Lyden af gråd vækkede hende op med et set og hun så over mod vuggen hvor i hendes datter lå "Ileshia... Shh, Shh skat" lød det fra hende som hun rejste sig og slyngede tæppet omkring kroppen og gik over til vuggen. Datteren så op på hende med store øjne og greb fat i håret på Lindarynil. Hun skar svagt tænder og fik nærmest lirket datterens greb op "Av.. " mumlede hun og smilede kort inden hun satte Ileshia ned på gulvet så hun kunne få noget tøj på inden hun gjorde datteren klar til at få noget mad, så Linda selv kunne komme ud i byen og gøre købe hvad de nu havde brug for. Hun fik lavet noget vælling til sin datter og gik ind på værelset efter hende og fik hende da placeret i sin stol, så hun kunne få noget at spise. Ileshia strittede lidt imod, men det var der ikke noget nyt i. Et svagt suk undslap Lindarynil som det bankede på trædøren ind til det lille hus hun havde bosat sig i. Hun rejste sig og åbnede døren og bød personen velkommen "Hun sidder i køkkenet og spiser, kom ind" sagde hun med et smil på læberne. Man kunne vel kalde denne person for en slags barnepige, da det i så fald var en der skulle holde øje med hendes datter, mens hun selv var ude og klare dagens gøremål. Da de kom ud i det lille køkken så hun hvordan Ileshia var smurt ind i vælling og kun grinede hysterisk af hendes mor og barnepigen "Ileshia altså..." sagde hun og grinede kort inden hun gik over og begyndte på at rydde op, den anden tog sig af datteren imens og fik hendes ansigt gjort rent. Da de var færdige tog hun sin datter i armene "Mor forsvinder lige lidt.. Hun kommer igen inden længe... Det lover jeg dig Leshie" sagde hun og kyssede sin datter og lod barnepigen tage imod hende "Gør hvad end i har lyst til.. Hun spiser ikke så meget for tiden, men du kan altid forsøge at give hende lidt fra tid til anden.. Vi ses" sagde hun med et blidt smil på læberne inden hun gik mod døren og gik ud på hovedgaden. 

Først smeden tænkte hun og så sig omkring inden hun begav sig ud på turen til markedspladsen. Det var alligevel der hvor hun skulle ned for at få fat på diverse andre ting som hun havde brug for. De krystal klare øjne ledte efter smedjen og hun sukkede lettet op da hun så de havde åben, hun nærmede sig med rolige skridt og et blidt smil på læberne. Hun så sig omkring og kunne ikke umiddelbart spotte nogen "Er der nogen?" spurgte hun stille mens hun begav sig længere ind i smedjen og så på de mange ting der lagde over det hele. Hamre, mejsel og nogle af de ting de sikkert havde lavet. Sværdet fik hende dog til at bakke lidt. Hun havde aldrig været god til at håndtere et selv, plus hun hadede magtkampe. Hun hørte noget pusle og rettede blikket der imod "Hallo?" sagde hun lettere fortvivlet og ventede på svar, for der måtte da være en venlig sjæl der kunne hjælpe hende, for hun havde fået et peg om der var en und mand i smedjen der kunne lave smykker så vel som han kunne lave våben. I hendes tilfælde var det et smykke til sin datter hun skulle have lavet og hun håbede han kunne lave det for hende.

”Øjeblik!” lød det pludselig noget brummende komme fra baglokalet til, hvad der skulle forestille at være selve smedjen, hvorpå der efterfølgende kunne høres mindre rumstering af et metal objekt, der faldt på gulvet. Efterfulgt af et par svovlende mumlende ord, der smed et par forbandelser i retningen af Zaladin og hans underguder. Alt i alt, så var det ikke noget specielt pænt sprog. Men hvis man kendte nok til manden, der ytrede sig dem, så ville man ikke blive alt for overrasket over det. Og idét at Alran endelig trådte frem igennem døråbningen ind til, hvem end der havde kaldt efter hans hjælp, lignede han heller ikke just en, der havde den reneste mund.

Som forventet af en, der arbejdede med ophedet metal og høj varme dagen langt, var han noget beskidt. Rester af sod var at finde over alt på ham. Selv hans ansigt havde præg af hans arbejde. En større våd og lettere brunlig plet var at finde omkring brystkassen på hans råhvide løstsiddende skjorte, der var resultatet af, da han tydeligvis havde spildt det resterende af hans morgenkaffe. For der var intet der vækkede en op, end at hælde skoldende væske ned over sig selv. Hans hår virkede for en gang skyld velset. Det havde meget vel været nyvasket aftenen før, men grundet varmen havde sved allerede samlet sig en smule i de mørke lokker.
”Du er vel nok tidligt ude, frøken.” brummede han med en smule irritation i stemmen, da han fik øje på kvinden. Et noget mærkværdigt syn, måtte han indrømme. At se folk med sådan pastelfarvet hår, var ikke normalt noget man stødte på. Uden rigtig at tage blikket fra hende, begyndte at han ifører sig en tyndere brystbrynje af robust læder, hvilket heldigvis så ud til at dække kaffeplettet, men han kunne stadig mærke det våde stof blive presset mod sin hud indenunder, hvilket var en yderst klam fornemmelse. Efter at have spændet den korrekt, rettede han sig atter ordentligt op og trådte et par skridt tættere på kvinden, der næsten virkede for yndefuld til at være et sted som smedjen. Men hun ville ikke være den første.

Hvad der bestemt ikke måtte have hjulpet med at give ham et mere venligt udseende, var de voldsomme rander under øjnene, som han bar rundt på. En hånd med kulsorte fingre, som havde han dyppet dem ned i spanden med aske fra ildstedet, kørte han igennem håret, inden han endelig åbnede munden for forretning. ”Hvad kan jeg så gøre for dig? Jeg kan forstå, at du havde noget i tankerne, da du kaldte efter mig.”

Som der lød en stemme så hun sig omkring for at lokalisere personen, men hendes blik faldt da på døråbningen da hun hørte der var noget der faldt eller blev kastet i jorden. Personen virkede irriteret, så måske skulle hun bare smutte igen og komme tilbage senere? Sproget fra denne mand var yderst krydret, i den forstand at det ikke just var de pæneste ord der undslap hans mund, men det kendte hun også fra sig selv hvis hun var irriteret eller vred, så var det bestemt heller ikke pæne ord der kom fra hende af. Som manden kom til syne i døråbningen trak hun svagt på smilebåndet, blot for hun ikke irriterede ham yderligere. Han var beskidt, smurt ind i sod både arme, hænder og ansigt, men hvordan skulle han blive andet? Manden arbejdede med varmt metal og ild, hvilket dannede sod. Svagt betragtede hun ham og smilede igen. Hun trak kort på skuldrene og hævede et øjenbryn af ham "En anden velkomst ville være vidunderlig... Men ja" sagde hun og så på ham med et kækt smil. Hvis han skulle være irritabel, så skulle hun nok give igen. Hun kunne godt se hvordan han nærmest fulgte hende med øjnene, bevares hun var måske heller ikke en af dem man oftest så på disse kanter og specielt ikke uden hendes kappe. Ikke at hun skammede sig over sit udseende, men hun fik altid så mange blikke grundet det pastelfarvede hår og ørerne der var spidse og bar nogle  lille skæl. Som manden begyndte at påføre sig brynjen så hun kort ned i gulvet, men da han så kom tættere på sank hun den klump der havde formet sig i hendes hals og smilede da skævt til ham. 

Nu kunne hun rigtigt se hvordan han så ud. En ung mand der havde brugt det meste af sin tid med søvnløse nætter, det var i så fald det hun fik ud af at se på han ansigt, da de sorte rander under øjnene var større end hendes egne og hun havde endda en datter der vågnede i tide og utide. Som han atter åbnede munden for denne gang at snakke om forretning smilede hun kækt "Noget i tankerne? Ja det kan man godt sige" sagde hun og smilede kækt til ham inden hun trak en kæde op fra den lille læderpung "Noget i retning af denne, selvfølgelig skal vedhænget måske være lidt mindre, da min datter ikke så gammel" sagde hun med et lettere uskyldigt smil. Vedhænget i halskæden forstillede en drage der lagde og sov og mere var der sådan set ikke over den, om den ville være umulig at lave vidste hun ikke, så hun håbede denne mand kunne hjælpe hende.

Skulle hun nu være fræk? Så vidt han vidste, så havde han da ikke givet hende verdens værste velkomst. Det var morgen. Det var tidligt. Og hun var der. Så selvfølgelig ville det have været noget, han kommenterede på. Det kunne have været meget værre. Meget værre. Så frem for at være næsvis overfor ham, burde hun i stedet blot tage, hvad hun blev givet, så der kom heller ingen anden ud af ham. Det havde han simpelthen ikke tid til at fumle med. Der var vigtigere ting at se til end at tilfredsstille den yndefulde prinsesse. Så som at fokusere på den oprindelige grund til, hvorfor hun havde opsøgt smedjen. Og ham.

Alran havde straks lagt sine arme over kors, da kvinden begyndte at fører ham ind i hendes plan. Hans øjne holdte stift øje med hendes hænder, som hun trak smykket op foran sig og et betænksomt og bearbejdende udtryk prægede med det samme hans snavsede ansigt. ”Hmm, lad mig se.” sagde han i en tone der endelig lød mere modtagelig. Hun var som det første en kunde. En ’respektabel kunde’, som perserkatten konstant havde banket ind i hovedet på ham, siden han var blevet taget ind. Han løsnede sine arme, men greb dog i stedet omkring en hvid klud, der ikke længere var så hvid igen efter at have været beskidt og så vasket gang på gang. Han sørgede da grundigt at tørre sine hænder af i det for at sikre sig, at der ikke var et uønsket lag af fedt på dem. Og blandt andet også for at bevise for hende, at de sorte fingre ikke var direkte sod og derfor ikke bare var til at fjerne.
Fluks proppede han kluden tilbage i baglommen og rakte så ud efter smykket. Overraskende forsigtigt. Med en hånd der støttede selve vedhænget og en anden der holdt omkring kæden, mens han greb den hen til sig for at undersøge den. Han tog omkring vedhænget og vendte og drejede det. Følte metallet. ”Det burde ikke være noget problem at få lavet sådan et vedhæng.” svarede han så endelig og sænkede smykket en smule for at rette sine øjne mere direkte mod hende igen. I modsætning til hende var han ikke typen der smilede. Men i det mindste var han blevet lagt mindre fjendtlig end, da han havde gjort sin entré. Nu var det mest bygget på profession. ”Men jeg vil nu ikke anbefale at gøre det mindre, hvis din datter har i sinde at bære smykket, inden hun vokser lidt mere op. Med ’ikke så gammel’ vil jeg påstå, at selv et vedhæng på denne størrelse, kan give risiko for kvælningsfare.” Han løftede et enkelt spørgende og afventende øjenbryn. Det var ikke fordi han ønskede at belærer hende i at opdrage et barn. Det var mere en form for procedure.

Hun så på ham og hævede svagt det venstre øjenbryn og sendte ham et svagt smil. Bevares så var velkomsten ikke den bedste, men måske var det også fordi han ikke var vandt til der kom kunder så tidligt på døgnet? Eller også så havde han bare fået det forkerte ben ud af sengen. Som hun havde fundet smykket frem, var det som om han skiftede karakter, stemmen var nærmest venlig, hvilket fik hende til at trække på smilebåndet.


Hun så på kluden, den havde sikkert været hvid en gang for nogle dage siden, men var det bestemt ikke længere. Denne mand havde uden tvivl et arbejde, der krævede at man var ligeglad med at blive beskidt, og det kunne tydeligt ses på ham at han var, for han var helt sodet til. Som han rakte ud efter smykket, slap hun det og lod ham tage imod det. Hendes blik gled over omgivelserne og blikket fald så igen på manden foran hende, da han begyndte at tale. Et nærmest lettet smil kom frem på hendes læber ”Det ville ikke være til for meget besvær?” spurgte hun og bed sig kort i underlæben og rakte ud efter smykket som han holdt det ud til hende. Hun vidste godt at der ville være risiko, men hendes datter skulle heller ikke bære det endnu, kun hvis Lindarynil var i nærheden til at holde øje med der ikke skete noget. Bevares, der var næsten altid opsyn med datteren, men hun havde det bedst med det var hende selv der var der, i hvert fald når det kom til dette smykke. Hun trak kort på skulderen ”Hun er halvandet, Så jo du har nok ret. Men det var heller ikke tanken hun skulle bære smykket hele tiden. Kun når vi skulle ud, som i når vi skulle til fester, fødselsdage og sådan.. Men jeg kan sagtens følge dig” sagde hun og så på halskædens vedhæng og prøvede at danne et billede i hovedet, af hvordan Ileshia med halskæden og nikkede da til ham ” Du har ret.. Måske skal det faktisk ikke gøres mindre” sagde hun og sendte ham et blidt smil. Han havde sikkert mere forstand på det end hun selv havde, og nu hvor han nævnte det, kunne hun godt følge ham.

”Nej, det skal du som sådan ikke bekymre dig om. Smykker tager en del kortere tid at lave end våben, og der er ikke meget efterspørgsel efter den slags i denne tid.” forsikrede han hende om grundet hendes diskrete usikkerhed. Han undrede sig stadigvæk over, hvornår at han var blevet yderligere kendt for at fumle med smykker og andre diverse småting, for efterhånden havde der været en større portion, der var kommet til ham for netop det. Han både mistænkte og beskyldte det arbejde han havde gjort på forskellige armskinner eller rustninger, værende de af metal eller robust læder, da finere herrer pludselig blev en del af Lysets Hær og ønskede at sprudle deres rigdomme i krig. ”Men frøken, i sidste ende skal det ikke være mig der tager beslutningen, hvis du forstår mig. Det er ikke fordi, at jeg vil benægte dig min service, hvis ikke du vil have lavet noget specifikt.”

Han greb hårdt omkring sit eget håndled og drejede den tilhørende hånd omkring et par gange for at klikke de små knogler i den og fingrene på plads, før han slap sit greb igen og førte hånden igennem sine lokker, der nærmest kunne sidde kørt tilbage af sig selv. ”Har du gjort dig nogle tanker om, hvilket materiale, vedhænget skal laves af?” spurgte han hende så, efter en kort kunst pause, hvorefter armene lagde sig tilbage over kors, hvilket automatisk rettede hans ryg lidt bedre ud og kun fremhævede hans brede skuldre og brystkasse. Han nikkede henvisende mod smykket, hun nu stod med i hænderne igen. ”Hvis det skal laves af det samme, som dit der, så skulle jeg gerne have noget liggende klar her, og jeg vil kunne se til at få det lavet allerede i dag. Men i tilfælde af, at det skal laves af noget mere særligt, kan det godt risikere, at jeg er nød til at udsøge det, så processen vil tage noget længere tid.”
Han rømmede sig så, som var det mest rettet mod sig selv i et forsøg på ikke at lyde alt for belærende med de ord der efterfølgende forlod hans kæft. ”Jeg vil dog stærkt fraråde dig nikkel. Det er et forfærdeligt reaktionsaktivt metal. Og selvom hun kun ville smykket kort tid af gangen, kan det give problemer.” Han var nød til at klø sig distraherende i nakken, da han selv kunne hører, hvordan det måske kunne lyde. Nikkel var trods alt et af de billigste metaller.

Lindarynil bed sig kort i underlæben da han sagde hun ikke skulle bekymre sig. Det var sikkert ikke smykker han lavede mest af og hun kunne ikke forstille sig det var det sjoveste at lave heller, da der var sikkert var mere spændende timer i et sværd der var bestilt, kontra et vedhæng til en halskæde. Et skævt smil bredte sig på hendes læber ”Jeg forstår. Men når du siger det, kan jeg også se at, hvis det bliver gjort mindre er der jo større sandsynlighed for hun måske kan få det i halsen, bevares det kan hun også med original størrelse” sagde hun og holdt en kort pause mens hun så på smykket ”Men jeg tror bare det skal være samme størrelse” forsikrede hun og nikkede ganske kort som bekræftelse på sine egne ord. 

Som manden satte knoglerne i håndledet på plads, skar hun svagt tænder. Lyden var ikke rar, men der var jo nogle der havde trangen til at knække fingre eller andre knogler for at ”kunne fungere”. Hun trak svagt på skuldrene ”Hmm...” kom det svagt fra hende. Egentlig havde hun ikke tænkt meget over hvad materiale det skulle være. Som han igen talte til hende ”Tænker umiddelbart det samme materiale faktisk, da det ikke er for tungt, så tror faktisk det ville være ganske fint” sagde hun og sendte ham et blidt smil. Hun havde det underligt med at være på et sted som dette, for det var sikkert ikke så tit, at der var kvinder her, men en gang skulle vel være den første?

Hun nikkede ganske kort ”Jeg holder mig normalt fra nikkel alligevel, da jeg selv har haft nogle problemer med det” sagde hun og sendte ham igen et smil. Hendes vedhæng var selv af kobber, men hun havde blot været godt til at pudse det så det ikke irrede, så Ileshia's vedhæng skulle også være kobber, for Lindarynil kunne bare være omhyggelig med at pudse begge vedhæng så de forblev pæne.