Hvad der ellers skulle have været en helt almindelig afslappende aftens tur omkring Tusmørkedalen, og generelt bare rundt omkring dalen, blev afbrudt af nogle folk der gik rundt med våben klar til at angribe både hinanden, men også hende. Kvinden ved navn Zaika, de vidste hvad hun var, men hun var ikke bange for dem, hun lod blot sine øjne falde på to af personerne der var mænd der stod forrest som om de var lederne af gruppen, og folkene. De kiggede på hende med sultne øjne, og hun vidste godt de ikke var vampyrer som hende, men hun vidste også godt at hun hurtig kunne snuppe en tår blod her og der, desuden var der jo også stort udvalg. Et lusket smil bredte sig over hendes læber, og hun mærkede den stille regn der begyndte at dale ned fra himlen, koldt, regnvejr, mørkt det hele blev bare ikke bedre i følge hende. Det var virkelig noget af det bedste hun vidste, og himlen var så klar med de enkle stjerne der blinkede og skinnede i nattens mørke. Hendes påklædning bestod af en hvid tætsiddende top, et par stramme sorte jeans, og en sort langærmet trøje udenover toppen, og det lange blonde hår der efterhånden var blevet vådt fra regnen, det samme var hendes tøj. Men hun var ligeglad med det, det eneste der var i hendes øjne var disse folk der stod og kiggede på hende, sendte hende blikke som var hun et monster.
 
 
Det undrede Zaika meget, godt nok var hun en vampyr, godt nok kunne hun være modbydelig, og grusom men det var bare sådan hun var, og hvis det kom dertil, skulle det ikke stoppe hende fra at få sig noget blod, desuden var det også lang tid siden at hun faktisk havde fået sig noget.  Hun havde intet våben sådan rigtigt på sig, og stod blot med et lusket smil, og lagde hovedet lidt på skrå, mens øjnene studerede flokken af folk, hun kendte dem ikke, men gad vide hvad  de også lavede hernede ved tusmørkedalen, især om natten, det var lidt underligt. Hun havde enlig ikke nået at beskæftige sig med noget, før flokken dukkede op, Zaika fandt det morsomt, og vidste det her nok skulle blive spændende og sjovt. 
Det var efterhånden også lang tid siden at hun faktisk havde slås, og bidt i folk, hun savnede følelsen af blod rendende ned i hendes hals, hun savnede at påføre smerte på sit offer mens hendes tænder sank ned i deres halse, der var bare så mange ting hun savnede. Zaika betragtede nogle af mændene der både klædte hende af med øjnene, men også savlede sulten over hende, hun vidste i sidste ende ville de ikke have en chance de var allesammen mennesker, og hun var en vampyr, hvilket betød hun faktisk havde mange fordele, og desuden skulle de være meget heldige hvis de skulle skade hende, så meget at de ville vinde over hende. Dette ville hun bestemt ikke tillade, hun ville aldrig give op, og hun ville bestemt vise dem at man ikke skulle lege med en vampyr, slet ikke en so var sulten, og klar til at sætte kløerne ned i byttet. 
 
 
 
Efter lidt tid kunne hun så se at de to mænd der stod forrest gik hen mod hende, de holdte deres sværd hen mod hende, og sendte hende et bredt smil, og sultent blik, det samme gjorde resten af flokken, og Zaika stod blot med armene over kors, ret afslappet og kunne næsten ikke lade vær med at smile og grine af det hele. I hendes øjne var det ret sjovt, hvordan de faktisk troede de havde en chance imod hende, godt nok var de nogle stykker men Zaika var ikke så svag som nogle måske troede. Nej hun havde faktisk rimelig mange tricks og skjulte ting og sager hun kunne gøre, som ingen vidste eller kendte til. Hun lod hendes øjne betragte de to mænd lidt, og hun trådte lidt hen imod dem, hvorefter de bare holdte deres sværd tættere på hende, men det var hun ligeglad med"Tror i virkelig det der vil stoppe mig....I er alt for dumme....Jeg er hurtigere end jer, det vil sige"sagde hun så med en pause, hvorefter hun pludselig havde fået fat i de to mænds sværd, og pegede dem mod mændene"At jeg faktisk har jeres elskede sværd ligenu...Se i var jo alt for langsomme...Så hvordan vil det her mon gå"Sagde hun med en morskab i stemmen, og et koldt blik og hånlig latter. Hun morede sig rigtig meget over det. 
 
 
De to mænd stod helt overrasket, og den ene trådte godt nok dumt frem mod hende, han lod spidsen af det ene sværd røre hans bryst, han så ud til at være kold i røven overfor hvad Zaika ville gøre, hvilket for hende var fint nok, hun kunne hurtig skaffe ham af vejen, så var der jo en mindre. Et lusket smil bredte sig over hendes læber, og hun pegede med det ene sværd mod mandens strube"Ønsker du virkelig at dø så meget....Du må have et kedelig liv"sagde hun koldt, og fniste hånligt af ham. Manden kiggede lidt på hende, og sagde ikke noget, den anden mand stod helt fast med sine øjne på Zaika, han vidste det her måske var en dårlig idé, men han gav ikke op. Så uden at hun faktisk havde set sig rundt, og slet ikke holdt øje med en skjult person bagved hende, så hun mærkede noget mod hendes hals, en havde skåret hende i halsen dog ikke dybt, men givet hende en flænge så hun blødte. Hun fik hurtigt ramt denne person med begge sværd, så han hurtig døde, derefter var hun begyndt at blive tørstig efter at få dræbt resten af flokken, drikke deres blod og få dem væk fra stedet. Flokken begyndte at blive bange, især fordi Zaika s øjne var begyndt at gløde op i den røde farve, de var blevet røde, og hun var mere end klar på at få sig noget blod, og vise de folk, at det var dumt gjort af deres lille skjulte våben, der skårede hende i halsen, det tog lidt tid før det healede sammen, så blodet dryppede lidt, og Zaika var mest irriteret over det, og stod klar til at dræbe den ene efter den anden.
 
 
Dog skulle hun også passe på med at hun ikke ville miste for meget blod, hun kunne efter at have dræbt halvdelen af flokken mærke, hvor svag hun pludselig blev, hun sank ned i knæene og knuste om jorden mens hun tabte sværdene ud ad hænderne, så de bare lå på jorden foran sig. Hun tog sig til halsen, hvor blodet bare dryppede ned på jorden og gled indimellem hendes fingre*ikke godt....Slet ikke...Jeg skal fikse det her...Det begynder at tage min styrke langsomt...Forbandet blod...*tænkte hun for sig selv, mens hendes øjne spejdede rundt i omgivelserne. 

Tusmørkedalen, nok et af de steder i hele landet Hektor brød sig mindst om. Sidste gang han var her, var fordi han have modtaget et vision fra Isari om at rejse her til i håbet om at kunne finde det nødvendige der kunne assistere ham under den lange krig. Det var her at han fandt både Umbra Bane og Håbets mur, begge magiske genstand han bar på lige nu men det var også her han blev konfronteret med nogle af gengangerne fra fortiden og de hånet ham, hånet hvem han var, hvad han havde været udsat for, hånet mindet om nogle af hans forfædre og som det ikke var nok, var der også nogle dæmoner der havde set ham som et let offer mens han måtte udføre Isaris bud. Ja, han brød sig ikke om Tusmørkedalen i virkeligheden.

Og alligevel havde han rejst hertil, pligten endnu engang forlangte det ad ham. På opfordring af nogle tilrejsende, havde hans orden fået nys om, at nogle af de vogne med stål, jern og andet brugbart til ordnen var blevet forhindret. Ordnen mente at Hektor var den rette til opgaven, dels fordi han havde været i tusmørkedalen før men vigtigere endnu, måske det kunne give ham selv indsigt, noget nogle af de højere stående i ordnen mente at Hektor ville have godt af. Og på deres opfordring, hvis han skulle støde ind i vampyre, skulle han efter bedste evne vurdere dem og situationen. Hektor selv havde blandet oplevelser med vampyre, nogle havde han arbejdet sammen med og de havde fortjent hans respekt mens andre var dem der havde infiltreret hans egen lejr under en falsk påstand og taget livet af nogle soldater under hans kommando inden de blev mødt af døden.

Han sad oppe på hans hest, Manfred, klædt i hans koldt stål rustning, den blå kappe dækkede noget af hjelmen og hang langs ned af hans ryg og hesten, tårnskjoldet, Håbets mur, hang lige under kappen og til side, både så han lettere kun,e hive det frem og for at der kunne være plads på sadlen, to sværd hang i hver deres skede på hans højre side, sværdet fra hans orden og Umbra Bane, klingen Hektor vidste med sikkerhed, ville være nødvendig på disse kanter. Med en fakkel i hånden, første hesten dens bære igennem natten, faklen var det eneste Hektor kunne gå udfra lige nu.

Lyden af turmult og kamp gjorde krigeren opmærksom, han fik hesten i galop for at skynde sig nu. Som han ankom til scene, viste faklen ham hvad det var. En enlig kvinde, imod en flok mænd. Jo hun havde godt nok våben men dette var stadig ikke fair odds. Hektor steg ned af Manfred, tårn skjoldet blev løsne op og fast gjort til hans højre arm, hans sværd fra ordnen blev trukket så han havde det i venstre hånd. Hektor tog nogle skridt hen imod kamp pladsen og gav sig til kende overfor dem alle "Hvad i alverden er dette? En flok lus der vælger at overfalde en kvinde? Har i ingen skam i livet?!" højtråbende og anklagende imod flokken. En af mændene så undren hen på Hektor men i stedet for at svare, valgte han at løbe krigeren i møde, øksen hævede over hovedet og med tillø til at lige ekstra kraft bag slaget. Hektor rystede på hovedet over denne reaktion og så allerede udfaldet inde i hans indre hoved, to skridt fremad i sidste øjeblik og tårnskjoldet forrest satte en stopper for mandens angreb, kort efterfulgt af et sværd hug venstre opad imod mandens hoved, klingen fik fat ved halstruben med et præcis angreb. Manden begyndte at miste balancen, Hektor gik blot fordi ham med en vis selvsikkerhed. Som han nærmede sig, kunne se yderligere detaljer på kvinden, hendes øjne lyste op med en vis rød glød og ned af hendes hals var der blod men det sprøjtede ikke ud, hvor var såret henne? Han så flokken an igen mens han valgte at nærme sig kvindens side "Sidste advarsel. Hold inde med dette eller i må tag jer til takke med et tidligt møde med Kile!" hans ord var truende nu og hans handlinger viste at han ikke var bange for at gøre hvad der måtte gøres. Men klingen var sidste udvej og han håbet inderligt på, at de ville lytte efter.

Lyden af en person der var ankommet, fik hurtig hele situationen til at vende, det var ret hurtigt det skete, og personen kendte hun slet ikke, aldrig havde set ham før, så var spørgsmålet, hvad han lavede her og hvad han mon ville på det sted her. Zaika betragtede de andre mænd, en døde ret hurtigt, hvilket ikke gjorde hende noget fordi det havde de fortjent, eftersom de allesammen var på vej til at dræbe hende, og slå ud efter hende. Zaika kiggede så ned mod hendes fødder, og stod lidt vaklende på benene på trods af blodet der valgte at blive ved med at bløde fra hendes hals, det var virkelig også typisk, og for hende var det også et dårligt tidspunkt det pludselig lige var sket. Hun holdte en hånd overfor det hul der var på halsen, enlig burde det være igang med at heale, men hun syntes det gik for langsomt, så måske var det på tide hun fik drukket noget blod så det kunne gå lidt hurtigere, dog var det som hendes ben var fråsent fast, hun kunne slet ikke bevæge sig fremad i øjeblikket, hun bed sig i underlæben, og var blevet alt for stædig, ikke tale om hun bare skulle stå fast her, hvis det kom til det, ville hun hjælpe til, hun havde stadigvæk en underlig følelse af at hun ville have en hævn overfor disse ynkelige mænd, der en efter en så ud til at forsvinde væk, ja enten det eller også så døde de. Zaika holdte så blikket hen på denne mystiske mand der var ankommet, enlig meget elegant på en hest og det hele, med skjold og sværd, gav vide hvad han var, han var hvist ikke det hun var, fordi hans duft afslørede noget helt andet.
 
 
 
Det så ud til at mændene efter at de havde hørt, hvad den ankomne person havde råbt til dem, havde forstået det lidt og var også tæt på at forsvinde nok, men der var også nogle der bare stod og kiggede på både hende og denne person ved siden af hende. Zaika holdte sit blik på mændene lidt, før hun stoppede med at bide sig i underlæben, hun havde bidt hul i læben, men det gjorde intet for hun slikkede det bare væk. Et bredt smil bredte sig over læberne, og øjnene der stadigvæk havde den rødlig farve, betragtede både mændene, men også de mænd der efterhånden langsomt så alt for bange ud til at fortsætte så de var på vej den anden vej, hvilket for hende var en god idé det så nemlig ud til de ikke skulle lege med både hende, og denne person der var kommet. Zaika kiggede ned mod de to sværd der bare lå på jorden foran hende, hun beundrende enlig sværdene de var ret så flotte, og så ret fine ud med deres enkle detaljer."Så hvem er du, og hvad laver du her"spurgte hun bare, mens hun vendte sig rundt mod ham, lod hendes øjne betragte ham, for at se hvordan han så ud. Hun havde blot hørt hans stemme, og set hurtigt hvordan han så ud, så nu kunne hun ligeså godt få printet hans udseende fast i hendes hoved. 
 
 
Efter at hun havde set på ham, og holdt sit blik hvilende på hans ansigt, valgte hun at kigge væk, hun bukkede sig ned for at samle sværdene op, men hun stoppede op da hun ville samle det andet sværd op, hun skulle også holde for hullet på hendes hals, det blødte stadigvæk, hvorfor kunne det ikke også bare heale lidt hurtigere, det var typisk. Zaika sukkede lidt, og fik kun samlet det ene sværd op"Jeg forstår ikke de mænd der"sagde hun , og lod blikket falde hen på den lille flok der efterhånden var tilbage, nogle så stadig ud til at de ville kæmpe og slås, hvorimod andre bare stirrede på hende og den ankomne person.