Kaptajn havde været ude hele natten med druk og hore, og en masse andet sjov og ballade han havde lige pludselig fået fat på en kort, som han havde på en måde stjålet sig til i hans rus, men hvad fanden han var jo pirat så det lå jo ham naturligt at tænke på sig selv først, let og elegant begav han sig afsted imod han skib i en meget langsom fart, men frem kom han da men der gik lidt tid før han fandt hans skib, han gik om bord og lige imod hans kahyt som han idet mindste vidste hvor lå, han satte sig ved sit bord og hev kortet frem og fik det bredt ud, han fandt kompas frem og hans måle enhed frem, ved hans side var der altid en flaske rom for han tænkte best på fuld mave, " fire længde grader mod syd, tretten imod vest " mumlede han som han sad der og prøvede at koncentrer sig, mens hans flaske blot blev mere og mere tom.

Han sad og kløede sig i sit skæg som han tog fat i flasken igen, men flasken var tom kun få dråber løb ud og ned på hans kort, " hvorfor er rom altid væk " sagde han og stillede flasken væk igen, efter han lagde mærke til noget meget usandsynligt ved kortet, hvor få dråber af rom havde ramt, det var som om der var skjulte ting gemt bag kortet, som han sad der vidste han ikke om det fordi han var så fuld, om han så syner eller hvad det var, men han var sikker på der skulle bestemt mere rom til, så han rejste sig op og gik ud fra hans kahyt af hvor efter han gik ned under dæk, hvor han først gik forbi besætningen som nærmest ikke var der da de alle var ude på druk og hore, hvor efter han gik ned under dæk til der hvor romen var, han greb to flasker og stod længe og kiggede på de to flasker " og lad nu være med at blive tomme for hurtigt " sagde han roligt før han let og elegant på hans helt egne måde gik ovenpå igen og hen imod hans kahyt.

Det var ikke normalt at han lå så langtid til i havn med hans skib men dette kort havde virkelig fået hans opmærksomhed, og ikke blot det men han var også kommet i besiddelse af en tegning med en nøgle på, alt dette ville han sidde med for sig selv uden at folk var omkring ham, for at måske tag hans ting, eller hvad grunden nu måtte være, han vidste det ikke helt selv for han var lide forvirret af og til over sig selv.

Det var da fandens i voldsk! Hvem fanden var den jubelidiot der havde stjålet HENDES kort! Hvem end det var kom han til at betale med pikken på et sølvfad hvis hun fik fingrende i ham. Det var da direkte modbydeligt at en lusset pirat skulle få fat i det. Mest af alt fordi, så fuld var hun egentlig ikke. Ikke at Madeleine ville indrømme det i hvert fald. Hun gik ikke spor lige, hun var tæt på at vælte over ting på sin route, men at indrømme hun var fuld var en direkte umulighed.

Hun havde ikke selv set hvem det var, men en af de andre fra skibet havde givet hende et hikkende tip og hun var stavret afsted efter ham, en mand der gik langsomt frem til sit skib, omend hun bevægede sig lige så langsomt grundet usikkerheden på sine ben og det faktum at hun helst lige skulle have en pause engang imellem for at drikke af den romflaske hun gik med.

Faktisk forsvandt han af syne en enkelt gang og hun kravlede op på det første og bedste skib og landede på dækket med et klonk og en utilfreds lyd. "HEY! Gi mig mit kort tilbage, din svappergast!" Råbte hun arrigt fra sin halvt liggende, halvt siddende possition mens hun forsøgte at hive sig op at stå ved hjælp af rælingen.

Imens han sad dig og regnede på sit kompas, imens rom selvfølgelig blev tømt godt og grundigt ud, hørte han en lyd råbende lyd ude fra dækket, kaptajnen blev så forskrækket at det gav et lille gips ham, og han lettede faktisk fra stolen af, hvor han kom til at vælte hans flaske med rom ud over bordet og hen over på noget af kortet, " NEEEEJ mit elskede kort, jeg mener rom ahhhh " lød det fra ham som han fik fat i noget at tør det væk fra bordet af med, han fjernede flaksen og lige inden han tog fat i kortet så han en forandring med det, det var som om der var et gemt skatte kort i kortet, men han kunne kun se lidt af det og faktisk kun se der hvor der var blevet spildt på, han skynde sig at rulle kortet sammen, som han kom i tanken om grunden til alt dette, en fremmede person var ombord på hans skib.

Drake hev sin sabel op fra hylsteret og pegede det imod dør åbningen til hans kahyt, hvad end der måtte være på den anden side så var han klar til at møde det, også selvom han havde fået en del rom for dette kort var noget han havde i sinde at beholde, en gemt skat gemt væk i et kort kunne kun være en meget god ting, så han forstod godt personen han havde taget det fra ville have det tilbage.

men det var som om der ikke skete mere efter råbet, Drake åbnede døren fra hans kahyt og ud, hvor han så en kvinde der nærmest havde problemer med at stå på sine ben, " og du er " sagde han forvirret, og satte hans sværd i hylsteret igen.
Han satte en finger i vejret som han faktisk vil pointere noget " duuuuu, hvad laver du på mit skib, frøken!?"

Madeleine var ikke sikker på hvad fanden han pippede derinde fra sin skide kahyt og det var også fuldstændig ligegyldigt! Han, den langfingrede møgspade havde taget HENDES kort! Hvor vovede han! Når hun fik fingrene i ham skulle han få en omgang han sent ville glemme, det var helt og holdent sikkert! INGEN stjal fra hende! Det var sikkert og vidst.
Men et problem af gangen. Faktisk var der en smule glat på det fandens til dæk, og hun brugte en brav kamp for at komme op og stå på sine ben igen, noget svappergasten desværre opnåede at opdage i sin egen forsnøvlethed. ”Hvad JEG laver på dit skib?” kom der arrigt, om end også rimelig snøvlet fra den fulde pirat. ”JEG vil have MIT kort tilbage!” hun løftede en finger faretruende imod ham, og forsøgte at stå stille, om end bådens lette gyngende bevægelser, og hendes egen fuldskab ikke ligefrem bidrag til at hun kunne se helt kampdygtig ud. Ikke at undervurdere hende! Nok var hun fuld, men hun var ikke hjælpeløs.

”Jeg er den retmæssige ejer af det kort du har nupset! Aflever” kommanderede hun og gik et par skridt tættere på, om end det blev en smule langsomt, og bedømt efter hvordan båden gyngede. Ikke på vilkår om hun ville til at se dum ud og svatte rundt på dækket. Næ nej! Den fornøjelse skulle han ikke have. Den romdrikkende forbandede pirat!

Ordrene der kom fra hende var bestemt, og på en eller anden måde mente hun han havde stjålet noget fra hende, Drake smilede kort men ikke fordi det var sandt men mere fordi, ja fordi ja han var jo pirat, og lå ting bare rundt omkring var det ikke nogens ifølge ham, men folk frit til at tag det.
hvis nu vi siger sagde han med en kort pause og kørte han finger igennem hans skæg, hvor efter han forsatte hvis vi nu siger det var dit kort jeg havde taget et kort jeg ikke har nogen former for kendskab til, hvis jeg havde taget det mund ikke så jeg ville finde ud af hvad dette kort var, før jeg ville stjæle det, for hvad gør kort normalt... sagde han efterfulgt af et smil, inden hun mindre elegant tog et skridt hen imod han, han trak hans sabel sådan det passede med at den ville stoppe hendes næste skridt.

hvis jeg ville stjæle noget for dig, så ville jeg slet ikke stjæle noget kort, for kortet i sig selv vil fører til hvad end dit kort vil før til, så hvad nytter det at stjæle et kort som ingen ved hvad fører til, når man i stedet kan stjæle det som kortet måtte fører til, uden at stjæle kortet som førte til det som man måtte stjæle. sagde han meget elegant men på en meget forvirrende måde, at nærmest kun ham selv vidste hvad han sagde.

Drake vidste inderste inde godt han havde taget noget fra hende eller nogen, men det ville kun en ærlig pirat sige, og den slags var han ikke, han kiggede undrende på hende har vi mødes før sagde han med et undre blik, hun virkede bekendt selvom hun nok ikke var det.

Madeleine stirrede på ham, svagt med åbnet mund og et måbende udtryk. Hvad i al verden. Han begyndte at rable. RABLE! nej, det var simpelthen for meget. Hun var simpelthen så træt af pirater! Nederdrægtige, stjælende røvhuller.
Som han trak sin sabel, trak hun sit eget sværd ud af skeden og rettede imod ham. Han kunne lige vove! Ikke på vilkår om hun ville tabe til en svabbergast som ham!

"Du er vanvittig!" knurrede hun arrigt og dirrede lidt med sværdet for at udtrykke sin frustration. Hvad fanden rablede han om! hun var så meget ligeglad med hvorfor han havde taget hendes kort, eller at han ville bruge det.. eller hvad.. hvad han nu snakkede om! hun kunne ikke følge med. Hendes hjerne var simpelthen ikke i stand til at gøre det når hun havde drukket så meget. "Bare gi' mig det tilbage for fanden!" fuldstændig uvidende omkring hvad han forsøgte at sige. Alt for mange ord. Alt alt alt for mange ord.

Madeleine trak hovedet lidt til sig, med et forvirret udtryk. "Nej?" eller måske? det vidste hun faktisk ikke. Han så da på sin vis bekendt ud, men.. men nej, han lignede vel alle andre pirater. "Hvor fanden skulle jeg havde mødt dig?" altså ud over her selvfølgelig. Piraternes by. Der kunne man ikke undgå at møde mange pirater. Men havde det været vigtigt? Havde hun været fuld. Hun spærrede øjnende lidt op. Nej. Næh nej, hun havde ikke knaldet ham. Det.. nej. Hun ville kunne huske den rablen hvis hun havde!

Et lille smil kunne ses på hans læber som hun hentyd at han var vanvittig, og ja det var han men på sin helt egne unikke måde om man måtte sige det, " Vanvittig det er jeg frøken, eller er det en dårlig ting nu vel jeg tager det som en positivt ting " sagde han og viftede lidt med han sabel, ide hun trak hendes sværd gik der et lys op i ham " så du er klar på en kamp, mægtigt..." sagde han og gik et par lettere og elegante skridt mod hende med klingen rettet imod hende " lad os lade dit kort komme an på en kamp, vinder du for du dit kort men vinder jeg så tager jeg dit kort, for som jeg ser det tager du ikke imod denne aftale ser du ikke dit kort igen, om du så vil følge mig til verdens ende eller ej, så ser du det ikke mindre det bliver på mine vilkår " sagde han roligt men med en meget bestemt tone, for når alt kom alt var han meget sand i hans udtagelse, også selvom han var en pirat det levede af at lyve.

At hun ikke mindes at de havde mødt, gav god mening i hans hoved for en skønhed som hende ville han have haft husket af have mødt, men nu var sagen desværre en anden heldigvis, denne kvinde var tydeligvis en pirat ligesom ham, en kvindelig pirat var aldrig en god ting de havde et temperament som en kragen der skule nedlægge et skib, og denne kvinde var tydeligvis en kragen lige nu, " så har vi en aftale, " sagde han og rakte hånden for at man ikke brød aftalen hvis den anden skulle vinde, for når alt kom til alt gik pirater op i at holde deres ord, eller nogen gjord og om hun var en af de pirater vidste han selvfølgelig ikke på nogen måde.

"Gu fanden er jeg klar på kamp! Du har taget mit kort" knurrede hun. Hun var fuld, men ikke ukampdygtig. Den eneste fordel var, at måden han gik på, trods sin lidt mere yndefulde måde at gøre det, afslørede at han ligeledes havde fået et par procenter alkohol i blodet. "Du er en fandens hedning. Du tager mit kort, og stiller gud hjælp mig også krav til hvorvidt jeg får det igen. Du skal være lykkelig hvis dette ikke ender med at jeg vifter kortet foran dit døde ansigt!" det kunne godt være at han var rolig, men det var hun ved Zaladin ikke! Hun var vred, hun var tvær og hun var fuld. Kombinationen der kunne ødelægge enhver fornuft. Hun burde ikke gå hovedkluns i kampen, men hun ville fanme have hendes tilbage. Om hun skulle slås om det.

Madeleine klemte øjnende sammen til sprækker, mens hun stirrede på hans udstrakte hånd. At det lykkes ham at gøre hende så sur, så nemt, var ikke nødvendigvis et godt tegn. Slet ikke. Hun havde en tendens til at gøre ekstremt dumme ting, når folk som ham kom forbi i hendes liv. Deriblandt at række sin egen hånd ud og godtage aftalen. "Jeg kastrere dig, hvis du prøver på at snyde!" knurrede hun som skyggerne helt automatisk blev større og mere mørke omkring hendes fødder. Desværre for hende, måske endda for ham, slog hendes evne til når hun var vred. En knagende mørke af skygger syntes nærmest at omfavne skibet, men gjorde det trods alt ikke ude af stand til at se. Madeleine virkede i hvert fald fuldstændig upåvirket af netop det fænomen omkring hende, som hun kastede sig over ham.

Det var tydeligt at han havde hjord denne pirat sur, og det bar som om jo mere sur hun blev jo mørkere blev det, også var det endda nat, så hvordan kunne det blive mere mørkt en ting der gik igennem hovedet på ham som de stod der begge med deres sværd trukket, kaptajnen havde aldrig en plan men det så altod ud som han havde en plan, men alt han fortog sig kom altid løbende til ham som en åbenbaring, så ide hun nol var klar til at angribe ham gik han et par skridt tilbage sådan han kom væk fra hendes rækkevidde, han fjernede hans sværd og kiggede forførende på hende “ vent lad mig tænke jeg vil ikke bruge mit sværd på dig, jeg vil gøre det nemmere for dig jeg har et andet tilbud, hvad jeg gir dig dit kort hvis du gir mig et kys .?” sagde han meget roligt og i hans hoved lød det som en god ide, ingen af dem ville komme til skade og han mente de begge ville få noget ud af det.

Kaptajnen vidste også godt der nok ikke ville gå langtid før han var nød til at sætte sejl, for hun var ikke den eneste han havde stjålet fra på denne aften, for oppe fra masten på hans skib sad der altid en og holde øje, dværgen Knud og Knud havde i løbet Af ingen tid fløjtede to gange som betød der var folk på vej, og der vil ca gå ti minutter før de ramte skibet, så kunne han få hende til at give afkald på et godt kys, så gjord han skam det men han var ikke sikker på hun vil synes om det, for når alt kom til alt var der altid en ide med det hele

Natten var aldrig kulsort. Så ville ingen af dem være i stand til at se en bjælde lige nu hvis den var. Men omridset omkring skibet var blevet langt mere sort. Nærmest som om man ikke var i stand til at se igennem det. Manden undve hende, og hun gjorde klar til at slå til igen, da han pludselig kom med et noget mærkværdigt foreslag. "Hva?!" hun sank sværdet en smule og så på ham som om at han var stik tosset. Et.. Et kys. Var det det han var efter? Nej, det gav vitterligt ikke mening. Han var pirat han forsøgte at snyde hende. Det var hun helt og aldeles sikker på. Men ikke destro mindre var hun blevet så overrasket at hendes vrede blev skubbet en smule til side, det samme gjorde de mørke skygger der havde lagt sig omkring skibet.

Bevares, han var ikke den grimmeste pirat hun i mands minde havde set, men at gå fra at være tæt på at stikke sværd i hinanden til at kysse midt på dækket, var alligevel en omvending.
En smule usikkert svejede hun på stedet, stadig mere fuld end godt var, men hun så skeptisk på ham. Men det ville hurtigt være overstået hvis hun gjorde det. At kysse mænd var jo ikke ligefrem verdens undergang. Hun fnøs ud igennem næsen, stak sværdet ned på plads, stadig skeptisk og lagde hænderne på hoften. "Fint" hvis det var det han ville have ud af det for at hun kunne få kortet tilbage. Udemærket. Desuden, var det en lille pris at betale for kortet der førte til større rigdomme.

Så hvis det så absolut var det han ville. Hun gik hen imod ham, næsten uden at sveje, tog hårdt fat om hans skjorte og lod fuldskaben i blodet tage beslutningen om hvad der var en god ide. Det var måske et lidt aggressivt kys hun gav ham, taget i betragtning at hun stadig nærede en hvis vrede over det han havde gjort, men han sagde jo intet om at det skulle være blidt og roligt.

/inaktiv