Mens bølgerne skyllede ind over stranden, der lyste i en blanding mellem askegråt, og større pletter af lilla hvor vinden nu engang havde blæst asken væk, og vandet skyllet væk. Kom en skygge og landede midt på stranden. Med en vis skulen, gloede den slanke blå krystaldæmon rundt, lige for at tjekke den nærtliggende status ud, inden hun gav sig til at rode rundt i masserne. Skubbede og sparkede asken til side til hun kunne komme ned til de gode og tykke lag af ametyster. 

Dette fortsatte et længere stykke tid, en gang imellem hjulpet på vej af et par vrantne slag med de blanke vinger. Først da stykket var stort nok, ifølge Zidiac selv. Begyndte hun at se undersøgende rundt blandt ametysterne. En skindpose blev åbnet, mens en tildækket kurv blev langt længere ind på stranden. Sulten havde naget i hende et stykke tid, akkurat ligesom en iriterende vedholdende brændend smerte der engang imellem blussede op i hendes brændemærke. Hun var ikke sikker på om Phoenix nogensinde følte Samsons slavemærke mere, men hun selv var efter et stykke tid blevet klar over at hun ikke bare kunne forlade ham. Fjolset blev ved med at ville have hende til at bringe ham forsyninger af de svampe han blev mere og mere afhængig af.
Hun kunne kun håbe at han ville dø af dem, eller at en eller anden ville finden den eftersøgte mand og tage livet af ham så hun kunne få sin frihed tilbage, i mere end en forstand.

Et var brændemærket, et andet var hendes slavetilstand for Samson. At han kendte hendes sande navn kunne i den grad gøre livet surt for hende, men han var blot et menneske, det var bare med at holde tiden ud, fortalte hun igen og igen sig selv.

En fod blev løftet og kløede kort brændemærket, inden hun gned en større ametyst nogenlunde tør for saltvandet i sin nederdel og uden videre betænkning gav sig til at gnaske sultent på den. Et par store ametyster mere røg med, uden betænksomhed.
Der var ikke været mange på øen siden vulkan udbruddet kunne hun se, dømende på asken der stadig lå hen over øen, selvom dr da lod til at være reperationer i gang nær landsbyen da hun havde fløjet derover.
henkastet åbnede hun op for sin magi, nok til at hun kunne finde de største, reneste og mest næringsfyldte ametyster og med lethed bruge sine skarpe negle til at grave sig ned til dem. Hver som en af dem hun fandt røg ned i skindposen, indtil den snart var fuld af disse små stykker. Så havde hun i det mindste en forsyning.
Først da gled hun over i sin mere menneskelignene skikkelse, selvom der absolut intet menneskeligt var ved den krystalblå skikkelse med dens lysere øjne og mørkere hav-blålige hår.

I en strækkende bevægelse lod hun hænderne glide om i nakken og slå håret ud, nydende de lunere temperaturer her, inden hun tog fat i hanken på sin kurv og barfodet begav sig igennem ametysterne og den mørke vulkanaske, søgende over imod amazonit-skovene, i håb om at kunne finde nogle af hendes herres  forbistrede svampe.. 

Måske jeg skulle få nogle farmere til at producere dem istedet for alt det her pis..

Hvis alt gik helt galtkunne hun vel altidplukke et menneske med sig på tilbagevejen, så kunne han også få sig en snack, for hun orkede ikke at skulle slæbe på flere fede mænd og kvindfolk til Samsons kælder.

Altair stod og betragtede den lille robåd, som han var ankommet til øen i forsvinde ud i horisonten. Bølgerne havde været en smule vildere end han havde forventet og væltet ham over bord ud af båden, heldigvis ikke langt fra kysten. Selv med hans skildpadde tempo svømningsevner var det lykkedes ham at nå i land før udmattelsen trådte i kraft. Hans tøj var gennemblødt og sko våde. Han havde formået at holde et hjørne af sin taske med de vigtigste ejendele tørt, men udover det var intet blevet skånet. Altair var dog ikke helt utilfreds med denne tilstand, da han altid havde følt sig et med vandet, var det lettere rart og forfriskende end ubehageligt. Han førte sin ene hånd igennem sit pandehår og strøg det tilbage væk fra sine øjne. Han vendte sig om og betragtede øen bag ham. "Velså, Topalis så mødes vi endelig" sagde han højt til sig selv og tog en dyb indånding af den friske havluft. 

Han tog sine sko af og gik ned langt stranden. Solens stråler som fra tid til tid blev reflekteret i ametysterne blindede ham. Vejret var vidunderligt, men alligevel havde bølgerne været urolige og dette gjorde også Altair en smule urolig. Var hans ankommen uønsket eller havde nogen prøvet at forhindre ham i at komme til øen? Han var ikke typen, som bekymrede sig unødvendigt meget, men da dette havde været hans mål så længe havde andet end bare saltvand løbet igennem hans hovede. Han var spændt og utålmodig. Hans opmærksomhed fuldstændigt opslugt i sine egne tanker, at han ikke engang havde lagt mærke til de violette glitrende ædelsten der lå frit og vidt omkring på stranden.  Ligeledes havde han derfor heller ikke lagt mærke til den blå skikkelse der kom imod ham længere nede af stranden. Han var fuldstændig sårbar.