Grundlæggende information:
Fulde navn: Denaro Possum Kilz
Kaldet: Denaro
Alder: 29
Fødselsdag: 13. oktober
Køn: Mand
God/Ond: kaotisk god
Tro: Han prøver at holde sig på god fod med samtlige af guderne uden at udvælge en enkelt.

Info omkring udseende:
Højde: 187
Vægt: 73
Hudfarve: En lettere brunlig kulør, som stammer fra hans opvækst i ørkenen, hans familietræ fører dog uden for dette område, så han bærer stadig en lysere kulør en de oprindelige indbyggere.
Hårfarve: Rød
Hårstil: Der er sjældent muligheder eller interesse for at gøre det store ud af sit hår, så det hænger normalt løst og får lov at vokse sig halvlangt før han klipper det af.
Øjenfarve: Krystalblå
Kropsbygning: Han har en normal kropsbygning, hvor en god muskelmasse er opbygget under tøjet for at gøre ham istand til at modtage et par slag.
Hverdagstøj: Denaro bærer ofte en lang kåbe, farverne varrierer. På ryggen bærer han basalt set altid et langt spyd af et sjældent materiale, som er utrolig stærkt. Under kåben er der små tasker, hvori han opbevarer små mængder sand, hvis uheldet skulle være ude.
Ar, permanente skader, el.lign.: Omkring øjnene har han nogle naturligt fremkommende sorte streger, som har forbindelse til hans stadieevner.
På maven har han et modersmærke af to krydsende fjer og et gammelt ar der løber ned imellem dem.
Særlige kendetegn: Det røde hår, øjnene og kåberne gør ham let at genkende hvis man ser ham på afstand.
Race: Krystalianer

Magi:
Magisk evne (1): Sand - Denaro kan kontrollere sand til perfektion, den agerer som han ønsker det og han kan bruge det lettere end han kan bruge sin egen krop. Han er i stand til at nedbryde jord til sand og kontrollere sandet som han ønsker det.
Magisk evne (2): Stadier  - Denaros andet evne giver ham nogle energistadier, der gør ham istand til at gå fra at være en krop, til at blive en ny. Han kan derfor skifte mellem tre former, hvor styrken afviger meget. Den første form er hans rødhårede for med sorte ringe om øjnene. Hans næste bærer hvide vinger på ryggen og har brunt hår, mens den sidste har langt brunt hård og store hvide vinger. Styrken vokser mellem hvert stadie og almindelige sår heales ved hvert skift (da kroppen ændrer sig), men de større stadier har et konstant energiforbrug, som tærrer på hans ressourcer, hvilket er grunden til han holder sig på så lavt niveau som muligt.
NYT! I bunden af profilen er er længere forklaring af hans stadieevner, samt baggrund for evnen. Basalt set bliver han stærkere når han bærer sit spyd eller andre særlige artifakter i tredje stadie.
Dygtighed til at kontrollere sin første evne: 10
Dygtighed til at kontrollere sin anden evne: 6

Info omkring personlighed:
Talenter: Denaro er den naturlige kriger, alt kamp falder ham naturligt og han går sjældent fra en duel med nederlag. Hans evne til at kontrollere sandet er også næsten uovertruffen.
Svagheder: Hans fortid kan gøre ham psykisk ustabil i korte perioder. Kamp på pladser uden sand er et stort minus for hans kampstil.
Interesser: Selv om han ikke er glad for det, så elsker han stadig kampens hede og lader sig derfor ikke stå tilbage for en udfordring. Han træner derfor stadig når han har tid til det.
Drømme/ønsker: Denaro drømmer om et stille liv i tusmørkeskoven, hvor ingen kan gøre ham ondt, han har derfor en lille hytte derude og klarer alt selv.
Elsker: Friheden og freden, som han finder i naturen. Adrenalinshocket under en god kamp.
Hader: At se ulige kampe (overfald mm.) at få sit paradis ødelagt.
Andet omkring personlighed: Denaro har engang været en hensynsløs dræber, og prøver at gøre op med det ved at hjælpe svage sjæle han møder på sin vej.

Fortid/baggrund:
Barndom: Denaro blev født i en lille ørkenby, hvor folkene ikke havde meget kendskab til de magiske evner rundt omkring i verdenen. Han boede på gaden med sine to brødre Debai og Recu, som tog sig af ham og skaffe mad og drikke, samt værn mod de kolde nætter. Denaro havde dog utrolige evner indenfor magien, allerede som barn, hvilket interesserede den lokale bande, der prøvede at få ham med i deres gruppe, som en fremtidig investering. Hans brødre prøvede dog at forhindre det, men en dag gik det for vidt. Recu blev stukket ihjel under et sammenstød og Debai blev slæbt med dem i fangeskab og holdt som gidsel, så Denaro ikke havde andet valg et at blive hos banden. Her boede han indtil han var 14 og så aldrig Debai, men hørte kun trusler om at hvis han ikke markerede ret, så gik det ud over den ældre bror. En dag fandt Denaro dog ud af at Debai ikke var der længere, han vidste ikke og han var død eller stukket af, men da han hørte det gik han amok. Hans evner dræbte enhver omkring sig og han flygtede fra byen.
Fortid frem til nu: Efter at have forladt byen havde han ikke noget andet valg end at leve på gaden igen, men hans vrede var dog ikke blevet mindre og han lod den ofte gå løs på intetanende mennesker, der uden en chance måtte lade livet. Det var med disse små episoder at han startede sin stribe af ubegrundede mord og overfald. Han beholdt de dødes penge og ejendele og fik på den måde en anselig formue. Han oplevede dog også mange rigtige kampe og flere var han heldig med at gå levende fra, og selv om han nægtede at indrømme det, så var det bandens træning der reddede hans liv hver gang.
En dag var der dog en, der hævdede at være hans fætter, som angreb ham i håb om at få hans formue. Kampen var hård, men lige meget hvad Denaro gjorde, så vidste den anden allerede hvad han havde i sinde, så kampen var ulige og Denaro endte med to sværd gennem maven og lå halvdød i sandet. Det var her at sandet, som han altid havde styret selv, rejste sig om ham og trak ham ned i jorden. Nede i jorden healede hans krop langsomt, og flere måneder efter brød han igen op, men denne gang i hans andet stadie. Han havde nu overvundet døden.
Fætteren var væk og Denaro havde ændret sig. Han indså nu hans handlinger og trak sig tilbage, for at leve et mere fredeligt liv. Han kunne dog ikke undslippe de mange kampe og fortiden hælede hele tiden ind på ham. Han er idag istand til at kontrollere alle 3 former og skifte mellem dem.
Værste minde: Hans brors død.
Bedste minde: Livet med hans brødre
Barndomshjem: På gaden i ørkenbyen.
Levested i øjeblikket: I en hytte midt i skoven.
Familie: To brødre, den ene død, den anden ukendt.

Færdigheder:
(Fordel 35 points, højst 10 på hver.)
Sværdkamp: 0
Kamp med bue/pil: 0
Kamp med tunge våben: (økser, el.lign.) 7
Kamp uden våben: 8
Styrke: 7
Smidighed: 5
Intelligens: 8
_________________
Denaro the demon of the sand


Disse to er fundet på google og redigeret på photobucket



Billed fundet af Raistlin fra det gamle KL


stadie 2


Fulde navn: Denaro Posum Kilz
Kælenavn: Idiot, nar, narrøv ovs (godt nok ikke kælenavne men det bliver han kaldt ^^)
Alder: 29
Fødselsdag: 13/10
Køn: Dreng
God/ond: neutral - tjener kun sig selv men er ond

Familie: Debai - måske død __ Recu - død __ forældre - døde
Baggrund: Efter det nedestående blev han dækket af sand nede på stranden hvor sandet så bragte ham til hans andet stadie
Kommer fra: Ørkenbyen

Personlighed: Trist, sørgende, stærk og uden medlidenhed
Stærke sider: Han er stærk i kamp og det er også det han føler han er skabt til (fordi det er det han er lavet til ^^)
Svage sider: Han er dårlig til at få venner og bærer også en indre frygt for vand så han er ikke til at få i vandet til at svømme
Magisk evne (1): Sandet - Kan styre og manipulere med sand som han ønsker og få det til at blive hård eller blødt
Magisk evne (2): Kan skifte stadie. Han har 3 og dette er det andet. Hans styrke vokser ved forvandling opad og falder ved modsat. han skifter rundt mellem stadierne på grund af en gift Slade gav ham

Udseende: Han er høj og har en del muskler men ikke specielt. Han har halvlangt rødt hår og et trist blik. Ned over det ene øje har han en sort streg. Han bærer sort tøj med et hvidt mønster på. Under trøjer har han et par sammenfoldede vinger som sidder inde i selv ryggen på ham men som han kan få ud af ryggen når det skal være
Højde: 185cm
Vægt: 75kg


Færdigheder: (Fordel 40 points, max 10 på hver.)
Styrke: 10
Smidighed: 10
Intelligens: 7
Sværd: 5
Bue/pil:
Tunge våben: (økser el.)
Kamp uden våben: 9

_________________
Denaro the demon of the sand


Billed fundet af Lesta - Takker mange gange ^^
Han har dog ingen glorie XD


Billed fundet af Raistlin fra det gamle KL

Profilen er godkendt!
- Selvom du nok ikke er vild med det, ville jeg elske at du satte stadie 3 ind nu, selvom han ikke er nået til det.

stadie 3


Grundlæggende information:
Fulde navn: Denaro Posum Kilz
Kaldet: Idiot, nar, narrøv ovs (godt nok ikke kælenavne men det bliver han kaldt ^^)
Alder: 29
Fødselsdag: 13/10
Køn: dreng/mand
God/Ond: neutral
Tro: Neutralitetens gud

Info omkring udseende:
Højde: 187
Vægt: 70
Hudfarve: En lys hud selv om han er fra ørkenen
Hårfarve: en rødlig brun farve
Hårstil: Hans hår går ham til skulderbladene og er ikke sat op
Øjenfarve: brune
Kropsbygning: Spinkel
Hverdagstøj: bærer en grå kåbe med guldkanter, han har blå bukser og et blåt bånd på
Ar, permanente skader, el.lign.: vinger
Særlige kendetegn: Det lange hår og den tynde krop

Magi:
Magisk evne (1): sand manipulation
Magisk evne (2): forbandelser eller velsignelser
Dygtighed til at kontrollere sin første evne: 10
Dygtighed til at kontrollere sin anden evne: 4 - Det kræver forberedelser
Info omkring personlighed:
Talenter: Kamp og forretning
Svagheder: Forberedelserne i sin anden evne må være en svaghed samt at han skal kaste både en forbandelse og en velsignelse.
Interesser: Kamp, forbandelser ovs
Drømme/ønsker: Magt og kraft
Elsker: At forbande
Hader: At velsigne
Andet omkring personlighed: Denaro er i virkeligheden en engel og det er derfor han havde sit tre trins liv og nu kan velsigne og forbande. Han er en engel af neutraliteten hvilket gør han ikke behøves at følge nogen gud

Fortid/baggrund:
Barndom: Står i bunden efter profilerne
Fortid frem til nu: Efter han blev sit andet stadie reddede han 10 liv og derefter blev han forvandlet af fuldmånen til det sidste og tredje stadie
Værste minde: Hans brødre blev dræbt
Bedste minde: Han blev det sidste stadie
Barndomshjem: en lade i ørkenbyen
Levested i øjeblikket: Dybt inde i mørkeskoven
Familie: Bror recu - død, bror Deiba - måske død, forældre - måske døde

Færdigheder:
(Fordel 35 points, højst 10 på hver.)
Sværdkamp: 1
Kamp med bue/pil: 1
Kamp med tunge våben: (økser, el.lign.) 8
Kamp uden våben: 8
Styrke: 1
Smidighed: 8
Intelligens: 7


Billed fundet på Deviant ART ^^

_________________
Heart full of pain, head full of stress
handfull of anger, held in my chest
Uphill struggle
Blood sweat and tears
Nothing to gain
Everything to fear
-Linkin Park: Nobodys listening

if you wish to kill me, hate me, detest me, and survive in an unsightly way. Run, run and cling to life - Uchiha Itachi

Hvis jeg vidste at det vil blive sådan en dag var jeg blevet i sengen og aldrig være stået op, men selvfølgelig vidste jeg intet om det og hvis jeg gjorde kunne jeg sikkert heller ikke ændret noget.

Det er en kold da og sneen falder ned fra den overskyede himmel, jeg vågnede ved nogle af de andre hviskede sammen men det var sikkert bare Hiva og Chuda som diskuterede igen.
Jeg lukkede langsomt øjnene op for jeg ville gerne vide hvad det nu var de to tvillinger ikke kunne blive enige om. Men noget var forkert for de lød ikke sure nærmere bange for ikke at sige skrækslagen og så lød det heller ikke som Hiva eller Chuda som snakkede. Jeg slog med et øjnene helt op da det gik op for mig at det slet ikke var tvillingerne der hviskede men det var Rezu og Deiba mine brødre. Jeg satte mig op og gik over til dem ”Hvad snakker i om?” spørg jeg og gaber træt.
Rezu løftede hoved og så på mig lidt ”Det skal du ikke tænke på Denaro” siger han og prøver at lyde rolig men det var ikke svært at høre han er nervøs. ”Vækkede vi dig” han rejser sig op og går hen og lægger hænderne rundt om mig og løfter mig op.
Jeg kan ikke lade vær at smile og lægge hænderne om halsen på ham ”Nej jeg var vågen” lyver jeg og lukker træt øjnene.
”Prøv at sove lidt mere solen er jo ikke stået op endnu” siger han blidt og lægger mig ned i min seng igen.
”Hvorfor er i så oppe?” spørg jeg men inden jeg hører svaret falder jeg i søvn.
Da jeg vågner igen er jeg ikke længere i laden som jeg har boet i hele mit liv men jeg hoppede rundt på Deibas ryg hen af en af de beskidte gader i byen. ”Hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg halvsovende og jeg synes egentlig ikke det var mærkeligt for jeg havde prøvet det før hvor vi var nød til at tage tidligt af sted for at nå dagens opgave.
”Vent og se Denaro” lyder Rezus stemme bag mig ”Det er en overraskelse”
”Ej sig det nu Rezu” spørg jeg bedende og ser over skulderen på ham ”Be om?”
Rezu griner glad og ser på mig ”Okay Dena du vinder” peger frem mod et bjerg i det fjerne ”Vi skal derhen”
Ser mod bjerget ”Det når vi da aldrig” siger jeg forvirret og ser på ham ”Og så skal vi jo også igennem deres territorium” ser på ham og håber han bare laver sjov.
”Desværre Denaro” siger Deiba og går lidt hurtigere ”vi er nød til det hvis vi skal have lov til at blive i laden”
Jeg ser ned på ham ”Jamen hvad skal vi derude?” spørg jeg forvirret for jeg har aldrig før oplevet nogen skulle helt ud til bjergene før.
”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig endnu” siger Deiba og sætter tempoet yderligere op så Rezu bliver nød til at små løbe ”Jeg siger det når vi er kommet ud af byen”
Jeg nikkede forstående da jeg ved at det er for farligt at sige når der er andre der kan høre det.
Vi gik hele morgenen og holdt kun en lille pause for at få en tår vand inden vi gik videre og hen på eftermiddagen skete det vi frygtede mest.

Deiba stoppede op så jeg fløj frem i hoved på ham ”Hvad er der Deiba?” spørg jeg fortumlet og ser rundt.
Rezu var også stoppet op og uden et ord drejer Deiba rundt mod ham med et kort nik forsvinder Rezu ind i en lille sidegade og Deiba løfter mig ned ”Gem dig” hvisker han meget lavt.
Jeg løber ind hen til et hus og springer ned i en tønde men jeg kan ikke se noget fra tønden så jeg tager en lille kniv Deiba engang havde købt til mig da vi stadig havde lidt penge. Jeg skærer et lille hul i tønden så jeg kan se hen på hvad der sker.
Deiba står midt på gaden og ser rundt i den tomme gade og der sker ikke rigtig noget før en lille flok kommer gående og stopper op foran Deiba
”Hvor er de andre?” spørg den største af drengene Deiba
”De er her ikke så gå med dig” svarer Deiba hårdt og jeg kan se at der er noget galt for Deiba plejer at være venlig overfor fremmede
”Vi ved de er her et sted” siger drengen bare helt roligt ”Og vi skal nok finde dem” han vender sig om og nikker til de andre som spreder sig og begynder at vælte ting og lede i gyder og sidegader.
Jeg holder vejret og kan mærke mit hjerte banke af skræk ’Hvem er de?’ tænker jeg og ser ud af hullet ’Hvad vil de gøre hvis de finder os’
To af drengene løber ind i den sidegade jeg så Rezu løbe ind i og kort efter kommer de ud mens de skubber Rezu frem. Rezu skynder sig hen og stiller sig ved siden af Deiba ”Hvad laver i her?” spørg han hårdt ”Det er udenfor jeres territorium”
Drengen som før talte med Deiba ser bare på ham ”Vi er ligeglade med hvor territoriumet går til” svarer han stadig med samme ro og går så videre rundt og leder.
Jeg ved ikke hvorfor men på en eller anden måde fandt de mig ikke og det gjorde dem åbenbart rasende ”Hvor er den sidste” spørg drengen hårdt Deiba ”Sig det!”
Deiba venter lidt med at svare men til sidst svarer han dog ”Han er her ikke Zacu… Han var syg og kunne ikke komme med” Deiba står helt roligt og ser på drengen.
”Du ville aldrig efterlade ham i laden” svarer drengen køligt og har svært ved at holde sig i ro ”hvor er han!”
”Kan du ikke være ligeglad” råber Rezu pludselig ind i hoved på drengen og slår ham i hoved ”Denaro har jo intet gjort jer”
Drengen falder ned på jorden men rejser sig hurtigt op ”Vi skal nok få ham frem men indtil da kan vi jo lege lidt med jer” i hans blik kan jeg se at gnist af had som skræmmer mig og jeg kryber ned i bunden af tønden for han ikke skal se mig.
Han vender sig om mod en af de andre som står med et stort bat i hånden ”Giv mig det bat” hvæser drengen kaldet Zacu og tager battet ud af hånden på den anden.
Han vender sig hurtigt rundt og hamre battet ind i hoved på Rezu som falder sammen på jorden og bliver liggende mens blodet løber frem fra et uddybning i siden af hoved på ham. 'RECU!' tænker jeg men tør intet sige 'rejs dig Recu' men Recu rejser sig ikke og jeg kan ikke se hans brystkasse bevæge sig, er han død?.
Deiba trækker hurtigt sin daggert og stiller sig klar til at forsvare sig men en af de andre griber ham bagfra og løfter ham op fra jorden så han intet kan gøre med armene. To andre springer frem og griber hans ben og holder dem fast som om det hele var planlagt fra starten af.
Zacu træder frem og ser lidt på Deiba ”Sig hvor han er og jeg gør dig ikke noget” siger han roligt og ser på Deiba.
”Hvis jeg siger det slår du os jo bare ihjel” hvæser Deiba og spytter ham i ansigtet med et blik fuldt med had.
Zacu tørrer roligt spyttet væk og ser på Deiba og med et hårdt slag i maven tvinger han ham i til at bukker sammen. Zacu slår en gang til og så igen og igen både i hoved og i maven indtil blodet løber ned fra Deibas ansigt.
Jeg sidder i tønden og knuger mine hænder hårdt og kæmper med ikke at springe op og løbe hen mens jeg råber ’jeg er her så nu skal I ikke slå ham mere’ men jeg tør ikke men da drengen samler Deibas daggert op kan jeg ikke holde mig nede og jeg springer op og løber hen mod Zacu for at standse ham inden han gør Deibas mere.
En hånd griber mig i kraven og tvinger mig tilbage og jeg bliver holdt fast. Zacu vender sig mod mig og ser lidt på mig ”Er det ham I vil lade livet for?” spørg han køligt ”Han kan jo ikke være mere end 5”
”6” mumler jeg vredt og prøver at vride mig fri fra den der holder mig men jeg kan ikke og jeg mærke hånden klemme sig fast om min nakke og tvinge mig i knæ.
”Auv! Slip!” hvæser jeg og prøver at vride mig løs men hånden presser bare lidt mere på min nakke så jeg ikke kan bevæge mig mere end højst nødvendigt.
Zacu vender sig roligt og går over mod mig og putter daggerten ned i hans ene lomme ”Er du virkelig den Denaro som kommer fra laden i den nordlige del af byen?” spørg han og ser på mig.
Jeg presser mit hoved tilbage mod hånden så jeg kan se ham ”Ja” siger jeg og nægter at slippe blikket fra ham selv og presset i nakken bliver endnu større ”Hvad vil du?” Det sidste kommer mest som en hvisken men Zacu får uden problemer fat i det.
”Det siges at du har magiske evner som du knap nok ser har opdaget” siger Zacu og ser ned på mig ”Jeg vil have dig til at vise mig dem” Han er lidt stille som om han venter på et svar men det har jeg ikke tænkt mig at give ham før han får ham der holder min nakke til at slippe. ”Hvis ikke slår vi bare din ven ihjel” Zacu er helt roligt og jeg kan se på ham at han ville nyde at stikke den daggert han tog gennem ryggen på Deiba.
”Slip mig” hvisker jeg og sænker hoved da jeg ikke orker at holde det oppe mere. ”Så vil jeg prøve” pludselig føler jeg mig vanvittig træt. Hvad er det dog der sker og hvorfor vil de se mine evner? Tænker jeg og mærker tårerne presse sig frem.
Zacu nikker til ham bag mig og jeg mærker grebet i nakke løsnes lidt inden det slipper helt. ”Vis mig det så som aftalt” siger han roligt og ser ned på mig mens jeg kommer op at stå. ”Vis mig hvad du kan og jeg lader måske din bror leve”
Jeg er op på ham og tørrer en tåre væk med ærmet inden jeg samler hænderne foran kroppen og koncentrere mig om at fremkalde det men der sker intet, ikke den mindste ting sker.
”Hmm du er åbenbart ikke hvem jeg troede” siger Zacu skuffet og vender sig om og går hen til Deiba ”Knægten kunne alligevel ikke redde dig” ud fra lommen trækker Zacu den lille daggert igen og løfter den op.
”Nej lad ham være!” råber jeg og mærker frygten ramme mig som et slag i hoved og min ene hånd rykker frem mod Zacu selv om der er flere meter væk rejser sandet sig og nærmest slår ham så han bliver slynget gennem luften og glider hen over sandet ”rør ham ikke” får jeg hvisket frem mens han rejser sig op igen og ser hen på mig.
”Så kunne du alligevel lidt” siger han uden at se ud til at have taget skade af mit angreb ”Men næste gang skulle du måske vælge dit offer med mere omtanke” hans blik er helt roligt men inden jeg når at reagere står han foran mig og sparker mig i maven med sin ene fod.
Jeg gisper da jeg falder sammen på jorden og vender skræmt blikket mod ham ”lad os være” siger jeg og rejser mig op igen og mærker frygten forsvinde ”jeg vil gøre hvad som helst hvis du lader Deiba være.”
Han ser ned på mig som om han overvejer det ”Tjen mig og jeg vil lade ham leve så længe du forbliver trofast” siger han roligt og ser ned på mig ”Jeg vil lære dig at slå og styre den kraft du har”
Jeg ser på ham og så hen på Deiba som ikke ser ud til at kunne gøre noget ”Jeg.. jeg gør det” får jeg fremsagt inden jeg falder bevidstløs sammen af et slag i nakken.


Han holdt hvad han lovede og lærte mig hvordan jeg kæmpede og at afpresse folk så de ikke kunne gøre andet et at sige ja og opgive selv deres kæreste eje. Han lærte mig at ignorerer smerten og blive kold som is. Han lærte mig hvordan jeg dræbte folk uden at spilde mere energi og til gengæld fulgte jeg hans mindste vink og hvis jeg var god fik Deiba mad nede i hullet som de kaldte det. Jeg har dog aldrig set stedet så jeg ved ikke engang om han stadig lever men jeg turde ikke gøre andet end at adlyde. Men jeg kom langsomt højere op og efter kun 4 år på min 10 års fødselsdag bliv jeg hans højre hånd og stod for at styre alle dem som engang var med til at dræbe Rezu og gennemtæske Deiba, men selv om jeg var helt oppe hvor jeg kunne komme gav han mig aldrig lov at se Deiba. Jeg adlød ham som en hund adlyder sin herre men jeg sov næsten ikke, hver nat sad jeg oppe og planlagde hvordan jeg skulle få min hævn og da jeg fyldte 13 var min plan færdig.

Det var aften og solen var allerede gået ned bag bakkerne uden for byen jeg sidder på mit værelse og prøver at rydde lidt op inden jeg går i seng da det pludselig falder mig ind at min plan jo allerede er færdig og jeg ikke behøves vente mere for vi havde lige holdt en fest til for at fejre jeg var fyldt 13 og nu var alle sikkert trætte og fulde så de ikke vil kunne forsvare sig selv. Og som Zacu jo altid fortalte gælder det om at angribe mens fjender er svagest og de bliver nok ikke svagere end de er nu så jeg samler hurtigt mine ting i en taske og går ud i gården og ser rundt.
Over ved det nærmeste hus sidder der to fulde halv voksne drenge som jeg kan huske jeg stod på vagtholdet med for nogle år siden. Jeg trækker lydløst den daggert jeg fik af Zacu og som han sagde var Deibas og at jeg skulle passe rigtig godt på den.
Jeg springer ind i skyggen og nærmest forsvinder helt og uden den mindste lyd sniger jeg mig om bagved dem og sparker den ene i hoved så hans hoved nærmest flyver ind i den andens så de begge falder bevidstløse omkuld.
Jeg ser hurtigt rundt og lader sandet de sidder på ligge sig på dem og trække dem ned så kun deres næse er over sandet.
Jeg vender mig rundt og lader sandet rejse sig og flyve ind i huset som jeg har levet i gennem mange år og lader sandet smadre og dræbe en hver på dens vej.
Ud fra huset kommer der løbende nogle af dem som hjalp mig med min træning men det næste øjeblik har sandet slår et dem bagfra og trækker dem ned som de andre.
Kort efter er hele stedet vågen op i panik. Folk løber rundt i frygt og prøver at redde dem selv men med et stivner mit blik mod en der står med et sværd og prøver at beskytte en lille dreng bag ham.
Jeg løfter en hånd mod ham og sandet rejser sig under ham og griber fat i ham så han bliver løftet op i luften og forsvinder højt oppe inden det slipper og lader ham styrte mod jorden hvor han smadres så blodet sprøjter ud til alle sider og dækker drengen ved siden af ham.
Jeg hører en velkendt stemme et stykke bag mig og jeg vender mig roligt rundt med min daggert i hånden igen og ser Zacu i øjnene.
”DENARO!” råber han vredt og trækker sit sværd. ”Hvad har du gang i! Stop med det samme” jeg kan se frygten i hans øjne og smiler ved synet.
”Åh godaften Zacu jeg så dig slet ikke komme” siger jeg med et stemme der får ham til at fryse fast til stedet i chok. ”Jeg mindes bare gamle dage og hvordan du nådesløst dræbte Rezu og afpressede mig ved at true Deiba” jeg kan mærke hadet boble inde i mig og føle hvordan sandet rejser sig bag mig i en stor bølge.
Zacu ser kort på mig ”Det er jo så længe siden og hvorfor skader du dem? De har aldrig gjort dig noget!” råber Zacu men hadet fjerner alle lyde og jeg mærker kun lysten til at få min hævn.
Med et falder sandet frem mod Zacu som springer tilbage og undgår det inden han springer frem og hugger sit sværd ud efter mig hoved.
Jeg løfter roligt hånden og sandet rejser sig i en blokade som suger han sværd ind i sig og fjerner det. ”Du har vist været en lidt for god træner” siger jeg roligt og sandet rejser sig lynhurtigt og griber fat i ham fra alle sider af ”men håber ikke at du fortryder nu.” Jeg løfter roligt hånden op og sandet løfter ham roligt op i luften i takt med min hånd. ”DØ!” hvæser jeg og klemmer hårdt hånden sammen så sandet samler sig og klemmer sig ind i Zacus krop og gennem hans mave og hjertet indtil han ikke længere ånder og hans hjerte ikke længere slår.
Jeg ser på huset og sender en hård trykbølge mod huset så det falder sammen og mens jeg står og ser på kaoset kommer jeg i tanke om Deiba som er et sted der inde så jeg stormer frem og ind af døren men folk prøver at komme ud så jeg bliver presset tilbage og kan intet gøre. ”Deiba!” råber jeg højt og skræmt mens jeg bliver presset tilbage og ud af huset inden det falder helt sammen og knuser alle der ikke nåede ud.
Jeg falder på knæ og begraver ansigtet i mine hænder og tårerne kommer frem og glider ned af kinderne på mig og drypper ned i sandet, men der går ikke længe inden folk står omkring mig med køller og hvad de ellers kunne finde.
Jeg rejser mig hurtigt op og min krop udvider sig og hårene kommer frem mine tænder vokser og jeg får klør på hænder og fødder.
Jeg ser rundt på de andre som bakker tilbage ved synet af denne varulv jeg nu er blevet og med et enkelt slag får jeg lavet et hul i kæden og sætter i spring væk fra stedet og væk fra flokken.
Bag mig hører jeg nogen messe en besværgelse og jeg vender mig hurtigt om og lader sandet rejse sig op så besværgelsen rammer sandet som falder sammen og jeg mærker noget blive suget ud af mig og pludselig stopper sandet sit angreb på ruinen. Jeg prøver at forsætte det men uden held for besværgelsen har stjålet min sandkraft.
Jeg vender rundt og spæner væk for at slippe væk fra alt det her.

Det var så historien om mig, men jeg fandt aldrig ud af om Deiba overhoved virkelig var død eller om han på en eller anden måde var blevet reddet inden den faldt sammen af nogle af de venner jeg havde fået mig i huset inden jeg gik amok. Måske finder jeg aldrig ud af det men jeg kan kun gå ud fra han er død selv om der et sted inde i mig er en formodning om at han måske overlevede på mystisk vis.

Myten
Dengang den første lord af mørket trådte frem og modsatte sig den tidligste lysets dronning var han ikke alene, bag ham fulgte hele hans hær af mørkets krigere og ikke mindst, den faldne engel Lucifer. En engel i stand til at nedkaste forbandelser over sine modstandere og med et mægtigt spyd som våben, der med lethed kunne knuse ethvert skjold der stod i vejen for den brutale kraft. Da lysets dronning så Lucifers destruktive kraft hidkaldte hun sin egen skytsengel, Gabriel. Gabriel var den mægtigste kriger blandt lysets folk og efter ham fulgte alt godt. Han bar ingen våben, da han med sin magi var i stand til at udrydde alt ondt, der stod i vejen for ham.
Det blev til mange kampe mellem lyset og mørket og hver gang mødtes disse to engle på himlen over kamppladsen, hvor de sendte besværgelser, forbandelser og voldsomme hug imod hinanden, men lige meget hvor hårdt de slog, eller hvor hurtigt de bevægede sig, så var den anden altid lige så kraftfuld eller hurtig. Der gik ikke længe før lysets dronning så de skader der kom på hendes land, og mørkets lord så hvordan den verden han ønskede at overtage var ved at blive reduceret til ingenting. Lysets dronning og Mørkets lord aftalte derfor at finde et afsides punkt, hvor de kunne afgøre kriger med deres bedste kriger. Lucifer og Gabriel. Stedet blev ørkenen og på hver side af en enorm dal opstillede de to ledere deres hære, mens de hver sendte deres engel frem.
Kampen var voldsom og det var umuligt at se hvem der ville vinde. Ved hvert sammenstød blæste vindene op og sendte trykbølger af sted, der slog hærene omkuld. Da det blev nat kæmpede de stadig, begge bar nu utallige sår, men ingen gav efter for hverken smerte eller udmattelse. Midt i tumulten trådte en gammel mand iklædt en lang rød kåbe frem mellem de to hære, ingen havde set hvor han kom fra, men alle så hvordan han pegede med sine krogede fingre imod himlen, hvor de to engle sloges.
Nogle ord forlod hans læber, og skønt de han ikke talte højt, så hørte alle hvad han sagde. ”Er lyset og mørket adskilt skabes kun kaos! Saml jer og skab harmoni.” Et lys skød fra hans finger og opslugte de to engle og indhyllede hærene i æresfrygt da de hørte begge engles smerteskrig. Da lyset var væk var hverken Lucifer eller Gabriel at se nogle steder, kun to fjer lå tilbage i sandet ved siden af en lille krystal. Lucifers sorte fjer og Gabriels hvide fjer.
Med rystende hænder tog den gamle mand de to fjer og krystallen, vendte hærene ryggen og forlod stedet med de måbende krigere bag sig.
Efter manden var forsvundet sendte Mørkets lord sin hær tilbage og lysets dronning det samme, deres stærkeste krigere var væk og de havde brug for tid at tænke. Med dette sluttede den første krig. Historien om den gamle mand og englene anses nu kun for en børnehistorie, men den er mere sand end hvad folk tror, men hvad de ikke ved er at krystallen indebar de to engles sjæle og fjerene deres styrke, puttet deri af ældgammel magi. Dette blev givet videre fra far til søn i mange årtier indtil historien næsten var glemt. Slægten af de såkaldte ”beskyttere” fra Possum klanen kendte den dog stadig, men da krigen endnu engang (efter flere hundrede år) brød ud, valgte den nye Possumleder at gøre noget situationen mellem lyset og mørket. Han greb derfor krystallen og knuste det meste af den over et nyfødt barn inden han smeltede fjernene ind i barnets kød. Barnet blev herigennem besat af de to krigeriske sjæle og modtog styrken. Det var dog for meget for den unge skabning, der straks afviste evnerne. Den kunne dog ikke slippe af med styrken, som i stedet blev gemt i barnets indre. Kun efter en livstruende oplevelse ville de fremmede gener træde i kraft. Først svagt og derefter stærkt.
Barnet, der ikke var mere end et år, var tiltænkt at blive verdenens frelser, for med den rigtige undervisning kunne det lære at bruge begge engles kræfter og blive den ultimative kriger, men dette skete dog ikke, for inden han nåede så langt blev det kidnappet (reddet) af to unge drenge fra gruppen. Recu og Debai, der ikke kunne holde ud at høre barnets lidelser. De stak af og levede i ørkenen langt fra resten af beskytterne. Dette forhindrede dog barnet, som de døbte Denaro, i at lære at kontrollere sine kræfter og han kan derfor kun opnå en brøkdel af den styrke, som var ham tiltænkt.
Da det første barn var væk så lederen ikke anden udvej end at skabe en ny kriger, han tog derfor et andet nyfødt barn, Denaros fætter, og knuste resterne af krystallen over dette barn så han kunne modtage en smule af den magiske kraft. Barnet blev herefter optrænet, men for at få den fulde styrke måtte han have de 7 artifakter, som englene havde båret under krigen. 3 af dem var allerede i Possumklanens besiddelse, de 2 armbåndet og ringen. Denaro var i besiddelse af to, spydet og halskæden. De to sidste kendte man ikke placeringen på. Sværdet, ringen og pandebåndet. Efter sigende ville man først kunne modtage fuld styrke hvis man bar alle artifakterne.


Fakta
Denaros andet stadie er altså en mellemting mellem menneske og engel, som har voldsom magisk kraft, men ikke kan holde den fysiske styrke. Det tredje stadie er knap menneske og indeholder en vanvittig kraft, han kan dog kun åbne for en smule af sin kraft, men dette er stadig nok til at kæmpe på lige fod med krystallandets stærkeste krigere. Fordi han har dårlig kontrol vil han blive tappet for energi i tredje stadie. Med andre ord, for hver 10. min i tredje stadie vil han ved tilbageforvandling være ude af stand til at bruge sin magi i en time. Han har endnu ikke haft succes med at holde stadiet i mere end 30 minutter og sidst dette skete besvimede han ved tilbageforvandling.
Hvis han skal have fuld styrke kræfter de først alle 7 artifakter. Han har i øjeblikket kun 1 (spydet) halskæden har han nemlig foræret væk, da han ikke kendte dens effekt. Hans fætter (Keiran) har 3 af dem og de sidste to kender han ikke positionen på. Denaro er dog den eneste der kan gennemgå hele processen, da han blev forenet med fjerene, mens Keiran kun han styrke sin kraft.
Hvis han får alle artifakter skal han herefter gennemgå træning for at lære at bruge evnen rigtigt, og først der kan han opnå fuld styrke (altså ikke noget jeg anser som aktuelt).