Ezhno havde faktisk været overbevist om, at han så syner, da alfen kom hen til ham, men nu - nu hvor han var havnet midt i en fremmed by som ved et trylleslag? Nu var Ezhno kommet på andre tanker. Hans pibe hang stadig i mundvigen, og han skyndte sig at tage den i hånden, så han ikke tabte den af bar forundring. 

Stedet, han var kommet til, lignede ikke noget andet sted, han nogensinde havde besøgt. I stedet for gader og veje bestod den mest af store platforme af træ med broer mellem sig og husene. Alt var overgroet af mørkt, grønt mos, og her lugtede af fugt og sødlig råd. Ezhno gned sine øjne og så sig omkring en ekstra gang. Hvad i alverden havde der været i den tobak? Han tog et skridt baglæns og var lige ved at falde bagover, da han trådte ud over kanten på den platform, han stod på. Under ham truede mørkt og sumpet mosevand, over hvilken der svævede en grødet tåge. 

"Pas på!"

En slank, men stærk hånd greb fat i kraven på Ezhnos store tørklæde og halede ham tilbage i sikkerhed på platformen. Hånden tilhørte en lys, nøddebrun kentaurkvinde, som på trods af sin relativt spinkle figure tårnede over ham og nemt løftede ham væk fra kanten. Hendes lange, nougatfarvede hår var flettet sammen med ranker af blade og blomster i en tyk fletning, der faldt ned over hende skulder og over hendes nøgne bryster. Pelsen på hendes bagkrop var en mørkere, og den skinnede i det dunkle lys fra lanternerne, der hang langs broerne. Der kom ingen sol herned under løvtaget. Ezhno var ret sikker på, at hun var det smukkeste hunkønsvæsen, han nogensinde havde set, og hvis han ikke havde været så rundt på gulvet, havde han nok forsøgt at virke bare en smule mere charmerende.

"Hvad laver du, fremmede?" spurgte kentaurkvinden, da hun satte ham ned igen. Hendes blik var ikke mistroisk, men alligevel heller ikke ligefrem venligt. Hun var på vagt.

"Jeg, øh," sagde Ezhno, stadig lidt for omtumlet til rigtigt at formulere sig ordenligt. "Jeg ved det ikke rigtigt. Pludselig var jeg her bare. Jeg fik en, øh..."

I samme øjeblik gik det op for Ezhno, at han måtte have tabt krystallen i forvirringen, for han havde den ihvertfald ikke længere.

"En krystal," sagde han og pegede på sin hånd, som om den magisk ville komme til syne igen. "Jeg havde en krystal. Jeg blev teleporteret."

Kentaurkvinden løftede et lyst øjenbryn og så noget skeptisk ud.

"Krystal?" efterabede hun og rystede lidt på hovedet. "Jeg kender ikke noget til nogen krystal."

"Nej, men jeg må have tabt den," forklarede Ezhno, selvom han godt vidste, at han lød lidt småskør. "Jeg kommer fra Hovedstaden. Eller det vil sige, jeg bor der bare nu. Jeg er født et andet sted."

"Hvor?" Kentaurkvinden lagde armene over kors.

"Krystalbjergene," svarede Ezhno og pegede i den retning, som måtte være nord, selvom han på ingen måde kunne vide det, for solen var gemt væk bag et tykt tag af trækroner. "Jeg er halv bjergelver."

Kentaurkvindens ansigt ændrede sig strakt, da hun fik dette at vide. Hvor hun før så skeptisk og en smule underholdt ud, så hun nu kold og afvisende ud.

"Så burde du hellere tage hjem igen," sagde hun hårdt og rettede sig lidt op, så hun stod der i sin fulde højde, som var mere end ét hoved højere end Ezhno. "Bjergelvere er ikke velansete her."

"Jeg er kun halv bjergelver," forsøgte Ezhno at forklare.

"Ah," sagde kentaurkvinde og smilede pludseligt alt for venligt. Hun rakte bag om sin ryg og fremdrog et langt og meget skarpt sværd. "Skal jeg så bare sende den ene halvdel af dig hjem?"

"Øh, nej, nej, det behøves ikke," grinede Ezhno nervøst og holdt afvæbnende sine hænder op. "Jeg kan godt gå selv."

"Godt," sagde kvinden og stak sværdet tilbage i skeden. "Så vil jeg anbefale dig, at du kommer af sted med det samme."

Hun vendte sig for at forlade ham, men Ezhno, som godt nok vidste, at det sikkert var en dårlig idé, protesterede.

"Vent!" kaldte han, og hun stoppede faktisk. Hun kiggede dog ikke på ham, mens han fortsatte, "Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Hvordan kan jeg gå hjem, når jeg ikke ved, hvor jeg er? Vil du ikke nok hjælpe mig? Så skal jeg nok rejse væk så hurtigt, jeg kan."

Kentaurkvinden tøvede et øjeblik, men så vendte hun sig endelig og så på ham. Hun sukkede og rystede lidt på hovedet.

"Jeg kan ikke hjælpe dig," sagde hun så. "Men jeg kender måske én, der kan. Kom med mig."

Ezhno skyndte sig at følge med kentaurkvinden, mens han prøvede at forstå, hvad der var sket og hvordan mon Keeran havde det tilbage i Hovedstaden.

//out