Annabeth have nok set sig i spejlet tusinde gange før de endelig sad i salen, hvor den fremtidige Fyrstinde af Isenwald skulle giftes. Hun var klædt i en smuk isblå kjole med broderier i sølv der forestillede svaner. Samt nøje valgte hvide perler, der dekorede kjolen i et fin mønster ved sømmene. Over sig havde hun en let kappe for at holde efterårets kølige vinde ude, den var mere simpel end kjolen, men kantet med tynd lys pels.
Hun havde glædet sig til brylluppet, festen gav hende god mulighed for at se familie relationer hun ikke så, så tit. Og enhver lejlighed som denne var også en mulighed for at se hvilke unge adelsmænd hun måske en dag skulle tilbringe livet med.


Jagten var skudt i gang for de fremmødte. Annabeth selv havde fundet sig et dejligt varmt glas cider,  mens hun bevægede sig rundt mellem gæsterne der var blevet tilbage. Hun vidste hun havde spottet sin kusine sammen med Arys familien, men lige nu kunne hun ikke se sin jævnaldrende familiemedlem. Hun var dog ret sikker på Emmeline ikke ville deltage i jagten, så hun måtte være her et sted. Med et bryllup som dette, var der så mange mennesker at man hurtigt kunne blive væk i mængden.

"Lady Jasmine, hvor er Deres kjole vidunderlig" Lady Jasmine rødmede som altid ved den mindste kompliment. "Tak.. Lady Annabeth pigen mumlede lidt hendes svar. Annabeth smilede til den anden kvinde. Jasmine havde altid været generet og meget selvkritisk. med lidt småsnak frem og tilbage før de blev afbrudt at Jasmins moder.

Med et opgivet suk banede hun sig ud mod de smukke haver, hvor de meste fantastiske efterårsfarver herskede. Træerne var alle farver fra grøn til rød og de sidste sommerblomster kæmpede med at blive. Georginerne stod stadig smukke sammen med roserne, hvilket de ville blive ved med til vinterens komme.  Her havde hun et overblik over de fleste mennesker og vinkede gladelig da hun endelig spottede den hun søgte.

Efter ceremonien fulgte Emmeline strømmen der i dæmpet snak og latter fandt vejen til haven og forfriskningerne der. Jagt havde aldrig været noget hun var blevet taget med på, så hun så ingen grund til at opleve sin første i dag. Desuden var hun alt andet end klædt på til det.
Hendes kjole var i en dæmpet koralfarve med en samstemt støvet isblå overkjole. De inderste ærme sad tæt, mens de yderste strakte sig mod græsset under hendes fødder. Rundt langs ærmegabene og den firkantede halsudskæring var broderet rhomber i sølv med en zircon påsyet i midten af hveranden. En enkel halvkappe i uld farvet i samme støvede isblå havde hun lagt over skulderen på vejen ud. Efteråret var kommet og der var ingen grund til uforsigtighed.

Emmeline sivede stille rundt mellem gæsterne, lyttende, smilende og småsnakkende. Så mange høflighedsudvekslinger og smil, der sjældent virkede mere end overfladiske. En lille smule overvældende om ikke andet til to damer trådte til siden og et velkendt smil lyste dagen op med en glad vinken.
Annabeth!
Hun lyste op i smil og vinkede tilbage. Lige den hun havde håbet ville være her! Høfligt undskyldt sig fra de damer hun stod ved, der med slet skjulte smil havde set hendes skift ved synet af kusinen.
Stadig med smilet frem bevægede hun sig fri af de snakkende og hen til Annabeth. "Jeg burde have vist du ville være ved blomsterne."

Annabeth blev ved med at vinke glad, indtil hun var helt sikker på at kusinen havde set hende og var begyndt at styre mod hende. Da Emmeline endelig var fri af høflighederne og menneskemængden, gav Annabeth hende et varmt og stort kram. det var ikke særlig lady agtig. men dette var Emmeline, hun skulle have et kram, om hun ville det eller ej. " hvor er jeg bare glad for at se dig, jeg håbede sådan du var her i dag! hun smilede og kastede et ymt blik på blomsterne "efteråret er altid så smukt, men også det mest vemodige i planteverden. Men se, Georginerne er stadig store og flotte, med masser af livsgraft og farve." hun næsten trak Kusinen hen til en en stor flot blomst med en masse små smukke blade, der var gule og orange og sad så tæt at det næsten lignende en boldt. 

Annabeth vendte dog opmærksomheden mod Kusinen igen, godt klar over at hun nogle gange i i selvsving i blomsterne. og der var alt for meget andet at snakke om. hun havde hørt rygter her til brylluppet. og de skulle undersøges. der var intet der spredte sig så hurtigt som rygter.  "Men hvad med dig? jeg har hørt et rygte om du bor hos Fyrstinden? hendes øjne var på Emmeline, opmærksomme på om der var noget galt eller alt var godt.

Emmeline gengældte varmt det så ventede kram fra kusinen. Annabeth havde altid hilst hende på den måde - eller retterede hun havde fra andet besøg hun havde aflagt på Svaneholm og ved alle møder siden. En dejlig velkendt ting efter flere uger med omvæltning. Af samme grund blev gengældelsen også det varmere. "I lige måde!" Hun slap den anden tøvende og fulgte hendes blik mod blomsterne. Hun kunne se deres skønhed og foranderlighed, men mest når kusinen udpegede den for hende.
Fortroligt linkede hun arm med Annabeth, før hun dæmpet mumlede, som hun satte dem i langsom bevægelse langs kanten af haven. "Og du har høstet frø til din egen have, antager jeg?"

Emmeline forberedte sig på en længere fortælling om Georginernes historie, men fik i stedet et personligt spørgsmål. Et der fik hende til at smile skævt. "Sandt rygte denne gang." Hun mødte den andens blik, sukkede let og fortsatte dæmpet. "Mine kære forældre fandt mine udtagelser så stødende og respektløse, at de ikke så anden udvej end at sende mig væk. I håb om at jeg ville lære bedre manérer, tror jeg de skrev..." Tørheden i hendes stemme og deres begges kendskab til hendes forældres selvviske livsstil, var det et under at Emmeline kunne friholde sig fra at grine.

Et let skjult glimt af total uskyld viste sig i Annabeths øjne. Hendes smil fik et drilsk tvist. "Selvfølgelig har jeg det. Jeg fik vores skrædder til at sy ekstra lommer i min kjole" Annabeth havde næsten altid frø på sig, selv i fine samhænge som et bryllup. Det var sundt for en have at få frø udefra. Og så længe hun ikke blevet taget i at være uhøflig eller være beskidt som en bondekone, så gjorde det ingen skade.

Annabeth holdt blikket på kusinen for at være sikker på hun fangede om kusinen havde det godt med beslutningen. Men blev hurtigt beroliget af tonefaldet og valg af ordne. "Personligt tror jeg du vil få det godt ved Fyrstinden, der er en form for desiplin der." hun nævnte ikke Emmelines forældre mangel på samme. Det ville være uhøfligt, og hvis nogen overhørte dem ville det hurtige sprede sig som høns. Hun sendte dog Emmeline et stort smil, klar over den sarkasme der lå i ordne.
"så ved jeg også hvor du er, måske vi kan ses oftere nu hvor du ikke rejser landet tyndt"

Annabeth førte dem lidt tættere på menneskemængden så de ikke lignede nogle der luskede væk. dog stadig i udkanten så de ikke blev forstyrret af alverdens høfligheder.  "Der er ellers sket så meget nyt, Jeg var til bal i midsommer for første gang i Dianthos. Det var vidunderligt... "

Som glimtet af uskyld glimtede frem i Annabeths øjne, så gjorde morskab det samme i Emmelines, men uden at nogen af dem helt brød den tillærte mimik. Deres smil var næsten som de skulle være, skønt nok mere frie og kantede end hvad de ville være blandt ikke-familie. "Åh - han skulle overbevises denne gang? Det lyder som om kontra ordre har været på spil?" Emmeline gav kusinens arm et lille klem, som blikket glimtede af forventning. Skrædderen havde tilføjet lommer til alle Annabeth kjoler så længe hun kunne huske, så der måtte være en historie der.
"Hvad har du plantet som tak?" Atter et for de to naturligt spørgsmål hvor ud af det blå det end lød.

Emmeline sendte hurtigt Annabeth et forsikrende smil, før hun nikkede let. "Disciplin og forventninger. Hun lader ingen i tvivl om hvordan hun helst ser tingene er." En skarp kontrast, vidste de begge, til hvad Emmeline var vokset op med. "Jeg må indrømme jeg nyder det og ja! det kan vi!" Hun drejede sig mod den anden med et varmt smil kun for kusinen eftersom hendes ryg da var vendt mod resten af selskabet.

De holdt sig dog ikke længe væk og var begyndt at trække tilbage mod resten, som de første blikke begyndte at følge dem. Der var trods alt intet som at trække sig for sig selv der antydede hemmeligheder i disse vande. Med det i tankerne var Annabeth emneskift også perfekt. "Åh fortæl! Var det alt hvad du drømte om?"

Annabeth sendte Emmeline et lidende blik. "ja desværre." Annabeth forsøgte at holde historien for sig selv, men kunne simpelt ikke holde det for sig selv, det lå ikke til hendes natur. Et stort smil lyste hendes ansigt op og der var morskab at se i hendes øjne "Midsommerbalet. der var så mange fantastiske mennesker og væsner. Der var denne her Minotaur, jeg har aldrig set dem tæt på. Hun var så fabelagtig, med en krone af lyseblå forglemmigej i håret og en enkel hvid marguerit i hendes skæg. hun havde havde sminke af orange blomster og mønstre der passede perfekt til det gule-orange i margueritten og kontrast til det blå i forglemmigej blomsten. Det var perfekt.. Men altså jeg kunne ikke rigtig komme derover til hende uden at gå forbi Sir Hektor. " hun sendte sin Kusine et sigende blik. Sir Hektor var en langt ude grandfætter på hendes fars side. Som insisterede på at danse hvor gang der var en chance. han var en ganske fin danser og harmløs, men det var ikke ham Annabeth tog til bal for. Desuden var hen på alder med hendes far, og der var så mange andre. Prinsen af Isenwald for eksempel. "Så jeg måtte en tur ud med Hektor. Desværre under dansen gik der hul på en af mine lommer. Og selvfølgelig skulle det være den lomme med Brombeer-lilje frø. De er helt runde, ligesom perler..." hun holdt en lille kunstpause. Et dansegulv fylde med hårde kuglerunde frø.
"sååå" hendes øjne var fyldt med morskab "Fætter Hektor glid, og trak mig med. Moder mente ikke jeg behøvede så mange lommer i balkjolerne efter den tur." Hun sukkede næsten lidende "Men mere ærgerligt fik jeg slet ikke snakket med Minotauren, hun var væk da jeg endelig kom på benene.

Hun sendte et blik tilbage på Geoginerne. "åh jeg gav dem et lille boost, og så plantede jeg nogle ridderspore over i det andet bed. Geoginerne vil dø hvis jeg plantede dem på nuværende tidspunkt" men hendes opmærksomhed var hurtig tilbage på kusinen. "hvor er det dejligt. du vil få så meget mere ud af at være sammen med fyrstinden. Hun er en god kvinde."

Annebeth lo en perlende latter over midsommerballet. hun havde allerede fortalt noget af hvad der skete Ja, og mere til. jeg mødte den her lille pige til en start, hun var lidt for sig selv. og havde tydlige narresteger i gang med Tante og kusine Stuckley. blå hår havde hun eller måske mere turkis. og samme farve øjne. hun sagde hun var fra havet. det må være et helt anderledes sted under overfladen. Hun mente selv hun var ridder. Det var så sødt. Åhh og så var der Prinsen af Isenwald. Annabeth fik røde kinder. hun havde ellers bestemt sig for ikke at sige det til nogen. men hvornår kunne hun holde sådan et løfte til sig selv. "han var så flot. Brune krøller og og de flotteste chokoladebrune øjne. Han smilede men nogle gang virkede det til at det var en smule anstrengt. Det gjorde ham kun mere mystisk og tiltalende." Annabeth sukkede en smule "han er selvfølgelig også her til brylluppet. Det var lige før jeg så mere på ham end på bruden. og han er så følsom, han fældede en tåre sin søsters bryllup."  hendes stemme var gået lidt ned i note. dette var kun for Emmelines øre.

Emmeline mærkede smilet vokse frem, som det også spillede i hendes øjne ved kusines lidende svar. Hun forblev dog tavs i sikker forventning om at intet var mere virksomt i forhold til at få den anden til at tale. Annabeth og stilhed var sjældent selskab. Selv blomster blev talt i jorden og så alt det mere bedre ud for det.
Historien startede da også både lovende og medrivende ud. At se en minotaur! Og endda en pyntet ud så langt fra alle lærebøger om dem beskrev dem klædt. Hvor måtte det have været spændende! Hun klappede medfølende den andens arm ved nævnelsen af den ældre slægtning. Selv havde hun været på gulvet med ham ved hver en fest, hvor de begge var til stede. Han var god til at få de unge til at føle sig set og samtidige vise dem frem for resten af selskabet.
"Uf!" kom det med følelse fra Emmeline. Det var ikke en heldig måde at afslutte en dans! Og så et så offentlig sted! Det måtte have været så pinligt! Hun kunne dog også se det alt for levende for sig og måtte undertvinge en latter, der alt for villigt ønskede at bryde frem. Annabeths moder måtte have været hvidglødende over det uheld!

Hun nikkede let, mens hun forsøgte at huske hvordan ridderspore så ud, men havde kun en svag ide om det. I stedet sendte hun Annabeth et varmt smil. "Det er hun og meget fascinerende. Hendes stok har metaller i sig som jeg er helt nye og anderledes." De havde hver deres ting og hvor lidt det end interesserede den anden, så lyttede de stadig begge åbent.

Naturligt gled snakken tilbage på midsommerballet. Den store oplevelse i året, før brylluppet her. Minotaurer og små piger fra havet! Hvor måtte paladset være et fortryllende sted at besøge! Det næste fik dog en dæmpet fnisen fra Emmeline, som hun betragtede kusinen morende. Fulgt op blev de første længselsfulde ord da også af en sigende beskrivelse. "Han er altså også værd at tilkaste mere end et tilfældigt sideblik... Den holdning og de øjne..." Hun kunne ikke se sig selv helt fritaget fra at mærke tiltrækningen mod Isenwald-prinsen. "Utrolovet også, men han tager nok sin tid med at finde den rette nu slægten er på vej til sikret."

Som Annabeth snakkede var det tydeligt at der var varme i stemmen. Hun havde savnet Emmeline og det var dejligt at have hende lidt for sig selv. Hvor ville det blive dejligt at have hende lidt mere tæt så de kunne ses noget oftere, og nu var det som om det gik i opfyldelse. Nu var hun i hvert fald et fast sted, istedet for rundt i hele landet i hver et hjørne.

"Åhh..? det bliver jo bedre jeg havde helt glemt at fyrstinden jo også har en evne for metal. Hun laver vist nogle fine skulpture? det må virkelig være spændende." Annabeth vidste intet om Metaller eller hvordan det var at have en følelse for dens muligheder. Hun fantaserede sig til at det var lidt ligesom hendes planter. En lav summen i baghovedet der gav hende en masse informationer uden hun rigtig skulle tænke over det, de var der bare.

Annabeth sukkede næsten længselsfuldt. "jeah" det var ikke et særlig lady-agtigt ord. hun fniste hun sammen med kusinen. "man kan jo altid drømme ikke?" hun hægtede sin arm ind i kusinens og smilede sit blindende smil, med en smule røde kinder. "vi kunne jo gå mod pavillonen på den anden side at festpladsen. Jagten må snart slutte, og så kan vi se dem når de kommer ind" at se de flotte riddere komme ind til hest og med vind i hår og kappe var vel et syn værd. i hvert fald hvis man spottede Prinsen.

[smutter over og ser på mænd]

Emmeline havde næsten glemt hvor let det var at snakke med Annabeth og ikke mindst lytte til hende. Den gode blanding af opmærksomhed og flydende tale med nok tilfælles til at de altid havde noget at vende. Som midsommerballet nu og Emmelines egen ændrede situation. Det sidste rart at få talt om og sat ord på. Intet andet gav helt den sikkerhed om hvordan det føltes.
"Den løber i familien i varierende udgaver og ja. Hun har haft inviteret mig ind i hendes kunstkammer - vist mest for at teste min kunnen, men jeg fik også mulighed for at see dem. De er noget helt for sig selv!" At det var en god ting kunne tydelig høres i hendes stemme. Få havde de evner som Fyrstinden besad og færre midlerne til at gøre det samme som hun med dem.

En let fnisen slap fra Emmeline, som hun skubbede let til kusinen med skulderen. "Altid - heldigvis!" Hun kunne ikke sandfærdigt benægte selv at forsvinde hen i dagdrømme over de øjne fra tid til anden. Drømme var jo også fri og fremtiden så usikker endnu når det galt hvem hendes hjerte skulle acceptere.
"Se nu kommer du med de rigtige forslag til vores slentretur. Det ville jo være en skam hvis ingen var der til at tage imod dem efter deres store bedrifter!" Hun smilede til Annabeth og havde et så strålende glimt i øjnene som den anden. Sammen kunne de altid glemme alvoren for en tid og bare nyde at være sammen - og det syn de forventede red ind!