Krystallandet
af Dandelion Fireheart » 29. Mar 2015 21:31
Ørerne blev liggende langs hendes hovede som hun så på ham med et koldt blik. At det undrede ham at hun talte hårdt til ham, var ærlig talt en overraskelse. Nok havde han været venlig og imødekommende overfor hende, men han holdte stadig sine kort tøæt på kroppen.. så tæt at hun ikke brød sig om at havde ham for tæt på. han kunne være en eventuel trussel. Hun fnøs af hans ord og gik tilbage af mod klippestenene som udgjorde vandfaldet og kralede op på den første afsats. "Ikke så længe at du ikke er villig til at besvare spørgsmål, som har vigtighed for min klans overlevelse. Så nej. Så har vi ikke noget at snakke om." Hun havde ingen hensigt om at gå fra stedet så længe han var der. Det kunne føre til at han rent faktisk fandt klanen, og hun var ikke tilfreds med hans svar endnu til at lade det ske. Derfor kravlede hun forsvarligt langt op, satte sig og så bare stift ned på ham, som en udkigspost mere eller mindre.
Her sad hun så mens han fik lavet bål og stegt sine fisk. Enkelte gang imellem sørgede hun for at danne sig et overblik over alt andet, men hendes hovedprioritet var at holde øje med hvad han lavede. Han virkede simpelthen alt for rolig og naiv til at være en som havde været udsat for en del gennem tiderne. at være Naiv var hvad der fik en drabt herude. Det eneste var at han ikke ville give sit hjemlands sted væk, men det var han alligevel kommet med. Selvfølgelig for at stille hende tilfreds. Men det virkede bare.. ja fisket, alligevel.
Ørerne blev liggende langs hendes hovede som hun så på ham med et koldt blik. At det undrede ham at hun talte hårdt til ham, var ærlig talt en overraskelse. Nok havde han været venlig og imødekommende overfor hende, men han holdte stadig sine kort tøæt på kroppen.. så tæt at hun ikke brød sig om at havde ham for tæt på. han kunne være en eventuel trussel. Hun fnøs af hans ord og gik tilbage af mod klippestenene som udgjorde vandfaldet og kralede op på den første afsats. "Ikke så længe at du ikke er villig til at besvare spørgsmål, som har vigtighed for min klans overlevelse. Så nej. Så har vi ikke noget at snakke om." Hun havde ingen hensigt om at gå fra stedet så længe han var der. Det kunne føre til at han rent faktisk fandt klanen, og hun var ikke tilfreds med hans svar endnu til at lade det ske. Derfor kravlede hun forsvarligt langt op, satte sig og så bare stift ned på ham, som en udkigspost mere eller mindre.
Her sad hun så mens han fik lavet bål og stegt sine fisk. Enkelte gang imellem sørgede hun for at danne sig et overblik over alt andet, men hendes hovedprioritet var at holde øje med hvad han lavede. Han virkede simpelthen alt for rolig og naiv til at være en som havde været udsat for en del gennem tiderne. at være Naiv var hvad der fik en drabt herude. Det eneste var at han ikke ville give sit hjemlands sted væk, men det var han alligevel kommet med. Selvfølgelig for at stille hende tilfreds. Men det virkede bare.. ja fisket, alligevel.
af Dandelion Fireheart » 24. Mar 2015 18:23
Dandelions øre lagde sig med det samme ned lags hendes hovede, mens hun så hårdt på ham, med et koldt blik. "Jeg hørte udemærket hvad du sagde til mig! Ingen grund til at forsøge at nedværdige min intelligens. Du fortalte at du havde hørt om en Ræveklan i dette område. Det bringer dig i forvejen to skridt foran! Specielt fordi, jeg intet kendte til din. Aldrig hørt om den på noget tidspunkt. Og så kommer du her og tror at du kan slippe af sted med bare at sige en ø! Er du klar over hvor mange øer der findes om landet? Pænt mange. Hvis du stod i mit sted, ville du så finde det retfærdigt?! Jeg har oplevet rigeligt med svindlere og ondt folk som kun ønsker at skade og ødelægge. Så undskyld mig for at være beskyttende overfor noget som betyder alt for mig.." kom der tydeligt knurrende fra hende, som hun viste tænder i processen. Dandelion havde et frygteligt temperament, og mange ville nok påpege at de blot var gået forkert af hinanden. Men hun var hverken til at bide eller stikke i. Hun brød sig ikke om måden han havde grebet det her an, og var stærkt utilfreds derved. Nok fortalte han bagefter hvor han var fra, og selvom navnet ikke for hende var bekendt, hjalp det stadig. I hvert fald lidt. Hun sad stadig så ned på ham med et hårdt blik et godt stykke tid endnu.
Dandelion tog en dyb indånding og rystede let på hovedet. "Ikke rigtig.. jeg spiser det, hvis det er nødvendigt.. men bryder mig egentlig ikke om det." svarede hun og forsøgte at bløde lidt op igen. Det var svært, men det var alligevel tydeligt at han bare nærmest sad der og tullede rundt. At han ikke ligefrem var skræmmende. Og skulle han vise sig at være det, så var hun ikke ligefrem nem at løbe om hjørner med.
Det ene øre løftede sig lidt mere som han tog spydet, men hun flyttede sig ikke og så bare på mens han nu fik fanget fisk.. en først og den anden ikke voldsomt lang tid bagefter.
Hun rystede roligt på hovedet af hans forespørgsel. Hun gad ikke rigtig at gå over floden, for kunne hun undgå at blive våd gjorde hun det.. men hun var jo heller ikke ligefrem glad for fisk. "Ellers tak.." svarede hun endelig, da hun huskede at man vidst nok brugte mere ord, end kropssporg andre steder i landet. "Hvorfor er du her egentlig? Du beskrev din ø som værende et dejligt sted.. hvorfor ville nogen tage derfra?" hun kunne vel lige så godt samle lidt information.. og måske var hun også lidt nysgerrig.
Dandelions øre lagde sig med det samme ned lags hendes hovede, mens hun så hårdt på ham, med et koldt blik. "Jeg hørte udemærket hvad du sagde til mig! Ingen grund til at forsøge at nedværdige min intelligens. Du fortalte at du havde hørt om en Ræveklan i dette område. Det bringer dig i forvejen to skridt foran! Specielt fordi, jeg intet kendte til din. Aldrig hørt om den på noget tidspunkt. Og så kommer du her og tror at du kan slippe af sted med bare at sige en ø! Er du klar over hvor mange øer der findes om landet? Pænt mange. Hvis du stod i mit sted, ville du så finde det retfærdigt?! Jeg har oplevet rigeligt med svindlere og ondt folk som kun ønsker at skade og ødelægge. Så undskyld mig for at være beskyttende overfor noget som betyder alt for mig.." kom der tydeligt knurrende fra hende, som hun viste tænder i processen. Dandelion havde et frygteligt temperament, og mange ville nok påpege at de blot var gået forkert af hinanden. Men hun var hverken til at bide eller stikke i. Hun brød sig ikke om måden han havde grebet det her an, og var stærkt utilfreds derved. Nok fortalte han bagefter hvor han var fra, og selvom navnet ikke for hende var bekendt, hjalp det stadig. I hvert fald lidt. Hun sad stadig så ned på ham med et hårdt blik et godt stykke tid endnu.
Dandelion tog en dyb indånding og rystede let på hovedet. "Ikke rigtig.. jeg spiser det, hvis det er nødvendigt.. men bryder mig egentlig ikke om det." svarede hun og forsøgte at bløde lidt op igen. Det var svært, men det var alligevel tydeligt at han bare nærmest sad der og tullede rundt. At han ikke ligefrem var skræmmende. Og skulle han vise sig at være det, så var hun ikke ligefrem nem at løbe om hjørner med.
Det ene øre løftede sig lidt mere som han tog spydet, men hun flyttede sig ikke og så bare på mens han nu fik fanget fisk.. en først og den anden ikke voldsomt lang tid bagefter.
Hun rystede roligt på hovedet af hans forespørgsel. Hun gad ikke rigtig at gå over floden, for kunne hun undgå at blive våd gjorde hun det.. men hun var jo heller ikke ligefrem glad for fisk. "Ellers tak.." svarede hun endelig, da hun huskede at man vidst nok brugte mere ord, end kropssporg andre steder i landet. "Hvorfor er du her egentlig? Du beskrev din ø som værende et dejligt sted.. hvorfor ville nogen tage derfra?" hun kunne vel lige så godt samle lidt information.. og måske var hun også lidt nysgerrig.
af Dandelion Fireheart » 23. Mar 2015 13:58
Dandelion klemte sine øjne sammen til sprækker som han nægtede at fortælle hvor hans klan lå. Irritationen voksede. Ikke fordi hun ikke forstod ham, for det gjorde hun. men hun syntes helt ærligt ikke at det var for meget forlangt nu han tilsyneladende vidste hvor hendes var. Hun holdte et langt blik på ham, som var dalet en del i graderne hvad angik venlighed. "Oh. Sikke en logik. Du ved tilsyneladende hvor min er, men du vil ikke afsløre din egens lokation. Ikke særlig troværdigt." fnøs hun af ham og trak sine ben til sig og sad stadig og fulgte hver eneste bevægelse han lavede. Nok virkede han ikke farlig, men det var skeptisk at han vidste noget om hendes når hun intet vidste om hans. "Hvad ved du om min klan? Og hvorfor ved du noget om den. Specielt nu du ikke ser ud til at være villig til at dele hvor du kommer fra." De brune øjne var skarpe, selvom deres naturlige varme stadig var der. Hun var og blev skeptisk, og overbeskyttende for klanens sikkerhed.
Dandelions blik ramte kort vandet og ellers direkte tilbage til Kröton igen. "Ja, det er rart. Betyder mere mad." kommenterede hun næsten intetgivende. Så længe han ikke som sådan delte, gjorde hun heller ikke. Og at nævne at det lå på en ø, hjalp hende absolut ikke! Det var en verden hun ikke kendte til, selvom de så ud til at kende hendes verden. En skræmmende tanke egentlig. Men han kunne jo selvfølgelig også lyve. Det var så spørgsmålet om han gjorde. Tanken omkring hvorvidt det var jægernes forsøg på at være snedige. Kunne ligne dem.
Dandelion klemte sine øjne sammen til sprækker som han nægtede at fortælle hvor hans klan lå. Irritationen voksede. Ikke fordi hun ikke forstod ham, for det gjorde hun. men hun syntes helt ærligt ikke at det var for meget forlangt nu han tilsyneladende vidste hvor hendes var. Hun holdte et langt blik på ham, som var dalet en del i graderne hvad angik venlighed. "Oh. Sikke en logik. Du ved tilsyneladende hvor min er, men du vil ikke afsløre din egens lokation. Ikke særlig troværdigt." fnøs hun af ham og trak sine ben til sig og sad stadig og fulgte hver eneste bevægelse han lavede. Nok virkede han ikke farlig, men det var skeptisk at han vidste noget om hendes når hun intet vidste om hans. "Hvad ved du om min klan? Og hvorfor ved du noget om den. Specielt nu du ikke ser ud til at være villig til at dele hvor du kommer fra." De brune øjne var skarpe, selvom deres naturlige varme stadig var der. Hun var og blev skeptisk, og overbeskyttende for klanens sikkerhed.
Dandelions blik ramte kort vandet og ellers direkte tilbage til Kröton igen. "Ja, det er rart. Betyder mere mad." kommenterede hun næsten intetgivende. Så længe han ikke som sådan delte, gjorde hun heller ikke. Og at nævne at det lå på en ø, hjalp hende absolut ikke! Det var en verden hun ikke kendte til, selvom de så ud til at kende hendes verden. En skræmmende tanke egentlig. Men han kunne jo selvfølgelig også lyve. Det var så spørgsmålet om han gjorde. Tanken omkring hvorvidt det var jægernes forsøg på at være snedige. Kunne ligne dem.
af Dandelion Fireheart » 22. Mar 2015 13:09
Dandelion forholdte sig ganske roligt som hun blot sad der og bestemte sig for om han var farlig eller ej. Hun havde ikke mødt nogen halvdyr udenfor for sin egen klan. Og der var de oven i købet alle sammen ræve. Det var han tydeligt ikke, men heller ikke som sådan et dyr hun var bange for. Klanen var stødt ind i ulve før, og de havde en skjult overensstemmelse om at lade hinanden være. Det fungerede og havde det gjort de sidste mange århundreder. Men et halvdyr i ulvefamilien. Den var ny.
Hun stilte sig op og blev fuldt synlig for hans blik, som han havde siddet noget tid. Han så ikke farlig ud og selv hvis han var, var Dandelion overmodig nok til at tage chancen, og var også i den overbevisning at hun kunne give ham et minde eller to hvad angik ar, hvis det skulle vise sig at gå i den retning. "Ja, jeg er for ræveklanen, som jeg troede var mere skjult end som så!. Det er en dejlig og smuk morgen, godt du nyder den. Og tak, jeg er også selv meget begejstret for min pels, selvom dens farve gør det lidt besværligt at skjule sig engang imellem. Specielt i sommerperioden hvor alt er grønt, hvorimod efteråret hvor alt har en mere varm farve, som ligger tæt op ad min egen." fortalte hun ud i et, besvarede alle hans spørgsmål frem til nu, og satte endda lidt mere på. Hun smilede skævt og gik lidt længere ned af vandfaldet og var nu næsten på samme niveau som ham. Her satte hun sig på en sten og så igen på ham, med en forsvarlig afstand på nogle meter. "Hvor ligger denne wulf-klan?" kom der promte som spørgsmål som han havde præcenteret sig. Hun var nervøs af en grund. Fremmede klaner skulle der føles let på, inden noget blev slået fast. "Jeg er Dandelion, krigskaptejnens ældste datter." præcenterede hun trods alt sig selv til sidst, og blev siddende på stennen så afventende på ham. Hun ville helst afsløre så lidt som muligt om sin egen klan, med mindre hun bedre kunne mærke at han var til at stole på. Man skulle passe på disse dage.
Dandelion forholdte sig ganske roligt som hun blot sad der og bestemte sig for om han var farlig eller ej. Hun havde ikke mødt nogen halvdyr udenfor for sin egen klan. Og der var de oven i købet alle sammen ræve. Det var han tydeligt ikke, men heller ikke som sådan et dyr hun var bange for. Klanen var stødt ind i ulve før, og de havde en skjult overensstemmelse om at lade hinanden være. Det fungerede og havde det gjort de sidste mange århundreder. Men et halvdyr i ulvefamilien. Den var ny.
Hun stilte sig op og blev fuldt synlig for hans blik, som han havde siddet noget tid. Han så ikke farlig ud og selv hvis han var, var Dandelion overmodig nok til at tage chancen, og var også i den overbevisning at hun kunne give ham et minde eller to hvad angik ar, hvis det skulle vise sig at gå i den retning. "Ja, jeg er for ræveklanen, som jeg troede var mere skjult end som så!. Det er en dejlig og smuk morgen, godt du nyder den. Og tak, jeg er også selv meget begejstret for min pels, selvom dens farve gør det lidt besværligt at skjule sig engang imellem. Specielt i sommerperioden hvor alt er grønt, hvorimod efteråret hvor alt har en mere varm farve, som ligger tæt op ad min egen." fortalte hun ud i et, besvarede alle hans spørgsmål frem til nu, og satte endda lidt mere på. Hun smilede skævt og gik lidt længere ned af vandfaldet og var nu næsten på samme niveau som ham. Her satte hun sig på en sten og så igen på ham, med en forsvarlig afstand på nogle meter. "Hvor ligger denne wulf-klan?" kom der promte som spørgsmål som han havde præcenteret sig. Hun var nervøs af en grund. Fremmede klaner skulle der føles let på, inden noget blev slået fast. "Jeg er Dandelion, krigskaptejnens ældste datter." præcenterede hun trods alt sig selv til sidst, og blev siddende på stennen så afventende på ham. Hun ville helst afsløre så lidt som muligt om sin egen klan, med mindre hun bedre kunne mærke at han var til at stole på. Man skulle passe på disse dage.
af Dandelion Fireheart » 17. Mar 2015 23:11
Dandelion sørgede for skarpt at holde øje med hver eneste bevægelse. den fremmede rejste sig og gik rundt. Ingen alarmer startede der, andet end at hun blot sad og kiggede roligt på ham. Det ville også undre hende gevaldigt meget hvis hun ikke var blevet opdaget, eller at han i det mindste havde lugtet hende. Ellers ville han havde været et nemt offer iblandt andre rovdyr. Der gik heller ikke lang tid før at hans blik ramte hende og han stoppede. Dandelion rørte sig ikke ud af flækken, andet end et enkelt løftet øjenbryn, som hurtigt faldte på plads igen.
den fremmede stod helt og aldeles stille og Dandelion følte det kort som om at han stirrede utrolig intenst på hende. Noget hun ikke var helt sikker på hvorvidt hun skulle bryde sig særlig meget om. Hun begyndte at mærke trangen til at gå længere væk, da han var kommet for tæt på hende. En følelse der var kommet kriblende og som hun nu tog bedre imod. Hun havde mødt ubehageligheder før, som havde været bedst at holde afstand til. Hun gik derfor længere væk fra ham, et par få meter, før hun satte sig tilbage ned i halvskjul. Han nikkede alligevel til hilsen, og hun sad længe tøvende og kiggede på ham, før hun selv nikkede tilbage. Dandelion var lidt i krig med sig selv om hvorvidt hun skulle tage kontakt eller flygte væk. Hun gav det lidt tid endnu, før hun ville besvare sit eget spørgsmål.
Dandelion sørgede for skarpt at holde øje med hver eneste bevægelse. den fremmede rejste sig og gik rundt. Ingen alarmer startede der, andet end at hun blot sad og kiggede roligt på ham. Det ville også undre hende gevaldigt meget hvis hun ikke var blevet opdaget, eller at han i det mindste havde lugtet hende. Ellers ville han havde været et nemt offer iblandt andre rovdyr. Der gik heller ikke lang tid før at hans blik ramte hende og han stoppede. Dandelion rørte sig ikke ud af flækken, andet end et enkelt løftet øjenbryn, som hurtigt faldte på plads igen.
den fremmede stod helt og aldeles stille og Dandelion følte det kort som om at han stirrede utrolig intenst på hende. Noget hun ikke var helt sikker på hvorvidt hun skulle bryde sig særlig meget om. Hun begyndte at mærke trangen til at gå længere væk, da han var kommet for tæt på hende. En følelse der var kommet kriblende og som hun nu tog bedre imod. Hun havde mødt ubehageligheder før, som havde været bedst at holde afstand til. Hun gik derfor længere væk fra ham, et par få meter, før hun satte sig tilbage ned i halvskjul. Han nikkede alligevel til hilsen, og hun sad længe tøvende og kiggede på ham, før hun selv nikkede tilbage. Dandelion var lidt i krig med sig selv om hvorvidt hun skulle tage kontakt eller flygte væk. Hun gav det lidt tid endnu, før hun ville besvare sit eget spørgsmål.
af Dandelion Fireheart » 17. Mar 2015 22:34
Dagene var begyndt at blive varmere og varmere, som foråret meldte sin ankomst. Dette var heller ingen undtagelse i medanien hvor solen stod højt på himmelen og lod livet vokse frem fra deres vinterskjul. Planter og blomster sprang ud i flor, fuglende fløjtede lystigt og muntert i træernes kroner, samt dyrelivet i skovbunden kom frem fra deres huler og skjul. Alt var som det skulle være. Alt var fyldt med liv og forårets præg.
Dandelion var heller ingen undtagelse. Hun lød hurtig og glad rundt i skovbunden med sit folk. Hun var stærkt fokuseret på altid at se sig omkring på enge, marker og områder som generelt grænsede sig til skovens midte. Midten hvor hendes klan var bosat og havde holdt til i utal af generationer.
Dette medførte også at den rødhårede kvinde med buskede ræve øre og den lange rævehale havde begivet sig hen imod vandfaldet. Noget over fandet var bare rart at se på. Hun hoppede sjældent i, selvom det var en ganske rar følelse. Men halen og håret tog så lang til om at tørre og blev utrolig tungt af at blive gennemblødt. Hun havde kravlet rundt ved vandfaldes top, og drak af det strømmende vand, da en bevægelse fik hendes øre til at løfte sig. En skikkelse bevægede sig rundt ved bunden af vandfaldet og lagde sig i grasset. Hun kiggede frem fra sit skjul bag en sten, med hovedet let på skrå. Fremmede var ikke Dandelions kop the, men ud fra halen og ørerne, var han et halvdyr ligesom hende. Bare en anden art åbenbart. Hun kravlede ned til ca midt vandfald og sad let skjult bag klipper og planter, som hun studerede.
Dagene var begyndt at blive varmere og varmere, som foråret meldte sin ankomst. Dette var heller ingen undtagelse i medanien hvor solen stod højt på himmelen og lod livet vokse frem fra deres vinterskjul. Planter og blomster sprang ud i flor, fuglende fløjtede lystigt og muntert i træernes kroner, samt dyrelivet i skovbunden kom frem fra deres huler og skjul. Alt var som det skulle være. Alt var fyldt med liv og forårets præg.
Dandelion var heller ingen undtagelse. Hun lød hurtig og glad rundt i skovbunden med sit folk. Hun var stærkt fokuseret på altid at se sig omkring på enge, marker og områder som generelt grænsede sig til skovens midte. Midten hvor hendes klan var bosat og havde holdt til i utal af generationer.
Dette medførte også at den rødhårede kvinde med buskede ræve øre og den lange rævehale havde begivet sig hen imod vandfaldet. Noget over fandet var bare rart at se på. Hun hoppede sjældent i, selvom det var en ganske rar følelse. Men halen og håret tog så lang til om at tørre og blev utrolig tungt af at blive gennemblødt. Hun havde kravlet rundt ved vandfaldes top, og drak af det strømmende vand, da en bevægelse fik hendes øre til at løfte sig. En skikkelse bevægede sig rundt ved bunden af vandfaldet og lagde sig i grasset. Hun kiggede frem fra sit skjul bag en sten, med hovedet let på skrå. Fremmede var ikke Dandelions kop the, men ud fra halen og ørerne, var han et halvdyr ligesom hende. Bare en anden art åbenbart. Hun kravlede ned til ca midt vandfald og sad let skjult bag klipper og planter, som hun studerede.
Chatboks
IC-chat▽