En høj kvinde gik med lange skridt gennem gaderne i byen. Solen var på vej ned, og efterlod det hele i et mere dunkelt lys. Lyset gjorde at hele byen afgav en lidt mere dyster aura. Den høje rødhårede kvinde, så dog ud til at havde præcis styr over hvor hun var på vej hen, og så heller ikke ud til at være påvirket af den ændrende attitude byen begyndte at afgive. Hun puffede til den store dør ind til kroen og gik målbevidst op mod baren. Hun behøvedet et sted at være en rum tid, og noget mad at spise. Normalvis fangede hun mad selv, men det var ikke ligefrem nemt at få drikkelse samtidigmed. Miranda satte sig ned på en stol et stykke hende i hjørnet, efter at havde bestilt i baren. Hun lænede sig tilbage med benene over kors og kiggede diskret rundt i kroen. Ikke at hun ventede at kende nogen, og der var heller ikke dukket så mange op endnu. Men det var altid godt at havde et overblik. Hurtigt faldte hendes blik også på en lille rundt mand, som kom ind i kroen og med det samme sendte hende et hårdt blik. Miranda løftede blot øjenbrynet og gjorde ingen mine til at flytte sig eller generelt gøre noget, som han kom nærmere.

"Hey kvinde! Du har taget min plads."
Miranda drejede hovedet med en ligegyldig mine og gav et irriteret suk fra sig. Hun stilte krusset på bordet med et dunk, inden hun rejste sig fra stolen og nærmest tordnede op i sin fulde højde. Nok var hun ikke den højeste kvinde, men hun var til minimum ti centimeter højere end den lille fedladning, som var alt for kæphøj til hendes smag. Dertil var hun lidt mere robust og havde langt flere muskler. Hun kiggede ned på ham med et hævet øjenbryn og hovedet let på skrå. Hun bøjede sig ned, så hendes hoved ikke var langt fra hans og et meget ubehageligt smil formede sig på hendes læber. "Siger hvem?" hendes stemme var kold og faretruende. Hun var ikke i verdens bedste humør, og at der så kom en lille grum mand, som åbenbart var en betydningsfuld kanon i Tusmørkedalen, og forlagte at hun flyttede sig. Ikke på vilkår.
Manden krømpede endnu mere sammen og begyndte at bakke væk. Dog havde han et grisk og rasende blik i sine øjne, som han luskede afsted. På mange punkter mindede han hende faktisk lidt om en stor fed rotte. Bortset fra den lille ting, at det var en fornærmelse mod rotter.
hun lod sig dumpe ned på stolen igen og tog endnu en slurk af sin øl og kiggede diskret mod døren. Nærmest som om hun ventede at nogle skulle storme ind hvert sekund. Hendes hørelse og næse tog som regel aldrig fejl.

Larmen fra andre fulde menneske lød fra hele rummet hvor Toretto sad i, han havde altid søgt for det meste ind i kro når det var lyst udenfor, mest af alt fordi han hadet lyset, og ikke kunne klare det skære det kom med. Han sad over i et mørkt hjørne med armene over kors og bene oppe på bordet og hatten trukket godt ned. så blot hulet fra hans hat var placeret sådan han kunne se hvad der forgik hvis det var nødvendigt.

Da Miranda kom ind af døren, åbnede han det ene øje som lyste gult fra hans aura omkring øjet, han mumlede kort for sig selv, inden han igen blot lukkede øjet og lyttede med til hver handling der måtte fortag sig, han lod sig hører med da en lille tyk mand begynde at tale til Miranda, og han lyttede med til hvad hun svarede tilbage. " at true er ikke noget man burde med mindre man har noget af have det i " forlød det fra ham over til den lille buttede mand som havde snakket til Miranda.

Toretto bevæge sig ikke det mindste efter han havde snakkede til manden, heller ikke engang hans øjne var åben, han sad stadigvæk helt afslappet og tilbage lænt på hans stol, for når først han sad skulle der meget til at få ham til at rokke sig. den lille tykke mand var åbenbart ikke den eneste der havde set sig ondt på Miranda, en lidt højre mand nok samme højde som Miranda, gik hen til Miranda og så på hende " hørte du ikke hvad han sagde du har taget hans plads kvinde, så hvorfor ikke skrub tilbage hvor du kom fra eller du kunne hente noget af drikke til ham som undskyldning for du tog hans plads"

Mirandas øre spidsede helt automatisk til, da lyden af en mands stemme kom frem, som han talte til den lille mand der havde set sig sur på hende. Hun lod kort blikket glide derover bare kort, for derefter at vende hovedet tilbage til sit krus. Hun vidste at der kom mere ballade. Det stod nærmest skrevet i luften. Og ganske rigtig. Knap var den første forsvundet, før den næste stod ved bordet og lænede sig ind over hende. Ham her, var til gengæld højere end den lille mand og langt mere robust. En svag trækning i siden af Mirandas mund, afslørede et kort antræk til et træt smil. Hun kiggede op på ham med hårde stålblå øjne, uden at gøre anledning til at rejse sig.

”Sad her da nogen da jeg kom? Nej, det gjorde der ikke.. Så hvorfor vender du ikke bare tilbage til dit eget selskab og hold snuden for dig selv.” det sidste kom ud som en knurren og hun var ved at være godt træt af at blive forstyrret. Manden så ikke videre begejstret ud. Faktisk rynkede han næsen sammen og skulede ondt på hende. ”Du er ikke så lidt fræk!” hans stemme var faretruende, og Miranda blev hurtigt, langt mere observant på hver eneste af hans bevægelser. Hun lod ham gribe fat om hendes tøj og hive hende op i oprejst stilling. ”Slip mig.” sagde hun køligt og det var som om de stålblå øjne, blev mere kolde og metalagtig. ”Ikke før du kender din plads kvinde.”
Miranda løftede hurtigt sit knæ og ramte manden et vis sted, med meget stor kraft. Så meget kraft at han øjeblikkelig slap hende og krummede sig sammen. Hun løftede benet og sparkede til hans brystkasse, således at han trillede bagover og lå på gulvet og kom med misfornøjede lyde og bandede brummende. ”Jeg kender skam min plads, gode herre.. og den er langt over din.” svarede hun koldt, mens hun vendte opmærksomheden mod mandens kammerater, der havde mandet sig sammen og gik faretruende hen imod hende. Måske en lille slåskamp rent faktisk ville hjælpe på hendes humør.

Toretto sad meget roligt også på da den lidt højre mand tog fat i Miranda, men der gik ikke længe før han havde fået et spark og lod nede på gulvet, et lille smil kom frem på hans læber hvor efter han åbnede det ene øje igen for at se hvad der nu vil ske, for han kunne fornemme det nok skulle blive godt nu vor mandens kammerater var begyndt at rører på sig, og havde retning direkte imod Miranda. den ene af kammerraterne gik hen og stillede sig lige op af hende og så ned på hans kammerrat hvor efter han kiggede på Miranda, og langede ud efter hendes højre side med en flad hånd.
" hvad fanden var det du gjord ved min ven " blev der sagt fra den ene af, hvor efter de andre kammerater begynde at komme tætter på dem.

Toretto sad blot med et lille smil på læben, et var lidt komisk det her, og gad vide hvor langtid denne kvinde vil kunne klare sådan nogle fyre, dog var der en ting ved hende som ikke var som det skulle være, men han kunne ikke rigtig fornemme det og hvorfor der lugtede af hund her inde vidste han heller ikke, men nu var det jo en kro så mund ikke der var en hund her inde et eller andet sted, men den tanke forsvandt igen, for nu kunne han fornemme at der ville ske noget, for de kammerater af den mand som hun havde sparket var begyndt at samle sig, for det vidste sig åbenbart at maden havde mange kammerater.

en anden mand stillede sig bag Miranda for at tag fat om hende bag fra, hvis hun skulle prøve på noget overfor de andre mænd, så lige nu var hendes odds ikke gode en mand foran hende en mand bag ved og mange flere på vej.

Miranda var med det samme på vagt, som en af de andre mænd gik op mod hende. Hun fik et skævt smil på læberne og fnøs lysløst af dem. De vidste ærlig talt ikke hvad de var oppe imod, og måske var de mange, og det ville ikke ligefrem blive nemt. Men Miranda havde stadig et trumfkort, som de endnu ikke kendte til.
Miranda dukkede sig, således at hånden ikke ramte hende, og sendte i samme bevægelse, som hun var på vej op i stående tilstand igen, en knytnæve op i hans kæbe. Man vaklede lidt tilbage, men så ikke videre ud til at blive i bedre humør af det. ”Jeg gjorde som bare, hvad han fortjente. Har i aldrig hørt om almenlig høflighed?” svarede hun i noget man svagt kunne antyde var en drillende tone.

Miranda følte sig meget heldig med, at hun havde evnen til at kunne holde styr over dem alle. Fornemme, høre og lugte hvis der skulle ske noget. Hendes hovedfokus lå naturligvis på mændende der så ud til at ville angribe, og derfor bemærkede hun ikke ligefrem fremmede og mærkværdige lugte omkring hende. I hvert fald ikke endnu. Miranda sendte en albue bagud, mod manden der gjorde klar til at gribe fat om hende, inden hun bevægede sig hen mod ham foran hende, og undgik med nød og næppe en knytnæve der var på vej i hendes retning. Hun sparkede på mandens knæhase, således hans ben knækkede sammen og lod ham falde ned på knæ. Hun greb fat i hans trøje og smed ham hen til manden der før havde stået bag ved hende. Sikke da et yndig par de var, som de lå der og rodede rundt på gulvet.

Miranda nåede dog ikke at nyde synet længe, før en høj mand fik fat omkring hende bagfra og holdte hende fast. Ikke videre behageligt, da hun blev taget fat om, men hun ikke helt var forberedt, og hun mærkede at en anden slog hende i maven og fik hende kort til at bøje sig lidt fremad. ”Det var ikke særlig pænt.” sagde hun, som hun kiggede op på manden, med øjne der begyndte at blive mere isblå. Hvilket betød at hun havde forberedt sig på at forvandle sig hvert øjeblik det skulle være, hvis det blev nødvendigt.
Hun greb fat om manden bag sigs arme, og løftede sig op, således hun kunne sparke manden foran sig, så han væltede bagover, og få kraft nok til at kaste manden der havde fat i hende, over sig. Det hele havde dog været en del nemmere, hvis ikke de havde været så store som de var. Men det måtte man tage med.
”Der er hun! Fang hende.” Miranda var løbet ind blandt de andre gæster, for bedre at få overblik over situationen, men de fik øje på hende rimelig hurtigt, da det store krøllede hår, virkelig ikke var til at tage fejl af. Hun hoppede op på et af borderne og vinkede til dem. Bordet begyndte dog hurtigt at opføre sig underligt, og det var ikke fordi der var nogen omkring det, men mere at der blev brugt magi til at forsøge at skubbe hende af bordet. ”Virkelig? Skal vi til at lege med magi nu? Tøsedrenge.”

Toretto følte denne slåskamp der var kommet nøje med det ene øje, han var dog imponeret over hvor god denne kvinde var til at slå fra sig og imponeret over hvor dårlig de mænd var til at angribe hende, et smil kom frem på hans læbe ide de fik fat om hende, men det forsvandt igen ide hun kom fri fra grebet. ting faldt ned fra borende ide Miranda hoppede op på, han vidste ikke rigtig om han skulle ende denne kamp eller han skulle se hvad der vil ske.

Han lage mærke til hvordan borende opførte sig mærkeligt, han skimtede rundt for at se om der var en der brugte magi, han fik øje på en mand som stod med hænderne lidt fremme og imod Miranda, han kiggede kort på Miranda" en fair kamp skal det vel være " mumlede han. og en meget hurtig bevægelse og ikke mindre ind få sekunder var manden død, og toretto var tilbage på hans plads, mange af kammeraterne stod og kiggede på manden der lå død på gulvet, ingen havde set hvad der var sket med ham, de så blot overrasket i få sekunder. og vende så blikket på Miranda igen " kom nu drenge lad os tag hende, og vil hun fortryde det hun har gjord."

Nogle af mændene begyndte nu at tage våben i brug nogle havde nogle knive med og andre nogle køler. det havde løkkes mændene at omringe Miranda på grund af det bord hun stod på, toretto kunne godt fornemme at det nu ikke handlede om den plads men mere at nu skulle denne kvinde lærer for hvad hun havde gjord. men stadigvæk var han ikke sikker på om han skulle hjælpe mere ind han allerede havde gjord. men der var alligevel stadig noget ved hende som ikke var som det skulle være, hendes måde at vide hvad der var omkring hende og den lugt af våd hund der var, han sad længe og tænkte tingene igennem og ventede blot på at måske hun vil afsløre et eller andet, der gjord ham sikker i hans sag.

For hvis det viste sig at hun var varulv så var han nød til at tag aldrig forbehold, og især hvis hun vil forvandle sig. for en vred varulv var ikke godt det vidste han af erfaring, han havde støt på nogle varulve igennem hans levetid, og ikke alle var lige nemme at gøre noget ved

Bordet holdte ret brat op med sin bevægelse, men det var ikke det som i første omgang havde fanget Mirandas skærpede sanser. Det var bevægelsen et stykke til siden, og at manden der faldte død sammen. Hun havde ikke set det tydeligt, men hun havde set en bevægelse, og nu lå hendes blik på manden der sad tilbagelænet og blot så ud til at kigge ganske roligt på. Miranda vidste at han havde været afsted mod den anden mand, og hun lavede et kort og næsten utydeligt nik mod ham, til trods for at lugten nu var gennemtrængende fra ham. Godt nok ikke noget, hun reagerede videre på. Hun havde andet af fokusere på. Ikke at hun regnede med at han hjalp hende igen, men det var hvad han havde gjort nu. Han havde hjulpet hende, således at det blev mere fair. At hun så havde planer om at bruge magi nu, var en anden side af sagen.

Specielt nu når mændene tog våben frem. ”Virkelig? Seks bevæbnede mand, mod en ubevæbnet kvinde. I må være stolte.” hendes stemme var kølig, som hun lavede en glidende bevægelse med sin arm, og is skød frem som knivskarpe pigge fra gulvet. En af mændene blev presset op af væggen af piggene, der havde boret sig ind i hans tøj, og nu sørgede for at han hang ganske fastlåst til væggen. Dog så hun ud til at være godt omringet nu, selvom hun havde fået en af dem væk fra sig. Små iskrystaller begyndte at vokse frem på bordet, hvor hendes fødder rørte, bare grundet at hun i øjeblikket ikke var i verdens bedste humør og meget vred. Hun tog hurtigt et par knive frem fra under hendes tøj, og sendte dem mod mændene. Hun ramte tre, men kun en af dem faldte død sammen, mens en anden bare blev mere skadet, og den sidste kun lige bakkede kort.

Miranda kunne bare forvandle sig, og flå de resterende mænd nemt som ingenting. Men hun vidste at hun senere ville kunne blive genkendt, og så chancen for at hun kunne vise sig i den her kro igen, ville være meget lille. Så derfor satte hun fokus på at nå sit sværd, henne ved bordet hun før havde siddet ved.
Miranda lavede et rullefald hen over en af mændene og løb mellem borde og stole for at nå sværdet. Hun nåede lige akurat at vende sig med det trukne sværd, og forsvare sig mod et angreb, der var sendt lige mod hende.

At være uset var nogen toretto gik op i men af hun på en måde vidste det var ham der havde hjulpet fik ham blot til at tag ved spidsen af hans hat og bukke en hilsen tilbage til Miranda, selvom han normalt ikke hjalp folk så vil det være spild af smukt kød hvis hun døde. Han åbnede begge øjne ide Miranda brugte sin magi til at angribe med, lige nu vidste at han at et de var mere ind 3 meter fra hinanden 2 at der ville komme en del ballade snart, mere ind der var i forvejen.

ide Miranden slog en af mændene ihjel og skadet 2, vidste toretto at det snart var på tide at gribe ind, han så hvordan Miranda var på vej hen imod hendes sværd, med mænd lige i hælene.
han så at hun lige nåede at blokere angebet fra en af mændene som var bag hende, men en anden mand som kom imod hende bag fra vidste han at hun ikke havde set, så i et hurtigt ryk stod han med ryggen op af hendes ide manden med en kniv skulle til at stikke Miranda i ryggen, Toretto dukkede på med håndfladerne placerede på hver side af kniven. " tror det er på tide i lader den unge kvinde være " sagde han med en kold stemme som vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på en hver fyr.
Manden med kniven fast låst i Torettos hænder gjord alt hvad han kunne for at presse den imod Toretto, men det kunne han ikke hans grib var så fast at han slap grebet om kniven, og den falde til jorden. " hun skal bare død hende der " kom det fra manden. Toretto lænede hovedet lidt op så man kunne se hans gule øjne " engang til hvad sagde du " sagde han irriteret hvor efter han tog fat i kraven på ham og kastede ham 3 meter hen af gulvet, manden blev liggende.

Toretto havde samlet kniven op manden havde smidt foran ham, han tog hans hånd og placerede den lige ved Mirandas baglår hvorefter han placere knivens bag side på " brug den her i stedet for, et sværd vis dem at du er farlig blot med en kniv " viskede han. inden han forlod hendes ryg, og gik over imod døren ud af kroen, en mand kom imod ham få meter fra døren med en truende næve " hej du der du skal ikke.......," var det eneste han nådede at sige før Toretto slog ham med et lille slag på struben, efter fuldt af et vrid i halsen sådan manden fald om.
han vende sig kort om og stillede sig lige ved siden af kro døren, hvor han stod og kiggede direkte over på Miranda med hans helt gule øjen.

Miranda var måske skærpet hvad hendes sanser angik, men hun kunne ikke holde styr på hver evig eneste detalje, og også selvom hun kunne, ville hun ikke være hurtig nok til at nå det hele. Miranda måtte ærlig indrømme at et lille jag af forskrækkelse gik igennem hende, da hun mærkede en fremmeds ryg mod hendes egen, men ved et kort kig over skulderen, kunne hun konstatere, at det var langt mere sikkert at havde ham der, end at han ikke var kommet.
Unge kvinde. Wauw, det lille elvergen hun besad, måtte virkelig ligge en fin skjulende røg ud. For Miranda var ikke ung længere. Måske i udødeliges synspunkt var hun, men hvad andre mennesker angik havde hun en forsvarlig alder på de 30. Dog var der ingen tid til at føle sig smigret i øjeblikket, hun var langt mere beskæftiget med at afvæbne manden foran hende, der ikke gik helt roligt i gang med at angribe. Hun fik skubbet manden væk fra sig, som han væltede over nogle borde og stole, grundet med kræften han blev skubbet tilbage.

Miranda drejede hovedet let, som han hviskede til hende, og tog imod kniven bag sig. Hun mente godt nok ikke, at det var nu man skulle til at være overmodig med brug af våben, men hun nåede ikke videre at spekulere over hvad hun skulle gøre, før sværdet blev slået ud af hendes hånd. Faktisk havde hun nær mistet et par fingre i processen. Med et velplaceret spark i stridtet, og et slag mod nakken, med skaftet af kniven, faldte manden tungt til jorden, og Miranda kastede præcis kniven efter den næste mand, hvor kniven ramte ham lige i struben. Et veltilfreds smil formerede sig på hendes læber, som hun med et snuptag fik samlet sit sværd og sat på plads.
En sidste mand fik en knytnæve lige i ansigtet, hvilket resulterede i en ubehagelig knasende lyd, der nemt kunne være hans næse der brækkede. Hun tog fat om sin skintaske, som hun satte hurtigt på plads, inden hun ret hurtigt fulgte Torettos eksempel med at komme mod døren. Dog snuppede hun lige hurtigt et æble på vejen, da hun ikke havde nået at få mad endnu, og allerede havde betalt for det. Så mente hun heller ikke at det var helt uforsvarligt at hun to noget med. ”Du har satme timing.” sagde hun lavmælt, som hun kom hen til døren og stod ved siden at manden der havde hjulpet hende. Hun lavede et kort buk ind mod kroen, som et farvel og ret meget bare for at blære sig over at mændene ikke kunne klare mosten. Hun bid i æblet og smuttede derefter ud af døren, med det krøllede hår flagrende let efter sig.

Toretto stod blot og ventede på Miranda skulle blive færdig med at banke fornuft ind i de mænd som hun sloges med, ide hun blev færdig og var på vej over imod ham, følte han hende med blikket og smilede blot ide hun snakkede til ham, han holde døren for hende sådan hun kunne komme elegant ud, men ide hun kom op ved siden af ham kunne han med det samme lugte vådhund lugten og nu vidste han at hans sanser havde været rigtig hele aften. nogle af mændene var ved at følge efter men ide døren lukkede efter Miranda og det kun var toretto der stod tilbage, vidste han at han godt kunne visse dem lidt af sig selv.
hatten var som altid trukket godt ned for at dække øjne og ansigt, " hvis jeg var jer vil jeg bare gå tilbage og sætte mig igen." sagde han med en bestemt tone. en af mændene svarede hurtigt tilbage " og hvad for dig til at bestemme det " Toretto kiggede op på mændene med han gule øjne og en hjørne tand kunne ses på hans smil. " fordi jeg siger det, forstået " mændene bakkede stille tilbage "jaaa jaa okay skal vi nok ". sagde de nervøst og gik hen for at sætte sig igen. Toretto tog hatten ned foran øjne igen og gik ud af døren for at finde Miranda hvis hun altså stadigvæk var der.



// skal vi bare kører vidre i denne tråd ude foran eller ??

Miranda var heller ikke spor i tvivl om hvad Toretto vidste sig at være. Hun havde haft sin fornemmelse fra starten, specielt grundet hans hurtighed, men hans lugt var heller ikke til at tage fejl af. Miranda var bare ikke særlig fokuseret på racer, så det generede hende ærlig talt heller ikke spor. Dertil var det vigtigste at han havde hjulpet hende, og at hun havde kunnet banke fornuft ind i de resterende mænd der mente hun skulle bankes grundet hendes opførsel.
Nu var hun udenfor i den friske kolde aftenluft, og selvom hun havde småløbet ud af kroen, var hun allerede nu slået i normal gang og bed roligt i det saftige grønne æble. Hun havde set at Toretto ikke var fulgt efter hende ud, men han måtte vide bedst hvad han foretog sig. Det var ikke særlig ufarligt for ham at være derinde mere, efter at han havde deltaget i hendes slagsmål, men den vante knirkende lyd fra døren, fik hende til at vende hovedet og se at han alligevel nu var på vej ud ligesom hun selv var. Miranda drejede hovedet tilbage til at fokusere på vejen, som hun gik roligt afsted, og fokuserede lidt på at få sat sin taske ordentlig og at sværdet sad forsvarligt i holderen. Hun havde ligeledes mistet nogle knive derinde. Noget hun ikke helt var tilfreds med, men hun havde vidst nogle små stykker tilbage derinde et sted.
Men det var underordnet, for hun havde stadig sværdet, hvis det skulle vise sig at der var mere ballade på færde.
Miranda begyndte derefter at sætte sit hår mere tilbage på plads, der det havde fået sig en vildtur efter hendes løben frem og tilbage i kroen. Imens løftede hun lidt undrende et øjenbryn, og vendte sig halvt tilbage af mod kroen, for blot at se at Toretto fulgte efter hende. Hun satte farten lidt ned, således at han kunne indhente hende, hvis det var det han ville. ”Følger du efter mig?” spurgte hun så ganske roligt og kiggede på ham med et meget neutral ansigt. Jo, der var ingen tvivl, han havde en tydelig lugt af vampyr, selvom hendes sanser syntes at være sænket betydeligt. Normalvis kunne hun lugte det meget bedre, men lige nu var det hendes varulveside der forsikrede hende om det. Det undrede hende faktisk lidt, at hun ikke kunne lugte så godt som hun plejede.

Da toretto var kommet uden for kiggede han kort efter Miranda han så hende lidt væk fra ham, og i et lille ryk var han lige bag ved hende, han betragtede hvordan hun havde sat sit hår og rettet tøjet. " følge efter dig, troede godt at sådan en ung dame som dem ville have en ledsager på sådan en mørk og kold aften, hvor man ikke kan føle sig sikker på noget." sagde han med en meget dyster stemme ikke fordi det var sagt på den måde men sådan var hans stemme.

Han gik op ved siden af hende og fulgte lidt den bevægelse hun tog, hvad hedder så en flot ung dame som dem, og hvad laver de i sådan et selvskab inde på kroen, og hvor har de lært at slås henne." alle de spørgsmål blot for at få dem til at gå længere og længere væk fra mængden af menneske sådan de kunne blive alene. muligvis var hun varulv og han vidste at hun var mega stræk ide hun var en varulv, men han var rimlig sikker på at han rent styrke, var han hende overlegen, for han havde aldrig mødt en kvindelig varulv der kunne klare en mande vampyr, men det kunne være denne varulv havde skjulte talenter, det vidste han jo ikke noget om, men han var klar til hver en tid til at finde ud af det.

De begynde at trække ud fra byens murer, hvor de var på vej hen det vidste kun hun, og det kunne selvfølgelig godt være hun havde lagt en plan for ham, for han vidste hvad hun var så han var sikker på hun nok også vidste hvad han var. " flot måne der er i dag var, har hørt det skulle blive fuldmåne i aften" sagde han med blikket rettet ligeud.

Miranda var stadig sikker på, at han måtte være godt oppe i alderen selv, hvis han mente hun var en ung dame. Men hun lod ham. Det gjorde hende intet, andet end at det var smiger fra hans side af. Det var sjældent at smiger faldt i dårlig jord hos en kvinde, og sådan var det også ved Miranda. Hun smilede dog lidt af ham, som han kom med sin udtalelse. ”Jeg siger som regel aldrig nej til selskab.” svarede hun roligt, og lod sig ikke ligefrem skræmme af hans dystre stemme. Hun kendte udmærket til dysterhed, og lige nu, skræmte han hende ikke det fjerneste. Miranda blev som regel aldrig skræmt over noget, så det var ikke så meget personlig mod hans karakter, men bare generelt sådan Miranda opfanger livet.

Miranda drejede hovedet i hans retning, med et skævt smil på læben. ”Du er sørme nysgerrig..” svarede hun blot som det eneste til at starte med. Nysgerrighed var som regel noget man skulle træde varsomt med, når andre spurgte sådan en til en. ”Jeg hedder Miranda. Jeg kom alene på kroen, så derfor var det ikke ligefrem et ønsket selskab der kontaktede mig.. og hvor jeg har lært at slås henne, er min egen sag.” svarede hun ham, som hun roligt gik videre afsted for at komme ud af byen. Om han fulgte efter, var hans egen sag, og ikke noget hun ligefrem gik op i. ”Og du er?” det var nemt at mærke at Miranda ikke på samme måde var høflig. Ikke fordi hun på nogen måde forsøgte at fornærme ham eller noget, men hun tiltalte aldrig folk i andet end dus, og sådan havde hun altid været, og det blev hun uden tvivl ved med.

Miranda tog en dyb indånding og løftede blikket op mod den mørke nattehimmel og den skinnende måne. Hun vidste godt hvor han forsøgte at komme hen med det. Han vidste lige så godt som hende, hvad modparten var for et væsen. Og at han alligevel valgte at følge efter hende, overraskede. Med mindre han havde planer om at angribe, men så ville de undre hende meget. Hvorfor skulle han redde hendes røv inde på kroen, hvis han alligevel havde planer om at angribe hende? ”Det er først i morgen.” svarede hun neutralt tilbage. For Miranda kendte udmærket månens rytme hen over himmelen, og det var ikke i nat, hun skulle døje med forvandlingen. Først i morgen. Deraf at hun var på vej hen til et bjergområde, eller en stor skov, hvor hun ikke ligefrem ville løbe ind i mange andre væsner, på fuldmånenatten.

Toretto var på en måde lidt ligeglad med hvad hendes svar var undtagen da hun fortalte sit navn, det ville han vide, han lagde mærke til hvordan hun håndterede hendes tale måde overfor ham og hendes måde at svare på. han smilte lidt for sig selv " selvskab er godt nogle gange og andre gange ikke". han kiggede sig kort over skulderen da de var kommet væk fra byen og ud på et stort skov område. " mit navn hmm, lad os vente lidt med det. " var det eneste han sagde før han med den hurtighed han besad og den styrke han havde skubbede Miranda med fuld kraft og styrke ind i et træ, og hvor han med det samme farede hen og tog fat i hende da hun højst sandsynligt var faldt til jorden ide hun ramte pænt hårdt og hurtigt. han tog fat i kraven på hende og løftede hende op.

Toretto væsede kort af hende og så på hende " nå hvad så hund hvornår vil du så vise mig dit sande jeg " hans snak efterfulde derefter en knytnæve imod hendes hovedet.
hans slags af vampyre brød sig ikke om varulve og det gjorde han heller ikke, mest af alt ville han faktisk ikke gøre hende fortræd, for der var noget ved hende der fangede hans opmærksomhed, men blot af ren refleks gjorde han det han gjorde. " jeg ved du sikkert havde håbet på at jeg skulle følge dig længere væk sådan du måske havde nogle venner der kunne hjælpe dig imod mig, men sådan gik det ikke til jeg kom først ".

Hendes væremåde overfor ham hendes talemåde overfor ham irriteret ham, han havde hjulpet hende, men ikke det mindste tak var kommet fra hende, og det så ikke ud til hun frygtede ham, men hun skulle nok huske ham inden deres møde sluttede, for slå hende ihjel ville han ikke endnu, men det kunne være hun fik ham på andre tanker.

Det var sgu da imponerende som folk havde en umådelig lyst til at angribe hende i dag. Miranda havde absolut ikke engang nået at reagere på hans bevægelse, andet end da hun havde ramt træet faldte hun helt automatisk sammen ned foran det, grundet kræften hun blev skubbet afsted med. Hun rystede hovedet let, for at genvinde fatningen inden hun blev løftet op igen. Oh jesus christ, hvad var der med de mænd i dag!
Men det som undrede Miranda allermest, var at hun intet havde hørt eller fornemmet. Ganske vidst vidste hun at han var vampyr, og deres hurtighed var ikke noget man skulle tage let på af nogen art! Men Miranda havde medfødte evner, som var lige så gode som en vampyrs, hvis ikke bedre, til både at se og høre. Og alligevel havde hun intet hørt eller set. Det var virkelig underligt! Og ikke videre behageligt. For hun havde en grum mistanke om at det var ham der var skyld i hendes evnes pludselige forsvinden.

Helt automatisk, som han væsede af hende, begyndte hun at knurre lavmælt. Det var en refleks, de fleste havde taget til sig, efter de var blevet varulve og havde været det et jævnt stykke tid. ”Det var jo tydeligvis ikke nødvendigt” svarede hun knurrende, og nåede lige akurat at løfte hånden og diregere hans knytnæve mere ud til siden, samtidigmed hun flyttede hovedet. Hvilket resulterede i at hans knytnæve i stedet ramte træet og ikke hende. ”Du har vidst det lige så længe, som jeg har vidst hvad du er! Så drop komedien om at jeg har forsøgt at føre dig bag noget lys! For det har jeg ikke.” tilføjede hun, mens hendes stålblå øjne, så koldt på ham.
”Hey! Bare fordi du havde en eller anden sindssyg idé om at følge efter mig, betyder det ikke at jeg automatisk planlægger et baghold!” hendes stemme var vred og ikke mindst irriteret. Hvorfor tiltrak hun altid problemer?! Endda uden at gøre noget for det, i det her tilfælde.
”Dertil, hvorfor fanden skulle jeg havde en hensigt om at gøre dig ondt, når du lige har reddet mit liv!” Hun fattede simpelthen ikke hans logik! Miranda havde slet ikke bedt ham følge efter hende, som det første, og sådan set heller ikke regnet med det! Hun havde slet ikke regnet med at møde nogen i aften overhovedet, og mindst af alt en vampyr. Hun begyndte så småt at vride sig, i et forsøg på at slippe ud af hans greb. Hun sukkede, som hun erfarede at han ikke lige umildbart var så nem at få til at give slip. ”Vil du være sød, at give slip.” Miranda var rimelig neutral i alle sine ansigtstræk, som hun kiggede afventende på ham. Der var jo ikke så meget hun kunne gøre, hvis han valgte ikke at slippe hende igen.

Toretto så hende direkte i øjne, der var noget særligt over hende han kunne ikke slå hende ihjel, men hvorfor han så længe på hende hans øjne blev dybt begravet i hendes, hans minder blev taget tilbage til da han var yngre og inden han blev vampyr tanken om rebecca, hun mindede meget om hende, pigen han ikke fik et lykkeligt liv med på grund af Marcus.
var det derfor han ikke kunne dræbe hende, hans greb om hende slap hende da han kom til sig selv igen, Toretto sagde aldrig undskyld han gik blot et par skridt tilbage og væk fra hende. han stod længe og kiggede over på hende.
" det ved jeg " var det eneste han sagde, før han blev afbrudt af en larm. nogle af de mænd de havde kæmpet imod nede i baren var følt efter dem dog denne gange var de nok omkring 30 mennesker, for de vidste hvad Miranda kunne gøre, og de var ikke tilfreds med det som var sket nede på kroen. " der er hun " råbte mændene, som også har iført sig våben.

Toretto så på de mange mænd hvor efter hans blik blev rettet imod Miranda, " de er sku vilde med dig, men forståligt. " smilte han til hende inden han vende sig imod mændene, han trak hatten lidt ned for at dække hans gule øjne. han vidste ikke rigtig hvad Miranda havde tænkt sig nu for 30 mænd var en meget store håndfuld.
Toretto bakkede lidt tilbage imens han ud af øjenkrogen så på Miranda.
var det kunne hende de vil have eller var det også ham de vil have, det spørgsmål gik igennem hovedet på ham lige nu

Han så distraheret ud, som han kiggede på hende. Som om at han rent faktisk ikke hørte et eneste af de ord hun ytrede, men bare stillede hende ind i øjnene. Miranda var ikke sikker på, hvor behageligt hun mente det var. Normalvis når folk stirrede så intenst på hende, ville det snart blive rigtig slemt at være hende! Men alligevel virkede det mere som om han var i krig med sig selv om hvad han skulle gøre ved hende. Om han da overhovedet ville gøre noget ved hende, eller slippe hende igen.
Han nåede i hvert fald frem til en eller anden konklusion, eftersom han løsnede grebet og til sidst slap hende, som han kom mere til sig selv. Hun kiggede skeptisk og vagtsomt på ham, som han bakkede væk, uden mine til at hun ville forlade stedet hun stod på. Lige nu, var hendes bedste forsvar at forholde sig roligt og afvente hans næste træk.

Dog blev hun hurtigt distraheret af larmen fra mænd. Og der var mange af dem. Hun sukkede irriteret og himlede med øjnene. Nogle forstod bare ikke at stoppe mens legen var god. Hun løftede et øjenbryn og tænkte lidt over sin situation. Hun var stærk, hun var god til at slås. Men alt med måde. 30 bevæbnede mænd, stod måske lige over hendes evner, måtte hun ærligt indrømme.
Miranda drejede hovedet mod Toretto og et smil kom faktisk frem på hendes læber. Normalvis var hun ikke lige typen der smilede. Men af en eller anden årsag, fik hans kommentar hende alligevel til at få et smil frem. ”Det er også svært at give slip på mig, når først man har mødt mig.” svarede hun sarkastisk, og vendte blikket tilbage til mændene. Det stred imod hendes natur at skulle indrømme det her, men der var simpelthen for mange til en lille varulv. Og hun havde ikke tænkt sig at forvandle sig, dagen før fuldmåne. Det ville blive en smertefuld proces. Så derfor sukkede hun blot og måtte erkende situationen. ”Hvor meget det end strider mod min natur. Så tror jeg, at det ville være sikrest for mit helbred at smutte.” konstaterede hun, og begyndte at småløbe væk derfra, men stoppede hurtigt op og kiggede tilbage på Toretto. ”Kommer du?” spurgte hun og kiggede lidt afventende på ham, inden hun vendte tilbage til at løbe ind i den tætte skov. Altså, hun skulle ikke stoppe ham, hvis han bestemte sig for at kæmpe mod 30 mænd alene, såfrem de ønskede at kæmpe mod ham. Men han havde trods alt hjulpet hende derinde, hvilket nogle af mændene nok nemt ville kunne huske.

Da Miranda var klar til at stikke halen mellem bene, rystede han på hovedet Toretto plejede aldrig at stikke halen mellem benene." typisk lige når vi skulle til at more os " men ide hun vende hovedet til ham og spurgte om han kom med, vidste han ikke rigtig om han skulle tag med eller han bare skulle blive og slå hele banden ihjel. men der var noget ved hende der trak i ham, for hvad hvis han ikke så hende igen.
endnu engang fik blikket af hende ham til at tænke tilbage til rebecca. han begynde at vende sig imod hende, ide han fik en pil lige i skulderen. han faldt kort til jorden men rejste sig igen hurtigt op.

han så på de mænd, inden han så på hende " du har sku nok ret " han vende blikket imod mændene " næste gang " var det eneste han sagde før han gik imod Miranda for at følge efter hende ind imellem de tætte træer.

Da de var kommet væk fra mændene stoppede han op, han vende hovedet imod pilen som sad fast i ham, han vende blikket på Miranda og smilte kort. han kunne lugte at der ikke var nogen der følte efter dem, han hørte også efter med hans hørelse men dette var virkelig et stille sted de var havnet. hans blik var begravet i hende endnu engang, der var bare noget ved hende som han ikke rigtig kunne modstå.
Toretto var normalt ligeglad med kvinder, normalt vil han bare dræbe dem æde dem også bare gå vidre men hende her vil han hverken dræbe spise eller suge hendes blod. " er du okay " var det eneste der kom fra ham

Miranda smilede bare af ham, men svarede ikke. More sig. Ja, det var at more sig, når man var oppe at slås, det ville hun give ham ret i. Der var bare intet sjov i at tabe, og selvom at hun ville havde gode odds med en vampyr der hjalp hende, kunne hun ikke vide sig sikker på om han også havde en hensigt om at hjælpe hende når det virkelig galt. Miranda var nået et stykke videre, således at hun var mere end tre meter fra ham, da lyden af en pil der susede igennem luften, blev opfanget af hendes sanser, hun vendte sig hurtigt, kun lige for at nå at se at pilen ramte ind i Torettos skulder. Det resulterede i at hun helt stoppede op, for at sikre sig at han ikke var dødeligt såret i hvert fald. Så igen, en vampyr afgik ikke lige så let. Men det var vel bekymring af en art, der var kommet over hende. En ny pil susede afsted, lige forbi Mirandas øre, og bevægelsen derfra, fik de krøllede lokker til at føje let til siden. ”Næste gang, lyder fint.” tilføjede hun stille, som hun havde blikket rettet til siden, hvor pilen lige var suset forbi og havde ramt et træ bag hende.

Hun gik ind mellem træerne og satte derefter i løb, da hun så at Toretto fulgte efter hende. Normalvis ville hun da bare havde efterladt ham. Det var ikke hendes problem at han var kommet til skade! Men hun havde alligevel ventet, og sikret sig at han kom med, så han ikke kom mere til skade. Miranda var ikke helt sikker på hvorfor hun gjorde det.
Miranda stoppede først op, da hun var kommet et godt styk ind i skoven, og kunne høre med sine normale sanser at Toretto også stoppede op. Det var da mærkeligt som hendes evner så ud til at forsvinde når han var i nærheden. Det var ikke en særlig betryggende følelse.
Hun vendte sig og så på ham, hendes blik rettede sig dog hurtigt mod pilen der stak ud af hans skulder. Og så spurgte han endda efter om hun var okay. Imponerende, taget i betragtning af at han var blevet skadet. Hun havde mest af alt lyst til at sige, at det var da ligemeget om hun var okay, det var da strakt værre med ham, når der stak en pil ud af skulderen på ham! Men hun gjorde det alligevel ikke. Nok var Miranda ikke høflig, men lidt opdragelse havde hun da fået banket ind i knolden. ”Jo tak, jeg har det fint.” svarede hun roligt, men efterfulgte hurtigt svaret med et spørgsmål. ”Hvad med dig? Pilen ser ud til at være gået ret langt ind.” Miranda stod helt stille og vidste faktisk ikke rigtig hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun havde arbejdet med pile før og skader derfra, så hun kunne sagtens hjælpe ham. Spørgsmålet var bare om hun ville få lov til at hjælpe ham.

Toretto så på hende hans hat dækket stadigvæk hans øjne, han var tilfreds ide han hørte hun var okay. han så kort op på hende da hun spurgte til ham og pilen der sad i ham " det går ingen skade sket " selvom han kunne mærke skaden og selvom han var helt rolig, gjorde det stadigvæk ondt og slemt, dog kunne der ikke gå betændelse i såret da det ikke var en sølv pil der blev skudt afsted.

Han satte sig over på en sten og tog sig kort til skulderen, han tog fat om pilen og hev den ud med det samme, hvis man kiggede på hans ansigt vil man kunne se at det gjord ondt, han så over på Miranda " nå ulv hvor har du tænkt dig at gemme dig i morgen aften " han vidste han hun vil være nød til at gemme sig i en grotte hvor der vil være kæder til at styre hendes forvandling, eller det regnede han med. " har du tænkt dig at lænke dig selv osse " kun en ting var sikkert, han vil helst ikke se hende blive jagtet som det dyr hun var. på en eller anden måde følte han at han var nød til at omgås hende, der var noget ved hende der trak i ham imod hende.

han fik kort en ide " hvor god er du med din is evne fra over 3 meter " sagde han med et smil på læben " for hvis du kan ramme mit sår fra 3 meter må du gerne det, hvis du vil med mindre du kender en bedre måde " det var første gang han havde spurgt en person om hjælp men som sagt der var noget ved hende der fik ham til at handle anderleds