Sted: En lille kro langs den nordlige landevej
Tid: Tidlig aften
Vejr: En smule køligt, men klart

Ferghus var ved at være godt træt og sulten, som kroens bygning dukkede op forude. Endeligt. Ponyen traskede roligt af sted, slæbende på dværgen, der havde skyndet en smule på den de sidste par timer. Han ville gerne hjem til sin hytte, hjem til skovens stille ro og sit eget fredelige liv. Men der var flere timers ridt endnu og Nille var også ved at være træt. Nok var hun en ægte nordlandsk, lavbenet pony, men de havde allerede redet langt i dag.
De var taget af sted to dage før, da en mand havde henvendt sig i landsbyen i søgen efter "Sporfinderen". En af ungerne var kommet spurtende efter ham og han havde forladt sit lille hus for at se, hvad det handlede om. Nogen havde stjålet en flok heste og skjult sine spor godt, ved at føre dem igennem en flod og ud i noget kuperet terræn. En almindelig sporer ville have haft meget svært ved at finde dem, men med sin evne havde det ikke været vildt svært for Ferghus. Han brugte ikke lang tid på at finde sporet og derefter lede en flok vrede landsbymænd frem til tyven, der hurtigt fortrød sit ærinde. Ferghus fik dog overtalt landsbyen til at aflevere ham ved byvagterne i stedet for at klynge ham op med det samme. Så i og for sig en ganske vellykket tur, især som krystallerne lå godt i hans pung.

Endeligt kunne han hoppe af Nille og trække hende ind i stalden. En staldknægt tog i mod hende og lovede at sørge godt for hende, især efter en krystal landede i hans beskidte håndflade. Ferghus regnede ikke med at blive der særligt længe, han havde intet i mod at ride af sted i mørke.
Kampøksens blad skinnede lidt i faklernes skær, som han bevægede sig fra stalden og hen til kroens dør. Øksen var det mest bemærkelsesværdige ved den lave mand. Han havde et par løse, grå bukser på og en mørkebrun og lidt løs kofte, der stod en smule åben i halsen. Om livet havde han et praktisk bælte med en mindre kniv, pungen, der ud over krystaller også indholdt et par andre praktiske ting som fyrtøj, og den store kampøkse. Den var stor at slæbe rundt på, men han forlod aldrig sit hjem uden. Han ville ikke stå et sted og ikke kunne forsvare sig. Desuden havde den hængt ved hans side i så mange år, at den næsten var en naturlig del af ham selv.

Lyden af stemmer og latter, samt lugten af røg og mad væltede ud i mod ham, da han skubbede døren op. Ud over et par blikke, var der ingen, der tog notits af en simpelt udseende dværg og han gik op til baren, hvor han bestilte noget mad og øl. En ledig plads ved et hjørne passede ham fint og lidt efter sad han med en dampende skål med grød og kød og et stort krus øl. Med et halvt øre på sine omgivelser, gav han sig til at spise og varmen spredte sig i hans gamle krop. Han havde besøgt denne kro mange gange før, den lå på den bedste rute hjem fra den del af landet.
Da han havde tømt skålen, lænede han sig tilbage og lod blikket glide over væsnerne i kroen. Lige nu havde han ikke travlt med at komme videre, hesten skulle hvile og han trængte til at hvile lidt selv. Så han nød sit krus med øl og lod sig selv slappe en smule af.

Det var ikke en god aften for Dal. Faktisk havde de sidste par dage været en lang, ubehagelig tumlen ned af en stejl, stenfyldt bakke. Selv det normalt kærkomne syn af en kro der nærmede sig kunne ikke løfte hans humør meget.
Normalt var Dal en mand af højt humør, men hans nuværende selskab havde sat en brat stopper for hans vittige kommentarer, med en solid knytnæve til hans kønne ansigt.

De to unge herre der gav den som hans 'værter' havde ingen sans for kunst, eller noget andet når det kom til stykket! Det var den ene ting Dal havde på sin side. De havde gjort upassende tilnærmelser til en ung dame, og Dal havde i sin evige visdom stillet sig imellem hende, og disse to snotdumme, men ganske veltrænede unge mænd. Pigen var slubbet væk, men Dal selv havde ikke været så heldig, og havde det ikke været for hans hurtige tunge og historier om dværgeguld, var han nok blødt ud i en gyde for flere dage siden.
Så Dal havde udskudt sin undergang til gengæld for en lang og ubehagelig rejse, med to mænd hvis idioti kun blev overgået af deres paranoia for at han skulle blive ét med jorden og forsvinde.. for det var jo noget alle dværge kunne...

Da de endelig nåde kroen, blev Dal ført bestemt ind mellem de to mænd, pakket ind i en kappe der var håbløst for lang og ikke helt bred nok. Et hurtigt blik ville ikke finde noget mærkværdigt ved synet. To mænd og en knægt mellem dem.
Et nærmere syn ville dog hurtigt afslører at der var noget i gærer. 'Knægten' gik mærkeligt og var også bredere over skuldrene end nogen på den højde havde ret til at være. De to mænd talte lavmælt sammen, hvorefter den ene gik til krodisken, og den anden lagde en fast hånd på 'knægtens' skulder og førte ham til en bænk nær døren hvor de satte sig. 

Ferghus havde næsten tømt sit tredje krus øl, da døren blev åbnet og to unge menneskemænd kom ind på kroen med en tredje person i mellem sig. Pakket ind i en kappe, der ikke passede, og mest virkende som en fange i mellem de to mænd. Ferghus så straks, at det var en dværg, han var trods alt en selv. Og alle alarmklokker begyndte at ringe, som han så hvordan den ene unge man decideret førte dværgen hen for at sidde, passende på ham som kunne han forsvinde hvert øjeblik. En rynke dukkede op i Ferghus pande. Det hele lugtede af problemer. Han rejste sig dog ikke med det samme, som han tømte sit krus i ét sidste drag og overvejede, om det var noget, han skulle blandes ind i. De to mennesker så veltrænede ud og var sikkert ikke uvant med kamp. Hvis det skulle komme til det, ville han være i undertal, for det så ikke ud til, at den anden dværg havde nogen form for våben på sit. Faktisk så han så akavet ud, at Ferghus antog, at hans hænder var bundet sammen et sted under kappen. Dårlige odds i en kamp, der ikke angik ham.

Men det var en dværg og selvom Ferghus var upopulær ved hver eneste dværg, der vidste hvem han var, kunne han alligevel ikke sidde og gøre ingenting, når en af hans fæller var i fare. Så han rejste sig fra sin plads, kantede sig rundt om borde og stole og gik hen til den unge mand, der stadig havde fat i dværg. Øksen trak han op af bæltet på vej derhen, men skjult og han havde tommelfingeren i bæltet, så det så ud som om, at han blot havde hånden på skaftet og ikke havde taget øksen frem. Bedst ikke at virke for provokerende, men samtidigt være klar til det værste.

Han stillede sig med let spredte ben foran de to mænd, med de stålgrå øjne rettet mod dværgen.
"Har du brug for hjælp, kammerat?" Hans brummende stemme var hævet en smule, så der ikke ville være nogen tvivl om, at han spurgte dværgen direkte, som sad der ikke en mand ved siden af ham.
Selvom Ferghus var klædt i neutralt tøj og ikke var så høj, burde hans bredde skikkelse, understøttet af tydelige armmuskler under stoffet, alvorlige udtryk og pænt store kampøkse advare disse unge mænd om, at han ikke var en dværg de kunne tromle. Kunne han vinde over dem? Det ville ikke være første gang, at han nedlagde mere end én fjende i en kamp alene. Men han var ikke helt ung mere og hvem vidste, om nogen på kroen ville blande sig. Men dværgen foran ham var tydeligvis i problemer og Ferghus følte sig nødsaget til at gøre noget.

Dal kunne knap se hvor han satte sine egne fødder da han blev ført hen og sat ned. Han forsøgte for guderne måtte vide hvilken gang at rokke sine hænder for at se om han kunne få rebet der bandt dem løsenet, bare en anelse! Men det var til ingen nytte. De var bundet stramt, og selvom det ikke ligefrem var de bedste knop Dal havde set, så ville det kun hjælpe hvis han faktisk havde kunne nå knuden.

"Har du brug for hjælp, kammerat?"

Ordrene var som sød musik i Dals øre, og da han hævede blikket, og så et par karakteristiske dværgeben,  troede han ikke sine egne øjne. Af alle folk der kunne være komme ham til undsætning, havde han aldrig troet det ville være en anden dværg! Dal kunne have kysset mandens støvler!
"Humfmbln-UGH" Dal forsøgte at få noget forståeligt ud selvom han var kneblet under hætten. Hans forsøg blev dog hurtigt stoppet af en solid albue i siden fra sin fangevogter "Det går FINT makker. Pas du bare dig selv!" sagde han lavmælt men bestemt. Det var tydeligt han ikke ønskede at tiltrække sig opmærksomhed.
Den anden af mændene var noget op til krodisken, og var igang med at tale med krofatteren. Han havde tilsyneladende ikke opdager Ferghus endnu. 

Ferghus kunne godt fornemme glæden fra den anden dværg, da der blev spurgt, om han havde brug for hjælp, trods at der blot kom en halvkvalt mumlen fra under hætten af kappen. Så de havde også kneblet ham. Et stik af vrede gled igennem Ferghus, men ud over, at der dukkede en rynke mere frem i hans pande, viste han det ikke.
Da den unge man gav den anden dværg en albue og bad Ferghus passe sig selv, flyttede Ferghus langsomt blikket fra dværgen til manden. Roligt fjernede han sin hånd fra bæltet og viste derved, at øksen var klar til kamp.
"Jeg talte ikke til dig. Men nu hvor du gerne vil gøre dig bemærket, så vil jeg advare dig om, at jeg agter at gøre denne dværg en fri mand igen. Og tro mig, du vil ikke stå i vejen for det." Demonstrativt tog han bedre ved økse, som var han klar til at smække den i skallen af manden. Han håbede ikke, at det blev nødvendigt, det ville være bedst, hvis de kunne undgå kamp.

Men det håb knuste det unge brushoved med det samme. Nok virkede det til, at han ville holde lav profil med dværgen, men en direkte trussel så ikke ud til at han kunne ignorere. Mennesket rejste sig og trak sit sværd, hvilket fik Ferghus til at træde et skridt tilbage og hæve øksen i kampklar position. Hvis den unge mand ville kæmpe, ja så ville Ferghus ikke bakke ud.
Men inden de kom så langt, lød der et brøl igennem lokalet.
"Ingen slåskamp i min kro! Unge ballademagere. Så er det UD!" Ferghus vendte sig overrasket og kunne se krofatter bag baren. Han havde grebet fat i kraven på den anden unge mand og hele hans hånd var omspændt af nogle lilla flammer, som han den truende løftet op mod mandens ansigt. Ferghus vendte hurtigt blikket tilbage mod den anden unge mand, der først så ud til at overveje at gå i mod den ordre, men han stak til sidst sværdet i skeden og løftede sine hænder i en overgivende gestus. Krofatter skubbede den anden mand fra sig og de forsvandt meget hurtigt ud af kroens dør. Ferghus skubbede øksen tilbage på plads i bæltet. Mon han hørte under "unge ballademagere"? Et blik på krofatter, der rystede på hovedet og tydeligt lod den lilla ild forsvinde fra sin hånd, fortalte ham, at han stadig var velkommen. Som sagt havde Ferghus været her mere end én gang og krofatter kendte ham.

Nu hvor faren var ovre, flyttede han opmærksomheden tilbage på den anden dværg. Med en hurtigt bevægelse hev han kappens hætte tilbage fra dværgens ansigt. Det var en mandlig dværg. Rødt hår og uden skæg. Ikke noget, man så ofte. Noget yngre end Ferghus. Og kneblet, som han havde regnet ud. Med en brummen, fik han løsnet kneblen, så den anden kunne komme til at trække vejret og tale. Uden selv at sige noget, hev han en kniv ud af bæltet og skar rebene om hans håndled over. Selvfølgelig var han nysgerrig over, hvorfor de to unge mennesker havde dværge på slæb, men det hastede ikke mere at få at vide, end at den anden lige kunne få blodomløbet tilbage.

Dal fulgte optrinnet, eller rettere hørte optrinnet fra under hætten. Han kunne ikke se andet end Ferghus fødder, og bunden af hans økse. Dal mærkede til gengæld sin vogter først trække sig fra den udfordrende dværg, og dernæst rejse sig for at møde udfordringen.
Til trods for sin position, første Dal et stik af medlidenhed med menneskenet. Stakkels idiot var nok stærk for et menneske, og sandelig stærkere end Dal, men stod ikke en chance mod en bevæbnet dværg! Dal trak fødderne lidt til sig. Han ville gerne undgå at få blod på sine støvler.

Heldigvis kom det ikke dertil. Det lykkedes de to brushoveder at sætte de få brikker de besad sammen, og indse de var på røven. Som de forduftede ud af kroen mærkede Dal sine skuldre sænke sig, og opdagede at han havde holdt vejret. Det var meningen han skulle skrive historier som denne, ikke medvirke i dem! .. og slet ikke i rollen som 'kvinde i nød'.

Dal missede med øjnene da han blev genforenet med verden omkring sig, om end det primært bestod af en gammel dværg. Han tog et par dybe indåndringer og fik et "Tak" frem over sprukne læber, hans stemme ru og tør. Han stak hænderne frem til sin redningsmand så han kunne skære dem fri nemt. Dal rystede hurtigt rebene af sig, og med fumlende fingre fik han løsenet og kastet kappen af sig også. Frihed.

Den unge dværg lignede en der havde været igennem en hård tur. De dele af hans hud der var synlig, hans bryst og ansigt, var mere blå-lilla end hudfarvet, dækket af daggamle blå mærker. Han havde fået et ordenligt lag prygl, og det var ikke mere end 3 dage siden. Rebet om hans håndled havde efterladt små sår, de havde været noget strammere end nødvendigt, men havde tydeligvis ikke siddet der så længe.

Dal skar en grimasse som blodet begyndte at løbe tilbage i hans hænder. Hans blik gled mod krofatteren, og han sank den smule spyt han havde for at væde stemmen "Krofatter! Mad og drikke tak, og rigeligt af det! Jeg har haft en hård rejse" hans stemme var mere fuld og livlig end før, og joken fik et par fnis frem fra andre i kroen, andre der havde siddet stille og set til.
Ferghus ville dog nemt kunne se hvor hårdt det lille sjov tog på den unge dværgs kræfter.
Dal lod sig falde tilbage mod væggen for støtte, men efter en kort smerteful grimasse måtte han læne sig fremover igen. Han mødte Ferghus blik "Tak for din hjælp her... Jeg er" hans stemme forsvandt og han sank igen "Dalán Handrinson...

Ferghus kastede et blik på mandens forslåede ansigt, da han sagde tak, om kom med endnu en brummen. Dal ville nok hurtigt find ud af, at Ferghus ikke var den mest talende dværg i riget. De to unge mænd havde tydeligvis været hårde ved dværgen, der så ud som om, at han havde været oppe at slås med en minotaur. Men dværge var hårdføre og han var jo tydeligvis kommet levende igennem det.
Ferghus trådte et skridt tilbage og måtte indrømme, at han blev lidt overrasket, da det første den anden gjorde var at råbe på mad og drikke. Men så igen, det var jo en dværg. Ferghus havde været for lidt sammen med sin egen race de sidste mange år.

For et øjeblik virkede dværgen ganske frisk, men Ferghus kunne godt se, at han var pænt påvirket af den hårde behandling. Den første tanke for Ferghus havde været at gå med det samme igen, inden nogen af dem blev uvenner, men den andens svaghed fik ham til at blive stående. Måske det var en god idé at blive og holde øje med, at han ikke ligefrem tiltede og kom i uføre igen. Så da den yngre dværg introducerede sig, var Ferghus tvunget til samme. Ind til videre så det ikke ud til, at den anden vidste, hvem han var, men navnet ville afsløre ham. Til stadighed håbede han, at de yngre generationer af dværge, ikke kendte til Ferghus "Forræderen", som de så pænt havde døbt ham, i stedet for "Jordtygger", der havde fulgt ham i sin ungdom.

"Ferghus Vragison." Trods hadet i mod ham, sagde han sit navn med den stolthed der bekom sig for en dværg. Og hans normalt lidt dæmpede stemme udtalte stavelserne klart og tydeligt. Om den yngre dværg pludseligt ville miste sin taknemmelighed, det vidste Ferghus ikke, men han var parat til stille og roligt at forlade kroen, tage Nille ud af stalden og ride hjem til sit fredelige lille hus, hvor hans geder, høns og katten ventede på ham. Men nu var det slet ikke sikkert, at denne skægløse dværg kendte hans navn eller havde noget i mod ham. Han håbede lidt på det, for han trængte til at være i selskab med en af sin egen race. Om det så bare var for et par krus øl og en sludder for en sladder.

Da Ferghus introducerede sig var genkendelse i Dals øjne ikke til at tage fejl af. Han havde hørt historierne, jagtet dem nærmere. Historien om Ferghus Forræderen var en alle de gamle dværge kendte, men samtiddig var der ingen der havde kunne svarer tilfredsstillende på det vigtigste spørgsmål i enhver historie - hvorfor?

Dals tankerække blev afbrudt da en krodreng kom over med et krus til ham. Dal tog imod det med et taknemmeligt nik og drak grådigt. Hans tidligere vogters gæstfrihed havde været ringe, og væsken fik hans mave til at knurre højlydt, utålmodig efter rigtig, fast føde. Krodrengen blev stående, afventende. Som Dal sænkede kruset åbnede han munden, men Dal holdt en hånd op for at stoppe ham. "Jeg ved.." han stoppede sig selv, rømmede sig og fortsatte, hans stemme stadig udmattet, men knap så hæs "Jeg ved der skal betales, og nej, jeg har ikke en krystal på lommen.. Men når jeg ikke bliver holdt som fange, er jeg en historiefortæller af noget omdømme" han rømmede sig lidt igen "Og hvis jeg ikke kan finde min stemme.." han sænkede stemmen en anelse "så er jeg sikker på i har noget brænde der skal hugges eller en opvask der skal tages". Knægten så lettet ud, og med et nik stak han tilbage.

Dal vendte opmærksomheden tilbage til Ferghus og kløede sig lidt i sine stubbe med et lille smil "Chance være mig nådig, jeg er blevet reddet af en kendt personlighed! Ferghus Jordtygger, i egen person! Eller tager jeg helt fejl?". Det her var Dals nok eneste chance for at få en reel førstehånds fortælling af hvad der skete, nok den eneste der rigtig betød noget for historien! Og hvis Dal tog fejl, og historien virkelig var så ligefrem som andre var spist af med.. ja, så måtte han håbe Ferghus ikke bare havde reddet Dal for at kunne gøre det af med ham selv.

Som genkendelsen dukkede op i den anden dværgs øjne, kunne Ferghus mærke klumpen i maven blive større. Så han vidste, hvem han var. Han forventede halvt om halvt, at skældsordene ville komme flyvende, men til sin forundring virkede Dalán nærmest positivt ophidset over at møde ham, men inden han kunne nå at sige noget, afbrød en dreng med et krus øl og tørsten overtog for et øjeblik, efterladende Ferghus tid til at overveje, hvad han skulle gøre. Siden den forventede reaktion var så meget anderledes end hvad han havde regnet med, gik han ikke bare, som han havde regnet med at gøre. I stedet blev han stående med en let rynket pande og lyttede til den korte udveksling mellem drengen og dværgen. Ah, så det var en bard. Noget faldt på plads, som han hørte det. Nysgerrighed. Uden tvivl en god bards vigtigste egenskab ud over en god stemme.

Og af den grund skød han ikke tanken om at gå fra sig, for han havde ikke ligefrem lyst til at blive forhørt af en nysgerrig bard, der sikkert ikke kunne forstå sandheden alligevel. Men inden han nåede at tage en beslutning, var Dalán klar til at vende sin opmærksomhed i mod ham igen. Og navnet som han brugte, overraskede Ferghus. Så nogen kunne altså huske hans gamle tilnavn ikke ikke bare "Forræderen". Tøvede rettede han sine overraskede stålgrå øjne mod den andens.
"Nej. Jeg er Ferghus Jordtygger." Lidt uroligt skiftede han vægten til det andet ben og sukkede så dæmpet. "Det er længe siden, at jeg har hørt det navn." Hvilket var sandt. Nu til dags var det Sporfinder eller, ja, Forræderen. Men Jordtygger var hans første navn, dét der havde været hans i sin tid hos dværgene, før alting gik galt. 

Med et svagt kast med hovedet, som han vendte sig om for at gå tilbage til den mere private plads, han havde benyttet sig af tidligere, indbød han den anden dværg til at følge med. Det ene ord havde fået ham til at give op på at gå. Han var så træt af at flygte fra sin egen race og denne dværg så ud til at være venligt sted.
En ting der også strejfede hans tanker var, at den anden var en del af mørket eller ønskede at blive det. Ingen var så begejstret for at møde en så hadet person, ikke uden bagtanker. Måske var det en bards nysgerrighed, måske var det en dværgs ønske om at møde en ligesindet dværg af mørket. Det ville Ferghus gerne finde ud af. Og hvis det var en dværg, der var eller ville være en del af mørkets side, så måtte Ferghus finde ud af, hvad han skulle gøre derfra.
Han satte sig på samme plads som før ved det nu tomme krus. Det skulle fyldes, men det hastede ikke. Det var ikke et godt tidspunkt at begynde at sløve sine sanser.

Dal nikkede taknemmeligt til Ferghus invitation, og kom langsomt på benene. Han strakte sine ømme muskler en smule, mens han fandt sit fodfæste, og sluttede sig til den ældre dværg ved hans bord. Der var stadig en forsigtighed i hans bevægelser, som var hver bevægelse en risiko. Men som den stolte dværg Dal var, lod han sig mærke so lidt som muligt med det, selvom han var ret sikker på de blå mærker der dækkede hans krop også var et ganske imponerende syn.

"Det var heller ikke et nemt navn at støve op" indrømmede Dal og kørte en hånd henover håret. Det skulle være nok til at få den gamle dværg interesseret. Hvis der var én ting Dal havde lært, var det at der var få ting folk nød mere end at tale om dem selv, men en af de ting var, at andre snakkede om dem. Om ikke andet var det de færrestes nysgerrighed der kunne stå imod andres interesse for dem, på godt og ondt.

Dal tog en tår mere af sit krus "Men det er vist en fortælling til en anden gang. Først og fremmest skylder jeg dig vist historien om hvad du lige reddede mig fra".

Ferghus så undersøgende på den yngre dværg som han sagde, at det ikke var et let navn at opstøve. Det gjorde ondt helt ind i hjertet, men han havde vel egentligt ikke regnet med andet. Ingen huskede ham for alt det, han faktisk havde gjort for samfundet, kun for det folk troede han havde gjort i mod samfundet. Det gamle, gnavne ansigt så bare på den anden dværg, lige så lukket som altid. Var han interesseret i at vie, hvorfor den yngre dværg havde gjort sig den ulejlighed at finde hans gamle tilnavn? Ja, uden tvivl, men samtidigt var han også bare træt og ligeglad. Og mistanken om, at den anden var eller gerne ville være en del af mørket sad der endnu, selvom han havde svært ved at tro det. Men folk kunne overraske. Også denne forslåede dværg.

Stadig alvorlig lænede Ferg sig en smule tilbage og flyttede lidt på øksen. Diskret. Som ville han sørge for, at den ikke stødte mod bænken, men det var mere for at den var nem at flå op, skulle det være nødvendigt. Han slap den ikke igen, men lod ubevidst de grove fingre glide over metallet. En beroligende følelse, som han havde benyttet sig meget af, især under sin tid som spion. Det havde været hans faders økse og den holdt ham på jorden. Mindede ham om, hvem han var. Ikke hvem andre så ham til at være.
Der kom ingen ord fra ham, i stedet så han bare afventende på den anden. Hvis han havde lyst til at fortælle, skulle han være velkommen, men med Ferghus’ mistanke, var den gamle dværg ikke ligefrem imødekommende. Ikke at han var det til daglig heller, men nu fandt han det bedst at være så tavs som muligt og se, hvad den anden kom ud med.

Dal sukkede en anelse for sig selv og kørte igen en hånd over håret. "Jeg har ikke meget andet at tilbyde" mumlede han lidt, og tog endnu en sluk af sit krus, en mindre tår denne gang, inden han startede.

"Jeg var på Det Fyldte Krus i Blåbærfred 3 dage herfra, hvor jeg udøvede mit hverv og underholdte. Det dårlige selskab fra før var der, og chikanerede en ung dame. Jeg bad dem pakke sammen og smutte.." hans øjne blev fjerne som han huskede aftenen. Dal var ikke van til at fortælle om sig selv, og det var mere en genfortælling end en historie. Men alligevel lå trykket på ordene ligeså at man ikke kunne undgå at blive fanget. Fortællerkunsten lå i hans blod "Jeg fik vist sagt noget i retning af at hun tydeligt hellere ville kysse et æsels røv, og deres stædighed ikke var nok til at nå æslet til halespisden" der var et svagt smil på hans læber. Han var tydeligt stolt, og fortrød ikke sin handling, på trods af hvad det havde ledt til.
Dal fokuserede igen "Men ja, de to tågehoveder skred, men ungmøen var noget forskræmt, så jeg eskorterede hende hjem til hendes bror, der boede nær ved.. Hun kom sikkert dertil, men på min vej tilbage blev jeg konfronteret af de tåberne" han skar en grimasse "De.. tog ikke deres offentlige ydmygelse som mænd, faldt mig i ryggen som usle kujoner! .. og, efter at have været godt selskab hele aftenen, var jeg ikke helt sikker på benene, så de to fik, til sammen, overmandet mig.." Dal var nok mere blevet slået ned bagfra og slæbt ind i en gyde, men nok var han blødende og forslået, men han havde sin stolthed endnu!
"Uden den mindste kreativitet som de typer nu kan, diskuterede de hvilket af mine hoveder de skulle fjerne først, og, tæt knyttet til dem begge som jeg er, fik jeg måske bildt dem ind at jeg var ret kendt, og ville blive meget savnet. De kom helt selv, med en smule hjælp, frem til at det var bedst ikke at lette mig for mine ekstremiteter, og i stedet kræve løsepenge for mig.. Desværre var deres stupiditet større end selv jeg havde kunne forestille mig, hvilket ledte mig til hvor jeg er nugh" hans fortælling blev afbrudt af en smule hoste. Han drak igen inden han fortsatte "De havde hørt en eller anden skrøne om at vores folk kan gå i et med jorden, og det er sådan vi rejser gennem bjerget" hans tone var fladere end en boksers næse for at understrege tåbeligheden "det gjorde dog at de var umådelig forsigtige med hvordan de.. opbevarede mig, mens de var på vej Guderne må vide hvor hen. Normalt ville det ikke have været et problem for mig at slippe ud af en stram situation, men de om mig som nonner om Kongedatteren" han brugte ikke tid på sine pinsler på rejsen, på de 3 dage uden mad, og næsten uden vand fordi de ikke turer løsne kneblen. Det var ikke vigtigt for historien.. "Og just som jeg var begyndt at tro mine dage faktisk ville være talte, når grødhovederne indså jeg ikke var kendt og elsket af Folket, og der ikke ventede dem en stor løsesum, ja, så trådte de ind på kroen her, og for at være ærlig tror jeg du så mere af hvad der skete, end jeg gjorde" Dal smilede til sidst. Det var bestemt ikke kønt på hans foreslåede ansigt, men det var et ærligt og ægte smil af taknemmelighed.

Ferghus lyttede opmærksomt til hele historien. Ingen tvivl om, at den yngre dværg var dygtig udi historiefortællingens kundskaber, men denne gang var det ikke noget, den ældre dværg lod sig fortrylle med. I stedet lyttede han grundigt til hver eneste sætning, overvejede sandheden bag ordene og spekulerede over, hvor ægte historien var. Havde dværgen reddet en kvinde fra de to banditter? Ferghus måtte indrømme, at han troede det var sandt. Der var noget ærligt over den forslåede dværg som han ikke kunne komme uden om.
Ikke at man kunne se det på ham, men han slappede en smule af. Nej, han kunne ikke tro, at denne dværg var tilhænger af mørket. Så det måtte bare være en bards nysgerrighed, der havde ført ham til at undersøge Ferghus' historie. Om det var godt eller skidt, det måtte han så finde ud af med tiden.

For nu besluttede Ferghus sig for at blive siddende og have en snak med den anden dværg. Drikke et krus øl. Se hvad der ville komme ud af situationen.
"Gode handlinger bliver ikke altid belønnet med en retfærdig pris," brummede han som svar til den lange historie. Inden han kunne nå at sige mere, kom krofatter ned med et fad med mad til barden. Ferghus fandt sin pung frem fra sit bælte og hev nogle krystaller ud. 
"For maden, øllet og en kande med øl til bordet." Han havde fået en god betaling for sit sidste job og generelt manglede han ikke ligefrem krystaller. Han brugte ikke ret mange og mange var villige til at betale en del for hans ydelser. Så at betale for den andens mad og drikke var ikke noget, der ruinerede ham, og ikke noget der var unaturligt for ham at gøre. Nu han havde besluttet sig for, at den anden dværg var af et godt sind, havde han intet i mod at hjælpe med betalingen. Krofatter tog i mod krystallerne og lovede at komme med kanden med øl med det samme.

Ferghus vendte sin opmærksomhed mod den anden igen, men sagde ikke mere. Han var meget tavs, sikkert en god modsætning til Dalán. Selvom han var nysgerrig, startede han ikke ud med at udspørge ham. Dværgen var sulten og Ferghus ville respektere, at der skulle spises noget mad først. Så han lænede sig tilbage igen og ventede på øllet. Af en dværg at være, drak han ikke så meget af den berusende drik, ikke så  meget som han havde gjort. Årene, hvor han nærmest havde levet af stadset, var gemt i en tåge og han havde ikke lyst til at ende der igen.

Dal mødte Ferghus blik ved hans kommentar og der var et glimt af.. anderkendelse? Det var svært at sige, for så snart maden ankom tog den al Dals opmærksomhed.
Fadet havde knap rørt bordet før Dal gik igang med at sluge maden som en udsultet hund. Et sted i hans baghoved registrerede han den ældre dværg betale, for det hele, og indså han ikke var en særlig god 'gæst', men hans maves sang både højere og skar klart igennem enhver tanke om etikette.

Da Dal havde fået stillet sin værste sult, og udryddet det meste af faddets indhold, vendte hans fokus igen tilbage til verden omkring. Han rømmede sig en anelse og fik fjernet de værste madrester fra sit ansigt og hænder. Han lænede sig en anelse tilbage med et tungt suk og begyndte næsten at se komfortable ud - næsten.
"Jeg gætter på du ikke har megen opvask der skal tages" jokede han træt "Det begynder måske snart at klinge hult, men... tak, igen"

Krofatter kom tilbage med kanden, og så til sin overraskelse at faddet allerede var tomt. Dal sendte manden et varmt smil "Og min tak til Dem også krofatter! For det bedste måltid jeg har fået i en rum tid!". Krofatteren fik et svagt smil af komplimentet, inden han gav Ferghus et nik og forlod dem igen. Dal noterede sig at krofatter var en mand af få ord. Nok derfor Ferghus kom så godt ud af det med ham.

Ferghus betragtede den sultne dværg spise og de buskede øjenbryn blev skubbet lidt op i panden. Den unge dværg var sulten, men hvem vidste også, hvor meget han havde fået at spise de sidste dage, taget til fange som han havde været. Og selvom det var længe siden, kunne Ferghus nok godt huske, hvor meget mad unge, sultne dværge kunne sætte til. Ja, også gamle dværge, der kunne være meget mad i den lave, brede krop af en dværgs!
Mens der blev spist, spekulerede Ferghus lidt over bardens kendskab til hans gamle tilnavn. Hvorfor han havde gjort sig det besvær at støve det op. Nysgerrighed, ja, men hvorfor? Der var endnu ikke en eneste dværg, han havde mødt igennem de sidste mange år, som havde udvist andet end vrede, had og foragt for ham, enten ved at ignorere ham totalt eller hidse sig op. Ingen havde gravet dybere eller faktisk spurgt ham.

Hans tanker blev afbrudt, som Dalán blev færdig med at spise og takkede ham for maden. Ferghus kørte en hånd over sit korte, grå skæg og trak på skuldrene.
"Som dværg må man hjælpe en dværg i nød." Endnu en af de korte sætninger, Ferghus efterhånden var notorisk kendt for at udtale i den lille landsby ved hans hjem. Snakkesaglig kunne man ikke kalde den ældre mand.
Krofatter kom ned igen, denne gang med den bestilte kande med øl. Bardens ord forstærkede bare Ferghus i, at dette ikke var en, der havde valgt at følge mørket. De fleste, der valgte den vej, havde ikke mange gram af varm høflighed i sig og det virkede til, at denne dværg flød over med det. Ferghus gav et nik tilbage til krofatter og lænede sig så frem og hældte et krus øl op til sig selv. Herefter drak han en slurk og så undersøgende på den skægløse dværg. Måske det var på tide at gå lige til sagen.

"Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor du har gravet dybt nok til at finde mit gamle tilnavn." De stålgrå øjne stirrede fast på Dalán og den brummende stemme var alvorlig. "Min første tanke var, at du havde sværget troskab til Mørkets Hær, men efterhånden som ordene har forladt din mund, ser jeg ikke det som sandsynligt." Han drak en slurk mere og lænede sig tilbage igen. "Ud over den nysgerrighed, som en barde skal have, hvorfor så?" For Ferghus måtte der ligge noget mere bag. Et eller andet, der ikke kun var nysgerrighed.

Dal tog kanden efter Ferghus, sikker på at kanden var til deling. Man skulle være en hadefuld man for bede om en historie, og så ikke dele sin øl! Han skyllede maden ned, men var lige på nibbet til at kløjes i den, da Ferghus luftede sin teori om at Dal skulle være interesseret i Mørket. Det lykkedes dog Dal ikke at spytte sin øl udover bordet igen, men synkede den. "Tag ikke fejl, der er større sandsynlighed for at jeg tager kjole på og bosætter mig i Elverly som blomsterpasser" fastslog Dal, og havde det ikke været for hans faste tone, kunne man have tvivler på hvor sandsynligt det egentligt var. Dal sad trods alt i en skjorte der tydeligt var elver-lavet. Men han satte åbenbart grænsen ved kjoler og blomsterkranse... Eller at elverne aldrig ville lukke ham ind i skoven til at starte med.

Dal fandt dog en mere seriøs tone frem bagefter og foldede hænderne på bordkanten. "Før jeg kan nå til din historie, bliver jeg dog nød til at dele en del af min egen" han tog en kort slurk, en dramatisk pause, selv når han blot skulle svare på et spørgsmål. Det var en arbejdsskade. "Du har ret. Det er mere end blot nysgerrighed, men jeg er også mere end blot en barde. Jeg er krøniker og historiefortæller. Jeg samler og nedfælder historierne fra vor tids største og mest interessante personligheder, så de vil blive husket, ikke blot som historie, men som liv levet af folk" som Dal talte blev hans passion tydelig som dagen selv. Glimte i hans øjne, tonen i hans stemme. Han rettede sig mere op, og hans kropssprog blev livligt, på trods af hans skader "Historiebøgerne er skrevet af sejers herren og gamle mænd med støv i skægget der aldrig har løftet en tungere byrde end bøger. Jeg ønsker at viderebringe historierne fra de folk der skabte historie, og hvordan de oplevede den.. Historikere beskæftiger sig med hvad der skete, men sjældet hvorfor, hvad der drev folk til at handle som de gjorde... Og det var hvad der bragte mig til din historie" han tog endnu en slurk for at væde stemmen, og brugte et øjeblik på at vende ordrene i hoved "Det virkede så simpelt først, en dværg havde vendt sig til mørket og forrådt sin slags. Han blev kendt som 'Forræderen', en frygtsom titel bestemt! Men ingen kunne rigtig sige mere.. Han havde ikke forsøgt at myrde Thanen, eller styrtet en minegang sammen i hoved på nogen... At han havde sluttet sig til mørket er ingen lille ting, men var det nok til at tjene tilnavnet forræderen frem for blot at blive skænet og glemt som andre? Det virkede usandsynlig, så i mangle på et hvad søgte jeg et hvorfor. Jeg opsøgte folk der havde kendt ham, og i starten sagde de det samme som alle andre. Men i de seneste aftentime, hvor øllet havde flydt stødt, kom andre historier frem. Historier om Ferghus Jordtygger, en god og ærlig mand, uundværlig i minen og som aldrig tøvede med at hjælpe en dværg i nød" ved den sidste kommentar sendte han Ferghus et sigende blik "Så ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg tror at den dværg der sidder her foran mig er Ferghus Jordtygger, og ikke 'forræderen', hvis han da nogensinde har eksisteret"

Den anden dværg var tydeligvis ved at få øllen galt i halsen, da Ferghus luftede sin tanke om mørket og hans svar ville under andre omstændigheder have fået Ferghus til at bryde ud i latter, noget der ellers sjældent skete. Men situationen bød ikke op til morskab og han fortsatte bare med at stirre fast på ham, afventende et svar. Og et svar fik han.
Tavst lyttede han til bardens lange forklaring, uden at ændre udtryk som forklaringen bevægede sig ind på hans egen historie. Ikke at man skulle tro, at han var uberørt, for hvert eneste ord skabte røre i hans indre. ”Folk der havde kendt ham”, gamle venner som han havde mistet ved at sige ja til at gøre som Thanen bad ham. Gamle venner og familie. Folk han stadig engang i mellem tænkte på og følte et savn efter. Folk der i dag troede, at han havde svigtet alt, hvad han havde stået for. En tanke han havde gået med i så mange år, men som stadig gjorde ondt som en gloende kniv i hjertet.

Det var først, da den yngre dværg udtalte sin sidste sætning, at Ferghus sænkede sit blik og så ned på kruset, han havde i mellem sine kraftige hænder, hvor knoerne var blevet hvide, det eneste tegn på hans indre smerte. Sådan sad han for et øjeblik, stirrende uden at se, mens hans tanker væltede rundt, en blanding mellem gamle minder, smertefulde tanker og spekulationer, om han skulle fortælle noget til denne dværg. Der havde været en overgang, hvor han havde forsøgt at fortælle verden sin historie, men det var hurtigt holdt op, for ingen troede en fordrukken gammel dværg. Slet ikke, når han spyede hadefulde anklager mod Thanen. Siden da havde han ikke fortalt den til mere end en lille håndfuld, hvoraf den ene var Thanens nevø, der, efter lidt research, havde troet ham.

Til sidst løftede han langsomt blikket igen og så på den skægløse dværg med et blik, der var dybt alvorligt.
”Jeg vil fortælle dig min historie. På én betingelse. At du ikke fortæller den videre til nogen anden.” Nok en urimelig ting at kræve af en bard, men Ferghus var alvorlig. Han ville ikke have, at hans historie blev underholdning. Men vigtigst af alt, han ville ikke have en historie, hvor Thanen var skurken, ud blandt dværgene.
”For det første vil den stille Thanen i et dårligt lys og for det andet vil ingen tro dig. Det er en historie, der har bedst af at glide ud i glemslen.” Som ham selv. Kruset i hans hænder blev drejet en enkelt gang, inden han tog en slurk og derefter ventede på Daláns reaktion.

Dals forslåede ansigt lyste først op, blev dernæst en anelse tøvende, for at ende alvorligt. At historien satte Thanen i et dårligt lys pirrede kun hans interesse. Han var ret sikker på han faktisk havde haft ret, og det var noget mere til dette 'forrædderi' end alle viste.. og hvis det involverede Thanen, lå det på det højeste plan i riget. Det her var en historie han kun kunne få fra Ferghus, eller fra Thanen selv! ... så Ferghus var hans eneste change.

Dal samlede hænderne på bordkanten "Jeg vil ikke stille nogen i andet lys end du maler dem i. Dette er ikke min historie, eller min fortolkning af hvad der er sket. Det er din historie, dit narrativ. Jeg holder blot pennen" en detalje nagede dog den unge dværg mere. Han så smuthullet i Ferghus formulering, han kunne sværge højt og helligt på den gamle mands betingelse og stadig tilføje historien til sit livsværk uden at bryde sit løfte... men det ville ikke være rigtig. Især ikke i lyset af at manden havde reddet hans liv.
"Jeg vil dog bede om din tilladelse til at nedfælde dine oplevelser i mine krøniker. De er langt fra færdige, og der vil gå længe før de bliver publiceret, hvis det da overhoved sker i din, eller Thanens levetid.. men lad gøre det, og give folk en chance for at vurdere for dem selv.. Om de vil tage mod fra din gerning eller lærer af fortidens fejl. Lad ikke Runekradsernes udlægning i de evige stenhaller være den eneste sandhed"

Bardens reaktion var ikke anderledes end hvad Ferghus havde regnet med. Ikke rigtigt. Han var ikke tilfreds med kravet, men Ferghus havde tænkt sig at holde fast i det. Det var ikke en historie, der kunne tåle at komme ud i dværgenes rige. Trods Thanens svigt og Ferghus had til ham, et had der boede i et godt hjerte og som havde mistet dets glød for længe siden, vidste han, at Thanen var en mand, der gjorde, hvad han mente var bedst for racen og Ferghus var ikke i tvivl om, at det ville være dårligt for dværgene, hvis tilliden til Thanen forsvandt. Nej, hans historie skulle dø med ham.

Igen lyttede han alvorligt til Daláns ord. Nedskrive hans historie. En ting han ikke kunne tillade, af grundende nævnt før. Det kunne ikke ske. 
Trods den endegyldige beslutning, var der alligevel noget der nagede ham lidt. Et eller andet ved den anden dværgs ord. Sandheden. Lige nu var sandheden, at han var en forræder, han havde svigtet alt, hvad han havde kært og forsøgt at ødelægge sin race. Han var ondskaben selv. Det var, hvad alle i resten af verdens eksistens ville tænke, for det var, hvad historien lige nu fortalte.Og det var forkert. Det var ikke retfærdigt. Ikke bare for ham, men for alle dem, der var involveret i hans historie. Hans forældre. Hans kone og børn. Ja selv dem, der havde ladet ham hjælpe under belejringen. En rynke dukkede op i hans pande, som et surt opstød af vrede gled igennem ham. Det var ikke bare ham selv, der havde behov for at blive renset. Det var hans familie, hans venner, hans støtter. Og nu også barden, som valgte at bruge tid på ham. Hvem end Ferghus kom i kontakt med, ville de blive smittet af den mørke sky, der hang over ham. 

En ru hånd blev trukket ned over hans hærgede ansigt og det sølvgrå skæg, inden han stadig tavs hældte mere øl op i sit krus.
"Hvis du lover, at det er en historie, der er begravet til Thanen og jeg er draget til Kile, så vil jeg give tilladelse til, at du kan skrive den ned." Et bestemt og fast blik blev sendt mod dværgen, inden han blev tavs igen og sænkede blikket til kruset. Ikke at han faktisk så på det, hans blik var vendt indad, mens hans indre gennemgik alt, hvad der var sket. Minder. 
Og langsomt begyndte ordene at vælte ud af ham.

"Jeg var engang en vellidt dværg. Arbejdede hårdt i minerne, tjente mig titlen Jordtygger på grund af min evne. Jeg blev forelsket. Hun var smuk, klog og alt hvad en dværg kunne ønske sig. Vi blev gift og guderne velsignede os med to smukke børn. Vi var en lykkelig familie. Men det er sjældent lykke varer ved. Vores forsvandt den dag, Thanen sendte bud efter mig." Der gik et bittert udtryk over hans ansigt og han drak fra kruset, inden han fortsatte. "Krigen mellem Mørket og Lyset begyndte at kræve noget af os dværge. Og der var brug for en, der havde evnerne til at gå under jorden. Blive spion hos mørket. Jeg kunne jo ikke sige nej til at tjene hverken Thanen eller Lyset, så jeg forlod mit lykkelige liv og lod mig blive optaget i Mørkets Hær." Igen blev minderne for overvældende og han rømmede sig let. Der var ingen grund til at give detaljer om sin tid i Mørkets Hær. Han kunne aldrig tilgive sig de ting, han havde været nød til at gøre for ikke at afsløre sig selv.
"Det var en hård tid. Der gik år. Men en dag var krigen slut og jeg kunne vende hjem. Bortset fra, at jeg ikke havde noget hjem. Ikke mere." De grå øjne blev fugtige ved tanken og hans stemme endnu mere dæmpet og hæs end den var i forvejen, som hans hjerne gjorde ondt. "Der var blot en nedbrændt ruin, hvor mit hus havde været. Panisk forsøgte jeg at få svar på, hvad der var sket, men før jeg vidste af det, blev jeg anholdt og smidt i fangekælderen. Forræderi mod folket, mod Thanen. Og endeligt fortalte de mig, at min familie var væk. Døde i branden. Som officielt var et uheld, men som alle godt vidste var hævn for..." Han rystede på hovedet, rømmede sig og sank en klump, inden han talte videre, nu med en mere fast stemme. "Alle troede, at jeg havde forladt dværgene og Lyset og viet mit liv til Mørket. Efter Thanens ordre skulle det forblive sådan. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg tænker, at han vidste, at hans beslutning gav ham liv på samvittigheden. Men dit bud er lige så godt som mit, jeg har ikke talt med ham siden før jeg blev sendt af sted som spion." Hurtigt drak han igen fra kruset og med en mere flad og ligegyldig stemme fortalte han det sidste af sin historie. "Jeg blev smuglet ud fra Dragorn. De næste år er ikke noget, jeg kan fortælle om med stolthed. Jeg ønskede at Kile ville tage mig, forene mig med min familie. En dværg og en lille menneskepige hev mig tilbage til livet og i dag... lever jeg i fred. Og jeg ønsker aldrig at have noget med Thanen, Lyset eller Mørket at gøre igen." 

Endeligt så han på Dalán igen, de grå øjne virkede næsten en tone mørkere, som vrede, sorg og alvor havde taget plads i den dem. Men trods det, var han rolig. Han havde affundet sig med, at tingene var, som de var. Og han havde et godt liv nu, trods tomheden og savnet til sin familie og livet i Dragorn. Men han havde en alternativ familie i sine dyr og de mennesker, der holdt af ham. Og han var ikke for bitter til at værdsætte det, han havde.

Dal nikkede alvorligt og lagde en hånd på sit hjerte "Jeg sværger det ved Isari selv, og må Azur dømme mig hvis jeg bryder det" svor han alvorligt, og satte sig derefter til rette for at lytte. Mens Ferghus fortalte lod Dal til at sidde rigtig stille for første gang siden han havde sat sig. Til trods for sine skader og smerter, så var hans væsen livligt, og hans kropsprog aktivt når hans talte. Nu sad han dog blot stille, med hænderne foldet på bordkanten, og sugede hvert et ord den gamle dværg fortalte ham ind, så han ville kunne gengive det så ordret som muligt på skrift, når han nåde tilbage til sine ting.

Da Ferghus sluttede sin fortælling, gav Dal ham et øjeblik til at samle sig, og til selv at fordøje hvad han netop havde fået af vide, inden han talte. "Jeg kan kun forestille mig en leders byrder, men stadig.. at gøre intet, efter hvad du ofrede for ham, for os alle, end ikke at løfte en finger for din familie, virker ikke.. retfærdigt" han forsøgte at holde sin sumrende vrede ude af sin stemme. "Men jeg vil holde mit ord.. og hvis det virkelig er din vilje, vil jeg.. prøve ikke at holde det imod Thanen" det var tydeligt at han mente det, og var klog i ikke at love det heller. Dal var tydeligt en dværg i sine følelsers vold, men det var nok også en del af grunden til han fandt sig så tilpas i sit hverv. Men han var heller intet fjols.

Den unge dværg tog en dyb indånding "Det er ikke min ret at blive vred på dine vejene. Tilgiv mig" han bukkede respektfuldt nakken for den ældre dværg "Tak fordi du delte din historie med mig. Jeg vil sikre mig den bliver hørt, og når langt omkring.. når tid er".