hun tog brillerne af og gned øjnene. hun var træt. udmattet og forstod ikke sin drøm. måske var det bare en drøm, men hendes drømme plejede at forudsige hvad der ville ske. noget hun også havde med stjernerne. men hun var jo også en stjerne seer. som hun selv kaldte det jo. hun tog brillerne på igen og så ned i floden. hun så ikke rigtigt hvad der var om hende men så stjernernes billed i floden.
"hvad betød det stjerner?" hviskede hun stille for sig selv og sukkede dybt. hun overvejede at gå tilbage til lennet men hvorfor skulle hun. hendes mor havde husarest og hendes svigerinde var hun ikke på god fod med og hendes store bror.... ja det var vel hvad man kaldte søskende revalisering de havde. hendes lille bror dog kunne hun bedst lig. han kunne altid få hende ned på jorden når hun var i det rødefelt.
Astra rejste sig langsomt op fra jorden og børstede sin kjole af. hun havde på fornemmelsen noget snart ville ske. men hun var ikke sikker på hvad eller hvornår. hendes syner plejede at være i den nærmeste fremtid. hun så mod vejen tilbage til lennet men droppede at tage afsted. hun tog sine sko af og gik helt ned til floden og hev op i kjolen og dyppede føderne ned i vandet og satte sig elegant på breden. hun begyndte stille at synge og håbede at så sine tænker skruet på noget andet end den drøm. men selv i hendes sang kom det. det var måske bare en drøm.
sangen
kjolen

