde. - det havde de nu mistet. 

"Kom og leg" hendes stemme rolig og sikker. endda mere sikker end hun lige nu følte sig, men attitude havde mere at gøre med kamp end folk troede. 

Kampen havde ikke varet længe. hun nåede ikke rigtig at skade dem, før de to røvere fandt ud af at dværgen ganske rigtigt kunne slogs, og trak sig tilbage. højst sandsynligt for at finde et nemmere offer. 

Astrid så sig om for at finde den underlige kanin der ikke helt var en kanin. 

De tre ord var alt Baldur nåede at ytre før skridtene bag ham med al ønskelig tydelighed fortalte at han var blevet indhentet. Reagerende som han nu engang gjorde begyndte hans pels allerede nu at tone mod granite og miste noget af sin blødhed. Han kendte tegnene så godt som frygten der havde grebet ham ved synet af røverne, men stadig var den ikke så altoverskyggelig at han simpelthen forsvandt i et puf.
Måske fordi kvinden han var landet foran ikke virkede til at ville støtte dem bag ham - tværtimod! Eller måske fordi han vidste han stadig kunne nå bevidst at tage adskillige af sine almindelige hop og være væk den vej rundt. Ikke at det altid dæmpede instinktet som nu!

Som kvindens blik ændrede sig, gjorde han klar til at hoppe væk, men så i stedet at hendes blik var rettet om bag ham. Hoppet blev til et trin nærmere sten i stedet, som han mærkede sig flyttet om bag kvinden. Det var nok til at han ikke kunne røre sig ud af stedet, men stadig var bevidst nok til at kunne se på den ganske fredelige skov bag hende.
Ikke særlig nyttigt.
Han kunne høre hvad der skete godt nok, men det var jo ikke hvad heltekvad blev skrevet over! Endnu værre var det umuligt at sige hvem vandt ud fra de få ord sagt og lyden af stål mod stål.
Og så løbende skridt væk.

Baldur mimrede og var lettet over at han da kunne så meget. Forsteningen var ikke nået at blive så dyb og faldt nogenlunde hurtigt af ham, så han kunne vende sig rundt og se hvordan det faktisk var gået bag ham. Der fandt han kvinden seende ned på ham. Ikke fra så stor højde som normalt, men med det der halvt forundrede halvt et eller andet andet.
Baldur bukkede let. "De kom som kaldet til min redning. Hvordan kan jeg takke Dem?" Som han talte gled det sidste lag af granite fra hans pels og lod den atter være almindelig grå og blød.

Astrid, lagde ikke mærke til den mystiske væsens ændring i struktur. jovist det var lidt underligt at skubbe til, så hun endte måske med at træde ind foran mere ind skubbe. men ellers havde hun ikke tænk så meget over det. nu hvor de kojunagtige røvere var væk, tog hun sig til hånden hvor en af dem havde fået et ok slag ind. og gnid sig der. får hun et øjeblik bare stirrede undrende på den lille fyr? 

Hun hævede et øjnbryn da han bukkede hun var værken adelig eller rig nok til at folk skulle gøre den slags. og ændrede han sin struktur lige der? 
"Hvad er du?" spurgte hun i stedet, for at svare hans spørgsmål. hun bryd sig ikke om folk takkede hende. og hun var ikke ligefrem kommet til hans redningen, mere end han var kommet med balladen til hende. 

Baldur mimrede let ved den tone han blev svaret med, men tog det som sådan ikke som værre end det. Kvinden virkede som sådan ikke truende overfor ham og havde udvist ham en venlighed, da han kom hoppende med sit nyerhvervede problem, så det mindste han kunne gøre til gengæld var at svare på hendes spørgsmål.

"Et både enkelt og kompliceret spørgsmål at svare på." Han holdt blikket vendt op mod hendes ansigt, mens ørerne drejede sig let fra side til side, alt efter hvilke lyde fra skoven de indstillede sig på. Et forblev dog vendt nogenlunde mod kvinden det meste af tiden, skønt ikke altid det samme. "Jeg er så ganske tydeligt af halvkanin-slægt, men jeg er også en vandrende historiefortæller og nedskriver og det er vel der dit 'hvad' blev kompliceret."

Han glattede skægget og nikkede så let. "Hvad er i det hele taget sjældent så sigende som hvem og hvem jeg er, er Baldur Brittlestone og du er?" Han stod nu let støttet til vandrestokken og helt uden spor af granite i pelsen. Kvinden lignede en historie værd at høre og måske var han endda heldig nok til at få brudstykker af den fortalt.

Astrid måtte blinke et par gange som hun hørte på kaninen tale. Hun havde oplevet meget i tidens løb, både på vejne og i mørkets fangekælder. men en halvkanin der ikke var 3 gange lavere end hende selv, havde ikke været på listen over ting hun troede ville møde på sin færden. 
og da han begyndte at tale som en fortæller eller filosof, han fik vendt ordne på den der underlige måde, hvor man ikke var helt sikker på hvad der blev sagt A eller B eller var det begge dele.

Astrid så sig om på vejen, velvidende at de lige nu var alene men måske ikke ville blive ved med at være det. "øhmm... Mit navn er Astrid" et irriteret udtryk kom frem i hendes øjne, ikke så meget på kaninens bekostning, men fordi hans udsenede og personlighed havde gjort hende usikker. "og vi burde komme væk herfra, hvis de henter mere forstærkning, eller en forpulet troldkarl er vi ikke ret sikre her..." hun rev sin opbakning bedre op på ryggen, og fik endelig sværdet hun havde stået med i skeden. Hun begyndte at gå den vej hun var kommet, der havde lagt en landevejskro ikke ret langt derfra, og hun kunne godt trænge til mad. for ikke at snakke om bare et enkelt krus øl, til at dulme den overraskelse hun havde i brystet.

Baldur lod sig ikke det mindste mærke med kvindens vandrende blik mod omgivelser. Trods alt havde han selv en stor del af sin egen rettet i samme retning, skønt det var med hørelsen han vejede for og imod andre fare på vej imod dem. Fuglene var dog tilbage i færd med hvad de sang så meget om og han opfangede ikke så fjernt endda hjorte bevæge sig gennem underskoven også. For nu var de to de eneste på vejen, men som med alt andet i denne verden kunne det skifte hurtigere end en kanin kunne gnave en gulerod ned til det yderste af toppen.

"Mig en udsøgt fornøjelse, frøken Astrid." Han undlod at bukke for hende igen, da det ville være lidt at overgøre og da især da hun ikke lignede en der holdt aller mest på formerne. Desuden signalerede hun klart at hun ville væk derfra, hvilket han jo kun kunne tilslutte sig - og hendes selskab hvis hun ikke var imod det. Hendes ord antydede intet i den retning. "Det ville i sandhed ikke være nogen fordelagtig udvikling af vores situation her."

Han havde forventet at hun ville fortsætte i den retning hun havde været på vej i og havde da også drejet sig halvt om, mens hun rettede på oppakning og lagde sværdet væk, men efter de første skridt forsvandt hendes i den modsatte retning. Baldur drejede sig rundt og tog et teleportations-hop frem på siden af hende. "Normalvis er jeg mere bekymret for ræve og ulve når jeg rejser end banditter i baghold. De har altid virket til at være bedre til at bevæge sig stille end væsner klædt i jern og andres hud."

Astrid kom med noget der lyd som et fnøs, i virkeligheden var det et skjult let latter. men hun var ikke personen der gav udtryk for den slags og da slet ikke viste at hun fandt noget morsomt. derfor kom lyden mere ud som et fnys. "Fornøjelsen er helt på min side.." hun skævede til Kaninen, stadig ikke helt fået det ind på lystavlen at hun rent faktisk snakkede med et væsen som dette. men på den anden side, hun havde mødt så mange andre mærkelige ting, feer, dværg-orker og andre underlige sammensætninger. hvorfor mon denne Kanin virkede så speciel?

Hun så til siden som hun begyndte og gå og hun kort efter hørte et lille puff ved siden af hende. "Jeg gik forbi en kro ikke langt herfra, lad os få lidt mad der." Det var ligefør hun kunne sluge sin egen tunge os... hvorfor sagde jeg os?" det var ikke fordi hun ikke ville have selskab. men det lå hende fremmet bare at invitere en fremmed med uden videre, at indbyde til selskab havde aldrig været noget hun gjorde meget i. hun endte for det meste med at være den der sad i kroens mørke hjørne... Alene..
"Ulve kan blive grubske, men holder de sig ikke meget væk fra de mere trafikeret veje?" lidt vidste hun da og Ulve kom sjældent tæt på de mere befæstede veje. i hvert fald hvis det var en ren ulv, og ikke en blanding.

Dværgen Astrid tog faktisk det meste en del roligere end Baldur var vant til på vejene. Vandrende kaniner af hans slags var der ikke mange af for som deres dyriske halvdel foretrække de fleste at blive hvor der var andre af deres slags og trygt og godt. Ikke mange historier at finde der dog og ikke meget nyt at se. Baldur var og blev en vandrende sjæl og hjem kom han jo jævnligt.
"Det lyder som et passende stop efter den tidligere forskrækkelse." Han kunne ikke modgå at den da havde skræmt ham noget og at den slags altid først helt gik væk, når et passende måltid var indtaget. Selskabet var kun en tilføjet bonus som han aldrig forventede men så oftest fik. Folk havde det bare med at lade nysgerrigheden råde omkring ham.

*puf*

Han landede igen ved siden af hende og fortsatte nogle skridt gående let støttet til vandrestaven. "Så tidligt på den koldetid ja, og i så befærdede egne som disse. Højere mod nord er de mere normen at finde. Især efter tørken hærgede." Plagerne havde været hård ved dyrelivet så meget som de mere intelligente væsner - han brugte inteligente bredt her - og de blev ofte glemt når der blev talt om plagerne. "En gang jeg rejste gennem..."

*puf*

"...Månebjergen slog jeg følge med en ork. Ganske fornuftig fyr og ikke så lidt klogere end han så ud. Han kunne fortælle en del historier om ulve i de bjerge." Han fortsatte roligt med at fortælle en af de bedre historier, mens han hoppede frem med jævne mellemrum så deres fremfærden var afstemt.

Astrid prøvede at ignorer det lille puff. men det gav hende alligevel et lille tick i øjenlåget hver gang han gjorde det af skjult forskrækkelse. - som en refleks der ikke ville gå væk. det irriterede hende, det var ikke puffet i sig selv, det var hendes reaktion på det. og det fik hende til at lukke munden og bare nikke, til hans konstatering om at kroen virkede som en god løsning.

Astrid måtte dog igen se undrende på kaninen, denne gang ikke på grund af hans størrelse, men hans tale. "en ork?" der var mere end en smulge vantro i hendes stemme. hendes erfaringer med orker, var primært fra mørket og det var ikke gode minder.

Astrid rystede det værste støv af kappen som hun holdt døren åben for sin mindre følgesvend ind til kroen. der var ikke mange derinde, hvilket nok var grunden til at landevejs røverne havde valgt dem som ofre. De havde med garanti lagt i skjul i håb om en bedre gevinst fra en af de fø gæster her, men havde mistet tålmodigheden. 

"Du finder bare et sted, så finder jeg mjød og mad til os" hun vidste ikke engang hvorfor hun tilbyd det. og nu irriterede det hende for alvor at hun var så fandens venlig. men hun kunne ikke få sig selv til ikke at være venlig for sådan en lille størrelse. 

"En ork ja. De findes også i den fredelige udgave." Baldur mimrede let, som han sagde det, skævede op mod hende og tilføjede så muntert. "Som der findes dræberkaniner..." Det var en historier så meget som en joke for de fleste, men selv havde han mødt et par stykker af slagsen. Nogen halvkaniner gik bare den vej, som så mange andre af diverse racer gjorde det. De færreste tog dem bare alvorligt - før det var for sent.

Han bukkede let, som Astrid holdt døren for ham og gik først ind. Atter var ørene i bevægelse og vejrende stemningen som han kun kunne se i et langt mere begrænset udsnit end høre. Der var dog ikke mange derinde og det virkede mest som overraskelse der greb dem end noget andet ved synet af ham.
"Meget vel, frøken Astrid." Han nikkede let, vendte blikket mere søgende mod rummet og fandt så et bord ude til siden, som han mente de begge ville kunne lide. Det havde en plads med overblik til hende og en direkte flugtvej synlig for ham. Noget instinkt var bare svært at undgå og han fandt det iorden i dag at tage det med.

Som altid var intet i rigtig højde for ham og han valgte at blive stående på stolen til Astrid var tilbage, før han endeligt valgte plads og slog sig ned. Tasken havde han stillet fra sig op af væggen sammen med vandrestokken.

Astrid kløede sig lidt på næsen over de informationer, Baldur kom med. men kunne ikke komme med andet der afspejlede endes indre, end et tørt "Jada selvfølgelig gør der det..." men konceptet blev vendt og drejet oppe i hovedet, før det gik op for hende at kaninen ved hendes side også blot kunne spille hende en joke. hvilket indtjente ham et surt blik "var det seriøst eller..."

Astrid, gik op til bare og bestilte to krus mjød samt dagens ret. hvilket højst sandsynligt var en form for stuning. Hun satte den ene krus mjød foran kaninen. og satte sig, fær det gik op for hende at stolene var små bare til hende. men til kaninen ville han nærmest skulle stå op konstant.
hun sukked eog lod det være... for nu.. og ventede på at maden skulle komme.
"Håber du kan li stuvning" hun smagten på den og først der åndede lettet op for en tanke der pludselig slog ned hende.. heldigvis var det ikke kanin der var brugt som kød. 

Baldur smilede blot blidt ved den noget tørre afvisning af hans ord. Om folk troede ham eller ej var aldrig så vigtigt sm at han kunne få dem til at overveje om han var alvorlig eller ej, om historien var sand eller ej. For nu havde han dog holdt sig til sandheden som han havde oplevet den og det var jo som sådan altid en sandhed at betvivle. "Så seriøst som nogen kan blive om det emne. De angriber lavt ser du og de færreste er forberedt på forsvar af knæ- og ankelhaser og ja... ædlere dele for de højere stød." Det var effektivt fordi det var så uventet og især, hvis kaninerne var i kampen i lå af højere væsner.

Han blev stående til Astrid kom hen til bordet og valgte sig en plads. Både for at hun kunne se hvor han var, men også for at se hvilken plads hun tog så hun kunne matche sin til hvor de måske kunne se hinanden. Hun valgte den han havde gættet på, hvilket fik ham til at tage imod kruset - tåbeligt stort! - og sætte sig ned, så han kunne se på hende rundt om kanten. "Det er en af de ting jeg godt kan lide ved Nordlandet. Lige meget hvor du kommer hen er der altid et bord eller to i mindre størrelse, men vi kan da stadig se hinanden."

Så nikkede han let. "Stuvning er fint og mange tak for at tilbyde." De lavede den godt nok med kød, men hans erfaring talte for at der var flere rodfrugter og grønsager i end noget andet. "Så hvorledes kommer det til at du vandre her nede sydpå?" Han lod spørgsmålet være åbent for hvor meget hun havde lyst til at fortælle ham med vilje. Ikke alle ønskede at dele deres historie, men heldigvis for ham var der endnu flere der ville.

Astrid lyttede og for en gang skyld kom der et morende glimt i hendes øjne. hun kunne nærmest se det for sig. dræberkaninerne der gik efter knæhaser og skridt. det var på engang noget hun gerne ville se, og på den anden side havde hun ikke helt lyst til at være den der blev kæmpet imod.

Astrid nikkede stump, fodi hun allerede havde et slurk mjød i munden. før hun svarede "Mange beværtninger har efterhånden stole eller bokse til at sidde på, fordi så mange forskellige væsner rejser nu om dage." hun havde dog mest set det i byerne, hvor der rigtig kom folk, ikke herude på landet.

hun tog et par mundfulde af sin stuvning for hun svarede Baldur. hun var blevet mere sulten end hun regnede med.
"Jeg var nede ved Vesterdalene for at se mig omkring. jeg har nu bestemt mig for at se nærmere på Dianthos. jeg har aldrig været der, altid gået en stor ring udenom." hun lænede sig tilbage i stolen og slappede en smule mere af nu hvor hun ikke var helt så sulten mere.

"Jeg må komme alle de forkerte steder så." svarede Baldur med en munterhed der bundende i at selv i forhold til dværgene var han af ekseptionel lav størrelse. Borde af rette størrelse var bare ikke noget han fandt og gjorde han det var der ikke mange at dele det med. Fordele og ulemper. Det var altid en opvejning af de to ting.
Som de talte kom en pige over med to skål med stuvning og satte foran dem med en ske lagt ved siden af. Baldur smilede til hende, som hun havde svært ved ikke at stirre på ham, men lod sig ellers ikke mærke ved det. I stedet smagte han på det serverede og nikkede anerkendende. "Du havde ret. Det er god mad her."

Han tog en mundfuld mere som Astrid svarede på hans spørgsmål og mimrede så let. "Jeg har hørt nogle blandede historier om Dianthos den seneste tid, men de kan selvfølgelig være overdrevne." Han tog en mundfuld mere tydeligt vejene for og imod hvad han skulle sige, før end han sank og fortsatte. "Kiles Orden har vundet en del magt og hvor religiøse sætter regler...." Han trak let på den ene skulder. Det gav sjældent gode resultater. Slet ikke hvis det kom på bekostning af alle andres tro.

Astrid så opmærksomt på Baldur som han tydeligvis overvejede hvad han skulle sige om hovedstaden. og det virkede ikke til at være beroligende. 
hun sukkede før hun vente opmørksomheden mod sin mjød. "-... Vil der altid opstå Problemer.. " afsluttede hun sætningen som han lod hænge. hun havde hørt lidt af den slags rygter før. det var en af grundende til hun havde undgået den store by så lang tid som hun havde. først pest og plager nu en religøs sekt. det tegnede ikke godt, og hun var ikke sikker på hun var ok med at gå ind i en ny krig. for krig var for det meste en eftereffekt på når folk rodede rundt i andres tro. 

"Måske det bedre bare at undgå stedet et stykke tid endnu" svarede hun og tog sig endnu en stor slurk, efter at have skålet med sin nye bekendte.