Tidspunkt: middag.
Vejr: Det regner en smule


Dagen var våd. Solen gemt bag skyerne. Og på vej tilbage til Dianthos kom en hest med rytter ridende. Rytteren var Fuego. En mand fra banken. Han havde rødt og hvidt hår. Halv blind på det ene øje der hvor det røde hår var. Fuego var meget ensom for tiden og red derfor meget tit lange ture i flere dage. Idag var ha på vej tilbage fra en tur til en anden by.
Men på vejen hørtes et brag og en mand der begyndte at bande. Fuego red over til det og så en kærre med en plante der lugtede som dild var væltet i mudderet. Hesten foran kærreren prøvede at komme op men var også væltet. Den var ved at gå i panik.
Ejeren kunne ikke få hesten op så Fuego hoppede af hesten og tændte for sin ild og brændte kærrens tøjler og seler. Fuego gik over til hesten og hev den op at stå da den var fri og tyssede på den for at den ikke gik mere i panik. Hesten kom op og begyndte at hoppede lidt og var ved at sparke ejeren i maven men Fuego nåede at få hesten gik.
Manden takkede og så på alt det dild der lå på jorden og sikkede trist. "Og det var til kroerne i Dianthos" Fuego vidste han ikke havde tøj på til det men gik over til sin hest og satte den ud på græs og gik over og så på manden. "Skal vi rejse kærren op og få så meget dild op i kærren som muligt igen. Uden det er for beskadiget" Fuego vidste det nok var mandens leve vej. Og uden det ville han nok ikke overleve den kommende vinter.

Fuego havde fint tøj på. Men han smilte ikke rigtigt så meget som man måske skulle tro han ville. Men hans liv var ikke lut og lagkage. Ikke mere ihvertfald.

Det var ikke fordi der var så meget at lave i øjeblikket. Aliana havde været på et lille arbejde i Dianthos og var på vej tilbage til Medanien. Hun gik bare en lille omvej. Normalt nød hun skovens fred og ro men noget afbrød da noget væltede og en vrinsken kunne høres. Hun bed sig i læben og vidste ikke om hun skulle blande sig eller om hun skulle lade vær. Men jo tættere på hun kom jo mere så hun problemet foran sig. Det var værre end hun havde troet. Så hun bevægede sig lidt tættere på med en hånd på hver af sine knive der sad i bæltet. Man kunne aldrig vide hvad eller hvem disse personer var. Hun rømmede sig kort for at signalere at hun var tættere på end hvad godt var. 

“Har i brug for en ekstra hånd?” Spurgte hun stadig med hænderne på hver kniv i bæltet. Hun var klar hvis der skulle gå et  angreb ind eller det der var værre, et mord foran hendes øjne. Men dog så det ikke sådan ud.

Fuego fornemmerede at hesten havde været gledet i mudderet da dens ben var fyldt med mudder. men han han var ikke sikker. han skubbede med den anden mand da en stemme lød. "en hjælpende hånd kunne være rart." sagde han og så mod en race han ikke havde set før.
han hørte så nogle skridt igen og en kvindes stemme lød  han så mod hende og nikkede. "vis I begge vil hjælpe med at få så meget dild i kærren igen ville vi sætte pris på det." sagde han og med et ordenligt ryk fik han kærren op igen. ja han så løjerlig ud med de to hårfarver men han var også to racer.

Fuego havde ild og krystal evne og derfor var han også ild rød på halvdelen af håret og krstal hvidt som bjergkrystaller. hans hvid blå øjne var halv blindt da han engang brandte sig selv. før han havde fået styr på sin evne. han var også fyldt med ar men de var skjuldte under tøjet. han var nærmest et stort ar.

Hun overvejede situationen inden hun gik tættere på. Stadig forberedt på det værste. Hun var ikke sikker på hvad der ville ske hvis hun sænkede paraderne, men hun var ikke hjerteløs og hun elskede at hjælpe andre. Bortset fra at hun også skulle hjem til sin datter Jamie på et tidspunkt, så hun kunne jo ikke blive her hele dagen.

Langt om længe fjernede hun hænderne om sine knive og begyndte at samle dilden op for at smide op i kærren med lethed. Nok var denne person med de to farvede hår stærk, men det kunne blive farligt. Det var egentlig også mærkeligt sådan som hun var blevet mere vågen efter fare siden hun var blevet mor. Men alt kunne være en potentiel fare hvis man troede på det. “Ved du hvad der er sket?” Spurgte hun mens hun samlede dilden op fortsat. Hvis det var en fælde ville hun gerne vide det på forhånd for sin egenes sikkerheds skyld.

under kærren var en lille krystal der havde været med til at skubbe kærren op af mudderet. Fuego havde jo krystaller som evne. han så på de to der hjalp med dilden. "tak fordi i hjælper." sagde manden der ejede kærren. han selv hjalp med at samle dild op.

Fuego gik over til de andre og satte sig på hug for at samle dild op. "jeg brugte min evne til at få den op af mudderet" sagde han da den person som tilbød at spænde en eller anden for sagde det var ligemeget. ja Fuego var stærk men ikke alt for stærk alligevel.

han så mod kvinden og så kunne han lige skimte kniivene i hendes bukser. "er du bange?" spurgte hhan da han jo ikke forstod hvorfor hun gik med knive. men sådan var det jo. og den smule regn der var var begynd at blive en smule værre. hvilket gjorde hestene vinskede og prustede og gik ind under et træ.

Hun stoppede op med at samle urterne op og kiggede på manden. Om hun var bange? Nej overhovedet ikke bekymret? Ja i den grad. Hvad kunne en mand der havde hjulpet en kærre op af en mudderpøl ikke finde på? Hvad kunne hun forvente der ville ske nu?

“Bange nej, men en anelse bekymret med en mand som er så stærk. Du kunne brække halsen på os lige så let som at knække en gren” hun vidste ikke hvad grunden var til hun havde sagt det, men hun ville gerne kunne slappe af og nyde det hele. Men dog havde hun ikek behov for at ligge alt til side. Hun vidste at hun nok skulle komme hjem til mannie og Jamie på den ene eller den anden måde. Det handlede blot om vilje. 

Fuego havde jo ikke gjort det alene. han havde jo lavet en krystal i jorden til at få kærren op af mudderet. han så på hende da hun sagde det med at brække halsen på dem. han blikkede et par gange og så forvirret på hende. da det gik op for ham hvad hun mente. han tog fat i kærren og skubbede den 5 cm så godt han kunne. han så ned hvor kærren havde været og så på en krystal der stod op af jorden.

Fuego så på manden der ejede kærren. han gik over til de andre og begyndte at samle urten op. "jeg er ikke så stærk at jeg kan knække halsen på folk, men jeg kan indhylde folk i krystaller vis de rør mig" sagde han lavt og mest til sig selv. men håbede lidt at det blev hørt. han lagde de flotteste urter han kunne samle op i kærren. han kunne godt mærke nu på sine arme han havde hevet og skubbet i kærren.