Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 04.03.2012 18:47
Månen skinnede ned over skoven, der tyknedes omkring George og Tit jo længere ind igennem den, de kom. Tit ledte an, og George pressede hesten til den var på bristepunktet, stadig ræd for tigeren, som den blev tvunget til at forfølge. Den forsøgte at stikke af under ham, men George styrede den hårdt med et knæ i hver side og et fast greb om tøjlen, og selvom han normalt ikke var den beste med heste, var hans faste hånd lige hvad, der skulle til mod den nervøse hest, der normalt kylede ham af hvert andet øjeblik.

Omsider stoppede Tit op, og George holdt hesten an så hurtigt, den bukkede under ham, og uden saddel havde han ikke muligheden for at blive siddende og blev omsider kastet af. Hesten vendte rundt på en femøre og stak af, og George lå udstrakt på ryggen med øjnene klemt hårdt i, da smerten fra hans ribben brød op. tit betragtede ham bare, mens han kæmpede sig på benene med en arm slynget om sig selv, og han så sig om uden at finde andet end træer. Tit havde selvfølgelig ikke ledet ham hele vejen endnu, da hestens gungrende hove ville blive hørt, og han kom selv til at tænke på det og fulgte dernæst bare efter Tit det sidste stykke vej.

Den svage lyd af stemmer fra lejren hørtes gennem skoven, og George gjorde sit for at holde sig i det skjulte. Han kunne ikke gå oprejst lige nu grundet smerten i sine ribben, og gik let foroverbøjet stadig med armen fast om sit bryst og de nederste to ribben. Bare han ikke havde brækket dem forfra igen, nu de var ved at hele.

De nåede frem til stedet hvor Gabrielle stod usynlig og ventede, og Tit satte sig ned. George stoppede op selv, havde regnet ud hvorfor, og han tog sig alvorligt sammen og slap sit bryst. HAn anede ikke hvor Gabrielle var placeret lige nu, så i stedet lod han blikket glide ud over lejren. Der var lidt over tyve mennesker derinde, nogle telte var rejst hist og her, og lejren så ud til at have ligget der nogen tid. Og inde midt på pladsen så han tre små børn hudlet sammen, deres små kroppe rystende. Det trak i hans hjerte, og han mærkede tårerne trænge sig på. Allerede havde hans hjerne arbejdet på højtryk for at finde den mest fredelige løsning, men ved synet af de tre små, forsvandt hans ønske om ikke at skade nogen. Vreden kogte indeni ham, og han knyttede næverne hårdt, mens hans blik gled frem og tilbage og noterede sig placeringen af hver enkelt person. En plan var lynhurtigt ved at forme sig i hans hoved, mere klart en den forrige, men han ville lige høre først, hvad Gabrielle havde at foreslå.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 04.03.2012 19:59
Gabrielle nåede frem til lejren et godt stykke tid før de andre ankom. Hun klatrede op i et træ for at få bedre overblik, og her sad hun og holdt øje med aktiviteten imens hun ventede.
Ude på pladsen var der en 20 stykker, og så lige de tre børn i midten, men der var helt klart flere mennesker end der var telte til. Hun regnede ud at kun omkring halvdelen var vågne og ude af teltene, mens cirka lige så mange måtte sove inde i dem. Det var altså omkring 40-50 mennesker i alt der skiftedes til at holde vagt og holde larmen oppe. Så meget larm var godt for at skræmme uvedkommende væk.
Hun hørte George og Tit nærme sig, og da de stod lige under det træ hun sad i, sprang hun ned ved siden af dem. Hun lagde forsigtigt en hånd på Georges skulder for ikke at forskrække ham når hun begyndte at tale, men han vidste jo godt hun ville være der.
"Der er flere end du ser ude af teltene nu. Børnene kommer ikke på noget tidspunkt til at stå ubeskyttet hen. Det vil være nemt for mig at snige mig hen til dem, men jeg kan ikke smugle dem ud. Har du nogen idé til hvordan du kan bidrage, eller skal jeg starte blodbadet?" Hun talte lavmælt og næsten i forretningsmæssig tone.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 04.03.2012 20:38
En svag raslen mellem grenene over ham advarede George, da Gabrielle sprang ned, og han hørte hende lande tæt ved sig, før hun lagde hånden på hans skulder. Han lagde sin egen hen over den med et fraværende blik, men lyttede til alt, hvad hun sagde. Han nikkede, et farligt udtryk snigende sig ind i hans ellers rolige øjne.
"Åh, jeg har en ide!" mumlede han og vendte sig så mod hende, hans øjne lynende af den vrede, der boblede inde i ham. Lige nu var han ligeglad med, hvad der ville ske de mennesker derinde, ligeglad med hvor lidt eller hvor mange af dem, der havde været med i foretagendet og ligeglad med hvordan de måtte bøde for bare at være til stede. Hans vejrtrækning var en smule hurtigere end normalt, og et hårdt drag hvilede om hans mund.
"Snig dig ind til dem og få dem til at holde deres øjne lukkede lige meget hvad - de skal ikke se det her! Hold dig på stedet sammen med dem, sørg for de ikke begynder at løbe, for jeg vil ikke have tid til at holde øje med dem og må vide præcis hvor, de befinder sig hele tiden! Forhold jer i ro, og du må blive hos dem og beskytte dem ... Overlad resten til mig!" Han havde færdiggjort sin plan og trak af jakken og hang den over en gren, lige nu ikke tænkende så meget på, det ikke var sømmeligt, og han smøgede ærmerne op på skjorten, så hans hænder var frie hvert eneste øjeblik.
"De vil aldrig vide hvad, der ramte dem!" snerrede han lavmælt, vreden mere og mere tydelig for hvert øjeblik, der gik.
Det ville nok bekymre Gabrielle en hel del at den tilsyneladende harmløse, venlige George planlagde at give sig i kast med fyrre til halvtreds modstandere på egen hånd, men George registrerede det slet ikke. Hans tanker var så optagede af den plan, han havde udtænkt, og alt, ahn behøvede at vide var, at Gabrielle og børnene ikke ville flytte sig og derved ikke ville blive indvolverede i det grusomme syn, han havde for øje.
"Åh, og jeg tror det er bedst, Tit holder sig herude ved mig. Det er strengt nødvendigt, hvis det skal lykkes, jeg kan regne med, I er hvor, jeg forventer det. Skal jeg holde styr på dem alle sammen på én gang, er det nødvendigt!" For en gans skyld kom hans daglige arbejde ham faktisk til gode i en kampsituation, og han var meget fast i troen på sin succes.
"Og én sidste ting; forbliv usynlig inde ved børnene indtil det er overstået. De vil blive forvirrede nok og vil fokusere på mig, og din opdukken ville ændre deres fokus og gøre dem mere utilregnelige ... Bare fokuser på at holde dem der og holde deres øjne lukkede!" Alt han havde sagt siden hun kom ned, var blevet ytret i en kold og beregnende tone meget ulig nogen hun før ville have hørt fra ham og meget ulig hans karakter generelt. Få der så ham i dette øjeblik ville overhovedet genkende ham.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 05.03.2012 13:39
Gabrielle lyttede nøje til hans plan. Modsat hvad han måske ville tro, så beroligede hans tonefald hende. Det fortalte hende nemlig at han ikke længere var grebet af panik, kun stålsathed, og det ville klart få hans, for hende endnu ukendte, plan til at fungere langt bedre. Samtidig havde hun dog allerede en plan b i ærmet, men ikke en hun havde tænkt sig at fortælle ham. Hvis alting gik som det skulle, ville hun ikke få brug for den.
Hun nikkede, men eftersom han ikke kunne se hende, gav hun hans skulder et lille klem før hun lydløst forsvandt ind i lejren med et lumskt smil. Hun kunne godt lide denne nye side af George, selvom hun vidste det nok ikke var noget hun kom til at opleve igen.
Hun nåede til de tre børn og så deres ansigter ordentligt for første gang. Sjældent havde hun set så meget frygt og håbløshed på et sted, og det vækkede nogen følelser i hende hun ikke kendte til. Hun var dog godt klar over at det kun var fordi hun holdt så meget af deres far. Ikke desto mindre satte hun sig ned foran dem og hviskede: "Sig ingenting. Lad som om I ikke hører mig." De blev naturligvis forskrækkede, men sagde heldigvis ingenting, så mændene omkring dem lagde ikke mærke til noget. De larmede for meget, og havde alle sammen deres opmærksomhed på andre ting.
"Mit navn er Gabrielle. Jeg er her for at få jer fri." En kold latter lød inden i hendes hoved. Tænk at skulle redde nogen for en gangs skyld. Og bare sidde og se på at en anden gjorde hendes job. Det var noget af en udfordring.
"Men for at vi alle sammen skal komme ud af det her, så er det vigtigt I gør præcis som jeg siger. I skal lukke jeres øjne og hold dem lukkede uanset hvad I hører. Hvis I har forstået, så luk øjnene nu." Kun den ene af børnene tøvede, men kort efter havde de alle tre lukket deres øjne hårdt sammen.
Gabrielle rykkede sig tættere på dem og lagde beskyttende armene om dem alle tre, mens hun forventningsfuldt så over mod det sted hvor hun vidste at Tit og George stod.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 05.03.2012 16:01
Panikken i George havde lagt sig for længe siden, mens han malede, hvor han havde fundet sin ro igen. Han var ikke let at slå ud af kurs på den måde, men når det skete, var han lige så svær at få til at falde ned igen. Men det var lykkedes, og ved synet af hans børn, tog forældreinstinktet ganske over, og han ville gøre alt for at beskytte dem. George var så overbevist om, hans plan ville lykkes, han ikke behøvede nogen nødplan, selvom hans logiske hjerne alligevel arbejdede på en på egen hånd. Så der viste sig at være planer nok at tage af.
Han mærkede det lille klem og så bladene på buskene foran sig bevæge sig, da hun smuttede forbi, og han forberedte sig mentalt, mens han fastlåste blikket på børnene, afventende deres lukkede øjne med tilbageholdt åndedræt. Der ville blive tid senere for George at få dårlig samvittighed og bebrejde sig selv over denne side af ham, men for nu var hans hjerne optaget, hvilket var meget godt, og han afventede blot med anspændte muskler, de ville være klar til begyndelsen.
Omsider så han den sidste af børnene lukke øjnene, den lille keidranpige der lignede sin mor som snydt ud af næsen. Han sukkede tungt og satte sig på knæ mellem buskene, sørgede for at have et ordentligt udsyn og begravede så hænderne i mulden, der trængte op under hans negle, mens han borede dem ned.
Han tog en dyb indånding og koncentrerede sine kræfter gennem jorden, mærkede sig selv strække sig sammen med dem gennem jorden, og han følte støvletrampene, følte vægten af deres kroppe mod jorden. Hans åndedræt kom lidt hurtigere, og han lukkede kort øjnene og fokuserede på dem alle sammen. Det var vigtigt, han koordinerede sine evner på nuværende tidspunkt.
Meget pludseligt og med en kraftanstrengelse der kostede ham dyrt, skød tusindvis af stærke slyngplanter op fra jorden, hvor han havde groet dem store og solide, og da de kom fra alle vinkler og ud af den blå luft, skabte de flere råb og forskrækkede udbrud end forsøg på at flygte. Menneskene begyndte at trække deres våben for at forsvare sig mod den mærkværdige fjende, men George gav dem ikke chancen for noget sm helst og lod blot planterne gribe om alle de kunne få fat i. Deres hold om menneskerne var knusende, og han trak dem til jorden i stor stil, hvor mindre slyngplanter groede op og hjalp med at holde dem fast. De kæmpede desperat for at komme fri kun for at blive endnu mere viklet ind, og snart havde han dem alle i knusende greb mod jorden. HAn brugte en stor mængde af sine kræfter til stadighed for at holde dem der, og måske brugte han for mange, for Gabrielle ville kunne høre lyden fra knogler, der knagede og brast sammen, og skrig undslap flere af dem fra flere steder rundt i lejren. Det ville måske have været nok for George, havde de ikke taget hans familie. Det ville ikke være svært for Gabrielle at få børnene ud nu, men han var langt fra færdig, og endnu flere slyngplanter skød op fra jorden, der næsten var levende nu med undtagelse af pletten hvor Gabrielle og børnene var. Denne gang havde planterne et mere skummelt formål, og de begyndte at vokse ind i munden på de skrigende folk og trængte sig ned gennem deres luft og spiserør. De blev ved med at vokse, blev ved med at strække sig ind i dem, og flere af dem var begyndt at kvæles. De der ikke ville dø af luftmangel ville omkomme når slyngplanterne udvidede deres indvolde til de sprækkede, smerterne enorme og de indre blødninger knusende. Det var en grusom død, og at blive kvalt var klart at foretrække. George ville komme til at hade sig selv for hvad, han gjorde, men det måtte han tage til den tid. Lige nu var hans vrede for kraftig.
Det lykkedes nogle af de desperate mennesker at slippe fri af slyngplanterne, og de forsøgte at løbe derfra. George ville ikke se det, og han låste slyngplanterne fast, lod dem blive hårde som sten og holde deres knusende greb, før han med lynets hast var på benene og trådte et skridt frem fra buskene for at have et ordentligt udsyn. Han holdt hænderne op, og et stærkt hvidt lys begyndte at bølge ud fra hans arme og koncentrere sig til kugler i hans hænder, som han sendte af sted med knusende præcission. Én efter en sank de sammen på jorden før et skrig nåede at forlade deres struber, deres hoveder halvvejs brændt af.
Mens en stor del af folkene døde i smerter lige nu, lykkedes det nogle flere at komme op, og de gik i den retning, de havde fået ved det stærke lys, med deres våben hævede. George så dem komme, bedømte afstanden og ventede på dem. Et øjeblik ville det se ud som om, han ikke ville gøre modstand, men så snart de var nogle meter fra ham, og derved godt ude af rækkevidde fra Gabrielle og børnene, bredte han armene ud til siden og så ondskabsfuldt på dem.
Hele hans krop begyndte at lyse af det mærkelige energiskær, luften omkring ham bølgede, hans hår dansede i energivinden, og efter et øjeblik blev han løftet lidt op fra jorden, det hvide lys hele tiden blivende stærkere. Folkene stoppede op - de fleste af dem. Kun en enkelt havde mod til at slå ud efter ham med sit sværd, der overfladisk ramte ham i låret. Han mærkede det end ikke, fokuserede blot al sin tilbageværende energi, lavede nye beregninger og lod så lysskæret opsluge sig, så det blændede alle omkring ham. Selv Gabrielle fra den afstand burde ikke være i stand til at se på ham.
"Tit, løb!" beordrede han, hans stemme hård og meget ulig George. Tigeren var hurtigt i bevægelse væk derfra, og George ventede, til han var langt nok væk, og kun lige langt nok væk, før han lod en kontrolleret mængde energi eksplodere omkring sig i et øresønderrivende brag, der fik jorden til at skælve under dem. Lyset bredte sig ud og omsluttede inkvisisionsmedlemmerne, hvis skrig druknede i larmen fra eksplotionen, som George var midtpunkt for, og der gik et langt øjeblik, før alting blev normalt igen og mørket tog over. Oven på det skarpe lys var alt sort et øjeblik, men snart vandt månens lys indpas, og det ville være muligt at se igen. Gabrielle ville se George rejse sig fra sin stilling på knæ, ganske uskadt bortset fra flængen på låret, hvor blodet piblede frem. Der var intet spor af de mennesker, der havde truet ham øjeblikke forinden; de var brændt op til mindste atom, og jorden omkring ham i en radius af flere meter var sortsveden og øde. Træer og buske var væk, der var bare et sort hul i bevoksningen, og midt i det hele stod George et øjeblik endnu, før han gik frem mod Gabrielle. Der var ikke flere overlevende nu, og George genfandt sin ro langsomt, mens han gik med faste skridt. Han gik ind over slyngplanterne, der stadig holdt ligene fast i knusende greb, men det var som om han ikke så dem. Ikke før lige pludselig. Hans blik sled sig løs fra den lille flok og gled over de ødelæggelser, han havde forvoldt, og han sukkede lydløst og satte sig på hug, lod slyngplanterne trække sig til side, så han kunne få fingrene i jorden igen, og han lukkede øjnene og koncentrerede sig nok en gang. Et tykt lag af græs og mos begyndte at vokse frem mellem kroppene. Det voksede op og lagde sig hen over det hele kun efterladende pletten hvor kvinden og børnene befandt sig. Han strakte også sine evner tilbage mod den sorte plet, hans kræfter havde efterladt, og restaurerede den til sin tidligere skønhed.
Da alt var dækket af græs og mos og ikke fingeren af et lig var synligt, trak han hænderne fri og rejste sig op. Han vaklede let i de første skridt, men blev så igen mere sikker, og han gik den sidste vej hen til dem, mens han børstede hænderne af. Hans udtryk var næsten tilbage i den stoiske ro, han havde haft tidligere på dagen.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 05.03.2012 17:10
I starten kriblede det i fingrene på Gabrielle for at få lov til at deltage. Snigmord var jo trods alt hendes speciale. Men hun var ikke dum, og hun havde forstået advarslen i hans stemme da George havde bedt hende blive på midten med børnene. Derfor blev hun siddende og betragtede i stedet forestillingen med stor fascination - nok mere fascination end de fleste ville føle ved at se dette. Hun gjorde op med sig selv at hun vidst ikke var helt normal, og måtte tilbageholde et lille grin.
Alt imens holdt hun et øje på børnene som heldigvis opførte sig eksemplarisk. De rystede ganske vidst alle af skræk, men deres øjne forblev viljefast knebet sammen. Måske var det også af ren skræk for hvad de ville se hvis de dristede sig til at åbne dem.
En enkelt af inkvisitionsmedlemmerne fik øje på at børnene sad ganske uberørte med lukkede øjne midt i al dette kaos, og et mistroisk udtryk gled over hans ansigt idet han satte kurs mod dem. Gabrielles forhåbninger blev højnede et kort øjeblik hvor hun gjorde klar til at hive sin dolk frem, men slyngplanter fangede også ham, inden han nåede at tage mere end nogen få skridt.
Nysgerrighed boblede op i hende da hun så lysene i skoven. Hun var overbevist om at det måtte komme fra George, for ellers ville hun være blevet advaret af Tit. Kort efter hørtes Georges råb. Det enorme brag der efterfulgte fik den ene pige til at skrige, og derefter begyndte at hulke på ny. Gabrielle vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og vidste ikke om det hjalp at stryge hende over håret. Hun prøvede dog, og blev overrasket da pigen lænede sig længere ind imod hende.
Nyt græs var vokset op omkring dem, og da George kom gående mod dem undrede hun sig over hvorfor han ikke var kollapset af ren og skær udmattelse endnu. Det kunne ikke være andet end adrenalinen der uden tvivl måtte rase igennem ham nu. Alt var stille og fredeligt, ingen tegn på kamp. Tit var også på vej tilbage, men holdt sig i skyggerne af træerne for ikke at skræmme børnene yderligere.
"I må gerne åbne øjnene nu," hviskede hun til børnene idet hun gjorde sig synlig igen. Da hun så tilbage på George var hendes smil både beundrende og anerkendende, men også en smule overrasket.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 05.03.2012 18:15
Hvor meget snigmord der var over Georges angreb, var måske lidt svært at sige, men overraskelsen var på hans side, så meget var sikkert. Han havde ikke tid til at tænke meget over, Gabrielle gerne ville have deltaget i kampen, og ærligt talt kunne han nok ikke forestille sig, hun kunne have det ønske.
George havde ikke tid til at holde øje med børnene; det stolede han på, Gabrielle gjorde. Han kunne dog se ud af øjenkrogen, de blev siddende tæt sammen, og det var nok for nu.
Da den ene af mændene var begyndt at gå over mod de fire, havde det været Georges første prioritet at forhindre ham i at nå frem. Ikke fordi han tvivlede på, Gabrielle ville kunne forsvare dem derinde, men fordi hun måtte holde sit fokus på børnene, og han sørgede for at lade slyngplanten stramme ekstra hårdt til, da den trak ham til jorden i største hast og brækkede nogle af knoglerne i farten.
At Gabrielle ikke kendte til hans anden evne, havde han ikke så meget tid til at tænke over; han kunne ikke en gang presse tanken ind, at han måske skræmte eller uroliggjorde hende, han arbejdede bare hurtigt og systematisk.
Gennem eksplosionen hørte George kun skriget svagt, og det trak i hans hjerte og gjorde det sværere ikke bare at lade al den resterende energi slippe ud. Men det ville gøre eksplosionsområdet meget større. Op til en halv kilometer i diameter vidste han fra de få gange, han havde mistet herredømmet. Det kunne han ikke lade ske nu med sin familie og kvinden han elskede så tæt på, og han fastholdt sin koncentration og lukkede skriget ude. Ingen var tilbage derinde til at gøre dem ondt, det vidste han.
Det var ganske vidst adrenalin, der stadig holdt George på benene, for han havde brugt enorme mængder af sin egen energi. Men han var stærkere end folk troede om ham trods alt, og først da han nåede frem til dem og sank ned på knæ foran dem, blev trætheden og udmattelsen tydelig i hans ansigt.
Børnene lystrede Gabrielle og så sig om, tydeligt forundrede over ændringen i deres omgivelser. De så mod Gabrielle i nysgerrighed, før de små grønne og brune øjne vendte sig mod George, hvis hjerte sprang et slag over. George mødte Gabrielles blik og gengældte udmattet smilet, læsende hendes følelser og værende mere end tilfreds med dem. Der var så mange i Krystallandet, der undervurderede den stille englænder, men forhåbentligt ville Gabrielle ikke vøre blandt dem - længere. Han måtte have bevist, han var mere end i stand til at forsvare og beskytte sin familie. Hans blik gled over børnene og sugede detaljerne i deres ansigter til sig, mens hans mund gled let op i fascination. Han rakte en hånd frem for at stryge den fysisk mindste af pigerne over kinden, men keidranpigen, der sådan lignede sin mor, trådte modigt frem og så på ham med hagen skudt frem. Han genkendte udtrykket i hendes grønne øjne alt for godt fra Flora, og det trak i ham af dårlig samvittighed, mens han så på sin datter.
"Du er en fremmed!" konstaterede hun og lod blikket glide undersøgende over ham. "Mor siger vi ikke må tale med fremmede!" Det passede George godt, Flora trods alt havde lært børnene den slags, og alligevel gjorde det ondt at blive betragtet som en fremmed. Han lod sig dog ikke mærke. På Gabrielle ville det nok virke mærkeligt, at børnene ikke genkendte ham, men de havde trods alt været spæde da de blev taget fra ham.
"Aye, jeg virker som en fremmed, Fifi," sagde han blidt og så hende stirre ved lyden af sit navn, og han fortsatte hurtigt. "Men det er jeg faktisk ikke. Jeg er din far, og jeg har bare ikke set dig i meget, meget lang tid." Alle tre børn så meget overraskede ud, og den anden lille pige kravlede hurtigt over og lagde sig ind til ham med armene bredt ud om ham. Han strøg hende over håret.
"Så så Eleana," tyssede han og lagde en hånd mod ryggen af hende. Han så lidt mere alvorligt på dem.
"Jeres mor er.. væk," sagde han så roligt, han kunne, "I skal bo hos mig nu, og jeg vil passe godt på jer." Fifi vendte blikket mod Gabrielle med stor nysgerrighed. Hun virkede ældre end sine fem år, hvilket skyldtes keidrangenerne, der var stærkere hos hende end de andre.
"Hvem er hun?" spurgte hun, "Er hun heller ikke fremmed?" George lagde hovedet let på skrå og betragtede Gabrielle uden at vide hvordan, han skulle præsentere hende. Hvad var hun egentlig for ham? Ville hun blive stødt over at blive kaldt en ven?
"Hun hedder Gabrielle og er min meget særlige ven," forsøgte han og så en smule forvirret på Gabrielle selv, mens han talte. "Hun har hjulpet med at redde jer, så jeg synes ikke, hun er fremmed." Fifis lille hale slog fra side til side, mens hun overvejede og lille Georgie - som Flora havde insisteret på de opkaldte efter ham - så lidt fortabt fra den ene til den anden.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 05.03.2012 19:09
Gabrielle sad på knæ tæt ved, men alligevel med mere afstand mellem hende og de fire end der var mellem George og hans børn. Hun kunne ikke holde et smil tilbage ved Fifis meget bestemte tone. Der var noget charmerende over den lille pige.
Hun lyttede stille til deres korte samtale, og måtte smile tilfreds da han omtalte hende som hans 'meget særlige ven'. Det var mere komplimenterende end meget af det hun før havde hørt fra andre. Den pige der lå hos George nu var også den pige der havde skreget og knuget sig ind til Gabrielle tidligere, bemærkede hun nu.
"Nu vi taler om særlige venner..." sagde Gabrielle roligt og sigende med et blik lige frem for sig imod Tit som ganske langsomt kom gående imod dem alle. Han var nysgerrig, men også påpasselig med ikke at skræmme livet af dem.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 05.03.2012 20:05
Fifi godtog til slut ordene og gik så hen og lagde armene om sin bror, der så noget fortabt ud. George genkendte meget af Flora i hende allerede, og det trak op i ellers lukkede sår og fik ham til at synke en klump. Han lagde sin frie hånd på drengens skulder og gav den et klem, skulle til at sige noget, da Gabrielle brød ind, og han vendte hovedet mod Tit, der kom gående til. Et kort øjeblik var George bekymret, men hans rynkede bryn rettede sig ud, da han huskede hvad, deres mor var.
"Jeg tror ikke der er grund til at bekymre sig, Gabrielle," sagde han roligt og så sigende ned mod Fifi, hvis tigeragtige skikkelse burde forklare rimelig tydeligt. "Med mindre han ikke er glad for børn?" Fifi, der vill evide hvad, de snakkede om, drejede adræt kroppen og så rundt om George, og hun kom med et begejstret udbrud ved synet af tigeren, bekræftende Georges mistanke. De to andre børn tog mod til sig og så rundt om ham også, og der var smil på deres små læber, da de fik øje på Tit.
"Awh, han er så sød!" udbrød Eleana og sprang på benene og tørrede sine våde øjne. Tilsyneladende fik tigerens opdukken dem til at glemme den forfærdelige oplevelse, de lige havde været igennem, og det passede George meget fint.
De to piger tog hinanden i hånden og gik varsomt videre, Fifi med hånden strakt frem med håndfladen op, så Tit kunne snuse til hende. George var ikke nervøs. Havde Flora kunnet lære ungerne noget, var det hvordan, de skulle begå sig i naturen og med dyr. Det havde hun altid været god til, og han tvivlede på, hun ville have undladt at lære fra sig. Og ud fra synet af Fifis hånd, tog han ikke fejl. Han vendte blikket mod lille Georgie, der stadig sad lidt krøbet sammen og genert på jorden, det eksakte billede af sin far, da George selv havde været på den alder.
"Vil du hilse på, Georgie?" spurgte han blidt, "Tit er meget venlig og vil ikke gøre nogen af jer noget." Drengen nikkede og lod sig hjælpe på benene, før han traskede hen til sine søstre, og George vendte sig halvt rundt, sættende sig på bagdelen i dtedet for knæene. Det trak i såret, der stadig blødte, og han skar kort en lille grimasse.
Han var slemt glad for at sidde ned lige nu, hvor udmattelsen var ved at tage overhånd.
"Vi kan ikke blive her alt for længe," bemærkede han lavmælt til Gabrielle, "Der er mange minder for børnene, jeg ikke ønsker, de skal blive i." Men børnene så ud til at have det fint lige nu, og stedet var ændret så meget, det ikke havde meget at gøre med det sted, de havde været holdt fanget. Det var faktisk for hans egen skyld, han ikke ønskede at blive der, da han ikke havde den store lyst til at falde om midt i det hele, når den sidste energi slap op, men han ville ikke indrømme sin udmattelse overfor Gabrielle. Han var stadig for stolt til den slags, selv over for hende, og han var bare interesseret i at få dem væk derfra hurtigst muligt, før han ikke ville kunne klare turen. Hvis bare de kunne nå tilbage til hans værelse, kunne han nå sit lille energiforråd, go han ville kunne klare sig lidt igen, selvom det ville være på reserverne - i grunden ikke anderledes end nogen arbejdsdage.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 07.03.2012 18:24
Hvis Georges følelser viste sig på ham da han så på Fifi og genkendte hendes mor i hende, så registrerede Gabrielle det slet ikke. For det første var hun optaget af Tit, og for det andet ville hun slet ikke have tolket det sådan. Hun ville højst sandsynligt tolke det som en reaktion over at se sine børn igen efter så lang tid. Hun var ikke god til lige sådan noget.
"Tit kan lide hvem som helst jeg kan lide," sagde hun hentydende, med et lille grin, imens hun betragtede ham sætte sig ned og snuse til Fifis hånd. Han støttede snuden mod, og slikkede en enkelt gang på den. Han havde aldrig set en keidran, og han virkede ret så nysgerrig.
Da Georgie også kom over, rullede Tit sig om på ryggen og forlangt - eller prøvede på det - at blive nusset og kløet på maven. Det fik Gabrielle til at grine ret højt. Sådan var han meget sjældent, det havde mest været da han var en lille tigerkilling.
"Jo, du har ret," svarede hun med et nik, omend en smule fraværende. Alligevel rejste hun sig og gik hen mod børnene og tigeren. Hun overvejede hvordan de hurtigst kunne komme hjem. "Hvis jeg bærer de to mindste, kan du og den sidste sidde på Tit?" Hun havde godt set Georges lange sår, som forresten krævede pleje snart, og hun stolede ikke helt på hvor hurtigt så små børn kunne bevæge deres korte ben. "Og I andre skal nok få lov at få en tur på Tit senere," tilføjede hun hurtigt og forsikrende da hun så deres blikke.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 07.03.2012 20:39
Det ville heller ikke have været nemt at genkende den følelse, George havde vist ved synet af Fifi, og slet ikke for en, der ikke vidste hvilke modstridende følelser, det vakte i ham. Flora havde været hans ven. Hans gode ven, og hun havde udnyttet ham groft. Han havde valgt at bøje af, at efterkomme hendes ønsker og havde ofret sin egen lykke for hendes skyld kun for at have hende forladende ham. Han savnede deres venskab, og alligevel nærede han noget nær had til hende over det, hun havde gjort mod ham. Fifi,fornemmede han, ville komme til at trække en hel del i de følelser, men forhåbentligt ville hun kunne læge de negative af dem og give ham mere ro med det, der var sket mellem Flora og ham selv.
George sendte Gabrielle et bredt smil ved hendes ord og betragtede så børnene og tigeren. Fifi fnisede henrykt ved følelsen af tungen mod sin hånd, og da Tit rullede rundt på ryggen, lød der latter og fnis fra alle børnene, der gik hen og ivrigt, og alligevel respektfuldt, gnubbede ham med store bevægelser. George lo sammen med dem og Gabrielle og lagde sin hånd over Gabrielles, som fik et lille klem.
Da hun rejste sig, fulgte George hastigt hendes eksempel, hans manerer bydende ham ikke at blive siddende når en kvinde besluttede sig for at stå op. Han støttede primært på det hele ben i stedet for det sårede, selvom han gjorde sit for ikke at gøre det synligt. Det sved da, men det var ikke så dybt eller gjorde så ondt, han ville gøre noget ud af det. Han gik også meget normalt, da han fulgte med hende; man kunne ikke se på hans gang, han var såret, selvom det trak lidt i det for hvert trin.
Han stirrede på hende, da hun foreslog fordelingen, faktisk dybt fornærmet, selvom han forsøgte at skjule det.
"Lad bare børnene tage den tur," sagde han roligt, men en smule stift, "Jeg er fuldt ud i stand til at gå på mine egne ben, tak."
Gabrielles ord havde beroliget børnene, der bestemt ikke havde set mere tilfredse ud end George følte sig, mens Georges afslåen af rideturen så ud til at begejstre dem, og de så bedende på Gabrielle, dog uden at sige et ord.
George havde end ikke ofret et undersøgende blik på hans eget lår, for han mente bestemt ikke, det var noget særligt. Han havde klaret værre ting end det - de brækkede ribben for eksempel - og havde klaret sig vej hjem alligevel. Han ville måske, hvis han havde været på egen hånd, have kreeret sig en stok at læne sig lidt op ad, men han havde ingen intentioner om lignende nu. Han var fast besluttet på at tage turen i sit sædvanlige tempo og til fods på lige vis med Gabrielle, selvom han vidste, han ville være ekstremt udmattet, før de nåede palæet. Han kunne bidde det i sig, det var han overbevist om.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 08.03.2012 18:59
Uden selv at registrere det, smilede Gabrielle roligt imens hun betragtede børnene og Tit. Hun tænkte tilbage på dengang hun tog Tit til sig. Han havde ikke været særligt gammel, og var konstant opmærksomhedskrævende. Det havde virkeligt været en udfordring, men det havde været det hele værd og mere til. Dengang krævede han også meget mere kæl end han gjorde nu.
Når hun og Tit var alene sammen ville han jævnligt kløs bag ørerne. Andre fik meget sjældent lov til det. Det have selvfølgelig nok noget med at gøre at Gabrielle meget sjældent var i selskab med folk hun rent faktisk brød sig om, og endnu mere sjældent var Tit med når det skete.

Gabrielle brød ud i latter over Georges tonefald, og måtte lige have et minut til at samle sig igen. Hun skulle nok have forventet det, men det havde hun ikke lige tænkt over. Hun rystede på hovedet med en bemærkning om at det måtte han selv om.
"I kan vidst godt være der alle tre," sagde hun så, uden egentligt at bemærke ungernes bedende blikke. Samtidig rullede Tit sig om på maven, og gjorde klar til at de skulle klatre op.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 08.03.2012 19:29
Måske bemærkede Gabrielle ikke det rolige smil, men George gjorde og følte sig lidt blød om hjertet, mens han sugede indtrykket til sig. Det havde en beroligende effekt på ham. Han var ganske rolig ved børnene omkring Tit. Han var ikke så nervøs omkring sine egne børn, som han havde været gennem de første år, han havde opbragt Luigi. Det havde hærdet ham en hel del at have den lille krudtugle på hånden, og han følte sig helt klar til at tage de tre på sig.
Det var ikke så svært at forestille sig, Tit havde krævet en hel del mere opmærksomhed som killing, inklusive kælen. Det var ikke just den side af Tit, han havde set mest til, den kælne lille killing, men det var tydeligt, børnene fik det frem i ham, og det fik et smil frem på hans egne læber.
Det ville have bedrøvet George at vide, hun sjældent var sammen med folk, hun kunne lide. Han forsøgte selv at omgive sig med behagelige personer for ikke at komme til at føle sig ensom, og han ønskede på ingen måde, det var en følelse hun skulle kende til.

At hans fornærmelse ville falde hende morsom, var aldrig faldet ham ind, og han var faktisk en smule såret og vendte sig rundt mod børnene i et forsøg på ikke at vise det. Gud hvor var han træt af, alle folk altid skulle anse ham for værende så forbandet svag. Og han havde virkelig troet, Gabrielle af alle og efter hans nylige handlinger for at få børnene fri ville have tænkt bedre om ham. Han lagde en facade op, så hun ikke skulle se hvor påvirket han egentlig var af situationen.
Børnene var ellevilde ved hendes ord, men på Fifis ordre forholdt de sig rolige. Da Tit rullede sig rundt, gik George hen og hjalp dem op at sidde på hans ryg.
"Og hold jer nu godt fast, så I ikke falder af. Vi kan ikke have skrabede knæ, kan vi vel?" sagde han roligt, med et lille, let sørgmodigt smil.
Da børnene sad på deres plads og holdt sig fast, så han hen på Gabrielle.
"Så er vi vist klar. Lad os komme af sted!" sagde han kort og ventede på hende, før han begyndte at gå med hende og Tit ved sin side. ngerne fnisede henrykte over at mærke Tits muskuløse krop bevæge sig under dem.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 12.03.2012 13:30
Ensomhed var bestemt noget Gabrielle kendte til, men var ikke på nogen måde forbundet med at hun sjældent var i selskab med folk hun brød sig om. Dem hun 'omgav' sig med var som oftest kunder eller ofrer, og ingen af dem var ligefrem nogen man blev venner med. Engang imellem kunne hun godt finde på at tage ind på en kro eller lignende om aftenen, og der var det jo meget blandet hvilke typer man stødte ind i.
Hun kendte mange mennesker, men hun havde ingen tætte bekendtskaber - pånær lige George, selvom det stadig var ret nyt - for det var bare ikke praktisk med et job som hendes.
Nej, ensomheden hun kendte til var fra tabet af sin far, og uvisheden om hvor vidt han stadig var i live. Men det gik hun ikke ud fra at han var, og det gjorde hende sørgeligt til mode. Han var den der havde lært hende alt, så han havde naturligvis været noget helt specielt for hende.

Gabrielle smilede stadig, og lod sig ikke helt narre af Georges facade. Hun havde selvfølgelig slet ikke ment det på den måde som han havde tolket det, men det var måske ikke det rette tidspunkt at nævne det. Hun syntes nemlig på ingen måde at han var svag, men hun mente også at man ikke skulle spille på det. Hvis man er såret, så må man gerne passe på sig selv, så længe opgaven er fuldført, det havde hendes far altid sagt.
Hun tog blidt hans hånd og flettede fingrene ind i hans, idet de satte kursen hjemad. Børnene ville kunne mærke Tit under sig, men ikke på en måde der ville gøre at de sad ustabilt. Så så længe de sad pænt, hvilket Gabrielle ikke var i tvivl om at de ville, så ville de ikke falde nogen steder.

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
Sir George Gallagher

Sir George Gallagher

Krystalisianer

Retmæssig God

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 27 år

Højde / 191 cm

George 14.04.2012 14:12
Det var ikke svært for George at forestille sig Gabrielle være ensom, netop grundet hendes valg af job. Det kunne godt bedrøve ham - det gjorde det også - men der var ikke så meget, han kunne gøre ved det. Hun ville næppe få meget ud af at blive introduceret til hans egne kontakter, der primært var relateret til hans job. Han var ikke en af dem, der havde mange venner, og på en eller anden måde havde han de fleste koblet sammen med arbejdet, og det kunne hun nok ikke bruge til så meget. Der var naturligvis også de folk, han mødte tilfældigt, blandt andet når han selv besøgte en kro rundt omkring, men intet af det var særligt fast, og mange så han ikke igen - så på det punkt var de ikke så forskellige.
Havde George vidst besked med hendes far; at hun ikke vidste hvor han var, eller om han stadig var i live, ville han måske nok have kunnet gøre en ting eller to for at finde ud af det. Yanno var en ganske udmærket sporhund, og han forstod at sætte en eftersøgning i værk, og George selv var ikke helt værst heller. De havde før med succes opsporet flere mennesker. George huskede sin sværeste opgave på det punkt; at opspore Snodrias datter. Hun havde ikke en gang været et år på det tidspunkt, og det var svært at finde så lille et barn, der ikke efterlod sig spor, men efter nogle dage var det lykkedes ham. Det var sket flere gange, og han havde en vis portion selvtillid på det punkt. Havde han vidst det, ville han gerne gøre forsøget. Naturligvis havde Gabrielle også en del evner på det punkt, men han havde nogle kontakter og andre metoder, hun nok næppe havde at gøre brug af. Sammen kunne de måske gøre et forsøg? Men det kom ganske an på om hun ville fortælle ham om sin far i det hele taget.

At Gabrielle ikke købte hans facade, vidste han ikke. Og måske havde hun ikke ment det, som han havde forstået det, og han havde måske nok overreageret. Han var bare så træt af altid at blive anset for værende svag. Måske var han ikke så stærk som mange krystalisianere, men svag!? Det kostede ham en hel del kræfter at skubbe de bitre tanker væk, men det lykkedes til sidst, da hendes fingre flettede sig ind i hans, og han smilede til hende.
I Georges øjne var det ikke i orden at være svag, heller ikke når man var såret. Desuden var han det alt for tit, så han gjorde som altid og lod som om, det ikke var noget. Han bed smerterne i sig med en stædighed, der både var en velsignelse og en forbandelse, og gik nogenlunde almindeligt, selvom der var en meget svag halten over hans gang. Han bed blot diskret tænderne sammen og så mod børnene. Han lod den nuværende situation opfylde ham; at have børnene igen og at gå her sammen med Gabrielle. Hvad mere kunne han ønske sig, når det kom til stykket? Smilet voksede sig bredere ved tanken, og han strøg over Gabrielles hånd med sin tommel.
Børnene lo ved følelsen af Tits muskuløse krop bevægende sig under dem, og Fifis lille krop fulgte bevægelserne fra tigeren, hjælpende sine søskende med også at blive siddende. George betragtede dem. Fifi ville blive lidt af en udfordring for hans samvittighed; hun lignede sin mor meget, og han var ikke sikker på, om han ville kunne abstrahere dra det hele tiden. Men nu måtte han tage det, som det kom.
Gabrielle Ekaterina

Gabrielle Ekaterina

Krystalisianer

Neutral Ond

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 22 år

Højde / 168 cm

Witch Bitch 16.04.2012 08:08
Nogen gange ville det være ganske brugbart at kunne læse hinandens tanker. Så havde hun vidst at George bekymrede sig for hendes ensomhed, og hun ville kunne forklare ham hvordan tingene hang sammen i hendes verden. Og hun ville fortælle ham, at selv hvis hun fik muligheden for at søge efter sin far, så ville hun ikke gøre det. Selvom chancerne for at han ikke var i live længere var ret store, så var der stadig den mulighed at han var i live. Hvis det var tilfældet, så ville der være en meget god grund til at han ikke havde givet lyd fra sig, og den grund ville højst sandsynligt indebære Gabrielles egen sikkerhed. Desuden ville hun tvivle meget stærkt på at George kunne kende nogen som helst der kunne opspore ham, medmindre de vidste noget om hvad der var sket, noget Gabrielle ikke vidste, fordi hendes far havde været en af landets allerbedste indenfor sit fag.
Men de kunne ikke læse hinandens tanker, hvilket var ret heldigt. Det duede ikke for en som hende at andre havde den slags tilgang til hvad der foregik i hovedet på hende.
Gabrielles egne tanker var dog et helt andet sted lige nu. Hun lod dagen glide forbi sit indre blik, og smilede tilfreds ved deres præstationer. Hun havde rent faktisk samarbejdet med nogen om en opgave, og det var gået fantastisk.

Gabrielle gav Georges hånd et lille klem. Hun så op på ham, og så hans ansigtsudtryk ændre sig fra en smule anspændt, til noget mere afslappet og glad. Hun vidste at han måtte være i smerte, men hun var ikke dum, så hun valgte at lade være med at kommentere på det. Hvis ikke han selv havde noget mod det derhjemme, så vidste hun præcis hvor hun skulle skaffe det. Og nu hun tænkte over det, så havde hun vidst nok noget ungerne også kunne få glæde af. Hun så ned på dem og smilede. De var nu søde nok.

Sammen forsvandt den brogede flok stille og sporløst ud i natten.

[OUT]

Profil~ Og mange tak til Christina for mit nye avatar<3
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3