Efter at have stået og kigget på dalen, og enlig havde kedet sig ret meget, så Zoltan havde faktisk endt med at dræbt de 3 dyr han lige fik øje på hernede. Enlig var de ikke særlig store, men når der nu ikke var nogle mennesker, var han nød til at underholde sig selv med noget andet. Det blev så til mord på de 3 stakkels dyr der ikke havde set, eller opfanget noget som helst, mest også fordi det hele skete så hurtigt. Zoltan stod og betragtede dalen, han nød altid at gøre det også fordi det underligt nok kunne give ham en ro og frihed han ikke havde kendt så meget til, ej heller følt før. Der var en dejlig vind der var kold, og der var ingen folk hernede, hvis der havde været havde Zoltan sikkert dræbt dem uden at tøve, han savnede underholdning, og siden han jo ikke havde noget havde han bare dræbt de 3 dyr. 


Bedre end ingenting jo...Han håbede et eller andet sted at der var nogen der ville komme forbi, ikke fordi han desperat søgte det, mest så han ikke ville ende med at dræbe flere, og hvem kunne vide, måske der faktisk ville dukke nogle folk op. Et kækt smil bredte sig på hans læber, han kunne lige forstille sig det, hvordan det ikke måtte være hvis de folk kom og så ham, de ville sikkert prøve at stjæle ham, eller dræbe ham. Der var da folk der var ude efter ham, med god grund... Men det var som om folk tit endte med at dø ved forsøget, hvilket Zoltan havde det fint med, de var selv ude om det, og dumme nok til at prøve at fange ham. Han stod med armene over kors, og kiggede på dalen, og bare nød det stille øjeblik der var.

Tyve diamanter.

Ikke safirer eller blot en sækfuld af mønter med mindre værdi. Nej...

Tyve diamanter...!

Hvilken dusørjæger med evnerne på plads ville dog ikke sætte efter et bytte, som havde så høj en værdi?
Nok var vampyrer farlige, af hvad hun havde fået fortalt mens hun lavede sin research på dette bytte... men tyve diamanter var ikke bare en mindre formue.
Det var en rigdom.

Med en pose penge af den kaliber, ville hun kunne lægge et rigtigt fundament for sit nye liv her i dette mærkelige, vestlige land.

Det var lykkedes hende at spore målet til Tusmørkedalen - et besynderligt sted som altid henlå i mørke på grund af den bjergkæde, der omkransede dalen.
Naturligvis et godt gemmested for en vampyr.

Så Mei havde indlogeret sig på den berømte, og overraskende hyggelige, kro som lå i dalen.
Her havde hun efterladt sin forpakning og rejsekappe - og så havde hun bundet sit besynderlige, let buede sværd på ryggen, og havde begivet sig ud i mørket.

Her gik hun så, iført et par lange, tætsiddende mengodt fleksible, sorte bukser samt støvler, en grå top uden ærmer, samt et par fingerløse læderhandsker.
Det silkeagtige, sorte hår var samlet i en hestehale, og de klare, mandelformede, brune øjne bevægede sig roligt fra det ene til det andet i jagten på Zoltan - vampyren som skulle indbringe hende en overordentlig stor sum penge.

Mei gemte sig ikke... hun gik roligt afsted langs vejen, og uden at undlade at larme.
Hvis det hun havde fået at vide om Zoltan var sandt, ville han ikke kunne modstå en køn, slank ung kvinde som var helt mutters alene...

Efter at han bare havde stået og gloet lidt på dalen vendte han rundt, han betragtede endnu engang omgivelserne, og måtte flere gange skubbe nogle af de dyr han havde dræbt ind til siden, eller nærmere sagt ned i dalen, da han ikke var særlig glad for lugten af dem. Det var ikke ligefrem kvinde parfume, eller noget lækkert blod, nej det var dyr, dyr der var blevet dræbt af ham. Det stank langt væk af dem, og det eneste Zoltan følte for var at skubbe dem væk, eller ja nærmere ned i dalen så kunne man i det mindste ikke lugte dem. Se det var jo en ginial idé, så det gjorde han, og gik så lidt væk fra dalen et øjeblik. 
Der var bare noget over tusmørkedalen, han elskede at være her, det var et fantastisk sted, og det var ikke fordi der var folk hernede, måske ville der komme nogen forbi, men det skulle de da have lov til. Han knækkede nakken en smule, og gik lidt videre, dog efter nogle skridt stoppede han op, kiggede rundt, var der ikke et eller andet han følte. Han kunne dufte noget, så der måtte helt klart være kommet nogen herned. Se det skulle nok blive sjovt, Zoltan kunne mærke hvordan han pludselig mærkede begejstringen for et andet væsen eller nærmere sagt menneske der var kommet herned. 


Årh duften af menneske, det var noget han elskede. Der var intet bedre som duften af et kvindemenneske der ikke var et væsen, desuden var blodet altid godt når det var fra et menneske. Især hvis mennesket var jomfru, det var blot endnu bedre. Zoltan prøvede at kigge nærmere rundt, mest for at se om han kunne få øje på personen hvis duft han havde fået foran hans næse, den var god, faktisk meget god. Han kunne ikke lade vær med at smile bredt, og efter at have kigget lidt rundt fik han dog også øje på hende, yderst køn, selvom han blot så hende bagfra, så havde hun da udstråling uden tvivl. 



Måske det blot var farligt for hende at være hernede når en grusom vampyr som ham var her...Men han ville ikke haste med noget, hvis natten ville ende hen i noget måtte den det, ellers var han da frisk på at finde ud af hvad denne kvinde her havde gang i, for i følge hans syn så det ud som om hun måske ledte efter nogen. Med et hurtigt løb stod Zoltan pludselig bagved hende, fik snoet en hårtot af hendes hår rundt om hans ene finger"Det er yderst sjældent man støder på en smuk kvinde... Så hvad laver du her i Tusmørkedalen"hans stemme lød nu ikke særlig grusomt, dog var det mere måden han sagde det på der måske kunne lyde mystisk og undrende. 


"Men jeg har ikke nogen grund til at gøre dig noget...Endnu"sagde han og betragtede hendes ryg, som han bare stod bagved hende, og fortsat snoede hårtotten rundt om hans finger. 

Mei var måske nok lille og fin, men der var meget få ting der kunne skræmme hende. Hun havde evnerne til at stå imod det meste, og det vidste hun.
Alligevel gispede hun højlydt da en mystisk mand pludselig stod lige bag hende, og legede med en tot af hendes hår.
Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede afsted, som om det var i færd med at bryde ud af hendes bryst for at tage flugten fra manden bag hende.

Der var noget helt, helt forkert ved denne mand.

Mei tog en dyb, lettere skælvende indånding, og fik nogenlunde styr på sit bankende hjerte.
Frygten havde også fortaget sig, og var i stedet blevet erstattet med en kølig, rolig vågenhed.
Hun ville opfatte hver eneste af hans bevægelser...

"Smigrer du altid... før du slår til?" spurgte hun. Hendes stemme var blød og behagelig, en mellemting mellem lys og mellemtonet. Hvis hun ville, kunne hun næsten helt sikkert synge smukt.

"Og hvad havde du tænkt dig at... gøre ved mig senere... Zoltan?" fortsatte hun.
Hendes Krystalisianske sprogkundskaber var betydeligt bedre end da hun var ankommet for et par måneder siden. Nu var der få fejl tilbage, men den østlige accent gjorde stadig hendes tale enten komisk... eller eksotisk.

Efter at have haft hendes hårtot rundt om hans finger, gav han slip, og kiggede på hende, lod de røde øjne glide ned ad hende, ja hun var ikke grim, men det betød heller ikke han ville kaste sig over hende med det samme. Dog ville han bestemt ikke udelukke at han sagtens kunne lege med hende, hvis det var det. Og gad vide, hvordan hendes blod ville smage, det ville sikkert være udsøgt, og ganske lækkert. "Jo ser du der er mange ting vi kan lave...Natten er først lige begyndt"sagde han og pustede lidt til hendes hårtot så den sikkert bare ville flagre ind mod hendes ansigt igen. Derefter stod han med en hånd begravet ned i bukselommen, og kiggede så lidt væk fra hende, tja hun var da alene hernede, havde ikke nogen med sig, hvilket også var godt. 



Hendes spørgsmål fik ham til at kigge tilbage på hende dog bare med et neutralt ansigtsudtryk"Det sker da til tider... Desuden hjælper det i dårlige situationer"svarede han og trådte så et skridt tættere på hende."Siden du ved mit navn...Er det kun fair jeg kender dit, så"sagde han og holdte en pause, hvorefter han holdte de røde øjne hvilende på hendes øjne"Hvad er dit navn"spurgte han så fortsat. Han kunne godt lide hendes stemme, og han var da også meget sikker på han nok skulle få det sjovt med hende her, og det ville da uden tvivl blive en interessant nat.


Han trådte så helt tæt på hende, lænte sig ind mod hende, pustede mod hendes ansigt, og betragtede hende lidt mere, så trak han ansigtet tilbage, og sendte hende et næsten legende blik, og grusomt smil"Spørgsmålet er ikke hvad jeg har tænkt mig...Spørgsmålet er hvor langt du tør gå"svarede han så, og vendte så lidt rundt, hvorefter han kiggede lidt mere på omgivelserne. Zoltan var meget spændt på at se hvad hun ville svare, og hvordan hun enlig ville reagere på det, dog var der så mange der var nysgerrig omkring ham, der var endda mange der prøvede at fange ham, dog endte de fleste enten død, forvirret, forelsket, fortabt. 

Blablabla... blah... nok havde huhn forventet at han, den farlige, flotte vampyr, ville forsøge at forføre hende på den ene eller den anden måde.
Men disse vesterlinge... hun var lige ved at himle med øjnene.
Hvor langt hun turde gå...? Natten var først lige begyndt? Hvad var hendes navn, nu hvor hun kendte hans? Mage til melodramatisk folkefærd... 

Men okay. Mei havde aldrig nogensinde været god til noget som helst der havde med følelser at gøre.
End ikke dengang med hendes familie... og hvilken ballade det havde fået hende i!

"Nogle mænd kan lide modige piger... andre kan lide bange piger... nogen kan lide at påføre smerte, jeg har endda hørt om en mørkelver som kan lide at slå kvinder i maven... men dig...? og mig? Hvor langt vil jeg gå, og hvad skal der ske i nat...?" sagde hun, mens hun betragtede ham med et roligt blik.

"Tyve diamanter." sagde hun så, og med en vanvittigt hurtig bevægelse, rakte hun op over sin skuder, trak det lette, slanke sværd, og huggede ud efter Zoltan's ene ben.

Fandeme nej om han skulle udsætte hende for diverse perversioner... fandeme nej om han skulle smage hendes blod, som desuden ville afsløre hendde som jomfru... fandeme nej om han skulle lege med hende...

Fandeme ja om hun skulle slæbe ham, eller blot hans afhuggede hoved, med til Hovedstaden efter en pose rigdomme!

"Ja folk har hver deres lyster jo...Nogle har ret sære lyster faktisk, men hver sin smag.. Hver sin type jo"sagde han og nåede ikke rigtigt svare på mere, før at denne kvinde her, hvis navn han stadigvæk ikke kendte var begyndt at slå ud efter hans ben med hendes sværd.  Han hoppede hurtigt væk fra hende, men tog så fat rundt om klingen på hendes sværd, og kiggede på hende"Interessant...Se den havde jeg ikke set komme"sagde han hvorefter der langsomt var begyndt at komme blod fra hans håndflade, eftersom han have taget fat om klingen med den ene hånd. Det gjorde ham slet ingenting at det blod kom frem, desuden ville det heale langsomt, han var jo vampyr.


"Så jeg ser du har hørt om dusøren...Det er meget morsomt"grinede han mens han bare stod og kiggede på hende, faktisk fandt han det meget sjovt, at hun troede hun havde en chance for at fange ham. Det var morsomt, et menneske mod en vampyr tja hvorfor ikke, der skulle ske et eller andet jo. Desuden var Zoltan interesseret i hende mere og mere, og han kunne slet ikke få nok af hendes duft, bare en enkelt bid her og der, måske udføre lidt totur på hende, ja der var da mange muligheder han kunne gøre ved hende, i dette dejlige, mørke, dystre sted. Faktisk burde han havde set hendes angreb komme, fordi der var sikkert mange der ville fange ham, og have fingrene i ham, hvilket for Zoltan ikke gjorde noget, han fandt det blot morsomt og underholdende. 



Så kiggede han ned mod hendes klinge, og gik tættere på hende, og stak spidsen af hendes klinge ind mod hans bryst"Så det er her du vil ramme...Måske nyde at få et angreb ind på mig"sagde han og sendte hende et grusomt blik med et passende skævt smil. Han havde fået færten af at hun var jomfru, duften afslørede hende tydeligt, og det gjorde bare at Zoltan ikke ville slippe hende ud af syne, og han ville bestemt heller ikke lade hende gå nogle steder. 

Hun missede. Fandens også! Hun havde hørt om vampyrers hurtighed, og var ret sikker på at han ville gå til modangreb og dermed tvinge hende til at...- den arrogante skid tog fat i klingen på hendes sværd! Virkelig...??
Mei måbede et kort øjeblik, men samlede så lynhurtigt tankerne igen.

Et almindeligt langsværd ville ikke kunne fjerne hans fingre i denne situation. Langsværd var lavet til at hugge og stikke med... men Zoltan var tydeligvis ikke bekendt med den type sværd, Mei brugte - men okay, det var der meget få i hele Krystallandet, der var.
Det var nemlig ikke designet til at hugge og smadre med... men til at skære. Og det var fantastisk til det.

Hun sagde intet, men trak i stedet sværdet bagud og samtidig nedad i en hurtig bevægelse - en bevægelse som ville sende de barberbadsskarpe blad direkte ned igennem Zoltan's fingerknogler, med mindre han nåede at flytte sin hånd - ekstremt hurtigt.

"Mit navn er Mei... og mig får du aldrig." sagde hun så.

Okay han skulle hvis ikke fucke med hende her, fordi hun vidste hvist hvordan det sværd hun havde virkede, så han ville ikke ligefrem for tæt på hende, medmindre det ville ende med at han ville tage hendes sværd væk fra hende. Se det var faktisk en god idé, om den ville virke vidste han ikke men ligenu skulle han hvist lade vær, men han have bestemt planer om at få det sværd væk fra hende, om han skulle vælte hende, og sætte sig ovenpå hende, så gjorde han det gerne. Zoltan betragtede sværdet, og var hoppet hurtigt væk fra hende, han smilte af ren underholdning til hende"Du interesserer mig ret meget....Yderst interessant teknik"sagde han og stod nu lidt væk fra hende, men stadigvæk kunne han dufte hende.






Zoltan kiggede på hende, og ja godt nok var han vampyr, og hun var et menneske, men det her var virkelig spændende, og hun havde fanget hans opmærksomhed mere og mere, så hvad natten ville bringe var et godt spørgsmål. "Hmm...Tænk at et menneske, et kvinde menneske har så meget gå på mod"sagde han og kunne ikke lade være med at sende hende et legende smil. 



Han gik så et skridt tættere på hende, enlig kunne han være hurtig henne ved hende, og enlig havde han hurtigt fået en idé, han løb hurtigt ombagved hende, han rykkede sit ansigt tættere på hendes øre"Mei...Hmm flot navn"sagde han bare, og kiggede ned mod hans hånd der efterhånden dryppede blod ned på jorden, men det gjorde ikke ham noget."Jeg skal nok få dig...Tro mig"sagde han så med næsten gyselig stemme, og morderisk tone. 

Så hun interesserede ham, fordi hun havde sin teknik I orden og fordi hun havde gåpå mod? Tjah... hun matte indrømme at det var det same der hvor hun kom fra.
De fleste kvinder var sarte og bløde, og havde intet at gøre I kamp...
For fanden, hun var selv sart og blød! Hun var bare ligeglad, og havde opbygget et sæt evner, som skjulte hendes svagheder!

"Du snakker for meget." sagde hun, men blev alligevel overrasket over at han pludselig stod bag hende igen - og så med den hmorderiske, sadistiske stemme...
Hun var lige ved at gyse ved tanken om de ting, denne mand kunne finde på at udsætte hende for - hvis han fik lov.

Uden et ord slog hun til igen: hendes ene albue blev hurtigt sendt bagud, I håb om at ramme ham på kroppen, hvorefter hun snurrede rundt om sig selv og svingede sværdet imod ham endnu en gang.

Denne vampyr skulle nedlægges... for ellers ville hun selv ende I fedtefadet.

At hun snurrede rundt med hendes sværd, endte faktisk med at skade ham, han blev snittet af sværdet, som ramte ham på hans venstre arm. Det efterlod en flænge, der begyndte at bløde, dryppede ned på jorden, men han var faktisk ligeglad, det gjorde ikke ham noget. Han smilte skævt, næsten grinte hånligt som om det morede ham, han fandt hende mere og mere interessant, han var slet ikke bange for hende. Han var hoppet hurtigt væk fra hende, stod nu henne ved kanten af dalen og kiggede på hende"Det er vel bedre end totalt stilhed"svarede han til hendes ord, ja det skete vel til tider at han snakkede og snakkede, men han så virkelig intet problem i det, for ham var det helt naturligt, og var til tider også meget spændende.  Så betragtede han hende lidt, før han grinte med sin morderisk, næsten kynisk stemme.


"Du ved godt vi vampyrer heale af skader ikk"sagde han og sendte hende et flabet smil, hvorefter han mærkede hvordan blodet dryppede, men langsomt også begyndte at heale af sig selv. Derefter kiggede han så lidt rundt, dog med dit skæve smil, se der var nu mange ideer, og foreslag han kunne gøre ved hende, og de havde vel tid nok, de skulle hvist ikke nå noget, så der var masser af muligheder for at gøre et eller andet. Zoltan havde fået en idé om hvad der mon ville ske, hvis han fik snuppet hendes sværd ud ad hænderne på hende, gad vide hvad hun så ville gøre. 

"Jeg er godt klar over at i kan heale jeres skader." sagde hun køligt, irriteret over ikke at have ramt ham bedre.
Hun var nødt til at gøre alvorlig skade på ham, eller dræbe ham.
Hvis hun kunne skade ham hårdt nok, ville hun kunne slæbe ham afsted, og sørge for at skaderne ikke healedes ved at tæve lidt på ham en gang imellem.

Det var vel dét, eller at fjerne hovedet fra hans skuldre.
Og det havde vist sig ganske svært.

Dog...

Mei hævede roligt sværdet og tog en solid stand med fødderne. Hendes blik blev stålsat... og så:
"Hah!"  råbte hun, før hun skøjtede fremad mens hun svingede sværdet med lynende hurtighed og knivskarp præcision - igen og igen.
Hvis ikke han formåede at stoppe hende ellerr hurtigt komme på rigtig god afstand, ville hun blive ved med at regne sværdslag ned over ham, fra alle mulige vinkler, i næsten et helt minut.

Det var en stålets dans, langt mere yndefuldt og præcist end de fleste af Krystallandets ridderes kampstil.

Han betragtede hende hurtigt, før han også fik forudset hendes træk, og havde hurtigt hoppet væk for ikke at blive ramt af hendes sværd. Flængen han havde fået på armen var healet, hvilket ikke undrede ham, det var en dejlig ting at være vampyr at det vil heale af sig selv. Og efter hendes angreb var Zoltan hoppet hen bagved hende igen, fik lagt hende ned på jorden, han satte sig ovenpå hende, fik låst hendes ben, så hun ikke kunne bruge dem til at sparke ham, eller andet hun lige fik lyst til.  Det var aldrig til at vide, hvad hun havde lyst til, eller hvad hun sikkert tænkte på, desuden kunne Zoltan godt lide at sidde ovenpå hende"Mei bare giv op"sagde han og sendte hende et skævt smil, der passede til en kyniske stemme.



"Det sødt du prøver, men nu..."Stoppede han så med pause, og fik revet sværdet ud ad hendes hænder, hvorefter han rykkede sit ansigt tættere på hendes, han kørte så en finger hårdt ned ad hendes kind, hvorefter der gik hul, så slikkede han blodet væk, og kiggede på hende med et næsten sulten blik"Hmm...Ser man det jomfru"sagde han så og slikkede sig rundt om munden. 
Han lod blikket glide ned ad hende, hvorefter han lagde hovedet på skrå, og skimtede hen til sværdet der lå lidt ved siden af hende, så puffede han det lidt væk, så hun ikke kunne nå det ligenu, men hun ville sikkert få fat i det igen, det sværd var noget Zoltan bestemt ikke kunne lide, især ikke når det var i hænderne på hende. 

"Tro mig jeg ved hvorfor du ønsker mig død...Eller svækket, eller noget helt andet, det fordi jeg har den dusør jeg har"sagde han og strammede grebet om hendes hænder, og benene han havde låst.