Stjerne indikerer, at teksten bør læses.

Forord
Det var sent på dagen, da jeg ankom til landsbyen. Turen havde været lang og ubarmhjertig, og solens sidste stråler var det eneste der påmindede os, at livet endnu var igang. Hestene travede afsted på den støvede vej, og lyden af byliv kunne høres. Der gik dog ikke lang tid før det stod klart, at der var noget galt. Råb fyldte luften. Landsbyfolkene samlede sig på gaden omkring den gamle smeds hus, nogle stod med løftede arme og høtyve, andre knugede sig ind til hinanden med ansigterne skjulte. Vi steg af vores heste, og satte straks kursen imod menneskemængden.
"Hvad foregår her?" spurgte jeg en ældre kvinde, med kinder våde af tårer.
"De arresterer Hr Qval." fremstammede hun, "Hvorfor ville De dog gøre det? Han har aldrig gjort nogen fortræd!"
Jeg så nogle soldater slæbe den arbejdsomme smed væk. Han var iført pjaltede klæder og havde store, mørkerøde pletter på huden og tøjet. Han blev ført hen til en hestevogn, hvori hans to sønner allerede var smidt. Efter ham fulgte konen, som skreg og vred sig i armene på soldaterne. Hendes skrig var umenneskeligt.
Menneskemængden omkring det gamle hus blev pludselig intens og aggressiv, og folk begyndte ligeså at råbe og skrige. Flere soldater kom til, og forsøgte at skille masserne ad, for at få styr på de vilde bønder, men lige lidt hjalp det. En ung mand trak pludselig sit sværd, idet han råbte: "Mordere! I har vendt os alle ryggen! Forrædere!"
Inden nogen kunne stoppe ham styrtede den unge knægt med hævet sværd imod en større soldat. Jeg så væk, hørte drengens dødsskrig og kunne næsten mærke hvordan hans blod gled ned af mine hænder. Jeg havde hørt om disse tilfælde, men aldrig før set hvorledes de gik for sig. Jeg havde aldrig deltaget før nu. Familien til den unge mand kastede sig grædende på knæ og sørgede ved liget. Gråd og klagesang fyldte luften. Aggressionen og vildskaben så ud til at løbe ud, i takt med at blodet forlod drengens krop. Jeg vendte ansigtet imod min kollega, men han undgik mit blik.
Da smedens kone endelig var i hestevognen med sin familie, og huset stod tomt, strømmede folkemængden pludselig ind i det forladte hus, og tømte det for alle genstande af værdi. Det så ud til at soldaterne fandt hele denne seance ganske underholdende.
Jeg kastede et sidste blik imod hestevognen, idet den kørte bort med smeden og hans familie.
Dette var ikke en straf. Dette var en udrydelse!


Elementernes Hævn*
Plot på Krystallandet. Starter December 2010.[/i]

Krystallandet skælver under den nye konge. Mørkets Lord stod på sit højeste, men i sin storhed, glemte han at se sig over skuldren. Herrens højre hånd tog affære og myrdede sin egen leder. Kongens blod malede gulvene røde, og en ny leder satte sig på tronen. Hele Krystallandet lå nu for den nye konges fødder. Han startede med at øge landets skatter, for at trække så mange penge ind til tronen som muligt. Bønder og landmænd måtte arbejde hårdt, for at kunne tjene kongens penge, og kunne man ikke betale, så blev man sat på pinebænken. Bønder og landmænd blev snart nød til at låne penge af kongen, for at kunne betale for mad og vand, men renterne var skyhøje og man endte altid med at skylde mere end det fir-dobbelte af hvad man havde lånt. Den sorte, skattefri handel blev hurtigt den eneste sikre måde at skaffe varer. Kongen vidste, at disse sorte markeder kunne volde hans indtægt problemer, og valgte derfor at sætte inkvisitionen på sagen. Der gik ikke lang tid før flere gode mennesker var inde bag tremmer, og guillotinen kom også hurtigt i brug. Hvis man blev taget i at handle sort, så kostede det hovedet.

Snart så de fattige og svage bønder sig vrede på de velstående og uafhængige handelsmænd. Umiddelbart var handelsmænd og velhavende landmænd sluppet for at mærke kongens penge-jagt, men de kunne langt fra slappe af. Kongen lyttede til de bundskrabende bønder og slog nogle nye love fast: Alle huse, gårde, marker og forretninger skulle tilhøre hele folket. Ingen skulle have mere end andre. Kongen mente, at de penge som den velhavende klasse havde i "overskud" skulle doneres til kongen og i frygt for at miste livet, adlød borgere straks. Kun Mørkets Riddere, - Krigere, Inkvisitionen og de adelige havde penge til at deltage i store fester, drikke og spise som de ønskede og leve som de før havde gjort. Med sin nyfundne rigdom valgte kongen at skabe sig en hær. Han ønskede ikke kun at herske over Krystallandet, men også de omkringliggende øer, og deres små samfund. Han ansatte en masse ingeniører, vismænd og dværge til at udvinde metaller og stene fra bjerge, jord og undergrund. Dyr og mennesker flygtede fra Krystallandet og søgte ly på de omkringliggende øer, da skove, bjerge og store landområder blev forvandlet til udgravningssteder, miner og barakker.

Mange unge mænd søgte ind i kongens hær, for at kunne brødføde deres sultende familier, andre knægte og drengebørn blev taget fra hjemmet, og tvunget ind i hæren. Kongens styrke øgedes dag for dag. Utallige modstandsbevægelser og -grupper rejste sig for at bekæmpe den magtsyge hersker, men al modstand var nyttesløs. Soldater, krigere og barbarer tjente kongen blindt, forgiftet af hans ord om rigdom og velvære, døve for al fornuft og tømte for kærlighed og glæde. Hæren var som en mur af død, der kontrollerede hele landet med et jerngreb. Der var intet at stille op. Enevælden havde sejret!


Følgende er et uddrag af en Krystalliansk dagbog, sandsynligvis skrevet af en af Mørkets Lords trofaste generaler. Bogen blev fundet ved Vestkysten, hvor Generalen efter ordrer fra Mørkets Lord, skulle nedkæmpe nogle rebelske bønder.

3. november 2010, solnedgang

Vejret de sidste par dage har været et kaos af storm og regn, men man kan ikke forvente andet, taget vores omgivelser i betragtning. Krystallandets vestkyst har ry for at være aggressivt og fjendsk, så det kom ikke som nogen overraskelse da mine kontakter informerede mig at der var et oprør under vejs blandt folket herude. En samling dovendidrikker og drukkenbolte, vestkystianerne, havde det stået til mig kunne de få lov til at dø i deres eget snavs og møgvejr, men Lorden anser selv det mindste oprør som en trussel. Forståeligt nok, måske, men jeg skal ikke gøre mig klog på det. Som Mørkets General er det min pligt at følge ordre, selvom det betyder en lang, ubehagelig rejse ud i ingenmandsland.
Alt gik efter planen. Vestkystianerne vil ikke gøre vrøvl mere. Heller ikke dem der stadig er i live. Mændene er i højt humør efter en vellykket dag, og vi ser alle frem til at vende snuden hjemad i morgen tidlig. Men først vil jeg sørge for at få en god nats søvn.

3. november 2010, omkring midnat

En af de yngre rekrutter vækkede mig for lidt siden, pisseræd og hvid i ansigtet, plaprende om nogle underlige lyde han hørte og mørke skikkelser. Næppe andet end en bjørn som knægten er blevet skræmt af, men tager alligevel nattevagten.



Havet virker oprørt, hvilket nok ikke er underligt med stormen og det hele, men der er alligevel noget der virker … forkert.
Topalis er meget synlig herfra. Der er ingen på stranden. Underligt, man plejer at kunne se fiskere gå rundt og samle fangsten ind på dette tidspunkt. Øen skulle have nogle sjældne krabber der kun viser sig om natten, men der er ikke en sjæl at se derovre.



Vandstanden er steget. Mere end den plejer. Vi var nødt til at rykke teltene længere op på land.



Vi har mistet de fleste af hestene. Ingen vil tro på det når vi kommer hjem, men jeg … jeg så det med mine egne øjne. Vandet hævede sig fra jorden og kastede sig ind over et af dyrene, som et sultent monster, og de andre fulgte snart efter. Et par af mændene er stukket af, men jeg vil se til at de får deres straf.



Det ser ud til at naturen kom mig i forkøbet. Johael udbrød at han ikke havde tænkt sig at blive her længere og løb i retning af skoven, men han nåede ikke mange skridt før en bølge … nej, ikke en bølge, et væsen af vand sprang på ham, jeg har aldrig set noget lignende. Vi andre fik hurtigt benene på nakken, men jeg syntes at kunne se blod sive ud i væsenets krop, før den … kiggede på os. Kiggede. Med øjne. Ved Lorden, jeg ved ikke … vi skal væk herfra. Nu, med det samme. Før …
Forbandet. Der er mere end én. Ti … tyve … mindst fyrre kommer denne retning, som vokset op af havet. Stormen er blevet værre, mændene sørger op i træerne, men det nytter ikke, væsenerne vælter dem med store, klolignende hænder, og nu, de kommer lige imod mig, jeg ved ikke om jeg kan undsl--



Seere, orakler og troldmænd blev efterfølgende sendt til kysten, for at finde kilden til hærens manglende respons. Da de ankom til de førhen frodige områder, blev de mødt af et rædselssyn: Stranden var væk. Havet havde ædt sig helt op til skovbrynet, hvor træer og planter, led druknedøden. Menneskekroppe og genstande flød rundt blandt skovens buske og stammer, træer var revet op ved rødderne og de få klipper, som før havde kendetegnet denne skov, var krakkelerede, som var de porcelæn.
Det stod klart for Mørkets Lord, at han nu stod overfor en hidtil uset fjende. Væsner, med evner der langt overskrider de dødeliges magiske velsignelse.

Elementalerne havde rykket den første brik og kongejagten var igang.