Skumringens begyndende lys bredte sig så småt i skoven, men det var endnu ret mørkt, da en mand lydløst trådte ud af teltet og gik hen for at se til bålet. Der var stadig en smule gløder tilbage, så han tog et par stykker brænde og lagde på, og pustede et par gange til gløderne, indtil små flammer begyndte at danse på brændet. Alf, som manden hed, var vant til at omgås i skoven, lave lejr, passe bål og alt, hvad der ellers fulgte med at gå på jagt. Han havde jaget med denne gruppe af mænd siden han var 13 år gammel, og de havde lært ham mange ting om skovens dyr, de forskellige våben og alt der ellers var at lære om jagt. Selvom han efterhånden kendte denne del af skoven ret godt, havde han alligevel en hvis frygt i sig. Han havde hørt en del historier om, at der fandtes magiske væsener dybere inde i skoven, og det var bestemt ikke noget, han havde lyst til at stifte bekendtskab med. Magi skræmte ham. 

Da der var ved at komme gang i bålet, rejste Alf sig op igen og gik over til deres heste, der stod et stykke fra teltet og bålet. Da han nærmede sig løftede den ene hest hovedet og så på ham, og han lagde blidt en hånd på mulen af den for at berolige den, inden han fandt lidt mad frem til hestene og lagde, så de alle kunne nå det. Den ene af dem rykkede lidt med ørerne, og Alf stod stille et øjeblik for at se, om han kunne høre hvad der havde skærpet dyrets opmærksomhed. Han kunne dog ikke umiddelbart høre noget, men kom i tanke om, at de havde kommet forbi nogle buske med nogle bær igår, et lille stykke fra lejren. Det kunne være godt til morgenmad, så han begav sig ud for at finde dem. Efter at have gået et lille stykke hørte han pludselig en lyd lidt længere fremme, som en gren der knækkede i skovbunden, og han stod øjeblikkeligt helt stille for at se, om han kunne få øje på det, der havde lavet lyden. Egentlig havde de fanget dyr nok, men en kanin eller et andet lille dyr kunne være et godt måltid inden de drog hjem, især hvis han ikke lykkedes med at finde de bær. Efter et par sekunder hvor han ikke havde set noget bevæge sig, begav Alf sig i retning af lyden, forsigtigt så han ikke skræmte dyret, eller hvad der nu havde lavet lyden.

De grå øjne var blanke efter den seneste tur til Obsidianøerne. Hun havde eksperimenteret mere med gifte, i alle mulige arter og slaverne var blevet udsat for dem, en efter en, for at finde hvilken effekt det havde, og hvor lang tid det tog. Det blødsødne hjerte var gemt langt væk, og så følelsesløst på, som slave efter slave faldt om. Mange års træning havde det taget, og i mindst lige så mange år havde hun ønsket sig fri fra Mørkets tunge lænker. Med hjælp fra nogle soldater, som også blendede ind i mængden af almindelige krystallisianere havde hun fået opsat et telt og et bål, hendes langt væk fra soldaternes. Mistanke om hendes forræderi var jo det værste der kunne ske. Så snart alt var opsat forlod soldaterne hende. Hun sov ikke meget i løbet af natten, da tårerne havde fået fri løb, nu hvor hun havde været alene.

I den tidlige morgen, var hun så stået op og satte en kedelig suppe over. I håb om at finde nogle vilde bær eller rodfrugter begav sig ud i skovene. Hun var iklædt en ret almindelig kjole, med et korset om livet og bælter udenpå. Deri havde hun både gifte, til nødsituationer, en lille kniv og vand. En masse små ting, til at kunne overleve. Hun fandt endelig nogle vilde rodfrugter som hun fik revet op. Den sidste var dog stædig, og hun endte med at falde bagover, hvilket knækkede en gren under hende. Hun skar en grimasse, men eftersom der ingen i nærheden var, sagde hun ikke en lyd og rejste sig roligt op igen. Lyden af forsigtige skridt fangede dog hurtigt Cassiopeia og med et var hende og hendes rodfrugter usynlige. Langsomt bakkede hun væk fra skridtene. Hun skulle ikke være i nærheden af hvad end der nærmede sig hende. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de så en Reier, som hørte til Dianthos, ude i Amazonitskovene?

Pludselig trådte en rødhåret mand frem i mørket og det gippede næsten i Cassiopeia. Hun havde fornyligt fået en ordre på at indfange en ridder fra Lyset, og beskrivelsen passede utrolig godt med manden som var nogle meter foran hende. Bevidst valgte hun at træde på en gren bag et træ, inden hun begav sig længere væk. Det virkede til at hans nysgerrighed bragte ham efter hende.
Forsatte han med at følge lyden af grenene, forsatte hun med at lede ham videre mod sin bålplads. Når hun følte hun kom tæt nok på sin egen lille lejr, sørgede hun for at slippe sin usynlighed når hun sad på en lille træstamme foran sin ret så varme, kedelige suppe. Hun tog så sin kniv frem og begyndte at skære dem. Lod som ingenting. Forhåbentlig ville manden, en af lysets riddere, tage sin gæstfrihed og sidde med hende om bålet.

Lydene af grene der knækkede fortsatte længere fremme, og Alf fulgte dem, stadig forsigtigt og påpasselig for ikke selv at lave lyde, så hvad end der var foran ham ikke blev skræmt. Som lyset omkring ham langsomt ændrede sig i takt med at skumring blev til solopgang, kunne han svagt fornemme røg fra et bål længere fremme. Han stoppede op og så sig grundigt omkring, stadig ingen dyr at se, så han konkludere at det måtte vare personen der havde lavet bålet, han havde hørt pusle omkring, måske på jagt efter brænde eller noget mad. Han mave rumlede, og han overvejede et kort øjeblik sit næste træk. Han anede ikke om personen længere fremme ville være venligsindet overfor ham, så egentlig gjorde han nok klogest i at vende om og gå tilbage til lejren og de andre. Han havde efterladt det meste af sit udstyr i lejren, og mærkede nu at han faktisk var ret tørstig. Han kunne svagt høre en risen af vand et stykke længere fremme, og besluttede sig derfor for at fortsætte frem lidt endnu, måske ville han kunne se når han kom tættere på, om personen ved bålet var en trussel eller ej.
Da han kom tæt nok på til at kunne se både bålet og personen, bemærkede han at det var en kvinde på omtrent hans egen alder. Der så ikke ud til at være andre i nærheden, så han vurdere ikke at der umiddelbart var nogen fare, og begav sig derfor tættere på. Alf kunne nu se, at hun var ved at lave suppe, og han mærkede hvordan sulten i maven voksede ved synet af mad. Et øjebliks stop ville vel ikke skade, de andre plejede alligevel først at vågne når solen var helt oppe over horisonten, så der ville gå et lille stykke tid før de overhovedet ville bemærke, at han var væk. Han ville med al sandsynlighed kunne nå tilbage inden de nåede at bekymre sig for alvor. Han gik derfor tættere på kvinden, tæt nok på til at hun ville bemærke ham, og sagde "Goddag, unge frøken. Hvad bringer dog sådan en nydelig kvinde herud i skoven?"

Alt gik som planlagt. Ridderen fulgte efter. Af og til måtte hun blive stående lidt, for at sikre sig at han faktisk var på vej, og at hun ikke havde tabt ham i et sving. Han var utrolig stille. Måske han var en slags snigmorder  hos Lyset? Men var man hos lyset var man jo forholdsvis godsindet, ikke? Hun var vel ikke i fare?

Mens hun sad og ordnede sine rodfrugter, lyttede hun opmærksomt. Lyttede efter hvor han gik, selvom dette var utrolig svært, så hun endte med at se lidt ud af øjenkrogen, når hun følte han var for svær at finde. Til sidst tråde han dog frem og blev mere eller mindre oplyst af hendes båls flammer. Hun så straks op, som han hilste. Hun spillede lidt på at hun var alene og ikke ville kunne gøre meget mod fremmede, for da hun så op, virkede hun forskrækket og overrasket. Hun sukkede lettet ud, som hvis hun indså han ikke umiddelbart var farlig. ”De forskrækkede mig, hr.. Jeg er ude for at finde nye planter. Jeg er læge,” forklarede hun med et blidt smil. Det var jo sandt nok det hun sagde, men det var på ingen måde derfor hun var i skoven. ”Hvad laver de herude?” valgte hun at spørge. Det var vel mest oplagt, også selvom hun var overbevist om allerede vidste hvad han lavede herude. Patruljerede, jagtede en fra Mørket, på vej til kamp, eller på vej hjem fra en. Det kunne selvfølgelig også være han havde fået lov til at holde lidt fri, og at han var taget på udflugt. Mens hun spurgte tog hun sin vandflaske op, og hældte lidt af vandet ud over rodfrugterne for at rengøre dem. Hun satte så vandflasken fra sig, ned ved siden af sig, stadig åben. Beslutsomt lod snitterne hun havde skåret, falde ned i suppen. ”Vil De have en bid mad? Jeg har mere end rigeligt,” forklarede hun med en ro og varme i sin stemme. Hvis ikke han ville sætte sig med hende, måtte hun jo tvinge ham med sine magisk ladte ord. Men hun håbede for alt i verden det ikke var nødvendigt, eftersom det kunne fejle.

Han bemærkede kvindens overraskelse, og sekundet efter bekræftede hendes ord, at han havde forskrækket hende. Det var ikke hans hensigt, så han skyndte sig at sætte et smil op, så hun forhåbentlig glemte forskrækkelsen og troede på, at han ikke ville hende noget ondt. Ganske vidst var han altid på vagt, men det her var en yndig kvinde, der ikke så ud til at udgøre nogen trussel. Så der var ingen grund til at udstråle andet end venlighed. Han nikkede af hendes ord, og da hun spurgte til hans eget ærinde i skoven, svarede han med et let smil ”Jagt. Vi er en lille gruppe mænd der sørger for, at vores familier får mad på bordet.” Han havde ingen grund til at holde det skjult, det var vel et ganske normalt ærinde at tage i skoven for at jage, så familien ikke gik sultne i seng eller blev nødt til at slagte alle dyrene på gården.

Han betragtede hende et øjeblik mens hun fortsatte sin madlavning, og mærkede endnu engang sulten rumstere i maven. Da hun talte igen, vendte han atter sin opmærksomhed mod hende, og svarede nikkende ”Jo tak, det siger jeg da ikke nej til. Det dufter skønt.” Han havde lært at en god måde at vise venlighed var at rose andres gerninger, så selvom det var en simpel suppe, valgte han alligevel at komplimentere den. Som han satte sig i nærheden af kvinden, faldt de første solstråler på hendes ansigt, og han bemærkede nu for alvor, hvor yndig hun var. Hendes gyldne hår, der lignede det pureste guld i solens spæde stråler, hendes hud der så så fin og blød ud, hendes på en gang forfinede og samtidig detaljerede ansigtstræk, og de uskyldige, grå øjne. Jo, hun var en pæn kvinde, ligefrem smuk. Havde omstændighederne været anderledes havde han nok gerne brugt tid på at lære hende at kende, og måske endda invitere hende ud, men der var ikke lang tid til de andre ville vågne, så så snart de havde spist måtte han vende tilbage til lejren. Han beherskede sig dog således at det på ingen måde var synligt for nogen, at han allerede halvt om halvt var på vej tilbage. Han var fast besluttet på at nyde kvindens selskab, så længe han kunne. ”For resten, hvor uhøfligt, jeg har slet ikke præsenteret mig ordentligt. Mit navn er Alf.” han stak hånden frem og håbede, kvinden ville tage imod håndtrykket, så de kunne hilse ordentligt på hinanden.

Hans smil var rart og imødekommende, ja, næsten for imødekommende. Kunne riddere virkelig være så åbne og hjertevarme, som manden foran hende? Jo, det kunne de vel. Sørge for mad på bordet. Jah, jo, riddere burde jo tjene rigeligt med penge til mad, men de blev nok sparet op og der var vel en periode hvori ridderen ikke var hjemme hos familien, så måske skulle han snart ud og patruljere, og sørgede for at de havde mad til den tid? Det var ikke rigtig til at være sikker på. Cassiopeia var stadig overbevist om at manden her var den rigtige. Hun kendte trodsalt ikke navnet, men kun beskrivelsen af udseendet. Hun gav ham et simpelt smil og nik, for at erkende hun havde hørt ham.

Han takkede ja – fantastisk. Så kunne hun spare lidt på sin chakra, selvom hun havde massere af det. Hun trak let på et smil, som han komplimenterede duften af hendes lidt kedelige madlavning. Det var da sødt af ham, men hun måtte nok tilstå madlavning ikke altid havde været hendes stærke side, det den haltede en gang i mellem. Nu var hun trodsalt læge, og sørgede selv for indtjening, og så boede hun stadig hjemme, lidt endnu i hvert fald. ”Tak,” lød det fra hende med et blidt smil på læberne.
Som han var på vej hen for at sætte sig, rejste hun sig, greb skeen i gryden, som var placeret over bålet, og rørte forsigtigt rundt. Solens stråler tittede frem mellem træerne og gav flotte, gyldne, varme farver til hele området. Ud af øjenkrogen kunne hun da også skimte, hvordan de varme stråler komplimenterede hans røde hår og de meget isblå øjne. Det gav hende nærmest kuldegysninger, så intimiderende de var. Hun var spændt på hvor lang tid hun kunne holde ham hen, og hvornår hun ville kunne bedøve ham. Hvilken skulle hun bruge? Nu hvor han var større end hende, hvor meget skulle der så til, for at slå ham omkuld?
Hun satte så grydeskeen på kanten af gryden og satte sig tilbage på sin plads. Lige som hun fik sat sig, fik han præsenteret sig, og stak hånden frem i en hilsen. Intet efternavn. Måske havde han været en del af pøblen inden han blev ridder? Som en del af adlen, var hun dog vant til at i sådanne tilfælde at herren kyssede kvindens håndryg. Det var også derfor, at hun med sine fine, bløde fingre og plejede negle, lagde sin hånd, på tværs af hans fingre. ”Reier. Cassiopeia Reier. Det er en fornøjelse af møde Dem,” kom det næsten helt automatisk fra hende. Hun havde ikke noget i mod at præsentere sig med sit fulde navn, for enten nåede hun slet ikke at forgifte ham, og han ville kunne huske hende, eller så nåede hun at forgifte ham, og han ville aldrig se hende igen.

Da hun lagde sin hånd i hans, så han et øjeblik lidt forvirret på hende, han var vant til at folk gav almindelige Håndtryk, men så igen, han var ikke specielt vant til at omgås kvinder. Hun havde jo også fortalt at hun var læge, og derved var hun jo lidt finere end de folk, han normalt hilste på, så det gav egentlig god mening, at hun lagde fingrene på den måde. Han løftede derfor forsigtigt hånden lidt op, og placerede et blidt kys på hendes håndryg, sådan som han havde set de finere folk gøre, når de hilste på en dame. Han sænkede hånden lidt igen inden han slap hendes, og så på hende med et lille smil. Hendes hånd havde været blød, og neglene var velplejede, det stod i skærende kontrast til hans egne store og grove hænder, der bar tydelige præg af at udføre en del hårdt arbejde, både på gården og i forbindelse med jagt. Reier? Det navn mente han at have hørt før, men hvor vidste han ikke. Måske hun eller en anden i familien tilhørte de finere kredse i Dianthos. ”Fornøjelsen er på min side, frøken.” Han satte et let charmerende smil op, som han sagde ordene. Det var egentlig ikke fordi han bevidst prøvede at charmere hende, men hvis hun holdt til i Dianthos eller tæt ved, ville der være gode chancer for at han kunne støde på hende igen, og i så fald ville mulighederne for at lære hende bedre at kende være ganske gode. Han smilede ved tanken, inden han atter så på hende. ”Og hvilket yndigt navn, må jeg sige. Det klæder Dem godt.” Igen kom charmen frem, men det var ikke bevidst. Alf havde altid givet sin mening til kende så længe det var positivt, han var opdraget med at komplimenter og ros var godt for alle, og det var derfor noget han som regel gladelig uddelte. Især til yndige kvinder som hende.

”Hvor holder de så til, frøken Reier? Hvis jeg må spørge?” Han var oprigtigt nysgerrig på at vide mere om hende, og hvor hun holdt til var et forholdsvis simpelt og uskyldigt spørgsmål. Hvis han formodning holdt stik, ville det kun være et plus, for det betød større sandsynlighed for at møde hende igen.

Cassiopeia kunne næsten fornemme forvirringen, og hvordan rotterne på loftet løb rundt, som han prøvede at finde ud af, hvad han skulle med den måde, hun gav sin hånd på. Det var tydeligt de var fra hver sin omgangskreds. Roligt og let, lod hun ham fører hendes hånd op til hans læber. Hun gav ham et blidt smil, da han plantede et forsigtigt kys på hendes håndryg. Så snart hun fornemmede hun kunne tage sin hånd igen, tog hun den afslappet til sig. Intet skulle virke unormalt. For hende var det dog en anelse anderledes end de normale omstændigheder, eftersom de mænd der tog hendes hånd, havde bløde hænder, ligesom hende selv. Hånden her var ru og det var tydeligt han arbejdede. Det gjorde man vel også når man var ridder for lyset.
Cassiopeia gav Alf et blidt og lidt tilbageholdent smil. Mere kunne man jo ikke tillade sig, når man var adelig. Man måtte jo ikke lægge op til noget uden at have en ring på fingeren og sagt ’Ja’. Hun kunne dog ikke lade være med at trække lidt mere på smilet, som han komplimenterede hendes navn. Solens røde morgenglød skjulte næsten den lille rødmen der trak op i kinderne. ”Tusind tak.” Hun måtte da også tilstå at hendes navn var noget så flot på skrift og det generelt havde en magisk fornemmelse, når man sagde det. Sådan havde hun det i hvert fald selv med sit navn. ’Alf’ derimod mindede hende om de små bevingede væsner, som man så rundt omkring, og vidst nok også i byvagten i Dianthos. Navnet var kort og helt ind til benet og havde ikke meget variation, hvis man tog det op imod hendes eget. Det var underbevidste bedømmelser, og derfor ikke noget hun tænkte over, men grunden til at hun ikke gav ham et ’i lige måde’.
Hun trak let på en skulder, som han spurgte hvor hun holdt til, og om han måtte spørge ind til det. ”Jeg bor i den centrale bydel af Dianthos, hos mine forældre. Jeg formoder næsten De holder til tæt på Dianthos?” hun førte så forsigtigt som muligt spørgsmålet over på ham. Hun skævede kort over mod gryden som efterhånden var begyndt at simre. Det ville ikke vare lang tid, før hun skulle finde ud af hvordan hun fik skænket mad op til ham, uden at hun ville risikere selv at få giften – det var sådan et clinche scenarie.

Alf bemærkede hendes tilbageholdne smil, og gengældte det blidt. Han vidste, at det blandt adelige var ilde set at vise følelser, tiltrækning eller andet i den retning, men han bemærkede dog alligevel hendes slet skjulte rødmen. Hun så om muligt endnu yndigere ud med den svage rødmen i kinderne. Han nikkede blot kort som hun sagde tak for komplimentet om hendes navn, og så kort ud mod træerne omkring dem, inden hun besvarede hans spørgsmål og han derfor igen så på hende. Så hun boede i Dianthos som han havde formodet, så var det nok der han havde stødt på Reier navnet. Da hun spurgte hvor han holdt til, nikkede han kort og svarede ”Jah, altså landsbyen som jeg bor i ligger lidt udenfor Dianthos, men tæt ved.” Han undrede sig en smule over hvordan hun havde formodet det, men slog det hen. Det var jo trods alt både hovedstaden og den nærmeste større by fra denne del af skoven, så det var vel kun naturligt at gå ud fra, at en jæger som han måtte komme fra et sted i området.

Som hun rettede sin opmærksomhed mod maden, mærkede han nu tydeligt sin let fyldte blære, og med et ”Vil De have mig undskyldt et øjeblik” rejste han sig og gik et stykke væk fra hendes lejr, og stillede sig bag et træ for at tisse. Han håbede inderligt hun ikke havde anset det for uhøfligt, den slags var man jo ikke selv herre over, hvad der kom ind skulle også ud igen før eller siden.
Da han var færdig, gik han tilbage og sætte sig hvor han havde siddet før, og smilede høfligt til hende. Duften fra maden nåede nu for alvor hen til ham, og han mærkede hvordan sulten begyndte at rumstere i maven.


//Sorry det blev lidt kort, håber det går//

Cassiopeia nikkede langsomt og bekræftende til at han holdt til tæt på Dianthos. Dermed var hendes teori om at han var en del af lysets hær kun stærkere bekræftet. Hendes blik havde kun et øjeblik været væk fra ham, før han undskyldte sig, og hendes blik straks vendte mod ham. Hvor skulle han hen? Hendes øjne var måske et øje blik lidt overrasket over han rejste sig, og måske en anelse bekymret over hendes målskive var på vej væk. Skulle hun sige noget og stoppe ham? Han måtte jo ikke gå! ”Selvfølgelig,” fik hun sagt med en ro over sin stemme og bragte et blidt smil på sine læber. Næsten som han rejste sig, begav hun sig kortvarigt ind i sit telt for at finde en skål og ske frem til dem begge. Samtidig greb hun en af sine små flasker, denne med en smagløs rød væske i sig, og begav sig ud igen. Hun satte begge skåle, med en ske i, på jorden foran bålet. Med ryggen til hvor han kom fra, åbnede hun den lille flaske og begyndte at hælde indholdet ned i den ene af de tomme skåle. Hun hørte så han trådte ud af træerne og i en panik fik hun brugt sin evne til at skjule flasken og proppen, selvom hun ikke var sikker på hvor meget der var tilbage i flasken. Hun kunne ikke bare lige trække usynligheden tilbage, for tænk hvis nu han opdagede hvad hun havde gang i! De grå øjne stirrede lidt på sine hænder med de usynlige genstande mellem fingrene. Hun kunne jo ikke give ham en for lille dosis… Det ville jo risikere at sætte hendes liv i fare… I panik vendte hun bunden i vejret på flasken og håbede det sidste af væsken endte i skålen og smed så den usynlige flaske og prop ind i bålet. Hun samlede så hans skål op og begyndte at øse op til ham, så han forhåbentlig ikke så væsken der var i bunden inden. Hun skævede så over skulderen, som han satte sig på sin plads. Hun sendte ham et blidt og høfligt smil tilbage til ham, før hun hældte lidt mere op til ham. Hun satte så skeen på grydens kant og med hænderne på hver sin side af skålen rakte hun den forsigtigt til ham således hun ikke spildte. ”Velbekomme Alf… Oh, det kan være det er en god ide lige at røre lidt rundt,” forklarede hun som hun stod og afventede han tog i mod skålen i hendes hænder. Ved at dreje rundt i skålen, ville giften blive blandet mere med maden og være svære at lægge mærke til.
Udregningerne kørte rundt i hendes hoved. Han ville måske kunne nå at spise det hele hvis han var hårdfør, måske kun det halve, hvis hun havde overvurderet hans kropsbygning. Hun ville have tid nok til at binde ham, hvis nu han skulle vågne, mens hun hentede soldaterne fra mørket. Så længe han ikke larmede ville det ikke blive et problem... Måske han skulle have en sok i munden og en stofpose over hovedet? Det drønede derud af med muligheder.

Da han satte sig, så han at hun stod henne ved maden, og det passede ham ganske fint. Både fordi han var sulten, og fordi det efterhånden begyndte at blive mere og mere lyst, snart ville de andre vågne, og han ville være nødt til at vende tilbage til sin egen lejr igen. Som hun kom hen til ham med skålen, så han op på hende og smilede. som hun stod der havde han mulighed for at se hele hendes figur, og hun var virkelig en køn kvinde. Han håbede virkelig de ville mødes en dag i Dianthos, så han fik mulighed for at lære hende bedre at kende. Hun rakte ham skålen, og hans hænder strejfede blidt hendes som han tog imod den. ”Mange tak, det dufter godt.” Han smilede igen, og gjorde som hun havde anbefalet. Han var vant til sin mor og Freydis’s fantastiske madlavning, og han var derfor vant til at hvis kokken anbefalede noget, så gjorde man det.

Han tog en skefuld op til munden, og pustede lidt på det, inden han stoppede skeen i munden. Det var skønt endelig at få lidt mad, og selvom det bare var en simpel suppe smagte den fint. ”Det smager ligeså godt som det dufter, De er en dygtig kok, frøken Reier.” Som ordene blev sagt smilede han venligt til hende, inden han tog endnu en skefuld i munden. Efterhånden som han spiste, følte han sig pludselig så underligt svimmel, nærmest som om han havde drukket sig fuld. Alting drejede så underligt rundt for ham, og som det langsomt gik op for ham at hun måske havde forgiftet maden, lagde han skeen fra sig og ville rejse sig og forsøge at nå tilbage til lejren inden giften for alvor fik tag i hans krop. Han nåede dog ikke andet end at stille sig op, før han faldt til jorden og besvimede.

Hun smilede blidt til ham som han så op på hende med sine flotte lyseblå øjne. Det var jo næsten synd hun havde fået ham som ordre. Han måtte vel være god i krig eftersom Mørket ville have ham. Stakkels mand. Med solens første stråler bag sig, måtte Cassiopeia næsten ligne en engel, sådan som strålerne skinnede gennem træerne og ud fra siderne af hende, med en flot gylden glød hele vejen om hendes skikkelse. Sådan som hendes skikkelse kastede en skygge ned på ham, gjorde at hun kunne se hvor høj og slank hun var, i forhold til almindelige mennesker. Han tog så imod skålen og hun nikkede en gang til ham. Han hænder var ru men på en eller anden måde kærtegnende. Cassiopeia lagde ikke noget særligt i det. ”Tak,” lød det fra hende med et blidt smil. Hun observerede at han gjorde som hun havde bedt om: røre rundt i maden. Hun vendte så rundt for at tage sin egen skål og skænke op til sig selv. En noget mindre portion, men hun havde ikke travlt, var adelig, og kunne jo tage flere gange, hvis hun havde brug for mere. Det at hun regnede med, at hun ikke kunne nå at spise mere end den smule der lå i sin skål, var så noget andet. Han ville trodsalt gå omkuld inden længe.

Med sin lille portion satte hun sig ved siden af ham. Ligesom ham valgte hun at røre lidt rundt i den, med sin ske, som var det en standard at der skulle gøres med den suppe. Hun nåede ikke selv at tage en skefuld af suppen op, før endnu en kompliment, denne gang om hendes madlavning, faldt i hendes regning. Et lille, modent fnis kom fra hende. Dygtig kok, ja, nej… Det var hun måske ikke helt enig i. ”Tusind tak, Alf,” lød det fra hende, som hun kort så over på ham, fyldte sin ske med suppe og pustede lidt til den for efterfølgende at føre den første skefuld suppe i munden. Ja okay, hun havde nok været heldig, at de vilde rodfrugter hun havde fundet, et splitsekund før hun havde mødt Alf, havde gjort lidt ekstra for smagen. Jo, Cassiopeia kunne godt lave mad, men ofte syntes hun ikke selv det smagte så godt som hun ville have det til at smage. Enten var han meget sulten, eller så kunne han virkelig godt lide hendes madlavning. Det var ikke rigtig til at finde ud af. Men ind kom flere skefulde af hendes simple suppe, hende selv i et lavere tempo. Det var tydeligt at han begyndte at mærke en effekt efter noget tid. Han så ud til at virke fuld, sådan som han nærmest slingrede lidt, mens hun sad lige så fint og rank ved siden af og nød sin lille portion. Hun så kort over mod ham og lagde sit hoved let på skrå? ”Er alt vel?” spurgte hun med et bekymret blik malet på. Ja, efterhånden kunne Cassiopeia næsten godt blive ansat som skuespiller, for hun vidste udmærket hvad der foregik, og at alt ikke var vel. Hun vidste udmærket at alt gik som planlagt. Han ville enten dejse om på sin plads, eller forsøge at forlade hende og fejle.

Pludselig satte han skeen og skålen fra sig  og rejste sig op. Lidt i chok over han var i stand til at rejse sig, rejste hun sig også. Hun skulle lige til at tvinge ham til at blive med sine magisk ladte ord, men nærmest som hun fik rettet sig op, kollapsede han i den retning han var på vej i. Tilfreds med at alt var hænd, næsten som planlagt begav hun ind i sit telt. Her fandt hun en ren sok og en lille stofpose samt nogle reb.
Med tingene i hænderne gjorde hun sig selv og det hun havde i sine hænder usynlig. Forbipasserende skulle nødig linke hende til hvad der var sket eller hvad der skulle til at ske. Hun begav sig så tilbage til Alf og begyndte, med noget besvær, at binde hans hænder sammen, nu hvor han lå på maven. Med et par knuder om hans håndled slap hun rebene. Hun tog så fat i hans ene skulder, på modsatte side af hendes egen position, og begyndte at trække, så han til sidst rullede rundt over på ryggen og sine bundne hænder. Han blege, skønne, kønne ansigt var nu fyldt med blade, jord og andet småtteri der var til at finde i en skovbund. Med forsigtige og blide hænder fjernede hun det værste og tillod sig et øjeblik at falde i staver over hans ansigt. Med en beslutsom rysten på hovedet tog hun sokken og stoppede den i hans mund. Der var ikke tid til sådan noget ligegyldigt pis. Alf skulle afleveres til Mørket og de ville aldrig se hinanden igen, med mindre han traf den samme åndsvage beslutning som hende; at arbejde for Mørket. I et lige så beslutsomt, og nærmest garvet tag, trak hun posen over hans hoved og bandt nogle knuder, således posen ikke ville kunne komme af uden hjælp udefra.

Med den sidste knude bundet, rejste hun sig op. Hun strakte sin højre hånd hen over ham, og med et blev han usynlig, som var der nogen der havde lagt en usynlighedskappe hen over ham. Målrettet vendte hun rundt på hælene og begav sig afsted mod Mørkets soldaters lejr.
Helt bevidst om hvordan hun lignede en, som var en del af lyset, forsatte hun ind i midten af lejren, stadig usynlig. Først som hun stod midt i lejren slap hun sin egen usynlighed og med en høj stemme brød hun den lille stilhed der var i lejren. ”Mørkets soldater, jeg har en ridder af Lyset i min lejr. I skal bringe ham tilbage til Mørket. Det er ordre fra Zahinael,” lød det klokke rent.
En vågen mørkelver drønede hen til Cassiopeia, med en kniv mod hendes strube. Cassiopeia stod følelskold stille. Hun kunne ikke være mere ligeglad om mørkelveren ramte hende eller ej, for hun ville ikke leve det liv hun levede; arbejdende for mørket. ”Og hvorfor kan det ikke vente, frøken Reier” hvæsede mørkelveren som så lidt skeptisk op og ned ad hende.
”Han er forgiftet og ikke nem at slæbe på. I har en fordel ved at transportere ham nu” forklarede hun. Mørkelveren trak modvilligt sin lille kniv til sig og inden længe begav han og nogle fælles soldater med en hestevogn afsted mod Cassiopeias lejr.  Cassiopeia satte sig op i hestevognen, for at mindske den distance hun selv skulle gå, og gjorde sig selv usynlig på rejsen. Endnu engang skulle folk ikke tro at hun var associeret med Mørket. Så snart de nåede frem, fjernede hun usynligheden fra Alf, så han kom til syne for omverdenen. Et par af soldaterne hoppede ned og begyndte at slæbe ham langs jorden hen til hestevognen, hvor de her kylede ham op og dækkede ham til med at tæppe.
Cassiopeia sukkede som hun gik usynligt rundt og pakkede sammen. Det varede ikke længe før soldaterne drog afsted igen. Cassiopeia fik til sidst det hele pakket og svang sin sæk over ryggen og begav sig videre. Det var sgu hårdt at drage afsted alene, og så langt.



”ALF? AAAALF!” Stemmerne blev højere og højere, som hun nærmede sig hvad der tydeligvis var Alfs venner. Hun havde ikke set noget. Hun havde ikke set noget. Hun havde ikke set noget, var det eneste der gik igennem hendes tanker.
”AAAA- Hey! Du der! Frøken!” Cassiopeia så op, som en jæger løb over mod hende med et bekymret blik på ansigtet. Cassiopeia stoppede op og så overrasket på manden.
”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.
”Har… Har du set en høj, bredskuldret mand? Rødt hår og skæg… Og blå øjne?” Jægeren lavede spændende håndbevægelser som viste hvor høj Alf var, størrelsen af ham, længden af skæg og hår… Og hvordan hans øjne strålede. Det var tydeligt at Alf var gode venner med manden her, for der var lidt spas indblandet, selvom det var en alvorlig ting, at deres kammerat var blevet væk.
”Nej, beklager.”
”Zalans… AAAAAALF!”
Næsten døv af råberiet, begav Cassiopeia sig videre mod Dianthos. Alf måtte have haft ferie eller lignende siden han havde haft tid til at tage ud for at tage. Det var jo helt absurd at en ridder havde tid til sådan noget.
Cassiopeia skænkede ikke Alf en yderligere tanke og nåede da til Dianthos i ro og mag med en varm velkomst fra sine forældre, som ventede hende.

Det var de mærkeligste drømme han havde haft, mens han var bevidstløs. Hvor længe der præcist var gået vidste han ikke, men han havde en underlig fornemmelse i sin krop af at have sejlet, og nogle af hans drømme havde da også handlet om at være ombord på et skib. Han vågnede halvt op til lyden af stemmer, der snakkede meget højrystet omkring ham. "Få posen af så vi kan se svinet!" Alf prøvede at åbne sine øjne, men noget blokerede hans udsyn, og samtidig mærkede han, at hans hænder var bundet på ryggen. Langsomt gik det op for ham hvad der måtte være sket. Kvinden havde forgiftet ham, og han var blevet taget til fange. Om de der havde fanget ham var i ledtog med kvinden, eller blot havde fundet ham efterfølgende, var ikke til at vide, men fanget var han i hvert fald. 
Han forsøgte at tale, men mærkede noget stof i sin mund, og prøvede at spyttede det ud, men posen om hans hoved gjorde det umuligt. I samme sekund blev den flået af, og hans øjne lukkede sig med det samme i igen. Dagslyset var alt for stærkt, efter at hans øjne havde været lukkede i så lang tid. Han spyttede stoffet i hans mund ud, og mærkede nu, hvor tør den i grunden var. Det måtte være mere end blot et par timer han havde været bevidstløs. 
"Hvem er I, og hvad vil I med mig?!" Der var mindre kraft på hans stemme end han forventede, og han kunne nu også mærke, at en mand på hver side holdt ham oppe. Var han virkelig stadig så svag, efter giften? Eller var det mon en blanding af det, og det faktum at han muligvis havde ligget bundet i flere dage, uden mad og drikke? Han vidste det ikke, men han følte sig svag. Pokkers, det var ikke en følelse han var vant til, han var vant til at være den store, stærke jæger, der tog sig af familien derhjemme, beskyttede sine søskende og skaffede mad på bordet.

"Det er jo ikke ham! I fjolser!" Stemmen var dyb og lød irriteret, og Alf åbnede øjnene svagt på klem lige i tide til at se en stor, mørkhåret mand sukke og rulle øjne af, hvad han formodede måtte være de to mænd, der holdt ham oppe. "Er... Er det ikke?! Frøken Reier må have taget fejl så!" Stemmen kom fra manden til højre for Alf. "Men, hvad gør vi så med ham?" Denne gang var det manden til venstre for ham, der talte. Den høje, mørkhårede mand sukkede. "Ja I kan jo smide ham i havet, det rager mig virkelig ikke hvad I gør, bare få ham væk! Og se at få fanget den rigtige ridder!" Han vendte sig om og gik, og Alf mærkede hvordan de to mænd begyndte at hive ham længere bagud. "Nej! Jeg... SLIP MIG!!" Hans stemme havde fået lidt kraft igen, men hans krop svigtede ham, og det var umuligt for ham at kæmpe imod. Kort efter mærkede han hvordan jorden under ham forsvandt, og de 2 mænd slap ham. Hans eneste tanke på vej ned ad skrænten var på hans familie, hans stakkels forældre og søskende, der sikkert bekymrede sig frygteligt for ham, og som han nok aldrig ville se igen. Som han ramte vandet, slog han hovedet mod nogle klipper, og besvimede igen.