Det var ikke svært at genkende det enlige skib, der lige nu sejlede målrettet afsted; Krakens symbol var tydeligt at se malet på de store og mangfoldige sejl, flaget med Mørkets Tegn var hævet og ligeledes var flaget med tegnet for Ethelihns Blide Kile-flåden. Det gjorde det absolut heller ikke bedre, at Dronning Ethelihns Hævn var så let genkendeligt; det store skib var ikonisk for flåden, og selvom den ikke havde eksisteret så længe, havde Gabriel alligevel formået at gøre sig kendt på den korte tid. I al fald over for Lyset. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for hans bytte, hvem der var efter dem.

Lynnise Valeriev var kommandørkaptajn på Hviskeren. Hendes flåde var omtrent på størrelse med Gabriels, men han havde formået at finde hendes skib alene, hvilket havde været lidt af en bedrift i sig selv. Den eneste ulempe var, at han selv var alene, men han kunne samtidig ikke lade muligheden passere. Han var ikke sikker på, han havde fordelen, men der var altid en lille fordel ved at være jægeren og ikke den jagede. Han satsede derfor på, at han ville kunne få overhånden ved at have en lille fordel fra start. Han kendte dog ikke så meget til Lynn, så han var stadig lidt påpasselig. Der var ingen grund til at blive overrasket, fordi han havde undervurderet sin modstander. Det handlede derfor om at slå til så hårdt og hurtigt som muligt.

Det ideelle for Gabriel ville være at komme direkte bagfra, men så ville han ikke kunne indhente skibet. Derfor havde han en skrå vinkel på bagtil, så han langsomt men sikkert lukkede afstanden mellem dem. Selvom det ville være en mulighed blot at sænke skibet, var Gabriel alligevel for stolt til at lade muligheden for at tilfangetage så højtstående en person passere. Han ønskede derfor "kun" at inkapacitere skibet, så han kunne borde det. Det ville selvfølgelig gøre det mange gange lettere, hvis hun lod sig indhente, men Gabriel tvivlede ærligt. Det virkede (af hvad han havde undersøgt) til, at Lynn ville forsvare sit skib med næb og kløer og ikke bare sådan uden videre give op.

Det var dog ikke ensbetydende med, at Gabriel havde tænkt sig at give op heller; som han kom tættere på, lod han hænderne bevæge sig i glidende bevægelser. Det medførte, at roret, der ikke havde nogen stående ved sig, drejede helt over, samtidig med at sejlene drejede sidelæns. Det fik skibet til at dreje en kvart omgang, og Gabriel gav det med vilje slagside for, at stressen ikke ville resultere i en kæntring. Det medførte også, at skibet nu nærmest unaturligt bevægede sig sidelæns mod Hviskeren. Her viftede Gabriel igen med armene, hvilket fik de to blider til at kaste en sten hver mod det andet skib. Han sigtede med vilje efter masterne. Samtidig løsnede ballistaerne deres pile, men dette var kun dækild for at få soldaterne på det andet skib til at gå i dækning, så det ville være sværere at besvare beskydningen.

Ballistabolte fløj om ørerne på Hviskerens besætning. De måtte kaste sig i sikkerhed bag tønder og master. Råb og panik var begyndt at sprede sig på dækket, og da en sten rev et stort hul i det ene sejl, begyndte selv Lynn at tvivle på, at det her ville ende godt for dem. 
På den lyse side kunne man da side, at det ikke var en hel flåde, men kun en enkelt fregat, de havde efter sig. At denne ene fregat næsten var dobbelt så lang som deres skib, fik dog alting til at se ret sort ud. 

"Folkens," sagde hun telepatisk til sit mandskab. "De kommer til at borde os. Grib jeres våben og vær klar, men vent indtil de har indstillet deres tunge skyts."
Sammen med navigatøren Sefris sad hun sammenkrøbet på en af trapperne op til det høje dæk, hvor roret havde fået et liv helt uden for elverens ellers ferme kontrol. Om det var vandet, panikken fra forfølgelsen eller en endnu ukendt magi, var Lynn ikke sikker på, men hun stolede på Sefris, og sagde han at der var noget underligt i gære, tog hun flere forholdsregler end normalt. 
Forholdsreglerne for ikke at blive ramt af en ballistabolt var dog temmeligt ligetil. 

Det robuste træ knasede, som det andet skib kolliderede med dem, og de tog sider skrabede mod hinanden. Det rykkede i hele Hviskeren, og Lynn måtte holde fast i både ræling og elver for ikke at blive slynget overbord. 
"Kender vi skibet?" spurgte hun, mens hun fumlede med at få armbrøsten ladt. 
"Jeg kender typen men ikke netop det," svarede Sefris. "Måske et gammelt under ny kommando efter magtskiftet."
Det ville give god mening. Der var sket mange ændringer på Mørkets side efter deres opgør i Kzar Mora, og selvom Lynn var umådeligt uinformeret om hele missæren, var hun ikke i tvivl om, at de havde oprustet gevaldigt til søs. Den sidste måned havde hun haft mere at lave relateret til Mørket end hun havde haft det sidste år til sammen, og de havde godt vidst, at denne sejltur alene ud på en formodet sporingsopgave af et kystangreb, måske ville ende med en konfrontation, de ikke havde lyst til. De havde også håbet at det ville være muligt at holde nok afstand og stikke halen mellem benene, skulle de støde på en flåde. At at af fjendes skibe også strejfede enligt omkring og var stødt på dem fra en af de retninger, de havde vurderet til at være en god flugtrute, var noget af en uheldig drejning.

Gabriel havde faktisk forventet, at Hviskeren ville nå at svare beskydningen tilbage, men det skete ikke, hvilket fik ham til at gå lidt mere forsigtigt til vejrs. Han havde ikke telepatiske evner, så han brugte i stedet håndsignaler til at holde sine folk fra at storme det andet skib, da han fik manøvreret Hævnen op på siden. Det ville være dumt at rende direkte ind i et baghold. I stedet gav han sig tid til at bevæge armene, så de løse reb, der hang fra masterne, kunne bevæge sig og vikle sig ind i tovværket på det andet skib. På den måde ville de ikke bare kunne skubbe fra og sejle væk med halvdelen af hans besætning om bord. Det handlede om at tage sine forholdsregler, selvom det på overfladen så ud til, at de havde fordelen. Han havde ingen anelse om, om de havde skydevåben om bord, og han havde heller ikke bare lyst til at sætte ild til skibet. Selvom Mørket var nådesløst, var der alligevel noget værdi i at have noget med tilbage til Azaic. Den kære torturmester hyggede sig gevaldigt med sine ofre, og han var generelt god til at hive informationer ud af andre.

Som rebene fra hans skib bandt sig selv, kunne han give slip på kontrollen. De ville ikke ryge nogle steder nu, så han kunne i stedet koncentrere sig om den nærtstående konfrontation. Som han tog et skridt frem, trak Gabriel samtidig sit sværd fra skeden. Dette blev efterfulgt af lyden af flere våben, der blev trukket. "Jeg ville egentlig tilbyde jer en overgivelse, men hvis jeg kender Lyset ret, er det ikke en mulighed" sagde Gabriel højt. Egentlig håbede han på, at nogle var modløse nok til at tage imod det indirekte tilbud, men det var ikke ligefrem noget, han satte sin lid til. Han ventede dog nogle sekunder for at være sikker, inden han forsigtigt trådte over på det andet skib. Sværdet var hævet, klar til at forsvare ham, hvis det skulle blive nødvendigt.

Problemet med at være i kamp med Hviskeren var, at det ikke var et kampskib. Jo, de havde da et par kanoner og en del af mandskabet var ikke helt dårlige bueskytter, men som udgangspunkt var Hviskeren lavet til redningsaktioner, og ikke at stå imod et så veludrustet skib som det, der havde halet ind på dem. Det længere skib brød bølgerne med højere hastighed end de kunne opnå med deres bredere fartøj. Nu hvor fjenden var begyndt at gå ombord, blev deres chancer til gengæld betydeligt forbedret.

Frem fra lommen hev Lynn et lille spejl, som hun vinklede, så hun kunne se ud på dækket. Planken, der forbandt de to rælinger blev hamret ned i træværket, og et par læderstøvler trådte ind i spejlbilledet. Hun vinklede spejlet, så den genkendelige uniform kom til syne og endelig et gråsprængt, skægget ansigt. På afstanden kunne hun ikke se ansigtstrækkene tydeligt, men hun vidste, hun ikke havde set manden før. Havde det dog i det mindste været én, hun havde stødt på før, vidste hun måske, hvad hun var oppe imod. Nu kunne hun blot håbe, hendes eget ry ikke var blevet spredt alt for meget. 

"Bueskytter, sigt fyrre til treds grader styrbord," kaldte hun lydløst til sine folk. "Tre, to, én, skyd!"
Noget af det praktiske ved at have en telepat ombord var, at de kunne gøre sådan noget. Helt lydløst give ordre og overraske fjenden. Hviskeren blev ofte omtalt som et spøgelsesskib - både af venner og fjender - og det var der god grund til. Var de i en kampsituation, vidste alle, at det bedste våben de havde, var overraskelsesmomentet. 
Pilene fløj frem fra forskellige steder af skibet, hvor folk havde søgt dækning, og Lynn valgte helt bevidst at ignorere, hvad manden fra Mørket sagde til dem. Det var selvmord at overgive sig. Så hellere dø i kamp. 
Da pilene var i luften, trak hun sig selv ud fra skjulet med armbrøsten ladt og hvilende op ad den ene skulder. Hun tog en rolig indånding, sigtede og skød.

Gabriel havde undersøgt en del om Lysets flåder, som Mørket kendte til og vidste noget om. Nogle detaljer var gledet ud af hukommelsen, men som han satte første ben om bord kom én væsentlig detalje tilbage... spøgelsesskibet. Det havde ikke fået tilnavnet uden grund, og den absolutte stilhed fik kun hans alarmklokker til at kime endnu mere. Der var noget, der absolut ikke var, som det skulle være. Hans tøven betalte sig dog, som han fik spottet flere bueskytter poppe frem fra forskellige skjul. Det øjebliks tøven gav ham dog tid nok til at dukke sig ned bag rælingen ved at kaste sig ned på planken, der var blevet lagt mellem skibene. Han undgik derfor at blive komplet gennemhullet. Da han rejste sig igen, dukkede der dog en hvidhåret kvinde op ikke langt fra ham. Lynn. Han nåede at registrere den ladte armbrøst, men den blev affyret et halvt sekund før, han forventede. Han nåede at hæve sværdet til forsvar, og han fik også delvist skubbet til bolten med klingen, men det var ikke nok til at undgå den helt; selvom han drejede sig til siden samtidig, strejfede den stadig hans venstre skulder og lavede en dyb flænge, hvilket fik ham til at brumme i smerte. Det var ganske tydeligt på blodet, der med det samme begyndte at løbe, at skuddet var noget mere end tæt på at misse. Havde han ikke reageret hurtigt nok, havde den siddet direkte i brystet på ham. Det irriterede ham dog, at han ikke havde udvist mere forsigtighed, men det kunne han ikke tillade sig at dvæle ved nu. I stedet brugte han den korte pause mellem byerne til at trække sig fremad med mændene følgende lige i hælene. Samtidig svingede han en sværdet i en bue. Umiddelbart så det ud til at være spildte kræfter, fordi han var flere meter fra den nærmeste fjende. Det var dog med fuldt overlæg, og i respons gyngede hans eget skib bag ham faretruende, hvilket medførte, at det skubbede til Hviskeren i et forsøg på at rokke folkene ud af balance.

Idet bolten rev et ordentligt sår i mandens arm, kunne Lynn ikke helt holde et tilfreds, skævt smil tilbage. Havde han vredet kroppen bare en smule senere, og den havde siddet perfekt. Nok var hun ikke den bedste kriger, men at skyde fra nogenlunde afstand efter tid til at sigte, dét var en af hendes styrker. Desværre kom fjender med sværd dog ofte tæt på alt for hurtigt. 
Vinden nåede lige at rive i hendes højrøde uniformsjakke, inden hun hastigt fik placeret sin ryg mod træværket ved trappen igen, ude af syne. Ikke at den del hjalp meget, når hun lige havde afsløret sit gemmested, men det ville lade hende være i sikkerhed fra fjendtlige bueskyttere, hvis der var nogle. 
Straks hev hun endnu en bolt frem og begyndte at lade den, mens hun sendte telepatiske ordre til sine folk. 
"Prøv at afskære dem vejen," lød det i hendes folks tanker.
Kunne de holde bare nogle på det andet skib, skulle de ikke kæmpe mod så mange her, og de ville ikke blive totalt overrendt. Den første gruppe, manden fra Mørket havde taget med sig over, var allerede af en rimelig størrelse, så at kunne minimere de næst...

Pludselig vippede hele dækket under Lynn, og hende og Sefris blev kastet fremover mod rælingen, der tippede uhyggeligt tæt ned på de høje bølger. Skumsprøjt stod op i hovedet på dem, mens de klamrede sig til rælingen og genvandt fodfæstet. Et blik over skulderen lod Lynn se mandens store bevægelser, der virkede helt nyttesløse uden fjender foran ham, men som hun tydeligt så afspejlet i skibets bevægelser. 
"Zaladins røv," hviskede hun. Nu forstod hun, hvorfor Sefris havde haft så mange problemet ved roret. "Sefris, gå bagom og slut dig til gruppen der. Jeg prøver at distrahere ham."

Der var ingen grund til at gøre det telepatisk denne gang, og Sefris var væk så let på tå som enhver elver i skovbunden. Tættere på en vandelver kom man vist ikke.
Stadig med et godt greb i rælingen, fik Lynn vendt sig om, så hun atter stod med fronten vendt mod fjenden. Det tunge, hvide hår blev trukket i af vinden, og hendes ansigt plettet af saltvandsdråber. 
"Jeg håber, jeg får tid til at spørge ind til den magi, når Lyset har dig i sin varetægt," sagde hun.

Gabriel brugte et øjeblik på at lade den frie, men sårede hånd lave tegn med fingrene bag ryggen til de mænd, der stadig befandt sig på hans skib. Nok var han ikke telepat, men han havde sejlet længe nok med sit mandskab til, at de havde udviklet en måde at kommunikere på uden ord. Den indre følelse af fodtrin, der med det samme bevægede sig rundt på skibet, bekræftede ham i, at de havde forstået ordren. Så rettede han sværdet ud i strakt arm, og de mænd, der var fulgt med ham om bord på hviskeren, trak med det samme fremad. Det var tydeligt, at alle havde forventet skibets vuggen, for de bevægede sig frem på trods af det, og Gabriel havde holdt balancen som om, han stod limet fast til dækket.

Så hørte Gabriel eder fra, hvor kvinden var gået i dækning, og et skævt smil trådte frem på hans læber. Det var ganske tydeligt, at det var kommet bag på hende. Hun kendte altså ikke til ham. Det var da i det mindste en lille fordel. Han kunne høre utydelige ord, der lød som ordre, men han kunne ikke høre, hvad der blev sagt. I stedet tog han tre skridt frem mod stedet, hvor han var sikker på, hun stod skjult. Sværdet var igen hævet og parat. Denne gang ville det være sværere at overraske ham.

Det var dog øjensynligt ikke nødvendigt, som Lynn frivilligt trådte frem. Hendes ord fik Gabriels smil til at vokse, og han nikkede kort som hilsen. Det skulle ikke hedde sig, at han ikke var høflig, selv ikke overfor fjenden. Desuden anerkendte han hendes taktiske snilde. Det var ikke altid let at forsvare en bording, men hun havde virkelig gjort sit for at få det bedste ud af en dårlig situation, og det kunne han ikke helt lade være med at beundre. Han var dog ikke selv helt færdig endnu... "Nåh, denne magi?" spurgte han så lidt kækt og knælede ned. Hans førlighed i kroppen passede slet ikke overens med dens aldersmæssige udseende. Bag ham kunne man nu se, hvad han diskret havde bedt sine mænd om; hele øverste dæks ballistaer var igen ladt. Han havde desuden talt højt nok til, at hans egne mænd havde hørt ham, og de forstod hentydningen, så de kastede sig også ned. Et øjeblik efter løsnede de store pile sig og skød vandret tværs over dækket. Det havde dog været med fuldt overlæg, at han havde givet Lynn et øjeblik til at opdage planen; han ønskede ikke at dræbe hende. Hun var meget mere værd i live, og det ville være langt nemmere, hvis hun ikke blev gennemboret af de store pile. Det skulle blot være en distrahering, så han kunne tillade sig at rykke tæt på hende, hvilket han også forsøgte så snart, skuddene var blevet affyret.

Lynn fik akkurat tre sekundter til at vurderer, at han nok ikke havde meget menneskeblod i årerne med den elegance, han bevægede sig med, før hun måtte springe for sit liv - igen. Denne gang var det ikke fordi skibet dansede under hans påvirkning, men fordi han var åndssvagt udspekuleret.
Idet han satte sig på hug, så hun ballistaerne, der alle pegede ind over dækket. Han havde givet hende en chance for at reagere, og mens hun selv kastede sig ned til siden, hørte hun skrig fra de besætningsmedlemmer, der ikke havde været lige så heldige. Flere hårde thuunk kunne høres, da nogle af boltene satte sig fast i træværket på skibet, og det overdøvede de pile, der landede i vandet på den anden side. 

"Fokusér på ballistaerne, hold jer i live," råbte hendes tanker ud til sine folk, mens hun selv lå på ryggen, akavet bøjet over trappen, der førte op til det øverste dæk. 
Kunne hun lokke ham herhen, ville han have sværere ved at lave sådan et trik igen, og hun ville være mere i sikkerhed fra generel skyts fra det andet skib. Hans bevægelser tydede dog ikke på at hun var i den største fare med den usagte advarsel, han havde givet hende, ved at vise hende truslen, før den var uundgåelig. Hun var mere værd i live for ham. Ligesom han var for hende. 
Trappetrinnene var ikke et ideelt sted at ligge, men hun fik hævet sig op på en albue og derved lettet presset fra den skarpe kant, mens hun hævede den stadig ladte armbrøst mod ham. Han var foruroligende tæt på nu, og hun ville ikke kunne rejse sig uden at blotte sig for et slag fra ham. Selvom hun ikke havde i sinde at dræbe, pegede hun armbrøsten direkte mod hans brystkasse.
"Du er et nyt ansigt for mig," sagde hun forbløffende roligt. "Er en introduktion ikke på sin plads?"
Hun prøvede at købe tid, og med den kompetence han allerede havde vist, var hun ikke i tvivl om at han havde luret det. Al tid hun kunne købe sin besætning inden de ballistaer blev ladt igen, var liv reddet. 

Gabriel registrerede skrigene fra besætningsmedlemmerne, men han gav det ikke sin opmærksomhed. Det havde udelukkende været et forsøg på at distrahere den anden kaptajn, så han kunne lukke afstanden og gøre den ret så farlige armbrøst harmløs. Et forsøg der næsten var lykkedes. Han stoppede dog op ved synet af bolten, der pegede mod hans bryst, og i stedet for at forsøge at gøre noget ved det, satte han blot spidsen af sværdet i dækket og lænede sig op ad håndtaget, som havde det været en stok. Hendes hurtige reaktion på at komme i dækning, havde fået ham til at smile over hendes lettere akavede stilling, men han var stadig bevidst om truslen, så han tog sine forholdsregler.

Ved Lynns ord voksede Gabriels smil, og han bukkede sig let forover. "Tilgiv mine dårlige manerer, Kaptajn Valeriev. Gabriel Erik Faust til Deres tjeneste" svarede han, som han rettede sig op igen. Bevægelsen medførte dog samtidig, at hans eget skibs tovværk trak i hviskeren de steder, hvor han havde fået dem til at vikle sig ind i hinanden i et forsøg på at få skibet til at vippe og igen bringe hende ud ad balance. Med det samme trådte han et skridt til siden for at komme uden for skudbanen af armbrøsten, og med tåspidsen sparkede han til sværdet, så det vendte rundt, og han igen holdt det ordentligt. Denne gang gav han dog ikke pause, som han i samme bevægelse tog et skridt frem og lavede et udfald mod hendes våben for at desarmere hende. Selvom de var tæt nok på til nærkamp, var hendes våben stadig en væsentlig faktor, og det kunne sagtens forvolde skade, så det handlede om at gøre situationen sikker for ham.

"Ha, det tvivler jeg stærkt på."
Hun nåede kun lige at sige det, før han trådte frem og fik hevet sværdet op under hendes armbrøst. I samme øjeblik havde hun besluttet sig for at skyde ham, og mens hun trykkede på aftrækkeren, ramte hans sværd undersiden af armbrøsten. 
Den blev revet opad og ud af hendes hænder, mens pilen susede gennem luften. Gabriels undvigende manøvre til siden før hans udfald reddede ham dog. Manden bag ham var ikke så heldig. Han fik bolten lige i øjet, og med blod sprøjtende ud over sine venner væltede han bagover og landede tungt på dækket.

"Hm, og så alligevel," sagde hun med en grimasse og fik trukket sin korte sabel, som hun nu ikke længere lå akavet henover.
Hun lå stadig halvt på trapperne dog, og i et sidste forsøg på at få lidt styr på situationen, hamrede hun sin sabel sidelæns ind mod hans sværd for at holde klingen på plads, og imens lagde hun al vægt på sin anden albue, løftede sin krop op og sparkede hårdt ud mod hans knæskal.
"Få de reb skåret over!" tænkte hun imens til sin besætning.

Gabriel skulle til at åbne munden for at svare Lynn, men i samme øjeblik fik hun skubbet hans sværd til side og sparkede ud efter ham. I stedet for at træde væk, løftede han benet og jokkede ned i et forsøg på at fange hendes ankel under sin fod. Det skulle egentlig blot bruges som distrahering, så han kunne trække sit sværd til sig uden at blive ramt af sablen, så han kunne lave et udfald mod hende i form af et stik mod hendes højre skulder. Det var ikke et dødeligt forsøg, men igen et forsøg på at få hende til at slippe sit våben. På et eller andet tidspunkt måtte hun vel løbe tør.

"Det afhænger vel af synspunktet?" drillede Gabriel med et glimt i øjet som svar på hendes tidligere kommentar. Han var ikke just vant til sådan at føre samtaler med sine fjender, men der var nu alligevel noget befriende over, at hun så ud til at respektere ham nok til i det mindste at sige noget. Det gjorde ikke hans trang til at tage hende til fange mindre, tværtimod, men det var et rart afbræk fra de ellers så kedelige, alvorlige kampe, han var vant til. Det gjorde også, at han nærede en hvis respekt for Lynn. En respekt han ellers ikke tildelte mange fra Lyset.

Idet Gabriel trak sit sværd ud til endnu et slag, fløj hendes noget mindre våben ud af hånden på hende. Hans støvle trådte hårdt ned på hendes ankel og kort efter bed sværdklingen ind i hendes overarm. Blod farvede den højrøde jakke mørk, og hun forsøgte at trække sig væk fra ham, men uden held, idet hans vægt forhindrede hende i at flytte sit ben. Trappen, hun lå på, gjorde det heller ikke ligefrem lettere at få fat i noget, der kunne bruges som modvægt.
Hendes anden hånd lagde sig mod såret for at holde blodet inde, og et øjeblik blev hendes fokus fanget af besætningsmedlemmer, der var kravlet op i rebene og i fuld gang med at skære Hviskeren fri fra Mørkets meget større skib.

Hun skulle til at sende et råb om hjælp ud, men en af Gabriels folk hev hende på benene og vred begge hendes arme om på ryggen af hende, ligeglad med hendes bandeord mod ham, da hun mistede muligheden for at holde om den sårede arm. Et øjeblik vaklede hun i hans greb, da blodet susede til fra hovedet og svimmelheden overtog. Ud af øjenkrogen så hun Sefris dirigere nogle af de andre ned mod dem med hævede våben. 
Lynn fangede Gabriels blik i et forsøg på at vurdere, hvad han ville gøre. Det var uden tvivl mere værd for ham at tage hende med end at henrette hende på stedet, selvom det ville være det nemmeste. Hun overvejede at sende sit hår i ansigtet på ham, der holdt hendes hænder, men det ville næppe gøre et stort udslag nu. Hun var allerede blevet skubbet så tæt hen på Gabriel, at han med lethed ville kunne overtage grebet i hende.

Gabriel var tydeligt overrasket over, at Lynns sabel nærmest fløj væk fra hende så snart, han mere eller mindre kiggede på den. Hun var tilsyneladende ikke særligt dygtig med en klinge. Hendes håndtering af en armbrøst fejlede dog absolut intet, og man kunne trods alt ikke være god til det hele.

Gabriel skulle egentlig til at råbe op, da en følelse ramte ham, og han blev distraheret af, han kunne mærke, at noget eller nogen pillede ved hans skib. Nærmere sagt ved rebene. Han drejede hovedet, og hævede brynene over, at flere mænd forsøgte at befri det fjendtlige skib. Et hånligt fnys kunne tydeligt høres fra ham, og han løftede den frie hånd. "Hold godt fast på hende, Djarnis. Vi får en rusketur" sagde han overraskende roligt, og manden, der holdt Lynn, nåede kun lige at nikke, inden Gabriel vrikkede en gang med håndleddet, hvilket fik rebene til at slippe hviskeren og svirpe mod de mænd, der havde forsøgt at befri den. Det medførte dog også, at Hviskeren ville vrikke tilbage for at rette op, hvilket gav en gevaldig gyngetur et øjeblik. Så stillede han sig om bag Lynn ved siden af Djarnis og placerede sværdet ved hendes hals, mens han med den frie hånd greb fat i hendes hår, så han kunne tvinge hovedet bagover.

"Med mindre I ønsker at miste jeres kære admiral, foreslår jeg, I overgiver jer!" brølede han ud for at overdøve larmen fra kampene, der stadig var i gang rundt omkring. Så trak han klingen en anelse over den blottede hals for at bryde huden. Det var ikke nok til, at det ville forvolde større skade, men det var samtidig et tydeligt bevis på, at han ikke spøgte. Nok havde han fået en hvis respekt for Lynn, men det var ikke ensbetydende med, at han ikke ville ofre hende for at stoppe kampen og mindske sine egne tab.

Manden, der havde fat om hendes arme - og tydeligvis hed Djarnis - lagde sin ene arm omkring Lynns overkrop, inden skibet i den grad fik en ordentlig rystetur. Flere på dækket fra begge sider måtte gribe fat i det nærmeste for ikke at ryge overbord og et sted lød et råb også fra en, der faktisk tog turen ned i det skummende vand. Hvem det var, kunne Lynn ikke bestemme ud fra stemmen - eller om det overhovedet var en fra hendes besætning. Hun kunne se Sefris oppe i en af tovene, hvor han havde været i fuld gang med at hjælpe med at få skåret rebene over, og da de slap, måtte han ligesom de andre klamre sig til rebene. 
Deres blikke mødtes, da Gabriel hev hendes hoved bagover i håret, og en kuldegysning rislede ned over hendes arme og ryg, da det kolde stål fra hans sværd lagde sig på halsens blottede hud. 
"Gør, hvad I finder bedst," tænkte hun til sin besætning. "Tænk ikke på mi..."
Stålet bed ind i huden, og hun mistede sit fokus og trykkede sig bagud i ren instinkt. Djarnis strammede grebet om hende og sendte nogle af besætningsmedlemmerne fra Hviskeren det mest ubehagelige og overlegne grin, han kunne. 
Rundt omkring på skibet lagde Hviskerens besætning deres våben fra sig. Flere steder blev de straks jaget på knæ med hænderne på nakken af Mørkets soldater. De mørke uniformer, der tårnede sig op over de rødklædte Lystilhængere var et syn, Lynn ikke havde set længe og havde håbet at kunne undgå på sit eget skib en del år endnu. 
"Først tiltalte du mig korrekt som kaptajn," sagde Lynn telepatisk til Gabriel - hun turde ikke rykke på sin strube med sværdet stadig så tæt på. Bare at synke virkede som en rigtig dårlig idé. "Og nu tror du, jeg er flådens admiral. Kom glemsomheden med årene eller har havet taget lidt af din forstand?"

Gabriel havde ikke tid til at holde styr på, hvem der var røget over bord. Han havde tiltro til hans mandskab, og de var alle habile svømmere, så hvis det var en af hans, gik han ud fra, at vedkommende selv kom op igen. Lige nu lå hans fokus på Lynn.

En stemme i hans hoved fik ham i første omgang til at lukke af for sit sind, inden det gik op for ham, hvem det var, så han missede de første ord. Han fik dog det væsentlige ud ad sætningen, og et svagt smil bredte sig på hans læber. "Så det er altså hemmeligheden..." mumlede han tydeligvis mere henvendt til sig selv, inden han drejede hovedet, og hans øjne begyndte at søge en bestemt mand blandt dem, der var på skibet. "Tristan! Løb i forvejen tilbage til skibet og send en due afsted til Zahinael! Jeg ønsker en audiens med ham, når vi er vendt tilbage!" beordrede han, inden han vendte blikket - og opmærksomheden - mod Lynn igen. Hans første svar var et skuldertræk, men imponerende nok formåede han at holde sit sværd helt stille, så han ikke forvoldte hende yderligere skade. "Kaptajnen er den højst rangerende på et skib, men jeg holder ærligt ikke styr på Lysets rangorden, så det var et gæt" svarede han. "Selvom alderen nu nok godt kunne trykke lidt." Hans smil afslørede, at han havde fundet hendes fornærmelse mere morsom end stødende. Så sænkede han sværdet, men han holdt det stadig i hånden, inden han slap hendes hår og lavede en gestus med den nu frie hånd mod sit eget skib. "Damerne først" sagde han så, som hans smil voksede og gled over i et mere drillende et.

Tilbage på hans eget skib, var mændene travlt optaget af at få sikret Hviskerens besætning. Stemningen var noget mere løssluppen nu, som de havde sat kursen væk fra det fjendtlige skib. Gabriel var i øjeblikket optaget af at få lukket såret i skulderen, han havde fået tidligere, og et øjebliks distrahering fra Djarnis betød, at Lynn var uden opsyn i et stykke tid.

Lynn havde skulet hele vejen over på fjendens skib. Man kunne ikke rigtig påskønne sådan en gentlemangestus, når den kom fra fjenden og det ikke var et sted, man havde lyst til at gå hen. Kort havde hun overvejet, hvad det betød at han ville sende en due til Zahinael. Var det ikke en eller anden dæmon ved navn Mehem, der havde overtaget Mørket? Måske var det bare deres form for admiral, han ville infomere om hendes telepatiske evner. Ikke at hun havde gået særligt stille med dørene omkring den del - folk blev stadig skræmte over at møde et helt stille skib, om de kendte til det eller ej. 

På skibet var besætningen i gang med at få surret et tykt reb fast til agterstævnen, hvor Hviskeren nu lå tvunget til at følge samme kurs. Kendte Lynn Mørket ret, ville der være et par få soldater ombord på Hviskeren, det meste af hendes egen besætning ville være bagbundet og kun de nødvendige hænder ville være fri til at hjælpe med ikke at sejle for tæt på Gabriels skib. 

Muligheden for at gøre noget ved lortesituationen bød sig, da Gabriel gik i gang med at få tilset sit sår - Lynns eget var holdt op med at bløde, og selvom armen stadig gjorde forbandet ondt, betød det nok at den indledende blødning havde været værre end selve såret var indenunder. Djarnis var også selv blevet fanget af at lave forberedelser, og ingen havde bundet Lynn til noget, så hun listede agterud og gravede en amulet frem fra sin lomme.
"Ay! I der!" råbte hun af dem, der var ved at fæstne det tunge reb om en søjle - flere ville blive sat på plads, når først den her var stram nok. 
De så op, og Lynn aktiverede magien i amuletten, så de alle sammen blev blændet af lysglimtet. Allerede mens hun gjorde det, sprang hun hen, rev en sabel fra en af sømændenes bælter og hakkede ned på rebet. Der ville skulle en større økse til for at få det over hurtigt, men fordi de ansvarlige var blændet, havde nogen af dem sluppet taget, og de få slag hun fik ind, var nok til at det smuttede fra resten og endte med at feje gennem hænder efterladende hudafskrabninger for til sidst at forsvinde ned i vandet under dem. 
Lynn nåede akkurat at sende besked til Sefris om at de skulle tage styringen og komme væk så hurtigt remmer og tøj kunne holde, da en kvinde kastede sig over hende og hamrede hende ned i dækkets hårde planker. Hendes ansigt blev presset ned med vægten af hendes støvle på den modsatte kind. 
"Kaptajn!" råbte kvinden arrigt og lignede en, der mest havde lyst til at træde til og kvase Lynn helt lige der.

Gabriel havde et øjeblik været uforsigtig, og det skulle nu koste ham. Oven i det var han stupid nok til at kigge, da der blev råbt, og han nåede kun at komme med et overrasket udråb, da han blev blændet, og han tog instinktivt den ene hånd op for øjnene. Det tog lidt tid at slippe af med blindheden, og selv de første mange blink efter gav ham stadig lyspletter for øjnene. Hvordan i al verden havde hun stadig sin amulet? Med en irriteret brummen kom han på benene, netop som der blev råbt efter ham. Hviskeren længere ude var allerede ved at vende. Han havde ikke haft nok mænd om bord til at forhindre en overtagelse, hvis alle Lynns mænd slap fri.

"Kan vi indhente dem igen?" spurgte han så sin førstestyrmand, der rystede opgivende på hovedet. "Ikke med denne vind, katpajn. Luftelementalerne er drænet" svarede han. Gabriel nikkede og drejede hovedet mod Lynn og den kvinde, der lige nu holdt hende fast. "Sørg for at få surret hende fast, så hun ikke slipper fri igen. Og tag den amulet fra hende" beordrede han med en vrissen mine. Hun skulle ikke forhindre ham i at have noget med tilbage.

Lynn blev revet noget rundt med det næste stykke tid, mens nogen fandt reb frem og kvinden ikke ligefrem hev hende blidt på benene. Det var med flere bandeord end hvad der passede sig for en højtrangerende i flåden, at hun fik bundet hænderne sammen foran sig og hevet med hen over dækket, da det værste mylder havde lagt sig. Efter kampen havde de brugt tid på at hele sår og få repareret de få skader, Hviskerens besætning havde forårsaget. Lynn kiggede sig over skulderen, hvor hun kunne se sit skib forsvinde mod horisonten - både besætning og skib var nok mere ilde tilredt end det, hun så her. Det var problemet med at møde et kampskib, når man ikke selv var et. 

"Her, kaptajn," sagde kvinden og overrakte enden af rebet til Gabriel efter at have rykket hårdt i det, så Lynn næsten var væltet. 
Hun skulede til hende, men gjorde ikke mere, før hun var forduftet til andre opgaver. Der var ingen grund til at gøre dem mere aggressive, når der nu kun var hende selv tilbage at afreagere på. 
"Jeg gør ikke nogen fortræd," sagde hun og spredte hænderne ud til hver side i en åben blomst, som var det tætteste hun kom på en overgivende gestus. "Jeg skulle bare have min besætning i sikkerhed."
Der fulgte en del ansvarsposter med at være kaptajn på et skib - og kommandørkaptajn i flåden. Hvor mange troede, at det vigtigste var at gå ned med skibet, var det for Lynn at sørge for, hendes besætning ikke gik med ned - om det så betød at ofre sig selv for, at de kunne slippe væk. Hun havde alligevel et par kort i ærmet, som Gabriel endnu ikke kendte til.

Gabriel var tydeligt imponeret over den mængde bandeord, Lynn kunne rive af sig. Ikke at han som sådan tog sig af det, han havde hørt langt værre. Generalen kom ofte med grove eder og forbandelser, så det var ikke ligefrem nyt for ham. I stedet sendte han hende blot et smil, som han tog imod rebet. Lynns ord fik ham først til at hæve et bryn, men dernæst komme med et smil. "En ærbødig tanke. Du ville hellere ofre dig selv? Det er ikke noget, jeg tit ser" indrømmede han, som han åndsfraværende pillede lidt ved hullet i trøjen, inden han trak lidt i rebet for at få Lynn med sig, så han kunne sætte sin ende fast til den ene mast. Så vidste han da nogenlunde, hvor han havde hende.

"Fortæl mig så... hvor længe har De været i Lysets tjeneste?" spurgte Gabriel efter et par øjeblikke. Nu hvor de alligevel havde noget tid at slå ihjel, kunne han ligeså godt prøve at lære lidt mere om den anden kaptajn (der ikke var admiral i det mindste). "Jeg selv har været en del af Mørket, siden det blev til" forklarede han så, hvilket - hvis hun kendte historien nogenlunde - burde vidne om hans alder.

Hun fulgte med (som om hun havde et valg) hen til masten og sukkede lidt over, at hun nok ville komme til at sove ret dårligt ved siden af den. Hun skulle have påskønnet nætterne i sin kahyt lidt mere, når det her var alternativet. 
Gabriels ord om at have været med Mørket siden det opstod, gjorde ikke meget for Lynns vurdering af hans alder. Før havde hun været på gammel, og nu var hun nærmere  ret gammel. Det der med tal, var ikke ligefrem en gople-styrke. Og så spurgte han saftsusme ind til hendes egen historie. Hvad var det her - en eksamen?

"Jeg har sejlet med eget skib omtrent de sidste tyve år," svarede hun. Årene fra før det havde hun sejlet med flere forskellige under sin uddannelse, men hun havde ikke styr på, hvor meget der talte - slet ikke i en dæmons optik. Hun trak på skuldrene. "Jeg holder ærligt talt ikke så meget styr på det. Jeg har født mine børn til havs og båret dem gennem stormvejret. Tjenesten er én del, men i virkeligheden er målet jo at holde stormen fra at ramme kysten."
Hun nikkede mod ham - det var svært at gestikulere med hænderne bundet sammen - men ikke i nogen videre fjendtlig gestus. Han kunne tage det som han ville. Det eneste, hun havde set fra Mørkets side, var kaos og ødelæggelse. Det samme med pirater. Hun forsøgte at gøre sit til at holde dem fra at ødelægge for mange civiles liv. 
"Men jeg er ikke en kampkaptajn, Gabriel," fortsatte hun. "Mit skib er ikke til kamp, og som du selv har erfaret, er jeg uduelig med en sabel. At du ikke ser folk ofre sig for deres mandskab er nok et tegn på, du er i mere lige kampe. Jeg ved mine folk ikke holder til den slags, og dør de ikke til havs, vil jeg gøre mit bedste for at de ikke ender i galgen på jeres nye, fine øer. Du ville måske ikke gøre det samme for dine folk?"
Lynn vidste godt, hvilket svar hun forventede fra ham.