Det havde ikke været med Tantos gode vilje, at han var blevet såret så voldsomt. Selvfølgelig kunne ingen bestemme, hvad deres modstander ville gøre. Og slet ikke, hvis disse var i besiddelse af et andet våben. Dæmonsværdet havde stået sin kamp imod en økse, men i sidste endte havde Tanto sejret med sit sværd mod den simple mand. En hævngerrig mand, hvis bror var blevet dræbt for år siden af Tanto. Halvdæmonen kunne hverken huske navn, ansigt, sted eller tidspunkt på dette - hvilket kun havde virket til at gejle manden op. Og det havde været ved dette, hvor øksen havde fået sit tag i skulderen på halvdæmonen. Ikke dybt, men et hak i kødet var kommet. Det sivede ud med blod og gjorde de mørke klæder endnu mørkere og klistrede.
Sværdets strop var skiftet over til den anden skulder for ikke at forøge smerten og skaden. Normalt havde halvdæmonen helbredende urter i sin oppakning, men dette havde han brugt tidligere og uden at købe nyt ind. Derfor vandrede halvdæmonen imellem skovens mange træer med et blødende hul i skulderen.

Normalt ville man tro, at Tanto var i mangel af blod. Den blege hud var nærest porcelænsagtig. Dog var halvdæmonen stærk. Efter over hundrede år sammen med Bagludan og de mange andre dæmoner var Tanto blevet stærkere. Blandt andet til at holde sig vågen og frisk i mangel af blod. 
Der blev vandret uden et mål i sinde. Der måtte komme et på et tidspunkt. Og det gjorde da også, da Tanto stødte på en hytte midt ude i skoven. En hytte af træ og sten stod midt ude i det hele. Det virkede ikke just faldefærdigt. Der boede nok nogen derinde. Døren var åben og dette udnyttede Tanto. Uden at banke på trådte halvdæmonen ind i hjemmet. Den ene hånd var ved låret, hvor en klinge sad fast. "Nogen hjemme?" spurgte halvdæmonen, som han stod ikke langt inde med døren endnu bag ham. Hvis ingen svarede, ville han udforske længere ind. Hvis han fik et svar, ja, så tog han den derfra. Alt efter, hvad og hvem ejeren af hjemmet var, kunne Tantos respons variere.

En lettere munter tone kom fra Aurelio som han luntede over skovbunden. Han havde endnu engang været på rov efter flere planter og bær, så han kunne få lavet noget nyt salve. Han stoppede op og rettede de store røde øjne mod himlen, for derefter at begynde sin vandretur igen. Aurelio havde et godt stykke ved hjem, i hvert fald på den anden side af tyve minutter. Let skuttede han sig, puffede fjerene en smule op for at holde lidt på varmen. Det var i det hele taget også fuldkommen idiotisk af ham, ikke at have taget en eller anden form for kåbe på, for der var altid koldt på denne tid af året og jo længere man kom med dagen, blev det kun koldere. På hans rute hjem, holdt han øje med planter han kunne proppe ned i den i forvejen godt fyldte læder pung, men det så ud til han havde været grundig nok på gåturen derud. Aurelio havde en mani med at gå tilbage af den vej han var kommet fra, for at være sikker på han ikke havde misset noget, hvilket var yderst sjældent. Igen begyndte han at nynne en let munter tone som han vendte næbet hjemad.

Godt tyve minutters gang blev overstået og han kunne se hytten i det fjerne. Let kluklo han ”Ohhoho, døren.” sagde han og rystede på hovedet af sig selv. Aurelio glemte for det meste at lukke døren, men det var i og for sig også fuldkommen lige meget. Det var ikke just fordi der kom så mange i dette område, desuden havde han ikke noget af speciel værdi, så mon ikke det gik det hele? Da han nærmede sig hytten kunne han godt se der var nogle andre fodspor end sine egne og nogle af skovens dyr, hvilket fik ham til at trække på skulderen. Aurelio nærmede sig hytten stille og roligt, stadig med en munter melodi der forlod ham.

Intet svar. Ingen reagerede på Tantos kald i hytten. Enten boede der ingen længere her, eller også var beboeren ude. Hvis halvdæmonen havde valgt at nærstudere omgivelserne inde i hytten nærmere, ville svaret være åbenlyst. Der var ikke meget støv de fleste steder. Møblerne var tydeligt brugte for nyligt. Nogen boede herinde. Men med den såret skulder havde Tanto intet behov for at eftertjekke hytten. Han havde brug for at hvile skulderen. Derfor, med blødende dråber igennem hele hytten, valgte Tanto at begive sig ind for at finde en seng. Der burde være en.
Dér var den. Uden at tænke over det dumpede Tanto sin krop ned i den halvbløde seng. Et lyn gik igennem skulderen, som den blev trykket ned på af hans vægt. En grimasse blev skåret, som Tanto lagde sig til rette. Måske burde han lede efter urter i hjemmet. Finde noget at helbrede eller i hvert fald lappe skulderen med. Dette var faktisk en god ide, men da halvdæmonen havde smidt sig i sengen, gik der ikke lang tid, før øjenlågene var tunge. Blodmangel var han endnu offer for. Og uden for meget blod i kroppen blev man træt. 

Derfor hørte Tanto heller ikke, da ejermanden af hytten kom tilbage. Da ejermanden snakkede til sig selv om døren. Hvis bare denne ejermand havde lidt hjerne, ville han eller hun ikke bare finde fodspor udenfor, men blodspor inde i hans hytte. Og med regelmæssigt mellemrum ville de røde dråber sende enhver direkte hen til den sovende Tanto. Han var sårbar lige nu. Liggende på ryggen med dæmonsværdet kunne han se skræmmende ud, men han var sovende. Hvis bare nogen handlede hurtigt og stille, kunne en klinge blive revet henover halsen. Men hvis nogen lavede for meget larm nær ham, i samme rum som ham, ville Tanto vågne og trække enten sit sværd eller en af knivene, der var rundt omkring. Meget vel var han såret, men han var ikke svag. Tanto var ikke svag.

De store røde øjne blev spilet op da han bemærkede blodet på gulvet. En undrende brummen kom fra ham som han satte tasken med planter til side og bukkede sig ned og lod en ”finger” glide over en af de røde klatter på gulvet. Let gled han det mellem to fingre og hævede hvad der ville have været et øjenbryn ”Dette… Er ikke mit…” mumlede han let for sig selv inden han rejste sig op og så efter hvor sporet ledte hen.  Soveværelset? Det fik blot Aurelio til at undre sig yderligere. Til at starte med havde han tænkt det måske ikke var andet end et eller andet dyr, men at det ledte til hans kammer, gjorde det klart for uglemanden, at det ikke var et dyr der var gæsten, men måske nærmere en person? Med varsomme skridt begyndte han at nærme sig sit kammer.

Svagt lænede Aurelio sig fra siden af døren og ind så han måske kunne få et glimt af, hvem eller hvad der var i hans soveværelse. Let rynkede han panden og kneb øjnene sammen. Hvem pokker var dog det? Igen trak han sig tilbage og gik ud i rummet der i og for sig fungerede som køkken og fandt noget der mindede lidt om en klud, men var egentlig bare et stykke tøj der var blevet kasseret og klippet lidt i stykker. Et mindre fad, hvor der var plads til en smule vand i, så han kunne få blodpletterne væk, inden de kom til at efterlade mærker. For hvad ville de kommende gæster ikke tænke? Let trissede han rundt i sin bolig for at tørre pletterne op. På samme tid gik han og tænkte over hvem denne person var, om han havde set ham før, eller om det var en komplet fremmed. Samt hvad i alverden der var sket, siden der var blod over det hele. Årh, hans lagner…. Han sukkede let for sig selv og puffede let op i fjerene og lod dem falde på plads igen. Ak, det var vel bedre at den fremmede fik nogle kræfter igen, men på samme tid, ville han også gerne se om han kunne gøre et eller andet. Om der var et sår der skulle tilses eller noget. Lige nu fik personen dog lov til at samle sig, for Aurelio havde bemærket sværdet og havde besluttet, at han ikke skulle nyde noget.

Døsende lå Tanto og halvsov. Sindet var endnu vågent, men kroppen og øjnene var gået i dvale. Og denne dvale var halvdæmonen i lidt tid. Endnu var han i denne, da ejermanden til hytten kom hjem. Endda var han endnu døsende, da denne ejer kiggede ind til den sovende Tanto i sengen. Det var først, da ejermanden larmede ude i køkkenet, at halvdæmonens reflekser vækkede ham. Først svagt, men efter at kunne høre tumlen ude i det andet rum, var Tanto straks vågen. Det gjorde endnu ondt i skulderen, men efter over et år hundrede års træning under Bagludan havde Tanto lært at kæmpe igennem smerte. Derfor blev dæmonsværdet trukket, som han først satte sig op og helt stille rejste sig.

På den anden side af døren kunne Tanto skimte, hvad der måtte være ejermanden til hytten. Eller var det overhovedet en mand? Skikkelsen, der var på gulvet, var overvejende tynd og så nøgen ud. Eller var den dækkede af fjer? Det lignede vitterligt en ugle i menneskelige proportioner. Et halvdyr. Dem kendte Tanto snildt. 
Det var nemt for Tanto at bevæge sig stille. Derfor blev døren skubbet en anelse mere åbent, så han kunne træde lydløst ind i stuen. På listefødder trådte Tanto nærmere skikkelsen, inden den raske skulder bevægede sig for trække sværdet. Spidsen af denne var lige i baghovedet af skikkelsen med en halv fods afstand. Nok til, at Tanto blot skulle strække armen og sværdet ville ramme. "Rejs dig! Langsomt!" Tantos stemme var endnu kold og monoton som altid, men der var en snert af smerte i den. Skulderen var endnu såret og dens blodige spor fulgte med ham. Stående stille forstørrede dråberne kun det røde på gulvet lige under ham. Halvdæmonen prøvede ikke at lægge mærke til dette, men det var svært. Panden var en anelse fugtig af at bide igennem smerten. Huden var endnu bleg, blegere end normalt. Det var en masse blod, der var rundt omkring i skoven, på gulvet og i sengen. Alle andre steder end inde i Tanto. Men han kunne ikke lade denne skikkelse tage angreb. Derfor måtte Tanto være forberedt på enhver fjendtlig handling. Selvom dette var denne skikkelses hjem og Tanto var det uinviteret gæst. Dét var hverken hans problem eller spekulation.

Aurelio havde slet ikke bemærket at der var bevægelse inde i værelset og havde blot haft blikket rettet mod blodpletterne der var fordelt ud på hans gulv i et målrettet spor. Det var ikke før han mærkede noget mod hans baghoved at han frøs på stedet og rettede blikket mod værelset, hvor han godt kunne se døren var blevet åbnet en smule mere. Langsomt fik han lagt kluden fra sig på gulvet foran ham og lyttede til hvert eneste ord der kom fra manden bag ham. Aurelio rejste sig så langsomt som han kunne og vendte sig mod manden og ret hurtigt, bemærkede han skulderen og så på blodet, der havde dannet en mindre pøl under denne mand. Dog blev blikket igen rettet mod mandens ansigt og han tog armene til siden for at vise han intet havde på sig. Hvor skulle han i det hele taget gemme et våben, nu hvor han ikke havde nogen form for tøj på?

De røde øjne kunne dog ikke lade være med at vise en eller anden form for bekymring, for manden var bleg, mere bleg end normale folk ville være, plus panden var dækket af svedperler ” Rolig… Jeg gør dig ikke noget… Din skulder?” sagde han roligt og forsøgte med et skævt smil. Det var egentlig mere et sats end noget andet, for hvis denne mand ville, kunne han ret hurtigt ende Aurelio’s liv. De røde øjne så lidt rundt i rummet på de mange urter der hang ned fra loftet og var ved at tørre, derefter igen på manden foran ham ”Lad mig hjælpe dig” sagde han og pegede med den ene hånd mod sin egen skulder. 

Uglemanden rejste sig langsomt fra sin placering. Tanto lod spidsen af sværdet forblive tæt på ham, indtil den var lige under hagen på ham, klar til at skære halsen over, hvis dette var nødvendigt. Dog var det tydeligt for halvdæmonen, at uglemanden ikke var bevæbnet, for hvor skulle våbene være? Det var først nu, at Tanto lagde mærke til nøgenheden af uglemanden. Jovist var han dækket af fjer, men det var jo ikke ligefrem beklædning. Dog fjernede Tanto ikke sværdet fra ham. Der var stadig muligheder for, at denne uglemand havde noget gemt oppe i ærmet - figurativt selvfølgelig. Det var ikke kun spidse våben, der kunne angribes med.
Det var først, da uglemanden åbnede munden for at snakke, at Tanto slappede af i sin arm og grebet om sværdet. Der var et underligt smil på hans læber, som sagde Tanto, at han virkelig ikke ville noget. Det virkede sågar som en lille bekymring om skulderen. Og da uglemanden kiggede rundt i rummet, fulgte Tanto hurtigt med sit blik. Han lagde mærke til de mange urter, flere af dem genkendelige og dermed healende. Uglemanden ønskede at hjælpe. Det sagde han i hvert fald. Selvfølgelig var Tanto endnu skeptisk, dog sænkede han alligevel langsomt sit sværd. "Prøv på noget og jeg er ikke den eneste, der kommer til at bløde." sagde Tanto hårdt i sin kolde stemme. Derefter blev sværdet trukket over hovedet for at blive proppet ned i dets hylster. Dog skabte dette bevægelse på den skadet skulder. Halvdæmonen skabte en grimasse af smerte. Som sværdet lige var kommet ned i sit hylster, svajede Tanto kort, før han landede på begge knæ. Manglen på blod havde nu både påvirket hans sind og krop. Det var nok godt, han ikke dræbte denne uglemand, hvis denne virkelig ønskede at hjælpe. Selvfølgelig kunne der lige så nemt blive givet en forgiftning og Tanto ville dø lige nu og her. Men der var ikke meget den knælende halvdæmon kunne gøre end at stole på denne uglemand og intentioner bag ham - selvom tillid ikke var det, der faldt naturligt til Tanto. I hvert fald ikke med det samme, hvis overhovedet.

Aurelio skævede ned mod sværdets spids der ikke var langt fra hans hals. Dette var et tydeligt tegn på at denne man ikke jokede. Hvis ugler kunne smile, ville der være noget der mindede om et skævt smil. Med al hans magt gjorde han vitterligt alt for på ingen måder at virke faretruende. Dog ville han personligt mene det var ret tydeligt, taget i betragtning af, der ikke ligefrem var ret meget muskelmasse på denne ugleskikkelse. Aurelio kunne blot håbe på, at hans hentydning imod planterne og urterne der hang rundt omkring, var nok til at denne mand ville sænke sværdet. Det var tydeligt på mandens ansigt at han endnu var skeptisk, men alligevel blev sværdet fjernet fra hans hals og Aurelio åndede nærmest lettet op. Mandens ord fik det kort til at løbe koldt ned af den fjer dækkede ryg inden han nikkede en enkelt gang ”Forstået” sagde han kort, inden han sank den klump der havde dannet sig i hans svælg. 

Da manden faldt på knæ foran Aurelio, faldt hans blik på skulderen. Det blødte stadig afsindigt meget, men først skulle denne mand lige stabiliseres på en eller anden måde. Han knælede ned foran ham ”Lad mig støtte dig… Den rene side af sengen og på den modsatte side af såret” sagde han og satte sig med siden til ham. Hvis manden tog imod dette tilbud, ville Aurelio gøre alt for at guide ham ind i sengen igen og få ham placeret, så der var fri adgang til den sårede skulder.

Aurelio var godt klar over dette måske virkede underligt for manden. Plus han skulle stole på en person der boede i skoven, alene, hvor der hang en masse urter og planter ned fra loftet i snor. Han var ikke sikker på han egentlig selv ville stole fuldkommen på personen, hvis det var ham selv der endte i sådan en situation. Men denne mand havde intet at frygte, Aurelio havde blot tænkt sig at hjælpe.

Der gik ikke lang tid fra, at Tanto var faldet til sine knæ til, at uglemanden var kommet ned til ham og sågar ville hjælpe ham til at støtte. Hvad også havde gjort manden mindre intimiderende havde været de spinkle lemmer. Ingen muskelmasse. Selvfølgelig var der heller ikke megen muskelmasse på halvdæmonen, men hvad han gjorde op i fysik, gjorde han i taktik og viden. Han kunne slå det hårdeste, men han kunne ramme de rigtige steder. Og på en måde fik han ikke denne opfattelse af uglemanden. Jovist kunne han være klog. Ugler var jo kloge. Men taktisk kloge på hånd til hånd kamp virkede ikke sandsynligt. Derfor nikkede halvdæmonen også, som han lod den raske arm klaske rundt om uglemandens skuldre for at blive støttet tilbage til sengen.

På den mere rene side af sengen blev Tanto lagt og på sin raske skulder, så den sårede var oppe og ligetil at blive healet af uglemanden. Endnu havde Tanto sin overdel på sig, hvilket nok kun sad i vejen. Men det ville uden tvivl tappe mere blod af ham at tage den af, end hvis den bare blev revet af eller skåret af med en skarp kniv. Derfor ville halvdæmonen heller ikke ty til at gå imod uglemandens hals, hvis denne fandt en kniv frem for at skære overdelen af ham - i hvert fald nær skulderen. 
"Får du tit blødende gæster?" spurgte Tanto, hvis blik var direkte mod uglemanden. Ansigtet svedte stadig takket været hele situationen. Og skønt ordene virkede komiske, var den kolde stemme alt andet end fyldt med humor. Det var faktisk ment mere seriøst end for sjov. For taget alle de mange hængende planter og urter i betragtning skulle man tro, at denne uglemand var hyppig healer, men ude i skoven fik man ikke bare planlagte skader. De kom uanmeldt og til tider anmassende - som Tanto var kommet. Halvdæmonen havde jo halvt om halvt brudt ind og mere eller mindre tvunget uglemanden med tvang til at fikse ham. Forhåbentlig var det i sandhed healende planer og urter mere end den giftige slags. Forhåbentligt.

Aurelio forberedte sig på manden lå armen omkring ham, så han kunne guide ham ind i seng. Bevares så var uglemanden ikke just spækket til med muskler, men det var bestemt ikke første gang han har måtte samle folk op fra gulvet i hans bolig og føre dem i seng, ind på briksen eller over i sofaen. Denne gang var det bare tusind gange nemmere at få denne mand ind i sengen, eftersom det så han havde var voldsommere end dem der normalt kom til ham. Som armen blev lagt om ham, rejste Aurelio sig op og gik mod kammeret.

Han fik placeret den fremmede på sengen igen og lod blikket falde på såret og mumlede et par ord til sig selv. Aurelio begyndte at lede efter en af de fandens mange små poser med diverse tørrede urter og duftede til dem alle, blot for at finde Avanya’s hyld. Denne plante var kendt for at kunne lidre smerte, samt tage det værste af den feber der hærgede ham. Som han hørte manden tale trak han let på skuldrene ”Ikke i dette omfang, men nogle er der da” sagde han og nikkede let. Han placerede den lille mørke læderpung på det lille bord ved siden af sengen og lænede sig ind over ham og studerede såret, dog uden at røre det til at starte med. Let skar han en grimasse og trak sig igen ”Så ehm… Hvordan har du det med at blive syet? ” kom det fra ham, nærmest undskyldende. Det var forholdsvis tydeligt at Aurelio ikke ønskede at hilse på sværdet endnu engang, for hjertet havde næsten fløjet ud af brystet på ham første gang, så han ville hellere spørge inden han bare gjorde det. Bevares så skulle såret også lige vaskes med en klud og noget varmt vand, før han overhovedet kunne overveje at skulle sy og ligge bandager på med nogle andre urter.

Ikke i dette omfang, men nogler var der da? Så denne uglemand havde endnu tit omvandrende på besøg for at lappe dem for diverse skader, skrammer og uheldige oplevelser. At han overhovedet ville i længden. For Tanto var dette ikke den tilværelse, han ønskede. Nu var halvdæmonen heller ikke typen, der gad at være omkring mange, men direkte at lappe dem og bruge ens dyrebare urter og planter på Isaris, Zaladin og hver mand virkede bare ubrugeligt for sig selv. Men kunne Tanto være sur på mandens valg, for hvis ikke uglemanden havde denne tilgang, ville halvdæmonen meget nemt have besvimet af den ene eller anden grund.

"Bedre end at blive brændt," frempressede Tanto igennem smerten. Han kunne mærke et jag igennem hele overkroppen, hver gang han trak vejret. Som om lungerne udvidede brystkassen, der pressede imod skulderen. "Få det nu bare gjort. Jeg er ikke sart." Og det ville uglemanden se, når han ville åbne overdelen for at gøre såret mere tilgængeligt. Uglemanden ville se mange små og store ar på hele kroppen. Selvfølgelig var der det henover det ene øje - en fin gave fra hans far år siden. Men tiden hos Bagludan og de mange dæmonsøskende havde efterladt sine mærker. Lige så mange psykiske som fysiske. 
Nu havde uglemanden fået lov til at finde to våben. En nål til at kunne sy såret sammen og en kniv eller anden skarp klinge for at skære igennem overdelen. Han var fredet fra sværdets spidse klinge, hvis en af disse objekter blev fundet frem og nærmet mod Tantos hud. Men selv i dette stadie ville halvdæmonen kunne vende sig og trække en kniv fra andet sted og presse det igennem uglemandens brystkasse, hvis han veg fra det nødvendige. I dag var ikke Tantos dødsdag, men for uglemanden kunne det nemt blive, hvis han trådte ud forkert.

Aurelio havde efterhånden haft en del mærkværdige gæster, i det stykke tid han havde levet her i skoven. Ikke bare almindelige menneskelignende væsener, men også nogle dyr der havde søgt over til ham. Han kunne godt lide at hjælpe andre, på trods af han fra tid til anden endte i situationer der kunne koste ham livet. Dette møde kom bestemt heller ikke uden risiko, for denne mand havde allerede trukket sværdet mod ham og Aurelio havde nærmest fornemmet hvor lidt der egentlig skulle til, før hans krop ville blive hovedløs.

Let nikkede Aurelio. Han kunne godt følge denne mand i at blive brændt, bestemt var væsentligt værre end at blive syet. Som han igen talte nikkede Aurelio, nærmest febrilsk inden han nærmest stormede ud fra kammeret til det der ville fungere som køkken. Han fik fundet et fad og fik noget lunken vand hældt i og smed en klud op i, før han igen kom tilbage til manden i hans seng. Et forsøgende smil kom frem på hans læber som han satte fadet fra sig på bordet og lod kluden suge noget af vandet. Denne mand havde flere ar end Aurelio kunne tælle, men han valgte ikke at spørge ind til det, i stedet åbnede han en lille skuffe i bordet og fandt nål og tråd, samt en lille kniv frem.

Et nik kom fra ham, som han målrettet tog kniven og skar mandens overdel op, så såret på skulderen kom til syne og blev nemmere at komme til. Kluden blev vredet op i det lunkne vand og forsigtigt begyndte han at tørre blodet væk fra området. Ganske vidst blødte det endnu, men det havde han midler for, det skulle bare syes og så skulle det forbindes med nogle urter. Men først… Skulle der syes! Roligt fik han trådet nålen og tog en dyb indånding, forberedte sig næsten på at manden enten ville lange ud efter ham, eller han ville trække sværdet igen. Dette skulle bare overståes hurtigt!

Hurtigt forsvandt uglemanden og efterladte Tanto alene og blødende i den fremmedes seng. Dog kom han hurtigt tilbage med favnen fyldt af alt muligt. Mest et fyldt fad og en klud, men også en kniv. De prøvende og tydeligt usikre smil gjorde intet mod den svedende og smertende Tanto. Dette skulle bare overståes, så han havde det bedre, for lige nu var skulderen en større hæmsko, end halvdæmonen ønskede at indrømme.

Kniven skar igennem overdelen. Hullet på skulderen blev forstørret, så dele af ryggen, brystkassen, overarmen og mere blev blottet. Denne trøje var officielt ødelagt til det punkt, at den bedre kunne bruges som klud end noget beklædningsværdigt.
En grimasse blev skåret, som uglemanden begyndte at tørre blodet væk. Hver gang kluden rørte nær eller direkte på såret, kom et lyn igennem hele halvdæmonens krop. Men selvom ansigtet var tydeligt i smerte og koldsveden fortsatte på hele kroppen, lå Tanto stille. Han havde været offer for tortur, hvor hovedmålet havde været for at gøre ham stille i smerte. Og det havde tydeligt været succesfuldt, ellers ville halvdæmonen have vendt og drejet sig som et døende barn. 

"Gør det hurtigt," Igen blev dette sagt sammenbidt, men denne gang havde Tanto drejet hovedet for at låse øjne med uglemanden. Han kunne se den trådet nål, der skulle lappe skulderen. Snart ville den være i kødet og give det ene sting efter det andet. Ordene og især blikket var en tydelig trussel. Uglemanden skulle bare sy færdig og gøre det hurtig. Og hvis der skete komplikationer, ville disse gå mere ud over ham end Tanto. Dog vidste halvdæmonen også, at uglemanden helst skulle være rolig for at sy korrekt. Derfor tog han en dyb indånding. Øjnene virkede nærmest roligere nu, som han blinkede en enkelt gang. "Tak." Det blev stadig sagt sammenbidt, men sjovt nok blidere og ikke nær så hårdt. Tanto var ikke god til følelser og det var nok mere for at berolige uglemanden end noget andet. For halvdæmonen vidste godt, at til en hvis grad stod uglemanden med hans liv i sine fjerpjuskede kløer. Desværre.

Aurelio forsøgte at tørre blodet væk så smertefrit som muligt, trods han godt vidste det formentlig på ingen måder var sådan det føltes for manden der lå i sengen. Den trøje manden bar, var bestemt ikke til ret meget længere. Ikke nok med den var badet i blod og nu var der også blevet tilføjet et kæmpe hul ved den ene skulder, men måske hvis den lige blev vasket og revet i nogle mindre stykker, ville den sikkert fungere ganske fint som en klud eller sådan noget. De mange ar på mandens ryg fik dog alligevel Aurelio til at stille spørgsmål inde i sig selv. Hvad var der sket? Hvem eller hvad havde gjort det? Egentlig var der ufatteligt mange ting der fløj gennem hovedet på ham nu, men hans primære fokus var på manden foran ham.

Let nikkede Aurelio mod manden, som deres blikke låsede med hinanden. Der var ikke nogen tvivl om at det der blev sagt, var ment som en trussel, hvilket også var derfor han havde valgt at tie.  En dyb indånding blev taget som han nikkede en enkelt gang igen, da manden sagde tak. Vent… Han sagde tak!? Han lænede sig let ned over manden og satte nålen mod huden og kneb svagt øjnene sammen, som han lod den gå igennem huden og han begyndte at lappe manden sammen. Aurelio gjorde det så hurtigt han kunne, men det var stadig professionelt og der blev bestemt ikke sjusket i det.

Der gik alligevel nogle minutter før såret var ordentligt lukket. Det blev alligevel til en del sting i mandens skulder ”Nu mangler det blot at blive rengjort igen, så får du nogle urter og bandager på. Så har jeg også en drink til dig… Har peppet den op med nogle bær, så den ikke smager skrækkeligt… Men der er Avanya’s hyld i, hvilket tager din feber og smerter, samt Elverod, som får dig til at sove” sagde han stille som han igen vred kluden op og begyndte at dyppe såret og fjerne blodet. Han gik over til en hylde og tog en lille trækasse ned, hvor forbindingerne befandt sig i og tog den største han havde ”Jeg beklager på forhånd. Det svider, men tager smerter og hjælper healing processen” sagde han stille som han begyndte at smørre en salve på inden han begyndte at lægge forbinding.

Hvis ikke uglemanden normalt så arrede kroppe, ville han uden tvivl have spørgsmål, hvis ikke meget mere til Tantos krop. Den var mere arret end ren. Flere af dem var fra barndommen. Dengang han ikke havde været trænet længe. Det havde kommet med straf efter straf. Bagludan og de mange halvsøskende, der var fulde dæmoner, elskede tortur og smerte. Og det var Tantos krop tydeligt bevis for. Der var alle tænkelige ar, dog mest fra klinger og spids metal. Ikke mange forbrændinger eller forfrysninger, taget mulighederne i betragtning.

Uglemanden begyndte at sy. Sting efter sting blev sat. Hver gang nålen trak igennem huden, strammede Tanto sit ansigt. Tråden, der flød igennem huden, var ikke slem. Ikke sammenlignet med den spidse nål. Men selvom såret var tydeligt langt og stort, formåede uglemanden at få det lappet sammen på minutter. Minutter? Måske var denne uglemand mere brugbar i live end død. Tanto ville i hvert fald huske denne hytte i denne skov, hvis han nogensinde kom forbi skadet igen. 
Hovedet var endnu distræt, da uglemanden snakkede om, hvad han ville nu. Ord som rengjort, urter og bandager flød ind i det ene øre og ud af det andet. Men som teen med diverse ingredienser blev nævnt, spidsede Tanto ørerne. Elverod, soveurte. "Sove, hvor længe? Hvor tungt?" Det kom an på mængden af elverod, uglemanden blandede med, men halvdæmonen var skeptisk. Hvis han blev slået ud for længe og for tungt, kunne han ikke kæmpe imod, hvis uglemanden havde dybere og skumle tanker. Ja, han måtte stole på ham. Og havde Tanto ikke allerede gjort det? Både med kniven mod tøjet og nålen decideret i huden? Uglemanden kunne nemt have taget nålen og presset den ind i halspulsåren, men den var blevet på skulderen. På såret. Derfor lod Tanto sin krop slappe af igen, som først såret blev renset igen. Vand løb ned af hele overkroppen, helt ned til buksekanten, hvor det fugtiggjorde de mørke bukser og sengen under ham. Derefter blev salvie med forbinding kørt rundt om hele skulderen. Pakkede den godt ind. "Jeg hviler bare her bagefter?" Sætningen var bygget op som en ordre, men tonerne svajede rundt til et spørgsmål. Efter at være blevet lappet og mere til af uglemanden var Tanto nok mere stabil i fjerkræets nærvær. Ikke komplet tillid, men nok til, at sværdet ikke blev trukket eller truet med - for nu.

// same shit, out:( //