Det var til lyden af den gråhårede mands smerteskrig, at Malon lod sin mørklilla finger glide henover det gullige pergaments sider. De tofarvede øjne afslørede ikke, om den høje mand skulle lide synderligt under, hvad end der foregik i den tilstødende hal, men kendte man til ham – og det var uden behov for en egentlig særlig intim forbindelse – vidste man instinktivt, at det heller ikke var tilfældet. Med opgaven – og dennes endelige – i sigte, var Malons tanker nemlig ensporet på dennes sti.

Med en elegant fingersnilde, der ikke burde ligge til så høj og bredskuldret en mand, drog Malon den afsluttende krølle, hvorefter han rejste sig fra skrivepulten. Dernæst greb han om pergamentet – kontrakten – og skridtede hen imod et imponerende ildsted, hvis flammer dansede lystigt.
Han satte sig mageligt tilrette i en af de bløde stole, og dernæst begyndte ventetiden – en, han ikke havde noget imod, og hvori han lod tankerne flyve derhen, de nu selv fandt bedst.

Tilsyneladende var alt gået, som det burde. Nuvel, hvis man ikke medtog den tjener, hvis liv var blevet frataget ham i ypperstepræstindens raserianfald – men derudover havde det forløbet, som Solari havde foreskrevet det og som Malon selv havde tænkt, at det ville. Der var nemlig ikke noget større mysterium ved den unge og gråhårede mand, der havde marcheret op til Solaris trone med kun et enkelt formål i sigte.
Det havde faktisk… ja, været helt underholdende, skulle Malon være ærlig. Han kunne ikke huske, om det var sket sådan nogensinde før, og fra skyggerne bag tronen, havde han betragtet scenariet udspille sig med stor fornøjelse.

Omsider hørte skrigene op og Malon kunne konstatere, at kvinden, han arbejdede for, snart måtte være på vej i hans retning.

Det var med et tilfreds suk, at døren til rummet med den væltede Pax, nu blev lukket i. Et tilfreds suk, og et smalt hoved der med knækkende led lod sig glide bagud. Øjnene faldt i, og et mageligt smil strakte sig over den sorte mund... det var endelig lykkedes. I sidste ende havde det ikke krævet meget - ikke at hun havde forventet det heller - og det gråhårede menneske havde måtte overgive sig til den vej af sorte sten, der var blevet lagt for ham. Nu... nu hvor at det første spæde skridt allerede var taget, ville det kun være et spørgsmål om tid, førhen den fanatiske stemme af blod og skygger, ville liste sig nærmere. 
Han ville enten snuble, løbe, kravle eller gå resten af vejen. Og Solari så frem til hvilken af disse, han i sidste ende ville falde til. 

I et rovdyrspræget ryk blev øjnene atter åbnet, og de blege pupiller søgte ud i mørket. Stedkendte fødder bevægede hende roligt igennem den stenlagte tunnel, og der skulle ikke gå længe, førhen at en slank hånd trak ned i et nyt dørhåndtag, der ledte til en pejsoplyst stue. Malon. 
Med den sorte kjole fejende omkring sine ben og en behagelig nynnen til følge, bevægede ypperstepræsten sig ind. I et godt humør, vel og mærke. "Nez Nalish'ra" gled det mørkelvisk over de buede læber, og præstindens skikkelse bevægede sig imod det tunge træbord langs væggen. En klirrende lyd af et vinglas der blev fyldt fulgte kort efter. 
"Og aftalen er i hus..." forsatte hun i en smånynnende konstatering, trods det ikke ville overraske hende hvis Malon allerede vidste det. Han havde en misundværdig fin fornemmelse for mange ting. 

Mørkelverens hånd dansede spørgende over et andet glas, i tilfælde han også ville smage. Det skiftede lidt. 

[Nez Nalish'ra = Kirkelig hilsen, lidt ligesom 'vær hilset']

Malon rejste sig fra lænestolens behagelige sæde, hvorefter han bukkede for Ypperstepræstinden, i det at denne trådte indenfor. Et lille, veltilfredst smil lå og krusede sitrende i hans ene mundvige, og i det at han rejste sig, voksede det sig kortvarigt bredere:
”Naturligvis”, lød hans mørke røst, hvorefter Malon tog imod vinglasset og satte sig mageligt til rette igen.

Han sippede til de kostbare og dyre dråber, hvorefter han uden et ord rakte kontrakten til Solari. ”Jeg tog mig den frihed, at udarbejde den, imens jeg ventede”, fortalte han dernæst, velvidende at de begge vidste, at han nød at gøre sig nyttig, til trods for de oceaner af tålmodighed, der flød behageligt rundt i hans sind.
Malon lod Solari nærstudere dens indhold, men da han atter talte igen, var det ikke foruden en hvis stolthed. ”Du har håndteret ham ganske glimrende. Der er ild i ham.” Malon skævede dernæst til den yngre kvinde, og i de tofarvede øjne dansede morede gnister.

”Det bliver spændende at følge ham, selvom jeg mistænker, at han også kan blive… et problem. Ikke et, vi ikke kan håndtere, vel og mærke, men ikke desto mindre et irriterende et af slagsen. I hovedstaden er han trods på hjemmebane.” Ordene der fulgte var velovervejede og nøgtern i deres natur, men at dømme efter Malons – for – tilfredse udtryk, morede hele affæren ham kosteligt.

Den simple gestus af respekt var ikke nødvendigvis påkrævet den noget ældre elver, men dog stadigvæk en gestus der fik det til at simre behageligt i det mørke sind. Det var de små ting, og med en mand som Malon, kunne Solari kun værdsætte at han gjorde det - gav hende det. Tilbage fik han et nik, og slanke fingre rakte ham det fine glas med dets rødglimtende indhold, inden at hun selv tog en tår. 
Tilbage fik hun et sammenrullet pergament, som ypperstepræsten - hvis hvide øjne stadigvæk bar et lidt for muntert præg (i manges øjne) af aftenens succes over sig, nysgerrigt tog i øjesyn. Det tørre papir knitrede imod hendes mørke fingre, idet at glasset blev sat fra sig og ordende blev foldet ud. Ikke mange sekunder tog det de trænede øjne at læse sig igennem indholdet, som hun med et slangesmil, langsomt nikkede over. "Perfekt" 
Et enkelt ord sagt med tilfredshed, da denne ville være brugbar i den næste aftale mørkelveren skulle have i hus - så særdeles brugbar! Fingrene gled over de sirlige bogstaver, inden at den dybe stemme fra skyggernes strateg, fik Solari til at løfte sine hvide øjne igen. 
Og le, en lys latter som forekom i stærk kontrast til den maniske tone der ellers syntes at hænge over Nalish'ra forkynderen. 

I det flakkende lys glimtede elverens sølvpiercinger i hvidt og sølv, og hun kunne ikke være andet end at være både stolt over den stille ros, og enig i den velovervejede konstatering. Hun lo ikke for at underdrive risikoen i det de gjorde... hun lo, fordi hun vidste at Malon havde ret. 
"Jah endnu, min kære... endnu" smilede hun hemmelighedsfuldt, og lod pergamentet forsvinde i en af de tasker der hang om taljen på hende, og i stedet fremdrog en ring. Med vinglasset i hånden og klikkende skridt der bar hende nærmere den høje mand, fik han nu den magiske ring i sin hånd; Solari Seravill's smil havde en spindende kant over sig, ved mindet om hvorledes den var skaffet. 
"Husker du skovelveren vores folk fortalte om? Hende hvis evner lod hende skjule sig i det åbne, formskifteren" et sigende blik, og præstinden løftede glasset til læberne, inden at hun forsatte. "Jeg fik overtalt hende til at låne os lidt af den magi. Hovedstaden er ikke længere kun lukket land" en stor del af opsporingen af en måde at udnytte denne magi på, lå på strategen selv. Han havde trods alt fundet  heksen der kunne trække elverens kræfter over i ringen, så han fortjente at vide, at det også var lykkedes. 
Det var i sandhed en skyggernes nat, i nat. 

Skyggen af et smil sneg sig langsomt ind i mørkelverhannens arrede mundvige ved lyden af Ypperstepræstindens lyse latter. Noget, der var lige dele moret og selvtilfredst, gnistrede for blot et øjeblik midt i de tofarvede øjne, alt imens mørklilla fingre kredsede om vinglassets mund; kontrakten var nemlig netop dét. Perfekt. Den tilbød ingen smuthuller, ingen gråzoner eller misforståelser for Ulven, der endnu sad placeret i tronsalen ikke mange meter fra dem. Malon havde trods alt været igennem proceduren utallige gange og han begik ikke sådanne fejltagelser.

”Mhm”, lød det bekræftende, hvorefter at Malon så op fra den blodrøde vin og atter tog Solari i nærmere øjesyn. Imens hun fortalte, strålede hans blik af interesse og hengivenhed, men deri lå også noget andet; stolthed.

Dengang for længe siden, ja… det havde været det rigtige valg. Ikke sjældent bekræftede kvinden ved hans side den mavefornemmelse, han havde haft firehundrede år forinden.

Malon rakte instinktivt frem og modtog den magiske ring. Han nærstuderede den indgående, som kunne han se chakraen, der dansede i dens indre. Stadig lå et smil og spillede på hans mørke læber.
”Ser man det…”, hviskede han, mest af alt til sig selv og Universet, der omsluttede dem. I det at Solari tav, begyndte tankerne at samle sig i begejstring, alt imens at ringen snurrede kunstfærdigt imellem de stærke fingre. Omsider rakte Malon ringen tilbage til dens rette ejer og i det, at den atter landede i hendes håndflade, lod Malon sit blik fæstne sig i hendes. Allerede var strategen i gang med at finkæmme alskens idéer, der havde lagt og rumsteret i baghovedet siden, at han fandt ud af, at denne lille, finurlige opfindelse var mulig.

”Har vi testet begrænsninger på den?”, spurgte han, hvorefter glasset atter fandt vej tilbage til de hjerteformede læber.

Vinglasset førtes til de mørke læber imens Malon betragtede det lille kunstværk i sine hænder. Læber der havde spundet sin del af løgne, afsløret sin del af hemmeligeder men nok mest af alt - læber der konstant syntes at skabe splid hvorend hun valgte at åbne munden... undtagen i et rum som dette, hvor at slangesmilet kun spillede i en magelig ro og tilfredshed over hvor langt de var nået i deres arbejde. Som en del af kaosset der drev verdenen fremad, havde hun fundet sin rette plads på den mørke tempel-trone. Det var så absolut ingen hemmelighed, hvorledes ypperstepræstens agenda altid ville have et højere formål bagved sig, og hendes ræsonering kunne forekomme naiv, skødesløs eller direkte disrespektfuld, i øjnene på de sjæle der nægtede at se det større billede - et billede der strakte sig mange, mange tusinde år frem for nu. Alt sammen beskrivelser og adjektiver hun gerne tog på sig, for de få øjeblikke, hvor at alt hadet og modviljen imod hendes person, var det hele værd. 

Anskaffelsen af denne ring var blot en ud af mange fjendskaber hun tog på sin ryg, for at gudindens ønsker ville komme ud i livet. Fordi; åhh hvilke konflikter denne praktiske ring ville kunne skabe, hvilke muligheder! En tanke der reflekterede i hendes dødningehvide øjne, da de mødte strategens tvefarvede blik igen. 
Begrænsningerne? 

Den behandskede hånd lukkedes om ringen, og præstinden nikkede. "Magien holder i op til fem timer..." slanke ben bar hende hen til bordets kant imens hun talte, som hun valgte at læne sig op af. ".... men, vi bør samle vores mentalister" i ordende lå det usagt at nogle her i landet nok burde kunne se igennem bedraget, og det detmed ville være en grim overraskelse at blive mødt af, befandt man sig i central byen. Omgivet af fjender var selv den bedste kriger ikke meget værd. 
Solari's evigt lyse øjne lukkedes herefter i, og en bølge skyllede nu ind over hendes hellige statur, og erstattede den af noget andet, noget nyt. En kvinde med mælkehvid hud og flammerødt hår, iklædt ypperstepræstens sorte flagrende klæder og ranke holdning. Da hun løftede hovedet var det hendes slangesmil der trak de bløde læber op, hendes energi der fyldte de blå-grønne øjne ud. 
Men illusionen var slående i sin menneskelige lighed, og det var i sandhed et helt andet hylster der bar skyggepræstens initiativer ud i livet, når hun skiftede på denne måde. 
 

Malon nikkede uden synderlig eftertanke, hvorefter han rev sine tofarvede øjne til sig. Jovist, dette afkrævede specielle egenskaber, ingen af de to tilstedeværende besad, og Malon vidste allerede hvem, der måtte indkaldes.
Det var også derfor han rejste sig fra den magelige stol; dén, der kunne huse han muskuløse krop og få det til at ligne, at stolen var som skabt til ham selv. Malon stillede vinglasset fra sig og fremdrog endnu et stykke pergament, men med en hvis fingersnilde der ikke burde lægge til en så stor mand.

”Og er det blevet undersøgt, hvorfor de ikke holder længere?”, spurgte Malon, oprigtig interesseret, alt imens han begyndte det nyligt opståede skrivearbejde. Beskederne, han nedskriblede, var kodede og afkrævede specielle krypteringsnøgler, der ikke sådan lod sig opspore; Malon havde designet systemet selv men brugte sine sparsomme fritidstimer på, at finpudse og forstærke deres interne kode. Det var vist, skulle han være helt ærlig, lidt af hobby.

Det var ændringen af den råmagiske atmosfære, der fik Malon til at løsrive sig fra pergamentet og se op; hvad der viste sig for øjnene af ham, fik ham til at smile, så de skarpe hjørnetænder trådte frem fra deres skjul. Faktisk var Malon nær ved at le.
”Jeg foretrækker nu, at kunne betragte dig i din sande form, men der er ingen tvivl om, at denne lille gave nok skal vise sig særlig fordelagtig”, brummede han, tydeligvis moret, som han tog Solaris nye form i nærmere øjesyn. Kvinden, der nu stod overfor ham, var en ganske nydelig en af slagsen med sit flammerøde hår og bløde former. Kun smilet over den fyldige mund vidnede om, at det i virkeligheden var et perfekt skalkeskjul for ypperstepræstinden bag.

"Formskifterens egen, triste begrænsning. Om muligt kan det måske finjusteres" det ville ikke være urealistisk at kunne hæve magiens varighed, nu hvor at de havde grundstenene i stenen på hendes ring. 
En ting hun altid havde brudt sig forfærdelig godt om når tankerne faldt på skyggernes strateg, jah så var det hans effektivitet. Knap havde hun ytret en tanke førhen at han var igang med at føre den ud i livet, og på sin vis, jah så bandt det hele templet sammen til en velfungerende maskine, fremfor blot at være en ensporet kultisk lille gruppering af mørkelvere og andre sort-sindede væsner. Solari havde måske troen og den urokkelige vilje til at sprede de konfliktoptrappende tanker i lysets befolkning, og tiltrække ligesindede sjæle imellem mørket. Hendes nærvær var til tider som honning for bier, holdt man af de selviske handlinger og argumentationer. Men Malon? 
Han førte idéerne til skrivebordet, og lagde derefter alt det hårde arbejde i at brolægge vejen til helvede, noget hun i sin idealisme kunne... glemme. 

En behandsket hånd blev strakt frem foran sig, og da hun fjernede handsken, var den ligeså hvid som resten af hendes nye hud. Faktisk grænsende til blålig, de steder huden var tynd, hvilket var bizart. 
Mørkelverens smilende ansigt blev betragtet imellem håndens spredte fingre, indtil at hun knyttede den med et grin. "Sandheden er relativ" ord sagt med tunge indicier bagved sig; sandheden var så sandelig relativ når det kom fra ypperstepræsten, hvis illusioner kunne strække sig i flere uger hos nogle af hendes ofre. Måneder, det længste hun havde holdt en illussion ved lige, havde været tæt på et halvt års tid. Det stakkels væsen havde.... knust. En fragmenteret virkelighed var alt hvad de havde levet under i de mange dage og nætter. Sandheden var kun absolut for guderne, og ypperstepræsten vidste at selv hun var fanget i visse illusioner der ikke ville (eller kunne) brydes, førhen døden slog hende ned. 
"Men også jeg, Malon. Også jeg..." elverens hvide tænder glimtede, og blev kort efter fulgt op af sølvhvidt hår, øjne og tatoveringer, da forvandlingen atter trak Solari's hudfarve frem, som blæktråde over et hvidt lærred. "Så snart du mener at det er sikkert, tager jeg mig en tur i Dianthos. Jeg har sådan savnet tempelhavernes fred, jeg har en lille gave jeg skal have afsat" fulgte hun op med, og vippede sig selv fri fra sit ryglæn, for med dovne skridt at slentre imod ham bagfra, og betragte hans skriblerier over hans skuld... eller, nogenlunde over hans skulder, omend det nok nærmere var et blik der kom fra hans skulderhøjde. 





 

Malon noterede sig, hvad Ypperstepræstinden fortalte. Det kom ikke bag på ham, at det var af formskifterens utilstrækkelighed, at ringens også udsprang, men han nikkede og sagde: ”Det burde være til at komme udenom. Jeg har hørt om en heks… en heks der fodrer genstande med råmagi. Det er naturligvis værd at undersøge nærmere. Tilsyneladende skulle hun være i stand til at forlænge forskellige slags indvendige magier. Eksempelvis dine så fremragende illusioner – men nu må vi se. Jeg sætter det i gang øjeblikkeligt.”

Den bredskuldrede mørkelverhan gjorde sit arbejde ved skrivepulten færdigt, hvorefter han forseglede de fortrolige pergamenter med voks. Dernæst sendte han Solari et kortvarigt men varmt smil.
”Naturligvis. Jeg arbejder så hurtigt, at jeg kan, men tag ikke afsted før, at jeg kan sige noget definitivt. Jeg ved, at det kribler, men giv mig nogle dage til, at række ud til vores spioner i hovedstaden – og apropos… spioner – ” Malon nikkede mod kammeret ved siden af det, de selv sad i, hvorefter han lænede sig tilbage i stolesædet med et tilfredst smil.

”Ham Ulven kunne fint tage del i denne første opgave. Hvis vi selvfølgelig hjælper ham lidt på vej…”

Mørkelver præsten fulgte ham med blikket, dødningehvide øjne som altid overvågne og med et glimt af indestængt latter i sig. Altid. Latter over verdenen og hvordan den konstant syntes at udvikle sig til det bedre, latter over hvordan hendes planer faldt i velsmurte hak, og latter over skæbnens ironiske slyngtråde, der både var skyld i nogle af hendes største bedrifter, og største fejltagelser. 
Mægtige venner, mægtige fjende - Solari havde begge dele båden foran og bagved sig. Og selvom hendes iver bød hende trodse et velment råd af en ven, endte hun med langsomt at nikke, som at indikere at hun havde forstået og hørt hvad han havde sagt. Hvorvidt det ville blive fulgt, var herfra en overlagt handling - og fuldkommen hendes egen at træffe. 
Det kom vel an på tiden. 

Malon lænede sig tilbage i sin stol, og Solari's fingre tappede rytmisk imod bordet hun selv havde valgt at læne sig hen af, imens at nysgerrigheden til hvad der lå bagved Malon's forslag, slog rod. "På hvilken måde?" 
Hvis han mente at der var en mere rigtig måde at gøre tingene på, lå det ikke langt fra ypperstepræsten at lade ham følge den mavefornemmelse - den havde trods alt en række gode grundlag og hjernevridende tanker bagved sig. Så hvordan han ville hjælpe manden på vej? Hmm..
Legebarnet i mørkelveren, var slet, slet, slet ikke færdig med hendes nye tidsfordriv. Han gav hende en storm af følelser at forholde sig til, og når han var dygtig, var han zalans dygtig. Så dygtig at Solari Seravill svælgede i den rus der fulgte med, efter længerevarende tider af kold apati. 
Higede efter sit næste kick, ikke helt villig til at lade strategen ødelægge den fine forbindelse hun var ved at smede til menneskedrengen. 

Malon rejste sig og rankede ryggen i det, at han placerede sig de så respektfulde to meter fra præstinden. ”I det store hele er denne… udflugt, du planlægger, ligegyldig”, begyndte mørkelverhannen at rationalisere, velvidende hvad hans ord kunne føre med sig men også, at han ganske bevidst tog et skridt henover den tydeligt markerede grænse –

Det var en test. Hvor meget kunne Solari holde til? Og hvad ville hun stille op med det, han fremlagde? Det er en test, kæreste ypperstepræstinde. Svigt mig nu ikke. Det bliver så Zaladins beskidt skulle du svigte mig nu.

”Hvad jeg mener er, at amuletten ganske rigtigt er praktisk men at hele affæren med hovedstaden er… en slags eftertest af en art ny magisk teknologi.” Malon hævede begge sine smalle øjenbryn, men så absolut ikke i en grimasse der var hverken bedrevidende eller nedladende. Langt snarere var det en understregelse af, er du ikke enig? ”Den er ikke vigtig i sig selv, hvormed vi ikke har megen at miste, skulle Ulven inde ved siden af vise sig… mangelfuld. Det er godt nok ikke det indtryk han giver, men man ved trods alt ikke med de laverestående racer”, fortsatte Malon ufortrødent og fuldt ud overbevist om, at hvad han sagde var den endegyldige sandhed.

”Så lad ham arbejde for os. Lad ham skaffe hvad vi vil vide og lad os se, hvordan han håndtere det.” Malon betragtede ikke længere Solari, men stod og kiggede fraværende frem foran sig, alt imens han tænkte. ”Hvis det slår fejl, kan vi skaffe ham af vejen, velvidende at han ikke var værdifuld og stadig anskaffe os den information, vi ønsker. Jeg antager naturligvis, at du vil afsted personligt?” 

Der var en misvisende åbenhed i Solari's lyttende ansigtsudtryk, som blev ordene taget for hvad de var ment som, nemlig den ypperste og reneste sandhed. De hvide øjne var store, ansigtet nikkede her og der i en signal om at hun hørte hvad han sagde, og for en stund, virkede det faktisk til at Malon's sandhed var den sandhed hun ville bøje sig efter, og følge. 
Men da det sidste spørgsmål faldt, og konklusionen fulgte trop, var det ikke et smil af decideret velvilje der langsomt trak Solari's læber fra hinanden og lige så langsomt fik hende til at læne hovedet tilbage, øjnene vendt mod loftet og lukkede. Hun lyttede stadigvæk, men den her gang ikke efter Malon. 

Ligegyldig, formålsløs, kedsommelig. Elverens mørke sind kastede ordene han havde brugt rundt i et tælletræ af synonymer, en hjernestorm af, hvad der hørte til hans ord, og hun brød sig ikke om konklusionen hun nåede frem til. Hvis det forekom ligegyldigt i hans tvefarvede blik.... et ryk åbnede øjnene igen, og hun lænede sig frem, dødningehvidt imod Malon i en skuffet sukken. "Ligegyldig?" det var det bærende ord i den her sætning, og Solari kunne ikke slippe det. Formålsløshed var farligt for elvere i deres alder, farligere end et skarpt spyd eller et bidende sværd. Formålsløsheden hærgede deres sind. "Hvis det er sådan du ser det, Malon... vil jeg anbefale at du gør op med dig selv hvem du er, hvem jeg er, og hvad vi gør i den her verden"
Dovent lænede ypperstepræsten sig stadigvæk op af bordet, en skarp kontrast til hans ranke og tårnene skikkelse, og en næsten skuffet mildhed i hendes blik - han kunne vel ikke gøre for det, om hans vej veg fra konflikternes kejserinde. Han var, trods alder og intellekt, stadigvæk kun en simpel mand der ledte efter et formål med sin tilværelse - som de alle var. "Du vil lade en rotte arbejde for en slange, og forventer ikke, at den vil gøre alt i sin magt, for at slippe ud af sin situation?" hun stolede ikke på at mennesket forstod hvilken essentiel drivkraft for verden hende og hendes kirke var, hun stolede ikke på hans loyalitet. Så bange for dem var han desværre ikke. 
Og Malon ville have ham til at skaffe hvad hun skulle vide, potentielt set styre hvad hun fik af vide? Smilet fik i et kort glimt en noget grimmere, kynisk og knap så magelig i sin kant idet at forargelsen over dette trådte frem - aldrig - og så var det væk igen; illusionen var perfekt igen. 
Og hun ventede. Tålmodig som altid, ville hun ikke slå ham ned over en misforståelse, og måtte helt præcis forstå hvad han havde ment, førhen at hun tog en beslutning. Solari kalkulerede stadigvæk hvad disse ord fra Malon skulle ende ud i, og havde sin gudsgivne tid til det. 

Hvad Malon ledte efter, glimtede fristende for mindre end et sekund. Havde hans tofarvede øjne ikke ledt efter det, var det ikke sikkert, at han nogensinde havde bidt mærke i det…

Mørkelverhannen lyttede, tilsyneladende ikke berørt af Solaris ord. Langt snarere var hans skikkelse indhyllet i afventende respekt og en art tålmodighed, kun de oldgamle racer rigtig forstod sig på at udføre med deres kroppe. Årtier, århundrede og årtusinder havde trods alt dén effekt – noget skulle de vinde, når de ikke fik dødeligheden.

Da Solari holdte inde og betragtede ham, trak Malon begge sine mundvige op. Derefter sænkede han hovedet. Hun havde bestået med bravur, men Malon var ikke sikker på, at han endnu helt ville slippe taget i hende. Den kaotiske vrede var jo ikke langt væk…
”Jeg ser, hvad du mener”, svarede han oprigtigt, for det var trods alt ikke en tanke, han ikke selv havde tænkt. Malon vidste dog ikke, om han var enig. Mennesket kunne styres, selvom det virkede ustyrligt. Det lå til dens natur, så hvordan kunne de forvente andet? ”Men jeg står ved mine ord. Sagt i provokation og modtaget med elegance og ophøjet ro –” Malon nikkede en enkelt gang, afmålt og anerkendende, hvorefter han vendte ryggen til Solari – endnu en potentiel fornærmelse – og i stedet skridtede tilbage til lænestolen.

Nok var hun præstinden og han intet mere end strategen, men frygte hende, havde Malon ikke tænkt sig.