År 2017, få uger efter Leoric Emhyreans udnævnelse som talsmand for Dronning Isanne

Solen farvede himmelen blodrød som den var på vej ned over de sidste bjergtoppe og efterlade det stenede snelandskab i mørke som den pyntede solide vogn blev trukket op af den grussede sti til Dragorns mægtige porte. Portene der efter den lange kamp med mørkets hær stadig havde synlige ar og påmindelser til enhver der nærmedes sig dette sted. Vognen var fuldt af en eskorte af sortklædte mænd og kvinder på forskellig farvede heste. Nogen dybt alvorlige i deres kropssprog, andre mere overvældede af synet de kunne skimte over landet fra denne højpunkt i verdenen. Den hætteklædte vognføre trak hestene an til stop et stykke fra muren og kiggede efter de dværgevagter der nærmede sig. ”Vær hilset, I bjergets folk. Vi kommer med gaver fra Kiles orden med dronningens accept og velvilje.” dværgene kiggede på hinanden, inden de fragtede de nyankommende til stedet. Dragorn havde modtaget besked om Ordenens anmodning om besøg for mange måner siden og havde accepteret deres tilbud.

Præsterne blev ført til tronsalen, til Thanens midte og fremsatte deres ønske med stor respekt og værdighed. Leoric Emhyreans talte om samarbejde og støtte til at kunne genoprette den uret plagerne havde forvoldt i landet, såvel som hvad mørket der før havde gjort mod dværgenes hjem og blod. Hvem kunne modsætte sig disse ord, og sige nej til det overvæld af gaver af velvilje og værdig.
Præsterne blev inviteret på overdådig middag og overnatning, men tog afsted tidligt morgenen efter. De takkede for gæstfriheden og tog afsted med disse ord til bjergenes folk. ”Vi håber, at I vil invitere Kile ind i jeres rige og hjerter. Gå med Kiles Fred.”


Krigens resterende lig i lasten og plagernes hærgen havde efterladt hele landet, såvel som dværgenes førhenværende storslåede magtdømme ud af dens naturlige balance. Madresourcerne var sluppet ind og alle dværge var på overarbejde for at sikre sig at de kunne holde sig en fremtid. Deriblandt var Guinevere travlt optaget med at opretholde ro og orden, mens hun forsøgte at finde hjælp og støtte fra omkringliggende sammensvorerne. Nordens folk havde givet lige stor udtryk for elendighed under dette helvede, som dværgene selv. Men det var på vej i den rigtige retning med små, dog solide skridt i den rigtige retning. Det var her brevet var kommet. Guinevere havde kigget på sin broder under mødet, med nervøse tanker om hvad dette kunne betyde, men Thanens ord var rungende. De havde ikke kraften til at afslå en håndsudrækning, hvor meget det end ramte deres værdighed.

Mødet var derfor uundgåeligt. De hvidmaskede præster som gik igennem sale og gange, med kursen mod tronsalen og deres formål. At overbringe en besked og selvfølgelig give deres mening til kende. Overbevise om at de kun var i godhjertethed med ønske om at hjælpe. Give Kiles medlidenhed til denne hårde tid. Guinevere havde en mærkelig følelse i maven under hele deres ophold. De døde masker der stirrede lige frem, uden følelser, uden noget menneskeligt over sig. Kun en død maske der skjulte præsternes identitet. Selv da de var taget videre fra Dragorn med de sidste ord hængende i luften, var Guinevere underlig. Hun var stille og alvorlig. På en anden måde end hun plejede. Det endte med at hun forlod salen efter at havde prikket til sin morgenmad uden appetit og vende tilbage til sit kammer, med direkte kurs mod sit skrivebord og fjerpennen der allerede stod klar. ”Kære Tarrim..”

//Dette fungere lidt som en reaktionstråd for dværgene, kiles præster der var med, eller andre som befinder sig i dværgeriget! Kom frisk! Hvis det vil udvikle sig til en længere tråd med diskussioner og andet, er det velkommen med kyshånd.

Som Guineveres livvagt havde Herja set det hele ske. Kiles orden, hvordan thanen havde været nødsaget til at tage imod deres hjælp trods mistro. Hun var ikke glad for det. Ganske vidst havde mennesker hjulpet dem med at få Dragorn tilbage, men de var dværge, og Dragorn var deres hjem. Og hun vidste ikke hvor de havde Kiles Orden. Hun forstod sig ikke på de præster, de virkede simpelthen alt for anonyme og tomme for liv med deres masker og blide rolige toner. For Herja var der kun én måde at kommunikere på: Og det var lige ud af posen. Intet med at pakke ord ind i silkedyner eller have en blid tone, bare for at få Dragorns støtte. Hun var ingen politiker. Hun var en kriger, en smed og en kvinde der havde mistet alt for meget i sit liv, og dette var blot et tegn på, at der kunne ske flere problemer. Men thanen havde været nødt til det, det var tydeligt, så derfor var hun heller ikke typen, der ville gå direkte op til ham og skrige nej i hans ansigt. I stedet havde hun gjort sit arbejde og været der.

Nu var hun på vej hjem, til sin lillesøster og mor. Det øjeblik hun kom ind af døren kunne hun høre mor sidde og drikke. Lugte det. Hun rynkede på næsen og sukkede irritabelt. "Mor, ikke igen," mumlede hun lavt til kvinden, der havde givet fødsel til hende. Hendes mor kiggede op, sur og tvær. "Nå, nu giver vi også snart vores rige væk til maskerede præster, hvad bliver det næste? At vi sender alle vores børn i kloster?" en mørk grimasse gled over Herjas ansigt og hun sukkede endnu en gang. Kiles Orden? Det skulle i hvert fald nok blive... Interessant.

(Reaktionspost)

At se Dragorn indefra var ikke noget, Koios nogensinde havde forventet. Han havde været med delegationen til stedet og havde set til mens der blev holdt møde mellem thanen og Kiles Orden. Selv havde han ikke sagt meget. Han havde haft travlt med at se hvordan Dragorn i sig selv så ud, samt blot lytte til de ord der blev sagt. Han var her for at forkynde Kiles ord, men der var mange andre præster der kunne gøre dette, og han var ikke sikker på, om dværgene var interesserede i Kile i sig selv, så meget som hvor meget ordenen egentlig kunne hjælpe dem i den her sag. Men sådan var politik nu en gang, og af samme grund blandede Koios sig ikke i selve mødet så meget som at han valgte at observere dværgene. Måske kunne han komme frem til, hvem af dem, der var interesserede i at lytte til Kiles ord.

Han tog ud i selve byen i Dragorn om aftenen for at se sig videre omkring, samt tale med folkene her. Det gik nogenlunde, selvom de virkede meget usikre omkring mennesker, ikke mindst mennesker der tilhørte en religiøs orden, og som havde masker på.
Han måtte tage tilbage hertil senere. Selvom det føltes koldt, samt mørkt i Dragorn, så var det et meget fascinerende sted, som Koios fandt utroligt pænt.

(Reaktionspost)

//Lukket for reaktioner