Sted: Banken i hovedstaden
Tid: Ud på aftenen
Vejr: Lettere overskyet og blæsende

Det var gået galt. Helt galt. Selvfølgelig var det det. Randall var ikke ligefrem den, der havde held mast op i røven, så selvfølgelig var det endt skidt. 

Det hele var startet med, at han var løbet tør for krystaller. Det var ikke så specielt, det gjorde han ofte med det forbrug, han havde. Og som sædvanligt havde han været på udkig efter en let måde at score flere på. Denne gang var det dukket op med en mand, der havde søgt nogle lejesvende til at røve en transport med værdier, der skulle ind til banken i hovedstaden. Det lød som en nem opgave, han havde styr på antallet af vagter og lønnen var kostelig. Så Randall havde ikke tøvet et sekund med at give håndslag på den idé. 

Sammen med to andre gutter, den ene havde han mødt før engang for år tilbage, var han taget ud på hesteryg for at finde denne vogn fyldt med skatte. De havde lagt sig i skjul ved et hjulspor, som vognen åbenbart normalt rejste af. En dag forsinket kom vognen ganske rigtigt trillende og de havde kastet sig over vagterne. Hvad de ikke havde vidst var, at der var fire mand på hest ikke ret langt efter vognen som ekstra sikkerhed - om nogen vidste, at der skulle ske noget eller om det bare var tilfældig ekstra sikkerhed, det vidste Randall ikke, men de var blevet taget med bukserne nede. Den ene af gutterne så sit endeligt for enden af et sværd og den anden nåede at stikke af. Randall var hverken heldig på den ene eller den anden måde, men blev overmandet af en flok hårdkogte soldater, der ikke lagde fingre i mellem. De næste par dage tilbragte Randall i bunden af vognen, svinebundet og godt mørbanket, uden mulighed for at stikke af eller få sig selv slået ihjel. Mens han lå der og havde ondt af sig selv, regnede han med, at de var på vej ind til hovedstaden for at læsse ham af ved byvagterne. Nå ja, med den dusør der var på ham, var da der nogen, der blev glade.

Det var blevet aften, da de kørte ind i byen og vognens hjul skramlede mod brolægningen. Randall var mere end velkendt i byen og da de havde kørt et stykke tid, fik han fornemmelsen af, at der var noget galt. Han havde dog ikke muligheden for at kigge ud af den lukkede vogn, men noget sagde ham, at de ikke var på vej mod byvagternes hovedkvarter. Hvor så? 

Det fik han svar på kort efter, som vognen endeligt stoppede op og han hårdt blev hevet ud. Rebet om hans ben blev skåret over, men hverken rebet om hans hænder eller det stykke stof, der var bundet rundt om hans hoved og sad ind i hans mund, for at få ham til at holde kæft i stedet for at ligge og spy eder ud eller synge fuldemandssange, blev fjernet. Med de store grå øjne så han rundt og genkendte bagsiden af banken. Vognen var kørt om i gården bag den store bygning. Han nåede ikke at spekulere over, hvad de ved Zaladin lavede der, men blev ublidt skubbet af sted mod en dør. Hans ben manglede blod efter de snærende reb og han snublede lidt kluntet af sted. 
Efter at være blevet ført igennem den del af banken, der ikke var for offentligheden at se, blev han placeret i en stol i et kedeligt lille lokale. Han trak vejret en smule hårdt, som hans brystkasse gjorde ondt efter al den bevægelse. Han kendte følelsen af et par bukkede ribben lidt for godt og skævede surt ned til den nærmeste soldats hårde støvler. Der havde da ikke været grund til at sparke ham SÅ hårdt, vel? 

Ventetiden til hvad end, der skulle ske, føltes lang og han flyttede lidt uroligt på sig, fysisk og psykisk ør efter at have ligget i bunden af vognen i flere dage. Han var heller ikke ligefrem køn at se på, lange skægstubbe, beskidt tøj, der bestod af den røde, slidte læderjakke, et par sorte, beskidte bukser og de lange lidt tunge støvler, han altid havde på. Og så trængte han gevaldigt til et bad, men det var heller ikke ligefrem noget nyt. Hans ansigt bar præg af nogle hårde slag, men han havde hverken brækket næsen, flækket læben eller fået et hævet blåt øje. I stedet var hans ene kindben noget sort og øjenbrynet i samme side var flækket. Der var spor efter blod fra øjenbrynet ned over hans ansigt og hans næse havde blødt. Under tøjet var han noget blåsort i den ene side efter spark og maven bar bræg efter knytnæveslag. Som sagt havde vagterne ikke været blide.
Alt dette rørte ham ikke så meget. Det værste var, at de havde taget hans våben. Den lange kniv og dens skede, der normalt sad spændt fast på ryggen af ham, var fjernet, det samme med sværdet og dets skede ved hans side. Kniven i bæltet var også væk. Han følte sig nøgen uden sine kære våben.

Endeligt lød der en stemme fra den anden side af en dør og vagten hev ham hårdt på benene, skubbede ham hen til døren og førte ham ind i rummet bag døren, hvor han hårdt blev skubbet på knæ midt på gulvet, stadig bagbundet og kneblet.

Med fingerneglende hult dumpende mod den blankpolerede overflade af hendes bord, kiggede Aya afventende mod døren, som hendes vagter førte en mand ind. Et skævt smil spillede om hendes læber ved tanken om dennes dumdristighed. Hun var næsten ved at smågrine lidt hvis hun skulle være helt ærlig, som hun sad der med benene oppe på bordet, med bare føder og skørtet hvilende på på det nederste af hendes lår. Hendes ben lå krydset over anklerne. Idag var hendes kjole lilla, pyntet med gyldne bånd omkring hals og liv. Gyldne bånd der ganske smageligt passede til det bånd hun havde om øjnene. 

Hvem havde dog troet at en af hendes vogne ville køre ubemandet rundt? Det var en fornærmende tanke. Hende der havde kæmpet sig fra slaveriets seje liv, til at være en af krystallandets mest respekterede fruer. Hun sad med mere magt i sine hænder end de fleste fyrster, og så havde nogen forventede at hun ville sende en vogn ubemandet afsted. Nej der var en grund til at ingen havde overvejet at røve banken i den tid hun havde været der. 

Hendes øre opfangede lyden af en dør der blev åbnet. 

Aya lagde sin hånd flat mod mod bordet, og vendte så hoved så hendes blik ville have hvilet cirka på midten af det hårde stengulv. Lyden af noget der ramte gulvet fortalte hende at han var landet som hans kulle, og hun vendte igen bliket mod døren. Hendes ansigt blev irretret som hun vinkede vagterne ud. da lyden af døren, og manglen på deres følelser, fortalte hende at de var ude af rummet, blev hendes udtryk dog blidere. 

Hendes ansig vendte igen retning mod følelserne af hendes fange, og hun smilte skævt til ham. Hendes hænder rakte ud efter en fjerdpind, og fandt den med lethed trods hendes blindhed. Blidt lod hun spidsen af fjerden glide over hendes kæbe, mens hun eftertænksomt spidsede læberne.

"Og hvad er dit navn så?" 

Hendes stemme var næsten venlig, ikke at Aya havde været oprigtigt venlig en eneste dag i sit liv, men hun ville ikke hidse sig op over en tyveknægt. Uintereseret i ham længere vendte hun ansigtet mod fjerden, som hun lod sine fingre glide op langs den. Hun virkede næsten i trance over fjerden, om end hendes hoved allerede var i gang med gode ideer om hvordan hun skulle torturere ham med den.

Det gik stærkt med at blive slæbt ind i rummet bag døren og skubbet ned på det hårde stengulv, hvilket sendte et stød af smerte op fra begge knæ. Det ville der kommet et par pæne blå mærker ud af, ingen tvivl om det. Soldaten flåede ublidt kneblen ud af munden på ham. Den havde siddet i næsten konstant i et par dage, undtagen når de havde været så venlige at give ham noget mad og drikke. Vand, men det var da bedre end ingenting. Men stoffet havde tørret hans mund ud og han lod tungen glide rundt i et forsøg på at få spytproduktionen i gang og få den grimme følelse af stoffet ud af munden. 

Samtidigt faldt hans blik på kvinden, der sad ved det store skrivebord. Et par lækre ben var smækket op på bordet med kjolen trukket højt op, et syn Randall normalt uhæmmet ville nyde, men i dag var der noget, der var vigtigere. Hans blik fortsatte op af kvindens krop og endte ved hendes ansigt. Et ansigt halvt skjult bag et bånd, der dækkede hendes øjne. Hende. Selvfølgelig.
Randall havde ikke set denne kvinde før, men han havde hørt lidt om hende, hvad der blev hvisket i krogene i byen. Hun havde giftet sig med bankmanden og hurtigt overtaget hele forretningen. Det vidste hele byen. Men det som man kun kunne høre, hvis man færdes de rigtige steder var, at hun ikke lagde fingre i mellem, hvis der var noget, der ikke passede hende. Den Blinde, blev hun kaldt. Man skulle være forsigtig omkring hende, det var det eneste folk rigtigt vidste.

Trods denne advarsel, var Randall ikke påvirket eller bekymret. Bange? Aldrig. Den der manglende evne til at dø havde fjernet størstedelen af den almindelige menneskelige angst hos ham og der skulle en del til at få ham til at frygte. Ikke at det ikke skete, men lige nu var han mere nysgerrig. Nysgerrig og ligeglad. Han var altid ligeglad. Så da han havde konstateret hvem hun var, fortsatte blikket rundt i rummet, mest på udkig efter en udvej. Hun var jo blind, så mon ikke at han kunne liste ud af en bagvej... hvis der var en. Desværre måtte han indse, at han kun kunne få øje på én vej ud, ud over et vindue, han var for stor til at komme igennem, og det var døren han lige var kommet ind af. Og derude stod der sikkert stadig et par af vagterne med tunge støvler og hårde næver. 

Hendes stemme afbrød hans undersøgelse af rummet og han flyttede blikket tilbage til hende. Hun var tydeligvis ikke i tvivl om, hvor han var placeret, hvilket var lidt uhyggeligt.
Normalt ville folk nok holde igen med at fortælle deres navn, men hans var efterhånden så kendt i hele Krystallandet, både med hans opførsel men også med den klækkelige dusør og igen, han var ligeglad.
"Randall. Normalt når jeg får lov til at se så flotte skanker, er vi hoppet videre til Randy, men jeg regner ikke med, at det er derfor, jeg er her." Burde han holde sin kæft? Ja. Gjorde han nogensinde det? Nej. Og hans stemme var kæk og lagde ikke skjul på, hvad han mente med det, han lige sagde. Han blinkede med det ene øje, inden han kom i tanke om, at hun ikke kunne se det alligevel. Med en grimasse hvilede han sin røv på sine fødder. De bøjede ribben brokkede sig over den stilling, han sad i. Forbandede soldatertyper. Altid nogle røvhuller. Inklusiv ham selv, men det behøvede han ikke at understrege.

Ayas blik hvilede roligt på ham, om end hun ikke kunne se hvad han lavede var hun udmærkede klar over at han formegentligt ledte efter en vej at komme ud. Det ville være det mest logiske at gøre i hans situation.
Han kedede hende allerede lidt, ingen råben eller skrigen, ingen dødstrusler eller tiggen for sit liv.
Aya gabte uinteresseret og skjulte det kun ved løst at holde hånden foran sin mund.
Hun rynkede lidt på næsen af den lugt han havde slæbt ind i rummet, og overvejede kort om det var det værd at give ham et bad. Men eftersom at det ville betyde at hendes udulige vagter skulle lave andet end at stå og se vagtagtige ud, besluttede hun sig for at det nok ikke var en genial ide. De havde trods alt taget hele to dage ekstra om at bringe hendes vogn hertil, det ville være for stor en anstrengelse for dem at bade hendes nye ven.

Efter en kort tænkepause svingede hun benene fra bordet og ned på gulvet, en handling der fik hendes skørter til at ligge faretruende højt.
Som hendes føder ramte jorden rejste hun sig og bevægede sig med sikre skridt hen mod ham, stadig med fjerdpinden i hånden.

Om end hun nok ikke virkede som en der havde lyttet særlig meget til hans ord, havde hun hørt dem, og de havde faktisk underholdt hende, hvilket nok var til hans fordel nu.
Blidt rakte hun hånden ud får at ligge den på hans hoved, ikke et sekundt i tvivl om hvor han var, det fortalte hans følelser hende tydeligt.

"Randy" hun valgte bevidst ikke at bruge Randall, der jo var et mere besværligt ord for hende at sige, og så ville det vel også kun være rimeligt at hun holdt sig til hans kælenavn når nu de skulle lære hinanden at kende så godt som hun havde planer om.

"Randy du er meget søgt ved du godt det?"

Mumlede hun til ham, mens hun lod fjerden glide op af hans kind. Om end hun ikke kunne se hans ansigtsudtryk eller hvilken vej han kiggede, så havde hun alligevel en god fornemmelse af ham bare ud for den ansigtsløse gengivelse af ham hans følelser lavede.

Aya var lidt ligeglad med hans svar, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, så hun trak let på skuldrene som hun slap ham og gik en runde rundt om ham.
Hun forestillede sig ikke at han ikke vidste hvem hun var, hun var trods alt ikke hvem som helst, og i de egne hvor han kom fra, forestillede hun sig at hendes ryg kom hende i forkøbet.

Som hun igen stod foran ham løftede hun en hånd op for at fjerne bindet fra hendes øjne. De bleggule, næsten hvide øjne fandt hurtigt hendes offer, og hun lagde blidt bagsiden af sin hånd over hans sårede kind

Det virkede ikke til, at hans ord gav nogen reaktion ved kvinden. Det var også lige meget, det var bare det typiske mundlort Randall altid lukkede ud, han tænkte ikke engang nærmere over det. Hendes tavshed burde lede til, at han snakkede videre, men ærligt talt var han ret træt efter de sidste par dage og han brugte i stedet tiden til stadig at se rundt. Alt i lokalet blevet taget med i overvejelserne om en mulig flugt, om det var at komme ud i live eller ej var lige meget. Da hun rejste sig, havde han allerede fundet et par muligheder, men meget afhang af, om han kunne få sine hænder fri. 
Hendes, for et kort øjeblik, meget afslørende bevægelse fik kort et glimt frem i hans grå øjne, men det var mere en naturlig reaktion og ikke noget han i det øjeblik tænkte dybere over. Dog var han mere overrasket over hendes sikre skridt, som hun gik over til ham. Der var absolut ingen tvivl om, at hun vidste nøjagtigt, hvor han var, selvom hun ikke kunne se ham. 

Det var ikke ligefrem behageligt at blive rørt ved af denne sære kvinde, men han forsøgte ikke at flytte hovedet. Stadig med et let nysgerrigt blik i øjnene, skævede han op til hende. Gad vide, hvad hun ville ham? Han havde en forventning om, at det her ikke ville blive behageligt. At der ikke var vagter ved at tæve ham ihjel lige nu overraskede ham, han regnede med, at han skulle stilles som eksempel mod ikke at stjæle fra banken igen. Tanken skræmte ham som sådan ikke, der var altid noget efter smerten og døden, det var måske bare ikke ligefrem en behagelig tanke. 
Hendes brug af hans kælenavn var ham ligegyldigt, selvom han da nu hellere ville have, at hun havde holdt sig til hans rigtige navn. Randy var for det meste forbeholdt folk, han kunne lide. Hendes stemme havde en sjov klang, som talte hun bagerst i halsen og ikke så meget med munden som alle andre og normalt ville han kaste sig over det og gøre tykt grin med det, men måske han alligevel tænkte lidt i den situation, for han gjorde det ikke.

Som hun talte til ham, gled fjeren op af hans skæggede kind, hvilket fik ham til at flytte en smule på hovedet, da det kildede og fremprovokerede en trang til at klø sig, hvilket jo ikke var muligt med de bagbundne hænder.
"Med den gevinst er det svært ikke at opdage. Jeg har endda overvejet at indgive mig selv bare for at få dusøren." En joke han fyrede af med løbende mellemrum. Man kunne ikke se på hans ansigt, at han jokede, men der var et let tone i hans stemme for at understrege det.

Som hun slap ham, gned han sin kind mod sin skulder, mens han fulgte hendes med øjnene, indtil hun forsvandt bag ham og dukkede op på den anden side. Underlig kvinde, hvad med bare at komme videre i teksten? Hun stoppede op foran ham og tog sit bind for øjnene af. Som hun gjorde det, flyttede Randall lidt rastløst på sig, han hadede at vente, kunne de ikke bare... hans øjne blev spærret op, da han fik øje på hendes blege, unaturlige øjne. Ved Zaladin.

Ved lyden af hans ord træk det lidt i Ayas mundvig, hvilket egentlig var en bedrift i sig selv, det svar sjældent hun var underholdt nok til rent faktisk at udvise en oprigtig følelse af morskab, så det at hun næsten smilede af hans ord var mere undtagelsen end reglen.

Aya selv brød sig imidlertid ikke om at blive tvunget til at føle noget som helst, og da slet ikke mordskab.
Hendes blege øjne kiggede afventende på ham, og han burde ikke være et sekund i tvivl om at hun sagtens kunne se. Ikke at Aya nogensinde opførte sig som om hun var blind, hun havde trods alt måder at se på uden sine øjne.
Hun flyttede fingernemt fjerdpinden rundt i sin hånd, så hun holdt den klar som skulle hun skrive.
Et øjeblik ændrede hendes blik søg og blev næsten blidt, som hun rakte ud og tog fat i hans hår, for derefter ublidt at flytte hans hoved til venstre så hun kunne bore fjerdpinden ned i kurven mellem hans hals og skulder

Uden at skænke ham et blik mere slap hun fjerdpinden og ham igen, og bakkede et par skridt, hvorefter hun hvilede op af sit bord igen. Nu med uinteresseret kolde øjne, der tomt kiggede ud i lugøften, som var hun faktisk blind

Randall kunne ikke få blikket fra hendes øjne, der fokuserede på ham. Var hun blind? Han havde svært ved at tro det, som det rislede ned af ryggen på ham ved hendes blik på ham. Men hvorfor rendte hun så rundt med bind for øjnene, hvis hun kunne se? Det forvirrede ham og som sædvanligt valgte han bare at lade være med at spekulere nærmere over det, ingen grund til at få hovedpine over noget, han ikke havde behov for at vide alligevel. Det ændrede ikke han situation om hun kunne se ham eller ej, han var stadig på røven. Hun så ikke ud til at være en kvinde, han kunne charmere sig ind på og derved finde en udvej fra alt dette. Selvom han godt så den lille bevægelse i hendes mundvig, et tegn på, at han åbenbart morede hende. Nå ja, han kunne et eller andet, ikke?

Uforbederlig som han var, skulle han lige til at åbne munden og lukke mere lort ud, men kvinden greb fat i hans korte hår og hev hans hoved til siden i en ublid bevægelse. Fjeren bevægede sig mod åbningen mellem hans hals og jakken, der blev skabt ved, at han fik rykket hovedet til siden og han var pludseligt ikke i tvivl om, hvad hun havde gang i.
"Hør, kan vi ikke..." Han nåede ikke at forsøge at snakke hende fra det, før den meget spidse fjerspids på fjerpennen borede sig ind i kødet på ham, ind i musklen mellem nakke og skulder, hvor en af de helt store nerveklumper befandt sig. Smerten skød straks ud og satte ild til nervebanerne, der trak sig op i hovedet, ned i ryggen, ned af brystet, ud af skulderen og hele vejen ud af armen. Hans ord blev afbrudt af et mindre brøl af smerte, som han forsøgte at trække sig væk. Brølet blev meget hurtigt afløst af en række yderst grimme eder og forbandelser og hvis man havde været i tvivl, kunne man ikke være det længere - han var vred, ikke bange, og på en eller anden måde var han bare mest fornærmet over, at hun gjorde det.

"Ved Kile i dødsriget, sindssyge kælling, hvad i alverden skulle det til for?!" Han skævede til siden, så godt han kunne med en halsmuskel, der var spændt som en fjeder på grund af smerten. Fjerpennen sad der endnu. Den røvpuleme sad der endnu. Randalls øjne blev spærret op, fugtige over smerten, og han så hurtigt tilbage på hende, lidt i vantro. Nok havde han forventet at hun ville gøre ham ondt, men det her var jo latterligt! En fjerpen! 
Selvom hun havde sluppet hans hår, forsøgte han ikke at rette hovedet op på plads igen. Al brug af musklen sendte lyd af smerte ud i hele den øverste venstre side af hans krop og op i hans hoved. 
"Du er jo skingrene vanvittig!"

Aya kunne godt være på nippet til at give ham ret, hun var måske ikke helt rigtigt i hoved, men det forhindrede hende ikke i at smile tilfreds ved synet af hans smærte, eller vrede.
Hun kluklo hæst et kort øjeblik, inden hun provokerende vippede hoved fra side til side mens hun tinkene så på ham.

Det havde jo selvfølgelig havde været sjovere at trække det i langdrag, men når nu han skulle komme med småflabede kommentarer var hun jo nødsaget til at opdrage lidt på ham. Aya så det dog ikke for andet end det det var, en lille reprimande til ham, en markering om at hun havde magten.

Hendes flyvske personlighed fik dog taget om hende og sammen med hendes tiltrænede manerer så hun pludselig meget betuttet ud. Falsk selvfølgelig, men når han nu alligevel synes hun var sindssyg kunne hun vel godt spille på det.

"Ups det var ikke så flinkt gjort nu skal jeg fjerne den"

Aya efterfulgte sine ord med en målrettet, dog munter gang hen til ham, inden hun forsigtigt tog fat i fjerdpinden, drejede den en omgang, bare fordi hun fandt det underholdende, og så langsomt trak den ud igen.

Med et blik over skulderen kastede hun det nu blodige, skriveredskab tilbage på sit skrivebord, hvor den landede med et hult klang

"Når nu det er kommet af vejen. Du er ikke tørsdig vel?"

Randall skar ansigt og forsøgte ikke at bevæge sig. Hans vejrtrækning var tung, stadig på grund af de bøjede ribben, men også af smerten fra skulderen. Det gjorde røvondt og han var ikke bleg for at indrømme det. Nogle ville sikkert bide smerten i sig og spille hårde, bare for at virke seje, men Randall var pishamrende ligeglad med, hvad andre tænkte om ham. Gjorde det ondt, ja så gjorde det for hulan ondt! Under kamp ville han ikke reagere på smerten på samme måde, men når man bare sad stille og fokuserede på skidtet, så var der ikke så meget andet for end at give udtryk for sin utilfredshed.

Hvis han havde været i tvivl, var han det i hvert fald ikke længere - kvinden foran ham var jo skingrene skør. Han stirrede på hende med et stadig let chokeret blik, der også var en smule vredt og måske endda med et svagt glimt af morskab, fordi... hun havde stukket ham med en fjerpen. Det havde han ikke ligefrem prøvet før og han havde da efterhånden prøvet en del. At pisse folk af var hans forte og det var da heller ikke første gang, at han var endt foran en eller anden hidsig person, der valgte at straffe ham for et eller andet idiotisk han havde gjort. Man skulle efterhånden tro, at han havde lært noget igennem sit efterhånden lange liv, men nej. 

Hvis han havde forstået det som en lille reprimande for sin opførsel, havde han trods smerten nok leet højt. Og sagt til hende, at den slags ikke virkede på ham. Han stoppede ikke, før han var død. Hvilket han da håbede på snart at være.

Som hun gik over til ham, rykkede han lidt på sig, for han troede faktisk ikke på hende. Han havde en forventning om, at hun ville flå den ud og prikke et øje ud på ham eller noget i den stil. Og lidt havde han da ret, som hun drejede fjeren rundt, hvilket fik ham til at komme med et dæmpet støn og et par grimme bandeord mere. Endeligt hev hun den forbandede fjer ud og han kunne langsomt slappe af i hals og skulder, som blodet løb i en dråbe ned overhans kraveben og videre ned over hans bryst, indtil det blev fanget i trøjen, han havde under læderjakken.

'Kommet af vejen'. Randall bevægede forsigtigt skulder og hoved i et forsøg på at løsne spændingerne, mens han stadig stirrede på hende, som havde hun to hoveder. Tørstig. Om han var tørstig? Man skulle tro den lille oplevelse havde lært ham at holde kæften lukket, men nej.
"Hvis du har en tønde øl eller to gemt under skørterne, så ville jeg nok sige ja, men kan vi ikke bare få det her overstået, så jeg kan tage på  kro og drikke hjernen ud? Det er længe siden sidst." Han flyttede lidt på sig, hans ben begyndte at brokke sig lidt over den fastlåste position. Gad vide, om hun ville stikke ham ned igen, hvis han forsøgte at komme på benene.

Aya der synes det var ganske normalt at byde sine gæster noget at drikke, blev egentlig jævnt fornærmet over hans kommentar. Her prøvede hun på bedste vis at være høflig over for ham, og så kom han med sådan en flabet kommentar, meget havde hun været udsat for, men ikke lige det.

Hendes fornuftige side holdt dig lidt igen på hende. Efter et øjebliks tænkepause bevægede hun sig over til døren, hvor hun åbnede den på klæm, og henvendte sig til vægten om at få bragt noget øl op. Det var selvfølgelig ikke fordi hun havde planer om at han skulle drikke øllet, men det behøvedes han da ikke at vide. Han ville formegentligt ikke viligt åbne munden for hende hvis han var klar over at hun ville drunken ham I det.

På hendes tur tilbage til sit skrivebord bevægede sig forbi ham igen, rakte hun hånden ud for at klappe ham et par gange på hovedet.

Da hun nåede bordet vendte hun sig igen mod ham, og kiggede opmærksomt på ham. Hun fandt ham faktisk ganske underholdende, det var lang tid siden nogen havde været så underholdende at prikke i, måske hun skulle beholde ham?

At han havde fornærmet kvinden var ham fløjtende ligegyldigt, med den situation han var i, hjalp det nok ikke med høflighedsfraser. Ikke at det hjalp med smarte kommentarer heller, men så kunne han da more sig lidt med det. Han var et svin og han vidste det.
Som hun stod og tænkte et øjeblik, regnede Randall næsten med, at hun ville gribe fjeren og fortsætte med at stikke til ham, men til hans overraskelse gik hun hen til døren og bad en af vagterne om at hente noget øl. Hvad var det nu for noget? Lettere mistroisk så han på hende, mens hun gik tilbage til sin skrivebord, uden nogen form for problemer. Han tvivlede stærkt på, at der ville komme øl til ham, efter det der lige var sket.

Hendes klap på hovedet hjalp ikke noget, faktisk fik det ham bare til at føle sig som en lænket hund, som han sad der med bagbundne hænder på sine knæ, der værkede under vægten af hans egen krop. Følelsen fik ham til at vride sine hænder lidt i et forsøg på at slippe fri. Ikke at han havde slidt sine håndled hudløse i forsøg på at komme fri siden han var blevet bundet. Hvem end der havde lagt rebet om hans håndled, havde prøvet det før og han kunne ikke komme fri.

Hendes blik fik ham stadig til at føle sig utilpas og han tyede til sin mest naturlige reaktion.
”Nu du har givet mig et lille slag over nallerne for at forsøge at stjæle noget, der var dit, han jeg så ikke bare sige pænt undskyld og så smutte ud herfra og ud af dit, i øvrigt meget yndige, hår? Så spilder jeg ikke mere af din tid og du ser ikke noget til mig igen. Nok er jeg ikke altid lige klog, men jeg gør sjældent den samme fejl to gange. For øvrigt, har jeg sagt, at du er en ganske køn kvinde, der ser ud til at have et ganske stort hjerte?” Man skulle måske tro, at han panikkede og plaprede løs, men det var mest fordi han skulle sige et eller andet. Han kunne også havde sunget hende en sang, men hendes vagter havde ikke ligefrem været begejstret over hans sangstemme, så han valgte, med lidt humor i stemmen, at snakke i stedet for. Måske hun blev så træt af at høre på ham, at hun smed ham ud. Man kunne håbe, ikke sandt?

Den meningsløse plapren der mødte Ayas øre gav hun ikke meget for, det var trods alt ikke fordi det bekymrede hende om hendes offer nu også havde det godt, for sandt at sige, havde han det jo nok ikke fantastisk.
Desuden morede han hende med det, hvilket hun var begyndt at hygge sig lidt med, så hun kiggede bare observerende på ham mens hun småsmilede lidt for sig selv.

Han var en sjov fætter det ville hun ikke benægte, kunne enda have været et ganske underholdende bekendskab, havde hun mødt ham på anden vis. Selvfølgelig kunne det for hende være ligegyldigt, men hun forventede ikke at han ligefrem havde lyst til at blive hængende når hun var færdig.

"Når vi nu på et tidspunkt er færdige med at få styr på denne uenighed, så har jeg et job til dig"

Aya havde ikke ligefrem et job, men hun var interesset i at finde ud af hvor langt han egentlig ville gå for rigdom. Måske han kunne være nyttig til et eller andet. Der var sikkert et par folk et sted i byen, som hun ville foretrække halvdøde.

Med en kangen gik døren bag ham op, og ind kom en tætbyggede lille mand med en stor kande øl og to krus. Han satte dem forsigtigt på Ayas skrivebord, påpasselig med ikke at komme for tæt på, eller se direkte på hende. Inden han hastigt forsvandt ud af døren igen. Døren smækkede med et Bang bag ham.

Nej, det så ikke ud til, at hun lige følte for at slippe ham fri, sådan som hun stod og kiggede på ham (hun kunne da umuligt være blind, trods hendes øjnes specielle udseende?). Nå ja, det havde da været et forsøg værd. Lidt uroligt flyttede han på sig, så han fordelte vægten lidt anderledes og skar så ansigt igen, fordi hans ribben stadig ikke var tilfreds ved hans akavede stilling.
Hendes ord fik overraskelsen frem i ansigtet på ham.
”Et job? Du må være vanvittig. Og hvilken uenighed? Jeg har jo sagt undskyld, ikke?” Man kunne høre skepsissen i hans stemme over det første og en smule surmuleri over det sidste.

En mand åbnede døren og kom ind, luskende som var han ved at skide i bukserne af skræk. Randalls blik faldt på kanden med øl - var han tørsdag? Ved Zaladin ja, han var ved at dø af tørst. Ville han gøre sig selv til grin for en kande øl? Det var dælme tæt på, men nej. Han var ved at blive en smule irriteret over hele situationen og egentligt ville han bare gerne, at hun fik det hele overstået, så han kunne komme videre. Han ville hellere betale for en gang tyndt sprøjt i en kro end at drikke fra den kande, der stod på skrivebordet.

Han tog en rask beslutning og kom hurtigt på benene, en smule stivbenet, men elegant nok uden hænder til at holde balancen med. Han gik ikke nogen steder, men rettede sig i stedet op og fik strækket sine stive led ud. Lidt forsigtig i overkroppen dog, som smerten skar igennem fra de bukkede ribben.
”Hvad så nu? Skal vi drikke hinanden hæmningsløse og ende op oven på din skrivebord mere eller mindre påklædte? Hvis det er planen, så er jeg helt sikkert med.” Et grin dukkede op på hans ansigt, lidt provokerende. Selvom hun lige havde stukket en fjerpen i nakken af ham, ville han da ikke afvise muligheden for lidt fysisk udfoldelse, hvis den viste sig. Men lige nu ville han egentligt bare provokere hende til at få det her afsluttet.

Han var vist ikke helt tilfreds med situationen, det kunne Aya godt lidt fornemme på hans noget irreterede tone, men hun kunne ikke gøre noget ved at han havde brudt loven.
Hun stod fortsat og studerede han med hoved på skrå, lettere fascineret af denne anderledes mand. De fleste ville have lagt sig fladt ned og tigger om at få lov at være i live.

"Du har ret, jeg må nok indse at jeg ikke har været i det mest gæstfrie hjørne i dag, min herre. Men jeg synes ikke der er nogen grund til at blive næsvis"

Belejligt undgik hun at svare på hans spørgsmål om jobbet, eftersom hun ikke havde besluttet sig for hvad hun skulle tilbyde ham endnu. Og så gjorde det vel hellere ikke noget at han fik afvide at hun ikke brød sig om den flabede atityde han fremviste lige nu. Hun var trods alt en dame, og forventede at blive talt til der efter.
Derefter vendte hun simpelt tilbage til sin iagttagelse af denne sære mand. Selvom det forbløffede hende at han kom på benene, mere eller mindre elegant, så tvang hun sig selv til at blive stående med et ligeglad ansigtsudtryk.

"Uanset hvor fristende tilbudet er. Er jeg bange for at vi har for travlt til den slags fornøjeligheder"

Det så ikke ud til, at hun havde noget i mod, at han var kommet på benene. Herligt. Han trængte til at stå efter at have været bundet så længe. Faktisk trængte han til at bevæge sig, så det gjorde han. Stadig stille og roligt uden at være truende, for hvis hun besluttede sig for det, stod der vagter udenfor, som sikkert ville more sig med at banke videre på ham - og ærligt talt, hvis han kunne blive fri, så ville det da være bedst. Nej, han gik bare stille og roligt rundt i rummet, kiggede på hvad end der var at kigge på og svarede hende, som hun snakkede til ham.

"Nej gæstfri kan man ikke ligefrem kalde dig," mumlede han, som han lod blikket glide over en række bøger, han ikke kunne læse titlen på, sjovt nok fordi han ikke kunne læse. Hvorfor skulle han dog også kunne det? Det var meget sjældent, at han faktisk havde ærgret sig over ikke at kunne. Hans blik røg tilbage til hende og han vendte sig mod hende, som hun sagde, at de havde for travlt til at indgå i den slags fornøjeligheder. For travlt til et knald? Aldrig!
Afslappet slentrende gik han hen i mod hende, men stoppede en meter til halvanden foran hende.
"Hvad har vi for travlt med? At lade mig smutte? Vi kan godt nå at hygge os lidt inden." Han lod blikket glide over hende på en sigende måde og et skævt smil dukkede op på hans ansigt. Glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Lige nu skruede han op for charmen. I håb om, at en tur hen over skrivebordet kunne få hende til at lade ham gå uden at der skulle ske mere.

Ikke at han helt satsede på det, kvinden virkede mentalt ustabil og han forventede halvt om halvt, at han havde en smertefuld død i vente. Og han var stadig ved at kigge på andre muligheder for at komme ud, men det var ikke ligefrem fordi det flød med våben i dette rum. Bøger kunne han i hvert fald ikke bruge til noget. Så pt var hans plan at forføre kællingen eller... nå, det var planen. Resten handlede om død og smerte og det var ikke ligefrem noget, han opsøgte, kunne han undgå det. Selvom han med glæde sprang ind i et sværd for at komme væk herfra. Nu måtte han se, hvad der skulle ske. Han bekymrede sig ikke så meget.

Aya iagtog ham varsomt da han begyndte at bevæge sig. Ikke så meget fordi hun var i tvivl om at hun godt kunne tage ham i slåskamp hvis det var det det kom til, han var trods alt bundet, men hun havde det alligevel bedst med at have styr på hvor han befandt sig. Som han stod og kiggede på da mange hylder med bøger der klædte den ene væg af hendes kontor, begyndte hundes tanker at vandre uden hun selv bemærkede det. Og hendes svar på hans spørgsmål lød en smugle fjernt, som hendes ellers meget ordentlige facade faldt til siden.

"ja jeg forstiller mig at De ville have foretrukket at jeg lagde mig ned med spredte ben for at byde Dem velkommen"

Hendes ord var hverken bitre eller særligt tilstedeværende, som hun et øjeblik så det billede for sig, det ville da nok have ført til en lidt anden situation end den de var havnet i lige nu. tanken bragte et smil, der løftede op i hendes ene mundvig, med sig. Men hun var et øjeblik også en smule fængslet af tanken. nok mest fordi hende og hendes mand ikke ligefrem var kærlige over for hinanden i soveværelset. Men om ikke andet kunne hun vel godt lege lidt med tanken, måske hun ovenikøbet kunne lede ham lidt på afveje inden hun skilte sig af med ham. 
Da han vendte sig mod hende, lagde huns vagt hoved på skrå, og lavede et lille hop for at komme op og side på skrivebordet, nu med et delt støre skævt smil på læben, og et drillende glimt i øjnene. 

"Hvis vi skal udføre sådanne handlinger, bliver du nok nødt til at komme en smugle tættere på"

Med en finger gjorde hun langsomt tegn til at han skulle komme tættere på, som hun forførende skød barmen frem. 

Det var ubehageligt at mærke hendes underlige blik på sig, selvom han havde ryggen til hende. Det var lige før, at det gav ham myrekryb. Hun var en skræmmende kvinde og Randall kunne næsten ikke vente med at komme ud derfra. Det var som at være i lokale med et stort rovdyr, der bare ventede på det rigtige tidspunkt til at flå ens tarme ud.
Fordi fornemmelsen var så voldsom, havde han ikke forudset det svar, der kom fra hende, lettere fraværende, hvilket bare gjord edet endnu mere sært. Og for et øjeblik stirrede han bare på hende, men brød så ud i en høj, grov latter. Helt nede fra maven, som han fik et billede i hovedet af den situation. (Og lad os lige forestille os vagterne på den anden side af døren sende hinanden undrende blikke, som fangen ler i stedet for at skrige i smerte!).
"Se dét ville have været en velkomst værd at snakke om." 

Hans blik hvilede fortsat på hende, uden problemer med at forestille sig hende med spredte ben. Meget kunne man sige om Randall, men kvinder, det kunne han lide. Og nok var han ikke den mest fantasifulde mand, men at se hende uden tøj på for sig, det var ikke et problem. Var det passende for situationen? Sikkert ikke, men det ville Randall skide på. Om han skulle dø om lidt eller ej, så kunne han jo godt have lidt sjov, ikke?
Og som den tanke gled igennem hans sind, hoppede pigebarnet op på skrivebordet og inviterede ham til at komme nærmere. Det var en fælde. Uden tvivl. Men Randall var ligeglad og gik gladeligt i den. Så med et skævt smil, der tydeligt fortalte, at der var noget, han gerne ville, gik han nærmere hen i mod hende, stadig med sine hænder bundet. Og det kunne godt blive et problem. Så han stoppede op inden han nåede heelt hen til hende og vendte sig lidt, så hun kunne se hans hænder.
"Det bliver lidt svært med hænderne bundet på ryggen. Ikke umuligt, men kedeligt for både dig og mig, snuske." Han såtvang sig selv til at se ind i kvindens øjne, selvom han ikke ligefrem brød sig om det. Men det var kun øjne, ikke?! 

Det var lige før at Aya måtte le lidt af ham. Ja hun kunne næsten forestille sig at han ville kede sig gevaldigt hvis ikke han fik sine hænder fri, men det var da et problem hun godt kunne hjælpe ham med, på den ene eller den anden måde.
Smilende rakte hun ud og tog et fat greb i rebene om hans håndled. Der var så mange muligheder for at få det her til at gøre ondt. hvad skulle hun dog vælge. Med et blik over sin skulder fik hun øje på et af vokslysende hun brugte til segl. Ved siden af det lå hendes brevåbner, velslebet og altid lige ved hånden. 
Stadig med et solidt greb om rebene der holdt hans håndled, fik hun tændt vokslyset. Med et smil, holdt hun den spæde flamme hen til rebene, ikke for tæt på, vare lige nok til at den kunne bruge rebet til at hoppe videre op af hendes fanges arm. Som ilden ramte ham, flyttede hun hurtigt på lyset, så en smugle mere af flammen ramte hans arm, mens den varme voks løb ned af resten. 

En handling der ikke havde taget hende mere end et par sekundter, før hun igen havde lyset placeret på bordet ved siden af hende. Hendes hånd slap hurtigt rebene. også hendes hånd var blevet dækket af den lillarøde voks. Hun kiggede et øjeblik fascinerede på den mørke farve mod hendes lyse farve. Før hun kiggede på op på ham, og fandt brevkniven frem. 

"Nå det var de reb vi kom fra var det ikke"

Det lod til, at Randall var heldig og kvindemennesket ville befri hans hænder. Det ville gøre flere ting meget nemmere og især en flugt kunne blive en noget større mulighed, hvis han havde mulighed for at forsvare sig selv. Så han lod hende tage fat om rebene. Fordi han stod med ryggen til hende, kunne han ikke se, hvad hun havde gang i, andet end hun puslede rundt med noget på bordet. Han havde set den skarpe brevåbner (det var jo trods alt et muligt våben), så han regnede med, at det var den, hun var ved at få fat i. Selvom det lød mere som om, at hun var ved at tænde ild til noget. Inden han nåede at få drejet sig til at kigge, mærkede han noget mod sin arm. Noget, der hurtigt udviklede sig til ren smerte.

Der lød et brøl fra ham, som det gik op for ham, at hun var ved at brænde ham af. Hård forsøgte han at rykke sig fri, men tøsen var stærkere end man skulle tro. Følelsen af ilden, der brændte hans hud var meget smertefuld, og den smeltede voks, der løb ned på hans hænder, gjorde bare det hele være.
”Av av av, ved Zaladin, sindssyge kost! Ved dødsriget og alle dets rådnende lig, det gør ondt!” Der var en blanding mellem vrede og panik i hans stemme, som han hårdt rykkede i sine arme og slap fri. Hurtigt gik han et par skridt frem og vendte fronten til hende. Lyset. Hun havde brændt ham med lyset. Smerten skød stadig op fra hans hånd og han forsøgte at gnide voksen af, der ikke var helt størknet endnu.

Kort forsøgte han at se sine hænder over sin skulder, men han var ikke smidig nok til at kunne sno sig så meget. I stedet så han vredt og vantro på kvinden.
”Hvad sku’ det til for?! Hvis det er din måde at forsøge at få mænd til at ville dig, så kan jeg godt fortælle dig, at der er noget du virkeligt har misforstået!” Ikke at han var overrasket over, at hun kunne finde på sådan noget, han havde jo ventet det. Men lige ild. Det var bare ikke sjovt på nogen måde. Han stirrede lidt på hende med det vrede blik, inden han lod det falde til kniven.
”Ja, nu ved jeg sgu ikke, du skærer bare en finger af mig.”

Den lette latter der trillede af Ayas læber ved synet af hendes fanges vrede ansigt, ville i de fleste tilfælde havde fået hende til at fremstå ganske atraktiv som den blødgjorde hendes ansigt, og plantede en munter gnist i hendes øjne. Selvfølgelig omstændighederne taget i betragtning ville det ikke være svært at forstå hvis Randall ikke ligefrem så hende som tiltrækkende i dette øjeblik. 
Med brevåbneren dancende mellem hendes fingre smildt hun blidt af ham, inden hun nærmest spindene sagde:

"Hva' mener De, den slags kunne jeg da aldrig finde på" 

Med hendes højre øje sendte hun ham et blink, efterfulgt af et skævt smil, som hun rækte hånden frem, for at signalere at han bare skulle komme over til hende igen.