Her postes jeres indlæg til 'La compétition manifique'.
Der skal skrives både brugernavn og C-boxnavn, samt en advarsel, hvis teksten indeholder sex eller vold. Dette skrives i toppen af jeres indlæg.

Tråden her lukkes d. 1. april

God fornøjelse! :)

Sir George Gallagher
Georgie
910 ord

Solens sidste stråler nåede ind over bakkekammen og ramte George som han sad der i græsset, græspletter på bagdelen og knæene af de champagnefarvede ridebukser. Natten faldt på og trak ham på benene, trak tårer fra hans øjne og vemod ind i hans hjerte. En ung kvinde, hendes hår isblåt, hendes smil blidt, en dans i måneskinnet i haven ved palæet for så længe siden. Og de havde leet, mens de dansede, ham og Isens Dronning, mens duggen havde samlet sig i græs og på spindelvæv efterladende dem i en fortryllet verden. Det var længe siden nu dog, alt for længe. Men han savnede hende. Gud hvor han savnede hende!
Uden selv at bemærke det, var han begyndt at løbe; ikke noget han havde gjort ret meget i i sit liv. Hen over marker og enge, springende over en bæk, ledende til en flod hvis vand så tykt ud, som det bugtede sig og den sidste solstråle farvede det gyldent. Hans egen flod af mælk og honning, hvor han og kvinden engang havde gået side om side.
Lyden af hans hjertes hamren var alt, der brød gennem natten, og hans sorg. Selv hans åndedræt syntes forstummet, og som timerne gik, hvor han bare løb og intet skete, følte han sig mere død end levende.
En klippeskrænt trådte frem ud af intet, og uden at vide det, løb han direkte ud over den. Vægtløs i luften bredte han armene ud og dykkede, fri i et øjeblik. Et skrig og en strejfen af hans kind fik ham til at dreje hovedet. Ørnekongen fløj ved hans side et øjeblik, men bøjede af og fløj bort, før de nåede bunden.
Hver en knogle burde være knust i hans krop, men et blødende hjerte tog af for faldet, så han dårligt mærkede det. Det troede han i alt fald ikke, han gjorde. I virkeligheden lå han død mange timer.
Død som en sten, og alligevel ikke så død som dén svamp burde have været. For ja, en svamp kom hoppende gennem skovbunden – hoppende, for som bevidst så går svampe ikke – og den nåede den radbrækkede krop og så skævt ned på den. Hvad var det for et besynderligt væsen så knust, han ikke kunne samle sig selv op? Og svampen fik ondt af manden, da den gennem mørket i månens skær så tårerne på hans kinder, og den puttede sig ind til ham for at trøste ham.
Georges hjerte kunne ikke dø. Det blev blot ved med at splintres, og det gav nu besked til hans krop om at bruge svampen til at redde sig. Hans evne satte ind, og svampen ofrede sit liv og blev absorberet af manden, der overtog dens livsenergi.
Længe lå George og samlede kræfter på jorden, før han omsider missede med øjnene uden at vide hvad, han lige havde gennemgået eller hvilket forunderligt liv, han havde taget. Alt han vidste, da han kom til sig selv var, han ikke anede hvor, han befandt sig. Og han var faktisk ligeglad. Fortumlet kæmpede han sig på benene, børstede forgæves på sine engang lyse bukser for at få blod og snavs af dem. Men der var intet at gøre, de var lige så fortabte som han selv var, og han måtte opgive dem eller opgive sig selv, og lige nu var bukserne det letteste at holde op med at tænke på. Så længe hans hjerte var knust og ikke kunne dø, kunne han ikke opgive sig selv, så der var faktisk ikke meget af et valg.
Han fortsatte sin vandring, ubevidst om øjnene, der lurede på ham fra mørket. Flere skygger fra fortiden, der kom for at hjemsøge ham. Denne en krop som en tiger, et sind som et menneske, udspekuleret og alligevel kær. Engang havde hun været hans ven, hans hustru faktisk, men nu lurede tanken om hævn og blodtørst i halvvæsnet, og George var som altid blind for hende. Han fortsatte blot hovedløst gennem skoven, hvor månen nu og da viste sit cheshire-grin mellem de nøgne grene, der filtrede sig tæt sammen for ikke at lade de perlende tænder nå bunden. En glimrende plan, og månen ville ikke bide George. Mon andre ville?
Øjnene fulgte ham længere ind, fulgte ham endnu en time, før ud af den sorte nat et minde fløj, rettet mod hans strube. Forberedt snurrede han rundt, havde allerede trukket sin lille skræddersaks i guld, der var det tætteste, han havde på et våben, men hvordan kunne han forsvare sig mod et minde? Det overrumplede ham, besatte hans tanker og sind, og han krøllede sig sammen, krummede sig sammen for at kapere det, der skete. For alt, han havde gjort sin hustru i hans søgen efter en anden kvinde, voksede nu ud pels og kløer, et brøl fra en tiger undslap hans strube, og han lagde hovedet bagover og skreg af smerte, mens hans rygrad forlængtes i en hale, han aldrig var ment at skulle have.
Da forvandlingen var ovre, slæbte George sig kravlende hen til bredden af en lille sø og så på sit engang så velkendte ansigt. Nej … Nej! Det kunne ikke være sandt! Kun et dyr, så tilbage på ham, et simpelt dyr, og han bakkede skræmt tilbage, drejede rundt om sig selv. Hvordan var det sket? Nej!? Alle tanker om Isens Dronning ude af hovedet og med et smertefuldt brøl satte George i løb i gen, de kraftige muskler pulserende under pelsen, mens han bare løb og løb hele vejen ud i solopgangen.

”… og det var så historien om, hvordan jeg mistede min hånd,” sluttede Stan den lange fortælling af og viftede med sin håndløse højre arm. Børnene omkring bålet gjorde store øjne.
”Fortæl den igen,” udbrød en af de små piger og vippede forventningsfuldt frem og tilbage på sin plads omkring bålet.
”Beklager lille pus,” sagde Stan. ”Jeg fortæller ikke samme historie to gange for samme publikum. Desuden,” tilføjede han og kiggede ud over træerne bag ham, hvor han med nød og næppe kunne skimte den nedgående sommersol, ”så er det tid til en godnathistorie. Men så skal i også i seng bagefter.”
Børnene skyndte sig ind i deres telte for at hente tæpper og deres lasede sovedyr, som i den grad havde set bedre dage. Da alle var på plads igen, begyndte Stan sin fortælling, allerede gestikuleren-de vildt med armene, så hans skygge blev kastet tilfældigt rundt i lysningen.
”Dette er historien om Ørnekongen og Tågebringeren. For længe siden på et kontinent langt borte lå to lande, som kun var adskilt af en flod. Efter sigende skulle den være bundløs og kun bestå af mælk og honning. I dens dyb levede landets gudinde. Den bugtede sig tværs gennem kontinentet, og kun én bro var ført over den. Dette var det eneste sted, hvor floden kunne passeres. På den vest-lige side af floden lå Tågebringerens land, som var dækket af en evig efterårsskov, i hvilken kæm-peedderkopper og ånder holdte til. På den østlige side lå Ørnekongens land, som var dækket af fro-dig forårsskov og blomstermarker. Dette land var beboet af Ørnekongen og hans undersåtter, halv-fuglene, som frit skiftede form mellem menneske og fugl.
Ørnekongen var en mægtig og smuk mand, som elskede at betragte sit lands skønhed fra himlen, hvilken han regerede i form af en enorm, majestætisk ørn. Når han befandt sig på jorden, var det i sit forgyldte palads. Skønhed betød alt for ham, hvilket var grunden til, at han altid fandt det pinefuldt at se ned på Tågebringerens land, som altid virkede så trøstesløst og sløret. Årsagen til dette var, at Tågebringeren, den gigantiske svampemand, som altid trak en tyk tåge efter sig, elskede at hengive sig til egne tanker, hvilket bedst gjordes under vandring i et fuldstændig tavst landskab, hvor han kunne betragte de spillende mønstre, der opstod når grenene bevægede sig i tågen. Alt var overladt til fantasien hos ham. Intet var som det tog sig ud. Han forstod ikke Ørnekongens holdning om, at alt skulle være smukt og se ud på en bestemt måde, og sørgede over hans manglende indsigt.
I mange år var de to lande skeptiske overfor hinanden og holdt sig for sig selv. Dog ville skæb-nen, at Ørnekongen en aften skulle passere broen på sin side af floden i selvsamme øjeblik som Tå-gebringeren gjorde det på sin. Han besluttede sig for at lande på broen og faldt i snak med Tåge-bringeren, som først så ham, da de var begyndt at tale. Ørnekongen væmmedes ved den gigantiske svampemands groteske udseende og underlige måde at tænke på. Tågebringeren frastødtes af den majestætiske ørns hang til konstant at pudse sin fjerdragt og hans overfladiske syn på alting. De to kom op at skændes, prøvende på at bevise, at deres synspunkt var det bedste. Da ingen af dem ville rokke sig, gik der ikke længe før Ørnekongen fór løs på Tågebringeren, flænsende paddehatten på hans hoved. Tågebringeren svarede igen ved at lægge en tyk tåge omkring dem, og svingede ud med sine store arme, kvæstende alt hvad de ramte.
De sloges i timevis, men ingen ville give sig. Til sidst blev det for meget for landets slumrende gudinde, som rejste sig fra floden, tårnede sig op over broen og endelig fik de to kamphaner adskilt. I et forsøg på at standse kampen, fremdrog hun en enorm, gylden saks, med klinger på længde med huse, og gjorde et forsøg på at klippe broen over, for evigt standsende striden. Broen knækkede på midten, og floden kunne nu aldrig passeres igen. Gudinden sikrede, at luftrummet over floden heller ikke kunne gennemtrænges. Så forsvandt hun tilbage i floden og efterlod landene adskilt.
Desværre for gudinden, havde Tågebringerens slør dækket for hendes udsyn, så Tågebringeren var fanget på den smukke, livfulde side af floden, og Ørnekongen var fanget på den stille, tanke-vækkende side af floden. I starten forbandede de hinanden i vrede, begrædende deres skæbne, men i løbet af årene tilpassede de sig livet på den anden side. De lærte hinandens synspunkter at kende, forstod nu den anden. Ti år senere mødtes de ved broen igen, undskyldende til hinanden, bedende om tilgivelse. Gudinden hørte dem og lod broen samle igen. De to mødtes på broen, omfavnende hinanden og lod nu deres venner og bekendte på deres side af floden mødes med naboerne. En fæl-les by blomstrede op omkring broen. Landene sloges sammen og årstiderne blev nu fælles for det nye land. Gudinden så, at der var harmoni igen, kluklo og freden sænkede sig over landet. Alt var godt.”
Langt om længe afsluttede Stan sin fortælling, og så at børnene var faldet i søvn, hvor de sad.
”Seriøst? Var jeg så kedelig,” mumlede han og kløede sig i nakken. ”Jeg må nok hellere finde på noget bedre næste gang.”
Da han havde sikret, at alle børnene sov trygt og godt, og var båret ind i deres telte, gik han en tur ind mellem træerne. Ved lyden af et ørneskrig højt over hans hoved, satte han sig til rette på en træ-stub og beundrede skovens skønhed omkring sig. Som timerne gik, lagde en kølig morgendis sig over lunden, og han hengav sig til dybere tanker om meningen med tilværelsen. I det fjerne stod solen op, og han kastede et blik mod den orangegyldne skive.
”Måske er der andet i livet end kvinder,” slog det ham pludselig. Den tanke havde han aldrig gjort sig før. I det fjerne syntes han at høre en kvindes kluklatter, trillende på brisen.
”Nah, som om,” grinede han højlydt. Så rejste han sig muntert og gik tilbage til lejren.

Antonia Kristóf.
999 ord.
Wimse.


Hendes øjne fulgte solstrålernes sidste kamp for at give liv til jordens folk, før de til sidst gav op og lod mørket sænke sig som et mørkt og uigennemtrængeligt tæppe over byen.
Med en underlig fornemmelse i kroppen, forlod hun sit hus iført Skyggens karakteristiske arbejdstøj. Hun gik med rolige skridt gennem de mennesketomme gader. Hun lavede en enkelt bevægelse med hånden, hvorefter en mørk masse gled hen til hende. Det var skyggerne der lystrede deres mester.
Hun havde arbejde der skulle overstås, gerne så hurtigt som overhovedet muligt.
Bag hende listede et dyr med gyldne øjne efter hende. Dyret gik på sine lydløse poter, og havde ikke svært ved at følge med den kvinde, der tydeligvis ikke havde set den.

Herregården var meget stor. Ejeren havde ry for at eje mere end han havde brug for. Det var også grunden til, at Kvinden fra Skyggerne havde besøgt ham et par gange før. Der var flere der var interesserede i hans ting, og hun havde muligheden for at trænge uset ind og ud.
Hun gik op ad de brede trappetrin, og fandt en lille daggert frem fra støvlen. Hun satte spidsen af daggerten i låsen og drejede lidt rundt, til hun hørte det velkendte lille klik, der annoncerede, at hun nu kunne komme ind. Et smil gled over hendes fyldige læber.
Hun åbnede forsigtigt døren og gik ind. Hun lukkede den ikke engang efter sig. Med forsigtige skridt gik hun rundt inde i huset. Hun fandt hurtigt den trappe hun ledte efter, og begyndte sin forsigtige gang op ad den. Trappen var beklædt med et mørkt tæppe, hvilket dæmpede hendes skridt derpå.
Ind ad døren kom dyret med de gyldne øjne, og fulgte bare kvindens spor og derefter op ad trapperne. Hun havde stadig ikke lagt mærke til sin forfølger.
Hun gik fra rum til rum på overetagen. Hun havde stadig en underlig fornemmelse i kroppen. Det var en fornemmelse der bekymrede hende, men som hun ikke kunne sætte ord på. Hun fik et kick af at gå rundt i folks huse, mens de bare lå sødt, helt væk i deres dybe drømme. Hun kunne blive opdaget hvert eneste øjeblik, det skulle være.
Hun fandt ikke det rum, hun egentlig skulle finde. Et eller andet fangede hendes opmærksomhed. Det var en lyd. En melodi, lød det som om. Det lød ikke som andet end en tromme, klokkespil og ellers.. måske en fløjte? Men hun kendte melodien. Måske bedre end hun burde. Derfor burde hun også vide, at det ikke førte noget godt med sig at følge lyden, men hun kunne ikke lade være. Hendes ben fulgte den selv, selvom hun vidste hun havde et arbejde at udføre.
Hun kom ind i et mørkt, lille rum. Der var næsten ingen møbler. Inde i hendes hoved var en kvinde begyndt at synge en velkendt sang med sin klare og rene stemme. Kvindens sang alene bragte så mange gamle minder frem. Det burde have været nok, til at hun satte hælene i jorden, vendte om og skyndte sig hjem. Hun lyttede ikke til sin fornuft.
Hun stoppede foran et stort billede med meget klare farver.
Det var som om det dansende par virkelig dansede i den sovende kvindes blå hår. Der var malet et glimtende spindelvæv, og et eventyrslot.
Sangen forblev inde i hendes hoved.
Hun fik tårer i sine øjne, ved at kigge på billedet. Billedet og sangen i hendes hoved bragte af en eller anden grund, et hav af minder frem. Det var minder hun havde brugt så lang tid på at gemme væk, og nu var de kommet frem. Sangen var en hendes egen mor havde sunget til hende om natten, når hun ikke kunne sove i den tro, at det måske hjalp. Moderen havde godt vidst at det ikke hjalp, men hun kunne ikke bare lade sin grædende datter være.
Billedet fik hende til at tænke på et gammelt eventyr, hendes onkel altid havde fortalt hende, da hun var lille. Hun huskede ikke historien så godt. Den handlede om en gammel konge. Han havde kaldt sig selv Ørnekongen. Onklen havde altid sagt, at denne konges øverste rådgiver havde været en svamp. En levende svamp. Det havde altid fået hende til at grine. Kongen rådede over meget land. Han stolthed havde dog været en flod. Det var en flod der flød med mælk og honning. Hun havde elsket historien som lille.
En stemme var begyndt at råbe til hende, inde i hendes hoved. Hun vidste at det var Skyggen, og den ville have hende til at gå væk derfra. Hun fik ondt i hovedet, og rystede på hovedet for at få det hele væk.
Hun kiggede ned, og stoppede med at ryste på hovedet, da hun fik øje på et dyr, der sad ved siden af hende. Det var en kridhvid kat, der kiggede på hende med sine rolige, gyldne øjne. Den begyndte at tale til hende inde i hendes hoved. Giv slip, sagde den. Giv slip på det, der holder dig nede. Hun vidste ikke hvorfor, men hun gjorde hvad den sagde. Hun gav slip på den del af sig, hun altid havde været så nysgerrig omkring. Hun gav slip på den del af sig, der holdte hende nede i dybet. Hun gav slip på den del af sig, hun frygtede mere end noget andet.
Det var som om et eller andet forlod hendes krop. Hun vidste at det var Skyggen der forlod hende. Hun vidste også, at hun ikke længere ville iføre sig sit arbejdstøj igen. Hun var endelig fri, for det der havde plaget hende i så lang tid. Hun blev ved med at kigge ind i kattens gyldne øjne, indtil hun ikke længere kunne se minderne i sit hoved.
Hun anede ikke hvor lang tid der var gået, men da hun forlod herregården, med katten ved siden af sig, var solens livgivende stråler begyndt at trænge igennem mørket. Hun havde glemt alt om den guldsaks, hun egentlig skulle have hentet.