" Det kan du ikke bare gøre! Den var mit eneste håb for overlevelse din forræderiske fuglelort! " Lød det fra Clock som han trådte et par skridt i samme retning som en ung - meget ung dreng løb med en kat i sin favn. En død for at være helt præcis. Det var den typiske underholdning for Clock når han endelig var væk fra havet og havde muligheden for at spadsere omkring i det land han nu faktisk levede i. Selvom han efterhånden foretrak at være på farten ude på havet. - Men fra tid til anden var de jo lagt til ved kysterne - nogle gange længere tid end andre, hvilket var en af grundene til at Clock havde en masse tid der skulle slåes ihjel på nuværende tidspunkt.
Hvor hans plan om at gå hen egentlig havde været var han faktisk lidt i tvivl om selv - men havde da i det mindste været her få så helt fortabt og forvirret var han ikke. Det var i han i princippet aldrig - farede han vildt fandt han en anden vej og før eller senere fandt han jo hjem eller det sted han nu skulle hen til.

Gaderne var alt for tomme - men det gav mening, dagen var slut og aftenen havde valgt at trække sig ind over byen sammen med mørket selvfølgelig. Men det gjorde det bare en smule mere spændende at vandre omkring. Man kunne høre lidt mere af de lyde man ikke kunne i dagens travlhed. Selv en græshoppe - hvilket af en eller anden grund vækkede Clocks opmærksomhed og han gik på opdagelse efter at finde den kort efter. Hvilket var en dum idé for med hans hørelse kunne den lige så godt have været meget længere væk.
Han gik dog også i stå kort efter og rettede sig lidt op mens blikket gled ned af gaden.
" ti, eleve.. " han holdt en pause og kneb kort øjnene lidt sammen. " femten, seksten.." Afsluttede med et lille grin før han lod hovedet glide på skrå. Kun iført en t-shirt og et par hullede sorte bukser, stod han nu på de bare tær med blikket rettet ned af den tomme gade.
Fodtrin kunne høres ikke langt fra hvor han var, hvilket måtte betyde at han ikke længere var alene. Det var tungere trin end den dreng der var løbet for lidt siden - men hvorfor skulle han egentlig også vælge at vende tilbage? Clock havde vredet halsen om på hans kæledyr - det var normalt ikke sådan nogle typer man valgte frivilligt at gå tilbage til. Medmindre selvfølgelig man valgte at tage hævn over det. Men ærlig talt havde drengen ikke virket til at være en der overhovedet havde andet end katten. Måske en gammel drukken onkel et sted i byen. Clock var lidt ligeglad, det var ikke fordi han ikke kunne klare lidt action hvis det var det aftenen bød sig på. Han var faktisk åben for det meste, alt kunne i princippet være mere spændende end at lede efter græshopper - det kunne meget hurtigt ende med at være en jagt på aftensmad. Og hvis græshopperne skulle være en del af menuen kunne han håbe at noget andet ville fange hans opmærksomhed først. Underholdning skulle han nok finde, det var bare lige med hvor stolt han ville være over det efter følgende.

Atter en gang havde Morpheus bevæget sig ud på en af sine aftenture. Det var efterhånden et ritual og han havde vandret byen tynd i de måneder, han havde været der. Hjemme havde den stået på ture på hesteryg ud i landskabet, men her var det nemmere blot at bevæge sig rundt på sine fødder. Nedværdigende for en adelig, men åbenbart ganske normalt inden for bymurene. Det var hårdt for Morpheus at bo i storbyen, meget hårdt, og hans indre kogte for det meste konstant af indestængt raseri. Og lysten til at slå. Slå og slå og slå. Det var lige før, at trangen fik hans hænder til at ryste.

Men gåturene gav ham mulighed for at brænde lidt energi af. Det gjorde han også ved at træne, efterhånden var han begyndt at træne mere med Karkhos, efterhånden som tiden gik, for det afhjalp lidt af raseriet. Karkhos var selvfølgelig ovenud lykkelig for at se sin elev tage træningen op igen, men ærligt talt syntes Morpheus, at de uendelige øvelser var mondæne og han ville meget hellere SLÅS. Ikke for sjov, men faktisk lade sine næver ramme kød og brække knogler. Men han måtte tage til takke med træningen. Og det fik også de værste frustrationer ud af ham.

I dag havde han bevæget sig ned i Det Nedre Bydistrik og der var for en gangs skyld ganske fredeligt og mennesketomt. Nogle gange havde han det samme tøj på, som når han færdes i Den Øvre Bydel, men i dag havde han taget en mere neutral kofte med lange ærmer i en sort farve og et par stramme bukser, ligeledes i sort, og et par robuste, langskaftede støvler i brunt læder. Ved hans side han hans sværd, som han havde lært altid at have med, især i Det Nedre Bydistrikt og ud over kniven i bæltet, sad der også en gemt i hans støvle. Han kunne bedst lide at bruge sine næver, men våben var oftest ganske praktiske.

Han tænkte ikke så meget over, hvor han gik hen, men tømte sit hovedet til den fysiske fornemmelse af sine fødder, der ramte jorden. Dog fik han øje på en ung mand, der stod på den mindre gade, han var drejet ned af. Klædt i laset tøj og uden sko. Pff. Fattige. Dem var der overraskende mange af i Hovedstaden. Morpheus ofrede ikke den unge mand ret meget opmærksomhed, han havde ikke en synligt våben på sig og selv hvis der skulle blive problemer, så han så lille ud, at Morpheus næsten kunne knække ham på midten som en kvist. Så han fortsatte roligt ned af gaden uden at kaste mere end et blik på ham.

Der bliver hvisket i mit øre, at sandsynligheden for en fortsættelse er minimal, så jeg lukker bare tråden her :b