Som hun havde sat sig på tønden lod Maralinda blikket glide tilbage mod krigeren ved trappen. Denne så ikke helt tilfreds ud med at hun bare var forsvundet i skyggerne og ikke ind gennem den nærmeste dør til selve borgen. Der var dog ikke det store han kunne gøre ved det og med et sidste irriteret blik i hendes retning forlod han sin post ved foden af trappen, krydsede gården og forsvandt ind i borgen. Sikkert på vej mod spisesalen hvis Maralinda ikke tog meget fejl.
Ude af øje var dog næsten ude af sind for hende nu og hendes opmærksomhed var da også vendt mod tagene så snart hun havde set krigerens ryg forsvinde. Der var bevægelse ved et af dem. Nærmere bestemt ved et af tårnene hvor en fugl lettede kun for at blive ramt af en pil og styrte mod jorden.
Som det skete kneb Maralinda øjnene sammen, men mørket var allerede for tæt i gården til at hun rigtig kunne se detaljer. Hun kunne dog se at rovfuglen kontrollerede sit fald i nogen grad og at den havde kurs mod hendes hjørne. Over sig hørte hun soldaternes råb til hinanden, men det fik hende kun til at sukke indvendigt. Var de virkelig så dumme at tro det kunne være en almindelig fugl der landede på Midnatsborgen? Åbenbart. Det gav dog hende et dilemma, men det gjorde da også aftenen en del mere spændende!
Stille svøbte hun skyggerne tættere om sig, så hun blev en lille del af mørket over en af tønderne og heldigt hun gjorde det for få øjeblikke efter styrtdykkede rovfuglen og søgte skjul bag tønderne der.
Maralinda rakte forsigtigt ud med sin magi mod fuglen og stoppede så, som hun fandt et følelsemæssigt sind alt andet end en fugls. Det var bekræftelse nok for hende til ikke at gøre kontakten tydeligere og afsløre sig selv. Det gjorde hun så alligevel, for som stemmerne fra muren blev tydeligere og et par skikkelser dukkede op på trappen ned i gården lod hun skyggerne falde tilbage på plads omkring tønder og så på dem med troskyldige øjne.
"Fik du ikke besked på at forsvinde tøs?" Den ene gik direkte fra trappen og hen mod hende, mens den anden så ud til at spejde rundt i gården. Sikkert efter fuglen, men Maralinda holdt blikket på ham der kom mod hende.
"Kun fra muren - og det her er jo ikke ligefrem muren vel?" Hendes tone var alt andet end respektfuld. Flabet kom det nærmere og det var tydeligt at manden ikke satte det mindste pris på at blive talt sådan til.
"Skal du være flabet også?" Han så ud til at have den største lyst til at gribe fat i hende, men noget holdt ham tilbage. Det fik Maralinda til at lægge hovedet let på skrå.
"Altid!" Så hoppede hun ned fra tønden, som ville hun gå, men i virkelighed ville hun bare helst have fast grund under fødderne som hun smed den næste stikpille.
"Burde I ikke også passe jeres vagt? Jeg høre I lod en engel smutte forbi jer den anden aften... De er ellers ret svære at overse..." Hun blev afbrudt af et slag på siden af hoved, hun mere en halvt havde forventet og drejede sig med, før manden hvæste.
"Se så at forsvinde med dig, møgunge." Hvorefter han vendte sig og vinkede sin makker til sig.
"Hundene finder den eller rotterne." Han var ikke helt tilfreds med at gå glip af sit bytte, men de var på vagt og at forlade den var ikke noget der blev set pænt på.
Maralinda blev stående ved tønderne, mens stjernerne fortog sig fra hendes øjne og den svidende fornemmelse i huden sank ind. Det slag ville efterlade et mærke, men det havde været det værd for at få de to idioter til at forlade gården igen. Stilheden var da også rungende nu, hvor de var væk og det virkede til det kun var hende og fuglevæsnet bag tønderne der var tilbage.
Forsigtigt trippede hun rundt om tønden hun havde siddet på for at se ind mellem de andre. Hele tiden klar på at springe tilbage og lægge afstand mellem sig og hvad end der kunne være derinde.
"De er væk nu..." Hviskede hun så.