Navnet mangler endnu på denne

Mimi

Mimi

211
posts
2
karakterer

Mimi 22.10.2012 10:12
(Info til dig, som læser dette. Denne her lille historie omhandler Mimi. En udgave, som de færste herinden vil genkende, da det er nemlig den første udgave af Mimi på dansk board tilbage i 2008. Det hele forgår i New York og Mimi er ikke længere et menneske, da hun blev overtalt til at blive forvandlet en del årti'er forinden, hvor hun også tog vampyrens efternavn selvom vampyren ikke selv stod for forvandlingen.. Mere info kommer der ikke her til starte med og ved ikke endnu om jeg forsætter på denne historie. Men kommentarer er velkommen ^^)
Mimi

Mimi

211
posts
2
karakterer

Mimi 22.10.2012 10:12
Det var efterhånden ved at være næsten et årti siden, at Mimi havde ankommet til New York og alligevel havde tiden gået hurtigt for hende på grund af hun havde haft svært ved, at holde hendes mening for sig selv omkring hvordan det daværende vampyr råd tog sig af de problemstillinger, som der var. En dag efter, at hun havde haft befundet sig i den by, at hun snakket med et medlem af rådet, som hun ikke vidste på daværende tidspunkt, var en vampyr rådsmedlemmer og den samtale røg ret hurtigt over på, hvordan man bedst muligt kunne holde styr samt kontrol over byen og dens mange indbygger, hvilke i sig selv langt fra var nogle nem opgave – især ikke med dæmoner, som styre stort hele Manhattan område og alt det rakker pak der havde tage kontrollen i central park.

Før, at hun vidste af det så var hun blevet et medlem af rådet og om det skyldtes det at hun ikke var bange for, at sige hendes meninger eller om det var fordi, at rådet havde fundet ud af hvem det var der havde forvandlet hende. Vidste hun ikke og dog, så bestemt hun sig for, at tro det måtte være fordi, at hun holdte sådan på hendes meninger, som hun gjorde og ikke fordi, at det var en vampyr fyrste der havde forvandlet hende. Men igennem årerne, som var der et par enkle stykker, som forsøgte at spørge indtil, hvorfor det var at hun ikke snakket omkring hvor hun kom fra eller hvorfor hun holdte så stræk på, at de blot skulle tiltale hende ved hendes fornavn og ikke som Miss. Yorkshire, hvilke var det efternavn, som hun havde tage til sig efter hendes forvandling. Det havde virket rigtig, at gøre sådan dengang på grund af det var også Chriss efternavn. Hvad der var blevet af ham havde hun ingen ide om og som tiden gik skete det også sjældnere at hun tænke på ham – dog så kunne hun gribe sig selv i tanker omkring hans velbefindehed når der opstod stille stunder omkring hende.

Denne nat var ikke en ligesom de andre på grund af formanden for vampyr rådet runde de 1000 år hvilke i sig selv var noget udover det normale og derfor var alle vampyrer inviterede til kæmpe galla fest. Allerede to år før denne nat var forberedelserne begyndt og der var ikke en ting, som der var sparet på og egentligt så havde Mimi være med til, at planlægge sikkerhedsdelen – sådan, at der ikke bare kunne være nogle uvedkommende der kunne forvilde sig ind på grunden. En opgave, som Mimi havde sat en stor ære i og derfor var hun også lidt spændt på om alt sammen ville køre på spore hele natten igennem.

På hendes vej hjemme fra så valgte hun, at lade mørket omslutte hende – sådan at der ikke var nogle, som ville kunne få øje på hende og det var også den eneste af de gaver, som hun havde modtage under hendes forvandling, som hun havde nogenlunde styr på. Men hun håbet virkelig, at de andre der ville være tilstede den nat huske på, at bruge hendes fornavn og da hun så ville slippe for, at skulle minde dem omkring ikke, at kalde hende ved efternavn. Faktisk så var hun ikke længere sikker på om hun var sur, vred, skuffe eller sårer over det med, at Chris forsvandt så hurtigt efter hendes forvandling for alle de år siden og hvis hun skulle være helt ærlig for sig selv, så regne hun aldrig med, at skulle se ham igen.

Da hun ankom til stedet, hvor festen forgik så overhovedet inden, at hun trådt ind af døren snakket hun kort med en af vagterne, som hun havde overraske da hun havde trådt ud af mørket på grund af det var noget, som den vagt kun havde hørt omkring, at nogen vampyrer kunne gøre. Hun tændte for hendes personsøger og lade den ned i tasken, da der var give ordre omkring, at de skulle sende en besked til det nummer, som Mimis personsøger havde hvis der opstod det mindste.

Knap nok havde hun fået en fod ind af døren før, at hun hørte en velkendt stemme ”Like always so conservative Miss Yorkshire..” det var nemlig fødselarer selv og kort måtte Mimi bide sig selv i tungen for ikke at irettesætte ham angående det, at han lige havde tiltalt hende ved efternavn. Men hun gik med et påsat smil hen til ham, hvor de kysset hinandens kinder kort, som hilsen ”And that is why you like me and got me in to the council. But rember.. ” hun kunne ikke lade vær med at smide det lille hit omkring, at han ikke skulle bruge hendes efternavn når han tiltalte hende. ” Indeed it is and i will try.. thats all i can promise” lød hans svar og det var alt hvad Mimi bedte om. Nemlig at folk stoppet med, at bruge hendes efternavn når de snakket til hende. ” I must also said hallo the others who also have come to c elebrate your special night before you kidnap me completely.” det sidste sagde hun med et lille drilsk glimt i øjet, hvilke fik den ældre herrer til at le kort inden, at han gav hende ret og havde Mimi ikke vidst bedre så ville hun ikke havde troede, at det var 1000 år siden, at James var blevet forvandlet på grund af han så lige så gamle ud, som hun selv gjorde – nemlig omkring midt i 20’erne. Men hun begyndt, at gå rundt og få hilst på de andre medlemmer af rådet, som også var dukket op samt hun fik hilst på nogle af de ny ankommet vampyrer. Dog, så var det ikke alle sammen, som hun nåede at hilse på inden, at hun faldt i snak med Lisa, som ville hører alt omkring hvordan Mimi havde fået fat i den [url=http://stargazerfashions.files.wordpress.com/2011/11/blake-lively-at-gg-party.jpg?w=540&h=477]sølv/hvide kjole[/url] samt lang fra uskyldige kjole, da selvom den var ned til knæene så dækket den også kun de områder, som der skulle dækkes. Kjolen, som hun havde på samt hvordan det var muligt for Mimi, at holde den op. Lisa var en af de yngst vampyrer, som var tilstede på grund af det var blot et enkle måneder siden, at Lisa var blevet forvandlet og før det så havde Lisa haft levet et meget beskytte liv, hvor hun næsten ingen kontakt haft med omverden.

Mimi vidste ikke helt bestemt hvad det var ved Lisa, som gjorde at hun følte en vis forpligtelse overfor Lisa og dog, så havde det nok noget at gøre med, at Mark der havde forvandlet Lisa var blevet slået ihjel, hvilke blot gjorde at Lisa stod alene tilbage, som ny forvandlet. Det var noget, som Mimi kunne lægge genkende til, da det minde hende omkring hvordan hun selv havde følt det dengang det havde været hende, som var blevet forvandlet – Godt nok så havde Chris være med de første par gange hun skulle fange hendes føde og dog, så havde hun følt det som at han gled fra hende på grund af hans job.

Lisas fascination af Mimis kjole gjorde, at Mimi aftalte med Lisa de skulle ud og shoppe i den kommende uge, hvilke var en ting, som Mimi kunne med det sammen se på Lisa der satte julelys i hendes øjne. Det gjorde simpelthen, at Mimi slet ikke kunne lade vær med at smile og blive i et utroligt godt humør. En anden ting, som Mimi elske ved Lisa var, at hun ikke gik op i regler eller politik og det, som Lisa gik op i var kendte, moden samt musik – alle de normale ting, som en på Lisas aldre ville gå op i. ”Mimi ?” lød James’s stemme pludselig bagved Mimi og da Mimi havde været så optage af samtalen sammen med Lisa så kunne hun ikke undgå, at få et mindre chok. Men Mimi nåede blot at se hen på James før, at han sagde ” It was not my intention to startle you.” inden at han henvendte sig til Lisa ” You don’t mind if I borrow Mimi a short while” Lisa ryste blot på hovedet, som svar og da Mimi vidste, at Lisa var betage af James så kendte hun også til grunden hvorfor Lisa slet ikke var i stand til at svare med ord.

James holdte hans arm ud på den måde, at Mimi kunne lægge hendes arm ind omkring hans og lige så snart, som hun havde gjort det så begyndte han at fører hende over imod trapperne ”What is going on James ?” kunne hun ikke dy sig fra, at spørge og det ville være en skam, at sige Mimi ikke var nysgerrig. Der fandtes nok en del personer, som ville mene at hun var lidt for nysgerrig for hendes velbefinde. James smile blot ”Wait and see” De ord var noget af det sidste, som man skulle sige til Mimi på grund af de gjorde hende bare endnu mere nysgerrig og lidt nervøs for, hvad det lige var at James havde af planer med, at fører hende væk ”You know that i don’t have any patience” men de ord fik bare James til, at le og det var tydeligt, at mærke på ham at han morer sig over hende lige nu. Dog, så tog hun det ikke så tungt igen, at han morer sig over hende på grund af allerede den første nat hvor hun havde mødt James så havde der opstået venskabeligt drilleri mellem dem og det var egentligt også James, som havde fået hende med ind i rådet. ”Well you just have to have some now my dear. Because I have a surprise just for you and only you.

Da de nåede op på den 1 sal så førte han Mimi hen til hans kontor og lukket hende ind på det. ”Now my dear. If you just wait here and in a shout while the surprise will be here” Før, at Mimi overhoved kunne nå, at sige noget lukket James døren og hun hørte den velkendte klikke, der bare betød at han havde last døren ude fra. Men hun opdage hurtigt, at han havde taget nøglen med, som der plejede at sidde på den anden side af døren og da hun ikke ønsket at ødelægge nogle af James’s ting, så valgte hun at stille sig hen ved det store vindue bagved kontor stolen og skrivebordet mens hun forsøgte, at komme frem til hvad det var for en overraskelse, som James havde til hende. Hun var sikker på ikke var noget farligt på grund af han virke ikke, som typen der skade hans venner og dog, så vidste hun at man aldrig kunne være for sikker på det eller i hvert fald ikke når det kom til, at skulle stole fuldt ud på en anden person.

Minutterne sneglede sig alt for langsomt af sted efter Mimis mening og alligevel så var der ikke så meget, som hun kunne gøre, da hun havde besluttet sig for, at hun ikke ville ødelægge nogle af James ting – så længe, at hun kunne undgå det. 5 minutter blev hurtigt til 10 minutter og efter der var gået omkring de 20 minutter, så hørte Mimi nogen låse døren op. Hun troede det var James, som gjorde det og det var også derfor hun vendte sig smilende om og starte ud med ”James, I..” Hendes ord døde lige så hurtigt ud, som hun havde startet ud med, at sige dem og hendes smil forsvandt også med sammen hastighed på grund af over i døren stod nok den sidste person, som hun nogensinde havde regnet med, at se igen. *Hvad lavet han dog der ? Hvorfor var han her ?* var blot nogle af de tanker, som løb igennem hovedet på hende og hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Skulle hun var glad for, at se ham igen, hvilke hun inders inden var fordi, at han var nok den eneste levende person der havde oplevet hende når hun var mest sårbar og på den anden side, så var hun stadig meget vred på ham over, at han gemt sig i hans arbejde dengang.

Da hun slet ikke vidste, hvad hun skulle stille op med sig selv eller i det hele tage reagere, så endte det med at hun begyndt at gå med faste skidt over imod døren og hun havde på inden måder i sinde, at lytte til hvad end det så måtte være han havde, at sige. ”Mimi ?” kom det da også fra ham og dog, så stoppe det ikke hende. Da hun blot forsøgte, at skubbe ham til side, da hun nåede over til døren, sådan at hun kunne komme ud på gaden og lige så snart, som hun havde tage det første skidt over fra vinduet af var hun blevet klar over med sig selv, at hun ikke var så klar på, at gense ham eller i det hele taget snakke med ham, som hun ellers havde fået overbevist sig selv omkring, at hun var.

På alle måder, så var hun på sin vis glad for, at døren indtil kontoret var låst og der ikke var andre tilstede udover Chris og hende selv på grund af lige så snart, som hun havde hørt ham tage det første skridt over imod hende kunne hun mærke på sig selv, at hun var nød til, at kæmpe for at holde den facade oppe, som var en det havde lykkes hende, at holde oppe de sidste mange år – Nemlig en hård, kold og rolig en. Men det var ligesom at den faldt helt til jorden mens hun forsøgte, at holde stumperne oppe og det blot endnu svære for hende, da hun mærket hans hænder lægge sig på hendes skulder ”Mimi, vi begge ved godt at det ikke passer for ellers ville du ikke stadig være her” Hun måtte kort klemme hendes øjne sammen på grund af hun vidste, at han havde ret ligesom, at han også havde haft ret dengang med Ichi, hvilke irriter hende til tider på grund af hvis hun blot havde haft mødt Ichi før Chris så ville hun måske stadig være et menneske, da hun kunne godt havde set sig selv sammen med ham. Men sådan skulle hendes skæbne ikke være og alt sammen takket været et møde på en kirkegård, kold samt snefuld nat for alle de år siden.

Lige, som hun skulle til, at svare så lød der to bip bip nede fra hendes håndtaske og med sammen fandt hun sin personsøger frem for, at se hvad for et nummer det var, som der blevet sendt til hende. Der stod blot: 911 på den og med et vidste hun, at hvad end af personlige ting, som hun havde af uklare ting med Chris måtte vendt, hvilke også var derfor hun brød væk fra ham for, at komme hen til kontorbordet, hvor hun ringet et nummer op ”Hvad er der sket ?” spurgte hun ned i telefonen, da der blev svaret i den anden ende og hun lyttet det svar, som der blevet givet inden, at hun sagde ”Jeg er der om 2 minutter. I ved hvad i skal gøre” der efter hun lade på og så hen på Chris for første gang siden, at hun havde opdaget ham stående i døren indtil kontoret. ”Du bliver nød til, at vente” var det eneste, som hun sagde til ham inden, at hun gik over til døren, som hun tvang op og vidste den lille handling gjorde, at hun skyldte James en ny lås. Inden, at hun trådte ud på gaden så sagde hun med ryggen vendt til Chris ”Men du havde ret Chris. Ret med alt sammen” hvorefter, at hun forlod kontoret og knap nok havde hun gået et par skridt før, at hun tilførte via telepati til ”Men hvis du ønsker at blive ved at se mig, som den milde og hjælpsomme person. Så for guds skyld lade vær med, at følge efter mig nu

Hun nåede blot, at komme hen til trapperne før, at James stod der og så forvirret på Mimi ” James, I owe you a new lock to your office door and I can get you to do me a favour?” James hævet et øjenbryn, da hun nævnte det med døren ”Do i want do to know what happen ?” spurgte han med et let skævt smil og hun kunne slet ikke lade vær med, at smile letter skyldigt ”Probably not” Hvilke var et svar, som fik James til at komme med en lille latter ”But of course I will do you a favour my dear” Mimi havde nemlig ladt mærke til, at Chris ikke havde fulgt efter hende, da hun havde forladt kontoret og hun havde sådan en stræk fornemmelse af, at han følte sig efterladt, hvilke skyldtes af hans samvittighed var så stor, som den var. ”James, will tell Chris where i live and tell him to wait there. Tell him that i will be home before sunrise” Selvom hun havde sagt til Chris, som hun havde gjort indeni kontoret, så havde Chris også haft med, at hun ikke var ligeglad fordi, at hun ville meget gerne snakke med ham og dog, så havde de blevet afbrudt ved det opkald, som hun havde været nød til, at fortage, hvilke var derfor hun bad James om den tjeneste. ”Sure i will do that” Det var, som der faldt en sten fra hendes hjerte og hun gav James et hurtigt kys på kinden inden, at hun sagde ”Thank you. You are the best James. But you have to excuse me. There are some things that I need to take care of.” Lige så snart, som hun havde undskyldt sig så skyndte hun sig ned af trapperne og dog, så var det bevist valg, at hun ikke sat i et løb på grund af hun ønske ikke, at gøre de andre inden til festen opmærksom på, at der var sket noget.

Da hun kom hen til hoveddøren, så tog hun ikke nogle jakke på og det skyldtes, at nattens temperatur ikke rørte hende. Efter, at hun var kommet udenfor så sat hun i løb ned af gaden og det forgik i en hastighed, som et normalt menneske ikke ville lægge mærke til. Men da hun nåede over til en gamle lagerbygning, så stoppet hun og gik ind i den, hvor hun blev mødt af en masse vrede stemmer, som råbte op. Hun blev mødt af mørk håret vampyr, der så ud til, at være omkring den sammen aldre, som hende selv og dog, så var det blot i udsendemessing, at de så ud til, at være omkring sammen aldre. ”Hvem af dem er mest besværlig ?” lød hendes spørgsmål, da det havde været tydeligt, at der måtte en del problemer med en af de tilfangetaget ”Det er dyret og den ting vil ikke ind i sit bur” svaret Alex og ydereliger så sagde Mimi ikke mere på grund af Alex havde lige givet hende alle de informationer, som hun havde brug for.

Med faste skidt søgte hun over imod en bagest ende af halen, hvilke også var det sted, hvor der blev råbt mest. ”Vi kan godt bruge noget hjælp” blev der råbt fra en af dem, som holdte fast i en jernkæde, der var bundet til en meget ophidsede varulv, der forsøgte at komme tæt nok på sine tilfangetager – sådan, at den kunne bide dem. Mimis blik så lige på ulven mens halen lige så stille blev indhyllet i et mørke, hvor et menneske ikke kunne se en cm foran sig og det blev mest tættes omkring ulven og den pludselige mørke forvirret ulven nok til, at den stoppe med sine forsøg længere nok til, at en af de andre kunne komme tæt nok på den til, at bedøve den, hvorefter der gik mere end et par sekunder før, at den sank sammen på gulvet. ”Få den ind i buen i vognen” kommandere hun til de andre og det var en ordrer, som ikke faldt i særlig god jord hos nogle af omstående vampyrer fordi, at de havde mest lyst til, at slå den ihjel og alligevel så modsagde de ikke på grund af ingen af dem ville modsige et rådsmedlem. Da de andre nikkede som et tegn på, at de havde forstå hvad de skulle gøre ”Godt. Så vil jeg tage en snak med vores anden gæst” var det sidste, som hun sagde til gruppen der stod omkring ulven inden, at hun søgte over til trapperne der førte op til kontoret, hvor der stod to vampyrer udenfor døren og dem nikket hun blot til inden, at hun trådte indenfor på det.

Der inden da der et menneske bundet fast til en stol og der var tre andre vampyrer inden i rummet også. Da mennesket fik øje på Mimi så kom det ”Hvad fanden vil du din forbandet, ulækker boldsuger” Det var langt fra første gang, at hun hørte sådan noget rettet imod hende og det var også derfor hun ikke tog det særligt tungt. Hun gik bare hen og satte sig på bordet vedsiden af mennesket ”Vi skal lige ha en snak sammen” kom det roligt fra hende ”Jeg har sku ikke noget, at sige til dig!” kom det pomet fra mennesket der tydeligvis måtte være en jæger fordi, at der ikke var andre slags mennesker, som holdte varulve hos jagtdyr ”Jo det har du. Om du så vil det eller ej. Du har et valg om vi skal gøre det på den nemme måde eller den svære” Det var tydeligt, at se på mennesket var det bestemt ikke var noget, som den kunne li, at hører og det var også til, at mærke på mennesket, at han virkelig overvejede hans muligheder, hvilke hun også gav ham lov til, da hun valgt at se hen på den blonde vampyr, som stod med en taske. Han fyldte den op og åbne den, sådan hun kunne se den var fyldt med sprængstoffer, hvilke bare gjorde det tydeligt hvad jægeren havde haft i sinde før, at han var blevet tage til fange. Prisen for sådan en handling var døden for den pågældende menneske og dog, så da handlingen ikke var blevet udført, så betød det bare, at menneske skulle give 100 liter blod, hvilke var noget der skulle gøre over mange gange, da et menneske ikke indholdet mere end 4-5 liter blod på noget tidspunkt i deres korte liv.

Hvad vil du vide ?” kom det fra mennesket og hun nikkede til vampyren med tasken inden, at Mimis blik vendte tilbage på den person, som var noget af det mest uslest der fandtes. Det var noget, som hun var kommet frem til, at han var efter hun havde set indholdet af tasken og hun valgte, at undlade fortælle jægeren omkring den pris, som han skulle betale fordi, at det kunne gøre at han nægtede, at fortælle noget som helst, hvis han kendte til den pris. ”Alt kort sagt. Hvem du arbejder sammen med, hvem der fik dig til, at ville springe huset i luften når det er fyldt med personer” starte hun ud med, at sige roligt mens hun holdte varmt blik på ham og dog, så havde hun lagt mærke til, at han havde rullet med øjnene mens hun stille sine to første spørgsmål. ”Jeg arbejder sku ikke sammen med nogen og i er ikke nogen personer. I er djævlens efterkom og i skal bare udryddes” snerre han hvilke var noget, som fik hende til at give et suk fra sig, da jægeren åbnebart havde ombestemt sig med, at gøre det på den nemme måde. Fint, du fik et valg om, at gøre det på den nemme eller besværlige måde og du har træf dit valg. Du har valgt den besværlige måde, hvilke betyder, at jeg vil overlade dig til Mikey” kom det fra hende mens hun rejste sig op og begyndte, at gå over imod døren. Mikey havde givet tasken til en af de andre i rummet, som var i rummet og hun stoppet op foran Mikey ”Husk, han skal overleve, da han har en pris, som skal betales” Det overraske ikke hende, at han ikke svare med ord og istedenfor bare et nik, da det yders sjælden Mikey sagde noget. ”Hvad for en pris?” spurgte jæger med en tydelig nervøs stemme og det var til, at hører hvor hurtigt hans hjerte var begyndt, at banke. Men hun så kødeligt hen på ham ”Du troede vel ikke, at du ville slippe ustraffet selvom du blev fange?!” Hun blev ikke stående for, at hører hans modsvar, da hun bare forlod kontoret og knap nok havde hun lukket døren der indtil før, at man kunne hører skrig af smerte.

Da hun stod ude på gangbroen så faldt spørgsmålet ”Hvor var det, at i fange ham henne og hvordan ?” Da det var nødvendigt, at få så mange af sådan nogle oplysninger, som hun kunne fordi, at hun vidste til fremtiden, hvor de var nød til, at holde ekstra øje når der var samling i rådet. ”Det var omme ved den nordlige husvæg, at han blev opdaget og det var fordi, at det forbandede dyr ikke kan være stille.. Nok en af de få gode ting ved dem” svare Jack, som der holdet tasken og Mimi nikket hvorefter hendes blik gled over til de vampyrer, som kom hen til trapperne ”Ja ?” kom det fra hende ned mod de to vampyrer ”Vogne dur ikke. Motoren er stået af” forklare de og det var noget af det værst tænkelige, som kunne sket efter Mimis mening på grund af varevognen var den bedste, at bruge når de skulle af med en varulv. Kort tog hun sig det sted mellem øjnene og overvejede, hvad de så skulle gøre ”Søg for den er under konstant bedøvelse og i bud indtil vi skal af sted. Vi er nød til, at smide den om i bagagerummet på jeepen” sagde hun 2 sekunder efter, da der ikke var andre ting, som de kunne gøre, hvis de skulle nå det hele inden solopgang. De to vampyrer på gulvet nikkede og forsvandt tilbage i ende af halen, hvor varulven var blevet holdt ”Var det ikke bedre bare, at slå den ting ihjel?” lød Jacks stemme efter, at han igen stod alene tilbage på gangbroen med hende og grunden til de var alene var fordi, at de to, som havde stået vagt, da hun havde ankommet til kontoret var forsvundet.

Nej og du kender reglen Jack. Vi slår kun ihjel for, at vi kan overleve og ikke bare fordi, at det er nemmest” Mimi var udemærke godt klar over, hvis det havde nogle andre fra rådet, som havde stået sammen med Jack, så ville den varulv ikke havde haft et bankende hjerte længere og dog, så var det Mimi, som stod sammen med Jack. Mimi var en af dem i rådet, som holdte hårdest på de få regler, som der var blevet vedtaget også blev overholdt og det var ikke særlige mange regler på grund af rådet stort set aldrig kunne blev enig om noget, som helst, hvilke mest skyldtes, at næsten alle i rådet udelukket kun tænke på sig selv i første række. ”Men..” starte Jack ud og denne gang så kiggede hun på ham med et strengt blik ”Ikke noget men. Du kender loven og vi er nød til, at efterleve den vedmindre, at vi skal ende med at være lige så uciviliserede ligesom dæmonerne og det andet rakke-pak, der holder til i parken!” Lige de ord ramt plet hos Jack kunne hun tydeligt se og det var især fordi, at han ikke modsagde hende eller kommentere på noget af det, som hun havde sagt, hvilke også var det, som hun havde været ude efter de skulle, da hun vidste at hun nok skulle få diskuterede en del når hun kom hjem til sig selv for, der gik hun stræk ud fra at Chris ville være. Mest på grund af det, som hun havde bedt James om, at sige til Chris og hvis der var nogen, som havde at komme med en ordentlig forklaring så var det ham, da hun havde brugt mange nætter på, at overveje hvad pokker det var, som fik ham til at trække sig sådan fra hende. Dog, så havde hun på fornemmelsen, at det muligvis havde noget, at gøre med Ichi og alligevel så havde hun ikke haft noget med Ichi at gøre de sidste par årtier. Bare tanken omkring Ichi gjorde hende trist til mode og hun rystede kort på hovedet for, at få de tanker væk igen.

Hun bemærket til, at skrigene var stoppet og derfor begyndt, at bevæge sig tilbage mod kontoret, da Jack og hende havde gået hen af gangbroen. Da hun kom tilbage til kontoret så stod Mikey udenfor den ”Det menneske sagde blot, at der var indere kredsen, som han arbejde med og dog, nægte at fortælle hvem det var før, at han besvimet” forklare Mikey inden, at hun overhovedet nåede, at sige et eneste ord og de nyheder kom lidt bag på hende. Men alligevel så ikke så meget igen på grund af den jæger måtte havde arbejde sammen med insider og det der havde overraskede var det med, at det var en tæt på rådet der havde sunket så dybt, at ville samarbejde med en jæger. ”Tak Mikey. Vil du søge for, at han bliver overbragt til kælderen og så vil jeg tage mig af den anden ting her inden solopgang ?” Mikey nikkede til hende og alligevel så nåede hun, at fange et glimt af bekymrelse i Mikeys øjne. Dog, så lod hun vær med, at kommentere det på grund af hun vidste, at det alligevel ikke nyttet noget for, at hun ikke ville få nogen forklaring ud af ham uanset hvordan hun ville spørge.

Hun gik ned af trapperne for, at komme over til den anden gruppe af vagter, hvilke også var den gruppe, som holdte styr på ulven og da hun kom derhen så havde de søge for, at den holdet en sort jeep. ”I kan godt tage fri nu og få noget, at spise for jeg tager Jack med mig” de ord med, at de var fritage var ikke nogen, som hun skulle sige 2 gange på grund af det var noget, som de heller end gerne ville og det så skyldtes, at de ikke gad være i nærheden af ulven var kun noget, som hun kunne gætte sig til. Da de 5 vampyrer, som havde stået vagt var forsvundet, så kigget hun hen på Jack, som stod alene tilbage sammen med hende. ”Vil du helst kører eller skal jeg ?” Det var et spørgsmål, som fik Jack til, at grine kort inden, at han snuppet nøglerne, som hun holdte fremme ”Det er vist sikkert, at jeg kører for du kører, som en gamle bedstemor” drille han og Mimi forsøgte, at sætte fornærmet ansigt op, hvilke ikke lykkes for hende alligevel på grund af hun kunne slet ikke lade vær med, at smile over hans kommentar.

Da de først sad i bilen, så blev der ikke snakket så meget igen, da Jack var nød til, at holde øje med kørebanen fordi, at han kørte med en fart på over de 100 km/t igennem gaderne og grunden til, at han kørte med sådan en høj fart var fordi, at hverken ham selv eller Mimi havde lyst til, at støde ind i nogen demonærer. Da den racer altid bare var ude på, at lave problemer for alle andre og lige sådan noget havde de ikke tid til den nat. Mimi lyttede efter et lille tegn på, at ulven vågne op og dog, så var der ikke noget, som hun kunne hører. Men de nåede den sydlige del af central park, så efter at Jack fik bilen parkere så var Mimi hurtigt ude af den og om ved bagagerummet for, at lukke ulven ud. Lige så snart, som hun havde åbnet bagagerummet, så spang ulv op og begyndte, at gå til angreb på hende, hvilke lige i starten overraske hende meget fordi, at hun havde troede den stadig var bedøvet. Mens Mimi sloges med ulven, så hørte hun en bil gase op og kører i en hurtig hast, hvilke hun bemærke ud af den ene øjenkrog det var Jack, som gjorde det. *Han kan bare vente sig* var alt hvad hun tænke omkring det på grund af ulven endnu en gang gik til angreb på hende. Men Jacks handling med, at strikke af på den måde gjorde, at hendes vrede fik et ordenligt skub og det gav hende lige de kræfter, som der skulle til for, at skubbe ulven så hårdt over i et træ, at den flække et stykke i dens stamme og ulven gik ud, som et lys.

I de næste par minutter blev hun stående på stedet mens der lige så stille løb en sort væske ned fra de steder på hendes krop, hvor ulven havde fået ramt plet, da hun havde fået sig nogle dybe flænger og da hun ikke endnu den nat havde spist noget, så havde væsken den farve. Men det, at hun ikke havde spist gjorde også bare healings processen langsommer og allerede dengang, hvor hun var blevet forvandlet så havde Chris udtrykkeligt understreget overfor hende, at hun skulle søge for, at få føde hver nat, hvis hun ville overleve. Mimi var gået i en mindre trance og derfor bemærke hun ikke, at der stoppe en varevogn tæt ved hende. ”Du kæres. Hvad er der dog sket med dig ?” kom det vedsiden af hende og hun dejede hoved om for, at se hvem der havde sagt de ord. Det første, som hun bemærke var den hvide krave, som kun en bestemt gruppe personer gik med – nemlig præster og det var Michael, som stod vedsiden af hende. Nok en af de få mennesker, som hun havde haft mødt der ikke var bange for hende, hvilke også skyldtes, at hun havde redde hans liv den allerførste gang de havde mødt hinanden.

En ulv, som ikke var så bedøvet, som jeg havde troede” svare hun roligt og kunne se forvirringen, som der opstod i Michaels øjne. Mens hans øjne gik over imod det træ, som hun havde skubbet ulven over i og da hun lade mærke til, hvor Michaels øjne gik så kiggede hun ned af sig selv, hvor hun så hvordan de fleste af de overfladiske flænger næsten var healet helt sammen igen. ”Er den stadig i.. små stammede Michael ”Ja, det tro jeg nok” hendes øjne vendte tilbage til, at lægge på Michael igen. ”Men brude du ikke være hjemme nu ? Solen står jo op her om 5 minutter” valgte Michael at skifte emne over til og denne gang var det Mimi, som kiggede underne på ham. Mest fordi, at hun ikke lige havde holdt øje med, hvad tiden var blevet og normalt så havde hun altid styr på, hvornår det var at solen stod op for hvis der var en ting, som hun ikke kunne tåle udover ikke spise hver nat. Så var det solens stråler! Hun var udemærke klar over, at der ikke var nogen som helst chance for, at hun ville kunne nå helt hjem til sig selv inden, at solen var stået op og derfor kiggede hun undersøgende rundt for, at se om der ikke var et eller andet sted i nærheden, som hun kunne skjule sig hele dagen. Men så fik hun øje på varevognen, som Michael brugte til, at kører ud med mad til de hjemløse i ”Fader Michael jeg kunne vel ikke få dig til, at kører mig hjem og så vil alt gæld mellem os være kvit” spurgte hun og kiggede kort hen på vognen for, at give Michael et lydløs tegn på, hvad hun havde i tankerne ”Jo selvfølge vil jeg det. Men så må vi skynde os for jeg har en præken her om en time” Noget, som hun blot nikkede til for, det var da klart at han havde en morgen præken og dog, så havde hun en tvivl omkring hvor mange personer der egentlig ville møde op til en præken før klokken 6 om morgen.

Knap nok havde Michael sagt de ord før, at han havde sat i et løb over imod den lukket varevogn for, at åbne bagsmækken og det tog ikke mange sekunder før, at Mimi var indeni den bageste del af vognen efter, at Michael havde åbnede den skydedør. Men lige så hurtigt, som han havde åbne den lige så hurtigt blev den lukket og da den var lukket, så var det ikke til, at se noget – eller i hvert fald ikke med noget menneske øje. Jo længere tid hun befundet sig omme i det lille rum jo mindre tidsfornemmelse havde hun og da hun ville havde skudt det til, at Michael måtte havde kørt omkring 15 minutter, så lavet han pludselig et hårdt venstre sving, hvilke gjorde at der ting, som faldt ned fra hylderne, som der var blevet lavet. ”Av for en i helvede da også” udbrud hun, da der var et eller andet metal, som ramte hende hårdt oveni hovedet. Da hun fik fat i metalet, som havde ramt hende så havde hendes øjne vende sig nok til mørket, at hun kunne se at det var en pande! ”Det kan sku godt være, at jeg er en af de udødelige. Men derfor gør det sku stadig ondt, at få en pande i hovedet!” mumlet hun surt for sig selv og hun kaste panden over til de andre gryder, som der var faldet ned.

Da der var gået ca 2 minutter mere, så holdet vognen og Mimi kunne ikke rigtig gøre noget før, at Michael åbnede skydedøren eller retter sagt hun kunne gøre en masse, hvis hun ville og alligevel så havde hun ikke lyst til, at ødelægge noget ved den vogn, da hun vidste hvad Michael brugte den til. Men da skydedøren blev åbnede så var der et lille taknemlig smil henover hendes læber ”Tak og du skylder mig ikke noget nu fader” kom det fra hende mens hun stod ud af bilen og de fleste af hendes rifter var healet sammen, hvilke bare gjorde, at hendes hud igen så helt fejlfri ud. Dog, så kunne hun mærke at de dybe rifter omme på hendes ryg stadig var i gang med, at heale endnu og det, at det stadig var i gang med at heale gjorde, at hun vidste grunden til, at det var så langsomt til, at heale var fordi, at hun ikke havde fået spist noget den nat. ”Jo jeg gør. Men næsten gang bare lov mig, at husk på tiden” lød det venligt fra Michael og hun nikkede til, at hun nok skulle huske på tiden fremover.

De ord var også sidste, som der blev sagt mellem de to i parkeringskælderen for Michael satte sig ind i varevognen og kørte væk mens Mimi selv søgte over til elevatoren for, at komme op til penthouse, hvor hun boede. Det eneste, som hun rigtig tænke på var hun skulle havde noget af det blod, som hun havde i sit køleskab til nødstilfælde og hun havde lært med årerne, at en bestemt blodtype var bedst for hende, hvilke nemlig var den selv sammen, som hun havde haft dengang, hvor hun havde været et menneske. Dog, så kunne hun mærke, at der ikke længere var nogen af rifterne, som blødte og alligevel så gjorde den omme på hendes ryg stadig meget ondt, hvilke også var derfor hun ville ha fat i noget blod så hurtigt, som muligt – sådan, at det kunne blive healet ordenligt sammen hurtigt! Da den type blod på en eller anden måde altid søge for, at hun healet hurtigere og hun skulle ikke havde så meget af den type før, at hun var mættet modsætning til andre typer blod. Faktisk så havde Mimi glemt alt omkring, at Chris måske ville være i lejligheden og det eneste, som hun var sikker på var, at rullegardiner var nede fordi, at det var de blevet indstillet til at gøre hver nat klokken 05.00, sådan at hun kunne undgå solens ståller gennem hele dagen. Men da elevatoren stoppe og åbnede dens tunge, metal døren til siden, så bemærke hun med det sammen, at døren indtil selve lejligheden var lukket samt at døren indtil det lille opbevaringsrum stod åbne med et par få milemeter, hvilke slet ikke var normalt at de var det og lige, som hun havde tage fat om håndtaget indtil lejligheden. Hun nåede ikke mere end, at deje på håndtaget før, at hun blev trukket væk fra døren mens ordene lød ”Mimi don’t..” Hun blev skubbet op af væggen så hurtigt, at hun var sikker på, at hvis hun havde haft et bankene hjerte så ville det havde gået i stå lige der og hun kunne slet ikke lade vær med, at se forjasket ind i et par blå øjne, som hun lige med et genkendte til at være Chris’. Pludselig, så begyndte alt sammen omkring hende, at forvandle sig om til et mørke, som kredse sig ind omkring de blå øjne…
Hurtigsvar Besvar


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Fisk, Venus
Lige nu: 2 | I dag: 9