Carolina har lyst til at tage hans hånd - bare sådan fordi - det hele ville måske være nemmere, hvis hun bare vidste, at alt kunne blive som før, når hun fortalte ham det.
"Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for dig... endnu sværere, end det er for mig... at glemme alting... du har betydet meget for mig, og gør det stadig... hvor underligt, det end lyder - så selvfølgelig vil jeg hjælpe dig med det!" Hun smiler til ham, denne gang et lidt større smil end de foregående smil
Hun ser sig omkring i den store sal - hun var kommet her for at få fred, for at være alene og klare sine tanker, men i stedet er der nærmest opstået et kaos indeni hende.
Hun kan godt se, at han måske ikke er helt overbevist om, at de levede godt, og det kan da også godt være, at de ikke gjorde det i forhold til de standarder, han måske har nu?
"Men vi levede altså helt fint i forhold til, at vi boede på gaden.. kendte de fleste veje, var mætte det meste af tiden, lavede lidt sjov en gang i mellem.. Du tog dig af mig i starten, jeg var forvirret og bange, men efterhånden kunne jeg klare mig selv.. En gang fik vi snydt en fulderik til at betale for et værelse på en af kroerne... Det var bare små, harmløse ting... Da jeg vågnede op en dag, og du ikke var der, føltes det ærlig talt som om, at hele verden styrtede ned over mit hoved.. Så meget betød du, og betyder du stadig," siger hun med et lille smil. "Ved du nok til, at du måske kan stille spørgsmål nu?"
Egentlig er hun nysgerrig efter, hvad han ellers har oplevet... Men Topaz er i første række.
Carolina Floros
Be kind to me, or treat me mean
I'll make the most of it, I'm an extraordinary machine