Det var en dejlig, lun eftermiddag i området omkring Dianthos. Pligterne på gården var ordnet, for tiden var det meste af det arbejde der skulle gøre drengenes områder, så som så ofte før havde Lianna set sit snit til at stikke af. Beslutsomt havde hun trukket sin hest Idunn ud af stalden, og med en let bevægelse svingede hun sig op og red afsted. Det var så dejligt befriende at kunne ride ud i det blå, og bare lade vinden blæse hovedet tomt for tanker. I dag havde hun dog et bestemt formål med turen. Som hun skridtede hesten ud på landevejen og væk fra landsbyen, blev hoppen klappet blidt på halsen.
”Nå min tøs, skal vi tage ud og se om vi kan finde de der heste-mænd?”
Hjemme i landsbyen havde der gået rygter om, at en flok kentaurer var blevet set i området, men ingen vidste endnu hvor de holdt til. Lianna havde aldrig selv set en kentaur, men ud fra hvad folk sagde skulle de være halvt menneske og halvt hest, og den blanding lød vældig spændende for sådan en hesteglad pige som hende. Hun var godt klar over, at ikke alle racer var venligt stillede overfor mennesker, men hun ville jo også kun KIGGE på dem, det kunne man jo sagtens gøre på afstand, mente Lianna.

Skabninger som kentaurer måtte vel som udgangspunkt holde til i skove og lignende områder, så hun satte kursen mod de mindre samlinger at træer, som lå mellem landsbyen og Amazonitskovene. Først red hun igennem området med den lille sø, hvor de unge fra hendes egen landsby og nabo-landsbyen mødtes. Om sommeren var der ofte mange nede og bade i søen, og i dag var ingen undtagelse. Det ville være skønt at stoppe og springe i det kølige vand, bare lade kroppen køle helt af, men hun havde vigtigere ting for, der skulle udforskes. Med et lille suk satte hun Idunn i galop, og nåede kort efter den næste samling af træer. Som hun nåede ind mellem træerne fik hun hesten til at sænke farten til trav, så hun bedre kunne orientere sig. Noget bevægede sig lidt længere fremme, og hun gav hesten signal til at standse. Var det et dyr, eller havde hun mon heldet med sig allerede? Spændt så hun ind mellem træerne og håbede hun ville kunne se, hvilken skabning der havde bevæget sig derinde.

Tan'wel og hans stamme havde for nylig rykket til lejren de havde lidt ude for Dianthos, og det var meningen at de ville blive her et sted mellem et halvt og et helt år. Det var deres standard at blive ved hvert sted i den tid, før de rykkede videre til næste, og næste igen.

Idag var han og et par af de andre ude på jagt, dog hvert deres sted da flere af dem havde svært ved at gemme sig blandt træerne samtidig, så hvis jagt skulle være noget værd, så blev de nødt til at jage hver for sig før de bragte deres respektive bytte med tilbage til resten af stammen. Indtil videre havde han allerede fået nedlagt tre fasaner, og til dinne brugt sine helt normale pile da selv en pil der sad lidt forkert havde en god chance for at dræbe den størrelse fugl.

Men nu var han på sporet af et andet bytte. Bue, men ingen pil i hånd, listede han sig så stille afsted som han kunne på sine fire hove. Tittede frem bag et træ... Og dér... Stille og roligt gående mellem træerne, var et dådyr. Et større et, et der kunne brødføde måske tre kentaurer. Det var perfekt, dådyret havde ikke opdaget ham endnu. Derfor tog han et skridt til siden mens dådyret bukkede sig ned for at spise lidt græs, og spændte buen - en pil af ren energi, ren chakra, dukked eop ud af ingenting, som han trak strengen tilbage... Sigtede... Og så lod pilen fare afsted. Grunden den var lavet af energi oplevede den ingen vindmodstand, og var lydløs... Så den første lyd var brølet af smerte fra dådyret, som det sprang afsted, nu tæt forfulgt af Tan'wel som han satte i galop. Ikke at han behøvede løbe særlig langt, for pilen havde ramt godt, og inden længe væltede dådyret om på siden, som det havde blødt ud. 

Tan'wel bukkede sig ned som han tog en kniv ud af bæltet, for at skære halsen over på dyret, så det ikke behøvede at lide længere... Før han løftede det op på sin egen ryg, så det hang ind over hans hesteryg. Derpå tog han en dyb indånding - det måtte være jagt nok for idag. Men som han vendte sig om, fik han øje på noget... Noget der et splitsekund lignede en anden kentaur, inden det gik op for ham, at det var en menneskelig pige på ryggen af en almindelig hest. Eller det lignede hun i al fald...

Opmærksomt så Lianna i retning af de flygtige bevægelser, hun havde fornemmet. Efter et øjeblik kunne hun svagt se en skikkelse, men hun kunne ikke afgøre om det var en mand på en hest, eller om hun virkelig havde haft heldet med sig og fundet en kentaur. Spændt gav hun Idunn tegn til at gå langsomt frem, i håbet om bedre at kunne se skabningen og afgøre hvad det var. Hun styrede hesten under sig sådan, at hun red i en blød bue omkring det sted, skikkelsen befandt sig, forsigtigt en smule nærmere lidt ad gangen. Hun ønskede for alt i verden ikke at skræmme den, og hvis det nu virkelig var en kentaur, og den måske var fjendtlig overfor mennesker, ville hun ikke give den grund til at føle sig truet af hende.

Da hun endelig var tæt nok til at kunne se skikkelsen tydeligt, bevægede den sig på en måde der fik hende til at afgøre, at det ikke kunne være et menneske på en hest. Den måde den bukkede sig ned, for derefter at smide et bytte op på sin ryg, fik hende til at tænke at det kun kunne være en kentaur. Et svagt gisp forlod hende som hun endnu en gang gav Idunn tegn til at stå stille.
Forbløffelsen over at være redet direkte hen til en kentaur uden at skulle lede yderligere efter dem, var tydelig i hendes ansigt. Hun havde forventet at hun ville finde nogle spor eller lignende først, eller støde på nogen der havde set dem eller kunne lede hende i retning af dem. At de befandt sig så forholdsvis tæt på hendes egen landsby og nabobyen fik hende også til at tænke, at de nok ikke direkte var fjendtlige mod mennesker. Hun så betaget på kentauren, som hun efter et øjeblik kunne se måtte være en mand. Hvor er han flot… Helt fortabt i sine egne tanker sad hun nu, bomstille på ryggen af Idunn, og betragtede kentauren der nu så hen mod hende. Lianna var nærmest som fortryllet, og ude af stand til at tage blikket fra ham, hun nærstuderede enhver detalje af hans krop der var synlig for hende, dybt fascineret af denne skabning, halv mand og halv hest, i sandhed en smuk blanding.

Tan'wel var... I modsætning til en del andre i hans stemme, altid meget nysgerrig omkring mennesker. Han havde oplevet nogle få der havde været meget racistiske ovr for ham, men langt de fleste var dog blot nysgerrige og derefter meget åbne, så snart de vidste han ikke var fjendtlig over for dem. Som han nu observerede kvinden, lod hun da heller ikke til at have ondt i sinde - hvorfor han roligt slængte sin bue ind over sin brystkasse igen, før han i et roligt trav gik hen mod den kvindelige rytter.

"Vær hilset," sagde han roligt, i en stemme der var dyb og blød som smør. Han bukkede endda hovedet let, som en form for meget let bukken, da et reelt buk altid var lidt besværligt, med den form hans krop nu engang havde. "Jeg håber ikke jeg har forskrækket dig med min jagt - hvis du nu blot var ude på en helt normal ridetur."

Kentaurens ord rev Lianna ud af sine tanker, og i sidste sekund, for da den nu var helt henne ved dem begyndte Idunn at reagere. Hoppen slog med hovedet og forsøgte tydeligt at vise, at hun ikke var tryg ved situationen. Om det var synet af denne blanding af hest og menneske hun reagerede på, eller om den dyriske del af kentauren udsendte noget duft som hoppen reagerede på var hun ikke helt klar over, men noget ved ham gjorde tydeligvis Idunn utilpas. Lianna rykkede blidt i tøjlen for at få hesten til at stå stille med hovedet, og lænede sig derefter frem for at klappe og nusse den på halsen. "Rooolig, min pige. Han gør os ikke noget"
Hoppen faldt langsomt til ro igen, og Lianna kunne vende sin opmærksomhed mod kentauren.

Lidt genert besvarede hun hans hilsen med et nik, og en svag rødmen steg op i hendes kinder. Havde han mon bemærket hvordan hun havde gloet på ham lige før? Hun rystede tanken af sig, og forsøgte med at lidt genert smil. "Nej nej, jeg er vant til jagt, min ældste bror er jæger." Hun vidste ikke, om hun mest forsøgte at berolige ham eller sig selv, hele situationen var lidt akavet og uvant for hende. 

Tan'wel kiggede på hoppen, og løftede let øjenbrynet ved reaktionen på ham - men det var nu ikke uvant, heste havde altid en speciel reaktion når de stødte på en kentaur, og i bund og grund var det vel egentligt også helt naturligt at de reagerede på noget der var så genkendeligt men alligevel unormalt for dem. Det var at forvente, på samme måde som de fleste halvdyr forårsagede reaktion i det dyr de var tæt beslægtet med.

"Det var godt at høre. Jeg ville jo nødig ikke have ødelagt dagen for en underskøn kvinde som Dem selv," sagd ehan derpå, med et smil på læberne. Det var blot gode manerer og ren høflighed han havde lært - men med den måde han smilede på, så på hende på... Så kunne man nok meget nemt tro at han allerede var igang med at flirte.

"Men hvad bringer dig herud? Det er lidt længere ud end de fleste mennesker plejer at bevæge sig - jeg havde helt ærligt ikke forventet at støde på nogen her, udover andre fra min stamme, eller skovens dyr." alt dette blev sagt med en rolig stemme, og et blidt smil på læberne.

Hoppen var efterhånden faldet til ro, men var stadig ikke helt tryg ved skabningens tilstedeværelse, og fnøs derfor ad ham og holdt hovedet højt, for på den måde at være på vagt. Lianna kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af det, et var at hoppen ville beskytte sig selv, men hun vidste at det lige så meget handlede om, at hun ville beskytte sin rytter for enhver pris. De to havde været uadskillelige i mange år efterhånden, og selvom hun aldrig ville indrømme det for andre end sin søster, så var og forblev hoppen Liannas mest fortrolige, hende hun fortalte alle sine hemmeligheder til.

Kentaurens ord fik Lianna til at rødme en smule, og hun slog blikket ned foran sig. Selvom det nok bare var venligt ment, var hun ikke vant til den slags tiltale eller komplimenter, det var stadig ret begrænset hvem hun omgåedes andet end familien derhjemme. Hans smil gjorde hende yderligere i tvivl om hensigten med ordene, da han umiddelbart fremstod lettere flirtende. Han talte igen, og hun lod blikket finde vej til hans ansigt igen for ikke at virke uhøflig. Hvorfor hun var i skoven? Skulle hun være ærlig, og fortælle at hun faktisk havde været på udkig efter kentaurer? Hvordan mon han ville tage det? Hun blev lidt forlegen, og bed sig kortvarigt i underlæben mens hun tænkte over sit svar.
”Åh, jamen jeg… Altså, jeg bor i en landsby lidt nord for skoven her, så jeg rider tit i området. Men for at være ærlig, så havde jeg hørt rygter om at der var set kentaurer et sted i nærheden, så jeg blev nysgerrig.” Den svage rødmen steg op i hendes kinder igen, hun vidste ikke hvordan han ville reagere på det, selv ville hun finde det ret akavet hvis nogen pludselig var taget ud for at kigge på lige præcis hende, men det måtte vel være anderledes for en så sjælden race som Kentaurer? De måtte vel være vant til at folk fandt dem interessante og mystiske?

Tan'wel løftede let det ene øjenbryn, med et svagt smil, som han godt lagde mærke til hvor meget på vagt at hoppen stadig var. Det var nu lidt kært, men så igen, hoppen havde nok ikke stød tpå en kentaur før, og for et dyr måtte det da også være underligt at møde noget der ligner en selv så meget, men så alligevel ikke helt.

Som han så hendes rødme, opdagede han hurtigt at hun måske havde taget hans ord på en lidt anden måde end de var ment - men at rette i det virkede som om det blot ville føre en masse akavethed med sig, så derfor undlod han dette, og lyttede blot interesseret til hendes svar på hans spørgsmål.

"Ah. Tja, så må man da sige, at du fandt det du ledte efter," sagde han med en lille latter. "Jeg håber i så fald at jeg lever op til hvad din fantasi måtte have fundet frem til?" sagde han derpå, og lagde hovedet en lille smule på skrå. Det var jo netop langt fra alle mennesker der havde set en kentaur tæt på, da kentaurer... Ofte ikke følte sig særlig velkomne i byer, og aldrig kunne være ordentligt inde i menneskenes små huse.

Som hoppen mærkede sin rytters rolighed og glæde ved at tale med kentauren, faldt hun efterhånden mere og mere til ro. Dog var hun stadig på vagt og klar til at reagere på det mindste faresignal.
Hans ord fik Lianna til at le, og kinderne rødmede blot endnu mere.

”Tjoh, det….” En sødmefyldt og let genert latter fyldte luften, inden hun igen talte.
”Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men…. Joh altså, du er da ret… Imponerende.”
Hun slog blikket ned som kinderne blussede helt røde, at indrømme den slags var ganske uvant for hende, og samtalen var pludselig blevet ret akavet. Pokkers også, at hendes manglende erfaring med at omgås andre end familien havde så stor indflydelse, og gjorde det så besværligt at møde nye. Uanset om det var mennesker eller andre væsner, fandt hun det svært og akavet at tale med fremmede. Men det blev vel aldrig bedre før hun fik noget erfaring, så efter nogle lange sekunder så hun endnu en gang op mod ham, og lod en lille latter fylde luften endnu en gang.