Det var en mild november morgen. Luften var kølig og frisk, men ellers var det vindstille. De mange flotte og snoede træer, der stod rundt omkring i tempelhaverne, var stille. Der var ingen hvislen i bladene, og kun et par fugle kvidrede. Altså, de fugle der var tilbage på denne tid af året. Dem der ikke var fløjet væk til de varmere dele af Krystallandet. 
   Romeo havde ikke noget imod kulden mere. Det ændrede sig dengang han blev bidt af varulven der forvandlede ham, og forbandede ham til et liv af udmattelse og stress. Lige siden dengang, havde hans normale kropstemperatur ændret sig fra hvad den plejde. Så nu skulle det først blive rigtig koldt, før Romeo begyndte at fryse. Lige nu var han ganske tilpas. 

  Vækket af sine mareridt og forvist fra sin seng, havde han søgt tidligt hen til tempelhaverne. Han kunne lige netop nå at se solen begynde at stå op, og det indhyllede de små templer og broer i en, sart, orange og rødlig farve. Det var et smukt syn. Et syn Romeo var taknemmelig for at se. Men han var træt. Der var aftegn af mørke render under hans øjne, og han følte at hans så klattet ud i hovedet. Som en mørbanket kat.. eller køter i dette tilfælde. Han strakte armene i vejret så hans ærmer fra hans hvide Tunika gled en smule ned. Han gabte kortvarigt og gryntede træt. Det var oplagt at meditere. 

Romeo fik sat sig i en meditativ position med benene over skrævs og hænderne hvilende på lårene. Han tog nogle dybe vejrtrækninger og pustede ud. Han prøvede at slå alle tanker ud af hovedet. Koncentrere sig om hans åndedrag, og fuglenes kvidren. 
  Rolig, Lad Isari guide dig. Tænkte han beroligende til sig selv. 


Efter et kvarter var hans hoved begyndt at svaje. Hans øjne var ikke længere lukkede med kontrol, nærmere.. de var gledet træt i. Han sad og småsov uden egentlig at ligge mærke til det. Hans hjerte slog langsomt og vejrtrækningen var rolig. Hans pande var dog rynket i en bekymret grimasse. Han havde ikke længere kontrol over sine tanker. 

 Var der noget snedkeren hadede - sådan virkelig inderligt hadede - var at skulle hjem til konen. Jo, han havde da selv valgt at blive gift med hende - under hendes fortryllende, vel og mærke. Jo, han var stadig gift med hende - fordi hun havde forbandet ringen så han ikke kunne gå fra hende. Trods alt dette, havde han alligevel givet det et skud. Forsøgt at få det til at fungere. Han havde dog hurtigt fundet ud af hvilken forfærdelig kvinde han var endt ud med at blive gift med og var stukket af.
 Ikke at det havde hjulpet meget. Tiden væk fra konen gjorde ham dårlig - og til sidst ville han falde om og dø - noget han ikke ønskede, så Phillippe havde ikke andet valg, end at tage rejsen hjem til hende en gang imellem. Og som hovedpinen og trætheden var begyndt at snige sig ind over snedkeren på en jævnlig basis, vidste han, at det var ved at være tid igen. 

 Frustreret over hvordan hans liv havde udfoldet sig, havde Phillippe forladt det lille værksted en tidlig november morgen, i et forsøg på at få styr på tankerne. Uden rigtig at have en bestemt plan for hvor han ville hen, lod han blot fødderne føre ham ned af Dianthos gader. 
 Da han stod foran indgangen til Tempelhaverne, stoppede Phillippe op og så lidt op mod himlen med et skævt smil. Han var ikke typen der var vildt troende, men han mente da at guderne til tider sendte små hints i ens retning når man virkelig havde brug for det. Og ærlig talt var det svært ikke at tænke at dette var et af de små hints. 
 Med rolige skridt trådte Phillippe ind i Tempelhaverne, og begyndte at gå rundt. Når han tænkte over det var det måske meget godt at finde en at snakke med omkring hans.. ægteskabelige problemer. Det var ikke noget han snakkede om her i byen. Generelt snakkede han ikke om at han var gift, for et eller andet sted føltes det ikke sådan. Ikke rigtigt. Det fjernede også så mange.. muligheder når man fortalte man havde en kone. Nej, det var nemmere bare at være en ungkarl klar til at knuse hjerter. 
 
 Opslugt i sine tanker, med øje kun for naturen og solopgangens flotte fremvisning af den, så Phillippe sig ikke ordenligt for.

Romeo sad op og sov. Stadig i den meditative stilling, og med hovedet bøjet på skrå. Furerne i hans pande var blevet dybere, og øjenlågene bevægede sig flimrende. Han havde fået mareridt igen. Hans vejrtrækning var blevet en smule hurtigere og kroppen dirrede. Han blev jagtet, eller var han den der jægede? Skrig og blod. Lemmer der var sprættet op. Han kom med et grynt af ubehag og slog voldsomt ud med armen. Men det var ikke luften han slog ud i. Han ramte noget. Den pludselige modstand fik Romeo til at slå øjnene brat op med et gisp, som om han havde kæmpet for at få lov til at trække vejret og endelig havde fået luft i lungerne. Han kiggede forvirret rundt. I et øjeblik havde han glemt hvor han var - og hans øjne søgte efter hvad det var han havde ramt. 
  
"Hvad sker der?" sagde han stakåndet og højt for sig selv, og tog fat i buksebenet af hvad end der var stødt ind i ham. I et kort øjeblik havde hans mareridt forsat ud til virkeligheden, og han troede at hvad end det var som havde stødt ind i ham.. var noget der ville angribe ham. 

Med et kortvarigt arrigt blik kiggede han op på skikkelsen og var på vej op at sidde på hug imens han stadig havde et tag i den fremmede. Nu fokuserede hans søvnige øjne på skikkelsen, og det gik op for ham at det ikke længere var et mareridt. 
  Den mand han havde godt fat i.. var en ganske almindelig mand. 
"Åh." Han lød forbavset, "Det er jeg ked af." Han slap manden og kom vanklende op at stå. En smule svimmel fra adrenalinruset. Hans stemme lød dyb og en smule søvnhæs, "Jeg var ikke rigtig tilstede.. tror jeg." Han tog sig til hovedet. Brynene svajede bekymret opad, og gav ham en dyb panderynke. Han kunne ikke tro sig selv. 

 Opslugt af tanker og at tage omgivelserne til sig, var det først da noget hårdt ramte hans skinneben, at han indså at han var et måske to skridt fra at gå ind i noget. Blikket vendte sig ned for at se hvad der havde ramt ham, idet der blev grebet fat i hans buskeben. Et overrasket og mumlede wow forlod ham samtidig med han greb fat om kanten af sine bukser. Guderne ville sikkert ikke værdsætte at hele hans underdel blev blottet i deres haver denne skønne morgen.
 " Hvad i alverden.. " mumlede han, med blikket nu vendt mod manden på jorden, der havde et fast greb i hans bukseben i et forvirret udtryk.
 " Ja, De er ved at hive bukserne af mig.. " pointerede han til manden, da han spurgte hvad der skete. Det var egentlig et spørgsmål Phillippe også gerne ville have svar på!

 Da et arrigt blik pludseligt blev vendt i Phillippes retning, slap han med det samme grebet om sine bukser og stak hænderne op i en defensiv position - han var ikke ude på ballade. Det gjorde dog, at da manden satte sig op på hug, og derved hev lidt i bukserne, at Phillippe havde det som om bukserne kunne bliver hevet ned hvornår det skulle være. Ganske kort efter slap manden dog, og Phillipe var hurtigt til at flytte hænderne en smule beskyttende ned til buskene der blev sat ordentligt mens han trådte et lille skridt væk fra den mærkelige mand. 
 Det virkede til manden mentalt havde været væk, og Phillippes tilgav han hurtigt. Da hans bukser ikke virkede til at være i fare slap han dem og lod hænderne hænge ned lang siden. Et venligt men skævt smil fandt vej til hans læber.
 " Det skal de ikke tænke på. Normalt plejer der at gå lidt længere for folk vil have mig ud af buk..serne.. " Phillippes skar en grimasse over sig selv, som han kom i tanke om hvor han var. Sætningen var startet ud i en drillende tone, men det sidste kom ud en kende unskyldende. Især da han fik kigget ordentligt på manden og ud fra hans påklædning kunne gætte sig til han nok ikke bare var en almindelig borger på tur i haverne. Selv have Phillippe arbejdstøj på, han skulle jo tilbage til værkstedet. Det betød altså læderbukser med lædervest, med en tyk skjorte inden under på grund af kulden, samt en varm pels kappe.

Det gik op for ham ved manden havde sagt, og han blinkede et par gange for at kunne fokusere rigtigt. Hans begyndende hovedpine nev ham i tindingerne og han så anstrengt ud. Hive bukserne ne--? 
"Det var ikke min intention!" sagde han med det samme og kom til at afbryde Phillippe midt i sætningen. Denne mand skulle endelig ikke tro at Romeo var sådan.. en der rendte rundt og lavede lummerlige løjer. 
  "Nogle gange har jeg lidt livlige drømme." Han havde svært ved at se på manden, men når han endelig gjorde, var øjnene fortrydningsfulde, "Jeg troede at jeg blev.. angrebet." Han rodede sig lidt i håret og sukkede. Hurtigt gled hans blik på mandens bukser og dernæst til ansigtet, "Er Deres.." han rømmede sig akavet, "..bukser okay? Jeg fik ikke hevet dem i stykker eller sådan, vel?" 

Fuglene i træerne kvidrede lystigt videre, og himlens rødlige nuancer var ved at fade over i de mere blålige, ganske langsomt. Det var akavet for ham, viiiirkelig akavet. Det var vel første gang sådan noget her var sket for ham i sin tid som præst. Stakkels fyr, han må tro at jeg er gal. Tænkte han foruroliget og så sig omkring. Der var heldigivs ikke andre end dem tilstede. Tidligt var det jo. Tænk at Romeo kunne være så dumdristig! Og så endda på hans tredive års fødselsdag. Ja, I dag trådte han ud af sine tyvere. Noget, han ikke var helt sikker på hvad han syntes om. 

Romeo kunne godt se at den anden havde prøvet at lette stemningen, og han sendte ham et akavet skævt smil med et kort; "æhæh." til følge. Han tog så en dyb vejtrækning og prøvede at finde tilbage til roen. Han havde været en smule konfus tidligere. 
  "Jeg plejer heller ikke at hive bukserne af folk så tidligt på dagen." sagde han i et forsøg på at mildne stemningen, og så den anden ikke følte at han havde gjort noget forkert ved at sige det han havde sagt. 

 Phillippe viftede hurtigt afværgende med hånden. Det skulle han ikke tænkte på. Og i sidste ende, ja så ville Phillippe nok ikke havde haft det store imod det. Det var nok mest for andre skyld, han havde holdt godt fast i bukserne. Og så var også bare lidt et upassende sted at stå og være blottet. 
 " Ja, det må man da sige.. " mumlede Phillippe til de livlige drømme, det var dog mest til sig selv. Han nikkede lidt, da han forklarede han troede han blev angrebet. Det gav mening. Endnu en gang løftede Phillippe hænderne lidt op, for at vise han ikke havde tænkt sig at angribe, ikke at han tænkte manden troede det var Phillippes intentioner. Var det en præst han stod overfor? Hænderne faldt stille ned langs siderne igen.
 " Jeg.. tror de har det okay.. " blikket faldt ned på buksebenet, og Phillippe rystede det lidt.
 " Buksebenet har ikke klaget, så jeg tror De slipper for at de går til byvagten med overfaldet. " Et skævt og drillende smil spillede på læberne, da Phillippe så tilbage på præsten. Hvis ikke bukserne kunne tåle at blive hevet lidt i, hvordan skulle de så kunne beskytte bare en smule, skulle der gå noget galt når han arbejdede. 

 Phillippe slog en mild latter op da der blev kommenteret på bukse-hiveriet. Blikket gled lidt ned over manden med et løftet bryn, som en hentydning til det han skulle sige.
 " Jeg troede ikke en mand i dit fag, måtte gå og hive bukserne af folk. " Blikket fandt præstens igen, og de grå-blå øjne havde et drillende glimt i sig. Så vidt han vidste skulle præster da vidst være noget så tilbageholdende, og gik særlig meget op i at følge Gudernes ord. 

Romeos læber gled op i et skævt smil. Han prøvede at tilbageholde en latter og kun et lille fnys slap ud mellem hans læber. Hans arme havde han nu placeret hvilende over kors. 
"Hah, Der var jeg heldig så." Han smilede lidt mere end han havde gjort før, og det var som om at der var kommet lidt mere gnist i de trætte grønne øjne. 

Der var noget rart ved denne fremmede mand. Der var ikke en dråbe af fjendtlighed at finde hos ham. Hans øjne var imødekommende, og det meste af hans grimasse var venlig og smilende. Når han kiggede nærmere på mandens bukser, kunne han da også se at de var gjort af noget tykkere og mere holdbart materiale; nej der var vist ikke sket noget med bukserne. Godt at jeg ikke fik hevet bukserne af ham, tænkte han for sig selv og blev lidt flov ved tanken. 

Romeo kunne godt lide denne mand. Og for første gang i noget tid, havde han haft en følelse af at more sig. "En mand har vel ret til sine hobbyer." sagde han med et skuldertræk og kom med en varm latter. Hvornår havde han sidst brugt sarkasme, og opført sig sådan? Måske i sine teenage år. Det føltes som et andet liv. Nu mødte han den andens drilske øjne, og han rømmede sig lidt for at genvinde dele af sin professionalisme tilbage, "Mhm, Jeg er Romeo, forresten. Præst her hos Isari katedralen, hvis det ikke var gået op for Dem." Præsenterede han sig, med et lille skævt smil. 

 Denne gang kunne Phillippe ikke holde en mere sprudlende latter tilbage, han lagde for et øjeblik en hånd på maven som han grinte muntert og en smule højlydt. Han fik dog hurtigt samling på sig selv igen, og rømmede sig lidt. Det var ikke meningen han ville grine så voldsomt.
 " Jamen det har han da! " gjorde Phillippe sig enig. Foruden hobbyer ville man da kede sig ihjel.
 " De må endelig ikke holde Dem tilbage med at fortælle hvordan dén hobby går. " Phillippe kunne ikke andet end at forstille sig man tit ville kommen tur forbi Arresten med sådan en hobby. Velvidende at det var ment som en joke, kunne Phillippe nu alligevel ikke lade hver med at være underholdt ved tanken. 

 Da det hele blev en kende mere seriøst, rettede Phillippe sig en smule op med en rømmen, og lyttede til præstens præsentation inden han nikkede lidt. Den rug hånd blev rakt frem til en ordentlig hilsen.
 " Jeg have det på fornemmelsen. " sagde han med et skævt smil.
 " Phillippe.  " Derefter trak Phillippe hånden til sig. Da hånden var kommet ned langs siden at hænge, kom han i tanke om hvorfor han egentlig var kommet til Tempelhaverne. Det varede ikke længe inden han skulle hjem til Katarina. Phillippes skulder kom til at tænke lidt opgivende.
 " Fader Romeo, nu jeg har Dem, De skulle vel ikke have tid til en lille snak? " spurgte han og lagde en hånd i nakken, med et lettere akavet udtryk over ansigtet, blikket slået lidt ned.
 " Jeg har nogle.. Ægteskabelige problemer jeg godt kunne bruge at få vendt.. " Blikket løftede sig til præsten med et lettere undskyldende glimt i sig.

Romeo tog imod håndtrykket og gav hånden et lille klem. Han var ikke så meget til de der faste håndtryk hvor ens hånd blev kvast og ikke kunne bruge sine fingre et godt stykke tid efter. Nej, et lille klem, og slap man hånden. Der var ingen grund til at virke unødigt dominerende. 
  "Phillippe, godt at møde dig." Han gav ham et hurtigt smil, før han igen så rolig ud og en smule mere seriøs. Men, ikke seriøs som i kold, bare mindre smilende, og mere træt som før. 

Hans blik var vandret mod solen der næsten havde sluppet de rødlige gløder, og han så åndsfraværende på den, som om han lige forsvandt et øjeblik, men blev hevet tilbage ved Phillippes ord. 
"Hm?" Han så på den andens ansigt ved forespørgslen, og øjnene mødte hans. Var der noget Romeo brød sig om, så var det at lytte til andre. Lytte, forstå og konversere med dem. Der var et blik i Phillippes øjne der antydede en form for sorg. 
  "Jeg har al den tid i verden som De har brug for." svarede han kærkomment, men med en empatisk panderynken da Phillippe fortalte hvad problemstillingen var. "Lad os sætte os ned." Han lod en let hånd svæve bag den andens ryg, uden helt at røre den, men Phillippe ville stadig kunne fornemme den. 

Romeo førte dem hen ved en stentrappe der førte op til et af de små tempelpladser. Med udsigt til søen, og nogle smukke hængepile hvis grene kælede vandets overflade. Han satte sig på trappen og gjorde anledning til at den anden skulle slutte sig til ham. 
"Fortæl."  Han foldede sine hænder i skødet og kiggede opmærksomt den anden i øjnene uden at vige fra blikket. Hans øjne så medfølende på ham. 

 Phillippe kunne ikke lade hver med at føle lidt at han trængte sig på, trods han jo godt vidste at det jo var mandens job. Dog havde Phillippe jo tydeligvis fanget Fader Romeo på et tidspunkt hvor han virkede til at være i sin egen verden, og det gjorde lidt at han følte han tog hans fritid fra ham.
 Han fulgte dog med da der blev forslået at de skulle sætte sig med et lille nik. Blikket gled lidt rundt på omgivelserne, mens han tog den smukke natur til sig. En lille del af ham fortrød lidt at han havde valgt at snakke med en om hans problemer. Så ville det ikke længere bare være noget han havde for sig selv. Alligevel var der også en del af ham, der følte sig en smule lettet over endelig at for løftet alt der her lidt fra skuldrene. 

 " Jo ser de... Ehm.. " Startede Phillippe ud, da de havde sat sig. Blikket var vendt mod hænderne hvor fingrene på den ene hånd, drejede rundt på ringen der sad på ringefingeren på den anden hånd. 
 " Jeg er en gift mand.. Lidt mod min vilje.. Eller altså.. Jeg er selv gået med det. Det var mig der friede, men jeg blev snydt ind i det. Det viste sig hurtigt hun ikke var den som hun først udgav sig for, men nu kan jeg ikke komme ud af det.. De følelser jeg har for hende er alt andet end hvad man burde have for sin kone, og det føles så forkert, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. " Det var mærkeligt at sige højt for en anden. Phillippe havde aldrig fortalt nogen om hvordan hans forhold med Katarina var. Når han var hos hende skulle han lade som om alt var i den skønneste orden, og alle andre steder lod han som om hun slet ikke eksisterede. 

Romeo så tålmodigt på den anden uden at have fjernet blikket fra ham. Han kunne godt se at Phillippe havde svært ved det han skulle sige. "Dine bekymringer er i sikre hænder hos mig." sagde han beroligende, og var på nippet til at ligge en hånd på mandens skulder, men han blev enig med sig selv om at det var for meget omsorg at give lige nu. Hans blik gled ned på fingerringen som Phillippe sad og pillede lidt ved inden han igen kiggede opmærksomt på den anden. Det lød til at han ville forsætte med det han skulle til at sige. 

  Som mandens bekymringer udfoldede sig foran Romeo, sad han og nikkede lyttende. Han kiggede så ned på sine foldede hænder og slog øjenbrynene lettere forbløffet op før de igen var i hans normale bekymrede positur. Ægteskabelige problemer kunne være svært i sig selv. De mere normale ting. Men dette som Phillippe sad og beskrev lød som om at det havde været råddent fra starten. Han kom med et tungt og tænksomt åndedræt ud gennem næsen inden han lænede sig en smule tilbage, hænderne støttende bag til. "Det lyder hårdt." Samstemmede han. Han fugtede sine læber imens han tænksomt overvejede hvordan han skulle svare. "Jeg har selv været et sted i mit liv, hvor jeg måtte flygte væk, og forsvinde." startede han ud, og hans øjne mistede gnisten et kort øjeblik, "Men, hvad er det der gør at De ikke kan gå fra hende?" Han kiggede empatisk på Phillippe igen. Hvis han kunne gå fra kvinden, havde han vel gjort det tidligere? 

  

 Da Fader Romeo pointerede at det lød hårdt, var det først dér at Phillippes blik forlod hænderne og så på manden ved sin side med et mindre opgivende blik. Det var hårdt. Men hvad kunne han gøre? Han var ikke klar til at dø endnu.. 
 Opmærksomt lyttede Phillippe til hvad han fortalte og nikkede lidt. Phillippe ville gerne at han bare kunne flygte væk. Det ville han også have gjort for længst hvis det var en mulighed. Blikket fandt tilbage til hænderne da han blev spurgt hvorfor han netop ikke var flygtet.

 " ... " Phillippe åbnede munden, men kort efter lukkede han den i igen, og sank. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Hvor han skulle starte. Læberne foldede sig lidt sammen inden han endelig svarede.
 " Jeg tør ikke.. " sagde han så. Han skævede til Fader Romeo med et lettere sørgeligt smil.
 " Fader Romeo, hun får mig til at frygte for mig liv. Jeg har set hvad hun er i stand til. Oplevet hvad hun kan gøre, og.. og jeg er bange for min kone.. " En morbidt latter i form af en udånding forlod snedkerens læber. Han syntes selv det lød en smule latterligt, men det var dybt seriøst. Hun var en lille dame, men ved Guderne hvor kunne hun være skræmmende. 
 " Hun har forbandet mig, så jeg ikke kan leve uden hende.. Hvis jeg er væk for længe begynder jeg at visne. Jeg får det dårligt, og det bliver værre og værre, og til sidst vil jeg falde om at dø. " Albuerne støttede sig på knæene og Phillippe gned ansigtet lidt. Han var uden tvivl en dårlig husbond. Det vidste han, men havde han været ved sin fulde fem, havde han nok ikke bundet sig endnu. Han var ikke sikker på han nogensinde ville kunne holde sig til kun en person.

Romeo sendte Phillippe et forundret blik fyldt med sympati da den anden afslørede at han ikke turde at gå fra hende. Han så det sørgmodige smil, og gengældte det med et forstående blik. Det lød til at det var dybere end som så. Dette lød langt fra som normale problemer. Han rettede sig op igen og hvilede sine hænder i skødet. Hans tommelfingre nulrede lidt hinandens, alt imens han ventede på at den anden tog mod til at forsætte med at tale. 

Hvad den anden sagde.. var uventet. Handlede dette om liv og død? Var han, ligesom ham selv, blevet forbandet af et uhyre? Forbandelser, at de overhovedet kunne eksisterer under gudernes gunst var ufatteligt. Utilgiveligt. Og alligevel, sad de begge her.. med hver deres forbandelse at bære. 
 "De skal ikke skamme Dem over disse følelser." sagde han trøstende, og hans sympatiske hundehvalpe blik så opmærksomt og søgende på den anden. Nu lod han sig placere en beroligende hånd på Phillippes skulder og gav den et lille klem. Romeo kunne godt mærke at han blev lidt mundlam ved det den anden fortalte ham, og for første gang i noget tid.. var han på bar bund med hvordan han skulle løse den andens problem. Falde om og dø?? Hvad er dette dog for en besidderisk kvinde han har ægtet? tænkte han chokeret. 
  Han vidste godt at han ikke kunne løse alles problemer; i det store hele var det op til dem selv at løse tingene. At befrie sig selv fra byrden. Mange gange hjalp det også andre at han bare lagde et øre til deres problemer; at de kunne få luft. Indestængte følelser kunne hurtigt sætte sig som en sten i halsen, og forhindre folk i at kunne trække vejret. Måske havde Phillippe brug for en løsning på længere sigt, men lige nu.. havde han måske bare brug for en der lyttede til ham. 
  
  "Det er noget af en mundfuld." indrømmede han. Han var chokeret. Chokeret over at mulighederne for Phillippe var få. "Hvordan har De holdt det ud indtil nu?" 

 Efter at have gnedet ansigtet lidt, lænte Phillippe sig tilbage, med hænderne støttende mod jorden bag sig. Han fnyste ved præstens ord og vendte blikket mod himlen.
 " .. Det føles ynkeligt.. hun har jo knap nok halv så stor som mig... " Mumlede Phillippes en smule for sig selv. Han vidste at Romeos ord var velment, men de føltes så tomme. Phillippe var jo en stor og stærk mand. Og så frygtede han en lille kvinde.. 
 Blikket forblev vendt mod himlen, men da han mærkede en hånd mod skulderen slappede han en smule mere af og øjnene lukkede sig i. Han havde altid haft en svaghed for fysisk kontakt, han kunne ikke få nok af det, og det var noget der nemt kunne gøre ham blød i knæene. Til konens store frustration, for det var lige godt hvem det var fra. 

 Phillippe åbnede dog øjnene igen ved Romeos spørgsmål og så hen på ham med et trist og opgivende udtryk. Nogle gange stilte han sig selv det spørgsmål, men svaret var altid det samme; 
 " Jeg er ikke klar til at dø.. " lød det kort og kontant fra ham. Det var måske et lidt sølle svar men det var sandheden. Phillippe sukkede og vendte blikket mod himlen igen.
 " Jeg ved hun elsker mig.. det er derfor hun er som hun er, ikke at det undskylder det. Tanken om hun elsker mig så meget hun ikke vil gøre mig ondt har strejfet mig, men jeg tør ærligt talt ikke rigtig tage chancen.. " Der var noget opgivende over hans ord. Phillippes var uden tvivl en mand der havde inderst inde havde givet op. Han prøvede stadig at give hende modstand men det var altid Katarina der vandt. Altid.

"Jeg kan forstå hvorfor De ville finde det ynkeligt. Men hør. Det er ikke ynkeligt. Hvis kvinden besidder stærk og ond magi, kan jeg sagtens forestille mig hvorfor De ikke har lyst til at tage nogle chancer." Han gøs lidt ved tanken om døden, "Forbandelser er ikke til at spøge med. Ligemeget hvor lille den person end var der kastede den." Han ville ikke have at Phillippe skulle slå sig selv i hovedet over det. Alle kunne begå fejl. 
  "De troede sikkert på det bedste i hende dengang I blev ægtet ikke?" Han så prøvende på ham. Stadig med brynene pegende opad så panden rynkede en smule. "De må ikke bebrejde dem selv for meget." han slap mandens skulder igen, og lod hånden atter hvile i sit skød. 

Da Phillippe svarede at han ikke var klar til at dø, falmede Romeos milde blik og blev istedet til et trist smil. "Det er der nok ingen der er." sagde han samstemmende. Der har været mange instanser hvor Romeo har været ved at tage sit eget liv. Planlagt det, handlet på det, men så stoppet midt-handling. Han kunne ikke dræbe sig selv, også selvom når han så sig i spejlet var det et uhyre der kiggede tilbage på ham. 

  "Det lyder mere som om at hun er besat af dig, end at det er kærlighed." konstaterede han bekymret. "Hvis det er stærk magi, burde der være nogle derude som er stærkere og måske kan bryde denne forbandelse?" Foreslog han. Phillippe havde sikkert selv tænkt tanken, og det var et sølle forslag fra præstens side. Men man kunne jo aldrig vide.. nogle gange skulle man høre fra andre hvad man selv havde tænkt før det føltes som en god idé. "Min dør er altid åben hvis De har brug for at sted at være. Til en god snak, eller bare for selskabet." Han smilede mildt til Phillippe og prøvede at få øjenkontakt.  

 

 Om Romeo talte for døve ører var ikke helt til at vide. Phillippes lyttede, nikkede og sendte små smil, men det var som om ordene ikke helt nåede ham. Inderst inde vidste han godt de ting han fik at vide, men det ændrede ikke på den følelse af afmagt han følte. Den følelse af at han havde ikke bare svigtet sig selv, men også dit køn, fyldte for meget. 
 Phillippes kunne ikke holde en kort, sørgmodig latter tilbage da der blev kommenteret på om ikke han havde været forelsket først. Han rystede lidt på hovedet. 
 " Der var jeg under en fortryllese.. fortryllet til at være forelsket i hende, se hende som det mest fantastiske i hele Krystallandet.. jeg tror aldrig jeg har elsket hende.. hun var bare.. en af mange.. " Phillippes trak lidt på skuldrene.

 " Sådan kan man selvfølgelig også se på det. " Mumlede han en smule tænkende ved Romeos ord. Det var svært ikke at bebrejde sig selv, men i sidste ende var det jo Katarina der var problemet. Velvidende at det måske var lidt over grænsen for hvad mænd gjorde, gav Phillippe alligevel præstens knæ et par venskabelige klap. Man vidste jo aldrig. 
 " Mange tak, Fader Romeo. Deres venlighed varmer. " Phillippe tog hånden til sig og så lidt ud over haven. 
 " Jeg føler mig altid så magtesløs når jeg kan mærke det er ved at være tid til at rejse afsted.. " mumlede han, nok mest for sig selv.

Romeo så målløs ud da Phillippe forklarede at han havde været fortryllet. Han åbnede munden for at sige noget, men bed det hurtigt i sig inden han kom med et dybt, tænksomt suk. Det nyttede ikke noget for situationen at bande af denne frygtelige kvinde. Og desuden, var de på et guddommeligt område hvor den slags sprog ikke blev tolerereret. Men ordene lå lige på tungespidsen. Klar til at ytres. 
"Må Isari straffe hende." sagde han istedet. Ikke at Isari straffede som sådan, men det var bedre en alle de andre bandeord som lå i munden på Romeo. 

Han så alvorligt på Phillippe, der både så trist og opgivende ud. "Jeg vil gerne undersøge for Dem.. om der er en måde at bryde sådan en knytnings-forbandelse på. Hvis jeg hører, eller ser noget, skal jeg nok kontakte Dem." Når han ikke kunne hjælpe sig selv, kunne han ligeså godt prøve at hjælpe andre så godt han nu kunne. 

Romeo nikkede lidt, "Mhm." Han kiggede forsat medfølende på den anden mand da han mumlede. Det overraskede ham lidt da han klappede ham på låret. En gestus han ikke var vant til at modtage fra andre mænd. Det fik det til at summe underligt i hans krop. Om det var på grund af berøringen fra et andet menneske, eller om der lå andet bag vidste han ikke helt. Det var sjældent at han blev rørt i hvert fald. Romeo smilte høfligt til Phillippe da han havde fjernet sin hånd, og var begyndt at tale igen. 

"Skal du rejse langt?" Han løftede et bryn og skævede til ham. Romeos blik fulgte Phillippes med ud over haven. Det så så fredfyldt ud. "Det er måske ikke i Dianthos denne.. kvinde bor?" 

 Begge Phillippes bryn løftede sig ved præstens ord og han nikkede sig enig. Noget sagde ham at Romeo havde behersket sig lidt - det var i hvert fald nogle ganske pæne ord om en meget forfærdelig kvinde - men så igen, de var også i et mere helligt område. 
 " Det ville hun i hvert fald have godt af.. " mumlede han kort.

 Det var ikke underligt at ingen nogensinde havde givet Phillippe sådan et tilbud som præsten nu gav ham - at undersøge det for ham - han havde trods alt aldrig rigtig snakke med folk omkring sin situation. Selvom han vidste det var hans egen skyld han aldrig var blevet tilbudt hjælp, overraskede det ham alligevel.
 " Det må De meget gerne! " Blikket havde hurtigt vendt sig mod præsten med et taknemmeligt glimt i sig. 
 " Det er svært at gøre meget ved når man ikke rigtig kan rejse rundt efter viden. Og jeg er jo også nødt til at arbejde.. " tonen var opgivende, for han ville så gerne være fri igen. Fri til at rejse rundt og arbejde, opleve mere af landet. Nyde livet som han gjorde før han mødte Katarina.

 " Det er ca en dags rejse på hesteryg. " Forklarede han til, hvor langt det var. 
 " Så ikke alt for langt. Jeg ønsker ikke at bruge mere tid end højst nødvendigt på at rejse, men ønsker heller ikke være for tæt på hende. " Phillippe så på Romeo med et træt smil.
 " Hun bor i Tusmørkely. "

Det ville hun. Tænkte Romeo samstemmende og nikkede. Hun fortjente sikkert meget mere end det. Men inden Romeo's fantasier om hævn gik på rov i hans sind, lukkede ham dem hurtigt ned igen. Det gavnede ingen at skabe et indre raseri, når han i forvejen havde det indre tumult han havde. Tag det ikke til dig. Tænkte han beroligende. Han tog igen en dybvejrtrækning og pustede ud gennem næsen. 

Det glædede Romeo at møde de taknemmelige øjne som Phillippe havde vist ham. Han virkede meget overrasket ved tilbuddet, men ikke desto mindre, glad. Romeo antog at Phillippe aldrig havde fået et tilbud fra nogen før, men det undrede ham nu heller ikke. Dette var et emne som var svært at tage op, og som man ikke bare lige nævnte for hvem som helst. Romeo var beæret over, at Phillippe havde kommet til ham. Tilfældigt eller ej. Men det er nogle gange i tilfældighederne at man finder sin redning, og mulighederne. 
  "Det vil jeg gøre så." han smilte mildt, "Jeg forstår." Svarede han roligt til den andens opgivende tone. "Hvorhenne arbejder De? Så ved jeg hvor jeg skal tage hen hvis jeg har informationer."  Han kiggede nysgerrigt på den anden. 

"Ah, Tusmørkely." Han havde kun været ganske kort i byen. Han havde på et vandringstogt i Tusmørkebjergene, og det var meget smukt der kunne han erindre. "Hvor længe kan De være væk fra hende ad gangen? Uden at det begynder at tære på din krop." Nå Romeo kiggede nærmere på Phillippe, kunne han næsten spejle sig i hans udtryk. De var begge udmattede.. det trætte smil. Mon det også var sådan Romeo så ud fra andens synspunkt? Han havde jo vænnet sig til sig selv efterhånden, og sådan som han så ud var blevet normen. 

 Det var nærmest så man kunne fornemme Phillippes holdning ændre sig, da emnet skiftede mere over mod hvad han brændte for - sit arbejde. Han virkede mere afslappet og til at hvile i sig selv. Et glædeligt glimt var til at spore i øjnene og han satte sig lidt mere ret op.
 " Jeg har et snedker værksted her i Dianthos. " Forklarede han med en stolt tone i stemmen. 
 " Jahnsons Snedkeri. Det ligger i den vestlige del af Dianthos, tæt ved skiftet mellem De Nedre Bydel og Den Centrale Bydel. Det er også hvor jeg bor, så jeg skulle være nem at finde. " Et skævt smil spillede på hans læber.

 Et træt suk forlod Phillippes så læber og han faldt lidt sammen igen, mens han tænkte lidt. Så trak han lidt opgivende på skuldrene og så lidt op på mod himlen. 
 " En måneds tid, og så begynder jeg at blive lidt små dårlig.. træt, og hovedpine. " Mumlede han tænkende.
 "Jeg plejer altid at trække den så meget jeg kan, men jeg er jo også nødt til at kunne overleve en dags rejse på hesteryg.. " sukkede han lidt. Det var alt for tit han måtte besøge hende.