Det var efterhånden måneder siden, at et sammenrullet pergament med lukket med sejlet tilhørende en af de større slavehandlere i Balzera, var ankommet til Kazimi paladset. Længe før end alle andre med interesse i de mere eftertragtede ørkenelvere, modtog et lignende brev. I invitationen var der med kurvede blæk beskrevet hvordan en kommende auktion ville blive afholdt kun for de særligt inviterede og hvilken vare der var tale om; nogle af de fineste ørkenelvere man kunne opstøve under sydens sol.
Blandt de  ville være nogle af de mest magtfulde, indflydelsesrige og rigeste i Krystallandet være. 

Dagen for auktionen var endelig oprundet og naturligvis skulle den yngre fyrstedatter deltage, ikke fordi hun manglede en ny slave, paladset vrimlede i forvejen med både tjenestefolk og slaver; personlige som upersonlige. Det skadet jo aldrig at se markedet an og hvem vidste om hun alligevel ville kunne fristes?
En sensommer sandstorm havde dog været lige ved at forhindre planerne. Den havde raset siden de tidligste morgentimer, tvunget alle til at blive indendørs hvis de da ikke ønskede at ønskede de skarpe sandkorn skulle slide huden tynd. Balzera by havde helt op til middagstid været indhyllet i et orangerødt skær, som solens stråler ikke havde kunnet bryde igennem muren af rødligt sand.
Det var dage som disse Meena Israa af Kazimi hadet mere end noget andet, for det var på disse at hun virkelig følte sig indespærret, som intet andet end en ekstra pyntegenstand blandt alt det overdådige.
”Kareten og følget er gjort klar til dem, Deres højhed.” brød en varm og fast stemme stilheden i prinsessens private gemakker. Gyldne øjne hvilede på den petit skikkelse, der lå på sengen med armene spredt ud til begge sider, benene bøjet ud over den runde kant og de mørke øjne stirrede op i den stjernehimmel der var malet hen over hende ”Mange tak Kisra, meld dem jeg er på vej.” svarede prinsessen roligt tilbage med sin egen melodiske, bløde stemme, men uden antræk til at sætte sig op. Først da den tunge dør lukkede sig på ny, fik hun i en ubesværet bevægelse sat sig op og dernæst rejst sig. Med lange elegante skridt fik hun elegant båret sig til den lukkede karet, hvor et brølende løve hoved var at finde på siderne. Ingen ville være i tvivl, at i denne karet tilhørende fyrsten selv, befandt der sig inde bag de okseblodsrøde silkegardiner en hans slægt, hvis ikke fyrsten selv.

Fremme ved destinationen for auktionen gjorde kareten, med de forgyldte detaljer, holdt. Den ene dør åbnet og udtrådte en af de yngre børn af fyrst Sephyran af Kazimi.
Klædt i en sort kjole med guld broderier i et floralt mønster, der begyndte fra taljen og op over hele overdelen af kjolen. Modsat hvad man typisk så længere oppe i det centrale og nordlige Krystalland, var kjolen hverken med lange ærmer eller høj halsudskæring. Ærmerne sat tæt, stoppede lige før albueleddet, en dyb V-udskæring gav kig til den spinkle kæde af gul med enkelte små ruderformet rubiner. Kropskæden startede i en løkke omkring den brune hals før kæden, fortsatte ned langs brystkassen og forsvandt ind under kjolens stof, hvor den ville slutte i en ny løkke omkring øverste del af taljen. En lav afstivet krave var rejst op langs nakken og siden af halsen. Det mørkebrune hår var trukket tilbage, sat i en lav knold hvor et spænde med et gyldent udskåret løvehoved holdt håret på plads.
Med følge af sin private slave, ørkenelveren Kisra der var blevet hende ved fødslen og 4 uniformerede vagter, der alle bar Kazimi-våbenskjoldet på deres klæder, tog Meena plads under en af de skyggende baldakiner sat op i dagens anledning.
Det kunne måske virke voldsomt med følge af hele fire vagter, men det var set før en enkelt slave eller to løsrev sig og forsøgte at springe på de bydende. Med sin åbenlyse titel ville hun være et oplagt mål for en hævngerrig og desperat slave, det perfekte offer for at sende et personligt ’brev’ til Kazimi fyrsten.


//I tilfælde af min beskrivelse af hendes påklædning og kropskæde ikke var helt forståelig/tilstrækkelig, så smider jeg lige et link til begge dele – Kisra kan i øvrigt ses under ledsager hos Meena ^^
Link til kjolen
Link til kropskæden

Athelstan havde indlogeret sit følge i et af de fornemmere etablissementer i handelsbyen. Foruden de obligatoriske tjenere og friryttere, som havde sluttet sig til dem på rejsen, blev følget udgjort af den sorthårede adelssøns tætteste vennekreds; otte unge mænd inklusiv den betroede og dybt loyale væbner, Philip.
Efter det rædselsfulde ophold i Norvik med sin kommende hustru, Amelia, havde Athelstan været præget at forfærdeligt humør. Da brevet var blevet overleveret til husstanden i Dianthos, var det Philip som havde forslået at gøre det til en fejringstur; en måned med gylden sommervin og brændende sol, tørt sand og villige slaver ville være bedre end enhver urtemedicin, havde han sagt og lovet at det med sikkerhed ville få kardinalvæskerne i balance igen. Bevares, Athelstan ville ikke lade sig begrænse sig voldsomt, blot fordi han blev gift – men selv han måtte erkende, at der var noget voldsomt opløftende ved tanken om en mandetur uden nogle former for restriktioner. Desuden havde brevet omhandlet en yderst lovende auktion, som den unge adelssøn for alt i verden ikke ville gå glip af: Athelstan havde endnu ikke set en ørkenelver på nært hold.

Trods sommerstormen der havde huseret under det meste af Athelstans midlertidige ophold i syden, havde de haft nogle aldeles fortræffelige dage. Frugterne var så sødmefulde at de eksploderede på tungen. Figner var blevet serveret af gyldne, velplejede hænder og klistret saft fra nektariner og appelsiner havde øvede slaveinder slikket af med lyserøde tunger.
Henslængt i puder og løst tøj havde Athelstan og drengefølget indtaget paradis med dyrisk iver og en overvældende appetit.

Orangerødt sand havde ikke kunnet forhindre auktionen. Med en summende tilfredshed havde den sorthårede unge mand efterladt vennerne i de lumre gemakker. Kun Philip forblev troligt ved Athelstans side. De ankom tidsnok til at få en plads i skyggen og god udsigt til pladsens midte, hvor handlingen inden længe ville finde sted. Det var dette sted, ventende på auktionens begyndelse, at Athelstan af Erneyll så den første ørkenelver -
Men det var ikke på elveren at opmærksomheden lagde sig endeligt til rette. Derimod blev det blå blik hurtigt fanget af refleksionen af et spinkelt guldsmykke og en særdeles dyb udskæring. Et fornøjeligt smil spirrede frem på det velplejede ansigt. ”Der - Se, Philip – under baldakinen derovre. Det er en Kazimi.” Med et voksende ønske om at fange kvindens opmærksomhed, gjorde Athelstan intet for at fjerne sit blik fra hendes velklædte væsen.

Fyrste Datteren havde kun akkurat nået at tage plads, blandt de mange bløde og silke klædte puder, gjort sig det behageligt, før end ørkenelveren var i færd med at skænke op i den gyldne drikke gral. Hun behøvede ingen gang vente på accept til at servere, elveren kendte Meena godt nok til at vide hvad hun ønskede og hvornår, som var de to kvinder i symbiose. Den kolde væske fik med det samme kondens til at dannes på ydersiden af metallet. ”Mange tak Kisra.” et tilpas venligt smil blev delt mellem slave og den unge Kazimi. Slaven trak sig tilbage og tog plads på en større pude, placeret nær prinsessens side.

Normalt forblev de mørke øjne rettet mod pladsens midte, kun brudt for at enten gribe et stykke frugt fra det gyldne fad med bunken af friske figner, væde munden på ny med det forfriskende mynte vand eller hvis uro tiltrak hendes opmærksomhed. Sjældent lod hun blikket glide over de andre bydende. Typisk var det jo bare de samme velkendte ansigter og så kom hun jo ikke for at se på dem i første omgang, nej hun var her for at se varerne an – lade sig friste. Denne gang var klientellet ikke som vanligt.
Den stikkende fornemmelse af en fremmedes øjne, satte sig hurtigt under den brune hud og nagede indtil hun gav efter, for at finde kilden til følelsen. Heldigvis ville hun ikke skulle lede længe.
Den stikkende følelse var skabt af to lysende, nærmest gennemborende, blå øjne, tilhørende en ganske attraktiv mørkhåret mand. Hun ikke syntes dog ikke at kunne genkende ham lige med det samme. Hovedet skrånede sig nysgerrigt, mens øjnene smallede sig en anelse og fik hende til at virke små irriteret ved hans stirren. Det var ikke meget mere end ganske få sekunder hans skikkelse blev værdiget et blik. Hovedet drejede sig mod elveren ved hendes side. Ord udvekslet og blikket fandt tilbage til midten, som havde det aldrig bemærket Athelstan’s tilstedeværelse.

Kisra nikkede lyttende til de ord Meena sagde til hende, før hun rejste sig og satte kursen mod de to fremmede mænd. Slave kvindens skridt gjorde hold foran baldakinen. Blikket blev skænket mod jorden, før et respektabelt buk fandt sted. ”D’herrer.” lød den formelle hilsen, som mændenes status ikke var kendt. Så snart der blev givet tilladelse ville hun fortsættende tilkendegive, hvorfor hendes frue havde sendt sin ørkenelver væk. ”Prinsesse Meena Israa af Kazimi inviterer Dem til at sidde hos hende.” naturligvis kunne invitationen afslås, hvis man da var en tåbe. En gestuerende bevægelse blev gjort tilbage mod den petit skikkelse, hvis opmærksomhed var tilbage på dem, løftende på guld gralen indbydende til en skål.

Kazimi-slægten var kendt for Fyrst Sephyran virile forplantningsevne, der havde resulteret i et yderst omfangsrigt stamstræ. Hårdnakkede rygter berettede om minimum 18 nulevende prinsesser og prinser foruden snesevis af bastarder avlet på ukendte elskerinder.
Fyrsten laver sin egen hær, kunne spottende tunger sige: Der er Fyrst Sephyran i alle med solbrun hud, der bestrider prestigefyldte roller. Giv ham et hul og han giver dig et barn – han er ikke til at styre - han sælger sågar konen som slave efterfølgende, så han kan bestige en, der er yngre.

Athelstan af Erneyll havde leet af den hvasse morskab, når den var blevet ytret i Dianthos, ligesom han havde set efter alle med solkysset hud, ravnesort hår og silkeklæder og tænkt, at halvtreds procent af genpuljen med sikkerhed bestod af den ærede fyrste, Sephyran IV Zayn Ad-Din af Kazimi. Selvom det naturligvis var voldsomt overdrevet med så mange børn, kunne en del af den unge adelssøn alligevel ikke lade være med at nære en respekt for en mand, der gav efter for sine lyster på den måde og så uhæmmet beplantede riget med sin egen sæd. Slægtens overlevelse ville være garanteret selvom 8 børn skulle blive taget af pesten. Det var, når alt kom til alt, en praktisk foranstaltning som kun kunne beundres.

Det nysgerrige blik fulgte den jævnaldrende kvinde med øjnene, selvom denne ikke gengældte øjenkontakten længe. Det havde generet ham, hvis ikke ørkenelveren kort efter havde rejst sig fra sin plads. Den respektable henvendelse fik Athelstan til at slikke sig i mundvigen, mens han sulten ventede på, hvad slaven var kommet for at sige.

Øjenbrynene blev løftet, da beskeden blev givet, og han tog sig i at skæve mod kvinden, der i selv samme øjeblik, løftede sin guldbelagte gral til hilsen. Så det var prinsesse Meena? En af de royale ørkenrotter, hvis eksotiske udseende virkede så jammerligt appellerende på Athelstan? Begæret prikkede efter sætte sig i hendes nærhed samtidig med at hans egen forfængelighed blomstrede over at blive anerkendt som værende betydningsfuld nok. Den unge mand var ikke længe om at takke ja til det generøse tilbud.
”Kom Philip,” bekendtgjorde han til sin væbner: ”- Prinsessen ønsker min tilstedeværelse. Vi skulle nødig skuffe så yndigt et ansigt.”
Uden at henvende sig til slaven satte Athelstan i bevægelse, og stod kort efter foran puderne, hvorpå Prinsesse Meena mageligt sad.

”Vær hilset, Prinsesse Meena. Jeg takker dem nådigt for deres gæstfrihed.” Han bukkede foran hende, som det var passende, og bad tavst til at hun ville række hånden frem, så han kunne kysse den.

Skønt Meena af Kazimi sad uden for hørevidde af adelssønnen og slavekvinden, var det ikke synderligt svært for hende at følge med, trods afstanden. Kendende til Kisra’s tale mønster, kunne hun uden problemer mundaflæse hvert af ord der bevægede sig ud mellem de mørke læber. Den sorthåret mand var noget sværere, ikke fordi han virkede til at være en der tale synderligt uklart, fyrste datten kendte ganske enkelt bare ikke hans måde at tale på; endnu.
De sorte velplejede øjenbryn hævede sig op i den lyse pande, de stikkende blå øjne søgte væk fra den mørklødet elver og fandt sig på ny tilbage mod den lille kvinde skålene til ham. Athelstan var ikke sen til at rejse sig fra sit sæde, i blandt det farvestrålende hav af silke puder, kun væbneren ved hans side blev mødt hans stemme, som han kommanderende bød Philip at følge herren.
Som et rovdyr fastlåst sit bytte, trådte han forbi slaven havde hun ikke været andet end luft. Den anden mand ved hans side fulgte troligt i hælene og slutligt Kisra. Hvor Athelstan og Phillip standsede op, fortsatte hun forbi de to mænd for atter at tage plads ved siden af prinsessen, men denne gang stående. De gyldne øjne hvilede fast på den højst rangerede af hankønnene, havde han ikke stået så forbistret tæt at selv den laveste hvisken kunne høres, ville hun havde delt sin urolige mavefornemmelse, for den sorthåret mand, med sin frue; i stedet stod hun troligt stille.

Mageligt lænet tilbage i det bløde sæde, lod Meena blikket løbe ned over Athelstan der tårnede sig op hende jo nærmere hans høje skikkelse kom. Intet i de brune øjne eller det fregne spækkede ansigt antydet hun var den mindste smule intimideret af ham, snarere spillede der sig et nysgerrigt glimt i alt det mørke. Han var tydeligvis af højere status end en gemen handelsmand, for ikke at bemærke hans hud ikke bar meget præg af ophold under sydens bagende sol, ej heller bar stemmen den melodiske klang i som havde han været et barn af Rubinien.
For god ordensskyld, fordi hun ikke var bekendt med hans præcise rang i Krystallandets pyramidespil, flyttede hun benet der lå hvilende over det andet og rejste sig i en ubesværet bevægelse. Ringbesatte slanke hænder gled over det sorte skørt, udglattende eventuelle folder den siddende position havde efterladt sig. Nejende, passende for sin stand, bød hun ham velkommen efter bukket før hun tilkendegav sin grund for invitationen ”Jeg må jo statuere som godt eksempel på sydens gæstfrihed, særligt når nu jeg er blevet tilsmilet at støde på et ubekendt ansigt.” Mundvigene krænkede sig op af i et høfligt, men indbydende smil der med lethed nåede øjnene. Afventende på en præsentation for hvem der var trådt hende nærmere, foldede hænderne sig foran hende. Mest passende ville have været at hun havde fremstrakt den ene hånd, bydende til at lade de bløde læber mødes med den mørke håndryg; men som prinsessen aldrig havde været synderlig begejstret for den skik, måtte Athelstan sukke længe efter at komme i så nær berøring med den petite kvinde foran ham.

Så snart Athelstan havde præsenteret sig, ville en håndbevægelse være gestus for han og Phillip endelig skulle tage plads; naturligvis med en forventning om at hendes gæst ville tage pladsen tættest ved hendes egen, men stadig ikke så deres lår eller arme ville berøre hinanden. Lidt anstændighed måtte der jo holdes, særligt med tanke på at blandt de andre fremmødte sad der folk, som var ganske nære med hendes fader.
”Hvad tager De at drikke, Deres højhed?” så snart der var fremlagt et ønske om drikke og måske ønske til frugt, som der kun var friske figner at finde på det forgyldte fad, ville Kisra straks rende afsted efter det.

Spydigheden var gemt bag høflige silkeslør, bemærkede Athelstan, da hun omtalte han som ’et ubekendt ansigt’. Han undskyldte det som en adelsfrøkens klassiske uvidenhed; det lille pus måtte have levet hele sit liv i den sandkasse, som Rubinenes ørkenlandskab egentlig kunne reduceres til at være – for ellers ville hun uden tvivl havde bidt mærke i det glorværdige helteomdømme, som svøbte sig om Athelstan af Erneylls fint polerede og yderst velplejede legeme.
”Sikke en ære!” proklamerede han høfligt tilbage og bukkede igen. Skuffelsen over at hun ikke havde ladet ham berøre hendes yndige, besmykkede hånd blev sendt mod det nedtrådte sand.
Alt imens var det Philip som stod for præsentationen af den sorthårede adelssøn. Han var forblevet bag sin unge herre, og lod nu med forbløffende mild stemmeføring, den indøvede frase blive hørt:
”Dette er Athelstan af Erneyll, den første af sit navn, søn af Smaragdbjørnen, Lysets og folkets beskytter og fremtidige (samt retmæssige!) vogter af Turmelinien”
Først da Philip havde færdiggjort præsentationen løftede Athelstan blikket mod sin vært og rankede ryggen.

Som respons gestikulerede Meena mod puderne og Athelstan var ikke længe om at følge hendes bud og satte sig til rette ved hendes side, mens Philip blev forvist til baggrunden.
”Jeres sommervin er fortræffelig,” lød svaret og var en voldsom underdrivelse. Aldrig i adelssønnens liv havde han smagt noget så godt som Rubinens sødmefulde vin. Beruselsen kunne mærkes bare man indåndede lugten; det var i sandhed en livsgivende væske: ”- Og Jeres ferskner og druer er bestemt heller ikke dårlige” tilføjede han efter en kort pause og sendte hende et sigende smil og skottede mod slaven, der med det samme forsvandt og efterlod Athelstan og Philip alene tilbage med prinsessen:

”Tillad mig at være direkte: Men er der en særlig grund til at det netop er mig, De er interesseret i at sidde i nærheden af? Så vidt jeg kan se er der adskillige vesterlændige til stede til dette arrangement”

Det mørke blik forlod ikke et eneste sekund den bøjede skikkelse foran fyrstedatteren, da Philip præsenteret adelssønnen. Et svagt ryk på det ene velplejede øjenbryn kunne anes da slægtsnavnet Erneyll blev nævnt. Herefter havde det været lige ved Meena ikke længere lyttede efter resten af præsentationen, hvorfor skulle hun? Alt relevant viden var givet, men i stedet for at lade sig styre af impulser trak den mørkglødet unge kvinde på den tillærte etikette. Lyttede til hvert ord og memoreret sig hvert og et af dem.
En bjørn rejst ned til løvens hule. ”Erneyll, det må jeg nok sige. De er langt hjemme fra, Deres højhed.” Det var ikke uvant at adelen rejste rundt i landet, men hvad der var mest bemærkelsesværdigt var, at støde på en udefra kommende adelig her af alle steder.
Det svage løft der havde hævet øjenbrynet en smule faldt tilbage til sin sædvanlige position, så snart Athelstan gjorde antræk til atter at ranke sig, fra sin bukkede position. Straks prikkede nysgerrigheden bag den brune pande, men hun beherskede sig fra, at lade den ene flodbølge efter den anden af spørgsmål overdynge ham.

”Vinen og frugten er i sandhed af en lidt anden kaliber her i syden.” medgav hun efterfulgt af et lille nok, mens det ene ben krydsede sig over det andet, blottende den ene ankel fra sit skjul under det mørke skørt. ”Jeg må advare Dem, Deres højhed. Det er forfærdeligt let at blive forfalden til begge dele, men det er intet problem for en mand som Dem? Jeg mener De om nogen har trods alt midlerne til at få stillet deres længsel, efter sydens goder?” ordne handlede overvejende om den sødmefulde vin og de saft sprængte frugter, men de holdt samtidigt noget udefinerbart i sig. Op til fri fortolkning, skønt de fleste helt kunne sige sig fri for ikke at lade spekulationerne lede sig mod de mere syndige.
Meena kunne have siddet længe og ladet spørgsmålet hænge i luften mellem dem, vippede hovedet overvejende på sned mens hun ville ytre et tænkende ’hmm’. Tage sig god tid til, at overveje sine ord for hvorfor lige netop Athelstan af alle var blevet budt hendes selskab.
I stedet lød hun åbenlyst blikket sænke sig ned over ham, før det vandrede tilbage mod ansigtet. Han var lige så behagelig for øjet tæt på, som på afstand. ”Jeg foretrækker direkthed. Det mindsker misforståelser, der kan ende ud i grimme situationer.” startede hun ud, som var det i virkeligheden et spørgsmål om vejret der var blevet stillet. ”For at besvare Deres spørgsmål, så er ingen af de andre velsignet med så attraktivt et ansigt som Dem.” svaret blev givet, alt mens hun roligt uden tøven lænede sig nærmere den sorthåret adelssøn, før hun i stedet skiftede kurs og rakte ud efter en af fignerne. Med tænderne der sank sig ned i det lyserøde kød, lænede prinsessen sig mageligt tilbage mod en større pude bag ryggen. Frugtkødet blev sunket før et spørgsmål blev givet retur ”Men tillad mig så at spørger dem Athelstan af Erneyll. Hvad har fået Dem til et arrangement som dette? Er det udelukkende nysgerrighed eller agter de faktisk at byde på en af varerne? At vende hjem med en ørkenelver slave kan give selv en mand som Dem problemer.” spurgte hun smilende, men oprigtigt nysgerrig på at vide svaret. Et svar der ville fortælle en del om hans person, hvor risikovillig han faktisk var.

De blå øjne hæftede sig ved anklen, som fyrstedatteren blottede for ham. Han ville vædde med at det var et bevidst træk fra hendes side af. Godt nok havde de ikke udvekslet andet end høflighedsfraser som etikken foreskrev, men Athelstan af Erneyll havde allerede draget visse konklusioner – godt hjulpet på vej af den stereotypiske forestilling om, hvad Rubinens adelsfamilie var for en størrelse. Meena var en indbegrebet af en blåblodet sand-sirene. En gylden forførerske, der bød på fysiske lækkerier i alskens former. Vin, frugt. Ankler. Hendes betonede ytring bekræftede det; Undertonerne fremstod så tydeligt at Athelstan lod sig indfange af hendes lokkende væsen uden protester.
”Der er noget særligt ved at opleve det i de naturlige omgivelser. Desuden har varerne det også med at miste noget af deres sødmefuldhed når de skal transporteres hen over store afstande. Sydens goder skal plukkes og indtages med det samme, er min erfaring.”
Den unge herre forsøgte ikke at skjule, at han håbede at hun ville afsløre mere end en enkelt ankel.

’..så er ingen af de andre velsignet med så attraktivt et ansigt som Dem.’
Hendes kommentar føltes som honning, og Athelstan mæskede det i sig med synlig tilfredshed. Selvkærligheden stod i fuld flor og fik ham til at fastholde øjenkontakten, idet hun fulgte op på sine ytrede tilnærmelser ved fysisk at læne sig frem. Adelssønnen tog sig selv i at overveje om hun virkelig ville til at kysse ham nu. Tanken fik hjertet til at slå med øget kraft.
Men det var ikke den unge herres læber hun mødte med sin egen mund. Athelstan, der selv ubevidst havde rykket sig en kende fremad, trak sig tilbage og betragtede, med en udefinerbar følelse i kroppen, fignerne, som fyrstedatteren havde kastet sig over i stedet.

”Jeg modtog en invitation til at overvære auktionen.” bekendtgjorde han og understregede dermed indirekte sin egen vigtighed: ”- Og hvem siger nej, når Syden lokker med eksotiske slaver og vin? Desuden har jeg en lidenskabelig interesse for elvere af alle slags – og eftersom jeg endnu ikke har stiftet ordentligt bekendtskab med ørkenracen, tænkte jeg at dette her var en oplagt mulighed.” Han så ud over pladsen. Det ville snart gå i gang:

”Jeg misunder Sydens …frisind. Tanken om at eje et væsen på den måde er en yderst tillokkende  tanke, men du har helt ret, Prinsesse: Der hvor jeg kommer fra er de voldsomt konservative – de ville ikke bifalde hvis jeg tog en slave med hjem – selvom jeg er sikker på, at jeg ville være en formidabel herre.”

Tilfælde var ganske enkelt ikke en ting som Kazimi datteren gjorde sig i, hvis det kunne undgås vel og mærket. Derfor var det heller ingen tilfældighed at hun havde placeret sig med en ankel blottet. Den mørke hud lod staks til at fange hans opmærksomhed. Med de blå øjne fri af hendes ansigt, dansede der sig kortvarigt et lille triumferende smil frem. Et smil Athelstan nok ville få nys om senere, når han atter var på tomandshånd med sin væbner. Ikke at fyrstedatteren havde forventet mindre fra adelessønnen, han var jo alligevel ikke andet end en simpel ung mand, der næppe havde haft udgik til meget kvinde hud uden for bordellerne.
Ordene havde været valgt nøje til at holde en tvetydighed, så det var op til Athelstan af Erneyll at tolke frit. Stadig med en mulighed for elegant, at kunne sno sig fri af eventuelle beskyldninger om uanstændigheder. Det hendes fornøjelse var han ikke sen til at tage teten der var blevet rakt. Nærmest som havde usynlige tråde trukket i de fine klæder, flyttede også han sig nærmere. Ikke tæt nok til at strålevarmen fra deres kroppe ville blande sig. Kun aromaen fra hver deres duftolier flød sammen. I et øjeblik ikke var til at fornemme hvor den friske duft af citrus sluttede før den blandede sig med hans mere krydrede. Morende gnister slog fra hendes blik, uden det fremstod spottende, da hun først havde lænet sig tilbage.

Prinsessens personlige slave kom atter tilbage. Denne gang med et rundt fad af guld i hænderne, fyldt til randen med sødmefulde og saftige ferskner, sprøde kernefri druer og en forgyldt kande med den bedste vin Rubinien havde at byde på. Uden ord begyndte hun at skænke vinen først til sin slaveholderskes gæst, derefter til hans følge. Afventende på enten at blive budt endnu en opgave eller igen at tage plads på den store pude, forblev hun stående. Et lille nik fra Meena var alt der skulle til for at Kisra med sænket hoved nejede af til de to unge adelspersoner og indtog sin plads på puden.
”Er der andet De ønsker? Eller vil De mene der mangler noget før De har alt hvad Deres hjerte begærer?” spurgte hun henvendt til Athelstan da elveren havde medbragt, hvad han havde ytret ønske om.
Blikket fulgte det blå, tilbage mod pladsen der endnu var tom, men med lyden af kæderaslen nærmende sig et gabende mørkt hul, i en tilstødende sandstens mur. Metallets raslen forstummede næsten til hans ord, ord Meena af Kazimi lyttede nøje til. Lidenskabelig interesse, frisind og formidabel herre. Særligt de ord hæftede prinsessen sig ved.
Hun rev sit blik tilbage til hans skikkelse og videre forbi, hen på væbneren der sad tavst og indtog vinen ”Er De enig, ville han være en formidabel herre? De kan svare ganske sandfærdigt i værste tilfælde kan jeg skænke Dem asyl fra bjørnen.” stemmen var hverken tyk af mistro eller mistænksomhed over Athelstan’s ord, i stedet emmede de af nysgerrighed, om de tættest på sortbjørnen nu også delte hans selvbillede. Smilet der blev sendt til Athelstan var forsikrende for at intet ondt var ment i hendes ord. Tværdigmod virkede de mere til at være sagt i en spøg.

Athelstan tog imod vinen, løftede sit bæger som tak, og drak begærligt. Solen havde gjort ham tørstig. Hendes honninghud havde gjort ham tørstig. De indirekte hentydninger til pirrende uanstændigheder havde gjort ham tørstig. Al den venten havde gjort tørsten så voldsom, at han måtte holde sig tilbage fra at sluge bægerets indhold i én mundfuld. Han drak halvdelen og mærkede øjeblikkeligt den løsslupne effekt. Ro. Behagelighed. Adelssønnen satte sig mere til rette i puderne. Kunne han få Prinsessen til at fodre ham med druer, hvis han indbød til det? Tanken fik det til at trække op i mundvigende.
”Jeg kan kun komme på enkelte ting, der ville gøre dette her endnu mere fuldendt,” smiskede han alt imens adelssønnen betragtede Meena hæmningsløst. Dog lod han det kun vare et øjeblik.
Lyden af kæder jog opmærksomheden på flugt. Snart ville det hele begynde; slaverne ville blive ført frem og auktionen ville gå i gang, med alt hvad det så end indebar. Vinens ro holdt ikke længe.
Athelstan rettede sig en smule op. Utålmodigheden stak i kroppen, og selvom Meena fortsat var det mest interessante, var det ikke sikkert at det ville forblive sådan meget længere. Athelstan var ikke kendt for at kunne fokusere på flere ting på en gang, og hvis hun fortsat ønskede den udelte opmærksomhed og hengivenhed, måtte prinsessen til at kæmpe for det: for elvere i lænker var en højtskattet begivenhed og yderst værdig konkurrent.

”I allerhøjeste grad,”besvarede Philip pligtskyldigt spørgsmålet og fortsatte: ”- Han vil holde dem i god fysisk form, og sikre dem et begivenhedsrigt liv – Må jeg forresten rose valget af den vin, prinsessen har fundet til os? – ”
”Det er fint, Philip.” afbrød den unge herre med en viftende håndbevægelse, inden han selv henvendte sig til Meena: ”Min væbner ynder at holde på formaliteterne og sikre at ros gives, når jeg selv glemmer det – men han bliver ved, hvis jeg ikke stopper ham i tide.” Athelstan sendte Philip et smil og fortsatte så ufortrødent: 

”- Men nok om mig. Er du på udkig efter et nyt individ til din slavebestand? Hvad kommer der egentlig til at ske? Går de snart i gang?”

Som kvinde i adelen var det klart forventeligt at man skulle fremstå en passende mængde af både føjelig, skrøbelig og afholdt. Det var derfor altid lidt af en stats når en kvinde, som både ugift og uden en trolovelse, selv opsøgte særligt mænd fra højklassen. Det kunne hurtigt sende de forkerte signaler og tanker i hovedet på både beskuer, og pågældende adelsmand. Der kunne argumenteres for, at skønt det var prinsessen som havde budt sit selskab først, til Athelstan af Erneyll, så havde han siddet og taget hele hendes petite væsen ind; næsten som et udsultet rovdyr . Det ville bare havde været et spørgsmål om han enten selv afkrævede Meena's opmærksomhed eller sendte Phillip, til at drage den i hans retning.

Uanset fortrød Meena ikke et eneste sekund, at etikette for et øjeblik var skubbet til siden. Bjørnen skuffede ikke hverken af udseende, ej heller da han var hurtig til at matche hendes lille leg. Han svarede lige præcist vagt nok til at fantasien fik lov til at tolke og lege frit. Nysgerrigheden for at få ham til at uddybe, prikkede pirrende under den brune hud. Det endte ikke med at være en udspørgen, som i denne omgang fik tvang underlæben fri fra dens fængsel, mellem de hvide tænder, der var sunket i det bløde kød i en naturlig respons på den sortbjørnens stemme.
Rettene på sin siddende stilling, lod hun foden strejfe op mod Athelstan’s underben, tættest hende. ”Oh, det beklager jeg Deres højhed. Det var ikke min mening at ramme Dem.” det fregnede ansigt lagde sig i perfekt beklagende folder, som havde hun øvet det tusindvis af gange forinden. Den slanke hånd lagde sig blidt over hans lysere, med hovedet tiltet let på skrå ”Jeg håber De kan tilgive mig?” spurgte hun smilende varmt, før den sparsommelige hudkontakt blev brudt, som hånden atter blev fjernet for at lægge sig i hendes skød.

Phillip’s stemme brød gennem. Helt som forventet svarede han som en logrende hund; fuld af glæde og forventning for hvilket fortræffelig herre Athelstan unægtelig ville være. Da væbneren begyndte på at smiger vin og hende, ville den opmærksomme straks have bemærket den svage trækning over næseryggen. Uimponeret, ville være hvad der bedst beskrev hvad fyrstedatteren i et øjeblik var. Ros var altid kærkomment, men hun brød sig aldrig om ros baseret på hendes status alene; hvad det føltes som Phillip’s var. ”Ros bør også kun gives hvor det er berettiget. Ikke hvor det er tiltænkt og pålagt. Jeg må blot antage jeg endnu ikke har gjort mig fortjent til din?” pointerede hun uden den store sorg i stemmen, men med et udfordrende glimt spillende i hendes blik.

Et øjeblik sad brunetten med blikket mod den sandede plads og overvejede sit svar på spørgsmålet. Lod den lyserøde tungespids glide fugtende over de mørke læber. ”Nej, men jeg vil ikke benægte jeg kan blive fristet.” lød det ærligt, før hun gik videre til at besvare hvordan slave auktionen ville forløbe. ”Slaverne bringes ind ad 3 omgange, på hold af alt mellem 5 til 8 stykker. Disse stilles på en række langs muren der. –” en håndbevægelse pegede muren ud, hvor mørke stål ringe i sandstenen afslørede hver slave ville lænkes der til. ”- De bedste af slaverne bringes ud i anden runde, påstås der. Kig på deres fødder, hvordan de står og det vil afsløre hvilke der er de bedste. Ulydige slaver piskes under fødderne og en ulydig slave er aldrig en god slave, de skaber for mange problemer selv overfor den mest hærdede slaveholder.”.

De blå øjne funklede af fryd. Mundvigende afgav kun en knap synlig sitren. Naturligvis havde det været med vilje, da Meenas fod diskret havde strejfet hans ben. Den lette berøring havde affødt en elektrisk følelse, der havde zigzagget sig vej op til hans hånd, hvor hendes egen kort efter havde mødt ham. Hudkontakt. Den solkyssede håndryg på det mælkehvide lærred, som Athelstans egen hånd udgjorde. Varm og indbydende havde han lyst til at dreje sin hånd rundt, således at deres håndflader kunne mødes i stedet. Bøje fingrene, tage fat om hendes håndled. Men han nåede det ikke. Prinsessen forblev flygtig og som var det aldrig sket, lå hendes hænder pludselig tilbage på kjolen. Kun den elektriske følelse vidnede om den kortvarige kontakt. Så ørkenkatten ville lege?
Munden var for tør til at Athelstan kunne svare. Forhåbentlig sagde blikket alt.

”Ha!” Athelstan kom med et fornøjet fnys, da Meena gav udtryk for ikke at være forfalden til smiskende fedtesnak. Ord var luft, og i modsætning til den højadel som Athelstan tidligere havde stiftet bekendtskab med, synes sandsirenen at vide netop dette. Iagttagelsen fik adelssønnen til at smile fornøjet til prinsessen.
”- Noget kunne tyde på det,” røbede han, forbløffende direkte. Normalvis var det ikke kutyme at besvare en fyrstedatters ord med en sådan ligefremhed, men Meena havde vist sig at være anderledes, hvorfor Athelstan blev for fristet til at se, hvor langt han kunne gå, inden hun atter ville rynke på sin fine næse. Hendes opfordrende blik blev vel modtaget og tydeligt gengældt.

Da Meena svarede, lyttede Athelstan opmærksomt. Alt med elvere i fangeskab havde stor interesse og det var forunderligt at høre en kvinde berette om det med sådan en naturlighed. Pirrende. Hvor han kom fra var kvinderne mere rene. Mere uskyldige og langt mere uvidende om Krystallandets brutaliteter. De levede en isoleret tilværelse og Athelstan foretrak det sådan. Dog var der noget sært opildnende ved mødet med så anderledes – og på mange måder mere barbarisk – kultur.

Det gjorde ham oprigtig nysgerrig efter at vide mere:
”Har du haft slaver altid? Det lyder så .. naturligt når du snakker om det på den måde. Så normalt - Ja, undskyld, det er det selvfølgelig også for jer, men når man kommer et sted fra, som jeg gør, hvor slaver ikke er velanset at eje, er det så fascinerende endelig at snakke med en.. du ved, med en som anser det som en helt almindelig ting at have i sin husholdning.”
Han lod smilet vokse en anelse:” - Jeg får lyst til at stille dig så mange spørgsmål.”

For folk med udefrakommende øjne, var der intet usædvanligt i både hvor på Kazimi prinsessen agerede omkring adelssønnen. For disse ville det blot ligne en hver anden samtale, mellem en ung kvinde og en ung mand af højere status. Det var en balancegang som hun mestrede til perfektion, og noget tydet på at han ikke selv var helt håbløs til at spille det spil, han var blevet inviteret til. Det var kun et spørgsmål hvor langt han ville turde lade legen fortsætte, før han ville få kolde fødder som havde han gået barfodet gennem en snedrive. Hvis han da ikke ignorerede kulden, fortsatte ufortrødent til fødderne var følelsesløse og der ikke længere ville være en vej tilbage.
Blikket i de blå øjne sladrede. Det nærmere ville være det sidste, frem for det første, som ville gøre sig gældende.

”Kisra her, –” startede hun gestikulerede mod elverkvinden, der stadig troligt sad ved modsatte side af Meena, end den hvor Athelstan og Philip sad. ”- Hun er min personlige slave, skænket til mig ved fødslen og som en af de fineste slaver krystaller kan opdrive. Det er noget alle ægtefødte børn af fyrsten af Kazimi får ved vores fødsel, så det er ganske korrekt antaget at det er min norm. –” et afventende blik lagde sig på den sorthåret mand, før hovedet gled på sned som en nysgerrig kat. ”- Jeg har intet imod slavehold, men det er er sikker på en klog mand som du allerede havde regnet ud – ellers ville jeg jo ikke sidde her.” det var bestemt ikke sagt for at smigre manden ved hendes side, det var intet mindre end konstateringer og gisninger. Alligevel blev de sagt med et smil der kunne fortælle noget andet, at det alene var sagt for smigre. ”Faktisk mener jeg ikke forskellen mellem slaver og tjenere er så stor, som den lægges ud til at være. Jeg vil mene, at tjenestefolk har en falsk frihed, for kan de gå som det lyster dem; nej. Dét ville koste dem deres arbejde. Der kan altid findes erstatninger og ikke sjældent bedre.” Blikket flyttede sig fra Athelstan til Philip og lod sig kort forblive hvilende mod ham ”Hvis Philip ønskede at drage hjem i morgen, uden dig, ville du så lade ham? – Endnu vigtigere ville han forvente, at du bare uden videre ville lade ham, hvis ikke grunden var god?” de brune øjne rykkede tilbage til hendes egentlige gæst, naturligvis forventende at få et sandfærdigt svar på det stillede spørgsmål.

Benævnelsen af slave-elverens værdi fik Athelstan af Erneyll til for første gang ordentligt at bide mærke i dennes eksistens og reelle tilstedeværelse. Selv havde adelssønnen ikke noget udpræget nuanceret kendskab når det gjaldt elvere. I stedet forekom de ofte som karikerede skitsebilleder malet af fordomme og had: ”Hvad gør denne her så værdifuld? Kan den noget særligt?” Athelstan iagttog kortvarigt den omtalte slave, inden øjnene fandt tilbage på Meena, der (helt objektivt) var et meget mere behageligt skue.

At prinsessen havde fået skænket en slave ved fødslen, som siden da havde forblevet ved hendes side, var underligt pirrende, på den eksotiske, sandfarvede måde. Slaven måtte have opbygget en kolossal viden om sin herskerinde. Selvom det naturligvis ikke var i Athelstans nuværende interesse, kunne han alligevel ikke lade være med at pille mentalt ved tanken om, hvor meget der ville skulle til, før slaven ville røbe alt.
Meenas snak fik ham løsrevet fra det spirende tankeeksperiment. Athelstan kunne kun give hende ret: der var kun en reel forskel mellem de to grupper; den ene kunne man sælge på et torv, i fuld offentlighed i Rubinen.
Philip skævede til Athelstan, da Meena atter inddrog ham i samtalen, om end det var mere indirekte denne gang. Han virkede tydeligt interesseret i hvad Athelstan havde i sinde at svare.
Den sorthårede adelssøns hvide ansigt krakelerede i et sigende grimassesmil: ”Grunden skulle være god,” medgav han omsider: - Nu hvor det trods alt er Philip som har overtalt mig til at tage herned.” Philip lo.
Athelstan rykkede sig i puderne, lænede sig en kende fremad mod prinsessen med den solkyssede hud: ”Jeg er sikker på, at jeg ikke tilbringer nær så meget tid med min væbner, som du gør med din elverslave.”

Den pludselig opstået interesse for ørkenelveren og hvordan de gennemborende blå øjne hvilede på hende, fik slaven til at spænde op så kroppen gav sig i et lille ryk. Hun forsøgte ikke at lade sig påvirke af adelssønen, men den tilbagevendte dårlige mavefornemmelse, gjorde det svært at holde den fulde kontrol over den mørke krop med, mens ansigtet fortsat lå i neutrale, ulæselige folder.
Givende efter for en kort, men varm latter af hans så direkte spørgsmål. Han lagde så sandelig ikke fingre imellem. Nøjagtig som ørken prinsessen foretrak det, men lige disse spørgsmål måtte for nu være ubesvarede ”Vil du også vide hvor meget mine smykker og beklædning er værd?” responderede hun kækt tilbage med latteren stadig siddende i de brune øjne. ”Dine spørgsmål må jeg lade være ubesvaret, for nu.” dermed var hun ikke afvisende for at bjørnen kunne få de oplysninger, senere.

Han skød ikke hendes synspunkt ned, betydende en af to ting. Enten var han rørende uenig, men turde ikke vokalisere det, som gæst under hendes baldakin eller også var han dybt enig i at tjenestefolk og slaver slet ikke var så ulig hinanden. Løvens bud var at det sidste gjorde sig gældende. Han slog hende ikke ligefrem som typen der ville bide sig i tungen, blot for at behage, så berøringsangst kunne en mand som han umuligt være.
”Min elverslave tilbringer nøjagtigt den mængde tid med mig som jeg ønsker, hverken mere eller mindre, men hvis du vil vide om hun ville følge mig over alt ligegyldigt tid og sted, hvis ikke hun fik andet befalet, er svaret ja.” ordene blev lavere, jo nærmere hun lænede sig mod Athelstan. Ingen grund til at tale højere når deres ansigter var få millimeter fra hinandens.
I en pludselig bevægelse trak hun sig tilbage og rejste sig fra sit bløde leje. ”Kisra vil du være så venlig at følge Philip, og vagterne tilbage til paladset eller hvor han skulle ønske at køres til?” Blikket forlod ikke den unge sorthåret mand, som hun for første gang kunne tage i øjesyn fra en højere vinkel, end hidtil. Søgende efter et hvert lille tegn i det mælkehvide ansigt, på han skulle til at protestere imod ordre der var blevet givet. ”I kan tage min karret.” tilføjede hun og foldede hænderne foran sig ”Du er vel ikke kommet hertil, til fods?” denne gang var spørgsmålet adresseret til Athelstan, med en hentydning om han skulle have en karret ventende på sig. Hun havde en plan, en plan der hverken indebar ekstra øre eller øre, og så bestemt ikke hendes faders vagter som følge.

Grimassesmilet voksede sig stort; satte sig fast for en stund – direkte affødt af Meenas ytring om, ikke at lade ham få besked. Et kækt tilbagesvar, der var så langt væk fra den føjelige, tvære tilgang som den mørkhårede adelssøn var så bekendt med. Hun drillede ham, bemærkede han mens de blå øjne studerede latteren i hendes blik.
At hun med sin fortsatte snak pludselig søgte hans nærvær; reducerede tomrummet mellem dem betydeligt, fik Athelstan til at holde vejret. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at Meena vidste, hvad hun gjorde; Prinsessen gav den unge mand tilpas nok til at han aktivt måtte holde sig fra at gribe fysisk ud efter hende.
De var så tæt på hinanden. Han ville bare skulle rykke sig en smule mere fremad.
Først da Meena med ét rejste sig, indså Athelstan at han knapt nok havde hørt efter. En vag erindring om at hun havde bekræftet tesen om slaveelverens konstante tilstedeværelse rørte på sig i baggrunden, men det var for diffust, for ukonkret, til at han kunne genkalde sig den reelle ordlyd.

Athelstan af Erneyll nikkede til sin væbner, der rejste sig uden at sige noget. Han var vant til sin herres lyst til at gribe mulighederne når de præsenterede sig, og havde bemærket, hvordan tungen kort havde fugtet læberne ved udsigten til at den unge herre skulle tilbringe lidt alene-tid med sandsirenen. Og Philip havde ganske ret i sin iagttagelse.
Athelstan var begejstret – det snurrede forventningsfuldt i legemet og han brugte en del viljestyrke på at holde det så uset som muligt.
”Naturligvis ikke, min karret står omme bagved” Han havde rejst sig fra de magelige puder og viftede sigende med hånden i den retning hvor vognen holdt parkeret.
”Hvad har du tænkt dig? Bliver du ikke ked af at gå glip af auktionen?”
Betænksomhedsfrasen var ikke andet end indlært etikette. Prinsessens hemmelighedskræmmeri og slet skjulte løfter om noget, Athelstan endnu ikke vidste hvad indebar, sled i ham. Iveren viste sig i det blå blik. 

Honningsøde og silkebløde lokkende toner af hendes sirenesang kælede for ham, som en kat ville stryge sig op ad benet på sin ejer. En sang sortbjørnen lod sig føre ud på dybt vand af, helt derud hvor han kun akkurat kunne nå bunden med sine tåspidser.
Alt der skulle til for at trække ham under, ville være en simpel berøring. Fingerspidser strejfende fjerlet mod hans. Hvor meget der mon skulle til før den lyst der hev og sled i hans indre og bad til, at Athelstan af Erneyll ville glemme alt om alle uskrevne regler. Kaste alt tillært etikette fra sig og give efter. En hånd på knæet måske? Det var fristende at afprøve tanken, se om han ville krakelere under den brune hånd.
Tanker måtte forblive tanker.

Ørkenelveren havde rejst sig, næsten som hendes navn var blevet nævnt. En snert af overraskelse kunne ses i det mørke ansigt med de gyldne tatoveringer. Overrasket over det pludselige ønske om at være alene med den sorthåret.
Muligheden bød sig ikke for protester, i stedet fulgte hun prinsessens ønske og ledte både vagter og væbner med sig, til guldkareten. Efterlade Meena tilbage alene i selskab med hvem der nu ikke længere bare var gæst i Rubinen, men af selveste Meena af Kazimi.
Trådende nærmere hans side og uden at vente på at den skiftende hånds arm, blev hende budt, smøg hun elegant en arm om hans til hånden fandt hvile mod hans underarm ”Skal vi?”. For alle andre ville det ligne han havde budt sin arm, til eskorten mod den ventende vogn.
”Ville du fortsat spise af den samme tørre kylling der var blevet dig serveret hele dit liv, hvis en saftig lammekølle blev placeret foran dig? Eller ville du gribe muligheden for at få bare en lille bid?” svarede hun kryptisk tilbage, vigende uden om spørgsmålet om hvad hun havde tænkt sig. Det svar ville komme helt af sig selv, så hvorfor allerede ødelægge overraskelsen på forhånd?
Ved kareten ville hun slippe hans arm, gøre tegn til at kusken skulle bøje sig nærmere, så hun kunne hviske destinationen uden for Athelstan’s hørevidde. En kro nær havnen var målet, en kro der ikke var uvant i at se fyrstedatteren. Et af de få steder i syden hvor hun kunne slippe tøjlerne, velvidende sladder aldrig nået forbi døren ud til gaden.

Køreturen havde forløbet uden alt for store problemer. Det var blevet et studie i selvkontrol for Athelstans vedkommende. Følelsen af hendes hånd på hans underarm var kommet med ind i kareten, selvom hun fysisk kun havde berørt ham ganske kort. Og uskyldigt. Det var denne uskyld som var begyndt at ændre karakter i adelssønnens bevidsthed, da de, alene i vognen, havde kørt afsted mod en ukendt destination. Athelstan havde kunnet smage hendes parfumerede lugt på tungen, mærke den dirrende forventning i det lille aflukke. Og alligevel havde Athelstan afholdt sig fra at følge sit instinkt.

Nu befandt de sig ved havnen. Nærmere bestemt ved en kro, der ikke umiddelbart synes at syne af noget særligt. Athelstan havde, som velopdraget og god etikke foreskrev, hjulpet fyrstedatteren ud af vognen og sendt kusken afsted med besked på ikke at forsvinde helt – det var ikke muligt at vide, om sandsirenen havde andre royale besøg på sin indre tavle.
Dog håbede den unge herre ikke at det var tilfældet.
Han havde svært ved at aflæse hendes signaler som andet end diskrete tegn på, at hun ønskede hans nærvær. Og Athelstan var hurtigt kommet til den konklusion, at det ikke var noget platonisk Meena var ude efter.

Idet adelssønnen åbnede døren til kroen, for at lade Meena gå ind først (og på denne måde hæmningsløst betragte hende bagfra), blev den opbyggede stemning af krydret forventningsglæde omsider for meget, og Athelstan brummede, mens et drilsk glimt satte sig øjnene og fik mundvigen til at dirre:
”Jeg er spændt på at se, hvilken slags lammekølle du har i tankerne, prinsesse.”

Ikke mange ord havde været udvekslet under turen til havnen. De få minutter det tog at komme fra slavehandlen til kroen var ikke andet end ganske få minutters kørsel fra hinanden. Trods for stilheden mellem dem føltes tiden hverken lang eller akavet. Siddende overfor Athelstan, velvidende det gav frit udsyn til den dybe udskæring og kæden der forsvandt under det kjolens mørke stof, for at smyge sig omkring den brune hud. Begge dele tiggede ham om at lade blikket falde, hvis det ikke havde været fordi Meena havde fængslet hans blink med sit eget og forhindrede lige netop dét, ved hvert lille antræk af at give efter.

I et lille ryk gjorde den hestetrukne karet holdt ved fyrstedatterens ønskede destination. Lyden af kuskens støvler der ramte underlaget, fulgte ikke længe efter, inden den ene dør ind til det lille aflukkede åbnede sig og rigtig bød havnens mange lugte indenfor. Hjulpet ud af vognen med støtte fra Athelstan, blev vejen til kroen med den vejrbidte facade lagt så snart ordre var givet til kusken.

Den instinktive følelse af øjne der brændte sig ind bagfra på hendes mindre skikkelse, fik maven til at trække sig sammen i et forventningsfuldt sug. Skævede hen over skulderen bevægede øjnene sig fra top til tå og tilbage igen ”Så sulten?” spurgte hun med et drillede smil, inden tænderne sank i underlæben.
Kroens indre var langt mere indbydende end dens ydre, men stadig ikke prangende som de større kroer der normalt husede de højere samfundslag på deres mange rejser. Det var som at træde ind i en hule af mørkt træ, primært oplyst af varme dansende flammer, som de små vinduer ikke lod meget sollys komme ind. Foruden kroværten og de andre ansatte var der kun en håndfuld krogæster til stede, hvoraf en af dem lå henslængt over bordet i den brandert der kunne imponere de fleste, taget tidspunktet for dagen i betragtning
Et kort nik udvekslet mellem fyrstedatteren og kroværten og Athelstan blev ført mod trappen til førstesalen og de værelser der lå på hver sin side af den smalle lange gang.

Drejet omkring sin egen akse til deres fronter var mod hinanden, søgte hænderne bag om ryggen til håndtaget på døren ind til værelset for enden af gangen, men uden at åbne døren. ”Sikker på du tør træde ind i løvens hule?” spurgte hun udfordrende, hævede afventende det ene øjenbryn for hvad han havde tænkt sig at gøre.

Åh, Meena, Meena, Meena.
Hendes pirrende drilagtighed suppleret af en velindøvet flirten gjorde Athelstan vældig opmærksom på sin egen krop og den måde, hvorpå denne ønskede at respondere på hendes tydelige forsøg på at lokke ham. Den unge herre havde ingen betænkeligheder ved hendes sydlandske og varmblodede ageren. Faktisk kunne Athelstan ikke andet end at smile fjoget og tænke sine mindre sobre tanker.
Kroens inventar ænsede adelssønnen ikke. Han tvang sig kun kortvarigt til at se rundt, ikke for at sikre sig at det ikke var et baghold hun havde ført ham i (en utænkelig tanke) men om der var nogen som bemærkede, at han ankom med hende. Med Meena. Ørkenprinsessen. Athelstan ville slubre deres misundelse i sig. Det ville være sødere end sommervin. Desværre syntes ingen rigtig at bemærke deres tilstedeværelse.

Da Sandsirenen gjorde holdt ved en dør på første stokværk og drejede rundt med hænderne bag sig – angiveligt på dørhåndtaget – og sin front mod hans, trådte Athelstan af Erneyll helt tæt på. Nakken blev bøjet og han lod deres skosnuder berøre hinanden.
De blå øjne funklede faretruende under de velplejede øjenbryn, mens et grimassesmil strakte sig til siderne; røbede tænderne bag.
Det kløede i fingrene efter at lægge hænderne om hendes liv og trække hende ind til sig:
”Helt sikker” forsikrede han med en stemme der næsten forekom kælen.