Aaliyah burde være flankeret af livvagter som hendes broder, Dain, ofte var, men det var et aktivt valg som hun havde truffet sig, fordi at hun ønskede at kunne bevæge sig alene og frit. Hun vidste godt at hendes fader havde fjender, men også at disse måtte være umådelig dumme, hvis de gjorde hans datter noget. Af og til var hun flankeret af en tjenestepige eller lignende, men ikke denne dag. Hun havde søgt imod handels og - markedspladsen for at se hvad stedet havde at byde på denne solrige formiddag. 

Aaliyah bevægede sig ned igennem gader og boder. Boder som indeholdte alt hvad hjertet ønskede; Frugt, grønt, kød og alle materielle goder. Der var ikke det man ikke kunne få. Godt nok manglede Aaliyah intet og havde ikke brug for at købe noget, men nu hvor man kom et sted som dette, så kunne man ikke andet end at lade sig inspirere og modtage det som markedet havde at byde på. Hun elskede at komme sådan et sted, selvom farer kunne lure bag et hjørne. Det var bare ikke noget hun tænkte på.

Hendes fingre gled igennem et par silkekjoler. Silke var hendes favoritte stof, når det kom til tøj. Hun elskede følelsen af at have det på, især i denne varme, hvor det nemt kunne blafre i vinden, når denne viste sig. "Hvor meget koster disse"? Spurgte hun nysgerrigt og kiggede over på sælgeren. Hun nikkede bekræftende som hun modtog svarede og tyggede på prisen. Hun var ikke overbevist.

Aaliyah var ikke nogen dum person og vidste udemærket hvordan markedet flød med sælgere som enten solgte dårlige varer eller varer til overpris. Det var et velkendt fænomen her på markedet, hvor man ellers kunne købe alt i mellem himmel og jord, endda slaver. Som det eneste lovlige sted i Krysstallandet. 
Prisen som Aaliyah havde fået af sælgeren, var al for høj og det vidste de begge to, Aaliyah spillede blot med indtil videre. Et sjal hang omkring hendes hoved og skjulte det meste af hendes hoved og lidt af ansigtet, hvilket gjorde at hendes person ikke var lige så genkendeligt som det ville være hvis hun gik uden eller befandt sig på paladset, hvor der ingen grund var til at skjule sin identitet.

Hendes fokus lagde sig på personen, en ung mand, som kom op til både hende og sælgeren og spurgte på det samme stykke stof. Hvorfor? Det han ønskede at pointere vidste hun allerede, men lige nu så hun det dog i levende live, om man ville sige. Hun vidste godt at det skete, og brød sig bestemt ikke over det. Det var helt urimeligt at sælgeren ønskede at sælge stoffet til den yngre mand langt dyrere end til hende. "Er det noget som De ønsker at købe?" Hun kiggede over på den yngre fyr. Ikke en hun før havde set, men hun var draget af hans udseende. Eyelineren, piercingerne og ikke mindst tøjstilen, som var langt anderledes end hvad hun ellers oplevede dagligt. "Jeg er slet ikke i tvivl om at sælgerne her på markedet snyder og bedrager" At hun skulle stå og sige det foran en sælger, var bestemt ikke i hendes gode vilje. Hun var opdraget med en pli. "Det som de fortæller mig er jeg slet ikke uviden om" Sælgeren fnøs over deres samtale og inderst inde så håbede Aaliyah at andre hørte deres samtale og dermed holdt sig væk fra boden. 

Hvorfor luskede han væk? De var dårligt nok ovre med deres samtale, og i øjeblikket efter forlod han boden og Aaliyah. Hun lod sælgeren stå med hans dyre stoffer og bevægede sig efter den unge mand, "Undskyld?!"

Hvorfor løb hun efter ham og hvorfor var han så dragende igennem sit ydre? Han havde virket bedrevidende overfor hende, at han havde gjort det overfor sælgeren, havde hun intet problem med. Det var selvfølgelig ikke alle som vidste det han havde fortalt, og dermed havde han måske blot gået ud fra at hun heller ikke gjorde. Ligesom sælgeren havde gjort mod ham selv, da han gik ud fra at han ingen penge havde og dermed satte prisen højere.

"Du tilgiver mig?" Hvad var der at tilgive for? At hun havde stoppet ham? Han følte sig uden tvivl højere end han var. Fuld af selvtillid og en små irriterende type. Ikke mindst fordi at han også brød med den korrekte tiltale måde. Aaliyah var sikker på at at denne mand var klog og vidende nok til at vide hvordan man tiltalte andre mennesker, høj eller lav.
Aaliayah var opdraget i et meget strengt hjem og korrekte tiltale måder var første time da hun var blevet opdraget, og hun brugte det mod alle, uanset om disse var høje eller lave. Måske virkede det en smule højrøvet, men hun gjorde det kun for at respektere andre. Det irriterede hende en smule, men samtidig så var han måske blot ikke opdraget i samme klasse som hende.

"Om jeg har brug for hjælp? Det tænker jeg ikke, nej. Men De forhindre måske ofte andre i at begå fejl?" Det kunne sagtens være han så sig som en af hverdagens helte. 

Ikram kiggede ned ad sig selv, derefter hende. Lignede de en, der ofte hjalp andre? Det måtte de gøre noget ved, for det var bestemt ikke deres mening. En tydeligvis meget rig dame passerede dem, og deres langefingre kunne ikke dy sig for at lave sit næste træk.
"Bestemt ikke", Ikram greb sin samtalepartners ene arm, den der var tættest på dem, og gav hende det tynde guldarmbånd på, som de lige havde snuppet fra den tidligere passeret rige dame, "I stedet trækker jeg andre ind i mine. Så! Du er nu min medskyldige".
De klappede hendes hånd, som havde de gjort hende en tjeneste, før de lod den falde ned langs hendes side igen. Deres blik vendte sig tilbage til boderne for at finde nogle nye spændende ting, de kunne rapse. Hvad ville kvinden ved deres side gøre? Afsløre dem? Nej, vel. Hun var nu en del af det, og det var hendes egen skyld, fordi hun var så uforsigtigt. Nemlig. Og Ikram kunne altid nå at flygte i det tilfælde, at hun forsvandt for at finde en vagt.

Hendes ihærdighed havde spillet et puds med hende, og ellers så var der nysgerrigheden omkring hans person, som fik hende til at glemme hendes takt og tone og dermed kalde ham for "Du". Det var ulig hende, selvom det selvfølgelig hændte - og så længe at det ikke var overfor nogen vigtigere af person, så gik det nok.

Der var ingen tvivl om, selvom han stod med et dybt alvorligt ansigt, at han tog pis på hende og blot morede sig over denne situation, som han nu havde fanget ham i. "De er bestemt meget venlig.." Det var ikke kun ham som kunne, som de sarkastisk ord flød mellem læberne på hende, og hun søgte hans alvorlige blik. Det var nu ikke kotumen at folk tilgav når en anden undskyldte for at fange ens opmærksomhed.
Han var uden tvivl en person som nød at drive gæk, ikke bare med kvinder, men hvem som helst han kom I nærheden af og som måske kunne vise sig at være et nemt mål for hans drillerier.

Selvfølgelig lignede han ikke en som hjalp andre, nærmere tværtimod, men det havde været hendes eneste indgangsvinkel. Når det kom det stykket så var hendes sociale egenskaber, ude på gaden måske ikke så skarpe igen. 
Hun så overraskende på den unge fyr, som han greb hendes arm og havde ikke mulighed for st trække den til sig, før han havde placeret et guldarmbånd rundt om hendes håndled. Hun var overrasket og forstod ikke meget af det der skete. "Hvad er det De gør? Hvad er dette?" Hans medskyldig? Åh gud. "De er modbydelig, sådan at stjæle andres ting. Hvorfor skulle jeg trækkes ind i det?!" Hun vidste ikke hvor dette armbånd kom fra, men hun spejdede rundt I håb, inden hun forsøgte at trække det af hendes håndled igen.

Ikram tog et skarpt sving ved en bod, hvor der endnu en gang blev afsløret en hel gade fyldt med flere boder. Indtil videre var der ikke noget, der havde fanget deres opmærksomhed. De skulle også have fundet sig noget at spise, for de kunne ikke vandre hele dagen uden at stille sulten. Uden mad og drikke, duer helten ikke. Var det ikke det, man sagde? Da de gik forbi en bod med hjemmebag, snuppede de et helt brød med sig, eftersom ejeren af boden var travlt optaget af at diskutere med en kunde, der tydeligvis ikke kunne se forskel på et hvedebrød og et kernebrød. Ikram rullede med øjnene, inden de brækkede et stykke af deres brød og rakte det hen mod sin gåmakker.
"Sulten? Eller vil du få en allergisk reaktion?"

Selvfølgelig var Aaliyah ikke blind og han kunne ikke lade være med at grine over hendes reaktion, som om dette blot var en leg. Måske var det for ham, hendes billede af ham havde dog uden tvivl ændret sig. Hun var udemækert klar over hvad dette var og hvad han havde gang i og det var hvad hun stillede spørgsmålstegn ved; at han stjal og trak hende med ind i det. "Venlig? Langfingret, uden tvivl! Var du venlig overfor kvinden som De stjal dette armbånd fra?" At hans latter blot forsatte undrede hende ikke det mindste. Han fandt dette sjovt og morsomt. Hun kunne blot ikke se det. 
Aaliyah var ikke tilfreds med at han havde placeret armbåndet om hendes håndled og ønskede det bestemt ikke. "De kan vel ikke give noget væk, som i første omgang ikke er Deres?" Det var muligvis ligegyldigt at snakke denne unge fyr fra hans tyverier, for dette var tvivlsomt første eller sidste gange hans fingre var lange.

Der var noget over hans ord som han havde ret i, det klædte ham betydeligt godt. Hans stil var anderledes og hun havde allerede været draget af dette ydre engang og det blev kun ved. "Jeg takker for komplimentet" Kom det sarkastisk fra hende, som hun søgte hans blik og hævede den ene mundvig i et lille smil. Hun kunne sagtens give igen, og selvom denne fyr brød så mange af hendes principper og landets regler, så var der jo noget over ham. Han var et anderledes bekendtskab. Selvfølgelig var der Basil, men her var der alligevel noget nyt og spændende over. 

Hun havde afleveret armbåndet tilbage, selvom det burde være hos sin ejer og kunne dermed blot forlade ham, men hun kunne også drive med og søge ned ad den næste gade hvor endnu flere boder dukkede op. Hun måtte have øjnene på ham selvom hun var usikker på om hun kunne stoppe ham, hvis hans lyst til at stjæle mere kom frem. Alligevel lykkedes det ham at stjæle et brød fra en ejer som var travlt optaget. 
"De vil ikke have en mønt så du kan betale ejeren?" Hun kiggede undrende over på ham over hans handlinger. Kunne hun tage imod brødet? Hun tvivlede, men gjorde det.

"Er jeg ved at smitte af på dig? Du bliver ved med at glemme dine manerer; begå fejl, så at sige", Ikram sendte hende et blændende smil, "Du må da gerne give mig en mønt, men det bliver ikke brugt på brød. Man kan købe alt for penge, hvis du ved, hvad jeg mener".

"Så. Du fortæller mig dit navn, så fortæller jeg mit", det føltes underligt for dem at blive ved med at kalde hende kvinde i sit hoved.

Han havde altid en god grund og nogle ord, som ville gøre hans handlinger acceptable. Hun forstod det ikke, men hvis det var den hverdag som han havde, så var det jo klart. Hun vidste godt at det var en ting i Rubinien, at forskellene på folk var ret stor, hvor Aaliyah var født ind i en rig og fornem familie, så var det tydeligt at det var anderledes med den unge mand her - antog hun.
Hun havde næsten svært ved at holde et grin tilbage over hans forklaring over det stjålne armbånd, men hun formåede det og lod blot et undrende smil bevæge sig hen over læberne, "De er meget raffineret, men hvis det er den unskyldning De bruger overfor Dem selv" Kvinden var væk og på et tidspunkt ville hun opdage det var væk - men forsent. Men hvis man gik med sådan et armbånd, så manglede man intet - men det var stadigvæk forkert. 
Lysten til at udfordre ham var stor, blot for at se hvordan han ville reagere på dette. Hun stoppede og og placerede sig foran ham, så han måtte gøre det samme. Hun kiggede med rolige øjne på ham, inden hun løftede hans ene hånd og lod den glide igennem hendes. Hans hud var behagelig at mærke. Hendes snilde findre gled om en af de fine fingerringe, sikkert også stjålet, og lod den glide af hans finger og over på hendes egen. "Det man finder, må man beholde" Dog havde det ikke være diskret, men blot for at vise ham og give ham lidt igen.

"Så kan det være at jeg blot skal betale brødet for Dem" Kom det roligt fra hende. Måske en anden dag, de havde allerede passeret boden og var kommet væk derfra. "Jeg glemmer bestemt ikke min manerer eller laver fejl" Hun prøvede blot at forstå ham og hvis hun havde den tanke at hun kunne gøre det godt igen overfor bodejeren, så mente hun det var i orden. "Med den rette pris, tvivler jeg ikke på at alt kan købes" Det vidste hun fra sig eget hjem. Om hun var helt med på hvad han mente, var hun ikke sikker på, men mon ikke blot at det var mad eller lignende? Armbånd og lignende stjal han jo.

"Ja? Mit navn er Aaliyah" Så måtte hun se om hans ærlighed skinnede igennem denne gang.

Ikram stoppede op for ikke at gå ind i sin samtalepartner. Nysgerrigheden steg i dem. Hvad lavede hun? De holdt øje med hendes ansigt, mens hun tog deres hånd i sin og sneg en ring af deres finger. Sneg og sneg var måske for meget sagt, men det var vidst heller ikke meningen, hvis de skulle dømme ud fra hendes ansigt. Under det hele sted de bare stille og lod hende tage styringen. Ikrams mund endte i et kæphøjt smil, og de gav hendes hånd et klem for så at sige: “Det man finder, må man beholde”.
De blinkede til hende, inden de gik videre uden at slippe hendes hånd igen. Ikram havde aldrig været typen, der havde holdt sig for genert til berøringer. De betød jo sjældent noget i deres liv. Til hverdag var der ingen venskabelige, familiære eller kærlighedsfyldte kys, kram eller knus, og de havde aldrig lagt noget i sex, når de fik en erobring. Sex var en trøst i denne ynkelige, forfærdelige tilværelse, men de ville helst ikke have det anderledes. Relationer af nogle arter gjorde en svagere og livet sværere, end det var i forvejen.

Nu, side ved side, gik parret ned gennem rækker af boder. Ikrams blik fløj alle mulige steder hjem. Det var det gode ved Balzera: Alle dets indtryk af forskellige arter gjorde aldrig byen kedelig. Der var altid gode dufte, ulækre lugte, overvældende farver, fantastiske smagsoplevelser og så mange forskellige væsner og personligheder, at det aldrig kunne blive for meget. Ikram elskede at gå på opdagelse i havnebyen, selvom der efterhånden ikke var meget nyt at se.
Kvinden fortalte dem sit navn: Aaliyah.
“Et smukt navn til en smuk kvinde”, Ikram blinkede charmerende til hende, “Mit navn er Ikram”.
Et navn, der ikke ville stå i et folkeregister, eftersom de selv havde navngivet sig det. Hvis der altså stadig var papirer på dem. Børnehjemmet kunne sagtens have erklæret dem død. Men hvis der stadig var, ville der stå et helt andet navn. Ikram kunne endda glemme, at de engang havde heddet andet end deres nuværende navn.
“Din hånd passer godt i min, må jeg sige. Den er meget blød”, Aaliyah var tydeligvis en kvinde, der aldrig havde lavet en dags hårdt arbejde, “Hvad bruger du den ellers til udover at holde fremmede mennesker i hånden?”.

Der var virkelige noget interessant og spændende over denne fyr, som hun var rendt ind i. Hun prøvede ikke at skjule hendes handlinger, som de stoppede op og hun tog hans hånd for at snige en fingerring af, men hun ønksede at se hans reaktion på den samme handling som han havde udsat andre for - blot i smug. Det ville aldrig give samme reaktion, når de nu nød hinandens selskab eller at hun ikke gemte det. Fingeren gled på hendes finger og hun modtog hans ord, som blot gav hende lod til at gøre. Mon ikke blot han fandt en anden ring et sted?
Hun smilede varmt som han sendte hende et blink og hun kunne ikke andet end at smile. Det var en naturlig reaktion på hans handling. Hun følte sig behagelig tilfreds i denne persons selskab.
Han slap ikke hendes hånd som de bevægede sig videre og Aaliyah kunne ikke lade være med at tænke på om nogen ville se hende, sammen med denne fyr og dermed sætte spørgsmålstegn ved hendes handlinger - hun var jo en prinsesse. Men hun skød hurtigt tankerne væk og blev i nuet. Hans hånd var varm og velkommen.

Der var altid noget spændende eller noget nyt at kigge på når man gik ned igennem Balzeras mange gader og boder. Hver dag kom der noget nyt til og noget anderledes til, det føltes tit som om at den ene ønskede at overgå den anden. De gik ned igennem boderne, side om side hånd i hånd. Af og til lod hun deres blikke mødes og det store smil gled hans vej, igen og igen. 
"Mange tak. Er De altid så smigerende?" Han var en tyv, men det virkede som om at den del af hendes tanker også var gledet væk og nysgerrigheden omkring ham havde taget over. "Ikram?" Gentog hun og smagte på navnet, "Bestemt også et pænt og nydeligt navn" Det var et anderledes navn, et navn som passede til ham. 
"Gør den det? Jeg føler også at min hånd er tryg i Deres, kære Ikram" Lød det roligt fra hende, som hun langsomt stoppede op igen, som hun blev mødt af hans næste spørgsmål. Hun kiggede på ham og trak deres hænder op og lod deres håndflader ligge mod hinanden, "Min hånd føler sig også sikker i Deres, Ikram" Hun kiggede på hænderne som hun lod sine fingre glide ind mellem hans og flettede dem. 
Med den anden hånd tog hun sjalet af. Hun var usikker på om han kendte ansigtet eller om det blot var et i blandt mange, og hvad ville være bedst? "Min dagligdag består ikke af meget. Jeg er en Kazimi prinsesse" Lød det ærligt fra hende.

"...det var lige godt Zalans", deres øjne blev spærret op. En Kazimi-prinsesse på disse kanter? Ikram vidste ikke, hvad de skulle gøre af sig selv. De havde mødt en prins før, og han havde mere eller mindre været præcist, som de havde forudset. Aaliyah var på nogle fronter ikke meget anderledes - bedrevidende, charmerende, knejset nakke, bløde hænder - men alligevel var hun mere fri, havde mere humor og var bedre til at følge strømmen. Men hun var også alt det, som Ikram hadede. En der levede på andres bekostning, som nød godt af hierarkiet og de store forskelle på rig og fattig. Hun fik en bedre tilstedeværelse ved, at den kongelige familie havde personer, der arbejdede for sig uden at give dem løn.

Hvordan Ikram så Balzera var hun ikke sikker på, men Aaliyah selv havde set denne by på så mange måder med egne øjne, mest fordi at hende familie havde et præg og en finger med i de fleste handler eller gøremål. Hende selv havde mindre at gøre med disse ting, da hun var kvinde og blot var til for at se godt ud og blive gift væk - når den tid på et eller andet tidspunkt ville komme. Hun var ikke selv yderst glad for at familien havde med slavehandel at gøre og at man tvang andre til at være slaver for andre. "Det tager jeg som en kompliment" Smilede hun nænsomt mod ham, som han førte dem ned ad de små gader. Gader som hun ikke selv besøgte så ofte, men holdt sig til de store gader. 
Der var virkelig noget over denne fyr, som lige nu trak hende igennem gaderne, hånd i hånd. Hans hånd var mere ru end hendes, men hans tøj var alligevel fint og sat sammen på en måde som hun ikke oplevede tit. Og så var der den sirlige make up, som ofte forbeholdt sig til kvinder. Der var noget spændende over denne person, uden tvivl. Han var smuk på sin egen måde. Han var charmerende. 

Hun burde næsten have set dette komme. Det var ikke kun hendes moders død som lå som en forbandelse over hende, men altid familiens navn som ofte kunne tyngde hende ned. Hun havde prøvet det før, men denne gang føltes det ekstra hårdt af en eller anden grund. Hun havde været draget af Ikram og den eventyrlyst som lå i denne person, men nu var hun blevet vraget på grund af familiens navn. Fordi at hun havde den rigdom som hun havde og kom fra det hjem som hun gjorde. Hun forstod ham næsten godt, men ønskede ikke at lade denne situation ødelægge af familien. 
"Ikram?" Lød det fra hende som hun så ham gå væk fra hende. Hun var udemærket klar over hvad der skete. Hun gik efter ham, hendes skridt førte hende hurtigt frem, imod sit mål. Hun lagde en hånd på hans skuldre som hun kom hen til ham, forsøgte at stoppe ham. "Ikram.. Vær venlig at stoppe" Forsøgte hun håbefuldt, "Er mit navn så forbandet, at det ødelægger vores møde, blot fordi at De kender det?" Hun havde ikke opført sig som hendes fader eller hendes broder ville have gjort. 

Hendes greb om dem var fast, men ikke fast nok til at Ikram ikke kunne trække sig fri, hvis de ønskede dette. Hun ønskede ikke at deres møde skulle ødelægges af hendes titel eller hvad hun var født ind i. Hun var hævet over ham, det var hun godt klar over, men i hendes egne øjne betød det intet - måske naivt tænkt. Hvis han blot viste hvor forbandet hendes navn virkelig var.

Det var ikke fordi at hun ikke forstod deres ord, som de trak sig ud af hendes greb. Hun mærkede afskyen fra deres blik, som deres øjne mødtes. Det var måske egoistisk at tænke at hun ville ønske at hun ikke var blevet født ind i denne familie, hvis det betød at hun skulle sætte andre i fare. Hun forstod udemærket hvad han mente, og lige nu ville hun ønske at hun ikke havde nævnt sit eget navn - selvom det stadigvæk kunne sætte dem i fare. Lige nu vidste hun ikke hvad hun skulle sige, for uanset hvad hun tænkte om at det aldrig ville være sådan, at de var ved at kidnappe hende, så betød det nok ikke noget i andres ører. 

Aaliyah ønskede virkelig ikke at Ikram ville forsvinde. Hun var nysgerrig og interesseret i denne person, som de stod foran ham. Hun var draget af deres udseende og deres person, men de havde samtidig ret? "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Ikram." Hun var såret og følte sig ked af det over hvis det var sådan her det skulle ende. "Selvføgelig er du ikke forbandet, blot fordi at I ikke har samme vigtige betydning som mig" Hun ville nok aldrig kunne forsikre dem om at hun i bund og grund var træt af denne titel. Ikke at kunne bestemme over sit eget liv. "Jeg ønsker at lære jer bedre at kende. Det er sandt at jeg ikke kan fjerne mit navn eller titel, men det betyder ikke at I ikke kan vise mig jeres verden" Hun ønskede virkelig at få dem til at se hende som den person de lige havde kigget på, "Betyder en titel virkelig nok til at I ser mig anderledes nu end før? Det ændre ikke på mig eller min venlighed over dig jer"  

Prinsesse Aaliyah af Kazimi lød som en blåøjet kongeunge, som hun stod der og bad Ikram om at give hende en chance. En chance for at lære hende at kende. Hun fik det til at lyde som et eventyr; noget som var helt umuligt: Et helt nyt liv, en sandhed, noget der havde været der, siden alt blev til. Ikram havde lyst til at tro på hende. De havde lyst til at tro, at de ikke var forbandet, og at hendes titel ikke ændrede på hverken hendes titel eller deres mulige venskab. At der ikke var så stor en kløft mellem dem og deres to vidt forskellige liv.

"Vise dig min verden?", en tør latter forlod Ikram, "Du ville falde død om af forskrækkelse, hvis du så min verden".
Ikrams liv ville de selv beskrive heldigt. I hvert fald i forhold til så mange andres. De havde friheden til selv at vælge, friheden til at færdes hvor de ville og friheden til at fejle i ny og næ. Fordelen ved ikke at eje en masse materielle ting var, at de ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt de blev stjålet, og fordelen ved ikke at eje en bolig var, at de ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt den ville brænde ned. De havde ingen familie, de skulle bekymre sig om og få venner, da venner var en grund til en tyngende frygt for, at Ikram pludselig en dag aldrig ville se dem igen.
"Selvfølgelig. Navne og titler betyder en helt del. Måske er du venlig overfor mig, men din familie kommer ikke til at være det, hvis de skulle finde mig i dit selskab", var hun virkelig så blåøjet, at hun ikke kunne forstå det? Ikram gnubbede sin ene kind med sin frie hånd, før de, nærmest helt blidt og på kanten til elskværdigt, lagde den samme hånd mod Aaliyahs kind. Ordene, som forlod deres mund, var dog det komplet modsatte:
"Nok besidder du skønhed i dit ansigt, men din arv er det grimmeste, jeg nogensinde har set. Jeg vil langt hellere ligge død og begravet under jorden, fordi jeg lavede en dum fejl og blev stukket ned på åben gade - hvor pinligt, det så end er - end jeg vil sælges som slave i din families handelsimperium for at være set i dit selskab."
Nok var hun en køn kvinde, men ingen var smuk nok til, at Ikram ville kaste sin frihed over styr for dem. Den eneste, de kunne overveje at opgive alt for, var Akari, og det ville ikke på grund af hendes skønhed, men fordi hendes frihed måske var det eneste, de kunne finde på at sætte højere end sin egen. Det ville gøre mere ondt på dem, hvis det var hende, der måtte opgive sin frihed, end hvis de gik hen og blev solgt som slave.

Ikram trak sin hånd til sig, rystede på hovedet af hende og hankede op i sækken, der var smidt over deres skulder. Det her var simpelthen noget af det vildeste, der var sket for dem. De trak deres blik væk fra prinsessen og gjorde det tydeligt, at de ikke kunne få sig selv til at snakke mere ved hende ved at begynde at gå sin vej en gang til. Hvor var det ærgerligt, at hun kom fra fyrstefamilien...

Det var ikke fordi at Aaliayah ikke kunne se hvad Ikram lige nu så, når hun havde afsløret sig selv og fortalt Dem ærligt hvem hun var og hvor hun kom fra. Hun forstod udemærket reaktionen, men ønskede blot at Ikram kunne se forbi dette og se hende for hvem hun var. Hvad hvis hun aldrig havde fortalt mere end hendes navn? Havde udelukket familienavnet, så havde han stadigvæk set på hende, som hun var en almindelig kvinde - sådan som hun ønskede det lige nu. 

Hun fandt ikke hans latter sjov, men regnede heller ikke med at han jokede lige nu. "Så giv mig muligheden.." Hun tvivlede slet ikke på hvad det indeholdte. Aaliyah var ikke blind for den verden der foregik omkring hende. Hvis hun blev spurgt ærligt, ville hun nedlægge det slave arbejde som hendes familie kæmpede så stort for, men vidste også hvilke konsekvenser det ville give hende, hvis hun kom med den ærlige mening overfor familien. 
  Der var en stor distance mellem Ikram og hende lige nu, det var der ingen tvivl om og Aaliyah var ikke blåøjet, men var udemærket klar over det - men ønskede det blot anderledes. Denne person og deres skønhed havde skabt en nysgerrighed hos hende, en nysgerrighed som nu skulle pakkes væk. 
  "Titler og navner betyder en del, det er jeg klar over" Hun følte ikke at hun havde noget rigtigt at sige, men ønskede at sige noget. Hun følte at Ikram havde ret og overhånden lige nu. Nederlaget lå så tæt lige nu. Hun vidste godt at hendes familie ville tage affære hvis de sås. Hvad hvis en af brødrene så hende sammen med ham? 
Hun nød hånden på hendes kind som De lagde den på huden og fangede hendes blik. Hun lyttede til de hårde ord som kom fra hans mund. "Det ville blive over mit lig, hvis det skulle ende Jer sådan" Det var blot ord, og for Ikram ville de uden tvivl være tomme, fordi hun var en kvinde og blot en prinsesse uden handling.

Endnu engang så hun hvordan De trak sig væk fra hende, men hvad skulle hun gøre? Deres ord havde været hårde og direkte. "Ikram, det behøver ikke at være sådan" Forsøgte hun.. 

Give hende muligheden? Nej, det ville betyde Ikrams død og pine, hvis de så meget som overvejede det. At blive set i selskab med en prinsesse var én ting, men at blive opdaget i at vise en prinsesse byen og alle dets hemmeligheder det var mere end strafbart. Det eneste, Ikram ville få ud af det, var deres hoved på en pind og resten af deres krop på hjul og stejle til skræk og advarsel for resten af befolkningen. Ellers tak. De to menneskers statusser var så langt fra hinanden, at man knap nok kunne se over til den anden; deres hverdage var vidt forskellige. Ja, deres levevis og levestandarder kunne overhovedet ikke sammenlignes. For pokker, Ikram havde stjålet prinsessen et armbånd. Tanken om det fik straks metallet til at brænde mod deres håndled, og før de havde set sig om, havde de trukket det af sig og smidt det på gaden. Det vakte ikke længere stolthed hos dem, og hvis de besluttede sig for at beholde det, ville det bare minde dem om Aaliyahs forræderi. Hvad havde hun også forestillet sig, der ville komme ud af, at hun afslørede sit navn og status?

Aaliyahs tomme ord var en fornærmelse mod dem. Over hendes lig? Ha, det ville Ikram se, før de troede på det. Ingen havde nogensinde hørt om en af kongeligt blod ofre sig eller give sit liv for en, der til hverdag måtte gøre, hvad end der skulle til for at overleve. Hvad Ikram ikke havde af historier, som ville sende dem direkte i kasjotten. Nej, de kunne aldrig gøre sig nogle forhåbninger om, at nogen ville ofre sig for dem. De havde fjender nok til at fylde en hel bygning, og flere bygninger kunne fylde med de personer, Ikram bare ikke brød sig om.

Ikram, det behøver ikke at være sådan. Bare ordene gav Ikram lyst til at grine. Hvilke latterlige, ubetydelige, naive ord. Ja, ord havde prinsesse Aaliyah nok af, men hvad med handling? Man kunne ikke bare tale om forandring, man skulle også gøre noget - specielt hvis man havde midlerne som hun. De kastede et blik over deres skulder.
"Den snak må du tage med din familie. Jeg kan i hvert fald ikke gøre noget", lovligt. De kunne ikke gøre noget lovligt og uden at sætte deres liv på spil. Tåbelige pigebarn. Tåbelige sikkert-ældre-end-dem-selv pigebarn. Med et sidste fnys forsvandt Ikram i mængden. Det var ellers pokkers ærgerligt. De var næsten lige før, at de kunne se sig selv have holdt af hende engang i fremtiden.