Han greb fat i hendes blød hår og trak hendes slappe hoved bagud. ”Vågn så op” Brummede han, mens han klappede hende på kinden. Ikke for hårdt, ikke endnu. Hendes krop var bevidstløs og hendes hoved havde hængt slap med blikket mod det kolde stengulv, som torturrummet nu var indrettet med. Det var et koldt og mørkt rum, men Alzko havde selvfølgelig vænnet sig til den slags, for ham var det ikke noget problem. Det var værre med hende når hun vågnede.
Hans offer hang i en lang jernkæde som gik ned fra loftet. Hendes krop var spændt helt ud, men hun kunne lige hvile fødderne på gulvet. Men det kunne hurtigt laves om på, for ikke langt derfra stod hejsemekanismen, men den var ikke nødvendig lige nu.

Han havde fundet pigen da han, som han så tit er, var på gennemgang i den hjemsøgte skov, hvad hun så end lavede der. Det var hvert fald ikke et sted for snushaner og derfor havde han også jagtet hende længe gennem skoven, inden han til sidste var halet op på hende og havde givet hende et ordentligt slag, så hun var faldet bevidstløs om og nu han hun så her, i torturrummet i Kzar Dûn.
Rummet var ikke så stort, men det var stort nok til at der var forskellige remedier som han kunne bruge i torturens navn. Et bord stod op ad den ene væg, hvor på der lå forskellige ting. Ved en af de andre vægge lå en mølædt gammel og slidt madras på gulvet, det var ikke svært at tænke sig til hvad den blev brugt til. Det lille torturrum havde ingen vinduer, så der slap intet naturligt lys ind. Det eneste som oplyste rummet, var en lille olielampe som Alzko havde bragt med herind.

Lige lidt hjalp hans små klap. Det var nu ellers nu han gerne så hende vågne op, så han kunne lege sine sadistiske lege med hende. Når han var færdige med hende, ville hun ønske at hun ikke var søgt ind mod skovene. Han kiggede ned ad hendes nøgne krop, som stadigvæk var alt for fin og smuk. Han lod et hårdt slag, med flad hånd ramme hendes kind så hårdt at det gav genlyd igennem rummet. Han slap hovedet som endnu gang faldt hårdt ned i den slappe position som det før havde hængt i, men det virkede til at slaget havde virket, for små mumle lyde kom fra den pigen.

Calcifar  også kendt som cally havde bare gået en tur og var faret vild. hun var åbenbart kommet til den hjemsøgte skov, hvilket bare var "perfekt" for hende. hun havde sine vinger og horn inde og lignede et menneske med mindre man strøg håret til side og hendes horns spidser kom til syne. hun gik igennem skoven og da hun kom til en træstup satte hun sig og sukkede lidt. perfekt. bare perfekt at fare vild. pludselig blev hun slået ned bagfra. hun mistede kontrol over sine evner da hun blev slået ud og hendes tøj revnede og hendes hår delte sig så hendes horn kom frem og vingerne foldede sig ud fra ryggens hud. hun var en dæmon. hun huskede ikke det næste der skete.

Calcifer mumlede lidt efter hun blev slået så hårdt at det gav genlyd. hun missede lidt med øjnene, og da hun endelig kom til bevidsthed så hun ned på et stengulv. hun var ikke hjemme. det næste hun så var hendes nøgne krop og prøvede hurtigt at tage armende til sig og skjule hendes bryster og underliv, men noget stoppede hende, kæder. hun kunne ikke nå hendes krop. hun så op og fik øje på en skikkelse foran hende. hun blinkede lidt da alt var lidt tåget for hende endnu. men det var klart hun var også blevet slået ned. "hjælp?!" hviskede hun og kunne ikke se skikkelsens ansigt, hun så mod lygten der gav en smule lys. hvilket jo var besynderligt. hun mente ikke det var aften. men måske var hun bevidstløs så længe at det var blevet aften.

Han havde selvfølgelig ikke regnet med at hun var en dæmon, men da hun mistede bevidstheden havde hun mistet kontrollen med hendes magi og derfor var hornene og hendes vinger kommet til syne. Men det havde faktisk ikke rørt ham, hvis hun havde været på samme side som ham ville han have vidst det og hun ville ikke have bevæget sig ud i skoven på den måde. Hun virkede heller ikke som person som var på mørkets side, men det kunne han jo snildt finde ud af.
Efter lidt mumlen fra hende, så det ud til at hun vågnede helt. Hendes hoved rejste sig og virkede meget omtåget, men det var selvfølgelig klart og det kunne han ikke tage sig af. "Hjælp?" Brummede han med hans dybe stemme, "Jeg er den eneste her, som kan hjælpe dig. Jeg er den eneste som ved du er her" Han lagde sin hånd rundt om hendes hage og holdt hovedet oppe for hende og stirrede ind i hendes øjne, "Men det er faktisk ikke meningen af du skal levende herfra" Det var et klamt smil som formede sig om hans læber, egentligt så var han lidt en klam type. Både hans personlighed, men også hans udseende og det skræmte ofte folk. Men i dette tilfælde var rummet så mørket, at det faktisk ikke var mere end skikkelsen hun kunne se og så hovedet når han kom tæt nok på. 

Han hev en kniv op fra hans bukser og lagde bladet på hendes kind og lod den flade side glide ned ad den bløde kind, "Jeg har bragt dig med til Kzar Dûr, hvis du undre dig over hvor du egentligt er." Han greb om kniven blev hårdere, han fjernede den fra hendes kind og rakte op mod hendes ene arm. Han pressede spidsen ind i huden og lod den glide ned mod hendes ansigt. Kniven skar igennem den lyse hud og blodet piblede frem. Det var ikke noget dybt snit, men det var langt og blodigt. Blodet gled ned ad armen og ned på hendes overkrop. "Du er forresten en dæmon, er du med mørket eller lyset?" Spurgte han interessant og fjernede kniven fra hendes arm.

da han gentog hendes ord med denne dybe stemme så hun undrene mod skikkelsen. hun kunne ikke se hvad eller hvem han var. hun fik dog kuldegysninger over hans stemme. da han sagde han var den eneste der vidste hun var her  sparrede hun øjnene op. hvor var her? hun fik dog et chok da han sagde hun ikke kom levende derfra. hvorfor havde han bragt hende her til. hvad ville han med hende? og hvad skulle han med hende?
da han hev en kniv frem røvede hun at hive hele sin krop væk men den var spændt godt ud så hun kunne ikke komme nogle steder. hun mærkede den flade kniv side mod hendes kind og hun sank en klumb. da han sagde hvor hun var stoppede hun i et og forstod hverken ind eller ud. Kzar Dur var da i dæmonriget, hvad lavede hun hvor hendes forædre havde boet. hun var ude boer, hun så op på ham igen og da han tog fat i hendes arm og skar i den skreg hun op i smerte og prøvede at bruge sine horn til at få ham væk. hun stangede hovedet mod ham for at få ham væk og hun mærkede denne varme fornemmelse af blodet der gled ned af hende. hans næste ord fik hende til at rulle lidt med øjnene stadig i smerte. "selvfølgelig ved jeg at jeg er en Dæmon, det har jeg været hele mit liv," at hun ikke svarede hvilken side hun var på var faktisk enkelt nok, hun anede det ikke selv. hun arbejede hverkend for lyset eller mørket, hun var neutral, hun ønskede bare at blive set som menneske. blive behandlet som et menneske. og blive set med venlige øjne istedet for med onde øjne.

Han måtte hoppe lidt væk da hun prøvede at stange med hendes horn, det var faktisk ikke noget som han havde tænkt over at hun kunne finde på at gøre, men selvfølgelig, i sådan en situation ville man gøre alt for at komme væk. Men heldigvis havde hun ikke helt held med det og han var heller ikke sikker på hvor stor en skade det egentligt ville give ham. Han lo en smule over hendes forsøg, ”Næste gang må du hellere gøre det bedre, hvis du skal have held med dine horn. Men det kunne da være vi skulle fjerne dem? Han så alvorligt på hende, men det var kun tomme ord. Det var hvert fald ikke noget han var kommet til endnu, hvis skulle gøres. Hendes skrig af smerte var som sød musik i hans ører, selvom det måske var lidt voldsomt, så nød han at han havde fundet så smuk et offer, som han kunne gøre med som han ville. ”Skrig lidt mere for mig, kære” Sagde han smilende og kig tættere på hende, så hun faktisk kunne få et bedre kig på ham.

Han havde selv givet hende muligheden for at være næsvis, og viste at han ikke helt havde tænkt over hvad han sagde, for selvfølgelig vidste hun godt at hun var en dæmon. Det var bare ikke noget han havde regnet med da han fandt hende, men dæmoner har det jo med at tage skikkelse som menneske. ”Nu ikke så næsvis og det svaren igen, det klæder ikke den sød pige som dem Sagde han og førte kniven op mod hende igen, ”Her bliver næsvished straffet, men det skal du nok snart lære”. Han pressede kniven ned mod den anden arm. Denne gang dybere og et længere snit. Kniven skar ned langs pulsåren som sad i armen, men uden at ramme. Hun skulle jo nødig dø af blodmangel. Han vendte kniven om og lod den flade side glide ned ad hendes krop og efter lod et spor af blod ned ad hendes krop. Kniven endte ved hendes ene inderlår som han nu ridsede i med kniven og lidt efter var låret præget af flere snitsår, som alle blødte og dryppede ned på stengulvet. ”Skrig!”

et gisp undslap hende ved hans ord. fjerne hendes horn? det måtte ikke ske, ej heller hendes vinger. at han sagde hun skulle skrige mere fik hende til at stoppe. hun trak vejret hurtigt da det gjorde ondt. da han kom tættere på hende og hun kunne se ham holdte hun vejret over synet. han var ikke det man ville kalde køn. han var faktisk uhyggelig at se på han var jo ikke det hun havde troet. hun havde troet han var en anden dæmon eller et menneske der tilbad dæmonerne. da hun nu havde set ham vidste hun hvad han var.
da han havde sagt hun var dæmon og hun havde svaret havde hun nok opdaget det var en dum ting at sige. men hun kunne ikke lade vær. for alle kunne se hun var dæmon nu i hendes sande form jo. hun havde virkelig lyst til at samle en spytklat og spytte på ham men hun holdte igen. da han tog kniven igen og skar i hende bare dybere skreg hun kort men holdte så mund og skar ansigtet i smerte. da bladet smurte hendes krop ind i blod og ned til hendes inderlår og skar små snitsår der inde rystede hun i hele kroppen og benene med. da det gjorde ondt, og blodet gled ned af hende. hun holdte mund. hun ville ikke gi ham den tilfredsstillelse at skrige for ham. "hvorfor gør du det her?" hun ville da i det mindste vide det før hun døde. det var jo det han havde sagt hun ville. hun havde lyst til at sige nu at hun var neutral angående krigen mellem det lyse og det mørke. bare fordi hun var født i en mørks skikkelse var hun det ikke af sind.

Han kunne lide hendes reaktion på hans ansigt, da han trådte frem mod hende. Han havde ikke forventet andet end afsky i hendes øjne og det var hvad han fik. ”Du kan ikke lide hvad du ser? Grinede han hånligt. Det efterfølgende skrig var værre end før, men det stoppede hurtigt. Det var sikkert kommandoen fra før, om at han ønskede hende at skrige. Hun strittede mod. Men der havde han bestemt heller ikke forventet andet, hvorfor gøre noget som ville gøre ham tilfreds og glad i hans leg?
Hun virkede som en pige som på ydre siden var smuk, velplejet og måske rig? Men på indersiden havde hun ben i næsen og havde en vilje af stål. Hun havde ikke tænkt sig at bukke under og give hvad Alzko ville have.
Lænkerne raslede da hendes krop rystede af smerte på grund af knivens borende snit i hendes hud. Hun vred sig for at få det til at stoppe, men lige lidt hjalp det. Hun kunne ikke komme ud af lænkerne og hun kunne ikke slippe for Alzkos voldsomme lyst til at straffe hende.

Han grinede småt af hende spørgsmål, om hvorfor han egentligt gjorde det. Selvfølgelig var hun bange for at hendes liv skulle ende her i dæmon verdenen, hvem ville ikke være det, og så på denne måde?
”Jeg er ked af at sige det, kære” Sagde hen roligt og gik rundt om hende og kiggede på hendes tynde krop. En kvindes krop. ”Jeg har ikke nogen grund, andet end for min egen fornøjelse. Du var bare uheldig at være det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Men selvfølgelig skal du ikke dø” Han kom om til hendes front igen og smilede til hende, ”I hvert fald ikke endnu” Han tørrede kvinden af og satte kniven tilbage i skeden i hans bukser og kiggede på hende. Han foldede sin næve og kiggede roligt på den, inden han, med et hårdt slag, slog den ind i hendes mave. Et hårdt slag, som endnu en gang fik kæderne til at rasle og pigen bukkede så meget sammen som hun nu kunne for lænkerne. Et slag blev til to, som blev til mange. En håndfuld stykker. Hvorefter han stoppede. Angsten i hendes øjne var tydeligt. Han lod sin hånd glide op ad hendes mave. Igennem de få blod render som var løbet ned ad hendes mave, og lagde hånden på hende bryst. ”Hvad er værst; At blive tævet eller blive rørt?

Calcifar kunne godt vænne sig til at se på ham men væmmelig ja det var han. hun sank en klumb over at han grinte hånligt. var han kun blevet sådan her fordi han så ud som han så ud. følte han ikke han havde noget valgt måske? hun vidste det ikke. men en ting vidste hun. hun måtte komme ud her fra i live. hun var nok velplejet men det var kun pga hendes job hun kunne jo ikke komme på arbejde som kropige og ligne lort.
hun var dog alt andet end rig. lejede et lille værelse i tusmørkedalen, hvor hun ikke havde det store ud over en seng. hun så på ham som han talte. hun forstod ikke hvorfor han gjorde det og da han sagde det var hans fornøjelses skyld rystede hun i frygt. ja hun havde været det forkerte sted det forkerte tidspunkt. hans trudsel om hun ikke døde endnu fik hende til at bøje hovedet. hun vidste ikke hvordan hun skulle slippe fri.
da han tog kniven og tørte den af og så begyndte at slå hende bukkede benene sammen under hende. og vis ikke det havde været for kæderne ville hun ligge på gulvet med arm om maven. da han endelig stoppede var hun godt rød af slagende på maven og hun så op da han begyndte at tage på hende. hun hostede lidt efter slagene og da han spurgte hvad var værst havde hun virkelig virkelig lyst til at spytte ham i hovedet. "hvad vil de andre dæmoner gøre når de gøre du toturere end af deres?" sagde hun svagt og ville faktisk ikke sige det at blive tævet var det værste og bedste på samme tid. det havde gjort sindsygt ondt men hun foretrak at han tævede hende frem for at han tog på hende. men vis hun sagde det ville han sikkert få mere lyst til at tage på hende.

Hendes host var tørre og slagene havde bestemt afkræftet hende en hel del, for en kort stund men han var sikker på at hun nok skulle komme på hægterne igen. Det havde været slemt, men det kunne være meget værre. Hendes mave var rød hvor slagene havde ramt, og han var faktisk usikker på om hun havde brækket noget, men umiddelbart virkede det ikke sådan.
Han lod hånden falde ned fra hendes bryst, da hun ikke svarede ham. Han kendte godt svaret, alle piger ville til en hver tid undgå at blive berørt, og derfor ville hun hellere tage imod en omgang tæsk. Men derfor var det ikke sikkert at han var færdig med at røre hende på den måde. Intet var sikkert.
”Du må forstå at dette intet har med dig som person at gøre. Jeg kender dig jo ikke. Men samtidig har det heller intet at gøre med at du er dæmon eller om du er med mørket eller lyset. Det er simpelthen ingen grund” Sagde han roligt mens han gik lidt rundt i lokalet og overvejede hvad han skulle gøre som det næste, ”Det er måske også det det gør det lidt mere sindsygt” Han vidste godt selv at han var sindssyg. Han samlede en rund og solid træ kæp op fra gulvet, og lagde den godt i hånden inden han gik over til hende igen.

Han kiggede roligt på hende efter hendes spørgsmål og grublede lidt over det. For ham betød det ikke så meget, han kunne sagtens finde på en grund til hans handlinger, så længe hun ikke holdt med mørket, så ville der nok ikke være nogen problemer i det. ”Så snart man har gjort en handling vil der altid være en konsekvens og det vil der også efter dette her. Jeg kan sagtens finde på en grund til denne handling, så længe du ikke er med mørket, så går det nok” Og med disse ord strammede han grebet om kæppen og med et hårdt og kraftfuldt svang han den ind mod hendes mave og var denne gang sikker på at et ribben brækkede. Kæderne raslede endnu en gang efter slaget. Hendes krop dirrede og hosten kom igen.

Calcifar brød sig ikke om at han rørte hende, men hun gad da ikke sige det til ham. da han begyndte at tage hånden til sig og talte så hun mistroisk på ham. det kunne han sagens sige. hun var bare ikke sikker på at hun troede på ham. nej han kendte hende ikke. men det kunne være han havde fået ordre på at skulle fange og tæve hende fordi hun ikke var så led og ond hans chefer var. måske. det var jo kun sådan en tænke hun havde. hun så på kæppen han samlede op på fra jorden med store øjne. nu var hun faktisk glad for han ikke kendte hendes navn så han kunne bruge hende. 
hun sank en klumb og det han sagde gjorde hende lidt tænksom. måske han kunne overtales til at tro at hun var med mørket. men han ville vel næppe tro på hende. hun trak vejret dubt ind som hun kunne se han gjorde klar til at slå. det slå var kæftfuldt i forhold til næverne, hun pustede luften ud i et og mærkede voldsom smerte fra det nederste del af ribbenene. hendes hoved faldt ned og hun måtte lige få vejret før en hoste kom tilbage og hun begyndte igen at ryste og dirre, hun trak vejret hurtigt og hostede igen. hun så op på ham med hadefulde øjne. "hvad vis jeg var på mørkets side? hvad vis jeg var på lysets side? eller hvad vis jeg ikke er til nogle af delene?" spurgte hun lavt da hun stadig ikke havde vejret helt endnu.

Det hårde slag mod hendes mave tog hårdt på hende og hvis hun ikke havde været i lænker, var hun helt sikkert faldet til jorden, men det var godt han havde dem til at holde hende oppe. Hendes mave var glødende rød og han var sikker på at hun følte en voldsom smerte omkring de brækkede ribben. Endnu en gang fik hende dirrende krop kæderne til at rasle voldsomt. Hendes krop var fuld af smerte, det vidste han.

Hun kunne selvfølgelig have en smule ret i hendes ord, hvis det ikke var fordi at det faktisk ikke betød noget hvilken side hun var på, det bekymrede ham ikke. Han gjorde ikke det her på grund af krigen, på grund af mørket eller noget andet, end hans egen syge fornøjelse. ”Jeg er ked af at skuffe dig, min pige” Sagde han roligt og på afstand løftede han hendes hoved op og stirrede ind i hendes øjne. Had, foragt, bange og smerte, var bare nogle af de få ting som han kunne se i hendes ellers meget pæne øjne, ”Der er ikke nogen grund til dette her. Det har ingen betydning for mig, hvilken side du er på eller om du er neutral og bare vil leve et liv i fred. Det betyder intet, dette er for min egen skyld. Jeg arbejder ikke for nogen” Godt nok var han en del af mørkets hær, men derfor lod han sig ikke kommandere med sig og han gjorde faktisk hvad der faldt ham ind. I dag var hun faktisk bare hans legetøj.

Han gik tæt på hende og var hurtigt til at gribe hårdt fat i hendes hår og pressede hendes hoved tilbage og holdt det der, så hun ikke ville prøve at stange ud efter ham med hendes horn. Han lod sit blik ned glide ned ad hendes krop, hvor efter han på en virkelig klam måde, lagde hovedet helt ind til hendes hals og duftede kraftigt til hende. ”Det er ellers en velplejet og flot krop du har dig, kære” Han dybe stemme var lige så klam som hans syge tankegang. Han lod atter en gang sin løse hånd glide ned ad hende krop og han tog et hård tag i hendes ene bryst og befamlede det. Han slap brystet og lod den glide længere ned ad hendes mave og ned på hendes inderlår som han også berørte. Han gjorde det udelukkende for at hun skulle føle sig absolut utilpas, ingen kvinde ville kunne finde dette behageligt.
Han løftede atter en gang kniven op fra hans bukser og lod, endnu en gang, dens flade side glide ned ad hendes kind. ”Da jeg fandt dig, var dine horn og vinger ikke fremme. Kan du fjerne dem som du vil?” Sagde han nysgerrigt og roligt, og lod kniven glide ned på den blottede hals. Stadig uden at skære.

Calcifar dirrede og da han løftede hendes hoved for at se på ham havde hun lyst til at bide efter ham men kunne ikke nå ham. det kunne hun se allerede her fra. Calcifar forstod slet ikke at han gik mod sin overordnede. indtil han sagde han ikke arbejdede for nogle. han sagde dette var for hans skyld og ikke pga hendes tiltro til lyset eller mørket. 
da han kom tæt på igen og tog fat i hendes hår og trak hovedet tilbage bed hun tænderne sammen og så forhadt på ham da han talte om hendes krop. "det er nogle jo nød til at være" og hun talte selvfølgelig om at være velplejet. for han lugtede ikke lige frem som en der var i bad reglmæssit. da hans hånd gled ned af hende igen og tog om hendes bryst lukkede hun øjnene da det gjjorde ondt. ikke kun pga det men også pga de brækkede ribben han havde forvoldt hende. hans hånd gled ned til hendes inderlår og hun prøvede at samle benene så han ikke kunne komme til.
da han endelig stoppede kiggede hun på ham igen og så kniven igen. øh nej ikke igen. hun mærkede bladets flade side mod hendes kind og hendes hals. "det kan jeg ja. når jeg har chakra nok" hun vidste at hendes chakra var lavt om natten fordi hun brugte hele dagen på at holde det inde og derfor ikke havde mere tilbage. Calcifar kom i tænke om lammelsen og kunne jo faktisk vælge at lamme ham når hun ønskede det. men så skulle hun også stå stille, hun kunne jo ikke bevæge sig når hun lammede folk.

Han nød lidt måden hun bed sine tænder sammen og hvor meget hun prøvede at stritte imod når han tog på hendes krop, han kunne bruge det som psykisk terror og virkelig kører hende ud af og knække hendes sind. "Kan du ikke lide det? Du har måske prøvet det før? Er det kunderne på kroen, som slår dig lidt bagi og tager for meget af de gode sager, når du servere?" Han kiggede ned ad hendes krop og lod kniven skære roligt ned ad den bløde hud, som hendes mave bestod af.
"Det er også fint at du har gjort så meget ud af dig selv, bare for mig skyld, det skal vi da næsten bruge til vores fordel, skal vi ikke?" Han lo en smule og smilede over tanken på at tage hende over på madrassen og misbruge hende lidt mere, "Hvad siger du til at komme med mig over på madrassen?".

Ja, Chakra det var nok nødvendigt for hende, for at hun kunne fjerne dem. Men ligesom hendes krop, var hendes horn og hendes vinger nok også en god ting at bruge som psykisk terror, når hun egentligt var så glad for dem, selvom hun dagligt fjerner dem. "Hvis du bruger så mange kræfter på at fjerne dem i hverdagen, skal vi så ikke bare fjerne dem helt? Endnu et grin forlod hans læber og Alzko gik om bag hende og tog fat i den ene vinge og rykkede den ud, så den foldede sig helt ud. Han kunne sagtens lige, med et par snit fjerne dem.

Calcifar holdte tænderne sammen til han begyndte at sige alt muligt om hendes kunder i kroen. hun blottede tænderne af ham og skulle til at svare igen da han skar i hendes maveskind. hun glemte helt at  stritte imod og skreg op igen i smerte i et hurtigt skrig. hun krumpede tæerne i smerte og da han begyndte at.... flirte?! med hende og ville ha hende med over på madrassen valgte hun endelig at spytte på ham. hun samlede lidt spyt i munden og spyttede mod ham. han var jo klar til at bruge hendes horn så dem ville hun jo ikke overraske ham med.
ja chara skulle hun bruge til at lamme og til at få sine vinger og horn ind. da han talte om at han ville fjerne dem spærrede hun øjnene op og skreg op i et  "NEJ!" hun trak vejret hurtigt i et chok og da han tog fat i dem og rykkede den ud fra hendes ryg havde hun ikke været hurtig nok til at få dem ind i kroppen for at han ikke kunne få fat i dem. men han var hurtigere. 
"du må ikke fjerne min identitet" hviskede hun og sank hovedet da hun lidt havde opgivet at tigge om det. han ville jo nok alligevel ikke lytte til hende. han ville sikkert også bagbinde hende og få hende over på sengen. ikke at hun jo havde noget valgt. han ville sikkert også skære mere i hende. hvad mon hun kunne gi ham for at komme fri fra dette helved. hun vidste ihvertfald en ting. hun ville aldrig blive den samme som den gang før denne tortur.

Alzko tørrede grinende spyttet væk fra hans ansigt, hvis hun havde haft tøj på havde han tørret det af i hende, så han tørrede det af i sine bukser. "Jeg kan lide dig" Grinede han med den dybe latter og stemme, "Der er ikke noget som en pige som stritter lidt imod. Det kunne være jeg skulle beholde dig hernede, så du kunne blive min egen tjener".

Som han stod bag hende og holdt den store vinge ud. Hun bad for at han ikke skulle fjerne den. På den ene side gemte hun både vingerne og hornene, i en frygt for hvad om verdenene ville sige om hende og på den anden side ville hun ikke af med dem, fordi at de var en del af hende. "Men hvorfor så gemme dem, hvis du ikke vil af med dem?" Han kendte godt svaret, men altså, der var ikke noget som psykotisk tortur, det var næsten sjovere end at skade hendes krop. Han slap vingen og lagde han hånd for hendes pande og trak hendes hoved bagud, "Men du ved godt at du ikke har nogen mening hernede, her er det mig der bestemmer. Men hvis du er så glad for de vinger, så må jeg jo fjerne noget andet" Han slap hendes hoved og gik om foran hende igen, "Hvad synes du vi skal fjerne?" Hun ville nok ikke have noget fjernet, men det var jo ham der bestemte.
Han tog en tang frem og tog fat i hendes ene hånd, som var fastnet til kæden. Han førte tangen op til hånden og lod den gribe om en af neglene. "Lad os fjerne dine negle".

Calcifer kunne stritte i mod og da han sagde han kunne lig hende gav det hende kuldegysninger hele vejen ned af hendes krop. hun så på ham da han talte om at han ville beholde hende og gøre hende til en tjener. en tjener. det var hun jo sådan set allerede bare en tjener med frihed. hun sank en klumb i halsen.  en slave tjener ville hun jo blive vis han knækkede hende nok og tvang hende til at blive dernede.

imens han holdte hendes vinge bad hun til at de ikke blev fjernet. da han tog fat i hendes pande og løftede hendes hoved hun lyttede til ham. ja det var endelig et godt spørgsmål men hun havde jo sine vinger til forsvar og til at hjælpe hende. så hvorfor var det at hun ville beholde dem. hun så ned i jorden og  da han slap hendes hoved dunkede det ned igen.
"de er en del af mig. jeg ønsker ikke de bliver fjernet... ja jeg gemmer dem men de er praktiske. de er smukke nok, men folk bliver skræmt af dem. derfor gemmer jeg dem" fortalte hun stille og så lidt op og så på hans horn. det var jo lige som hans horn. dem ville han da heller ikke ønske blev fjernet. han stod nu foran hende med en tang.
han begyndte at spørger hende om hvad de skulle fjerne. hun så på hans og vidste faktisk hvad der ville gøre ham mindst ondt at fjerne. men hun ville ikke sige noget om det. men det at han havde sagt hun ingen mening havde havde hun da fundet ud af. da han lod tangen glide op af hendes hånd og tog fat i hendes negl så hun væk og bed tænderne sammen. hun vidste at få fjernet neglen var noget af det som gjorde så forbandet ondt.

5 blodige lange og ellers velplejet negle lå nu på det kolde sten gulv. Hendes fingre var blodige og ømme, smerten skar sikkert igennem dem. Men hun havde ikke sagt meget andet, end et par små lyde. Hun ville ikke tilfredsstille Alzko på den måde, men det ville hun nok snart komme til alligevel. Hun havde alligevel kigget væk, med lukket øjnene og man kunne se på hendes ansigts udtryk hvordan smerten skar igennem hendes hånd. 
Men efter hans idé om muligvis at beholde hende hos sig, skulle han heller ikke ødelægge hende for meget. Han måtte sørge for at de skader han pådrog hende var skader som hun ville komme sig over, så det med at ødelægge hendes knæskaller og sådan, det var måske en tand for meget. Men det kunne være han ombestemte sig og bare gjorde hvad han egentligt ville med hende, nu var hun jo hans. Indtil videre hvert fald.

"Det klarede du jo flot" Sagde han smilende, lidt hånefuldt, "Skal vi tage den anden hånd eller skal vi bare gå videre? Der er virkelig en ting jeg har længe har haft lyst til" Hans smil var ubehageligt, men hans tanker var værre og hun ville nok ikke vide hvad hans lyst indebar. Hendes mave var begyndt at blive blå efter hans slag, som brækkede hendes ene ribben. Han sendte endnu et slag ind i maven på hende, også et til. Hvis hun havde haft mulighed for det, havde hun krampet sig sammen og havde beskyttet hendes mave, så godt som hun kunne, men i stedet rystede hun i lænkerne og vuggede frem og tilbage i dem. Han skulle sørge for at hun ikke havde kræfter til at gøre noget dumt, når han nu slap hende fra disse lænker. Han skulle have flyttet hende.

Han holdt hendes krop, da han løsnede kæderne og følte vægten fra den slappe krop i hans arme. Han smed hende på gulvet og tog fat i hendes ene fod. Hun ville ikke have kræfter til at kravle væk, slet ikke når døren var låst. Men for at være sikker, vred han hendes fod rundt. Knoglen der knækkede gav genlyd igennem hele rummet, det samme gjorde det smerte skrig som kom fra hende. Han trak hende, i den brækkede fod, hen til den mølædte madras som lå på jorden. Han lagde hende derpå, på maven. Hun lå med hovedet ind mod væggen, hvor han lænkede hendes hænder fast til væggen, så de var foran hende. Hvis hun skulle gøre noget nu, skulle hun bruge hendes smertefulde ben.
"Du ved godt hvad der skal ske nu ikke?" Sagde han med en lille later, i mens han skubbede hendes ben fra hinanden.

hun gav ikke efter da han trak neglene ud. hun ville ikke gi ham den fornøjelse at høre hende skrige. men det gjorde at hele hendes krop dirrede og rystede da han trak neglene ud. hun prøvede at holde styr på sin krop men det hjalp lige lidt. Calcifar prøvede hver gang han trak en negl ud at hive hånden til sig selv om hun vidste hun var lænket. da han endelig var færdig var hendes kinder våde og hun så mod ham da han talte. 
det næste havde hun ikke set komme. hun fik igen slag i maven. hun ville sikkert ha ødelagte organer snart. hun hev efter vejret da han slå igen. hun hev endnu mere efter vejret og anede faktisk ikke helt hvad hun mest havde lyst til lige nu. at dø eller forsætte sådan her. hun var ihvertfald tæt på at give op. hun ville bare ud af toturen.
da han tog fat i hende og løsnede kæderne hev hun stadig efter vejret. da hun faldt ned på gulvet prøvede hun af alle kræfter at hive sig mod døren men hun kom ikke mere end 2 cm væk så havde hun ikke vejret til mere. da han tog fat i hendes fod og vred den om fik hun vejret og skrig op i smerte og begyndte igen at græde. Calcifar prøvede inderligt at få benet væk men det gjorde så ondt. da han trak hende over til madrassen g lagde hende på den så hun ind i væggen hun havde maven ned af og kunne ikke rigtig bevæge sig af luftmangel. han tog fat i hendes hænder igen og låste dem igen i kæder og fast til væggen.
Calcifar var nok ældre end ham men hun havde aldrig oplevet at nogle ville hende ondt på denne måde. da han talte igen så hun ikke på ham men græd blot lige så stille og lydløst. da han spredte hendes smertefulde ben væk hev hun stærkt efter vejret da det gav ja igennem hendes krop. hun havde virkelig brug for en healer efter dette. da han kom nærmere hende igen lukkede hun øjnene. desværre var hun jo ikke den folk faldt for så hun var stadig jomfru. hun turde ikke se på ham eller hvad han ville gøre ved hende. hun vidste kun. hun gerne ville være fri nu. 
"plaese for det overstået hurtigt" hviskede hun efter som hun ikke havde krafter til at sige det højt og hellere ikke lysten til at sige det højt.

Tårene trillede ned ad hendes kinder som hun lå med ansigtet mod madrasen og bare ventede på at Alzko skulle få det overstået. Men det skulle ikke bare overstås, hvad sjovt var der i det? Tårene var kommet efter bruddet på foden, men han var sikker på at voldtægten som skulle til at finde sted, ville kræve flere skrig og ikke mindst flere tårer. 
Efter at have tænkt lidt, burde han have vendt hende på ryggen så hun kunne kigge på ham i mens at det hele skete, og han ville samtidig nyde synet af hende, for selvom han på ingen måder tændte hende, var det måske en anden snak for ham, hun var jo en kvinde og det var en svaghed os ham. Men det blev som det var, indtil videre.

Han lod hende vente. Der gik minutter før han ligesom tog sig tid til at begynde, hun skulle komme til lidt flere kræfter og få pusten igen. Tanken om at hun bare lå og ventede på at han ville få det overstået var tiltrækkende for ham, han ville gøre hende bange og usikker på sig selv. Han spændte sit bælte op og trak sin bukser ned, lagde sine hænder om hendes bløde hofter og trak hende hårdt ind til sig, så hun måtte "stå på fire", med røven mod hans underliv, så hendes arme og ben måtte holde styrken fra den afkræftede krop. 
Alzko rykkede sig tættere på hende og så han nu sad helt op ad hende og hun kunne mærke hans krop, inden han var begyndt. Med et hårdt ryk trængte han sig op i hende og endnu et højt skrig gav ekko i det lille rum. Hvis han ikke tog fejl, så var hun helt sikkert jomfru, men det var egentligt bare bedre for hans skyld. Det var hårde stød som trængte igennem hende, for hver gang at han stødte op i hende og tilfredsstillede sig selv. Dette kunne han bestemt godt vænne sig selv, især hvis han beholdte hende hos sig. 
Med sin ene hånd tog han fat i hendes lange hår og trak hendes hoved op og så lidt tilbage, så hun i stedet for at kigge ned i madrassen og gemme sig, stirrede ind i den kolde væk. Han smilede for hver gang et støn slap ud af hendes røde, bløde læber. Også selvom de var fulde af frygt og smerte, og dette var så langt væk fra det sex, normalt ville være.

Calcifar græd da hun følte hun var fanget i et mareridt.  hun fik lidt flere kræfter og fik vejret mere og mere. pludselig kunne hun høre lyden af et bælte der blev løsenet op. bukser der blev trukket ned. hun lyttede mere end hun havde lyst til. hun mærkede hvordan han tog fat i hendes hofter og nærmest trak hende op på alle fire. selv om det smertede hendes i hele kroppen. hun havde slet ikke nogle kræfter tilbage i kroppen. hun mærkede hvordan han holdte på hendes hofter og hun så bare ned i madrassen og ønskede at vågne op fra et mareridt.
hun mærkede pludselig hvordan han lavede et hårdt ryk og hendes øjne blev vidt åbne. hun var jo ikke våd og det hårde ryk havde været meget meget smertefuldt. hun skreg i hans ryk og hendes mørdom blev brudt. hun knugede hænderne om madrassen da det gjorde ondt, og hun begyndte at bløde fra underlivet.
at han tænkte på at beholde hende anede hun ikke. hun mærkede den ene hånd slap hoften og tog fat i hendes lange hår og trak hendes hoved op. hun skreg igen da det gjorde ondt. hun rystede i hele kroppen som han lavede stød ind i hende. hun græd og prøvede at tænke på noget andet. hun så rundt i lokalet for at finde en vej ud af dette men han havde jo nøglerne og hun var lænket. hun var nu bare glad for han ikke havde tvunget hendes navn ud af hende endnu. for han troede jo næppe på hun hed Cally vis hun sagde det. for vis først han fik hendes navn var hun jo så godt som fanget. så var hun jo slavebundet.
"ikke kom inden i mig. ikke kom inden i mig" hviskede hun da hun godt vidste hvad der ville ske vis han gjorde. og det var det hun nok frygtede mest. at blive gravid med en fremmed og voldlig mand.