Det var ikke rigtig nogen hemmelighed at et af Stians største ønsker var at blive optaget i lysets hær. Han havde, selvfølgelig, taget sig til takke med opgaverne som byvagt, og bar titlen, og erhvervet stolt på sig. Drømmene om at blive soldat i lysets hær var fortrængte og gemt væk. Men alligevel, kunne han ikke lade være med i det skjulte, at kigge længselsfuldt efter de gæster der var en del af lysets hær som passerede ham for at komme ind til årets midsommerbal. 

Som der blev snakket i krogene, forstod han, at der muligvis skulle rekrutteres nye til hæren i forbindelse med mørkets fald. Hvis de én gang for alle kunne udrydde mørket, hvordan ville verden så ikke se ud? Det ville kun kunne blive et sikre og bedre sted. Stian ville gerne tilbyde sig selv til dem, være en del af noget større. og Muligheden for at blive en af dem der fik lagt mørket ned, var en lille spirrende blomst af selvtilled der voksede i hans hjerte. Med alt det rod der var sket i byvagten kunne ny luft måske være det der skulle til for at han kunne lægge det hele bag sig. Glemme Alister, glemme Eskild. 

Sergenten, en skygge af disciplin, var væk fra syne, sandsynligvis begravet i paladsets pligter og ansvar. Stian fulgte ikke længere nøje med i hans vagtskemaer, forsøgte bevidst at distancere sig fra dem og deres intrikate detaljer. Eskild og deres relation, sluttede brat. Efter Stians nylige besøg hos Eskild, fik han ubehagelige sandheder at vide, og han havde ikke set ham siden. Han håbede at han kunne undgå ham forevigt. Dem begge to faktisk. Selvom han godt vidste at det var en naiv tanke at have. 

Håret sad som det plejede, og den blå byvagtsuniform lyste klart op at han var her for at arbejde, og ikke for at more sig. 
"Stikprøvekontrol - jeg skal tjekke Dem efter." lød hans stemme bestemt, men den var som om den kom langvejs fra, som om han pludselig skulle tvinge sig tilbage til nuet fra sine flyvske tanker. Hånden strakte sig frem mod en gæst, hvis ansigt han ikke havde haft tid til at studere ordentligt. Stians blik var fokuseret, men et fjernt udtryk lå i hans øjne, som om han måtte skrue skarpheden op for at se verden klart igen, efter at have vandret i sine egne tanker.

 Silas var næsten for pæn til at være til midsommerballet. Næsten var dog ikke engang ordet for det, han var for pæn til det her, ingen var lige så fint strammet op som han var. Korsettet var bundet tæt ind i ryggen, indikeret til perfektion hans kropsfigur såvel hans status. Han var en prins, nok ikke at kongeslægten, men den slægt var alligevel døende på sin egen måde, men en Pompadour. 
 Intet ringere, intet bedre. Silas var, som altid, ganske selvsikker og høj på humøret. Så selvfølgelig var jakken lagt fra, skjorten under korset-vesten, foldet ned i bukserne. Intet kunne stoppe ham. Et vinglas i hånden og et optrukket smil der vidnede om hans gode oplevelse og gode selskab. Selvfølgelig et skuespil for galleriet. Han var ovenuden træt af at være til det, alle de fine mennesker, alt den formelle snak og absolut ingen morskab. De var så stjernetørre, at selv Rubiniens sharaørkner var mindre tør end dette her. 

 " Undskyld mig? " lød det alligevel fra ham, som han blev stoppet af en byvagt. Manden så så professionel ud i det, at han havde glemt hvad han var til. Et fest, og så udførte han et stykke arbejde. End ikke hæren skulle forholde sig til et arbejde ved sådan en festlighed, at byvagterne så skulle. Nu måtte han jo le, men alt det blev til var en himlen. " Hvor vil du da tjekke mig efter henne, byvagt? " kækt lod han hovedet faldt et knæk til siden og trak vovet på smilebåndet i den ene mundvig. 

 Åh, det var en kommentar der kunne tages på så mange tænkelige måder, og han vidste det, men alt han mente var blot, om de i virkeligheden skulle gøre det lige her og ikke lidt mere afsides. Silas ønskede ikke at hans søster skulle vidne at han af alle skulle gennemgå en stikprøvekontrol. For stikprøve var det så sandelig ikke, det var plottet direkte mod ham af den byvagt. 

 Silas rykkede let indikerende med vinglashånden til at de kunne trække sig lidt til siden fra det hele for at gå det gjort. " Hvad tror du så jeg render rundt og har på mig? "

Selvfølgelig var det givet at de gæster der var inviteret på paladset var selvhøjtidige, og i den opfattelse at de var hævet over reglerne. Hvad en byvagt dog ikke skulle finde sig i af råben og skrigen, skubben - sidst men ikke mindst i dette tilfælde, flabet bedrevidenhed. Stians blik scannede manden foran sig, prydet fra top til tå og ganske velplejet. Attituden passede til hans udseende. 

Stian så direkte ham på, og sendte ham det mest uinteresserede blik han kunne formå. En usagt bemærkning om at det var et tåbeligt spørgsmål, og at han havde bedre at bruge sin tid på end at høre på dumme udtalelser. Det var jo åbenlyst. Kommentaren lod han pralle af sig som vand på andefjer, og fnyste lydløst ud af næsen som et suk. Han havde ikke tænkt sig at give den anden glæden af at reagere på det.

"Det tager kun et øjeblik." Lovede han, med sin mest professionelle tone der ikke var uhøflig, men heller ikke venlig. Som ønsket af den anden trådte de væk fra mængden af gæster, og førte ham mere afsides, men ikke for langt væk.

En snaksagelig type, var ham der stod foran ham, og Stian overvejede om han kunne lide lyden af sin egen stemme siden han ikke ville tie stille og lade ham gøre sit arbejde i fred. "Det må De jo fortælle mig." Svarede han stoisk, og gjorde en bevægelse med hånden der indikerede at han ville have ham til at strække armene ud til siderne i sprallemands posering, så Stian kunne komme bedre til at mærke efter genstande. 
"Navn og beskæftigelse." Spurgte han glansløst, i det han trådte frem og lagde op til at sætter hænderne på hver side af gæstens brystkasse.

Et øjeblik var for lang tid for ham. Prinsen skulle jo føre fingrene om taljen på kvinderne, hviske dem sødt i øret og gøre de andre mænd jaloux for ikke at kunne få samme mulighed for at lave lignenden tilnærmelser, men her stod han nu med en tvær byvagt der virkede noget så selvsikker i sig selv og sit erhverv. 

Øjnene smallede let og han rynkede næsen let som en hovmodig fnysen forlod ham. "Det er et direkte angreb på en fyrsteslægt, hvad er begrundelserne for at ville inspicere mig?" men armene lettet sig minimalt, men nok til at hænderne af den anden kunne glide ind under armene på ham og røre ved ham, og dér trak Silas på smilet som den arrogante skiderik han var. 

"Du kan få lov at kalde mig Silas" for så at lade byvagten tænkte sig til resten, som om en prins skulle arbejde, nok hans søster var så.. dygtig og i færd med alt muligt, levede op til navn og status, gjorde sig berettiget til hvad end hun ville, men hun var ikke blevet givet med samme ske som ham. Ikke i hans verden. 

Nu hang udseende og attituden endelig sammen - den røde tråd fulgt til ende; han var fyrsteslægt. Stian fremtvang et mere respektfuld glimt i øjnene, og hans træk blev mere ærbødige, men langt fra underdanigt. "Sikkerheden er skærpet på paladset og det er ren procedure. De er ikke blevet udvalgt med ilde hensigter. Det var blot et tilfælde at det lige var Dem på tidspunktet." Forklarede han så koncist som muligt. Stian kunne dog have himlet med øjnene over hvordan den anden kom med falske anklager: et direkte angreb var en mild overdrivelse. 

"Hr. Silas, tillad mig." Sagde han tonløst, men stadig med et snert af respekt inden de handskeklædte hænder lagde sig om ham. Selv gennem lagene af klæder fornemmede Stian, at den adelige var formet anderledes end Eskild. Bredere skuldre, muskler, der trådte tydeligt frem – en kontrast til den atletiske krop, hans tidligere elsker besad. Hænderne bevægede sig nedad, men tankerne tvang Eskilds billeder sig på. Det var ikke ham, der stod foran Stian, og alligevel trak fingrene mod den adelige i håbet om at mærke Eskild; uanset forræderiet kunne han ikke ignorere savnet efter den kendte latter og varme der blot få dage forinden havde været hans. 

Stian lod hænderne synke tungt ned ad Silas’ skikkelse, hans sind fordrevet og langsomt. Håndfladerne fulgte hans form ned langs talje, hofter... Stian bøjede sig frem for at føle Silas ned ad hvert ben, og måtte halvt komme på hug foran ham for at få hver detalje med inden han rettede sig prompte op igen, kæmpende mod tankerne om den plage, der havde indtaget hans sind. 

Et kort øjeblik af øjenkontakt blev holdt, før han fortsatte målrettet med Silas' arme. 

Simple undskyldninger selv trækkerdrenge kunne have fundet på for at komme tæt på og Silas rystede mildt på hovedet og lod øjnene vende sig i tvivlen om den andens ord. De byvagter kunne sikkert få lov til mange ting, de måtte have det nemt. Alle de mulighederne, tankerne fik lov at få frit spil for at fantasere om hvordan det måtte være. Kunne de bare lige røre folk, inspicere dem som de ville. Åh.. han ville nyde et erhverv som det. 

"Nejnej" rettet han alligevel byvagten og tonen var varm, kælende og drilsk. 
Det var tæt på at være forførende, men som han mærkede hvordan hændernes fingre trak. Klemte og klæbede sig mod ham, og mimikken formede sig for en stund forundret og alligevel ganske overbevist om at hans tanker var korrekt. "Silas" lød det så blot stille fra ham og uden at skænke det nogen særlige tanker, havde han med små mikroskopiske skridt bevæget sig tættere på så de stod tættere, og da han mærkede hænderne der befamlede ham ned ad benet, så han blot ned ad sig selv. "Hvad forventer du at finde, hr?" for første etape havde været tydeligt. Der var intet som kunne sidde skjult på den krop, alligevel skulle han mærkes ned. 

Blikket mødtes og et kælent blink faldt for sig. Han blottet håndfladerne for vagten. "Hvornår er der så skift for jer i aften?" hvornår ville han kunne få fanget vagten i et spildt sekund for sig selv, give ham et glas at drikke som 'tak' for sin indsats. 

Selv med den nærgående tonalitet fra Silas' svar bevarede Stian sin professionalisme og koncentration. Det legende toneleje rørte ved det forførende, men Stian lod ikke sit sind vige. Silas, gentog han i sit sind, men så ikke nogen mening i at rette det højlydt. Han nikkede dog alligevel for at indikere at han havde hørt ham, og tog det til sig. Det var ikke faldet ham ind hvor tætte de pludselig stod på hinanden. Der var en sød, krydret duft der hang om den adelige mand, bemærkede Stian stille. Han lagde ikke nogen dybere mening i denne observation - det var og blev blot.. en observation. 

Dog blev Stian overrasket af det kælne blik fra Silas der mødte ham, og med en kortvarig undren der fortrak hans bryn, veg Stian sit blik fra den anden byvagt. Han rettede det fokuseret på armene foran sig. 
"Jeg skal sikre mig, at De ikke bærer våben eller er i besiddelse af ulovlige rusmidler," informerede han, idet han mente, at der ikke var behov for yderligere uddybning. Hænderne fuldførte den resterende undersøgelse af Silas' arme, og nu var han blevet gransket fra top til tå.

Det var uacceptabelt at lade sig fortabe i egne tanker og fantasier på arbejdet, og med al sin selvkontrol skubbede han dem væk. Skubbede Eskild fra sig. Selvom det legende blik fra Silas havde forstyrret hans fokus, vendte Stian hurtigt tilbage til sit professionelle, men alligevel ulæselige udtryk. Han kunne alligevel ikke rigtig forstå om det var tiltænkt ham, eller om Silas blot var en person med sådanne grimasser. Det var sjældent at Stian opfangede flirteri, og denne gang, som så mange andre gange, ignorerede han det blot. 

Hvornår der er skift? Stian trådte et skridt væk fra ham, og vurderede ham nøje. "Jeg kan ikke forstå hvorfor De er interesseret i sådan en information?" 

Tango var ingen nem dans, det krævede to og han havde taget i mod invitationen af den unge byvagt. De ovale øjne der var så dybe at man kunne gå i trance var ikke noget man så til hverdag, men på den anden side, han gav sig sjældent den fornøjelse at se folk ordenligt i øjnene. Der var aldrig noget ved et menneske som fanget ham i den fineste stand. Selvfølgelig havde der været undtagelser. 
Et menneske med en sær persona han ikke havde set i evigheder, en ven fra fortiden, men som han vidste hvis liv var i hovedstaden her. Han burde opsnuse den skjulte skikkelse på et tidspunkt, ruske op i fortiden. 

Men for nu ville han byde sig selv den underholdning der var i en byvagt, hvis magt var intet ved siden af hans. 

Det ene bryn løftet sig og han blottet tænderne i et smil. "Så må du vidst heller inspicere mig en anelse tættere, knap op for mig og virkelig føle efter rusmidler" lød den snoende tone af hans. Han ville lade byvagten tro det værste om ham, så længe han blev gemt i tankerne, nok til at han ville tjekke det en smule mere, tage sine beføjelser i brug. 
Dog indvilligede han samtidigt i, at der var måske noget på ham, men, der var altid et men, det ville de først få at vise senere. 

Hånden blev placeret let og elegant mod hoften og mens den anden løftede sig givende op: "Må man nu ikke have mulighed for at give i vagter et tak og glas vin inden i vandre hjem og misser festen?" som det var en normal kutymen. For lige at toppe den lidt: "Jeg har hørt, at der ved en anden begivenhed var en vagt som fik lidt for meget at drikke vidst" som det var alment viden, men sladderen gik og Silas levede for det. 
Sugede det til sig som bien spiste nektar fra blomsten. 

"Men er jeg fri til at gå?" for selvfølgelig at vende retur lidt senere. 

 De fyldige læber formede sig ubekvemt til den ene side som reaktion på den pludselige og lettere skælmske opfordring. Selvom Stian godt kunne gøre brug af sarkasme i hverdagen, var det ikke altid let for ham at forstå den når andre vendte den mod ham. Dette måtte dog være sarkasme. Hvorfor var den adelige pludselig gået fra irritation til at bøje sig for reglerne og Stian? Han greb sit bælte roligt, lod hænderne hvile der, og betragtede nøje Silas – forsøgte at vurdere, om der virkelig var grund til en mere indgående inspektion, eller om det blot var et spil for galleriet for at provokere og bringe Stian i problemer.

"Det ser jeg ingen grund til." Stian slap bæltet med den ene hånd og holdt den op foran Silas som en form for parade, for at holde ham og hans tricks på afstand. Det var bedre at lukke det ned med det samme.

Med skepsis i kroppens konturer stirrede han varsomt på Silas, forsøgte at gennemskue ham. Et glas vin? Hvorfor? Havde Stian ikke været til gene for Silas og hans vigtige adelige status, lige siden han satte benet ind i paladset? At tilbyde ham vin virkede ikke som den mest fornuftige handling i en sådan situation. Besynderligt. Men smøren fortsatte, og rygtet, der blev nævnt, virkede alt for bekendt. Virkelig bekendt. Det mindede Stian om hans egen situation året forinden - fordi det.. netop var ham den handlede om. Aldrig igen! Ørerne blev varme af forlegenhed, og han måtte stramme kæben for at holde styr på sit udtryk og ikke afsløre sine tanker.

"Det kan jeg desværre ikke tage imod, selvom jeg påskønner tanken," svarede han så kontrolleret og professionelt afvisende, som han kunne. Han havde ingen intentioner om at blande sig med gæsterne i salen i aften.

"Ja, De kan gå. Ha' en god aften, og jeg beklager forstyrrelsen." godkendte han og viftede ud med hånden, indikerende at Silas kunne gå, når han ønskede det. Stian vendte hurtigt rundt på hælen så han ikke tog mere af Silas' tid, og gik tilbage til indgangen for at udføre sine pligter. Tankerne kredsede om den lille udveksling, hvordan han fejlagtigt begyndte at forestille sig Eskild, da han mærkede på Silas, og hvordan fornemmelsen stadig sad i hans hænder.

Det var tæt på en fornærmelse af højeste kaliber, at der ikke skulle blive gået dybere til værks for at sikre sig, at adelsmanden ikke besad ulovligheder i sine inderste lommer. Selvfølgelige alt sad så tæt, at det næsten var umuligt at noget kunne sidde på kroppen, uden at blive vist. Så for nu, der tillod han sig at fortsætte dansen lidt alene. Fange den andens opmærksomhed fra afstand og få han tilbage i sadlen, søge efter ham eller i det mindste overveje det. 

Et beklage nik blev givet med hoveder og Silas gestikuleret blot, at han havde tabt denne runde og måtte nøjes med den korte tætte kontakt. “I orden så”, som han var herre over at bestemme hvor vidt vagten kunne vende retur til sin ellers så kedelige opgave. At stå stift på vagt over sådanne ligegyldigheder. Nu måtte han da næsten beklage ikke at have taget imod tilbudet. 
Alle tilbudene dog. 

Silas var frigjort og fri til leg. Det skulle næppe siges to gange, men han afventede kort. Tog et helheds indtryk ind af vagten, før han så selv vendt rundt og retur til festen der manglede hans tilstedeværelse. 

(Tids hop). 

Aften løb hurtigt afsted i et selskab som hans. Kvinder der var blevet små befamlet på, læber der smagte af den saftige rødvin og den bitre eftersmag på tungespidsen. 
Alt var godt og han var ikke færdig. Silas var nøje med tiden og sit sted. Han havde lokket et vagtskfite ud af en anden vagt, en ubetydelige kedelige kvinde, næste svært at antage som værende kvinde. Men det havde været nok. 

Adelsmanden, nej. Prinsen havde trukket sin kappe over skuldrene, havde tog glas med sig i den ene hånd og vandret upåvirket mod indgangsparti. Han vidste vagten næppe tog i mod bestikkelse eller bedrikkelse, så måtte det hele vel være til han. “Opgav du at lave en nærmere inspektion, byvagt?” - “Du med de ovale øjne” for at præsicere det hele lidt mere. 
Silas var stadigvæk lige så fin som første gang.
“Men inden du går, jeg hørte noget rumsteren nede ad den ene korridorer. Jeg så gerne en erfaren vagt som du, gik med ned for at undersøge det” det hele virkede sp ægte, så oprigtigt. 
Men han skulle blot have manden med sig. Hvorfor vidste han ikke, for der krævede for meget at krølle sit tøj for det. Men lidt tæt på måtte man da komme som kompensation for den stikprøvekontrol. 

Time efter time var ubemærket forsvundet i sit sædvanlige tag. Ingen bemærkelsesværdige hændelser, bortset fra en ældre herre, der hævdede at have glemt at tage sin urtekniv op af lommen efter arbejde. Kniven blev konfiskeret, og manden fik lov til at fortsætte ind i salen. En aften præget af ro, og nu var det tid for Stian at vende hjem. Aftenen var endnu ung, men erfaringen fra året før lod ham være forsigtig med festlighederne. Han havde allerede besluttet sig for ikke at deltage i årets begivenheder. 

Stian var ved at afslutte overdragelsen af konfiskerede genstande og informationer til sin kollega, der skulle overtage vagten, og da alt synes at være på plads, gik han hen for at finde sit overtøj. Pludselig hørte han stemmer bag sig, og fangede det sidste af sætningen. Du med de ovale øjne.

Stian vendte sig delvist for at se, om henvendelsen var til ham. Hans blik fulgte op og ned ad manden foran sig, og et kort øjeblik stod han nærmest udtryksløs, som om han havde glemt det milde sammenstød, de havde haft timer forinden. Ansigt efter ansigt var passet forbi i løbet af aftenen, og det var ikke altid nemt at huske dem alle. Men genkendelsen af Silas fremstod nu tydeligt i de brune øjne, og Stian vendte sig helt mod ham. 
"Silas." hilste han da erindringen strømmede ned til hans hænder, som om de besad al hukommelse. Han knyttede dem let og lagde hovedet en smule på skrå, mens han betragtede Silas undersøgende, lyttede til det næste der blev sagt.

Rumsteren nede af den ene korridor? Stian kastede et blik forbi Silas for at se, om han kunne fange en af de andre byvagters opmærksomhed, men de var alle travlt optagede. Hans øjne vendte tilbage til adelsmanden.
"Tak fordi De oplyser mig om det. Før venligst an, så jeg kan kigge på det," opfordrede han og lagde overtøjet fra sig for at følge med. En påstand som den krævede øjeblikkelig undersøgelse.

Silas var årvågen for at sikre sig, at vagten ikke havde i sinde at vidergive opgaven, alt andet ville være et tab. Øjnene var dybt fikseret på vagten, skønt det ene af de to glas til tider lige skærmet let for synet. Ingen stalker skulle ses som værende stalker, og Silas var ingen undtagelse i dette. 

"Selvfølgelige" lød det formelt og givende fra ham, og han gjorde som bedt om. Førte an, ledte dem væk fra indgangspartiet og stille væk fra festlighederne, men ikke langt nok væk, for at hvad end påstyr de nu måtte lave, ville kunne høres som værende det primære. Alt var nøje udtænkt og taget højde for. 
Der skulle være en form af støj, så folk der passeret forbi, ville tænke det var festlighederne der var til årsag for dette, mens det i virkeligheden var noget helt andet. Men Silas tav for en stund, som det var et skrevet skuespil for ham. Seriøsiteten var overbevisende, men blikket var alligevel legende når det så ud af øjenkrogen for at se vagten. "Jeg troede at I som vagter ville vandre omkring for at sikre jer, at der ingen forulempelser forekom" indskød han stille og rakte det ene af de to glas der førhen ad været i den ene hånd til vagten. "Hold lige" for der skulle findes noget frem som krævede halvanden hånd. 
Hvad det var, behøvede vagten jo ikke vide af. 

Det hele skulle se så naturligt ud, som en flydende bevægelse, for i sidste ende skulle Silas have fået det lille reagensglas i lomme på vagten. Han havde selv sørget for at holde det i god opbevaring, tæt hyllet ind i et magisk lommetørklæde der neutraliseret effekten - altså indtil det blev pakket ud og lagt på sig. 

Nak'lars syn eller Sharas lyster. De havde begge deres fordele og ulemper.
Okay. Silas fik ordnet det i sin inderlommer med en let diskrethed, let og elegant gemt i ærmet, for så blot at trække lommetørklædet op og duppe sig kort under næsen, og woopsi. En lille snublen og skub til vagten så deres stød virkede som en fejltagelse så han tabte sit eget glas. Men som han greb beklagende om vagten med den frie hånd så han ham kort i øjnene: "Jeg beklager" lød det oprigtig fra ham, og i det han slap ham, der lod han det lille reagensglas ende i lomme på vagten. 

Beklagende tråde han blot yderligere tilbage og tilbød vagten lommetørklædet for eventuelle spild der måtte have været på ham. "Jeg plejer ikke at være så klumpfodet" tilføjet han stille - som intet var hent. 

Men i lommen på vagten lå der nu trygt og lunt et lille reagensglas der ville i sidste ende måske efterlade vagten en smule paranoid, men det var hvad det måtte være. 

Stians fokus var kun rettet mod det, der ventede dem rundt om hjørnet af korridoren. Hans blik var afmålt og skarpt, og han skærpede sine sanser for at være forberedt på enhver eventualitet. Det kunne strække sig fra slagsmål og uanstændige handlinger til noget så uskyldigt som en person, der var faret vild og havde væltet noget på sin vej. Mulighederne var mangfoldige, og som byvagt var det hans pligt at håndtere dem. Deres fodtrin blev mere tydelige, idet festmusikken gradvist forsvandt som en svag ekko i baggrunden. Festlighederne omsluttede dem stadig, og følelsen af at forlade midsommerballet forsvandt aldrig for Stian.

"Det bliver der som reelt også," lød hans svar, koncist og uden unødig udfoldelse. Men hvem havde nu ansvaret for gulv- og gangvagterne? Stian forsøgte at mindes det. Ikke alle hans kollegaer tog deres pligter lige alvorligt som ham selv. Flere byvagter sagde ja til balvagterne for at deltage i festlighederne snarere end at udføre deres tilsynspligt. Den tanke irriterede Stian, og et lille smæld af frustration indfandt sig i hans øjne som han smallede dem. Det var en naturlig reaktion, særligt i betragtning af at lyset var dæmpet her, mere end det var i den store foyer. Fanget i sin indre irritation over dem, der ikke tog deres ansvar alvorligt, tog han imidlertid imod det glas, Silas rakte ham, med et lille 'mhm' som respons. Et kort øjeblik hvilede blikket på adelsmanden, derefter på glasset, som han holdt frem foran sig, afventende indtil Silas var klar til at tage det tilbage. Tempoet blev sænket, da glasset var fyldt til randen, og Stian ønskede at undgå at spilde. 

Overrasket blev Stian da Silas pludselig ramte ham med et skub, og lyden af glas der ramte stengulvet og smadrede, brusede kortvarigt gennem gangene. Det gav et kortvarigt ryk i kroppen på den unge byvagt. Han strammede automatisk op i kroppen for at undgå at falde og for at redde glasset i sin hånd. Desværre var det for sent at forhindre spildet; vinen skvulpede ud og malede den pæne, blå uniform i et mønster af små og større pletter, der tog en dyb, rødlig farve, næsten som blod. Hvis Stian havde været tilbøjelig til overtro, kunne han have set dette som en form for forudanelse.

"Det er helt i orden," insisterede han og mødte Silas' beklagende blik. Der var ingen grund til bebrejdelse, og uniformen kunne altid renses. Tyngden fra adelsmanden løftede sig fra Stian, og han modtog lommetørklædet for at forsøge at duppe pletterne af sin uniform. Desværre sugede de allerede dybt ind i stoffet, og hans bestræbelser var forgæves. Stian viftede afværgende af Silas' undskyldninger for at signalere, at det ikke betød noget. Men klumpfodet var vel det rette ord at bruge. 
"De skal ikke bekymre Dem om det," forsikrede han stille og gav lommetørklædet tilbage, idet han opgav enhver yderligere anstrengelse for at rense sit tøj.

Men hvorfor blev Stian pludselig så tørstig? Han løftede sin hånd til halsen og lod fingerspidserne massere den let. Tørheden indhentede ham hurtigt, og hans bryn rynkede sig ubekvemt ved fornemmelsen. Var luften anderledes her end andre steder på paladset? Samtidig mærkede han en strøm af lethed der flød gennem kroppen, som om han blev vugget ind i en døsig glæde - en fornemmelse, han ikke havde mærket i lang tid. Han rømmede sig lidt over tørheden, men nød at gå her ved siden af Silas. For det måtte vel være ham der gjorde ham sådan tilpas? 
"Er De sikker på at det var hernede?" spurgte han for at bryde stilheden, og måtte rømme sig lidt igen.  

Hvis nogen vidste hvad han gjorde, ikke blot pindebrænde ville falde nedover ham. Det grænsede sig til noget ulovligt, men det var ikke første gang - ej heller sidste. Silas havde såment ikke i sinde at stoppe, det skulle ikke forhindre ham i at nyde af sine frynsegoder som adelig. Han var berettiget til at have nogle beføjelser, lidt fri leg. Desuden, det var kvalitet, jovist var der bivirkninger, men de kunne ud af ens system med tiden, så nu skulle ingen gå hen og blive helt hys. 

Silas skjulte det, men han nød godt af at han ikke skulle stå til ansvar for noget.
Præcis som det skulle være, for han var ikke herre over andres genstridighed, så nu kunne de virkelig nyde af, at have det godt i hinandens selskab. Han var hvert fald ganske tilpas. Upåvirket selvfølgelig, men til tider skulle folk have et lille skub i den rigtige retning for at være samarbejdsvillig. 

De gik videre, efterlod lidt deres knuste glas tilbage som et minde de kunne nyde senere. 

Silas så hvordan der blev mærket og følt på sig selv, som ørken havde lovet regn for længst, men endnu stod uden den mindste smule fugt. "Drik endelige af indholdet, hvis du er tørstig?" kom det så nonchalant fra ham som intet var hændt. Det var bagataller, ligegyldigheder. 

Et forsagt mhm lød fra adelsmanden og han guide en sidste gang ned ad en lille gang. "Det var her jeg hørte det hele fra" fortalte han og tog beklagende hånden til nakken som det var underligt at alt var forsvundet, intet virket rørt eller forstyrret. Endnu. 

Men han vendte sig let mod vagten og stødt skulderen til væggen. "Er du helt ok?" som Stian så ud til at være dårlig eller påvirket af noget. Uforstående for hvor gjalt det kunne se ud, at en vagt var skidtmads og ikke kunne udføre sit arbejde. Alligevel lagde Silas øjne sig mod de ovale juveler og forsøgte at tyde dem. Afventende for at manden blev en smule døsig, træt eller bare lidt for veltilpas, til helt at strit i mod. 

Modstridende som Stian ellers havde været tidligere når det kom til at nyde vinen den anden havde tilbudt, endte han med et tage en ordentlig slurk af glassets indhold. Det lettede overfladen af tørheden, men den synes aldrig helt at forsvinde. 
"Tak." sagde han efter, og duppede læberne sammen for at fjerne eventuelle dråber og rest af vinen der kunne have malet dem. Han måtte rømme sig lidt igen, pokkers til tørhed, det var lige ved at drive ham til vanvid.  

Stian forsøgte gentagende gange at skabe nok spyt i munden for at sluge den tørre plet væk, synke den til bunds. Han nikkede dog smådistraheret til Silas' fortælling om at de nok snart ville finde en eller anden form for gerningssted. Men måske lå det allerede øde - måske var de kommet herhen forsent. 

Silas måtte have bemærket hvordan Stian kæmpede for at holde koncentrationen og sine sanser skærpet, men at han ikke helt lignede sig selv. De standsede op, og han måtte erkende med et skuldertræk og lettere hovedryst at han ikke helt var i stand til at gennemskue hvad der skete. "Det er ikke noget alvorligt - jeg har bare fået en tør plet i halsen." informerede han, og forsøgte at få det til at lyde som et mindre problem end det var for ham. Nu måtte han gemme et listigt gab bag håndryggen, og han tog en dyb indånding før han måtte misse lidt med øjnene. 
"Beklager," kom det en smule overrasket fra ham, "Det har været en lang vagt." undskyldte han, selvom han ikke helt troede på at det var dét. Stian havde været ude for langt mere trættende opgaver, og aldrig havde han stået så døsig tilbage som nu. Han følte sig næsten bedøvet i sin krop, som når man var lige ved at vågne fra en dyb søvn. Et lille smil listede frem i mundvigen nu mens han så på Silas, og det lidt tomme udtryk der før havde været i hans nøddebrune øjne, blev varmet op da smilet endelig nåede op til dem. "Jeg er faktisk --" helt okay, skulle han til at sige da han flygtigt vendte blikket mod den mørke ende af gangen. Han rynkede brynene let. Var der nogen? Smilet stivnede og forsvandt mens blikket flakkede. Hjertet hamrede påvirket af hvad end han havde hørt - men havde kun han hørt det? 

"Hørte De det?" spurgte han lavmælt, på vagt. Beslutsomt, skulle han til at gå derned for at finde ud af hvad han havde hørt.

Hvad var det nu de sportsglade folk kaldte det, når man havde scoret en fuldtræffer. Kaldt de det noget særligt eller måtte han opfinde sit eget ord for denne sejr. Regnskovene boltret sig lystigt med sin fugt, aldrig hungrede for vand, men alligevel i et iver for at få mere, det var byvagten lige nu. Hvis navn der endnu ikke var i hans varetægt. Men med en lidt lirken skulle han nok få det ud af ham. 

"En tør plet? Er du mødt syg på arbejde da?" men Silas kommentar nåede ikke at hænge længe i luften, for der blev sagt noget mere, og han så hvordan øjnene var anderledes. Ikke så skarpe som tidligere på aften. De kunne gå lige så stille, men de var ophørt i deres gang og stod nu bare der, nød stilheden for dem selv, eller ekkoede af dansende fødder og musik lå endnu i baggrunden af dem. "Hvad var det du hed, byvagt?" spurgte han og rettet let på sine skjortes manchet, rettede sit tøj i al almindelighed. 
Alligevel måtte Silas give den unge gadesælger ros for virkningen, trods for bivirkningerne syntes at være langt stærkere end selve virkningen, måske han burde klage. Det gjorde det så svært at komme tæt på individet. "Der er intet, gangen er tom, det er blot os to" svaret han stille, og valgte at lægge hånden mod skulderen af vagten og valgte blødt at hindre ham i at gå, banet sin vej frem og lagde hånden let om kæbelinjen på ham, så fingrene rørte den varme hud. "Du er helt varm, har du husket at få væske nok" spurgte han og fik lige så stille guidet vagten til at stå med ryggen op mod væggen, som en støtte for ikke at falde bagover. 

Hvis blot alle var så betænksom som Silas. 

Stians hoved var et virvar af dissonante fornemmelser, og spørgsmålet om sygdom blev mødt med en resigneret rysten på hovedet. Selvom det ofte kunne ske, at han netop ville møde ind på en sygedag, var det dog ikke tilfældet i dag. Den tørre plet var kommet pludseligt og ubarmhjertigt. Måske havde han fået en form for feber? 

"Hm..." Modstridende lod han sig blive holdt tilbage, og blikket vendte sig langsomt fra det mørke af gangens dunkle dybder tilbage til Silas, der var indhyllet af faklernes varme glød. Blikket landede kort til hånden, der lå på hans skulder. Hvis det bare var de to..måske havde han hørt forkert. Alligevel ville hjertet ikke finde helt til ro -  en strid strøm af følelser, der forvirrede Stian, gjorde ham både tryg og truet på én og samme tid; det var en underlig kamp mellem at være døsig tilpas, men alligevel prikkende af nervøsitet. 

Stian kom så endelig i tanke om at han var blevet spurgt om sit navn, og fik så reageret langsomt på det.
"Stian," præsenterede han sig en smule disorienteret, og blev et kort sekund forvirret over hvorfor han før var blevet så paranoid, når Silas, der emmede af guddommelighed, stod foran ham. Uden videre lod han sig guide hen til væggen, og det kølige stenmateriale bød til hvile. Stian lænede sig veltilpas op af den, så de gyldne tykke lokker pjuskede sig i mødet med det hårde underlag. 

Silas' fingre viklede sig om Stians kæbeparti, men som han tidligere ville have vredet sig fri af det lette greb, nød han istedet berøringen. Varmen spredte sig gennem ham som en bølge, og ord flød ud af ham mere døsigt end sædvanligt. 
"Ikke så meget som jeg nok burde." svarede han og stemmen lød anstrengt, før han måtte vende hovedet til siden og hoste kort ned i hånden. Grebet om hans kæbe måtte derfor være blevet kortvarigt sluppet, og han savnede med det samme nærkontakten. Da han var færdig med at hoste, rettede han blikket mod Silas igen - de stod tæt, og noget i Stian ville protestere, men stædigt blive på samme tid. Den betænksomme kommentar fra Silas fik ham dog til at smile mildt for sig selv; det var noget hans mor ville kunne finde på at sige. "Du lyder som min mor." nævnte han med afslappet morskab i stemmen, og rettede lidt på benene så de stod en smule mere spredt, men fast. 

Stian, så havde han da det på det rene. 
Det var samtidig mere end rigeligt at have på en byvagt, for som det var lige nu, havde denne byvagt Stian kun Silas' fornavn på sig, intet slægtsnavn eller lignende, så at pinde ham op for noget som helst, det ville blive svært i sidste ende, mens Silas der i mod. Han havde byvagten Stian. Hvor mange af dem var der mon? 
Næppe mere end maksimal to som hed det navn, ellers skulle han nok sørge for at finde den rigtige, de øjne var som spar es. Unikke for sig, både det mindst vigtige og det mest vigtige at have på hånden. 

Ganske forsigtige udnyttet han den andens vildfarende persona som den var lige nu. Det måtte være et virvar af følelser som rasede afsted i hovedet på ham, og han skulle have adgang til det hele, for at få det meste. Hånden slap kæben kortvarig, men lagde sig lige så blødt igen på ny, som hovedet kom retur og stille som en mus, placeret Silas det ene ben mellem vagtens, som de spredte sig solidt i gulvet under dem. "Lyder som jeg som din mor?" klukkede han mildt og lagde nænsomt den anden hånd mod kæben, så begge hænder rørte ham blidt.
Tommelfingeren strygede ham blidt mod huden. "Du er meget varm, Stian" hvisket han til manden og lukkede kort varig sine øjne sammen, som han forsøgte at være i momentet med vagten og hans påvirket tilstand, men det var et meditations moment, han skulle blot lige have kisten på klem og der ville brudstykker falde for ham. 

Øjnene kneb kort sammen, han så skænderier, frustrationer og indebrændthed. Alt som cirkuleret omkring en anden person, en anden mand. Et lille skråsikker smil formede sig på læberne af ham og han åbnede øjne let op igen og så mod de ovale. "Er du okay efter det han gjorde i mod dig?" for lige at få lidt fortælling med på vejen. 

Berøringen var kærkommen, og Stians brune øjne blev fanget af varme strøg fra faklernes overvågen - blødhed og velvære lagde sig som en maske om ham. Smilet bredte sig mere, ved Silas klukkende latter. "Ja, så overbeskyttende." forklarede han som var det en overdrevet ting at være, for Stian var en voksen mand, og alligevel var der noget i tonen der sagde at han alligevel ikke havde så meget imod det, som han prøvede at påstå. Ansigtet var omhyllet af fremmede, men alligevel så velkendte hænder. Han måtte lukke øjnene for at nyde dem til fulde, "Er jeg varm?" gentog han døsigt, og hørte ikke helt sig selv, "Måske er jeg ved at blive syg." delte han sine tidligere tanker med Silas. 

"Dine hænder er varme." lød det pludselige udsagn, udsprunget af Stians læber som om det var en afsløring af en dybere sandhed. Farverne omkring dem strakte sig ud i et kalejdoskopisk spektrum, som om virkeligheden var blevet filtreret gennem en surrealistisk linse. Stian, normalt tilbageholdende med fremmede, var blevet en åben bog, ordene strømmende frit som en flod, der løber mod et ukendt horisont.

Han åbnede sine øjne langsomt, og synet, der mødte ham, var intenst og skarpt. Silas' ansigt var en vifte af detaljer, hvert træk og hver nuance optaget i Stians bevidsthed som om han kunne se gennem huden og ind i sjælen. Farverne, der omgav dem, pulserede i livlige nuancer, og hver eneste bevægelse syntes at efterlade en glødende sti.

Silas, med lukkede øjne, var som en levende maleri, hvor hvert penselstrøg var tydeligt og fuld af betydning. Stians blik var som et mikroskop, der zoomede ind på atomer, der dansede og vibrerede omkring Silas som stjerner i et fjernt univers.

Mens tiden syntes at strække sig ud i en endeløs række af øjeblikke, fortsatte Stian med at fordybe sig i denne forunderlige oplevelse. Hans sædvanlige verden var blevet erstattet af en surrealistisk symfoni af sanseindtryk, og han omfavnede det som en rejsende i det ukendte, der erobrede grænserne mellem virkelighed og illusion.

Han havde aldrig set noget lignende, og skulle til at løfte hånden for at røre ved det fantastiske syn, for at mærke om Silas var virkelig eller om hånden ville forsvinde lige gennem ham. Men han blev standset i al bevægelse da de strålende turkise øjne så lige ind i hans sjæl. Det var lige før skarpheden blændede ham.
"Efter hvem gjorde hvad?" spurgte han forvirret, men lød ikke så alvorlig. Alligevel sank noget i ham som de sårbare minder om Eskild trådte frem, og blandede sig med honningen af velvære der flød i ham. Silas kunne dog umuligt vide hvad der var sket mellem Stian og Eskild, så han så forsat ganske bedøvet ind i Silas' øjne - ventede på at de ville gøre ham blind - som at se ind i tusind sole. 

Et syngende mmhm lød fra den det ældre mad af de to. Selvom intet reelt vidnede om at han var ældre, kunne man ikke være i tvivl, Silas vidste han var ægteklar af alder, og havde været det i næsten ti år, hvis ikke mere. Men så man på byvagten, ja, han så ung ud, og når han talte om sin moder som han gjorde, gjorde det ham blot yngre. Han måtte være tæt på otte, hvis ikke ti år yngre end Silas. 
Hvorfor det hele var så meget mere interessant. Silas kunne godt lide dem yngre end sig selv, mænd som kvinder, men han foretrak kvinder, det var der ingen tvivl om. Han nød kvinder en del mere, for de kunne lave al arbejdet selv, der var intet bedre end blot lægge sig hen og se en kvinde ride ham til. Og nu kom det groteske, hvis byvagten var så ung og nydelig af udseende, hvad med hans mor så? Jah.. tanken strejfede ham godt og grundigt. Fantasifuld. 

Hænderne flyttede sig ikke ud af vagten, de blev liggende og holdt ham let i spænd, manden kunne ikke flygte så nemt og han syntes at forsvinde hen i en eller anden mildhengivenhed, så benet rykket sig tættere på. Skubbede let til det ene ben for at få benene spredt mere. 
En mand kunne vel godt tages forefra op ad en væg... det krævede vel bare lidt arbejde. Ikke? 

Projektilerne som var hans øjne, skød lige igennem og så ind i de ovale øjne med den brune stjernehimmel. Honning og chokolade badet sig i det. "Manden der knuste dit hjerte" spurgte han med en intim hvisken og ført selv sit hoved en anelse tættere på. Vuggende op til et kys, kilden eller sniffen af den anden. 
Lidt mere samarbejde, og han ville få vagten præcis som han ville have det. Manden skulle ikke frygte ham, men frygte for at de blev opdaget. 

Læberne lå ud foran øret og hvisket mildt: "Jeg ville aldrig såre dig som han gjorde, det kan du stole på.. det vil kun være blidt og nænsomt" forsøgte han forførende.