Hun havde sjældent i sit liv oplevet skabninger eller vanskabninger som ham i sit liv. Han var som et hullet mennesket, død og muggen. Men hun tvivlet at hendes dyr ville kunne tåle at spise ham, så hun havde i stedet givet ham muligheden for at de kunne slå lejer sammen og bare samarbejde indtil nattens mørke forlod himlen og solens orange stråler kunne guide dem begge videre på hver deres færd. Det var vilde satsninger og måske dumt. Men Amazonitskovene husede mange mærkelige ting og det ville derfor være bedre for dem begge, at de stod sammen. Hun havde noget mad til overs som hun kunne dele, og han .. han havde formenligt intet foruden (håbede hun) en god lugte sans eller et syn for mørkets raslen. 

Saga havde samlet brænde ind for at kunne skabe noget varme for dem begge, selvom hun, igen, tvivlet om han var påvirket af de naturlige omstændigheder i hans tilstand. Et bidsk suk forlod hendes læber og hun spejdede op i mod himlen og dens stjerne. Det kunne umuligt blive værre end hvad det var lige nu. 

Skulle hun stole på ham - havde det nogensinde garvet at stole på en fremmed? Saga tog sig til hagen som hun vandret tilbage hvor hun havde efterladt dem begge med en bunkebrænde under den anden arm. Han kunne vel altid agere skjold, han kunne vel ikke dø af at få et hul eller ti mere.