Krystallandet
Damia 08.10.2017 13:42
Hun er en del af det mørke, som er ved at sænke sig over grænsen til klitterne, en skygge ingen ser. Hun er klædt i en enkel sort kjole, der understreger hendes slanke krop. Det er ikke til at se hende med den fart hun skyder over det vidtstrakte areal, med lavtvoksende buske og urter. Barfodet fortsætter hun. Pulsen pumper hårdt og brutalt. Hjertet slår vildt. Det er først da hun når trægrænsen, hvor de høje, mørke træer tårner sig op, at hun kaster sig mod en træstamme og hendes vilde færd fra havet kommer til et holdt. Sådan står hun og knuger om træet. Prøver at skubbe alle følelser ud. Hendes hjerte hamrer, men efterhånden falder det til ro. Hun flytter panden fra træet og ser sig omkring med årvågne øjne. Da hun har sikret sig, at ingen nysgerrige ører eller øjne er i nærheden, knæler hun i lynget.
Der var ikke gået lang tid, fra hun var ankommet til Chérons lejr for et par dage siden, og var begyndt at undervise omkring bålet i de sene eftermiddagstimer, at hun var gået fra at være tom og følelsesløs, og nu så fuld af følelser, at hun ikke helt ved, hvordan hun skal rumme dem. Hun vil bare gerne kaste alle de menneskers følelser af sig. Skifte ham. Træde ud af dem og genfinde sine egne rigtige tanker.
Med rolige hænder fisker hun en lille flaske op, der er spændt om hendes ene lår. Hun får samlet noget mos og lyng, som hun tænder et lille bål af. Efterhånden som ilden får fat, lyser det Maias ansigt op. Hendes mørklødede hud og dybsorte hår afslører hendes Topalis herkomst. Ansigtet er kanter og vinkler, med høje kindben, der ser ud til at kunne skære en finger over, hvis den strøg hen over dem. Hun har en lille, lige næse, og en spids hage. En tynd lok sort hår krøller ned på hver side af hendes ansigt, mens resten er sat op i en skødesløs knold oven på hovedet, så hendes smukke hals og skuldre bliver fremhævet.
Det der mest slår ved hende hendes fremtræden, er seriøsitet og en smule tristhed. Der virker ikke til at være meget glæde i kvinden, selvom hun ikke er helt charmeforladt. Hun er mere styret af pligt, og ikke ligefrem det man ville kalde en sprudlende livskraft. Det er som om, at der er en hård knude inde i Maia. Det er en mærkværdig egenskab hos en skolelærerinde. De andre lærerinder er blide af sind og kan se dybt ind i deres elevers indre. Men ingen vidste, hvor dybt Maia kunne række ind i sjælen på mennesker, og hive alt det gode, det mindre gode og det mest ubehagelige frem, lige meget hvor godt det end lå skjult.
Forsigtig slår hun håret ud, så håret falder som et tyndt slør og når hende næsten til lænden. Maias store chokolade brune øjne har et rødligt skær under lange øjenvipper, der ofte kunne forlede folk til at glemme den skarpe forstand og viden, der gemmer sig bag dem. Til tider er hendes blik så skarpt, at hun syntes at se lige igennem en… som om hun i virkeligheden kigger på nogen bag ved en.
Hun holder hænderne ind i flammerne. De snoer sig legende og kælne rundt om hendes hånd. Så i et kort øjeblik, får Maia fat i flammens rødder, og løfter den kærligt op og holder den i håndfladen. Som flammerne slikker sig længere op ad hendes hud, sitrer hendes krop svagt, som blev den kildet. Hun rækker ud efter flasken, som hun varmer mellem sine hænder. Lader ilden slikke over flakonen, indtil den er en passende temperatur. Så dør flammerne lige så stille ud. Huden er uberørt af flammerne, men føles varm, og de bløde dun stritter på armene.
Engang var det en bryg, hun helst drak, når hendes sanser blev for overvældet, og hun havde behov for blot at føle sig følelsesløs. Bedøvet. Men nu om dage, med al den konflikt omkring hende, fungerer det lige så godt efter behov. Maia tager proppen af og nipper til indholdet. Ganske langsomt spreder varmen sig, og gør hende afslappet og omtåget. Ved Sharas magt, hvor føles det godt!
