Kalem lo lavt da han fandt den ønskede reaktion fra Caitlin over hans noget eccentriske navn. Han kunne ikke lade være, med at bruge dem. Selv det, at blive kaldt en abe, var ganske fint i hans ører, bare det lød sjovt, så var det noget, han gerne ville kaldes. For ham var der næsten ingen grænser på det punkt.
"Jo jo, den luksuriøse! Jeg havde også fløjlsvest på den.. hrm, nat!" fik han kun lige nøjagtigt presset ud midt i sin latter. I det mindste havde han da ikke taget al humør fra sin gode ven, til trods for det vanvittige valg han havde i sinde, at tage. Men sådan ville det være, og forblive. Ingen rørte hans venner.
"Han har ikke lugtet mig før, bare rolig. Jeg tror slet ikke han var der, da jeg.. Talte.. Med lady'en," forklarede Kalem med et skævt smil og et let blink med øjet. Han kunne ikke lade være med, at lave mere end blot tale med andre kvinder, og det skulle nok blive hans undergang en dag. Men man levede jo kun én gang.
Som humøret igen forlod Caitlin, da hun forsøgte at overtale ham en sidste gang, falmede hans smil også let. Det måtte virkelig være slemt, så nervøs og bekymret hun var over det. Et kort øjeblik, blev han en smule mere fornuftig, men så huskede han på sit tavse løfte til hende og blev endnu en gang stædig.
Da hun rakte ham pakken, tog han imod den uden tøven og lagde den i inderlommen på sin vest.
"Det skal jeg nok. Og jeg skal nok passe på snuseren. Jeg kommer tilbage igen, bare rolig, og vi kan igen leve et liv uden at bekymre os om den baron, når jeg har fortalt ham, at han mister nødderne hvis han nogen sinde rører dig igen," der var nok ikke mange, der troede på, at Kalem kunne være skræmmende. Han var ingen dræber. Men han kunne sagtens være skræmmende.
Med ordene, tog han fat i hendes hænder og lukkede den førhenværende afstand mellem dem, ved at træde frem og lægge sine arme om hende i en tæt omfavnelse.