Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Sídhil Lithwen (Sîdh: Peace, Lith: Ash/sand/dust)
Kaldet: Sídhil
Køn: Kvinde
Alder: 141
Fødselsdag: 31/10
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Har altid troet på alle Guder, og er blevet lært fra barnsben af at man bekender sig til Isari, lysets Gudinde, men efterhånden som hun er begyndt at blive mere lærd, er hun begyndt at hælde til Aladrios.
Erhverv: Eventyrer, filosof, kropige på Tusmørkekroen
Nuværende levested: Omrejsende - Opholder sig pt. på kroen i Tusmørkely
Race: Blandingsrace - Mørkelver og Ørkenelver
Uddybende om race: Halvt mørkelver, halvt ørkenelver. Sídhils mor er ørkenelver, og faderen er mørkelver.

Udseende

Højde: 154 cm
Vægt: 43 kg


Sídhil har et utroligt usædvanligt udseende, taget hendes rødder i betragtning. Hun er ikke særligt høj med sine kun 154 cm, og hendes hud er ekstremt lys, på trods af de mørkelviske og ørkenelviske gener, og i ansigtet har hun nogle flotte, elviske tatoveringer, hun har fået lavet af sin shaman. Hun har som alle andre elvere, flotte spidse ører, og hun har klippet sit sorte hår i en kort, drenget frisure, som hun ofte pynter med fletninger og perler. Hendes øjne har en flot, skovgrøn farve, meget ulig resten af hendes stamfæller.
Hun er slankt bygget, med lange ben og arme. Men hun er også meget androgyn, med små bryster og smalle hofter. Hendes træk er meget lyse, lyserøde i det. Rundt om øjnene og på ryggen, langs rygraden er hendes hud en del mørkere, på grund af hendes fars mørke hud.
Sídhil går ofte i de typiske ørkenelverklæder, lange, flotte silkekjoler, masser af smykker og perler.

Magi

Magisk evne (1): Kan genopleve folks ondeste øjeblikke
Hvis Sídhil kommer i fysisk kontakt med en anden person, (hud til hud) vil hun kunne genopleve folks minder, hvor de har været ondskabsfulde mod andre. Hun er slet ikke herre over hvornår det sker, og det sker oftest kun hvis den person hun rører ved stoler på hende og er afslappet, altså at deres sind er blankt.

Sídhil vil opleve mindet, som om det er hende selv der står i situationen for allerførste gang. Lad os for eksempel sige, din karakter er gift, og dennes mand/kone har gjort noget, hvor din karakter følte at han/hun skulle tage hævn. Din karakter har så gået i seng med mandens/konens allernæreste ven. Det Sídhil oplever, er så nogle få hede sekunder af din karakters minde om det, hvor I ligger fuldstændig viklet ind i dyner og hinanden, og det er intimt og intenst og forbudt og din karakter tænker på hvor fedt det er at få hævn på denne måde. Sídhil vil opleve samme begær, skadefro og triumferen, som din karakter gjorde i øjeblikket.

Eller der har måske været en rigtig ubehagelig episode med din karakters partner, hvor de skændtes helt vildt og til sidst følte din karakter så meget afmagt, at han/hun slog sin partner, hvorefter de fortrød det. Så vil Sídhil opleve det øjeblik hvor hånden rammer kinden, og hvordan skyldfølelsen skyller ind over hende med det samme.

I de sekunder hvor Sídhil bliver opslugt af mindet, oplever hun at hun er præcis samme sted som mindet er foregået, men det der fysisk sker med hendes krop er at hun bliver stiv som et bræt og hun bliver helt slørret i øjnene. Hvis mindet er for intenst eller følelsesmæssigt overstimulerende, kan hun risikere at besvime. For eksempel hvis hun oplever at dolke en ihjel, da oplevelsen er så hurtig og altopslugende.
Dygtighed til at kontrollere evne: Lidt trænet

Magisk evne (2): Evnen til at lokalisere genstande/personer, man tidligere har været i kontakt med.

Sídhil kan fornemme eller se, hvor personer/genstande hun tidligere har været i kontakt med er. Det kræver dog at hun har haft en følelsesmæssig tilknytning til denne her person eller genstand. Og hun kan ikke vide præcis hvor den er, hun ser mere i slørrede billeder, hvad der ligger omkring den. Et godt eksempel er dengang Sídhil tabte den halskæde hun har fået af sin mor i Ørkenen, på vej til Tusmørkedalen. Når hun lukker øjnene og fokuserer på det smykke hun har haft med sig hele sit liv, kan hun se og fornemme sand, hele vejen rundt om sig. Sommetider kan hun se himlen også, men ellers fornemmer hun bare de omgivelser og sanseindtryk, der er omkring genstanden/personen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Når man først møder Sídhil, kan hun godt virke lidt forvirret eller intens, men det er bare fordi hun er enormt følelsesladet og impulsstyret. Hun lytter altid meget mere til sit hjerte, end sin mave eller sin logik. Hendes mor har brugt enormt meget energi, på at lære hende at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, så hun er enormt ydmyg, taknemmelig og høflig. Grundet hendes noget ensomme barndom, har hun dog lært at klare sig uden den helt vilde sociale kontakt, men det ændrer ikke på det faktum at hun helt vildt gerne vil connecte med andre individer. Hun har en stor retfærdighedssans og ser alle væsner som værende ligeværdige, også selvom hun selv er Elver.

Hvis man bliver venner med Sídhil, vil man opleve at få den mest loyale, hjælpsomme kompagnon, som er god til at lave mad, ved hvad for nogle planter der er sjove at spise i naturen, og som altid er frisk på kreative idéer.

Grundet de mange timer hun har investeret i at læse og skrive, er hun blevet enormt velformuleret. Hun taler selvfølgelig Ørkenelvisk, og hendes Krystalianske er også blevet rigtigt flot og varieret med årene. Hvis der er noget hun ikke kan klare, så er det folk der lider. Det værende fordi de er sultne, fattige, eller bare i dårligt humør, så vil hun gå langt, for at få en person til at smile, eller dele sin sidste mad.

Hun er enormt nysgerrig og videbegærlig. Hvis hun kommer hjem til nogen som har en privat samling af tekster og bøger, så skal hun lige have lov til at skimte det igennem. Hun er enormt fascineret af viden, især fordi hun har levet under jorden i så mange år. Hun har også ret let ved at lære nye ting.

Elsker: Naturen, naturligt sollys, meningsfulde samtaler, meditation, ny viden, nye venskaber

Hader: Hun prøver på ikke at hade noget.

Talenter: Hun er enormt god til alkymi og planter, da hun er opvokset med det. Hun har grønne fingre og enormt nemt ved at skulle gennemskue ny viden. Hun er også god til at skrive digte og recitere poesi, og grundet hendes naturlige kreative gen, udtrykker hun sig også gennem maleri og tegning.

Styrker: God til at finde vej, selvstændig, god til at samarbejde, ærefuld, dufter altid godt, venligsindet, modig, eventyrlysten, har altid hjertet med sig, lærenem, eftertænksom, kreativ, ærlig, hensynsfuld, hjælpsom, åben for nye venskaber, beskyttende, moderlig, hjertevarm, gode manerer, pligtopfyldende, retfærdig, god til at undgå konflikter, spirituel, velformuleret, selvstændig

Svagheder: Har berøringsangst, følelsesladet, uorganiseret, klodset, ubeslutsom, svaghed overfor dæmoner, masochistisk, ude af stand til at lyve, ville aldrig kunne slå et andet væsen ihjel, påvirket af dyb sorg, forvirret, følelsesmæssigt ustabil, lader sig nemt undertrykke, forlanger for meget af sig selv/andre

Baggrundshistorie

Du kan bare scrolle ned til det første billede, hvis du ikke magter læse forældrenes historie også :)



Historien startede allerede helt tilbage i år 945, hvor mørkelveren Deldhinor Morndir blev født. Han blev født ind i en klan af kannibalistiske Mørkelvere, der boede dybt inde i Amazonitskoven, grænsende op til bjergene mod Tusmørkedalen. Allerede fra han kunne gå og udtrykke sig, vidste de andre Mørkelvere i klanen, at han var anderledes. På trods af den hårde disciplin og dræberlektionerne, blev den stakkels lille mørkelver ved med at være fyldt med kærlighed og varme. Om aftenen ville han nusse og putte med de andre elvere, inden han skulle sove og han var enormt humoristisk og kreativ, hvilket fik de andre Mørkelvere til at se meget skævt til ham. Han var ikke så god til autoritetsfigurer, for i hans øjne var alle levende væsner ligestillede, så han tiltalte de Ældre på præcis samme måde som de yngre.

Han var kun lige gammel nok til at klare sig selv, da han blev udvist fra klanen, ikke mere end 14 år gammel, og så stod han lige pludselig der, mutters alene, som mørkelver, en af de mest rodløse og ildesete racer, og skulle klare sig selv. Med hjertet fuld af kærlighed og hjernen fuld af nysgerrighed drog den unge mørkelver ud i verden. Hans rejse førte ham først til Dianthos, hvor han mødte en ældre herre, et menneske, som var en vellæst astrolog og filosof. Her kom han først i lære, og blev senere ansat som assistent, hvor han arbejdede indtil astrologen døde, i år 980. Da havde han mødt og lært nogle andre filosoffer at kende, og en foreslog ham at han kunne drage længere nordpå, der var meget mere viden at finde der, hos dværgefolket.

Først drog han til Nordvik, hvor han blev mødt af en gæstfrihed han endnu ikke havde oplevet. Han fik arbejde hos byens bibliotekar, og der gik ikke længe før han mødte og blev venner med en dværg fra Dragorn, der snart tog ham med til den underjordiske by. Her brugte Deldhinor mange år på at studere og læse, han lærte blandt andet at tale dragoran og troldisk. Han mødte også mange spændende individer, både dværge, skovelvere, orker og trolde. Og hele tiden hældte han sin kærlighed ud til dem han mødte, interesserede sig ligemeget for dem alle, og følte i sit hjerte præcis den samme næstekærlighed for dem alle. Her var han indtil 1016, hvor Mørket første gang angreb Krystallandet, og grundet den igen-opflammende racisme, og dværgenes tætte samarbejde med Lyset, blev Deldhinor jaget afsted, og han måtte drage på den lange rejse tilbage til Amazonitskoven. På vejen, mødte han en meget berejst vampyr, der fortalte ham om Tusmørkely, en by hvor folk ikke blandede sig i andres sager.

Her endte han, og han brugte mange år på at studere, møde mennesker, sprede kærlighed, elske, blive elsket, lære, lære fra sig, han studerede botanik og gartneri, alkymi, filosofi, kunst og alt muligt som ellers var hans race så uvant - og det kom ham helt naturligt. Han rejste rundt, studerede, filosoferede, men han blev ved med at vende tilbage til sit lille hyggelige hus han havde fået købt sig i Tusmørkedalen.

I 1540 var han med ude på opdagelsesrejse sammen med nogle af sine venner. De havde levet som nomader nogle år, rejst rundt, undersøgt og kortlagt de dele af Krystallandet, hvor andre levende væsner endnu ikke havde været - eller ihvertfald dokumenteret at de havde. De opdagede en lille ø Topalis, syd for Amazonitskoven. De besluttede sig for at slå sig ned blandt stammefolkene, og her mødte Deldhinor elementaler for første gang i sit liv. Han brugte de næste par år på at studere ø-folket, deres planter og natur, deres samfund, man snart blev den nye besætning på øen grådig og de jagede Topalis-folket væk fra deres hjemstavn, hvilket knuste Deldhinors hjerte. Han drog derfor hjem til Tusmørkely, for at fortsætte sin rejse rundt i Krystallandet.

Året blev 1632, og et enormt jordskælv lagde Krystallandet i ruiner. Her brugte Deldhinor de næste par år på at hjælpe med at genopbygge Tusmørkedalen, som efterhånden var blevet hans permanente hjem. Men snart kedede han sig, og han trængte til at møde nye individer, og hælde sin kærlighed og nysgerrighed ind i noget nyt, så endnu engang forberedte han sig på at leve noget tid som nomade. Han drog igennem Amazonitskovene, og syd på ned mod Medanien, hvor han fik arbejde hos en alkymist og healer, der faktisk nedstammede fra Topalis-folket.

Nogle år efter, i 1644, blev ørkenelveren Iarwen Lothuialdis født i Thal’Elor. Hun kom fra en stolt slægt af botanister, gartnere, urtemestre, alkymister og shamaner, som alle bekendte sig til Isari, og var godhjertede, varme, medfølende elvere. De havde en stærk chakra og var enormt fintunede overfor folks energier, og Iarwen var ingen forskel. Allerede fra da hun var meget ung af, kunne hun bruge og dominere hendes healende evner, men en ting hun dog ikke forstod, var alle de skyggelignende væsner, der syntes at følge efter de fleste. I hendes yngre år var hun enormt bange for skyggerne, og talte ikke om dem, før en dag da hun var omkring 42 år gammel. Hendes far var igang med at hele en af Ørkenelverne fra Ældre Rådet. Der hev hun ham i ærmet, og sagde: “Far, kan du ikke også se skyggen som danser på Arahaelons brystkasse?” Da havde både den Ældre og faren drejet sig mod hende med forundring i øjnene.

Der gik ikke længe før resten af Thal’Elor hørte om Iarwens specielle evne. Snart vrimlede det endnu mere med folk i farens shaman-shop, for nu ville folk ikke kun heles eller have spået deres fremtid eller dyrke ritualer - nej, de ville i kontakt med de døde. Og alle har jo en eller anden de har mistet på et tidspunkt, og Iarwen var sindssygt dygtig til at komme i kontakt med dem - især når hun var i kontakt med det menneske, der ønskede kontakt til den anden side.

Iarwen brugte de næste mange hundrede år på at skabe sig i et navn i det ørkenelviske samfund. Eftersom hendes far var byens shaman, kendte folk hende allerede, men hendes egne ekstraordinære evner, var helt klart det der skabte hendes ry. Hun studerede og læste og uddannede sig selv, først om ørkenelvernes historie, senere om skovelvernes, og så de andre elvere. Snart begyndte hun at studere andre sprog og racer og kulturer, men hun forlod aldrig Thal’Elor, selvom hun vidste nærmest alt om verden ude på den anden side. Ikke fordi hun ikke var nysgerrig, for det var hun virkelig, men nærmest 24 timer i døgnet var der folk der ville have hende til at snakke for dem, eller kontakte en de savnede, eller give en besked videre til en på den anden side.

Faderen udvidede shaman-shoppen, så Iarwen fik sit eget rum, hvor hun kunne agere medie for folk. Hun studerede og dyrkede kærligheden, men fandt aldrig en partner hun havde lyst til at dele livet med. Hendes forældre havde været sammen i 1000 år, og Iarwen forventede at møde en hun kunne elske ligeså dybt og ligeså længe. Da hun blev 150 år gammel, i år 1794, satte hun sin far ned og sagde: “Far. Nu vil jeg rejse. Har siddet hele mit liv i denne her underjordiske by og kun mødt folk som os. Jeg har aldrig set solen. Jeg bliver nødt til at opleve den verden der er udenfor ørkenen,” og afsted drog hun.

Først drog hun mod vest, mod Medanien, da hendes far havde foreslået at tage den vej ind over. Hun var pakket op med det mest nødvendige - skiftetøj, mad til turen, penge, og et langt, elegant sværd, som havde været i familien i flere generationer, og som det nu var hendes tur til at bære. Hun fandt en kro i Landsbyen, og begyndte så at møde folk og fæ fra Medaniens rige. Der gik ikke længe før hun mødte den absolut fortryllende Mørkelver Deldhinor. De forelskede sig lynhurtigt - det var som om de var skabt for hinanden, for ingen af dem havde endnu oplevet at være forelsket eller have et forhold til en anden, men de to... Det var match made in heaven, og det der originalt skulle have været en rejse på måske et år, blev til en rejse på ti år, hvor de rejste rundt i det sydlige og vestlige Krystalland sammen. De boede et par år i tusmørkedalen, og et par år i Landsbyen. Snart begyndte folk at tale om at der var en Mørkelver og en Ørkenelver, (som var yderst eftertragtet på slavemarkedet) der rejste land og rige rundt, og talte med Gud og hver mand, så snart blev deres veje nødt til at skilles.

Da Iarwen igen rejste hjem til Thal’Elor, var det år 1805. Da hun først bevægede sig ned i de underjordiske gange, var der ikke så mange der hilste på hende. Det virkede faktisk lidt som om de ignorerede hende. Hun tog hjem til sin fars shaman-shop, og her blev hun først mødt af omfavnelser, kram og kys, og bagefter skældte hendes mor helt vildt ud, fordi både hende og Far havde været helt vildt bekymrede, de havde ikke hørt noget i ti år, og havde det ikke været for Fars evne til at fornemme om hun stadig trak vejret, så havde de holdt begravelse for 10 år siden! Iarwen blev overskyllet af den værste skyldfølelse, men i hendes hjerte vidste hun at hun ikke ville bytte de sidste ti år af sit liv for noget.

Hun begyndte at arbejde for sin far igen, som var begyndt at hoste på sådan en ubehagelig, slimet måde. Det gik faktisk virkelig godt, der var kunder i butikken hver dag, men det eneste hun kunne tænke på, det eneste hun drømte om, det var ham, Deldhinor. Dag og nat, det var det eneste hun kunne tænke på. Og hun prøvede at mærke efter i sit hjerte for om han stadig elskede hende og tænkte på hende, og hun følte på en måde, at det gjorde han.

Der gik fem år. Med længsel. Så drog hendes Onkel ud, han skulle op til Dianthos og tale med nogle højtrangerede mænd derfra. Iarwen skrev et brev til sin elskede, hvori hun udtrykte at det var vigtigt at de mødtes på kroen i Tusmørkely, når 1810, blev til 1811. Hun gav onklen sit brev, og han begav sig på sin rejse mod Dianthos. Planen var at han skulle aflevere det personligt til Deldhinor, på vej til Dianthos, da han alligevel havde tænkt sig at holde et par dages stop på kroen.

Et par måneder senere drog Deldhinor på den omkring 12 km lange tur fra sit hus, ind til kroen. Der var 2 dage til de nu skrev 1811, og han glædede sig som et lille barn til at få lov til at kysse og se sin elskede igen. Han trådte indenfor og skannede lokalet. Og der var hun, lige der, ved baren, med hendes smukke, lange brune hår og hendes nærmest glødende udstråling. Det var som om hun kunne mærke at han kiggede på hende, for hun drejede straks hovedet og deres øjne mødtes. Hun gjorde et let nik, for at signalere de skulle gå ovenpå.

”Vi kan ikke ses offentligt mere, det ved du godt ikke? Alle folk tror du er en eller anden, Mørkets håndlanger... Og resten ser bare mig som et eftertragtet stykke kød!” hviskede hun ophidset. “Jeg har lyst til at dele resten af mit liv med dig, sove med dig, føde dine børn... Jeg ved bare ikke hvordan,” Han nussede hende blidt på kinden. “Vi kunne altid gemme os,” Hun rystede på hovedet. “Jeg kan ikke tilbyde mine børn et liv hvor de skal gemme sig,”

De nød et par dage sammen på kroen, hvor de godt nok boede på hver deres værelse, men så snigede de sig ind til hinanden om aftenen. De spiste også på forskellige tidspunkter og sørgede for ikke at blive set sammen. Hun drog hjem igen, efter 5 dage sammen på kroen. Nu var det officielt 1811. Det var vinter og bidende koldt udenfor, og hun glædede sig til at komme sydpå hvor der ikke var nær så meget sne.

Da hun kom hjem var hendes far blevet meget, meget syg. De havde haft de mest velsete healere og alkymister og medicinmænd fra hele Thal’Elor til at kigge på ham og heale ham og give ham medicin, men det virkede ikke til der var en kur. Han blev koldere og koldere, tyndere og tyndere. Hun besluttede sig for at fortælle sin far om sin elsker. Hun ville hade at han skulle gå i graven og at hun så havde haft hemmeligheder for ham. Det sværeste var nok at efter hun havde fortalt om de 10 år de havde rejst sammen, og hvor meget hun elskede ham, så skulle hun også fortælle at det altså var en sortelver. Og faderen blev endnu mere ligbleg og syg, måske af bekymring, måske bare af sygdommen, men nu higede hun efter hans acccept, inden han forsvandt.

Hun fik først hjælp fra sin mor i farens shaman-shop, men efterhånden som månederne begyndte at passere, og faren blev mere syg, så blev moren også mere skør og indelukket, og Iarwen skulle bruge flere og flere timer på butikken. Hun havde aldrig været særlig god til gartneri eller alkymi, men kunderne blev jo ved med at komme, så hun blev nødt til at lære sig selv det, fra alle faderens mange tusind bøger, der var skrevet på oldelvisk.

Snart var faren så vissen og indsunken, han lignede nærmest allerede en af de døde. Iarwen tog hans hånd en dag, i 1814 og sagde: “Far, jeg ved ikke om jeg kan blive her. Jeg bliver nødt til at være sammen med Deldhinor,” og han klemte hendes hånd tilbage, og sagde: “Det forstår jeg godt, darling, og jeg tvinger dig heller ikke til at blive,” Hun tøvede lidt. “Men jeg hører til her. Det ved jeg i min sjæl,” Og så snakkede de ikke mere om det. Faren døde faktisk kort efter, og af en eller anden underlig årsag kunne hun ikke se ham. Selvom hun hele sit liv havde set de døde, så den eneste døde hun rent faktisk ville se, var der ikke.

Iarwen fik en lærling i shaman-shoppen, med meget lovende healingsevner, som også kunne se ind i fremtiden, og som var et absolut naturtalent med haven. Hun brugte et par år på at oplære ham i sin fars metoder, familiens eliksirer og medicin, og deres ideologi. Snart stod der 1821 på kalenderen, og Iarwen tog sin lærling i hånden og sagde: “Jeg bliver nødt til at rejse, og jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage. Du må love mig at du passer på Fars butik indtil jeg kommer tilbage,”

Denne gang drog Iarwen direkte hjem til Deldhinor. Hun bankede på, men ingen svarede, så hun brugte de næste tre dage i hans skur, indtil hun en dag hørte hoveddøren gå. Hun løb frem fra sit skjul og med ind i huset og de to elskende kastede sig i hinandens arme, og de næste 17 år levede Iarwen skjult i hans hus, uden at bevæge sig udenfor en dør. Han lærte hende om alt det han allerede vidste og hun fortalte ham om ørkenelverne. De var som én sjæl der hele livet havde ventet på hinanden, og nu havde de endelig hinanden. Men Iarwen blev nødt til at drage hjem, hun hørte jo til der. Og da hun kom hjem, begyndte hun på den mest sindssyge mission i sit liv.

Hun drog op til Ældre Rådet omkring en gang om måneden, for at prøve at overtale dem til at lade Deldhinor blive en del af deres samfund og deres by. Hun forklarede dem om hans rene sind, hans uendelige kærlighed og viden, hvor meget de gav hinanden. Og de første mange gange hun var afsted, der grinede de af hende, hånede hende og viftede hende ud af salen igen. Men snart fik hun tryllebundet de kvindelige Ældre med hendes kærlighedshistorier, for hvem kan ikke lide en god kærlighedshistorie? Det skabte splid i Rådet, for hvordan kunne de overveje at lukke en af Mørkets Håndlangere ind i deres vidunderlige, underjordiske samfund, som havde været deres hemmelige paradis i flere århundreder.

Iarwen brugte faktisk 35 år på at prøve og overtale rådet. Hver gang gik hun hjem og tænkte over hvad for nogle argumenter hun kunne bruge, hvordan hun dog skulle få dem til at se på det med deres medmenneskelige øjne, hvordan skulle hun dog få dem til at forstå at de var blevet skabt for hinanden... “Hvad nu, hvis det bare er en prøveperiode? Desuden er min Lærlings søster i stand til at manipulere med folks minder, så selv hvis I beslutter at han skal sendes væk, så kan vi bare få ham til at glemme hvor Thal’Elor befinder sig,” Og straks bredte der sig en ivrig hvisken. Iarwen kunne godt se at de fleste af kvinderne allerede havde stemt ja, men mændene, som selvfølgelig var dem med det sidste ord, så utroligt skeptiske ud. “Hvor længe skulle denne prøveperiode så vare?” lød det fra Den Ældste.

”5 år. Jeg vil gøre mit allerypperste for at han bliver et produktivt, integreret individ, i vores samfund, med respekt for vores levemåder og traditioner. Det er sidste gang jeg skal bede om noget fra Rådet og jeg lover jer min allerdybeste taknemmelighed, hvis bare I giver os denne her minimale chance,”

Deldhinor og Iarwen mødtes i Landsbyen 3 måneder senere. Her fortalte hun ham om hvad hun havde brugt de sidste 35 år af sit liv på. På at overtale De Ældre til om han måtte være en del af hendes verden. Og de havde fået ja, til dels. Han kunne få lov til at flytte ind hos hende, og hjælpe hende i hendes have, men der skulle ihvertfald gå et år, før nogle af de andre Ørkenelvere blev introduceret til ham. Rådet skulle også lige finde ud af en måde at formidle til deres borgere på, at de havde lukket en Mørkelver ind i deres Hemmelige Paradis. Så igen måtte Deldhinor og Iarwen leve i skjul. Deldhinor blev enormt gode venner med Iarwens lærling, og lærte ham også meget. Snart var der gået et år, og Deldhinor begyndte at hjælpe til i butikken, og da kunderne så at det lige pludselig var en sortelver der skar planterne, eller betjente dem, så begyndte der at komme færre og færre til. Iarwen var ikke stille omkring det, og spurgte gerne folk om de var rascistiske eller snæversynede, når de ikke ville lade en af en anden hudfarve hjælpe dem. Det resulterede i folk begyndte at hviske, hun var både grov og uhøflig, og det var en “mindreværdig” der arbejdede hos hende.

Der gik nogle år, der kom færre og færre i butikken, men parrets kærlighed groede stadig dybere for hinanden. I foråret 1877 fandt de ud af de ventede et barn.



Sídhil kommer til verden

Og sent i efteråret 1877, midt om natten, kom Sídhil Lithwen til verden. Hun var ekstremt lille og ekstremt bleg, og håret kulsort ovenpå hendes lillebitte hoved. Da hun første gang åbnede øjnene, blev forældrene mødt af noget, der lignede den lækreste, frodige skov. Hendes øjne var den mest mystiske grønne farve, der trak en ind og gav en lyst til at kigge hende i øjnene, indtil man ikke kunne kigge mere. Forældrene var ovenud ekstatiske for deres lille, lækre mirakel, som havde en lang gråblå stribe på hendes ryg og var mørk om øjnene. Hun var så charmerende med de grønne øjne, enormt årvågen og opmærksom. Hun lærte også hurtigt. Forældrene gav hende en flot sølvhalskæde, med en grøn smaragd i, som hun lige siden da har haft på.

I år 1879, 1½ år efter den fem-årige tidsfrist Faderen blev forvist fra Thal’Elor, fordi Ældre Rådet, efter Folkets opfordring, blev enige om det skabte for meget utryghed og ravage at have en mørkelver boende. Deldhinors hukommelse blev manipuleret, så han ikke kunne huske vejen ind eller placeringen af Thal’Elor, og han blev derefter forvist til Ørkenen. Iarwen skreg og tudede da de afsagde dommen, og flere vagter måtte holde hende, imens de bar Deldhinor ud af hallen.

Iarwen blev mere eller mindre udstødt fra det Ørkenelviske samfund derefter. Der var ikke nogen der hilste på hende på gaden mere, og butikken var fuldstændig tom for mennesker nu, udover nogle få fra Ældre Rådet der havde været faste kunder der i mange år. Da Sídhil var fyldt fire, begyndte hendes mor at tage hende med i butikken. Her fik hun lov til at lege med alkymi-grejer, kigge i kæmpe tykke bøger om botanik og medicin, alt imens hun kunne rende ude i Moderens urtehave og dufte til de mange helbredende blomster og planter.

Snart begyndte Sídhil at stille spørgsmål. “Hvad er det, mor?” “Hvad kan den?” “Hvordan laver man den?” “Hvad er den blomst god for?” og hun var ekstremt hurtig til at lære og gentage de ting Moderen fortalte hende. Det var selvfølgelig også i denne periode at Moderen skulle opdrage på hende. Og hun brugte enormt meget energi på at lære sin datter næstekærlighed, medmenneskelighed. Man skal behandle andre som man gerne selv vil behandles. Moderen var også rigtig god til at lære hende at regulere og tale om hendes følelser.

Når Sídhil spurgte hvor hendes Far var, ville Mor altid sige at han var på rejse. Når hun spurgte hvornår han kom hjem, eller hvor han var henne, ville Mor altid svare: “Det ved jeg ikke.”

En dag var de i parken og kigge på blomster. Sídhil gik og udpegede alle blomsterne og buskene og sagde navnet på dem. “Se, Mor, roser! Lauranas Liljer! Klokkeblomster!” Men snart havde hun udpeget dem alle, og begyndte at rette sit fokus et andet sted hen. Snart lagde hun mærke til de andre Elvere omkring dem. Ingen af dem kiggede på dem, de lod som om de eksisterede, de stoppede med at snakke når de gik forbi. Da de nåede til pladsen midt i parken, kunne hun se nogle børn der rendte rundt og sparkede til en bold. Hun skyndte sig over til dem og sagde hej, men lige da den ene af drengene fik øje på hvem hun var, skyndte han sig at samle bolden op og vinke til de andre børn, som farede væk.

Og der stod hun så, knap 6 år gammel. Hun havde netop oplevet at de andre børn løb væk fra hende i frygt nærmest. Hun havde aldrig tænkt over hvorfor hun ikke havde leget med andre børn, og havde altid hygget sig i Moderens urtehave, i sin fantasiverden. Men lige netop i det øjeblik, følte hun for første gang hvordan hele hendes sjæl knuste på en gang. Hun kunne ikke forstå hvorfor de reagerede sådan, hun var jo bare ligesom dem, en simpel elver med spidse ører? Da de kom hjem igen, satte hun sig hos sin mor, og kiggede hende dybt ind i øjnene. “Vi er anderledes, er vi ikke, Mor? Det er også derfor jeg er hvid,”

Og det var her Sídhils nysgerrighed virkelig tog fart. Iarwen startede med at fortælle om Begyndelsen, og hvordan de fire Guder skabte verden. Hvordan dødsriget blev til. Elementaler der blev født ud af jorden, solen, vandet, luften. Elvere der blev født af skoven, med deres uendelige liv. Der kom alfer fra planterne, og ud af buskene kom halvdyrene og kentaurerne og satyrene. Fra ørkenens sand kom minotaurene, havfolket blev født af havet. Dværge, trolde og orker kom ud af bjergene, og Topalis folket blev båret af vinden til deres lille Ø. Til sidst skabte Aladrios Mennesket. Det var første gang i sit liv Sídhil hørte om andre racer, men inden hun nåede at stille tusind spørgsmål, fortalte Moderen om hvordan en gruppe skovelvere fandt Ørkenen, og valgte at bosætte sig der, og det, er der, deres forfædre stammer fra.

Men Zaladin kunne ikke klare at de andre tre guder fik lov til at skabe levende væsner, mens han bare kunne kigge på, så han stjal sjæle fra Kiles dødsrige, og torturerede dem. Han kunne ikke lide den fredsfyldte verden de andre guder havde skabt, så han ville prøve at sætte sine forpinte sjæle i verden - men hvorfor skabe en ny skal, når der var frit valg på alle hylder? Han sendte sjælene ud af sit onde kongerige, så de kunne bosætte sig i små uskyldige børn, og æde sig vej til magt over deres kroppe. Og det var den eneste race Zaladin nogensinde skabte. Dæmonerne, som i Moderens øjne, var roden til alt det onde der foregik. Som jagtede dem fra deres første Ørkenhjem, Myth’Edil. De havde bosat sig i Amazonitskoven på et tidspunkt, som faktisk var Skovelvernes hjem, og jaget dem væk, men der var nogle få Elvere der var tiltrukket af Mørket og dets krafter, som desværre ikke kunne slippe fri før det var for sent. Og det var så Mørkelvere.

Når Moderen fortalte om dem lød det som om hun havde enormt ondt af de Elvere der frivilligt havde valgt det mørke og det onde, fremfor det gode og lyse. Sídhil syntes ihvertfald ikke det var særligt synd for dem. Men de der dæmoner havde virkelig fanget hendes interesse. “Nogle folk mener at Mørkelvere er onde, primitive væsner, Mørkets Håndlangere...” Moderen lukkede øjnene eftertænksomt. “Men jeg ved at der er noget godt inde i dem. Det er elvere. De er lavet af samme skabelon som dig og mig, skat, og vi er godhed og lys,”

”Men det kan andre folk ikke se. Og for mange år siden der mødte jeg din far, på en rejse jeg var på, og vi faldt for hinanden med det samme. Jeg har aldrig mødt et så hjertevarmt og omsorgsfuldt væsen som ham. Der var ikke en eneste ond celle i ham. Og han var Mørkelver,”

Sídhil tog sig til ansigtet og rørte blidt ved sin arm, for ligesom at mærke sig selv. Hun føltes ligesom imorges. Men nu var hun bare Mørkelver også. En af Mørkets Elvere.

De næste par år læste Sídhil enormt meget om Ørkenelvernes oprindelse og alt hun kunne finde i Morfarens bibliotek som indeholdte information om andre racer, selvom det var meget sparsommeligt. Hun fik også sit eget lille hjørne i haven, hvor hun havde sine egne blomster og planter. Hun var især stolt af sin måneskinslilje, men hun havde endnu ikke prøvet at brygge med den, hvor dens helbredende kræfter rent faktisk virkede. Måske var det det falske månelys... Hun studerede og læste og lærte om sine mors planter, hun lærte at brygge eliksirer, og snart nærmede teenageårene sig...

Nær Pladsen i parken, lå der et offentligt bibliotek, hvor der var læsestof fra hele Krystallandet. Her begyndte Sídhil at bruge enormt meget tid, når hun ikke hjalp sin mor i butikken. Hendes eftermiddage og aftner blev fyldt med filosofisk læsestof, bøger om dyr på overfladen, fiktive historier og informationer fra Dianthos og andre byer, hellige skrifter om det Lyse og det Mørke herredømme, optegnelser over Krystallandets historie, hun fyldte sin hjerne med viden og ord - fuldstændig umættelig. En eftermiddag sad hun i afdelingen med poesi, digte og teaterstykker, og læste en digtsamling, skrevet af en vampyr. “Ambrosia Black,” hørte hun en stemme sige. “En af mine yndlingsdigtere. Du har god smag,”



Hun kiggede op fra sin bog, og blev mødt af de flotteste mørke øjne. Indeni mærkede hun en lyserød, varm følelse der bredte sig ud i hele kroppen, og fik hende til at fnise som en lille pige. “Mit navn er Elhael Tegilbor. Jeg er også digter,” Han satte sig ned overfor hende og betragtede hende med sine mørke øjne. “Jeg hedder Sídhil” Det var starten på hendes livs første romance. Hun forelskede sig dybt i den populære digter, de sås ofte hjemme hos ham, men helst om aftenen, hvor der ikke var nogen der så at hun kom eller gik. Det var meget vigtigt for ham og hans ry, at det forblev en hemmelighed. Men hvad ville de andre elvere ikke også tænke om at han omgik små 14-årige elverpiger. De var stadig børn i Rådets Øjne, men han havde en sygdom han ikke kunne slippe...

De flirtede og fjollede rundt i nogle måneder. På den tid lærte Elhael enormt meget om hvordan hendes lille, så-småt-ved-at-være modne krop fungerede. Han slikkede og kyssede hende, pillede hende alle de rigtige steder, men han ventede. Han kunne simpelthen ikke bære at skulle gå i seng med en der var så ung. Men hun var så smuk og intelligent og nysgerrig. Hun tænkte tanker som var så langt fremme for andre folk på hendes alder, hun var enormt filosofisk og eftertænksom. Hun prøvede altid at se på det gode og det positive. Men det gjorde også noget ved hende jo. At komme der hver anden, tredje aften, og blive fyret op for og tændt, som man ikke troede muligt, og så gå hjem og prøve at stille en sult, som kun en mand ville kunne stille.

En aften havde han givet hende bind for øjnene. Han havde masseret hver centimeter af hendes krop, men pirreligt undgået hendes erogene zoner. Han havde viklet om sin lillefinger, hun stod fuldstændig fortabt i sin egen lystige bobbel. “Jeg kan altså ikke vente mere nu. Jeg vil have dig,” Og sådan skete det at hun mistede sin blomst. Hun tog hjem samme aften og skrev i sin dagbog om det. Hun var så forelsket.

”Må jeg ikke fortælle folk om dig?” spurgte hun, imens hun rørte forsigtigt ved hans slanke underarm. Det var nu nogle måneder senere, de var faktisk begyndt at sove sammen en gang imellem og de havde udforsket meget på den seksuelle front. Hun var sulten og forelsket, hun ville give alt af sig selv til ham hvis det var det han ville have. Han grinede af hende. “Hvem ville tro dig?” sagde han. For anden gang i hendes liv oplevede hun hvordan hele hendes sjæl splintrede i en tusind små stykker, og hun mistede fuldstændig essensen af hvem hun selv var. Alt det selvværd hun havde, al den tro på sig selv, den blev flået fra hende med 4 simple ord. Hun brød grædende sammen og begyndte at gøre sig klar til at gå, men han stoppede hende. “Hvad er der?” spurgte han. “Det ved du godt!” Tårene strømmede ned af hendes kinder, han greb ud efter hende og trak hende ind i sine arme og nussede hende forsigtigt på håret.

“Det var altså ikke sådan ment,” hviskede han forsigtigt ind i hendes øre, og trøstede hende. Snart faldt hun i søvn i hans arme. Morgenen efter vågnede de ved siden af hinanden. Hun lå på siden vendt mod ham, og han lå ligesådan, vendt mod hende. De kiggede hinanden dybt i øjnene. “Du er altså så smuk,” hviskede han åndeløst, imens han løftede hånden, og kørte en finger langs hendes pande og tinding. Lige i det øjeblik deres hud fik kontakt, følte hun at hun blev suget igennem et voldsomt vacuum, og så landede hun oven på en ung, langhåret elverpige. De lå på et hårdt koldt gulv, det virkede som om de var i en lade eller sådan noget. Hun havde hænderne i et stramt greb om halsen på hende, imens hun bevægede sig tungt frem og tilbage i hende. Hun mærkede sensationen af at være inde i et andet menneske, hvor magtfuld hun følte sig, med den stakkels lille pige kvalt under hendes store, stærke hænder. Så sugede vacuumet hende tilbage den vej hun var kommet fra og det første hun så i denne verden, var Elhaels mørke, dybe øjne der stirrede helt bekymret på hende. “Hvad skete der?” spurgte han forvirret. Sídhil fløj op og tog sit tøj på og skyndte sig hjem til sin mor. Det var første gang hun oplevede at kunne se ind i folks minder, og sidste gang hun var hjemme hos digteren.

Herefter isolerede Sídhil sig fuldstændig. Hun gik igennem Morfarens bibliotek flere gange, skrev sine egne tekster og digte, og begyndte også at tegne lidt i sin dagbog. En dag stod hende og Moderen i haven og var igang med at høste blomster og planter. “Mor...” begyndte hun. Hun ledte efter de rigtige ord. “Kan man godt røre ved en person, og så opleve noget de har oplevet?” Hun vidste jo godt at hendes mor både var healer og kunne komme i kontakt med de døde, men hun havde aldrig selv følt at hun kunne noget helt ekstraordinært. Men oplevelsen hjemme hos digteren havde virkelig skræmt hende - var hun ved at blive skør? Var det hendes fantasi der var ved at blive for livlig? Eller oplevede hun rent faktisk et minde, som digteren havde? Det virkede så ægte.

“Man kalder det at være Seer,” startede Moderen. “Nogle Seere, de kan spå fremtiden. Mange skovelvere har den evne. Min gamle lærling kunne også spå fremtiden. Jeg har også læst om folk der kan se ind i folks fortid. Så kan de se folks traumer, eller genopleve minder, som har en meget stærk følelse koblet dertil,” Moderen lagde en hånd på Sídhil’s pande. Straks mærkede hun en varme strømme igennem sig, som startede i kronechakraen, og bevægede sig hele vejen til hendes rodchakra, og derefter ud i tæerne. “Det er ligesom jeg kan heale folk,” Moderen lod sin arm falde ned langs siden igen. “Og det har noget at gøre med hvor vi stammer fra. Vi er elvere, så vi har en meget stærkere chakra, end mennesker, for eksempel. Så stærke, at vi kan manipulere de energier der er omkring os her i den fysiske verden. Nogle folk kan heale, påtvinge elementer, eller gøre deres hud som sten. Og så er der sådan nogle som kan Se - Ind i folks sjæls og sind, ind i kernen af hvem de er som individ, eller måske ud i fremtiden, så nogle kan faktisk Se ting som ingen andre har set før!” Hun grinede imponeret. “Har du da oplevet det, blomst?”

Men Sídhil fortalte ingenting om sit syn. Hun børstede det blot væk, som var det et af hendes utallige, nysgerrige spørgsmål.

Sídhil blev nu 18 år. Hun var begyndt at komme meget hos sin mors onkel i løbet af sommeren, som var en lærd, velrejst mand, med endnu mere viden omkring “verden ovenpå”, end hendes Mor nogensinde ville have turde dele med hende. Hun fik lov til at gå på jagt i hans private bibliotek, hvor han selv havde samlet alle de tekster der var. Her kunne hun lige pludselig læse mere information om de andre racer, og hun begyndte nærmest slavisk at studere den dæmoniske rejse. Hun syntes det var enormt fascinerende at dæmonerne var et fysisk bevis på at væsner havde en sjæl. Hendes sjæl var født sammen med en krop, men en dæmon skulle derimod ud og finde et hylster at proppe sig selv i. Hun begyndte at tage enormt mange notater, og det blev nærmest en sygelig obsession for hende. Mens onklen stadig ofte tog ud og rejste, og kom tilbage med mere nyt læsegrej, blev Sídhil totalt opslugt i de forpinte, stakkels sjæle, som Zaladin bare havde tortureret og gjort onde for sjov. Onklen fortalte om dæmoner, han havde mødt på sine rejser, som var ganske godhjertede, præcis ligesom hendes far havde været - på trods af de var væsner af mørket. Måske havde hendes mor ret i, der gemte sig noget godt i alle.

Hun var dybt begravet i sin studeren og sine fiktive skriverier, hvor hun mødte store, mægtige dæmoner, som viste hende hele den vidde verden ovenpå. Hun rundede snart 25, og kunne efterhånden passe butikken helt selv. Hun havde studeret astrologi og spådom, så hun kunne spå fra folks hænder og te-kopper, hun kunne lave alle familiens eliksirer uden at kigge efter en opskrift, og hun synes selv hun var rimelig god til at betjene de få kunder, der stadig, trofast, kom i butikken. En dag kom hendes Mor og fortalte at hun havde planlagt en rejse. Hendes onkel havde kontakt til nogle Morv-opdrættere, oppe i Dianthos, så hun havde tænkt sig at tage derop og hente fire hun kunne avle på. “For at få lidt gang i butikken igen,” som hun sagde.

Så de næste 3 måneder passede Sídhil selv butikken. Der var ikke så mange kunder, og hende og hendes mor havde lige høstet haven inden hun tog afsted, så den skulle ikke engang passes. Så imens Moderen var væk, skrev hun mørke, længselsfulde digte om dæmoner, og hvordan hun ønskede at redde de forpinte sjæle - hvis blot hendes krop dog var stor nok til to sjæle. Onklen var forbi og bygge en højere indhegning rundt om haven, og han lavede Moderens gamle spålokale, som de havde brugt de sidste mange år som roderum, om til et sjovt og stimulerende Morv-miljø, med høje hylder og reoler, de kunne hoppe rundt i, fyldt med tæpper og puder, de lavede legetøj sammen ud af gamle klæder og fjer som Onklen havde derhjemme.

Og lige pludselig var dagen der, Moderen kom hjem sammen med en anden Ørkenelver, som Sídhil aldrig havde set før, og de havde to plys-skure med, som var lavet af træ og stof, og man kunne høre mystiske, spindende lyde komme derindefra. De lukkede butikken de næste tre dage, hvor Morvene rendte rundt og udforskede huset og butikken. Efter tre dage åbnede de butikken igen, og da der var gået en uge, begyndte de at lukke Morvene ud i Thal’Elor. Der gik ikke længe, før nysgerrige begyndte at kigge ind i butikken. “Er det jer der lukker de grønne katte ud?” spurgte en af Moderens gamle kunder, fra inden hun blev udstødt. “Ja, det er os,” Og tre år efter havde de fået de første tre kuld, og der var mere liv i butikken end der nogensinde havde været. Både folk der kom for at lege med Morvene, men også kunder der var taget den lange vej fra den anden ende af Thal’Elor, for at komme til “den gode” healer.

Efteråret, 1907. Sídhil var lige fyldt 30 år, og Onklen havde inviteret hende med på en af sine rejser - hendes første tur til overfladen! Han skulle op og studere sammen med en filosof-gruppe han kendte, i Dianthos, og han regnede ikke med at være på vej hjem ad, før om et års tid. Hun glædede sig ekstremt - for første gang i hendes liv skulle hun se ikke-magisk natur, og helt naturligt lys, der kom af sig selv! Hun skulle trække den samme luft ind som alle dem hun havde læst om også gjorde. Hun skulle måske møde en dæmon! Hun glædede sig helt vildt. På vej ud af Ørkenen, havde de overnattet i Onklens nomade-telt. Om morgenen da de pakkede sammen, lagde hun ikke lige mærke til sølvkæden, med den flotte smaragd i der lå i bunden af teltet, så da de pakkede sammen og var på vej væk, lå den mutters alene i sandet og blev dækket til.

Dagen efter var de krydset over i det mere frodige, sydlige landskab som grænser op til Medanien. Sídhil åd alting med øjnene. Hun havde godt set planter og græs og blomster hjemme i Thal’Elor, men hun havde aldrig set et helt landskab, hvor fundamentet var grønt græs, med grønne frodige træer på, hvor blomsterne og buskene voksede ud blandt de fine græsstrå. Himlen var den flotteste lyseblå farve, og der var ikke en sky på himlen. Imens hun gik og sugede alt det grønne til sig, greb hun ud efter sin halskæde, af ren refleks. Den havde hun hele sit liv fundet tryghed i og rørt ved når tingene blev for overvældende. Men den var der ikke! Imens hun famlede efter den, så hun et krystalklart billede af rødligt, varmt sand, ligesom det hjemme i Ørkenen. Hun bad onklen stoppe, og tjekkede sin taske igennem for at se om den måske lå deri. Intet resultat. “Har du set min halskæde?” spurgte hun, og Onklen rystede på hovedet som svar. “Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft den, men når jeg tænker på den og fokuserer energi derpå, så fornemmer jeg nærmest ørkenen derhjemme,” “Prøv at tænk på din mor,” sagde han. Hun lukkede øjnene og fokuserede energien på sin mor, og inde i hovedet kunne hun se indersiden af butikken og fornemme duftene, fra de forskellige planter. “Jeg kan se butikken derhjemme,” sagde hun.

“Hvordan se den? Er det ligesom at du selv er der, eller er det bare som om du genkalder dine egne minder om butikken?” “Det er ligesom om... At når jeg lukker øjnene og fokuserer, så kan jeg ligesom opleve det fra Mors synsvinkel lige nu. Hun har lige været ude og høste blomster, så hun er igang med at binde de forskellige bundt sammen. Jeg kan ikke mærke jeg gør det, men jeg kan se bundterne og dufte planterne, og se indersiden af butikken,” Onklen tog sig eftertænksomt til hovedet. “Har du oplevet noget lignende før?”.

“Det har jeg faktisk....” Hendes stemme dirrede af gråd. Og så kom hele fortællingen om digteren, og hvor forelsket hun havde været, og hvor sindsygt han fik hende til at føle det. Og så da hun havde været allermest vild med ham, og blottet, så havde han rørt hende i panden - Så havde hun oplevet hvordan det føltes at voldtage en hjælpeløs, lille teenager, og absolut ingen anger føle omkring det, men derimod være høj på hendes grådkvalte, åndeløse gips om hjælp. Og hvor meget det havde traumatiseret hende, at han bare havde grinet af hende, som om nogen ville tro på at hende det klamme lille sortelverskarn, havde formået at få så meget som et blik, fra den populære, dygtige digter Elhael Tegilbor. Hun tudede som en stukket gris. “Og jeg har så tit mareridt om hvordan hun bare ligger der, og jeg bare klemmer og klemmer på hendes hals, og tvinger hende til at tage min pik... Og jeg har ikke engang en pik!” Hun hulkede, og onklen rakte ud og greb hendes overarm. Han klemte den blidt, og trak hende så ind i sine arme, hvor hun græd og græd.

Da hun var kølet lidt ned, slog de deres telt op for natten. “Det er fordi du har magiske evner, ligesom din mor, og din Morfar og resten af Lith-familien,” Han kiggede intenst på hende med sine gyldne øjne. “Og jeg mistænker at det er en form for clairvoyance du har arvet fra din mor. Hun kan jo fornemme de døde, som om de er ægte. Tale med dem og kommunikere med dem. Se dem. Og det er det jeg tænker du oplever. Du kan fornemme ting, som man ikke nødvendigvis kan se eller mærke. Ting som du holder af, kan du fornemme hvor er. Du kan opleve folks minder. Og er det ikke kun sket én gang? Måske er det et positivt minde du oplever næste gang - under alle omstændigheder, så sørg for at tage imod det med et åbent, imødekommende sind, for hvis du prøver at lukke af for det, vil du helt sikkert miste kontrol over dine evner, og det kan blive rigtig grimt.” Han trak vejret dybt og pustede langsomt ud. “Du kan vælge at bruge din evne til noget godt, noget positivt. Lær noget om de mennesker, hvis minder du kan få lov til at opleve, igennem deres minder. Studer det, ligesom du har studeret alt andet her i livet,” Han smilede opmuntrende og gav hendes skulder et lille klem.

De ankom først til Landsbyen i Medanien, da de havde besluttet sig for at rejse vestover, så Sídhil kunne nå at opleve så meget af Krystallandet som muligt. Her overnattede de på en kro et par dage, og de mødte også en af Onklens venner, som var en meget velset varulv fra området. Onklen fortalte også, at det var her Moderen og Faderen havde mødt hinanden, for mange år siden. De rejste videre vestpå, og ind i Tusmørkedalen, for Onklen havde en ganske særlig kro i tankerne, hun skulle opleve. De ankom til Tusmørkekroen, og her mødte de så den første vampyr, som Sídhil nogensinde har været i kontakt med. Det var også en af Onklens venner, og han stoppede også forbi kroen et par gange om året, ligesom Onklen. Her blev de dog kun en nat, inden de drog ind til Dianthos. De skulle bo hos en af Onklens venner, i hans kæmpe store palæ. Det var en meget velanset arkitekt, de var på besøg hos. Onklen og arkitekten, var selvfølgelig ikke de eneste. Der var også en handelsmand, en teater-ejer, en kunstner og en bibliotekar. De var alle højtstående filosoffer, med hver deres magtfulde netværk i baghånden. Og Sídhil kom jo fra en kvaksalver-familie, så det var ikke fordi hun var vant til den helt vilde luksus - hun var jo opvokset i Thal’Elor, så hun havde set utrolig arkitektur før, og den mest imponerende bygning hun havde været inde i var helt klart Ørkenelvernes bibliotek, men det her enorme, lækre hus kom virkelig tæt på en delt første plads.

Der var flere meter til loftet i hele stueetagen. Der var tre kæmpe masterbedrooms bare i stuen, to store stuer, det ene med et indbygget bibliotek, en kæmpe spisesal med plads til 30 mennesker, og et enormt køkken. Oppe ovenpå var der et kæmpe kontor med en tilhørende altan, og også dette lokale var fyldt fra gulv til loft med bøger. Hun fandt 4 soveværelser mere, samt endnu en stue. Det var et kæmpe, imponerende mansion, og hun følte at det hele var hendes legeplads. Det var planlagt der skulle komme en masse andre filosoffer til middag om aftenen, så hun havde et par timer til at skimme igennem de to biblioteker, hvor hun igen fandt mega interessante tekster om dæmoner. Og her der fandt hun en tekst om hvordan dæmonerne havde jaget Ørkenelverne bort fra deres første, imponerende Ørkenby, Myth’Edhil. Hun kunne godt huske hendes mor havde fortalt om det, men denne her tekst forklarede om hvordan dæmonerne så Myth’Edhil, og ville have en bid af kagene, og så bare indvaderede byen og jagede Ørkenelverne på flugt. I følge denne tekst, der mente man at Ørkenelverne var blevet udryddet, eller de måske havde bosat sig i bjergene, sammen med deres artsfæller. Little did they know...

De boede 3 måneder hos Arkitekten, og så flyttede de ind hos en af Onklens venner, en lærer han kendte. Her var der alt muligt læsestof omkring kultur, Krystallandets historie, bøger om forskellige dyr, drager og væsner, og alt muligt hårdt, faktuelt, som matematik, geografi og anatomi. De studerede, filosoferede, snakkede og oplevede Dianthos, de næste 10 måneder, inden de igen drog hjemad.

De næste 54 år af sit liv brugte hun delvist hos sin mor i butikken, mens avleriet og kundekredsen voksede, og delvist sammen med sin Onkel, imens de rejste rundt i Krystallandet. Hun besøgte Elverly, Nordlandet, Azurien, Toropolis Isla og Topalis, og også hovedstaden flere gange. Hun mødte mange individer på sin vej, ikke så mange overnaturlige racer som hun havde regnet med/håbet på. I år 1962 var de igen på en kro i Medaniens landsby. Onklen havde nogle ærinder at løbe, så hun blev bedt om bare at tage i forvejen. Han regnede med at komme hjem 2 eller 3 dage efter hende. Da hun kom hjem, gik der først en uge. Så en måned. Så begyndte snakken ellers at løbe. Måske var han blevet taget af slavehandlere? Måske var han blevet slået ihjel? Sídhil så ihvertfald ikke sin Onkel mere efter det.

De næste 15 år brugte hun derhjemme, af frygt for hvad der var sket med hendes onkel. Når hun lukkede øjnene og prøvede at føle efter, så kunne hun godt fornemme halskæden, som stadig lå et sted i ørkenen. Og Mor. Og også den Morv, som var blevet hendes trofaste følgesvend, siden Moderens forrige kuld. Men hun kunne ikke fornemme onklen. Det var som om der var sådan noget mærkelig grå støj, hun ikke kunne se igennem, og hvis hun fokuserede på det for længe blev hun drænet og fik sindsygt ondt i hovedet. Kong Aldemar kom til tronen i 1969.

Snart var det efterår igen, der skyllede en kulde ind oppe fra nord af. Og det var det år, hun fyldte 100. Det var tiende gang i sit liv hun fyldte rund, og nu havde hun levet og oplevet sit første århundrede. I fødselsdagsgave, fik hun et elegant elversmedet sværd, af sin mor. “Det har været i vores familie, siden tiderne begyndte,” fortalte Moderen. “Min farfar, gav det til sin ældste, som var min far. Derefter gav han det til mig,” Hendes øjne blev fugtige. “Og jeg ved godt at det først er tradition, at give det videre når du fylder 150, men du har simpelthen den samme eventyrtrang som din far, og jeg kan se på dig når du kigger ud af vinduet, du kigger altid op ad. Du længes efter overfladen, du hører ikke til under jorden ligesom mig,” hun hulkede kort. “Og ligesom min far sagde til mig, så kan jeg ikke holde på dig. Der er en hel verden derude du skal opleve,”

“Men mor, jeg har ikke rejst i 15 år.” Moderen nussede hendes hånd blidt og gav den et lille klem. “Det ved jeg godt, blomst. Efter Onkel forsvandt har du dårligt nok forladt huset. Så jeg har sørget for en opsparing til dig, så du kan rejse det næste stykke tid, uden at skulle bekymre dig om noget. Jeg vil så nødig have du visner væk og bliver til ingenting, ligesom min mor.” Og så var dagsordenen ligesom sat. År 1977 drog Sídhil atter ud i den store verden. Moderen havde kontaktet nogen af Onklens bjergelver-venner i Tusmørkedalen, så hun kunne komme over og læse og studere hos det spændende bjergelver-folk, der jagede deres egen føde og levede i de højere luftlag, omkring dalen.

Her boede hun de næste 3 år, indtil Kong Aldemar bekæmpede Mørkets Herre. En helt anden form for varme og lys bredte sig i Tusmørkedalen, og der var liv og glade dage på Tusmørkekroen, hvor der ikke viste sig så mange overnaturlige racer et stykke tid efter slaget. Hun mødte en dag på kroen, den mest imødekommende dværg, som var læst og lærd i alt der var nordligt, dværget eller troldet. Han havde altid interesseret sig enormt meget for de gamle elverracer, skovelverne og ørkenelverne, men aldrig rigtig haft fornøjelsen af at møde en. De sad længe og snakkede om forskellene ved det nordlige og det sydlige Krystalland, snakkede om forskelle på manerer i dværge-racen og elver-racen, og der gik ikke længe inden han inviterede hende med nordpå til Dragorn. Her læste hun i 3 år, inden hun drog videre nord på, mod Nordvik, hvor dagene var korte og temperaturene bidske.

Hun fik et arbejde som assistent, hos den lokale kvaksalver. Han boede selv oppe ovenpå forretningen, og hun boede gratis i et lille pulterkammer, i hans kolde, klamme kælder. Det år vævede hun rigtig meget af fåreuld, tæpper, sokker, ponchoer, så hun kunne holde varmen. Hun nød livet og de frisindede Nordfolk indtil 1991, hvor Kong Aldemar afgik ved døden. Her drog hun hjem til sin mor i Thar’Elor i 6 år, frem til 97, hvor hun drog vest på mod Medanien. Hungersnøden var lige endt, folk var begyndt at kunne arbejde igen, og hun brugte her to år på at hjælpe med at passe marker og dyr, som en gårdpige, så hun ligesom kunne hjælpe til med at genopbygge samfundet.

Og ligesom sin far, så blev hun draget tilbage mod Tusmørkedalen, og dens ro og så det faktum at folk ikke blandede sig i hinandens sager. Det var ikke ligesom hjemme i Thar’Elor, hvor alle kendte hinanden, og talte på kryds og tværs, og vidste hvem hinandens familier var. I Tusmørkedalen holdt hun sig meget for sig selv, og hun arbejdede på Tusmørkekroen frem til 2002, hvor optakten til krig var så slem, at hun følte sig nødsaget til at drage hjem i den underjordiske tryghed. Her befandt hun sig indtil 2012, hvor Lysets Dronning igen har kontrollen over Krystallandet. Hun drog tilbage til Tusmørkedalen, og i 2014 gik Mørket igen i krig mod Lyset. Da Lysets Hær fik tilintetgjort Mørkets tilholdssted i Amazonitskoven, var det igen som om der bredte sig en helt anden lys og varme i dalen. Hun drog atter hjemad, da hun ikke brød sig om at være ude i den store, vidde verden, imens der var krig under opsejlning.

Kalenderen skrev nu år 2016, det år dæmon plagerne ramte. Heldigvis var Sídhil under jorden på daværende tidspunkt, og Ørkenelver racen blev ikke så påvirket af de fire plager, bortset fra den plage, der påvirkede chakraen i hele Krystallandet. Det var nogle meget mørke dage for Ørkenelver-folket, der ikke kunne lave deres magiske sollys, eller sørge for deres planter. Snart var hele landet indhyldet i mørke. Da mørket drog mod sin ende, valgte dæmonerne at angribe Kzar Dûn, og Mørkets Hær led store tab. Da nyheden nåede den underjordiske by, var Sídhil hurtig til at pakke sin nomade-taske og drage afsted. Dæmonerne havde simpelthen gjort oprør mod mørkets rige... Så der fandtes gode dæmoner!

Først drog hun til Dianthos, hvor hun spenderede nogle uger hos Arkitekten. Lysets Dronning udnævnte ypperstepræsten for Kiles Tempel som sin talsmand, og der blev indført udgangsforbud i mange af landets byer. I ly af dagslyset og andre væsener der handlede, var i byen og begav sig omkring, sneg Sídhil sig ud af Dianthos, og drog mod sydvest, til Tusmørkedalen. Det var nu slutningen af 2017, og hun fik sig igen et arbejde på Tusmørkekroen, hvor hun bor og lever endnu.

Familie:
Mor
Fulde navn: Iarwen Líthwen
Kaldet: Iarwen, Mama Iarwen
Alder: 374
Køn: Kvinde
Fødselsdag: 3/3
Tro: Har bekendt sig til Isari
Tilhørsforhold: Retmæssigt god.
Erhverv: Healer, medie, Morv-opdrætter
Race: Ørkenelver.
Bosted: Thal'Elor.

Højde: 172 cm
Vægt: 51 kg
Udseende: Mørkt hår, mørkloddet hud, grønne øjne,

Magisk evne 1: Healer.
Magisk evne 2: Kan se og tale med de døde.

Personlighed: Hjertevarm, moderlig, nysgerrig. Hun har et enormt overskud til sine omgivelser. Hun er enormt medfølende og næstekærlig. Hun går meget op i at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles.


Far:
Fulde navn: Deldhinor Morndir
Kaldet: Deldi
Alder: 1072 år, vides ikke om han er død eller levende
Køn: Mand
Fødselsdag: 31/12
Tro: Har bekendt sig til Aladrios.
Tilhørsforhold: Kaotisk god.
Erhverv: Vides ikke
Race: Mørkelver
Bosted: Vides ikke

Højde: 199 cm
Vægt: 82kg
Udseende: Lysegrå hud, hvidt hår, mørkerøde øjne, høj og slank.

Magisk evne 1:
Magisk evne 2:

Personlighed: Forkæmper for at alle racer skal leve i fred og på trods af han er sortelver, bærer han stadig de andre elverracers forkærlighed og medfølelse for naturen og de levende væsner i og omkring den. Enormt retfærdighedstrang.

Andet

Det vidunderlige sværd, der er gået i arv i Lith-slægten, er et let og elegant sværd, der er blevet smedet for mere end 2500 år siden. Det er oldelvisk håndværk, og det er faktisk også magisk, da det gløder i en kold, blå farve hvis der er dæmoner i nærheden.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Over middel