Ikke alle dage krævede at befinde sig i en eller anden befolket by af forskellige racer, hvoraf størstedelen ville være mennesker. Ikke alle dage havde Damon taget en samling af diverse genstande og objekter fra Amazonitskovene, magiske eller ikke, for at sælge til nysgerrige righoveder eller forretninger, der gjorde speciale i at have unikke varer. Nogle dage kunne Damon forblive tilbage og bare være sig selv. Og mange ville nok nyde dette. Have en fridag og sådan. Men ikke denne blanding af alle mulige racer i én og samme krop. Ledende overhoveder havde ikke fridage! Og som forlængelse af dette burde Damon ej heller. For hvis nogen i denne slægt skulle tage over efter Adrian, skulle det være ham - om så det lå i kortene eller ej. Han vidste selv, hvor meget bedre og mere egnet han var end andre. Problemet lå blot i, at han var nevø til Adrian, ikke direkte afkom. Men det stoppede skam ikke Damon fra at vise, hvor stor en fejltagelse Adrian kunne og ville gøre, hvis ikke de valgte ham.

Iført ingen klæder på nær smykker i de lange, mørke ører vandrede Damon rundt blandt de frodige træer. Havde han været ude blandt mennesker, havde han haft en form for top på. Ofte en skjorte købt på en tidligere rejse. Mennesker var mere blufærdige. Man skulle ikke vise hud. Hjemme i skoven var dette en anden sag. Her kunne overkroppen hos mænd troligt vises - og kvinder, men der var endnu delte meninger her. 
Hvis ikke han havde træning eller salgsaftaler, kunne han være tæt med skoven. Høre dets lyde og tanker. "Tal til mig," småmumlede Damon. Der var ingen problemer for ham at kommunikere med dyr og væsener - selvom han måske var lidt mere bestemmende end åben mod dem - var skoven anderledes. Det var endnu et nyt sprog for ham. Jovist kunne han mærke skoven og få de velkendte områder til at gøre, hvad han ønsker. Men det var selve kommunikationen med skoven, satyrskovelveren endnu havde lettere svært ved. Det var, som om han ikke helt kunne trænge ind i skoven. Som om han kun kradsede barkens yderste lag. Og selvfølgelig gjorde dette Damon frustreret - dog uden at vise det til nogen. Men så var det godt, der ingen var her med ham. "Ved Guderne, tal til mig!"

Amazonitskovene var et sted hun kun havde hørt omtalt, men ikke et sted hun reelt havde befundet sig. På trods af at solen endnu var på himlen, havde hun taget klæder på der dækkede det meste af hendes hvid-grønne hud, da den på ingen tid kunne få hende til at ligne et kogt krebsdyr fra havet. Man kunne vel godt kalde det for en forbandelse, specielt om sommeren, for de mørke klæder fik hende ofte til at have det abnormt varmt, men gudskelov var der en lille smule køligt denen dag, så det var nu ikke helt så slemt som tilbage i Juni måned. På hesteryg forsøgte hun at begive sig længere ind i skoven, trods det fra tid til anden var svært for det store væsen at komme rundt. Lettere irriteret så hun på hesten hun sad på og trak i tøjlerne "For Zaladin... Elendig." kom det hæst fra hende som hun lod sig glide ned på skovens bund med et bump. Tydeligt irriteret og frustreret over hesten ikke ville længere greb hun tøjlerne og trak den afsted med sig. Hun skulle jo have en eller anden måde at komme tilbage til de andre på, bevares så kom det nok til at tage et par dage, men eventyr skulle der vel til? 

Albinoen havde ikke gået længe omkring, før hun hørte der var nogle der råbte i skoven, men hvor kom lyden fra? Hesten stoppede op et kort sekund og begyndte at trække i tøjlerne "Stop nu..." mumlede hun som hun forsøgte at trække hesten med i retningen af lyden, men den ville på ingen måder med hende, hvilket blot bragte hendes pis endnu mere i kog. En dyb brummen kom fra hende "Kom..." sagde hun og trak igen i tøjlerne, men intet skete. Sorah begik dog sit livs største fejl da hun gik op til hesten og lod tøjlen blive sat let fast på sadlen. Dette fik hesten til at sætte afsted i gallop, væk fra albinoen. 

Nærmest et brøl undlap Sorah som hun satte i løb i samme retning som hesten "KOM HER!" skreg hun hæst, som hun selv nærmest galloperede afsted over skovens bund. Hun hadede heste... Men hun vidste også at de var vigtige for at komme rundt. Hesten var dog væsentligt hurtigere end hende selv, hvilket gjorde hun på et tidspunkt mistede den af syne "FORPULEDE... PIS DYR!" Hvæsede hun og stoppede op. Hun ville alligevel ikke være i stand til at indhente den hest, så hun måtte vente og gå skoven igennem... Hun var så godt som dødsdømt til at være i skoven i noget tid, eller i hvert fald indtil hun fandt den forpulede hest igen.

Den høje sol badede sine stråler igennem trætoppene, hvis blade langsomt var begyndt, først at ændre farver til nuancer af orange og brun, før nogle af dem ville falde og blande sig med skovbunden. Sådan var cyklussen for skoven i løbet af et år. Den ville forstærke sig i de kolde temperaturer, men vise sin stolthed i den høje sol. Hvis bare Damon kunne kommunikere med skoven, ville han vide mere præcis om dem. Men ak, det var, som om skoven ikke ønskede at snakke med ham. 

Alligevel ventede han på respons fra skoven. Stående i stilhed, kiggende op i skyggen af en tæt trætop. Stadig intet svar. Og det var i denne stilhed, afventende på et svar, Damon nok næppe ville modtage, at han hørte lyde i skoven. Selvfølgelig var der altid lyde i skove. Skove var beboelse for levende væsener foruden dem selv. Fugle sang, dyr prustede, insekter summede, væsener snakkede. Men disse nye lyde var anderledes. De var ikke i harmoni med skoven. Det var destruerende lyde. Forstyrrende. Grene blev knækket, stemmer snakkede. Nej, de råbte. Nej, den råbte. Der var kun én talende. Det kunne Damon høre i ekkoet.
Hovedet kom tilbage lige på, så blikket kunne fokusere på denne lyd. Dette var i princippet ikke hans opgave. At beskytte skoven var ikke direkte hans opgave. Men åh, hvor ville det så godt ud, hvis han beskyttede skoven. Måske Adrian så mere ville indse, at der var nogen bedre egnet til hans opgaver end afkommene. 

Hastigt vandrede Damon frem i skoven, tættere på lydene. Han var klar til at hidkalde skovens væsener. Beordre dem til at beskytte deres fælles hjem. Og dér! Der kom en skikkelse imod ham. Hurtigt og galopperende kom en hest imod ham. Hurtigt løftede Damon hånden i et stop. "Stands." sagde han hårdt og direkte. Hesten fortsatte sin bane imod ham, men den stoppede en fod foran hans udstrakte hånd.
Han tog selv skridtet tættere, så hånden kunne røre hesten, forsøge at berolige den. Heste var ikke unormale at se i skoven, men det var tydeligt at se, at denne hest ikke var alene. Tøjlerne fortalte Damon, at denne hest var nogens. "Du er ikke alene. Hvem er du med?" Ejeren ville uden tvivl lede efter sin hest. Og så ville de finde den sammen med Damon. Men det betød da ikke, at han ikke lige så godt kunne udspørge hesten for informationer. 

Sorah måtte stoppe for at få luft, men kun i få sekunder så hun ikke mistede synet af hesten. Irriteret og ret forpustet satte hun igen i løb i retning mod hesten, men hun så også hvordan den begyndte at komme længere og væk "Nej... For Zaladin... STOP! BLIV HER!" råbte hun og forsøgte at spotte hesten igen, men den var nu officielt væk. Igen stoppede hun og brummede hun lavt for sig selv "Forpulede lorte dyr." hvæsede hun, før hun satte igang igen, men i stedet for løb, gik hun blot i faste og hurtige skridt, forsøgte at holde øje med sporene hesten formentlig havde efterladt på vejen væk fra albinoen. 

Hesten prustede i forsøg på at falde til ro, mens den stod her med manden. Den stod let og trippede på stedet og vendte og drejede sig omkring sig selv, inden den stod stille som manden begyndte at tale til den. En prusten forlod den igen og et vrisk, nærmest som om den svarede på at han havde ret i den ikke var alene.

Orken stoppede og lyttede. Hun kunne høre en vrinsken et stykke væk fra hende og satte straks i retningen. Efter nogle minutter kom hun frem til stedet, men holdte sig et stykke på afstand, da hesten ikke stod alene. Hun forsøgte igen at få pusten inden hun bevægede sig tættere på manden og hendes hest. Let rømmede hun sig og havde armene over kors som hun så på manden med et hævet øjenbryn.

Hesten prustede og trippede. Damons klap på dyret var et forsøg på at få den i komplet ro, men dyr var vanskelige at dominere. Natur var nemmere. Det var mere underdanigt end dyr. Når tanker og rigtige lemmer kom i spil, var det mere kompliceret. Som et system af komplekse ligninger med dyr, hvor natur var simple udregninger. Begge kunne være svære for den utrænet og lette for den trænet. Damon anså sig selv som værende trænet, men tydeligvis ikke nok. Dog var dette ikke noget, resten af stammen skulle finde ud af. Ingen grund til at bringe spørgsmål til hans tydelige evner for at overtage kontrollen.

Endelig stoppede hesten komplet og blot stod som en normal hest. Udefrakommende ville sikkert anse hesten for at være Damons. Han var jo tydeligvis et væsen af skoven. Menneskeskikkelsen med dyretræk og elvernes elegance. 
Dog kunne han pludselig mærke, at de ikke var alene mere. Han fortsatte med de blide klap på hesten. Ja, de iøjenfaldende øjne var sågar på hesten, da han nonchalant sagde: "Du kan godt komme frem. Skoven har afsløret dig for mig." Det var en lille hvid løgn, for skoven havde ikke afsløret den ukendte person. Det var mere lydene, der var kommet i den retning, sikkert i jagten på sin kompagnon. Havde Damon gjort andet, kunne udtalelsen været korrekt. For han kunne kontrollere skoven til at vise personen frem. Men det lød mere faretruende, hvis en fremmed troede, at Damon havde øjne i skoven. 

Hesten trippede lidt endnu, men stoppede og stod stift og så i retningen af hvad end der var ude i skoven, som om den kunne fornemme den store albino ork der stod næsten lige rundt om hjørnet og var sat efter den. Det var ret nemt at se det store væsen i skoven, næsten to meter højt og hvid med røde øjne? Det var ikke tit man så det rundt i skoven, slet ikke hvis det var et væsen gående på to ben. Måske en albino hjort i ny og næ, men en kæmpe hvid ork? 

Ret så uimponeret, stod Sorah og lyttede til mandens ord og lo hæst " Naturligvis... Larmer slet ikke..." sagde hun sarkastisk og fnøs. Hun var bevares ikke den skarpeste kniv i skuffen, men at -skoven- havde afsløret hende var hun ikke dum nok til at tro på. Dog var hun tung, så det kunne sagtens være lyden af grene der gnækkede, samt hendes råben og hendes prusten der havde afsløret hende, men at skoven havde fortalt ham, hun var på vej? Nej. 

De røde øjne rettede sig mod hesten og hun stak hånden i lommen efter noget der lignede en godbid og holdt den i hånden som hun nærmede sig hesten og manden "Tak... Tror jeg?" sagde hun og trak på skuldrene som hun nærmede sig og rakte hånden ud mod hesten, der let tøvende tog imod godbiden og prustede af orken.

En stemme kom fra skoven ikke langt fra ham. Havde Damon ikke handlet med så mange mennesker, ville den sarkastiske tone måske have gået ham over hovedet og hans næste respons ville have afspejlet af dette. Heldigvis kendte han til sarkasme, som især menneskeracen gjorde hyppigt brug af. Den var ikke fremmed hos andre, bare mest normal blandt menneske. At sige én ting, der virkede nærmest idiotisk, men enten mene det andet eller påpege idiotien i, hvad de sagde. Spild af tid og kræfter, hvis man spurgte Damon. Hellere sige det direkte end bringe mulig forvirring frem. 
"Så kom frem, uinviteret!" sagde Damon hårdt. Man skulle jo nærmest tro, han var skovens bevogter. Nogen skulle beskytte hjemmet og den omkringliggende skov. Og når nogen ikke gjorde, måtte han jo tage teten.

Skovelveren vidste ikke, hvad han skulle forvente. Hvem denne ubudne gæst i skoven var. Men han havde nok ikke forventet, hvad han så. For det var hans første tanke. Ikke en hvem, men et hvad. En høj skikkelse kom frem. Straks tænkte han på en mand, men stemmen havde være feminin nok til at tyde på en kvinde. Huden var bleg, men ansigtet var præcis det som en ork. Men de var normalt grønnere i huden. Var dette en speciel ork? Uanset hvad, var Damon klar til at bringe angreb på hende.
"Træd varsomt!" Selvfølgelig mente Damon ikke, at hun skulle træde varsomt bogstavelig talt, men mere figurativt, da hun kom tættere på hesten og per automatik også ham. Men hesten virkede ikke længere truet efter Damons fornemmelse, så et par klap blev givet på den, før han lod den komme hen til sin formodne ejer. "Hvad laver du i vores skov?"

Sorah lo hæst for sig selv som hun lyttede til denne mands hårde ord. Det betød ikke det mindste for orken, for hun var så vandt til at blive mødt med hårde ord, for ikke nok med hun var ork, hun var også albino og ret voldsom, både i væremåde og udseende. Let brummede hun af ham og hævede et øjenbryn som han atter talte til hende. Der var ikke nogen tvivl om at denne mand var klar på at flyve i flæsket på hende, men han skulle da i hvert fald være så velkommen til at forsøge. Om det ville gå godt for ham, var nok et andet spørgsmål, men på nuværende tidspunkt ville Sorah egentlig gerne bare have sin hest, så hun kunne komme ud og tilbage til de andre, hvis hun da i så fald kunne få lov. Hun svarede ham ikke på hun skulle træde varsomt, for ærligt… Så så hun ham ikke som en trussel.
 
Sorah klappede sin hest og rettede så blikket mod manden, der spurgte hvad hun lavede i skoven. Igen blev et øjenbryn hævet og hun satte den ene hånd i siden. Deres skov? Der var da ikke nogen form for patent på, hvem der ejede skoven så vidt hun vidste… Den var vel til brug af hvem som helst og hvad som helst? Let fnøs hun ”Lang historie” sagde hun blot. Det kom vel egentlig ikke ham ved? Hvis det så var -hans- skov så skulle hun da nok fortælle det så godt hun kunne, men at han ligefrem ejede skoven? Det tvivlede hun stærkt på.

Med en udstrakt hånd, klar til at blive løftet, kunne Damon mærke skovens grene nær ham. Han var klar til at lade dem slå om denne pudsige ork, skulle hun være mere en trussel end hun allerede var. For det var alle udefrakommende i skoven ifølge Damon. Trusler og tyveknægte. Hvad ellers ville de lave i deres skov end for at komme nær dem?
"Jeg har al den tid, jeg ønsker, så du begynder bare at fortælle," sagde Damon. Og som yderligere respons løftede han armen. Lyde fra skovene kunne høres omkring dem. Grene og rødder på skovbunden løftede sig. De nærmede sig orken og hesten, men holdt en passende afstand. Meget vel var hun en ubudt gæst i skoven, men det var ingen kloge ideer at angribe uden hendes historie. Derfor var skovens forsvar nu som en trussel. Orkkvinden skulle vide, at dette ikke var noget at lege med. "Du snakker bare, ork." Racenavnet blev sagt med tydelig væmmelse i stemmen. Hun var muligvis en mærkværdig ork af udseende, men følelsen og lugten af ork var fra hende. Og ansigtet havde de tydelige træk fra en ork. Hårde og grimme. Var denne kvinde ikke en ork, ville Damon nok have ondt af hende. Men ikke nok til at skåne hende uden grund.

Sorah bemærkede en raslen af grene og blade og så omkring sig. Havde han tænkt sig at angribe hende, blot fordi hun forsøgte at finde sin hest? Det virkede ulogisk selv for hende. Som han begyndte at tale, hævede det ene øjenbryn sig og de røde øjne blev rettet imod ham. Han gav ligefrem ordre? Fandme om det skulle være sandt, hun var ikke god til at modtage ordre fra andre end Malibu, men kun fordi det som regel aldrig var en direkte ordre som dette var. Uden at sige noget endnu, så hun sig omkring igen, da bevægelse igen kunne høres omkring dem. Igen talte skabningen og måden han sagde ork på, fik hende til at se på ham med et ulmende blik.
 
Hun så imod hesten der begyndte at trippe lidt som grene og rødder begyndte at nærme sig. Sorah gav et suk fra sig og rettede blikket mod skabningen foran hende ” Hest skræmt… Eh… Her nu?” sagde hun og trak nærmest undskyldende på skuldrene. Hun var jo på ingen måder i stand til at give en ordentlig historie på normal vis, med mindre det var orker hun talte med… Rubinsk havde hun aldrig helt blevet god til, men hun arbejdede da på det…

Hvor var orker simple væsener. En lang historie for dem kunne være én sætning for andre. Det kunne Damon mærker bare på hende. Han bad om den lange historie og hvad fik han? Fire, fem ord? Blandingsvæsnet var tæt på at tælle på fingrene og vise til hende, men så idiotisk var han heller ikke. 
"Det kan jeg se og høre fra din hest. Men jeg sagde den lange historie." beordrede Damon. Han ville være en god bestemmer i situationer. Han havde bare ikke fået en position, hvor hans ord var lov. Han var sælger, ikke taler. 
Ét skridt blev taget tættere på hende. Damon kunne mærke, hvordan han fik bedre fat i grenene og rødderne nær orken. "Du har forvildet dig ind i vores skov. Tal, ellers kan det ende galt." Diplomati var elvernes sprog. I hvert fald oftest. Det prøvede Damon at leve op til, men det var nok iveren i at vise sit værd, at han til tider kunne være hårdere i sin diplomati og dermed virke, som talte han for mere fysiske handlinger. 

Sorah vidste ikke hvad hun mere skulle sige. Hun var ikke særlig god til sproget, men hun kunne fornemme at dette væsen var fuldkommen ligeglad og på rangen til at angribe hende. Hun havde mest lyst til bare at springe op på hesten og komme væk, men med hendes bygning og fysik, ville det ikke bare lige være så nemt som det lød i hendes hoved. De røde øjne rettede sig mod rødderne der igen var begyndt at røre på sig. Som hun skulle til at svare manden, begyndte han igen at tale. Var det en trussel? Det lød i hvert fald som en. Sorah skar tænder og gav sig i kast med det bedste hun kunne ”Slap af… Sproget er… Ikke nemt for… Mig.” sagde hun nærmest undskyldende. Hun skulle virkelig koncentrere sig for at huske tilbage på de mange timer hun havde siddet og forsøgt at lære sproget. Hun fortsatte ”På vej hjem fra Nord… Hesten skræmt af lyd. Råb?” kom det fra hende næsten spørgende fra hende ”Hest løb væk, herhen… Jeg løb efter.” sagde hun. Hvad mere forlangede han? At hun skulle fortælle sin forbandede fortid!?

Orker var idiotiske væsener. Det var tydelig at se fra dette eksemplar af en klassisk ork. Sproget var ikke deres styrke. I det mindste havde orkinden nok selvoverbevisning over, at det ikke var stærkt for hende. Det kunne have imponeret Damon, hvis ikke han var så zalans stolt. 
"Hvorfor løb hesten? Hvem råbte? Du? Eller bliver du jagtet?" Det ville være så typisk. Ikke nok med, at en ork var kommet ind i skovene, måske havde hun taget flere med sig. Men igen, måske kunne dette komme til fordel for Damon. Hvis han kunne beskytte skoven fra denne ork og hendes mulige efterfølgere, ville det netop ikke vise, hvor stærk Damon var? Hvor meget bedre til at vogte og beskytte, han var?

Hun hævede et øjenbryn af manden foran hende. Spurgte han seriøst om hun blev jagtet? Havde han ikke øjne i kraniet, eller spillede han bare idiot? så mod rødderne og derefter på skabningen "Jagtet." sagde hun og forsøgte at tænke på folkenes udseende. Alle jagtede hende... For ikke nok med hun var ork, hun var også albino og de blev set som freaks og burde aflives. Sorah kunne mærke hun snart skulle væk fra denne mand, ellers ville hun ende med at klappe ham en, eller dø i forsøget. Hvad i alverden kom det ham ved? Hun var alligevel på vej ud da hun havde fået hesten tilbage, men nej nej... Denne kraftidiot trugede hende hvis hun ikke fortalte PRÆCIS hvad der var sket. 

Jagtede? Hvor skønt. Ikke nok med, at Damon havde med denne kvinde - hvis man også hovedet kunne kalde en med det ansigt for en kvindelig figur - at arbejde med, så blev hun jagtet af et ukendt antal personer af en ukendt race. Men igen, det kom ikke bag på Damon. Visse racer blev jagtet per automatik. Orker for deres udseende. Halvdyr for deres eksotiske tilstand. Elvere for deres skønhed. Dæmoner for deres mørke. Mange blev jagtet.
"Slap du hurtigt fra dem? Eller var de lige på din hale?" spurgte Damon. Ikke med hensigt på at hjælpe hende. Nej, skulle Damon træde ind, ville det være for hans egen vinding. For hans egen oprykning i status og viden om, at han havde fortjent noget, som for nu ikke ville blive hans. Indtil videre i hvert fald. Livet var en uforudsigelig gave. Alt kunne ændres som ved et fingerknips.

Kæmpen vidste godt hun nærmest trådte på tynd is. Hun skulle tænke over enhver handling hun foretog sig for ikke at ende med at ende i saksen. Hvad var det i det hele taget for nogle folk der var efter hende. Hun så dem ikke, men hørte blot de udpegede hende. Var der jagtsæson for orker? Hun havde i hvert fald aldrig hørt om det, så hun tvivlede. Det kunne bevares være en helt ny ting?
 
Sorah var næsten hundrede procent sikker på hun rystede dem af sig, på trods af hun ikke just var til at miste af syne ”Slap væk.” sagde hun sikkert. Nu kunne hun bare håbe på at det så var sandheden og der ikke dukkede nogle folk op lige om lidt. Hun havde altid fokus på omgivelserne, lyttede om der var nogle på vej, men hun hørte ikke noget. Jo de rødder som denne skabning kontrollerede.

Sikkerheden i hendes stemme gik ikke Damons ører forbi. Godt. Men selv hvis hendes jægere endnu var efter hinanden, ville han være parat. Nogen skulle jo være det. Og en del af ham ønskede at de endnu var efter hende. For så kunne han vise, hvor værdig han var. Vise det foran hele befolkningen. Så kunne de ikke lade være med at overveje ham som næste overhoved. Ikke en af de nuværende kandidater.
"Godt," sagde Damon alligevel, dog endnu med sin halvhårde tone. Denne ork havde næsten bragt problemer og ballade i hans skov - også selvom det ikke just var hans skov. Eller elvernes for den sags skyld. Det var i princippet alles skov. Damon anså blot Abiléves som værende beskytterne og dermed de kontrollerende over skoven. "Men hvis ikke du jages mere, hvorfor er du endnu i skoven så?"

Sorah var 99 procent sikker på hun slap væk, for på turen igennem skoven havde hun ikke hørt noget de sidste måske to minutter, før hun var stødt på manden der havde hendes hest. Ubevidst var hun sikkert lige så klar som denne mand selv var, hvis de nu skulle have fulgt efter hende, men i stilhed. Dog ville de sikkert stadig kunne høres, grundet skovbunden, samt hesten også ville reagere. Hun hævede et øjenbryn mod ham som han spurgte hvad hun endnu lavede her og rakte armen ud mod hesten "Hesten..." sagde hun blot. Hun troede det var tydeligt hvorfor hun endnu var der, men åbenbart ikke for denne mand. Hun havde tænkt sig at smutte lige så snart hun havde fået sin hest, hvilket hun havde nu, men nu holdt denne mand hende blot fra det med alle sine spørgsmål og fordomme omkring hende, blot fordi hun havde den race hun nu engang havde.

Orker og deres manglende forståelse på sprog. Guderne måtte have givet dem alt for meget fysisk styrke til, at de havde glemt at give dem ordentlige tunger. Jovist kunne de kommunikere med hinanden, men deres forståelse var også kun i kapacitet af få ord. Ikke vedvarende og komplekse sætninger. Ikke som andre kloge racer. Eller blandinger af kloge racer, som nogen jo tydeligvis var.
"Hvad er der med din hest? Din hest er ikke skadet," Det havde Damon tjekket efter. Han kunne ikke lade et andet væsen af skoven være i smerte. Medmindre væsenet var en udefrakommende. Som orkinden. "Du burde gøre klogt i at snakke bedre for din sag, orkinde."

Ganske vidst var Sorah måske ikke den klogeste, men hun var ikke et sekund i tvivl om at denne mand dømte hende. Hun hævede et øjenbryn og så på sin hest og derefter på manden igen, dog uden et ord, som han igen begyndte at tale til hende. Let kneb hun øjnene sammen som han kaldte hende orkinde. Hun vidste ikke hvorfor, men det ramte en nerve, dog vidste hun også det ville være fuldkommen retarderet at angribe denne mand, i hans eget domæne, for han kunne tydeligt noget med planter. Sorah stillede sig med armene over kors ”Hest stak af… Blev skræmt. Jeg løb efter.” sagde hun brummende. Hvad mere var der at fortælle? Skulle hun skære det ud i pap for ham? For en gangs skyld havde hun faktisk ikke gjort andet end at ride på vejen for at komme tilbage til de andre, men blev da stoppet af hvad hun tog for banditter og nu stod hun nærmest her som hans gidsel.