"Slå nu Slinky!" råbte Mesteren af hende. Han var en fæl dæmon, og alt andet end rar.

"Jeg prøver!" knurrede hun tilbage, som hun bevægede sig hurtigt og smidigt rundt baglæns og fra side til side, for at komme væk fra den øgle, som var ved at angribe hende. Hun hadede navnet Slinky, men det var det navn hun havde fået af sin overordnede, så hun sagde ikke noget til det. Hendes venner, hvis hun da havde haft nogen, ville hun gerne have til at kalde hende Zanza. Men hun havde ingen venner, så hun havde aldrig luftet idéen for nogen. Hun havde kun kollegaer, kampfæller.

Øglen var et halvdyr ligesom hende selv. Den eneste forskel var bare, at der ikke var dæmon i Raxlu, som der var i hende selv. Hun var halvt halvdyr og halv dæmon. Han var en god kriger, men hun var hurtigere. Nok var han stærkere, men hun bevægede sig konstant udenfor hans rækkevidde. Hele tiden dansede hun baglæns eller til siden, for at komme væk fra de slag han landede.

"Hvad er der galt Slinky? Kan du ikke ramme mig?" grinede Raxlu til hende, og langede ud efter hende endnu en gang. De sloges med sværd normalt, men i dag var det med næverne og hvad de kunne gøre med dem.

"Hold. Kæft!" snerrede hun og blottede tænderne af ham. Så sprang hun frem, og rev ham på kinden med sine klør.

Han hvæsede og sprang frem imod hende, og fik landet et slag i hendes brystkasse. Hun vaklede flere skridt baglæns, og sprang til siden, som han kom farende igen. Hele tiden i bevægelse. Det var sådan hun klarede sig mod en større og stærkere modstander! En faretruende knurren boblede bagerst i hendes hals, før hun hoppede frem imod ham, og låste tænderne fast om hans arm. Hun bed til, og smagte blod.

"Slå for helvede Raxlu!" Igen var det Mesteren som råbte.

Raxlu landede flere slag i hendes ansigt med sin frie hånd, men hun nægtede at give slip. I stedet rev hun ham som meget hun kunne, med kløerne, på hans mave og brystkasse. Den skællede hud var ikke let at komme igennem, men det lykkedes til sidst!

"Fuck dig Slinky!" råbte han, som de væltede om på stengulvet.

Hun var ligeglad. Hun holdt blot fast med kæberne og tænderne, og hev og sled i hans arm, som troede hun, at hun kunne flå den af. Til sidst placerede hun en hånd på hans strube, og klemte til, for at lukke for ilttilførslen. Raxlu gispede efter vejret, og sparkede efter hende. Så ramte han hende i maven. Hun gispede og slap sit tag i hans arm, og røg baglæns væk fra ham.

Snart efter var han over hende, og holdt en lille kniv mod hendes strube.

"Du kan ikke altid afhænge af dit bid, Slinky! Træningen er slut for nu!" skændte Mesteren, og slog hende over nakken med sin stav.

Raxlu rejste sig fra hvor han havde holdt hende fast med kniven for struben, og grinede bare af hende. Hun knurrede igen, og havde mest af alt lyst til at springe frem imod ham, men Mesteren havde sagt, at træningen var slut, og hun var ikke sikker på, at hun turde trodse ham. Nok havde han ikke andet våben på sig lige nu end staven, men han havde magiske kræfter, som var lavet til at torturere hvem end der trodsede ham.

'Du bliver aldrig en god kriger, hvis du ikke lære at styre dit temperament!' De ord rungede i hendes hoved, som de andre forlod træningssalen. Øglefyren rakte tunge af hende, og lavede et tegn, som meget tydeligt betød 'taber'. Det ville Zanza ikke finde sig i, så hun sprang op fra hvor hun halvt lå, halvt sad og var over ham på sekunder. Hun gik direkte efter struben med tænderne blottet drabeligt.

Men pludselig mærkede hun en usynlig kraft skubbe hende baglæns, og hun mærkede en ubærlig smerte, som om hendes blod var i kog. Mesteren var en blodbetvinger, og vidste præcis hvad han skulle gøre, for at det gjorde virkelig ondt. Det betød også, at han kunne styre hendes krop lige så nemt som sin egen. Med sine krafter tvang han hende baglæns, og hamrede hende ind i klippevæggen.

"Du skal aldrig igen gå mod mine ordrer!" brølede han af hende, og det lød som om, at han stod helt oppe i ansigtet på hende, selvom han stod flere meter væk. Raxlu stod bare og grinede af hende, inden han gik sammen med de andre rekrutter.

Zanza gled ned af væggen, og mærkede at hendes blod var stoppet med at føles som om det kogte. Mesteren var også væk nu. Han var sikkert gået med de andre, mens hun lå og vred sig i smerte.