Læsetid: Cirka 15 minutter

Såvel som at man kan glemme ting før man tager af sted på rejse, er det faktisk også lykkedes Eveene at glemme sin bomuldsfrakke. Det kan trodsalt godt blive lidt koldt om aftenen når man vandrer igennem skoven så sent. Kortet med de små stier bliver vendt og drejet, men giver ligeledes ingen mening for hende.
Hun pakker kortet sammen med et suk og kigger sig omkring. Der vil ikke gå mange timer før natten falder på, og hun vil få brug for et sted at overnatte. Hun løfter sin store rygsæk med alle hendes ting op på ryggen igen, og fortsætter lidt endnu ud af den ellers ukendte sti hun har begivet sig ud på, i håb om at slå genvej. Hun stopper op og kigger sig omkring og får øje på en lille sø imellem træerne og beslutter sig for at slå sig ned i nærheden tilstrækkelig langt væk fra stien så ikke uvedkommende skulle få øje på hende i hendes søvn. Hun begiver sig langsomt igennem den lidt frodige skov, væk fra stien, og længere ind mod søen. Her får hun øje på en relativt stor firkantet sten, som om den var blevet hugget ud, og beslutter sig for at det må være et fint sted at slå sig ned for natten. Her kan man trodsalt ligge en smule i læ for den ellers kølige brise der kunne slippe igennem træerne i ny og næ.



Med besvær lægger hun forsigtigt sin rygtaske op af stenen og finder et skindtæppe frem hun havde købt fra af en halvfed jæger i den sidste landsby. Hun fandt hurtigt to grene der ville være solide nok til at kunne bygge sig et lille tag ud af, og det eneste der mangler var nogle gode blade og kviste til lige at skærme for det værste af vindene. Det værste der kunne ske nu var en ordentlig gang regn.
Lystigt efter at have bygget sin lille lejr, begav hun sig ud for at finde nogle gode tørre kviste og grene der kunne danne et bål. Man skal huske at være meget opmærksom på hvor man begiver sig hen, så man kan finde tilbage igen. Det var det råd hun engang fik af sin søster der ligeledes var faret vild i skoven da hun var mindre.
En god bunke tørt træ som denne burde være nok til at holde sig varm natten over samt lave sig lidt proviant. Hun skuede over søen, og fik et hurtigt glimt af en slags skygge.
Hun tænkte ikke videre over det, da det kunne være så mange ting. En fugl, trækrone der svajede eller tåge.
Efter at have placeret lidt brænde i en bunke lidt uden for sin krybe-hytte satte hun med et knips ild til den. Dejlig varmt blev der efter en stund og man kunne efterhånden tydeligt se at natten var ved at sætte sine spor. Jernpanden der hang på siden af tasken blev smidt ind på bålet med en gang svampe på og hun lå ventende og kiggede ud på søen der glitrede i flammernes lys. Duften af friske svampe på panden er ikke helt så dårligt når man er alene langt ude i skoven hvor ganske få nogensinde havde sat fod.
Efter et godt måltid skyllede hun panden i søen, og spiste lidt friske rosiner hun også havde købt af jægeren. Derefter rullede hun sig ind i sit skindtæppe og puttede sig godt ind i sin krybe-hytte. Hun kastede ligeledes nogle stykker træ på bålet så det kunne holde sig kørende et godt stykke tid endnu. Hun faldt i søvn.

Natten var godt henne og en varm rolig brise ramte Eveene så hun vågnede. Bålet var gået ud, der skulle lidt mere brænde på så ikke det blev for koldt, samtidigt undrede hun sig over den korte brise der strejfede. Kastede hurtigt blikket ud over søen der nu var totalt mørklagt. Man kunne knapt se noget, og hvis det ikke var for stjernerne i himlen havde det været mørkere end en banditleders sind. Endnu et knips tænder for bålet, og varmen er på igen. Lyset fra bålet blænder hende i første omgang, men får hurtigt øje på noget der ikke bør være her. Nemlig den skygge igen. Denne gang er skyggen dog mere fast i det, og meget tættere på. Lige på den anden side af bålet! Eveene spjætter og gisper efter vejret og hoster samtidigt lidt svamperester op fra det chokerende øjeblik.
Hun sidder og stirrer på skyggen på den anden side af bålet der nu var kommet endnu tættere på. Skyggen ser ikke ud til at ville noget ondt, men alligevel holder hun sig på vagt. Hvem ved hvad for en slags magisk evne det kunne være?

S?????????????t?????e???????n????????????n –Lød det fra skyggen, og pegede på en mindre sten lidt væk fra hendes krybe-hytte.

Hun kiggede derhen hvor skyggen pegede og fik kort tid efter øje på stenen. Den havde nogle udskæringer udformet som en slags rune.



Hun samlede stenen op, der var ret let trods dens størrelse, og vendte sig imod skyggen der nu var væk. Et blik på stenen igen og hun undrede sig over hvad det gik ud på. Hun lagde sig over i sin krybe-hytte igen, smed en pind på bålet og lå med stenen i håndfladen. Hun vendte og drejede den så bålets lys ramte den fra alle vinkler og gjorde den tydelig. Stenen var lidt beskidt så hun tørrede det værste snavs væk med kanten af sit skindtæppe.

Kunne dette være en runesten? Men runesten er langt tungere end den her, og større for den sags skyld. –Mange tanker strejfede hende, men hun kunne ikke umiddelbart finde nogen forklaring på den ellers ligegyldige sten med udskæring i og den mærkelige hændelse.

I nattens mørke bemærkede hun nu en komplet stilhed og ro, bortset fra bålets knitren. Det var vindstille. Hun følte en vis varmhed over stedet, og faldt hurtigt i søvn med stenen i hånden som om nogen havde kastet en magi på hende.

Efter en besynderlig nats søvn vågner Eveene. Bålet er gået ud, men det passer egentlig også fint, for hun havde besluttet sig for at vandre videre alligevel. Hun pakker så småt sine ting sammen i tasken og pakker stenen pænt ind i et afrevet stykke stof fra en af hendes trøjer og kommer det i lommen. Hænger panden på sin plads på siden af tasken og kigger sig en gang omkring før hun kastede tasken på skuldrene og fandt tilbage til den lille sti.
Efter et par timers vandring bemærker hun igen skyggen. Det ser ud til den følger efter hende. Skyggen, der var formet som et menneske, vinkede til hende som om at hun skulle komme derhen hvor den stod, et godt stykke inde i skoven. Hun valgte at følge efter, og jo tættere hun kom på skyggen, des længere ind i skoven forsvandt den. Efter et stykke tid hvor hun havde fulgt efter kom hun til en lille åbning og stigning i terrænet.



Blå skær glimtede fra kanten af bakken hvor sten og jord var synlig. Ikke langt derfra kunne man se frodig græs og grønne træer og små buske gro på store sten. Skyggen er forsvundet, og hun har ingen ide om hvor hun befinder sig. Enten er dette en meget gennemtænkt fælde, ellers er der noget helt andet på spil?

Hun beslutter sig for at smide sin taske og gennemsøge området nærmere. Hun åbner tasken og finder sin drikkedunk af læder frem og drikker sin tørst væk. Med to og en halv dunke vand burde det være nok indtil hun støder på den næste ferskvandssø. Hun tørrer de resterende dråber på hendes kind væk og ser sig omkring. Hun bevæger sig tættere på kanten hvor de blå skær kommer fra, hvor hun finder små lysende blå sten.

”Mærkværdigt syn!” udbrød hun og samlede en enkelt op og holdte mod solens lys.

Den blå sten smuldrede i hånden på hende, og efterlod kun gråligt støv. Hun følte sig forfrisket og samlede hurtigt et par stykker og pakkede ind sammen med sine rav, jader og andre værdier hun havde i sin læderpung. Hvem ved hvad de ville kunne indbringe på markedet.

Hun går med snuden i jorden og rumpen i vejeret og leder efter, ja hun ved det faktisk ikke. Efter et kvarters søgen falder hun og slår hovedet ind i et træ med panden først. Hun brokker sig kort og undersøger hvad det var hun snublede over.

”En lem af træ, her?” spurgte hun sig selv og så på det hængsel som foden åbenbart havde sat sig fast i.

Det rådnede træ så ud til at være gammelt, faktisk så gammelt at havde hun trådt på trælemmen havde hun nok faldt direkte igennem. Hun kiggede sig omkring, og besluttede sig for at åbne og se ned hvad der var.
Da hun løftede i hængslet faldt hele lemmen fra hinanden og ned i den dybe mørke nedgang det skjulte. Eveene stod med hængslet i hånden og kiggede i nedgangen. Hun sukkede og smed det fra sig. Hun hentede sin taske og begav sig ned i den smalle gang der hurtigere blev mørkere og mørkere indtil hun næsten ikke kunne se noget mere. Hun fandt en fakkel der lå på de store stenfliser i gangen og forsøgte at tænde ild til den. Dog uden held, for den var gammel og nedbrændt. Hun ledte videre indtil hun fandt en mindre nedbrændt fakkel der tydeligvis havde været dyppet i noget fedtet stads. Brænde, det kunne den og hun kunne nu fortsætte ned igennem gangen.