Men det som nok stak mest i hende, var en mand som (ifølge Saga) skabte sig for opmærksomheden. Hun bed næsten tungen af sig selv, for ikke at hvæse af manden. Han så måske nydelig nok ud, men han gav hende tics. Men som hun havde passeret ham for at finde ud af om bydelen havde andre steder at opholde sig, kunne hun ikke undlade at have set på ham. Han så bekendt ud, bekendt nok ud fra rygter og omtaler omkring udseendet til at Saga, havde en idé om hvem han var. Men hun ville ikke kaste sig ud i noget uvis.
I Sagas forsøg på at komme væk fra hvor hun stod, var det som om alt blev vendt på hovedet, for før hun anede hvad der skete, lå hun flydende hen over skødet på den (måske) nydelige nok mand. Aldrig i livet havde hun i livet forstillet sig selv at blive fumlefodet, hun var et naturtalent i kampsport, men åbenbart på et bordel, der var hun klodset og på udebane (for første og for håbentlig sidste gang). "Ugh!" lød det frusterende for hende. Hænderne blev placeret bag om sig for at finde noget fast at skubbe sig op fra, men tilfældet for det var beklageligt. Det hun bad til var knæet, armlænet, bordkantet - alt andet end hvad det hun havde fået fingre i.