Det var længe siden at James havde været til bal. Han huskede håhangen han boede i Dianthos, det virkede som så lang tid siden og han havde aldrig helt følt sig særlig meget tilpas i byen, og han var derfor flytte igen, ud af byen og boede i skovene. Det var nærmest det eneste han kendte til. Fast grund under fødderne havde han kun haft en gang i livet, og det havde været da han boede hos Marad, selv det virkede som så lang tid siden. Selvom Marad ikke ville se ham mere gjorde det stadig ondt at tænke på. Han kunne intet huske fra sin død, og han kunne ikke huske hvad der var sket derefter. Han vidste bare at Marad havde skubbet ham væk, og sf hvilken årsag... beskyttelse. Det var dette eneste grund, men han havde ikke behov for beskyttelse, ikke længere. Han var stærk nok til at klare sig selv, hans led var blevet stærkere og han havde ikke problemer længere med at ledende røg ud af deres plads. Mange ting havde ændret sig siden hans genopstandelse. Men han følte sig alligevel alene, hvis Human lige så bort fra Nianna. Hun var vidst blevet den mest betydningsfulde person i hans liv, og en han ville beskytte til en hver tid. 

Overfaldet han havde været igennem for nylig prægede stadig hans ansigt. Han havde en flækket læbe og stiksårene bryde stadig hans arm og side. Men disse var gemt væk, han havde syet sig så godt sammen han kunne, men ind imellem slæb der stadig blod ud af siden hvis han overanstrengte sig. Hvilket han havde gjort denne her gang. En blodplet kunne anes på den ellers pæne hvide skjorte, de øverste knapper var ikke knappet og man kunne lige Ane hans rose ved kravebenet. Men hele rosen kunne ikke spottes. Han havde bevæget sig ud på en af de mange balkoner for at få lidt ro. Han havde endnu ikke opdaget blodplettet i siden af skjorten. Men til hans uheld dannede en rød kugle sig i hånden, følelser der var fyldt med had, “åh nej ikke nu, det må ikke ske” kom det fra ham selv, han prøvede at lukke hånden sammen men lige hvor mange gange han prøvede dukkede kuglen hele tiden op på ny. Hvordan fik han det skidt væk uden at ramme nogen?! Han ville nødig være den der ødelagde en hel fest fordi han ikke kunne styre en simpel evne! “Kom nu, væk, kom nu... kom nu... kom nu...” blev han ved som han stod og lukkede og åbnede hånden. Han var ikke den eneste der stod ude på balkonen, han havde bare vent ryggen til dem alle sammen for at koncentrere sig om sin evne der bestemt ikke ville det samme som ham. Desuden kunne han også mærke alle de glade følelser der var blandt de mange mennesker. Men ind imellem var der vrede følelser, og det var dem der havde kanaliseret sig til en kugle i hans hånd. Han kunne flyve væk fra dette midsommerbal. Så ville han da ikke være til fare for nogen som helst.

Sikke en hektisk aften og den var på ingen måde ved at nå sin ende. I frustration over at Alaric endnu ikke var nået frem, at hun ikke havde muligheden for at give en hånd med, så han kunne nå frem, havde hun forvildet sig væk fra sin livvagt. Kilian var god til at holde afstand, når man behøvede det og fantastisk at snakke med, når det hele virkede til at stå stille. Det var også præcis fordi hun havde bedt om afstand, at hun var sluppet væk fra hans skarpe syn. Det var et spørgsmål om tid, før han fik snust sig frem til hende. Som en rigtig sporhund. Hofdamerne var også forsvundet i balsalen, eftersom de var blevet budt til dans af hver sin adelsmand.

Astrid var iført en bleg rosa kjole, med hjerteformet halsudskæring, med blomstrede blondeærmer der dækkede hendes skuldre og lidt af hendes arme. De blomstrede blonder forsatte hen over hele kjolen og var lidt spredt i bunden af kjolen. Det øverste af hendes sorte lange hår var blevet flettet i en stor fletning og under den kunne man finde små fletninger der dukkede frem mellem det resterende løse hår. Hver en fletning var pyntet med små lyse perler og kæder. Hun vidste hun var fint klædt på, men selvfølgelig skulle hun være det, når hendes trolovelse skulle velsignes af dronningen.

Astrid begav sig ud på en balkon, blot en tilfældig en. Der var mange der nød sommeraftenen udenfor, men der var ingen af dem der stod derude, som fangede hendes opmærksomhed. Hun skulle hen til balkonkanten. Målrettet og bestemt begav hun sig derhen og med det samme, lod hun sine underarme hvile mod kanten, og lænede sig langsomt udover den brede kant. Blot for at se ned og mærke sommerkulden lidt yderligere. Det sorte hår, som før hang mageløst ned langs ryggen, gled nu langsomt ud over hver side. Lige så langt som det var hang det ned og skjulte dele af hendes ansigt. Hun sukkede, som hun lod noget af sin frustration ud gennem sine læber. En stemme ikke så langt fra hende nåede hendes øregang. Hun skrævede ud af øjenkrogen i retningen og lagde mærke til en rød kugle der blev klemt om, som manden i nærheden åbnede og lukkede sin hånd. Magi, helt klart. Måden han snakkede om det havde han tydeligvis ikke styr på det.
Hun rettede sig op, og svang håret tilbage henover skulderen og vendte fronten mod den rødhårede mand. “Det ser ud til du har svært ved at kontrollere din evne?” konfronterede hun ham roligt. Hun holdt sig stadig på afstand, for det var jo ikke til at vide hvad hans evne kunne gøre. Astrid selv havde jo haft rigeligt med problemer med at kontrollere sin evne, men efterhånden var hun jo tæt på at have mesterlig kontrol over sin evne.

Det var i virkeligheden ikke ret nemt for ham at kontrollere sin nye evne. Den levede sit helt eget liv, og han forstod ikke hvad det var han gjorde galt. Der var så meget der var på spil, og alligevel kunne han ikke kontrollere noget i sit liv. Det var jo ikke fordi hans liv havde været særlig behageligt anlagt det sidste års tid, hvis ikke længere tilbage. Hvad han troede der var godt forsvandt imellem hans hænder, og før eller senere ville en pige som Nianna også forsvinde ud af hans liv, også selvom han ikke ønskede det. Men hun levede et andet liv et sted i det fjerne i sin egen lille platage af planter. Før eller siden ville hun finde nogen at slå sin kærlighed på, og så ville han være alene igen. Det var sådan det gik i hans liv, så hvorfor skulle der ske noget godt for ham nu? Han var en ulykkes fugl hvis man kunne sige det sådan. Han vidste at uanset hvad der skete ham vidste han at noget slemt alt ville komme efter ham, også selvom det ikke var det han ønskede sig. Men det havde jo ikke ændret noget i hans liv.

Som han prøvede at få kuglen til at forsvinde var der en stemme bag ham der lød og han fik et mindre chok at han vendte sig hurtigt om og kuglen i hånden forsvandt fra hans hånd for at flyve afsted imod hende men for at ramme forbi hende og ind i det nærmeste vindue til balsalen. "Åh nej... Undskyld virkelig det var ikke.. Undskyld... Du må ikke .. Ehm.. Undskyld... Jeg ville ikke... Det var bare denne her kugle. og så bam og åh nej. Tilkald ikke vagterne jeg ville ikke gøre det. Det var bare... Min evne den.. Jeg skal nok forsvinde..." kom det fra ham. Han kunne ikke engang styre en hel sætning. Han vidste ikke engang hvem han stod foran, havde han vidste det havde han tiltalt hende på en hel anden måde og kravlet i hi et eller andet sted. Men hvad skulle han stille op når hans evne levede sit helt eget liv her i verden.

En kugle fløj mod Astrid, som hun hurtigt valgte at undvige, således den fløj ind mod balsalen. Hun vendte straks blikket mod den rødhårede mand igen med lidt smallere øjne. Manden var dog hurtig om at undskylde. Op til flere gange. Ja, det var jo næsten ynkeligt. Men det gav selvfølgelig mening at han var helt ude af den, hvis kuglen var meget skadelig, eller kunne være det.
”Hvorfor er du her, hvis du kan gøre skade på andre?” spurgte hun med et køligt blik på manden. Hendes egne ord stak hende lidt i brystet, for hun vidste udmærket hvordan det var at have en evne man ikke kunne kontrollere og bare virkelig gerne ville have selvskab. Astrid selv havde jo i tidernes morgen ikke kunne styre sin evne overhoved og fremkaldte mareridt hos alle der så hende i øjnene. Det varede dog ikke længe før hun blev låst inde i sit gemakker og skulle have bind for øjnene når hun gik ud, så hun ikke var til gene. Det havde været traumatiserende minder at skulle udsætte en af sine tjenestepiger for frygt hver dag, når Astrid skulle træne.

Men hun havde fået kontrol. Alt var under kontrol; selv dagen i dag – eller næsten. Hun så roligt på ham, uden at hendes evne var aktiveret. Hun observerede hvordan han ville reagere. Testede ham, så og sige, for sine svar, overvejelser og standhaftighed. Alt sammen noget det virkede til at han ikke havde meget af.
Hun havde forsat ingen anelse om hvad den kugle han havde sendt mod hende faktisk kunne gøre, men hans reaktion ville give hende en ledetråd på hvorvidt det var skadeligt – og hvor vidt hun skulle kalde på vagter eller Kilian.

Det havde på ingen måde været hans mening at sende den kugle afsted. Han ville aldrig have gjort det med vilje, det var ikke sådan han var som person, og egentlig kunne han ikke gøre for det. Det var bare som om at hans evner levede sit helt eget liv, og han skammede sig så frygteligt allerede. Det var ikke lige som hans anden evne, den kendte han og den kunne han kontrollere. Men denne her helt nye evne havde sit eget liv. Mest af alt var han skamfuld, han vidste jo ikke engang hvad kuglen havde været fyldt med. Han vidste bare at den havde været rød, og det var som regl aldrig et godt tegn, måske den havde været fyldt med vrede? Han vidste det ikke, der var så mange følelser han kunne mærke at han ikke engang var sikker på hvad der kunne have været sendt imod balsalen. "Nej nej.." han lagde hænderne op som en afværge. "Det er slet ikke sådan. Den var fyldt med følelser... Jeg vidste bare ikke hvilken følelse. Den kan ikke gøre skade... Eller det håber jeg ikke. Altså hvis den var fyldt med vrede.. Så måske? Jeg er virkelig ikke voldelig anlagt. Det er bare denne her evne... Jeg kan ikke kontrollere den... Den fylder for meget, I alle sammen fylder for meget, men jeg kan ikke gemme mig væk fra hele omverden." han vidste ikke hvordan han skulle forklare det ellers, og lige pludselig var det som om at han havde sagt at kvinden foran ham var for meget. "Eller undskyld det var ikke sådan ment... Jeg kan bare mærke alle følelser omkring mig, og det er det der fylder for meget hos mig" han mærkede konstant en prikken i brystet, og han kunne ikke gøre noget ved det. Han vidste ikke engang om han kunne lukke ned for den evne. Alt var så nyt efter han var kommet tilbage fra de døde. Han vidste også bare at lige så snart der skete noget godt så ville alt ting gå galt. Og han ville sikkert komme i arresten hvis den kugle ramte et andet menneske og de gik amok til ballet. Hun havde set hvad han havde gjort ved en fejl, og hun kunne nemt udpege ham for alle og enhver. Nej det ville helt sikkert ende galt hvis hun i sandhed var ude på at gøre ham ondt, om end at hun ikke engang kendte ham.

Fyren så noget så patetisk ud, sådan som han trak hænderne op foran sig, som beskyttede han sin egen krop. Det fik Astrid til at hæve et øjenbryn, blot en anelse. Ryggen var som altid ret, men i den grad anspændt lige nu. De havde været svært at flade helt ned hvor hun kunne slappe af; men det var alligevel kun i selskab af hendes tjenestepiger og adelsfrøkener at hun kunne det.
som han begyndte at forklare hvad kuglen havde været fyldt med af følelse, blev tog hun en dyb indånding. Astrid havde været heldig at undgå den kugle. Vrede og had var præcis hvad der kunne ødelægge hendes dag fuldkommen. Den kunne drage hende ud på et sidespor, således hun ville ende med at aktivere sin egen evne. En evne der fik folk til at frygte. En evne der var så fantastisk, at Astrid kunne få plads, hvis hun følte sig presset. Han nævnte han ikke kunne kontrollere sin evne, og det var hun ikke et sekund i tvivl om, sådan som han havde frygtet hvad den ville gøre, hvor den ville ende og hvad hun ville gøre som modsvar. Hun lagde tænkende sine arme over kors. Det var næsten for godt til at være sandt, at hun skulle være endt herude, med en gut der ikke kunne kontrollere sine følelser – sine egne såvel som dem han sendte afsted.

Alle var for meget, ifølge den rødhårede mand. Selv hende, som kun lige havde set ham her nu. Hun lod det ligge, som han undskyldte. Hun kunne altid bringe det op senere. Hun kendte tydeligt til den frustration der var når man ikke havde kontrol over sin evne. ”Følelser kan altid skade. De laver ikke andet end at skade,” forklarede hun. ”Hvornår opdagede du din evne?” spurgte hun og lod øjnene hvile på ham. Astrid havde selv haft sin evne i ti år nu. Lige siden faderen døde.

HN lagde blikket på hende og sukkede en smule. Han ville ønske at han ikke havde denne evne længere. Kunne han ikke bare gemme sig langt væk og aldrig komme frem mere. Forsvinde ud i intetheden sammen med Nianna. Blive et sted og lade verden omslutte ham. For selv Nianna havde et liv og et liv hun skulle opdage i hele verden. Han var kun til besvær, sådan havde det altid været. Han lyttede til hendes ord og han kunne ikke lade vær med at nikke til hende. Han ville ønske han aldrig havde haft følelser og at de bare var pakket væk. Han ville ønske at han kunne være forblive død, og at han aldrig lagde hovedet imod nogen igen. Han ville ikke mærke kærlighed eller smerte længere. Men han vidste det var en del af hans liv nu. Det kunne ikke laves om. 

“Den er ny... jeg opdagede den da jeg genopstod som engel” forklarede han og lagde armene om sig selv. Han ville ønske at alt ting bare var som det plejede at være. Hvor han var ensom og fik i sin egen verden. “Det er måske et års tid siden jeg opdagede evnen... alt gør ondt”han vidste ikke hvordan han skulle forklare det, for det var ikke en nem even at forklare i det hele taget.

Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende. Han rystede dog på hovedet af hendes ord. Nej han havde ikke kendt den længe desværre. Og hver dag lærte han noget nyt om den. Hver dag havde han en fornemmelse af at gå ind i et mørkt rum som var et tortur kammer. Men der skete bare aldrig noget med ham. “10 år!? Jeg har lang vej endnu for at nå der til” sukkede han og kiggede ned på balkonens kolde hvide søjler. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig slev, mest af alt troede han at han ville gøre mere skade end gavn når det kom til stykket. Men før eller siden skulle han nok lærer og forstå den og komme ind under huden på den. Før eller senere skulle han nok kontrollere den og ikke ham. “Undskyld, det kom bag på mig virkelig.” Han kiggede flovt ned i gulvet og bed sig i læben. “Øvelse. Jeg vil hellere dø på ny end at have denne evne” han smilte svagt for sig, ja død kunne være en mulighed en dag.