Sted: En lille kro i Piraternes By
Tid: Et par timer efter mørkets frembrud
Vejr: Meget stille og kun med få skyer. Et svagt strejf af efterårets begyndende kulde

Selvom at mørket var faldet på, var der stadig fyldt med livet i den beskidte og lusede by, som piraterne havde skabt sig herude ved kysten. Ikke et sted Ileana normalt ville befinde sig, men hun var her af en grund. Loke. Loke var her. Efter alle de hundrede år, havde hun endeligt følt, at det var på tide at finde sit afkom. Han kunne være alle steder i Krystallandet, ja han kunne endda være død. Hun havde brugt sine kontakter og selvom det havde taget sin tid, var der endeligt bid. Hun var taget af sted med det samme.
Piraternes by. Ærligt talt havde hun håbet på mere. Stedet var langt under både hendes og Lokes standarder. Men hvem vidste, hvad han havde lavet i al den tid? 

Kjolen bevægede sig om hendes ben, som hun gik op af en lidt stejl snæver gade mod den kro, hun havde hørt Loke skulle ynde at befinde sig i. Hun havde ikke nedtonet sit udseende, som man måske skulle mene en ensom, smuk kvinde burde gøre et sted som dette. Men hun var ikke bange. Og de væsner, som trådte til siden og lod hende komme forbi, lod ikke til at have et ønske om at overfalde hende. Smykkerne glimtede lidt i faklernes skær og kjolens broderier lagde ikke skjul på hendes velstand. Kjolen selv lagde heller ikke skjul på hendes velproportionerede former, smalle skuldre og runde hofter. En enkelt gang blev der fløjtet efter hende, men hun ofrede det ingen opmærksomhed. Hvorfor skulle hun? De var alle under hende.
Hendes hår var som oftest sat op om hendes hoved, kunstfærdigt med fletninger, der holdt resten på plads.

Hun havde foretrukket at ride hele vejen op til kroen, men gaderne var for smalle til en hest og den var mere sikker, hvor den stod nu. 
Endeligt blev natten afbrudt af råb og latter og kroen dukkede op forude. Uden at tøve skubbede hun døren op og gik ind i det varme, røgfyldte og stinkende lokale. Kroer. Fyldt med naive ofre og hurtige måltider. Ikke et sted for en dame af hendes kaliber. Hendes blik gled rundt. Og fandt hurtigt det utroligt lyse hår, som Loke havde. En af de ting, der havde lokket hende til at gøre ham hendes. Lydløst, kun med lyden af stoffet om hendes ben, bevægede hun sig igennem lokalet. Øjne fulgte hende, stemmer blev hviskende, men ingen stoppede hende.
Loke sad med ryggen til og hun lod blikket glide over de stærke skuldre og slanke hals. En hals hun for så mange år siden havde boret sine tænder ned i og suget livet ud af mennesket. Da hun kom op bag ham, rakte hun ud og lod sine slanke, kolde hånd kærtegne hans nakke, glide om på siden af hans hals, kærligt.
"Åh Loke, min søde Loke. Hvor har jeg dog savnet dig." Hendes stemme var dæmpet og blød, fyldt med følelser hun ikke besad. De samme ikke-eksisterende følelser var at se i hendes ansigt og øjne. Legen kunne begynde.

Loke havde efterhånden opholdt sig i piratbyen i et lille stykke tid. Det var et af de eneste steder hvor Kiles Orden ikke havde formået at få sat kløerne i, hvilket betød intet udgangsforbud. Ja, der var stadig lyst om dagene, men der fandt han typisk et sted at sove. Et mørkt sted at bruge dagen på, inden han endnu engang ved mørkets frembud kom frem, og fandt ned til kroen endnu engang. Han kunne hverken drikke og spise, men der var overflødigt selskab og en lille bid, hvis han havde behov for noget natmad. Der var ikke så meget mere han kunne ønske fra dette sted. At han havde været ved at dø den anden dag, pga. en udfordring, det var den anden side af sagen.

Han sad næsten nede i hjørnet. Fødderne på bordet, og var ikke bleg for at komme med en højlydt latter i ny og næ, når der blev fortalt noget sjovt, eller når han selv fortalte noget tilpas sjovt. Det var hvordan han brugte dagene. Han så ingen skam i det, selvom en hvis kvinde måske ikke ville værdsætte det ligeså meget. Det var efterhånden sjældent Loke tænkte på Ileana. Det var mange år siden at hun var død, og der var intet han kunne have gjort for at redde hende. Det var en forfærdelig situation, men han var kommet over det. På en måde havde han opdaget at han var fri. Med Ileana havde han fulgt efter hende som om at der ikke var andet i livet, men nu... nu kunne han gøre hvad end han havde lyst til. Ikke fordi at der var mange ting han ønskede at udføre i sit liv. Det evige liv var trods alt ved at blive en smule langt, for en person som Loke.

Han havde siddet og lyttet til en eller anden sømand påstå at han havde set en sirene, da en hånd sneg sig op på hans nakke. En gysen løb gennem ham. Hånden var næsten velkendt, og da stemmen snart efter blev tilføjet, stivnede Loke. Det kunne ikke være rigtigt. Der var kun en der snakkede sådan. Kærtegnede ham sådan. Var så kold, og dog så varm.
Forsigtigt vendte han sit hoved til siden, for at kigge over hans skulder, og der var hun. Ligeså smukt som han havde eferladt hende. Den eneste kærlighed han nogensinde havde følt i verdenen. "Ileana?" kom det næten forsigtigt fra ham. Han var for alvor fanget i en situation han aldrig i sit liv havde set komme. 

Ileana kunne mærke musklerne under den blege hud spændes, som det gik op for Loke, at det var hende. Et lille knapt så yndigt smil gled over hendes læber, men det var væk i samme øjeblik Loke drejede sit hoved for at se på hende. Han så chokeret ud. Han havde nok også troet, at hun var død i alle disse år. Hun trak ikke hånden til sig, men kærtegnede huden under hans øre med de slanke fingre.
"Ja, det er mig." Hun fortsatte med at kærtegne ham, så længe han tillod det. Det var yderst tilfredsstillende at hyle ham ud af det på denne måde. Og hun var ikke i tvivl om, at han var overrasket. Hun kunne læse ham som en åben bog og hun elskede det. Smilet blev siddende på hendes ansigt for et øjeblik, inden hendes blik gled ud over de andre, der sad ved borde. Sømælnd og pirater, snuskede utiltalende mænd, der så på hende med blikke, der gav hende kvalme.

"Mon vi kan få lidt privatliv?" Hendes tonefald var stadig venligt, men hendes blik var en anden sag, som hun stirrede på mændene. En åbnede munden, men lukkede den igen, som hans sidemakker daskede til ham med bagsiden af en hånd. Uden brok rejste de tre mænd sig og forlod bordet med deres drikkevarer. Ileana fjernede endeligt sin hånd fra Lokes nakke, en smule modvilligt, og satte sig med rolige bevægelser i en stol overfor ham. Hendes blik gled over ham med et helt andet glimt, end hvad hun havde set på mændene med. Hendes øjne glimtede lidt, nysgerrigt og betragtende. Som alle hendes bevægelser var elegante på et andet niveau, lænede hun sig lidt frem og smilede blidt til ham.

"Hvordan har du haft det?" Hendes stemme udtrykte interesse og en smule varme følelser, som var hun virkeligt interesseret i, hvordan det var gået ham. Ikke at hun var det, ikke rigtigt. Hun var bare interesseret at få ham tilbage, at få sin lille hundehvalp med sig herfra og udnytte ham, som hun havde gjort i så mange år. Hun havde savnet ham, selvom hun ikke var glad for at indrømme det, men han var... anderledes. Ikke som så mange andre mænd. Et godt selskab i de ensomme timer. Men elske ham? Nej, det gjorde hun ikke. Men hun havde altid fundet det henrivende, at han elskede hende. Virkeligt henrivende, som var han en lille hundehvalp. Med bedårende øjne og et kønt ansigt. Og andre egenskaber, hun kunne lide. Åh, måske hun ikke elskede ham, men hun behøvede ham.

Loke var sikker på at han næsten kunne mærke sit hjerte pumpe blod rundt i kroppen på ham. Den præcis samme følelse han havde haft for over 360 år siden, da han første gang så hende. Der var dog lige en lille ting der gjorde det anderledes. Der var intet blod at pumpe rundt, heller ikke et hjerte til at banke. Et sted i ham gjorde det ondt at tænke på det. Han kunne ikke mærke den fysiske reaktion på at se på denne smukke, vidunderlige kvinde.
En anden ting der gik i gennem ham var dog frygt. Hun burde være død. Han havde siddet med hende i hans arme til sidste sekund, før han havde flygtet selv. Han havde set hende dø, og stadig var hun her. Hun så så frisk ud som enhver anden dag. Smuk som dagen hun var død. Begge gange.

Loke lagde knap nok mærke til at mændene gik. Hans øjne var kun fæstnet på kvinden, der teknisk set stod bag ham. Der var dog en hvis uro i hans mave. Som om at noget vigtigt var på vej til at blive taget fra ham. En frygt over hvad hun bragte med sig. En frygt der var mixet med lykke. Lykke over at se hans elskede igen. Følelserne var dog dulmet over årerne, men det var alligevel svært at tænke klart når hun så pludseligt var tilbage.

"Hvordan... Hvordan er du her?" kom det spørgende fra Loke, og hans blå øjne kiggede forundret op og ned af den smukke kvindekrop. "Ligner ikke en dag over 20," kom det kække svar så. Eller hun lignede godt nok en i midten af tyverne, men hun var stadig smuk. Det var utroligt at hun kunne blive ved med at være så smuk.

Hans blik. Det var vidunderligt. Som sol efter regn. Hun elskede det og det gik op for hende, hvor meget hun havde savnet det. Han fik nogle ting frem i hende, både gode og dårlige, men lige nu huskede hun de gode. Hun glædede sig til at tilbringe tid sammen med ham, både med og uden tøj, for hun havde brugt det sidste lange stykke tid alene. Og selvom hun havde det godt i sit eget selskab, brød hun sig ikke om at være ensom. Men det var lige med at finde nogen, man havde lyst til at tilbringe sin tid med. Og hun havde endnu ikke mødt nogen som Loke. Loke var... speciel.

Hans spørgsmål var ventet. Hun smilede lidt bedrøvet og rakte ud efter hans hånd. Om han ville tage den eller ej, det betød ikke så meget. Det var hendes gestus, der var vigtig i manipulationen af den yngre vampyr. Spørgsmålet var efterfulgt af en kæk kommentar om hendes udseende, og hun kunne ikke andet end at smile, modtagelig for hans charme. 
"Det er en lang historie. Min skaber besluttede, at det var på tide, at jeg sluttede mig til ham. Og han var ikke interesseret i at få dig med. Kniven jeg blev stukket ned med, var smurt med hans gift. Den får folk, ja selv vampyrer, til at virke døde." 

Hendes øjne begyndte at blive blanke, som hun tvang tårerne frem i dem. Det plejede at virke fantastisk på den mandelige vampyr.
"Det var ikke med min gode vilje, at jeg måtte følge ham. Jeg tiggede ham om at lade dig vide, at jeg stadig var i live. Men han nægtede. Og da jeg endelig... var fri igen, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle lede efter dig." Hun blinkede med de lange mørke øjenvipper af ham og sænkede blikket, som for at skjule sine triste følelser. Uægte følelser, men det kunne man ikke se på hende. Hun ville se, om hun stadig kunne sno ham om sin lillefinger. Det plejede at være så... let.

Loke kiggede på den blege hånd foran ham. Det var uvirkeligt for ham, og det var svært for ham overhoved at tage mod til sig for at tage den udrakte hånd. Den blev dog forsigtigt taget, som  hun begyndte at fortælle om hvad der var sket, og han tydeligt kunne se at hun var oprørt. For uanset hvor meget noget i ham skreg, og hev i ham, så var han stadig chokeret og ovenud lykkelig over at se Ileana igen. Det var nok det der primært var grunden for hans nuværende reaktioner på hende.

"Jeg... var så sikker på at du var død... sådan rigtig," sagde han, og et lille skævt smil kom da også på hans læber, som kommentaren var tydelig hintet mod at de allerede var døde. Det var ikke at sige at han ikke havde haft humor, eller sarkastiske kommentarer da de var sammen til at starte med, men han havde været blid. Altid gjort som hun havde sagt, og allerede trådt ud af ligne. Disse år havde dog fået noget andet til at ulme under overfladen, noget som var kommet mere og mere til overfladen. Hvis hun troede at det var den sammen Loke hun havde efterladt, tog hun fejl. Tiderne ændrede sig, og Loke.... Loke var ikke længer en hvalp.

"Men Ileana..... det er ikke bare et par år siden. 300 år er altså... mange år," man kunne næsten høre sukket i hans stemme, som han nævnte hvor mange år det egentlig havde varet. Der var næsten noget opgivende over det. "Ikke at jeg ikke er glad for at se dig, men.... jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige, hvilket er noget af en overraskelse. Jeg kan ikke huske hvornår nogen sidst kunne finde ud af at få mig til at holde kæft," kom det så næsten muntert fra Loke med et lille grin.

Loke tog Ileanas hånd og hun lukkede blidt fingrene om hans med et svagt taknemmeligt smil. Men noget var begyndt at gnave lidt i hende, som hun udførte sit følelsesladet skuespil. Der var et eller andet galt. Noget i hans øjne, hans udtryk. Trods sin mistanke, holdt hun facaden.
"Jeg ved det godt, jeg er så ked af det. Jeg kunne ikke gøre noget." Hendes stemme knækkede lidt til sidst og hendes greb om hans hånd blev lidt mere fast, som søgte hun støtte ved ham. Hun havde gjort det så mange gange før, vippet med øjenvipperne og ladet en enkelt tåre glide ned af sin kind og få mænd til at smelte som smør over ilden. Og Loke havde dengang ikke været andet end nem, selvom han også havde set de grimme sider af hende. Men nej, noget var anderledes.

Og som han snakkede videre, blev den følelse bare forstærket. Han kastede sig ikke for fødderne af hende, hengav sig ikke til hendes tilstedeværelse. Hun kunne næsten føle den mur, han satte op i mellem dem. For et øjeblik var hendes facade næsten ved at krakelere, men det lykkedes hende at beholde den oppe. Lidt endnu.
"Hvad er år, når man er som os?" Der gled et svagt smil over hendes læber ved de ord. Ja, hvad var små 300 år når man havde et evigt liv foran sig? Hun kærtegnede hans fingre og betragtede hans ansigt. Klumpen i hendes mave blev tungere og tungere, samtidigt med at vreden begyndte at boble. Hvorfor var det anderledes? Hvorfor holdt han sig selv tilbage? 

Ileana vidste godt, at der var gået mange år. Og at følelser ændrede sig - ikke at hun ligefrem havde følelser, ikke rigtigt, men hun havde oplevet det ved alle de små kortlivede mennesker. Hun havde bare ikke tænkt over, at det ville ske for Loke. Og det gjorde faktisk lidt ondt, for han var det eneste, hun havde. Hun havde slået sin egen skaber ihjel og ville nu være helt alene, hvis Loke ikke ville hende mere.
Det kunne hun ikke lade ske.
Langsomt trak hun hånden til sig og noget af det følelsesmæssige gik af hende. Hendes blik blev næsten en smule køligt som hun mødte hans. Hvis honning ikke kunne gøre det...
"Jeg føler ikke, at du er glad for at se mig. Du virker mere, som om at du hellere vil være fri. Og her troede jeg, at det skulle være os to. For evigt." En enkelt tåre løb ned over hendes kind og hun gjorde mine til at ville rejse sig.

Var der noget galt med Loke, eller var der noget galt med det forhold de havde haft? Måske lå hele skylden i virkeligheden på Ileana, men det var ikke noget som Loke kunne bebrejde hende for. Det var ikke hendes skyld at hun var blevet taget væk fra ham, men der var stadig noget uroligt i ham. Det var nok ham der var noget galt med.
For det kunne også godt være at 300 år var ingenting for hans skaber, men Loke følte hver evig eneste dag af det. 300 år som ikke burde være en del af hans liv, men han forventede ikke at en som Ileana ville forstå det. Hun nød at leve for evigt. Loke havde skulle leve alene de sidste 300 år, og han var træt af at se sine elskede dø fra sig. Selvom Ileana alligevel ikke var død.

”Nej,” udbrød han da Ileana gjorde tegn på at gå, og hev lidt hårdere fat i hendes arm. Ikke så det gjorde, men for at vise at han ikke ønskede at hun skulle gå nogen steder. Jeg er glad for at se dig, men du må forstå... jeg er overvældet,” prøvede han at forklare. Hvornår havde han sidst skulle forklare hvordan han følte? Aldrig mente han. Det havde været nemmere dengang de ikke havde været fra hinanden. Der kendte de hinanden, og Loke løb glædeligt efter hende som en lille hundehvalp, ligeglad med hvordan han følte indeni.
Han tog hendes hånd op, og gav hende et blidt kys på hånden. ”Ileana. Giv mig tid til at komme mig over chokket.” Hvordan kunne han ikke elske denne smukke kvinde, der havde givet ham de bedste år af hans liv? Det ville være umuligt.

Som Ileana skulle til at rejse sig, tog Loke bedre om hendes hånd og holdt hende tilbage med et udbrud. Et kort smil gled over hendes læber, men hun drejede hovedet væk for at skjule det og fik det til at virke som om, at hun ville gemme den ene tåre fra Loke, som var hun utilpas ved at lade ham se sig så svag.
Overvældet. Ja, det havde hun nu også regnet med, men det var ikke dét, der fik et eller andet til at føles forkert. Det var efterhånden gået op for hende, at han måske nød sin frihed, som hun jo selv gjorde fra sin skaber. Men selvom hun vidste, hvordan dét kunne være, kunne hun ikke lade ham være fri. Han var hendes. Og han skulle gøre som hun sagde, hun var hans skaber. Hun var kvinde, han var mand. Og hun agtede ikke at lade ham gå. 

Med den ene slanke hånd, tørrede hun tåren bort fra kinden og vendte de blanke øjne mod ham. Derefter rakte hun ud og lagde hånden mod hans kind for at kærtegne den.
"Jeg er bare så... bange. Bange for at du ikke elsker mig mere." Hun sank en klump og lagde hovedet lidt på skrå, som hun betragtede de skarpe træk og de kønne øjne. Elskede han hende stadig? Ja, det troede hun. Men ikke så betingelsesløst som han havde og det var et problem. Hun ville ikke kunne hundse rundt med ham som før. Ikke stole så meget på hans loyalitet og afhængige følelser som før. Men det var et problem, der kunne løses. Det ville ikke være umuligt at nedbryde ham igen, knække hans vilje og skabe den kærlighedssyge hvalp, som hun havde gjort én gang før.

"Jeg har sådan savnet dig. Længtes efter dine smukke øjne og kønne smil. Og din kærlighed." Hun trak hånden til sig igen og bed sig kort i læben. "Men noget føles forkert." Efter at have udtalt de ord, sænkede hun blikket og trak også sin anden hånd til sig for at samle dem på bordet foran sig. Hun vidste ikke, om hun lagde for meget pres på ham, men hun havde brug for, at han sagde, hvordan han følte, så hun havde noget at arbejde ud fra. Og måske også fordi, hun virkeligt gerne ville have ham til at elske hende, men det var ikke noget, hun selv var klar over.

Det stak lidt i hjertet på Loke som han kiggede på ham. Det ville nok være tydeligt for andre omkring dem, at hun ønskede noget fra ham, som han ikke gav, men for Loke var det mindre åbenlyst. Han havde altid været blind omkring Ileana. En ting hun nok nød. Hvis Loke havde kunne se sig selv objektivt, havde han nok prøvet at rive sig selv ud af det, for han var uden tvivl ved at begå en stor fejtagelse. Han burde rejse sig op og gå. Aldrig kigge sig over skulderen igen, og aldrig se Ileana igen. En del af ham skreg også det til ham. En del han ikke lyttede til. For den anden del, hundehvalpe delen af ham. Den del der var skudt i Ileana og alt hvad hun var. Den del der ikke havde noget imod at hun knækkede ham og omformede ham til den hun ville have. Måske en dag han ville blive klogere.

"Hvordan kan jeg ikke elske dig," sagde han og kiggede forundret på Ileana. "Enhver mand ville falde for dine fødder og bønfalde dem om aldrig at forlade dig." Det var en underlig måde at formulere på det, som om at han ikke helt havde lyst til at sige det om sig selv. For der lå en tvivl i hans sind. Han kunne altså ikke skubbe den væk uanset hvad han gjorde. Årerne havde taget hårdt på Loke. Der var måske en ting som Ileana ikke havde forudset da hun tog Loke, en almindelig mand. Han var en af dem der ikke kunne holde ud at leve evigt. Det var nemt når man havde en, men når man ikke havde en. Skruerne gik lidt løst i hovedet, og Lokes hoved hang nok ikke så godt sammen mere.
"Mon ikke at det kan blive som før," hans stemme var en smule stille og fjerne. Han følte sig ikke i sit rette element i øjeblikket, og han vidste ikke hvad han skulle sige for at gøre det godt mellem ham og Ileana igen. Det var nok det der var hans store problem. Ja, det var sikkert derfor at der var en forkert følelse i maven på ham.

Hans ord var beroligende og Ileana mærkede en følelse af tilfredshed som han udtalte dem. Hvem kunne ikke elske hende? Og for et øjeblik var håbet om at få sin Loke tilbage stort, men ikke fuldendt. Der var stadig noget, der nagede. Og det blev bare forstærket af hans sidste ord om, at det mon ikke kunne blive som før. At han i det hele taget udtrykte tvivl om dette, var forkert. Hendes hænder knyttedes kort, som hun måtte holde sig selv tilbage fra at hidse sig op. Ærligt talt var hun en smule i vildrede over, hvordan hun skulle forholde sig, for dette gik absolut ikke, som hun havde forestillet sig. Hurtigt arbejdede hendes hjerne på en løsning for at komme videre, få Loke lokket med, få ham på plads ved hendes side. En løsning faldt hende ind, en løsning, der faldt hende naturligt for, som hun havde brugt den de sidste 700 år. Nu skulle hun bare fra punkt A til punkt B.

Et dybt suk gled over hendes læber og hendes øjne fandt igen hans, som hun så lidt undersøgende på ham. Hun måtte ruske lidt op i ham. Lade hunden løbe efter benet. Langsomt rette hun sig op og fik et noget mere køligt udtryk i ansigtet.
"Mon ikke? Det lyder ikke som om, at du er interesseret. Du siger, at du elsker mig. Jeg ved ikke, om jeg skal tro dig. Jeg føler ikke, at du mener det." Var hendes skift mellem blød og hård forvirrende? Forhåbentligt. Hun ville hyle ham ud af det.
"Jeg er din skaber. Du skylder mig alt. Hvis ikke det var for mig, ville du have været død forlængst. Hvorfor er du ikke taknemmelig?!" Hendes stemme steg en smule i styrke ved de sidste ord, men hendes kolde udtryk ændredes ikke. Alt det, hun sad og lukkede ud, var ikke bare hendes ord, det var hendes skabers, der  gentog sig. At hun havde slået ham ihjel efter sådan en svada, behøvede Loke aldrig at få at vide.

Hendes meget lyse blå øjne nedstirrede ham nærmest, som hun forventede et svar fra ham. Vidste hun, at han havde problemer med sit evige liv? Nej. Fulgte hun en fornemmelse? Ja. Hvis han havde nogen som helst form for vrede i mod hende, burde hendes ord sætte den i gang. Hvis der ikke var nogen vrede, måtte hun finde på en ny vinkel. Og stille sig til takke med, at han åbenbart var blevet slatten. Det kunne hun vel nok få... tvunget ud af ham. På den ene eller den anden måde.

Det var ikke fordi at Loke ikke havde været udsat for den kolde Ileana før. Nej, han var faktisk ganske velkendt i den, men alligevel havde han ikke set den komme. Hun burde være glad for at de være sammen. Han havde teknisk set ikke gjort noget galt endnu, men Ileana mente noget anderledes.
Det havde dog ikke den ønskede effekt på Loke. Hans udtryk blev pludselig en smule hårdt, som han lyttede til de ord hun spyttede ud, og i et øjeblik så han hende som den hun var. En modbydelige, manipulerende vampyr. Det billede forsvandt dog hurtigt, men en bitterhed sad tilbage i hans mund, og han så ikke længere glad ud for at se hende. Han trak også sin hånd til sig og lænede sig lidt tilbage i sit sæde.

"Det må du meget undskylde. Jeg havde glemt at du var den der gav mig det evige liv. Et liv uden mad eller drikke, bare dejligt blod. Et liv i skyggen. Ja faktisk generelt et liv hvor jeg bliver jagt dag og nat, fordi jeg åbenbart er et farligt væsen, for ikke at tale om den ensomhed der følger livet. Jeg er en simpel mand der ikke håndtere de lange dage så godt mere. Men alligevel, tak for at give mig dette liv, fordi jeg ønskede det." sagde han tørt, bittert og det var tydeligt at han ikke mente halvdelen af det. Han levede ved at være en vampyr, han kunne acceptere sit liv, men han var ikke glad for det. Ikke mere. Selv ikke ideen om at have Ileana tilbage i hans liv kunne dulme smerten. Dagene var for lange. Der var for mange af dem. Han vidste ikke hvornår hans ende kom, og det gjorde at han levede livet på kanten af døden, fordi han ønskede at døden skulle tage ham inden han blev sindssyg.

Afvisningen kom med det samme, som hans udtryk ændrede sig og han trak sig fra hende. Nu kunne Ileana bare håbe, at han ikke havde ændret sig mere, end at hun stadig kunne sno ham en lillefinger, trods hans vrede mod hende. Hans ord slog hårdt, men ikke hårdere end at hun var rimeligt upåvirket. Hun havde selv udtalt noget lignende engang, men hun var hårdere end ham og havde faktisk ment hvert eneste et. Hans lød mest som en sur teenager, der ville såre med vilje. Men hun viste ikke, at hun tænkte sådan, i stedet forlod de sidste følelser hendes ansigt og hendes øjne blev næsten tomme. Langsomt rejste hun sig op, så stolen skrabede mod gulvet bag hende. Pludseligt fokuserede hun på hans ansigt og den slanke fløj igennem luften og ramte hans kind med et højt klask. Hårdt. Det var ikke et døgn siden, at hun havde spist sit sidste måltid og lidt af de overnaturlige kræfter sad stadig i hende.
Uden at sige noget vendte hun om på hælen og gik hurtigt igennem kroen med knejsende nakke og uden at værdige nogen af væsnerne et blik. Skuespil.

Døren blev skubbet op og hun gik ned af den smalle gade. Ikke hurtigere, end at Loke ville kunne nå at se hende - hvis han altså rejste sig og fulgte efter. Alt afhang af hendes følelse af, at det var noget, han ville gøre. Hvis ikke havde hun lige ødelagt den letteste mulighed for at få sin Loke tilbage. Ikke alle muligheder, men den letteste. Hvis han ikke fulgte efter... ja, nu vidste hun, hvor han var og når han valgte at forlade kroen... hendes bid og dets gift virkede også på vampyrer, selvom det næsten ikke burde. Og selvom der var langt hjem, burde det ikke være umuligt at finde et hjem, hvor man kunne få lidt fred. Om beboerne så måtte lade livet, det rørte ikke Ileana. Hvis en dag med skrig af smerte fra hendes afkom var det, der skulle til, for at få ham til at finde under hende igen, så var det det. Så meget kærlighed var der ikke i Ileana, at hun ikke kunne torturere sin favorit-person. Så længe hun fik, hvad hun ville have.

Men lige nu brusede den flotte kjole om hendes ben, som hun med faste og påtagede vrede skridt gik ned af vejen på vej ned mod det sted, hvor hun havde sat sin hest. Forhåbentligt nåede hun slet ikke så langt. Forhåbentligt var der stadig noget i Loke, der ville få ham til at løbe efter hende. Hun håbede. Åh, hun håbede.

Det havde måske ikke være det mest fantastiske at sige til hans skaber, og det indså Loke meget hurtigt, som lussingen ramte ham hårdt, og hvis det ikke var fordi at der havde gået et par dage siden hans sidste offer, så var han sikker på at han ville have kunne smage blod i munden.
Endnu engang hvirvlede følelserne rundt i ham. Blandede de dårlige med de gode. Hvordan skulle han nogensinde finde ud af det her. Måske var det bare et spørgsmål om at være mere sammen med Ileana. Lære at kende hende på ny. Finde den kærlighed han vidste var i ham, som desværre havde fået nogle hug, og var blevet gemt væk i alle disse år.

Det var med disse tanker at Loke skyndte sig at rejse sig, så hurtigt at stolen han sad på væltede bag ham, men han gav den ingen tanke. Det var ikke hvor hans sind var lige nu. Heller ikke på de mange mennesker og andet godt folk der var i kroen. Det var nok en god ting at de var vant til slagsmål, og vrede kvinder i kroen, for de sendte ham dårligt i blik, selv ikke da han noget voldsomt prøvede at bryde menneskemængden for at komme forbi og ud til Ileana.
Som han endelig kom ud af krone, kiggede han sig om, og fik heldigvis øje på Ileana der var på vej væk. "Ileana! Vent!" råbte han, og tog et ben foran det andet, for så at begynde at løbe ned af gaden for at komme hen til hende. Han kunne bare ikke miste hende. Ikke når han lige havde fået hende tilbage. Forbandet være hans hoved og krop og alt der var galt med ham. Han vidste jo at han elskede Ileana. Det havde han jo altid gjort. 
Ligeså snart at han nåede hende, greb han ud efter hendes arm, for at få hende til at stoppe, og han kiggede med store, næsten skræmte øjne på hende. Men der var også en hvis forvirring i hans øjne. 

Hans skridt kunne høres komme løbende i mod hende og en lidt for stor mængde lettelse gled igennem hende. Nu var det bare, hvordan hun skulle spille den ud. Ileana tog en hurtig beslutning, som skridtene nåede hende og Lokes stemme bad hende vente. En hånd tog ved hendes arm og hun snurrede rundt for at se på ham, stadig med vrede i blikket. Frygten i hans kønne øjne var fantastisk at se. Selvom der var problemer, var han stadig hendes. Et eller andet sted. Hårdt rykkede hun armen til sig, men blev stående.
"Hvorfor skal jeg vente, du vil jo mig tydeligvis ikke!" Hun løftede hånden for at slå ham igen, men gik i stå midt i bevægelsen. Hendes blik gled over hans ansigt og som var det først nu, at hun så, hvad hun havde gjort ved ham, faldt hånden igen og de blå øjne fyldtes med tårer.
"Åh Loke."

Hurtigt løftede hun hænderne og dækkede sit ansigt, som der lød et hulk fra den spinkle krop.
"Jeg er bare så bange. Jeg mistede dig og jeg har fundet dig igen, men jeg føler det som om, at jeg ikke kan få dig tilbage." Hendes stemme knækkede og hun trak armene så tæt ind til kroppen som muligt, stadig med hænderne for ansigtet, som for at forsøge at blive så lille som muligt eller som for at kramme sig selv, mens de svage hulk blev ved med at komme.
"Jeg har sådan savnet dig. Det var forfærdeligt. Krian misbrugte mig, fik andre til at misbruge mig, og det eneste jeg kunne tænke på, var dig, hvor meget jeg savnede dig." Der blev smurt tykt på, som hele hendes krop rystede under gråden, som forsøgte hun at holde den inde. Bag hendes hænder løb de falske tårer, men at svagt smil var samtidigt skjult. Havde Krian misbrugt hende? Ja, det kunne man vel godt sige. Havde han ladet andre misbruge hende? For Ileana var hendes krop et middel til et mål og brugte den med glæde selv. At Krian havde beordret hende til at gå efter bestemte mål med det middel var ikke anderledes, end hvis hun selv havde gjort det. Hun var ikke kommet skadet ud af de par hundrede år, hun havde været under sin skaber, men det kunne Loke ikke vide. Havde hun savnet den blonde vampyr? På hendes egen sære måde, ja, men kun når ensomheden havde været for stor. 

Lokes hjerte skreg, hans hjerne skreg. Alt skreg i ham. Der var dog ikke noget han hadede mere end at se Ileana græde. Selvom der var gået år, og noget føltes som forkert, så græd hele hans sjæl over at se hende græde. Dette smukke individ.
”Hey... Ileana, se på mig,” sagde han blidt, og forsigtigt forsøgte at fjerne Ileanas hænder fra hendes ansigt, så han kunne holde hendes smukke ansigt i sine hænder, og stirre dybt ind i de smukke øjne hun nu engang havde.

”Selvfølgelig vil jeg dig. Der er ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har savnet dig, min elskede,” satartede han ud med at sige. Modsat hende var hans følelser oprigtige. Eller så oprigtige de kunne være, når det var noget han følte han blev nødt til at føle. Han troede fuldt og fast på følelserne, men det gjorde dem ikke sande. ”Men jeg er ikke den samme mand, som du omvendte. Din død.... eller hvad jeg troede var din død, gjorde ting ved mig.” Loke gjorde hvad han kunne, han prøvede at forklare hvad det var der var sket med ham, hvorfor han følte sig anderledes. En forklaring til både hende og ham selv, fordi hvordan kunne han ikke være glad for at se hende.
”Det kræver uden tvivl tilvænning for os begge, men kan vi ikke klare hvad som helst? Har det ikke altid være sagen for os?” et lille forsigtigt smil faldt på Lokes læber, som han kiggede hende dybt ind i øjnene.  

Ileana lod ham kun modvilligt Loke fjerne hendes hænder fra hendes ansigt, som hun sørgede for at dække alle spor af fryd med tårer og ulykkelighed. De oversvømmede lyseblå øjne fandt forsigtigt hans, som hendes krop stadig rystede og den frygt hun havde snakket op, kunne skimtes i hendes træt. Som altid gav det et lille ægte sug i hendes mave, når hun så ind i mandens øjne. Der var et eller andet ved ham, som, hvis hun ikke havde været en kynisk, hjerteløs kælling, allerede da de mødtes første gang, kunne have lagt hende ned og druknet hende i lysternes vold og kærlighedens sødme. Nu gav det hende bare en underlig, vag følelse indeni, samt lysten til at eje. Besidde. Have magten over dette individ. 

Tavst og stadig "kæmpende" med gråden, lyttede hun til hans ord. Og en følelse af sejr og en følelse af... noget andet, gled igennem hende, som hun igen kunne konstatere, at han stadig var hendes, selvom han åbenbart forsøgte at bilde sig selv noget andet ind. Åh, så perfekt. "Har det ikke altid været sagen for os?" Smilet blev kvalt før det nåede hendes læber.
"Åh, min Loke." Hun trak blidt sine hænder fri af hans og lagde dem om hans nakke, som hun bevægede sig helt hen til ham, ind i mod hans kolde døde krop. En krop hun stadig anså som sin ejendom, en krop hun faktisk havde taget sig i at savne, selvom hun nærmest svømmede i kroppe.

Uden tøven hev hun blidt i hans hoved og lænede sig mod ham, som hendes læber søgte hans. Og selv for hende, var det fryd, som de endeligt mødtes. Efter alle disse års venten. Meget hurtigt fik det først blide kys en noget mere fast karakter, som det uden tvivl krævede mere. Hun skubbede sin slanke og smukt formede krop ind i mod hans, lokkende og æggende, i håb om at han ville bide på krogen. At de stod midt på gaden rørte hende ikke, ikke når det kun var så uskyldigt som et lidenskabeligt kys. Men hvis Loke valgte at følge hende ind i lidenskaben, ville hun måske skubbe lidt til ham, forsøge at guide ham til siden og ind i den lille mørke gyde, hvor de ville kunne finde en smule mere uforstyrrethed. Ikke på nogen måde noget voldsomt, nærmere som et umærkeligt forslag, der kunne lade ham tage beslutningen og overtage styringen.

Loke følte han var ved at drukne i hendes blå øjne. Han hadede at se hende græde, men hvor kunne hun forsætte med at se smuk ud, mens hun gjorde det. En ting der havde draget Loke ind fra dag et, og det var tiltrods for at han aldrig havde været typen der gik efter udseendet. Eller, nok nærmere, så  havde han aldrig været typen der gik mod noget som helst. Ileana var bare speciel, og hun ville forsætte med at være speciel for ham.

Det var uden kamp, at Ileana drev Loke ind i et kys, faktisk mødte Loke hende på halvvejen, allerede længtes han efter hendes søde kys. Det var blidt først, men de to vampyrer havde vidst aldrig rigtig været helt gode til at holde det blidt. Han hungrende gengældte kysset der var blevet mere og mere lidenskabeligt, og lagde sine arme om hende, for at trække hende længere ind til ham. Føle hele hendes krop mod hans.
Heldigvis forstod han hentydningen, og begyndte forsigtigt at trække hende længere ind i den lille gyde, dog uden planer om at give slip på hende, som han bare druknede i hende og alt hvad hun var.
Endelig gav han slip på hendes læber, bare for at forsætte kysseriet ned af hendes hals. "Jeg vil have dig," kom det næsten hviskende fra Loke. Han havde behov for at føle hende under sig. Føle at hun virkelig var levende og her med ham. Give slip på alle hæmninger og bare føle den lyst og kærlighed der altid havde været mellem dem. Det var sjældent at Loke havde et behov for ting som disse, men det var også sjældent at han stødte på sin gamle kærlighed som han troede var død.

Lidenskaben var ikke til at tage fejl af og Ileana sugede den til sig, næsten lige så hungrende som Loke. Hun så sex som et middel, men med Loke var det lige så meget fornøjelse. Nydelse. Og hun havde nær glemt, hvor meget hans fysiske nærhed kunne tænde hende. Så hun lod sig villigt trække ind til ham og fulgte med ham, som han trak hende med ind i gyden. Var det første gang, at de endte sådan et sted? Nej, helt sikkert ikke. Man skulle måske tro, at den adelige Ileana var for fin til en simpel, beskidt gyde, men det rørte hende ikke. Ikke alting kunne foregå mellem silkelagner og det blev ikke mindre dårligt, bare fordi der var for beskidt til at man kunne lægge sig ned. 

Loke slap kysset og hans læber bevægede ned af hendes hals, hvilket fik hende til at læne hovedet skråt bagover for at han kunne komme til. Kærtegnene fik endda en svag lyd ud af hende, som hendes hænder for et øjeblik greb lidt hårdere fat om hans nakke. Et smil gled over hendes læber, som han hviskede til hende. 
"Så tag mig." Hendes egen stemme var også hviskende, trængende men bestemt. Hænderne gled fra hans nakke og ned over hans overkrop, hvor de fandt kanten af hans overdel og sneg sig ind under, for at ramme den bare hud. Krævende kærtegnede hun den savnede, men stadig velkendte overkrop, lod neglene tage ved i huden og efterlod ingen tvivl om, at hun ikke ville vente til et bedre tidspunkt.

Som sædvanligt havde Ileana ikke andet end den flotte kjole på. Om den blev beskidt eller ej under legen, var for hende ligegyldigt. Hvad end der skete som det næste var det vigtigste, hendes tid med Loke. Ikke bare fordi, at hun ville have kontrollen tilbage over ham, bruge sin krop som slavepisk og få ham til at underordne sig hende, men fordi hun havde savnet ham. Mange mænd og kvinder havde smagt hendes krop de sidste tre hundrede år, men ingen af dem var denne mand og ofte havde hun taget sig selv i at dagdrømme om Loke. Og selvom hun aldrig selv ville indse det, betød han så meget mere for hende, end hvad det så ud til. At kunne nyde ham endnu en gang var mere end hun nogensinde havde kunnet håbet på, og det vidste hun godt.

De få ord var nok til at overtale Loke. Det var en simpel tankegang at Loke fik omkring Ileana for det meste. Det var i hvert fald sådan han huskede det. At være opslugt af lysten og kærligheden omkring Ileana. Der var ikke meget andet for ham, og sådan var det stadig efter alle disse år. Han kunne havde ladet hende gå, men alligevel var det denne del der havde sejret, og nu var de sammen.
Han tog ikke alt hendes tøj af, ej heller alt hans egen. Det var der ingen grund til når de gjorde det en gyde, desuden foretrak Loke at være den der så hendes krop og ikke andre, hvis de skulle komme forbi. En seng ville have været godt at gøre det i, men for nu skulle der bare være et svar på den lidenskab de følte.
At mærke hendes varme, den smule varme der nok stadig var tilbage fra hendes sidste måltid var alt hvad Loke ønskede. I virkeligheden var det bare to kolde kroppe der mødte hinanden i hurtigere stød, og en let stønnen der fyldte gyden op, men ikke en eneste på gaden ænsede hvad der skete.

Forpustet lænede Loke sit hoved mod Ileanas skulder, med et tilfredst smil på læberne. Han følte sig tilpas, rigtig, for en gangs skyld. Et lille kys blev placeret mellem hendes skulder og hals. ”Jeg elsker dig,” hviskede han blidt. Han var næsten som den person Ileana havde efterladt alle disse år, men det var nok blot midlertidigt. Han var stadig helt slap fra turen med hende, og følte sig en smule høj. Dette var ikke den person Loke nu engang var, men engang imellem kunne hundehvalpen Loke nok stadig findes frem.