Tid: Sent på natten
Sted: Et fredeligt hus et stykke fra Lazura
Vejr: Lunt med skybrud

Denne opgave stak sig så meget ud fra de andre Faye havde været på, at hun ikke var helt sikker på om hun nu også burde have sagt ja til den; Men betalingen havde været alt, alt for god, så selvom det betød at hun nu skulle bryde ind i et hus tilhørende en rigere person for at finde skidt på vedkommende, så var det det, hun havde i sinde at gøre. Det pissede ned herude, og det bekymrede også Faye lidt, for når hun først var inden døre, ville hun helt sikkert dryppe over gulvene, men igen: Det var i nat eller aldrig, det var dét, klienten havde sagt, og som sagt var betalingen virkelig god. Så nu var hun her. Denne gang havde hun dog ikke tænkt sig at tage fordøren, men derimod et af vinduerne, hvor hun ikke kunne høre om der var nogle inden for. Hun fokuserede hårdt. Længe. Det krævede ikke meget at anskaffe sig vrede nok til at blive stærk, men Faye havde ikke nogen grund til at være vred lige nu, og oftest var hendes superstyrke besværlig bare sådan at tvinge frem.

Men til sidst lykkedes det og hun fik forsigtigt åbnet skodderne med magt. Det kunne have larmet mindre, men i det mindste var det ikke højlydt som når en dør blev sparket af sine hængsler. Det kunne undskyldes, for regnen uden for larmede også en del. Så var den i det mindste godt for ét eller andet. Snart var det muligt at komme ind, og Faye gjorde netop dette. Hun kravlede ind af vinduet og kom ind til en stue af en art med pæne sofaer og borde og en kamin der var slukket. Hun skyndte sig hen til én af sofaerne og tørrede overfladisk støvlerne af i den, så hun ikke efterlod kæmpestore mudrede spor over hele huset. Derefter listede hun sig ud af stuen til en gang. Nu var det bare at finde det rum, hvor den rige person havde sit arbejdsrelaterede tingeling liggende.

Regnen væltede ned over Ileana, som hun red på sin hest igennem nattens mørke. Der havde ikke været en sky på himlen, da hun var taget af sted timer tidligere, men de var trukket op og regnen var begyndt at vælte ned. Hun havde en god kappe på, men selv den blev rimeligt hurtigt gennemblødt, da den ikke var lavet til regn. Så til sidst var både hun og hesten gennemblødt ind til skindet. Selvom hesten mest virkede til bare at ville traske modløst af sted, hastede Ileana på den og de skiftevist galoperede og travede af sted, frem af den lille vej, der ledte hen til det hus, hun boede i lige nu. Det var midlertidigt, men passede fint nok til hende. En jagthytte tilhørende den mand, hun netop havde besøgt. Der var mange dyr, især fugle som ænder og gæs, i området. Men manden var ved at være for gammel til jagt og kom her sjældent, så med meget lidt overtalelse, havde Ileana fået lov til at låne hytten for en ubestemt periode. 

"Hytten" var et hus større end hvad de fleste almindelige folk havde råd til at bo i. Der var et stort separat køkken, en stor stue og hele fem luksuriøse værelser. Samt en kælder til opbevaring af mad og skudte dyr. Der var endda en ekstra mindre bygning til tjenestefolk. Ileana havde endda fået lov til at låne et par af disse, så der var en kone til rengøring og den slags, som havde sin søn med til at passe de to heste, der stod i staldbygningen. Ileanas egen og en mere robust arbejdshest til tjenestefolkene og deres ærinder. De to mennesker var skrækslagne for hende og forstyrrede hende ikke, hvilket passede hende fint. Tjenestefolk skulle hverken ses eller høres.

Endeligt dukkede bygningerne op og Ileana stoppede hesten foran staldøren. Drengen dukkede op med et søvndrukkent udtryk i ansigtet og hø i håret, som han havde ventet på hende i stalden. Med lovning på at tørre dyret godt af, trak han den med ind i stalden, efter et spørgsmål om han skulle vække sin mor til at hjælpe Ileana med det våde tøj, men Ileana afslog. Det kunne kvinden tage sig af dagen efter.
Så hun gik fra stalden til sit hjem, hvor hoveddøren ikke var låst og gled lydløst op på sine hængsler. Vandet løb af Ileana, som hendes kjole og kappe havde suget mængder af vand. Kappen smed hun ved døren, ligeglad med at lave et svineri. Hun skulle ikke rydde op efter sig selv. Så snart hun var inde i stuen, vidste hun, at der var noget galt. Det ene vindue var uden skodde. De var altid skoddet og tjenestefolkene fik altid strenge ordrer på ikke at åbne dem, for ikke at lukke sol ind. 

Ileana stod stille for et øjeblik, mærkede den iskolde vrede i sin mave og besluttede sig for, at hvem end der var brudt ind, så ville de fortryde. Hun gad ikke snige sig rundt i sit eget hjem i jagt på indbrudstyve, så hun stod bare midt i stuen, som hun hævede stemmen for at tale ud i alle rum.
"Jeg bryder mig ikke om ubudne gæster i mit hjem. Kom herind og introducer dig, så jeg ved hvem, jeg slår ihjel." Og så ventede hun tålmodigt på svar.

Midt i gangen stivnede Faye da en stemme skar sig igennem den ellers relativt stille jagthytte. Og det var ikke noget godt, stemmen sagde: Det gav hende god grund til, ikke at gøre som stemmen sagde. På den ene side. På den anden side, kendte Faye sin styrke og havde en tendens til at undervurdere andre til tider. Men hun var i tvivl her, for hun havde absolut ingen anelse om, hvem det var, men kvinden havde lydt så selvsikker at det fik det til at isne ned ad ryggen på Faye, der stadig stod bomstille. Kvinden havde i sinde at dræbe hende. Hun var i tvivl om hvorvidt det var et bluff eller om der var andet end luft i de ord hun sagde, men det betød også, at for nu, havde hun ikke tænkte sig at vise sig.

I stedet gik hun hurtigt ind i et andet rum. Dette lignede mere et form for arbejdsværelse, dyrekranier hang på væggene og der var et arbejdsbord i midten af lokalet med en overdådig stol til. Hun stirrede lidt rundt, før hun listede over til den side af bordet hvor stolen stod. Der var en skuffe indbygget i bordet, låst, men Faye fik den alligevel åbnet. Desværre så det ud som om at hvem end der holdt styr på jagthytten herude, var et skridt foran, for skuffen var tom. Så måtte skidtet være et andet sted? Faye bakkede let bagud, frustreret over at skulle lede videre, når hun vidste at hun var blevet opdaget. Hun var ikke vant til at snige sig rundt om ilden, faktisk sprang hun typisk bare ind i den, men hun havde lært lidt af hvert på det seneste, og forsøgte derfor at forblive i skjul inde på arbejdsværelset, bag en større hylde, fyldt med bøger.

Der lød intet svar og ingen gjorde sig til kende. Var personen mon gået igen? Nej, noget sagde Ileana, at personen var her endnu. Hun havde drukket blod inden sit korte visit hos den ældre herre og resterne af de evner de gav hende, fik hende til at føle, at hun ikke var alene. En svag lugt, lyden af nogen der rumsterede rundt, småting.
Vreden tog til, som personen ignorerede hendes forespørgsel om at vise sig. Så hun måtte alligevel på tyvejagt. Den våde kjole efterlod et vådt spor på stengulvet, som hun gik gangen, der gik i et u rundt, så der var to døre i stuen. Hun måtte bare håbe på, at personen valgte at gemme sig og ikke snige sig ud i stuen igen.

Uden at bruge ret meget tid på at kigge ind i værelserne, men i stedet følge sit instinkt, der var ledt på vej af de svage hint fra hendes sanser. Samt at dørene normalt stod lukkede for at holde på varmen. Det tog hende ikke længe at opfatte en dør på klem som stedet, hvor tyven havde gemt sig. Der var mørkt, men som det nattevæsen Ileana var, havde hun ikke svært ved at se. Langsomt skubbede hun døren helt op og anstrengte sine sanser til det yderste. Stilhed. En svag puslen og lugten af vådt tøj.
"Jeg ved, at du er herinde. Hvad end du tror, du er kommet for at stjæle, må jeg skuffe dig. Der er intet af værdi, du kan slæbe med dig herfra." Huset var ikke helt tomt for værdigenstande, der var både bøger og pyntegenstande i hjemmet, men efter den ældre herre var holdt op med at komme her, var der netop tømt ud for at tyve ikke skulle løbe med det hele.

Hun drejede hovedet i den retning, hun havde en fornemmelse af, hvor personen var og ganske rigtigt kunne hun se en skikkelse i mørket, gemt bag en reol. Der var intet smil på hendes ansigt, i stedet borede hendes skarpe og isnende vrede blik sig igennem mørket. Lysten til at afstraffe denne person for at have den frækhed at bryde ind i hendes hjem var stor, men hun løb ikke bare frem. Hun havde ingen anelse om, hvem hun havde med at gøre, og selvom hun var stort set udødelig, havde hun lært at være forsigtig. Nej, hun ville vente tålmodigt til personen selv kom frem. Så det gjorde hun, rank stående trods sit meget våde tøj og hår. Klar til at skulle forsvare sig. Neglene på den ene hånd var allerede vokset lange, gemt bag kjolens tunge stof.

Faye blev stående bag reolen mens hun kunne høre døren blive åbnet meget langsomt og forsigtigt. Det var den mindste lyd. Og derefter lød en stemme og hun bed lidt sammen som hun stod der og håbede på at kvinden ikke havde set hende. Men hun var ret sikker på at det løb var kørt for kvindens stemme lød tæt på og hun gik heller ikke. En let vrede vældede op i Fayes sind over, at hun ikke bare kunne få lov til at skride, og at den kælling absolut lige skulle være her af alle steder. Hun tog en dyb indånding før hun greb lidt hårdt fat om reolen. Træet gav sig med en knirken over hendes styrke, men kort efter gav hun også slip og trådte ud foran kvinden, frustreret. Hvorfor kunne det der skidt ikke bare have været tydeligt fremme altså?!

"Ergh, noble. I er altid så bedrevidende og irriterende," konstaterede hun gnavent, før hendes højre hånd lukkede sig til en næve. Hun havde virkelig lyst til at slå kvinden i ansigtet. "Jeg skal nok finde det, og du kommer i hvert fald ikke til at stoppe mig i den der drivvåde kjole, din blomsterkælling," og med de ord sagt, slog hun ud efter damen, men ramte ingen ting. Kvinden måtte være ret hurtig, og ret snu også, for snart sad der et sylespids tandsæt lige i halsen på Faye, der stivnede i ren og skær forskrækkelse. Og hun gjorde det tilmed længe nok til, at da kvinden endelig gav slip havde hun det underligt. Hun snurede med det samme rundt for at få fokus på kvinden igen, men nåede ikke meget længere, da hendes ben pludselig begyndte at svigte under hende. Hun trådte et vaklende skridt frem. "Hvad f..." forvirringen tog til i styrke da hun kollapsede på gulvet. Hun formåede ikke at tage fra med hænderne, for hun kunne ikke bevæge sine arme. Faktisk var hun ikke rigtig i stand til at bevæge noget som helst, så da hun landede på gulvet var det hårdt og hun slog også hovedet let, men da hun forsøgte at rejse sig, ville kroppen slet ikke adlyde. Heller ikke da hun forsøgte at tale. Intet gad fungere og det var ærligt talt skræmmende.

Ileanas tålmodighed blev voldsomt forkortet af det våde tøj og hun var lige ved at give op på sin egen sikkerhed, for at hive tyven ud ved øret, da personen selv trådte frem og afslørede sig selv som en yngre hunkøn. En vred hunkøn, der lød meget fornærmet over at være blevet opdaget. Efter en fornærmelse, som Ileana næsten havde svært ved at tage seriøst, gjorde pigebarnet et udfald i mod hende. Efter Ileanas standarder var det et kluntet forsøg på vold og hun flyttede sig hurtigt og undgik derved næven. Lige så hurtigt greb hun fat i pigens skulder, skubbede hendes hoved til siden og jog tænderne i halsen af hende. Ikke for at drikke blod, selvom det allerede smagte vidunderligt, nej for at lade sin gift glide ind i pigens system. Så snart det var sket, slap hun hende og trådte tilbage, væk fra faren. Det ville tage et par sekunder for giften at nå hele kroppen rundt.

Efter at have ladet tungen glide læberne rundt for den smule blod, hun havde fået på dem, betragtede hun pigebarnets krop blive slapt og hendes hårde ramlen sammen med gulvet. Et koldt smil lagde sig over hendes nu lettere fugtige læber.
”Du snakker for meget og tænker for lidt.” Hun så lidt ned på hende, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre. Slå hende ihjel? Nah, kedeligt. Yndigt i forhold til, at hendes kjole var så våd, satte hun sig på hug og lod fingrene glide over pigens ansigt.
”Vi skal nok få et par sjove timer sammen, inden min gift ebber af. Måske bider jeg dig igen og det sjove kan fortsætte. Hvem ved?” Hurtigt bukkede hun sig ned over mennesket og bed hende i halsen igen, denne gang for at spise. Hun skulle flytte på hende og havde brug for styrken. Ikke at hun drak så meget, bare nok til at hun kunne mærke sin krop reagere på livskraften. Derefter rejste hun sig, greb pigen i kraven og slæbte hende ude problemer ind i stuen, uden at tage sig af, om hun slog sig på vejen. Inde i stuen tog hun bedre ved hende og løftede hende stadig ublidt op at ligge på det store spisebord, der var mere end langt nok.

”Det var det forkerte hus at bryde ind i.” Ileana lænede sig ind over hende og så hende i øjnene med kulden strålende ud af sig. Igen lod hun sine fingre glide ned over pigens kind og denne gang fortsatte de ned langs hendes hans og ned over hendes krop, næsten sensuelt. Hånden stoppede, da den nåede kanten på hendes overdel og blev så skubbet ind under tøjet og ind på den bare mave.
”En skam du kun er et menneske, for jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel. Det forhindrer mig blot i at have alt for meget… sjov.” Neglen på hendes ene finger begyndte at vokse og da den var lang nok, pressede hun den igennem hendes hud og ind i mavens bløde kød. Ikke langt ind, ikke nok til at skade noget vigtigt, men nok til at blodet ville flyde.

Hovedet gjorde ondt, men det var ikke noget, Faye tog sig særlig meget af, for hun havde egentlig haft værre smerter. Men det her? At være fuldstændig lam i hele kroppen? Hun kunne mærke panikken stige indvendigt, mens hun kæmpede med tænder og kløer mentalt for at opretholde en facade. Det virkede. Men det var også en skrøbelig væg hun havde stillet op, og hun vidste det kun alt for godt selv. Det er sikkert bare magi, Faye. Du kan håndtere det. Du er en sej tøs, og hende kællingen dér skal ikke overbevise dig om noget andet! Lige gyldigt hvor meget Fayes indre stemme talte, så var hun stadig rædselsslagen på et helt nyt plan, for anden gang i sit liv. Og første gang havde været dengang hun næsten var blevet dræbt i sin egen seng og havde lyttet til sin fars hjælpeløse gurglen som hans hals var blevet skåret over, nådesløst. Det her var bare en anden form for frygt. Frygten over at hun intet kunne gøre, at hendes liv var i denne kvindes hænder og at kvinden kunne gøre præcis som hun lystede.

Vreden lå der dog også stadig, ulmende i hendes hoved. Vreden over at hun ikke engang var i stand til at tale og svare igen og være sarkastisk nu når hun alligevel ikke kunne bevæge sig og var så meget ude at skide. Du tænker for meget og snakker for lidt, lad hende ikke fortælle dig andet!
Svarede Fayes indre stemme igen. Gift? Så det var ikke magi, men gift? Hun forsøgte at bevæge sig væk fra kvindens berøring, men det hjalp ikke. I stedet stirrede hun bare trodsigt på kællingen, mens hendes facade stadig holdt sig kørende.
Så GØR dog noget! Faye kunne mærke tænderne på kvinden sætte sig i hendes hals på ny, denne gang var det dog med en meget ubehagelig følelse af, at blod blev suget ud af hendes krop og hendes indre var i vildt oprør. Hun havde hørt om vampyrer i løbet af sine få år som eventyrer, og hvordan de kunne gøre andre til kreaturer af natten. Af mørket. Det var dog ikke lige så skræmmende som det kunne være, for Faye var jo allerede et væsen af mørke. Det kunne vel ikke være så slemt? Andet end at hun nok ikke ville se dagslys igen. Okay, det var faktisk ret slemt.

Snart havde kællingen en styrke, Faye ikke forventede idet hun havde et fast tag i kraven på hendes jakke og slæbte hende af sted. På vejen ramte hendes skulder dørkarmen hårdt og Faye forbandede sit uheld langt pokker i vold da hun udmærket vidste ud fra smerten, at der mindst ville komme et stort, hidsigt, blåt mærke senere. Men det var vel den mindste af hendes bekymringer!
Der gik ikke længe før hun endte, noget ublidt, på et spisebord. Selvfølgelig placerer den ækle vampyr dig præcis det sted. Kæmp nu imooood, Faye.
Fayes blik blev med det samme sarkastisk over vampyrkællingens bemærkning. Hun forsøgte at sige "Åh, det SIGER du ikke?! Stort chok, åh dog!" men der kom intet ud af hendes mund. Den forblev lukket. Hun var ikke engang i stand til at blinke!
Igen kæmpede hun ivrigt efter at komme væk fra vampyrens berøring, men der var bare ingen hjælp at hente fra hendes lige nu ret så livløse, slatne krop. Berøringen blev mere og mere upassende og da kvindens hånd var inden under hendes tøj, gav det ubehagelige kuldegysninger hele vejen ned af ryggen på hende. Samtidig skyllede en kvalme uden lige ind over hende. Det her var klamt på så mange, mulige og vel sagtens også umulige måder. Idet noget skar hul på hendes mave under tøjet, lyste panikken kort igennem i hendes øjne før de igen blev hårde og trodsige. For helvede, så tag dig dog sammen!

Det var ikke fordi, at smerten så ud til at påvirke pigen ret meget. Faktisk havde det set ud som om, at hendes berøring af hendes bare hud havde været endnu værre for hende. Åh, sådan en type. Smilet om hendes smalle læber blev større og hun trak lidt pludseligt hånden til sig. Med et lidt tænksomt blik på mennesket, stak hun den blodige negl i munden og slikkede den ren for blod. Og derefter lød der et overdrevent suk fra hende.
"Jeg nåede slet ikke at spørge efter dit navn. Du må nøjes med at få mit. Jeg hedder Ileana. Men for dig vil det være Mylady." Hun sendte hende et følelsestomt smil, inden hun gik nogle skridt væk, men hun sørgede for at være i menneskets synsvinkel. Uden at sige mere, begyndte hun at afklæde sig det våde tøj. Kjolen gled ned over hendes hofter og landede om hendes ankler. Hun havde intet indenunder og stod nu nøgen foran pigebarnet, fuldstændigt udberørt af hendes tilstedeværelse. Måske var Ileana en iskold kælling, men hendes krop havde ledt mange mænd og kvinder i fordærv. Allerede som 17-årig havde hendes former og smukke ansigt fået en mand til at slå ihjel for at få hende.

Med lidt vuggende hofter gik hun tilbage til bordet og strøg en hånd over pigens hår. 
"Lad os se, hvad jeg kan finde på..." Med blide bevægelser skubbede hun menneskets jakke åben og derefter begyndte hun at åbne menneskets skjorte ved at skære lukkesnoren over med en negl. Til sidst kunne hun åbne den op og blotte den unge kvindes bryst og mave. Intet ekstraordinært, men Ileana havde fanget, at tøsen syntes det var frygteligt at blive rørt ved - og derfor var hun sikkert også en af dem, der ikke kunne håndtere sin egen nøgenhed. Og det ville være en pinsel i sig selv, det var Ileana ikke i tvivl om. Hun havde mødt sådanne personer mange gange i sit liv. Nogle gange når den stod på sex, men også når hun ville se blod. Som nu.

"Hmm..." Den ene lyd havde en tone af noget sensuelt. Langsomt trak hun den stadig lange negl ned over Fayes hud, først langs hendes kraveben, derefter ned i mellem hendes bryster, ned over maven og en enkelt gang rundt om navlen. Der sad stadig et svagt smil i hendes ene mundvig, som hun nød hele situationen. Og som man skulle tro, at hun kunne ville være blid, stak hun endnu en gang neglen ind i det bløde kød på maven. Stadig ikke voldsomt dybt. I stedet for at trække den ud med det samme, skar hun igennem hud og kød med den knivsagtige negl i en skrå linje ned under hendes navle. Endeligt fjernede hun hånden, men bukkede sig så ned og langsomt og næsten kærtegnende lod hun tungen glide over såret for at slikke blodet i sig. Til slut stak hun neglen i munden igen.
"Så ung og sund. Velsmagende." Med en stemme så sød som honning og et blik der lovede mere, var hun nok et skræmmende syn, trods sin egen nøgenhed.

Fayes blik blev mere og mere vredt, jo mere kvinden talte. Hun nægtede at give sit eget navn nu, selv hvis hun havde været i stand til at tale og bare tanken om at tiltale kælling Mylady var forfærdelig. Hun ville have rynket på næsen i afsky. Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke en gang blinke! Jeg vil fandme hellere kysse en savlende, retarderet møgko! var hendes første indskud, men hun var ikke i stand til at sige det højt, hvilket frustrerede hende grænseløst. At hun slikkede sin ulækre lange negl gjorde det ikke bedre. Fayes øjne, der ikke havde det super godt med at være åbne endnu, stirrede frustreret efter hende, til hun gik lidt væk og pludselig tog sin kjole af. Vent. VENT. Nej, det her er bare alt for sært. Hun ville ryste på hovedet, men igen. Det var svært.

Idet hun begyndte at skære snørren til hendes skjorte åben, blev Fayes blik mere panisk. Hvad fanden ville hun? Selvfølgelig sker det her også. For du er jo verdens heldigste person, Faye. Du er så indsmurt i held, at du drypper det, hvorend du går! DU ER BARE FANTASTISK HELDIG!
At ligge sådan her, vidt åbenbarmet over for en totalt fremmet, gjorde Faye pisse sur, samt en kende panisk og ubehaget strømmede igennem hende til "Mylady" begyndte at skære i hendes mave igen. Det blev tydeligt, nu hvor Fayes skjorte var åben, at hun havde adskillige ar rundt omkring på overkroppen. Nogle ar så mere grimme ud end andre, specifikt et ar et lille stykke over hvor hjertet burde være. Det var fire år gammelt, men det var voldsomt. Det gjorde selvfølgelig ondt at blive skåret op, men for Faye var dette næsten en udfordring. Hun ville ikke bare lade sig knække ved en lille smule smerte, og det var næsten som om at hendes øjne sagde "Din usling. Er det virkelig dit værste?". Hun brød sig ikke om, at kvinden kaldte hende velsmagende. Det var faktisk pisse ulækkert.
Hvorfor har du ikke slået hende endnu? Hvorfor har du ikke lettet din dovne RØV, Faye? Er du doven? Du minder mig ikke om en doven person, men måske ER du rent faktisk doven?! 

Ileana holdt godt øje med pigens øjne, som var den eneste måde at se hendes reaktion på det hele på. Og ganske rigtigt var det ganske tydeligt, at bar hud skræmte hende mere end tanken om smerte. Men mon ikke Ileana kunne finde en god blanding mellem begge dele? Hun var på ingen måde sart i forhold til at røre fremmede, hun havde haft sex med flere end hun kunne tælle til i løbet af de sidste 700 år. Både af egen fri vilje, for at få det, hun ville have og af knap så fri vilje. Intet af det rørte hende mere, oftest var det bare en middel til et mål. I dag... ville det være nydelse, men ikke på den måde, som man skulle tro. Sadistisk nydelse.
Hendes blik blev lidt fraværende som hun overvejede, hvad hun skulle finde på. Som hun stod der og tænkte, fandt hendes ene hånd vej til Fayes ene bryst, hvor hun med tommelfingeren kærtegnede pigebarnets brystvorte - som var det ikke noget, hun tænkte nærmere over.

Pludseligt så hun ned på hende igen og et smil var igen at se på hendes smukke ansigt. Brystvorten blev klemt mellem to negle.
"Jeg var lige ved at overveje, om jeg skulle skære dem af. Men det ville næsten være synd. En eller anden dag vil der være en mand, der finder glæde i dem - og siden du virker som om, at ingen skal røre dig, bliver det sikkert mod din vilje. Så jeg lader dem være til fremtidig morskab for hvem end, der lægger dig ned." Hun slap som havde hun rørt noget beskidt. "I stedet..." Hårdt greb hun fat om selve brystet og flyttede blikket til sin negl, der langsomt voksede ud til omkring en håndslængde. Uden at sige mere, satte hun spidsen af neglen mod undersiden af brystet og begyndte at skubbe den ind, gennemspiddende kødklumpen uden problemer. Da spidsen gik igennem huden på oversiden trak hun den roligt tilbage og gentog processen ved det andet bryst.

"Det kan måske lære dig ikke at bryde ind i andres hjem og kalde dem grimme navne." Der var intet vredt over hendes stemme, nærmere bare lettere morskab. Hun var kun lige begyndt. Hun agtede at lade pigebarnet leve, men om hun overlevede mere end hundrede meter væk fra hoveddøren var hende ligegyldigt. Ileana havde ingen følelser og dette var ikke det værste, hun kunne finde på. Andre væsner, der kunne holde til mere end mennesker, havde været udsat for mere. Mennesker skulle man dog være lidt forsigtige ved, de var så skrøbelige.
Lugten af blod var begyndt at fylde luften og den gjorde hende i godt humør.

Faye var ikke helt sikker på hvordan hendes nat havde taget denne drejning. Liggende på en vampyrs spisebord, ude af stand til at bevæge sig væk fra rædslen og smerten der uden tvivl ville følge med. Vampyrkvindens hånd på hendes bryst var nok til at frygten igen skinnede gennem hendes øjne og hun ville have løbet, hvis ikke det var fordi hendes krop bare ikke ville som hun ville. Hun var lukket inde i sig selv, fanget på en forfærdelig måde. Hendes krop var hendes fængsel, og hun higede efter at komme fri, lige nu og her. Hendes trodsighed var et kort øjeblik helt væk som hun lyttede til vampyrkvindens ord og troede på dem. Alt hvad vampyren sagde. Det var sandt. Hvad fremtiden havde i vente, vidste hun ikke, men hun kunne gætte sig frem til, at hun nok ville være uheldig nok til, at en anden ville gå glæde af hende på denne måde, og at hun ikke ville have samme glæde selv. Afskyen overmandede hendes sind. Blandet med rædslen.

Hun reagerede ikke på den hårdhændede behandling af sit bryst. Ikke til at starte med i hvert fald. Ikke før kvindens lange negle udsatte det for et traume, der nok aldrig nogensinde ville gå i Fayes glemmebog. Det var en ubeskrivelig form for smerte, men den var heller ikke udelukkende fysisk, og selvom et anstrengt støn forlod hendes læber over det, så var der så meget mere indvendigt på hende der skreg. Vrede, rædsel, afsky, afmagt. Er det dét, du føler, Faye?
Ja, afmagt. Jeg vil væk. Jeg vil ud! Så luk mig dog ud for fanden!
Men ordene ville ikke dannes på hendes læber. Hun var slet ikke klar over, at afmagt var en følelse der kunne være tilbagevendende, men det var den tilsyneladende og den var den stærkeste af hendes følelser i dette øjeblik, som hun var ved vampyrens barmhjertighed. En barmhjertighed som hun var sikker på, var ikke-eksisterende. Hun kiggede væk fra kvinden. Så meget som det var hende muligt. I stedet stirrede hun bare i loftet, mens hendes hårde facade langsomt brød sammen. Lidt som når en hammer rammer en alt for svag væg.

Den sadistiske glæde ved at se pigen bryde sammen, så tydeligt i de kønne øjne, kunne ikke skjules, som Ileanas smil blev større og det glimtede grumt i hendes øjne. Endeligt. Væk med facaden. Hun tog et skridt op mod pigens hoved og lagde hovedet lidt på skrå i et forsøg på at fange hendes blik.
"Åh, var det for meget? Stakkels lille menneskepige." Hendes stemme var nedladende medlidende, stadig smurt i honning, mens hendes øjne fulgte ikke med og nydelsen over situationen skinnede ud af dem. Hendes negl var stadig lang, men hun brugte de tre andre fingre til blidt at stryge hende ned langs panden, tindingen og kinden. Igen var hendes tanker fanget af, hvad hun kunne gøre ved hende. Skabe mere frygt. Hun havde lyst til at se hende bryde sammen, se tårerne komme og den ellers slappe krop ryste i halvkvalte hulk. 

"Og vi er jo knapt begyndt." Det søde forsvandt fra hendes stemme, som hun pludseligt trak en negl op over pigens kind og skar hul, så blodet flød. En trang til at skamfere hende kom over Ileana, men hun holdt igen. En skam at ruinere et ansigt, der kunne skaffe mænd til og selvom hun afskyede mænd, vidste hun, at den straf som de kunne give pigen, ville være større end den hun gav hende nu. I i stedet greb hun hårdt fat i menneskets ene øre.
"Hvad skal man også med sådan et." Og uden tøven skar hun halvvejs ned igennem brusket, der holdt øret på plads på hovedet. Men kun halvvejs. Af en eller anden grund morede tanken om et øre, der kun sad halvt fast hende. 

Men hun var langt fra færdig. Derefter gik hun videre til at lave lange dybe rifter i pigens hud. Den lange negl gennemborede muskler og kød i de slanke sider, hvor ingen organer sad i vejen. Ileana gjorde plads ved den ene skulder og tvang den hårde, knivsagtige negl ind i leddet og skar ledbånd over for at gøre armen ubrugelig fremover. Med mere forstand på anatomi end man måske skulle tro, stak hun neglen ind i pigens underliv uden at ramme noget vitalt, med med mål at ødelægge hendes mulighed for nogensinde at få børn. Åh ja, den ultimative tortur for en kvinde, ingen tvivl om det. Og selvfølgelig fortalte hun, hvad hun gjorde.

Endeligt vendte hun tilbage til hendes ansigt. Lænede sig ind over hende og så ind i de kønne øje. Øje hun havde en stor lyst til at grave ud af kraniet på hende. Skulle hun? Neglen nærmede sig øjet, og beslutningen var næsten taget, da noget fangede hendes opmærksomhed. En muskelbevægelse. Umådeligt lille, Faye havde nok ikke engang selv bemærket den. Men den var der. Og med et par millimeter mellem skarp negl og øje, blev Fayes syn reddet.
Hurtigt rettede Ileana sig op. Skulle hun bide pigen igen, lamme hende for en times tid mere? Lammelsen havde ikke holdt så længe som forventet. Måske var hun ikke rent menneske? Ileana var ligeglad. Hun lod blikket glide ned over sit værk. Nej, det var alligevel ved at være fint, hvis hun mistede meget mere blod, ville hun dø.

"Jeg tror, at du har fanget budskabet." For at understrege det, log hun neglen ind i mellem to ribben og punkterede den ene lunge. Bare for sjov. "Så mon dog du nogensinde bryder ind i en fremmeds hjem mere." Styrken fra blodet hun havde drukket sad stadig i hende og med den samlede hun pigen op og bar af sted med hende. Ud af døren og ud i den våde verden, hvor regnen var taget af, men stadig faldt. Hun fortsatte ud af den vej, der ledte ned til hendes hjem, stadig nøgen og med den blødende, slappe pige i sine arme. Da hun syntes, at hun var langt nok væk, lod hun ublidt mennesket falde til jorden.
"Hvis jeg ser dig igen, starter jeg forfra. Og stopper ikke, før du er skåret i så mange småstykker, at du dør." Hun vendte sig for at gå, men stoppede op som ved eftertanke. "Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig så langt væk som muligt, når lammelsen fortager sig om lidt. Hvis du kan. Dør du her, kommer kragerne og spiser dig og ingen vil savne dig." Med den sidste stikkende kommentar gik hun tilbage mod sit hjem. Solen var på vej op over horisonten, men de tunge skyer beskyttede hendes nøgne krop for endnu en stund. 

Faye var vred. Rigtig, rigtig vred. Men det hjalp ikke en skid, for hendes krop var stadig slap og totalt ubrugelig, og vampyrkvindens stemme skar nærmest i hendes sind og fik hende til at vende det hvide ud af øjnene i frustration. Dernæst var hun tæt på at miste øret, hvilket i sig selv var smertefuldt og selvom det ikke fik hende til at skrige, så var det meget tæt på. Hun var bestemt ikke vant til tortur. Smerte fra et forsøgt drab var normalt for hende, men denne intense vedvarende smerte var noget helt andet, noget for sig selv. Kom nu, du kan godt rejse dig. Bare lidt mere kamp!
Men stadig var der ingen reaktion i kroppen og vampyren gik videre til at skære kæmpe rifter langs siderne på hende, til hvilket hun igen lavede en mindre forpint lyd. Hendes udbrud blev dog højere da ledbåndet til hendes arm blev ødelagt.

Endelig skreg hun da vampyren fratog hende evnen til at få børn. Alt det andet havde gjort ondt. Men dette? Dette var grænsen for Fayes smertetærskel, både fysisk og psykisk. Tårerne vældede op i hendes ellers tørre øjne og gjorde dem blanke, til de samme tårer begyndte at trille ned af hendes kinder, blandende sig med blod og koldsved. 
Da kvinden endelig nåede til hendes øjne, var Faye efterhånden så nedbrudt mentalt, at dette intet betød for hende. At miste sit syn? Ja ja, det gik vel nok... Men det skete ikke. Noget fik åbenbart vampyren til at stoppe i sin handling, centimeter fra Fayes øje og derefter virkede det åbenbart til at kvinden var tilfreds. Neglen der punkterede lungen fik Faye til at stønne halvkvalt, mens hun langsomt begyndte at få åndenød.

Samtidig blev hun samlet op og båret uden for af den forfærdelige vampyrkvinde og blot i løbet af denne gåtur forværredes Fayes tilstand gradvist til hun bare blev smidt på jorden, stadig slap. Det var først idet vampyren gik sin vej, at bevægelsesmuligheden kom tilbage til Faye, løbende. Det startede med et par få spjæt og til sidst kunne hun bevæge sig. Det første hun gjorde var, at lægge sig i fosterstilling, stadig grædende, til det gik op for hende, at hun havde hårdt brug for hjælp idet et pludseligt hosteanfald fik blod til at løbe ud gennem mundvigen. Hun kæmpede sig på benene, den ene arm hængende slap og ubrugelig ned langs siden. Bare det at stå og gå var dog smertefuldt og til sidst endte hun på en strand hvor at hendes ben gav efter for udmattelse og smerte og hun kollapsede i sandet. Selv det at holde sig vågen var efterhånden svært, men i stedet for at blive liggende og vente på det uundgåelige - døden - kæmpede hun videre ved at trække sig videre med den ene brugbare arm. Dette gik nogenlunde godt et par meter før hun væltede om på ryggen, gispende efter vejret. Det var virkelig begyndt at blive mørkt. Men var solen ikke på vej op?