Balzera’s støvede gader var stadig tæt pakkede med folk som fyldte den tørre luft, med en summen li en fortravlet bikube. Den varme eftermiddagssol bragede unødigt ned over det store marked, hvor opsatte solsejl i alverdens farver tilbød en kærkommen skygge til de handlende.
Den unge Kazimi prinsesse havde succesfuldt fået sneget sig ud af paladset, uden at have hverken en slave eller vagt på slæb, og bevægede sig roligt gennem markedet med de brune øjne fulde af nysgerrighed, ikke så meget en nysgerrighed på de mange boder og hvad de solgte, blikket bevægede sig primært over de mange forskellige personer.
Hun var i klædt et todelt lattebrunt sæt, bestående af et par bukser i den fineste silke, med guld broderier og perler op ad skinnebenene, en top med lange ærmer i samme fine silke men med et lag af gennemsigtigt stof udover, hvor toppens bund stoppede omkring de nederste ribben, forsatte det tynde stof til det ramte jorden, og gav illusionen om hun var iklædt en kjole. Overdelen var ligeledes prydet med guldbroderinger og perler.
Tøjet i sig selv var prægende nok om hendes stand, at hun i dagens anledning ikke have andre smykker på sig end den simple tynde guldring på venstre lillefinger, guldringen i næseskillevæggen, et tyndt guldarmbånd og de mange forskellige øreringe, der var gemt væk under det mørke hår.

Med korslagte arme lænede hun mageligt med den ene skulder støttende op imod en af de ru husvægge, som kastede en tung men kølig skygge af sig. Trods hendes beklædning lod ikke mange til at tage notice af den petite kvinde og hun havde derfor kunnet stå ganske ugeneret, for en god stund.
For selv en prinsesse og da slet ikke en prinsesse uden et følge af vagter, kunne se sig fri fra at blive et mål for dem, hvor forskellen på deres og andres altid var en flydende grænse.
I et svagt øje blik, fanget i sine egne tanker bemærkede hun derfor ikke hvordan en ung fyr, ikke meget ældre end 16 år og med et noget afpillet udseende under den beskidte hud, nærmede sig hende. Ikke før hans fingre lukkede sig om hendes ene overarm og trak hendes arm fra den anden, hvor han i et hårdt ryk forsøgte at få det tynde guldarmbånd over hendes hånd. Det havde givet et gippet i hendes krop, og sendt et gisp over de fylde læber, som overraskelsen malede sig ind over hendes ansigt, en overraskelse som gled over i hårde og vrede øjne.
Hvor vovede han at forsøge at bestjæle hende? Og så endda åbenlyst?!
De slanke fingre tilhørende armen med armbåndet lukkede sig omkring hans håndled, mens hun trak hånd og arm mod hende selv ud til siden. I samme moment fløj hendes modsatte arm op, hvor siden af hendes hånd ved lille fingeren kolliderede med siden af hans hals lige underkæbeledet, den lukkede hånd om hans håndled fulgte hurtigt efter, hvor hun stødte en knyttet hånd med langfingeren bukket så den ragede længere frem end de andre fingre, ind mod solar plexus. Slagne i sig selv var ikke voldsomt kræftfulde, men de var stadig nok til at sende den unge fyr i kurs mod den sandede jord

Og med en melodisk stemme som, hvis ikke hendes udseende alene gjorde det, afslørede hun var en datter af Rubinien, vissede hun advarende ned til den unge mand ”Jeg giver dig én chance for ikke at miste din hånd, tyv!”.
Fyren næsten kravlede væk det den første halve til hele meter, før han fandt fodfæste nok til at komme op og stikke af som en slået hund.
Ikke før han var ude af hendes synsvinkel, bemærkede hun hvordan hun i arrighed havde knyttet begge hænder hårdt i, så de velplejede negle truede med at bryde huden i hendes håndflade, som de havde gjort så mange gange gør.


(I tilfælde min beskrivelse af hendes beklædning ikke er voldsom fantastisk, smider jeg lige to link, hvor du kan se hvad hun er i klædt ;) Link 1 & Link 2)

Aithlins hoved fortrak stadig at bruge en stor del af dagen i stilhed, efter mødet med Karim, men det var ikke helt nemt i Balzera der konstant summede af liv. Heldigvis krævede ingen af de mange ord hans respons, så han kunne lade dem flyve ind af et øre og ud af et andet. Han kunne nøjes med at stå og observere alle de mange handlende, der solgte alverdens eksotiske genstande. Der var ikke noget af dem, som for alvor fangede hans interesse, men man kunne stadig undres over, hvad de forskellige ting skulle bruges til.

Midt i alle observationerne bemærkede Aithlin en lav kvinde, iklædt tydeligvis meget kostbare klæder. Godt nok havde han set andre iklædt flotte dragter. Der var mange af de rige købmænd, som havde travlt med at vise deres mange rigdomme gennem stoffer, guld og ædelsten. Men de bar sig ikke selv på samme måde som denne kvinde. Det virkede næsten ... ja, royalt var nok det bedste ord.
Der gik ikke lang tid før, at andre også havde bemærket kvinden, for pludselig var der en eller anden knægt der forsøgte at bestjæle hende. Aithlin var bestemt ingen prins på den hvide hest eller noget der bare kunne minde lidt om det, men alligevel skubbede han sig væk fra den døråbning han havde stået halvgemt i. Det blev dog hurtigt klart for både Aithlin selv og tyveknægten, at der var tale om en kvinde, som kunne forsvare sig selv. Fascineret af scenen der udspillede sig foran ham gloede Aithlin åbenlyst, mens den velklædte kvinde hurtigt fik nedlagt tyven med en kampteknik som for elveren var ukendt. 

Da tyven var kravlet væk skred Aithlin ud fra sin døråbning og trådte hen til kvinden, men med passende afstand. Han havde ikke lyst til at ende ligesom knægten og selvom hun ikke var voldsomt stor, måtte man ikke undervurdere lave folk. De var ofte hurtige og meget adrætte.
"Jeg kunne ikke undgå og bemærke din kampteknik." Gik han lige på og hårdt med. "Hvad er det for en form?" Fremme ved kvinden kunne han ikke undgå at bemærke deres højdeforskel, men det var ikke helt unaturligt for ham. Hvad han var mere, næsten pinlig, berørt omkring, var deres meget forskellige tøj. Godt nok stod han ikke i laser, men det føltes næsten sådan ved siden af kvindens guld. Aithlin bar selv et par løse bukser og skjorte. På fødderne var der et par simple sko, som han havde bemærket mange af de lokale gik med. Normalt ville han have klædt sig mindre simpelt, men varmen gjorde det umuligt for ham at have mere på end minimum.

Tempermenten havde raset inde i hende, som var det det et åbent hav, der var blevet mørkt af en storm, men vreden nåede aldrig at blive mere synlig end de knyttede hænder. Nok havde hun arvet Fyrstens, hendes faders enorme temperament, ligesom mange af hendes søskende, men modsat mange af dem var hendes sjældent eksplosiv ud ad til.
Det havde været den selvsamme vrede som hun forsøgte at få til at falde til ro igen, da en mande stemme krævede hendes fokus.

Med en små forskrækket gippen i den lille krop, drejede hun sig mod stemmen, kun for at stirre ind i en skjorte beklædt brystkasse. Overraskelsen over hans højde tegnede sig over hendes ansigt, som begge bryn skød sig til vejrs, mens de brune øjne søgte op mod hans ansigt. Havde hun haft bare en anelse mindre kontrol over sig selv, ville hun have taget sig i øjeblik til at stirre på ham med opspærrede øjne og åben mund.
Aldrig havde hun stødt på en person, med så imponerende en højde, hun var vant til at se op på folk, men aldrig i dette omfang. Små hurtige blink og hun fokuserede på det spørgsmål, som hang mellem dem ”Min kamp.. åh..” øjenbrynene skænkede sig til deres normale position, mens hun foldede hænderne foran sig, men i stedet for at give ham et svar med det samme, besvarede hun hans spørgsmål med et nyt ”Hvorfor vil du vide det?” blikket blev lige så nysgerrigt som hendes stemme, mens hun lagde hovedet ganske lidt på sned. Hvad der lå usagt var han måtte give hende en god grund, for ellers så hun ingen grund til at dele den viden med ham.
Det kunne jo være en viden som kunne bruges i mod hende.

Kvindens overraskelse tog Aithlin sig ikke af. Han ville højest sandsynligt også være taget på den forkerte fod, hvis han sådan blev vækket fra sin egen verden af en totalt fremmede. Spørgsmål-svaret fik ham til at rynke forundret på de mørke bryn. Han havde forventet et svar, ikke et spørgsmål. Et spørgsmål han lige måtte bruge et sekund eller to til at besvare. Da ordne var formuleret i hans hoved, kunne han åbne munden.

"Det så anderledes ud. Jeg har ikke set det før og blev nysgerrig." Lød det med omhyggelig valgte ord. Aithlin følte sig kun helt hjemme i sit sit modersmål bjergelvs, omend han kunne klare sig mere end udmærket på andre elversprog. Men når det kom til det mest udbredte sprog, krystalisiansk, følte han sig langt mere usikker.  Det lå bare ikke så godt på tungen. Det var som et løbe i modvind. Tungt og besværligt og det selvom det for tiden var det sprog han talte mest.

At denne viden kunne bruges mod kvinden tænkte Aithlin slet ikke over. Så udspekuleret var han ikke, slet ikke lige nu, hvor nysgerrigheden var drivkraften. Aldrig før havde han set en kampteknik på helt samme måde. Godt nok kendte han godt til gode steder at slå og sparke sin modstander for at få størst effekt, men det han lige havde set virkede langt mere velovervejet. Sofistikeret var måske det rette ord at bruge. Flot og elegant kunne sikkert også beskrive, hvad han havde set. Ikke ligesom ham selv, når det i hvert fald galte nævekamp, der mest af alt bestod i at slå og sigte efter de mest ømme punkter som man kunne nå.

Hendes spørgsmål fik lov at hænge mellem dem, gav hende mulighed ikke blot at kigge afventende på ham, men også se nærmere på ham, som en streg tegnede sig i hans pande, men det var ikke den hendes blik endte med at lande på.
Arret som brød hans ellers perfekt symmetriske ansigt, de brune øjne hvilede dog ikke for længe der på, det ville først og fremmest være uhøfligt og hun ønskede ikke at gøre ham utilpas, men hun havde lige så travlt med at se resten af ham an, nu muligheden bød sig.
Stilheden mellem dem blev brudt, som han tyggede sig gennem ordene.

Til en start havde hun svært ved at tyde det var en accent, som gjorde han virkede til at måtte veje sine ord undervejs som han tale, og måske endda bruge længere tid på dem end normalt, men hun kunne samtidigt ikke finde ud af, hvorfra den skulle komme og med hendes rang havde hun trods hendes beskedne alder hørt langt de fleste accenter der var at finde i Krystallandet.
Nysgerrig.. Ordet alene fik hendes læber til at brydes i et smil, som med lethed nåede de endnu nysgerrige øjne, hvor det fæstnede sig.
Et lille nik indikerede at det var svar nok, for hende, før hun slog en hånd ud som en invitation til at de kunne snakke, mens de bevægede sig ned langs markedspladsen ”Der er en træningsarena ikke så langt herfra? Hvis nogen spørg hedder jeg Inari, kom” Før han kunne nå at komme med indvendinger, satte hun i lette bevægelser i samme retning som hånden havde gestikulerende i mod.
Hvis han valgte at følge med hende, ville hun lade blikket falde skævende mod ham og stille spørgsmålet ”Har du hørt om Varma Kalai?”.

Spændt ventede Aithlin på svar. Et svar som var kommet meget hurtigere end hans eget. Den positive reaktion fik ham til at slappe en anelse af. At han i første omgang havde været lidt anspændt havde han ikke selv bemærket, men antog at det måtte være kommet fra det at skulle snakke med en fremmede drevet ud af nysgerrighed frem for arbejde, som det normalt var. Var der ikke en praktisk hensigt tog han sjældent kontakt med fremmede, men her var der mulighed for ny viden indenfor noget han fandt interessant.

Det var meget venligt af kvinden at præsentere sig med sit navn, hvis det vel og mærket faktisk var hendes rigtige navn. Aithlin var rigeligt bekendt med brugen af dæknavne og forstod derfor også det praktiske i dem. Uanset om det var hendes navn eller ej, så var det rart at have noget at kalde hende, selvom han tvivlede på at han nogle sinde ville kunne få sin tunge til at slå nok koldbøtter til at kunne udtale navnet korrekt. Forhåbentligt ville han ikke få behov i den nærmeste fremtid.
Som Inari begyndte at bevæge sig ned af gaden fulgte Aithlin efter. Hvis hun skulle demonstrere skulle han skam nok være en lydhør elev og det virkede til at være tilfælde. At hun overhoved havde været interesseret i at fortælle mere om sin teknik var kommet bag på ham, så at hun virkede til også at ville demonstrere gjorde det kun bedre.

"Aithlin." Det var vel kun høfligt at præsenterer sig selv, når nu kvinden havde gjort det. Selv valgte han bare at gå med sit rigtige navn. Det ville måske bide ham i røven senere, men det kunne kun fremtiden afsløre. Desuden var det ikke altid nemt med dæknavne, for de skulle jo huskes og det var ikke altid hans stærke side. Ikke når der var så mange andre bolde i luften på samme tid. "Nej." Svarede han til hendes næste spørgsmål, dog uden at tilføje hvad han havde haft i tankerne: At han ikke engang kunne udtale ordne, så selv hvis han havde kendt til det, så kunne han næppe huske det. I hans øre lød det bare som nogle mærkelige lyde, men det måtte være navnet på et eller andet. Spørgsmålet var bare hvad.
"Jeg kommer ikke her fra egnen, som du nok har gættet dig til." Som et lys i mørke følte Aithlin at han skilte sig ud og var enorm bevidst om det. Normalt fortrak han at falde i et med sine omgivelser, det gjorde ofte hans arbejde lettere, men det var ikke arbejde der havde ledt ham til området denne gang. Det var afsluttet.

Det kunne have været ren indbildning som det syntes at syne til at hans skuldre sænkede sig en smule, som hun endeligt havde svaret ham. Det var så lidt at havde hun ikke haft brugt den beskedne stilhed mellem dem på at se ham an, ville hun med størst sandsynlighed ikke have bemærket, hvordan han virkede til at slappe mere af.

Trods hendes ellers så beskedne statur, var hendes skridt lange og hurtige uden at virke besværet. Forhåbentligt ville han ikke føle at han skulle afkorte sine egne skridt for meget, for at tilpasse hastigheden til hende.
De brune øjne søgte op mod hans, for en stund, før hun atter måtte rette blikket frem, for ikke at gå ind i de mange forskellige personer, som krydsede gaden. ”Aithlin” gentog hun som smagte hun på hans navn, om end udtalen ikke helt var lige til for hende, som en enkel eller to udtalefejl sneg sig ind. Fejl hun selv bemærkede. ”Jeg bliver vist nødt til at undskylde for det ringe forsøg, på at udtale dit navn” lød det lattermildt fra hende som et undskyldende smil skilte de mørke læber fra hinanden, blottede de hvide perlerækker. ”Ville lyve hvis jeg sagde nej. Jeg kan nu heller ikke sætte en finger på, hvor du er fra?” indrømmede hun uden den store skam i stemmen eller udtryk.

Som lovet lå en sandet træningsarena ikke langt fra, hvor hun for ganske lidt tid siden var ved at blive bestjålet. Modsat den fortravlede markedsgade der lå under falske skygger skabt af en regnbue af solsejl, lå arenaen åben for den unødige sol, som ikke ligefrem inviterede til at træne.
En lille gruppe mænd var allerede i færd med at træne, flere angrebs teknikker med forskellige typer af våben. Enkelte stoppede op ved synet af den lille kvindeskikkelse, som kun synede mindre ved siden af Aithlin’s tårnede højde. ”Jeg håber ikke du er genert for andres blikke? Jeg skal nok være sød til en start, men hvis du er lærenem, så højner jeg sværhedsgraden”.

At hans navn blev udtalt forkert tog Aithlin sig ikke af. Han var jo ikke bedre selv og med så mange forskellige typer af væsner og kulture han havde mødt på sin vej, ville alt andet også være underligt. Han endte derfor blot med at sende hende et lille smil som indikation på, at han ikke tog navnet så tungt. Der var jo også en årsag til, at han ikke havde forsøgt sig med hendes. Det kunne hurtigt gå den gale vej, hvilket ikke var formålet - og så brød han sig heller ikke om at udstille sig selv på den måde.

"Jeg er født i Azurien, men det er ved at være mange år siden jeg har været der." Forklarede han. Hvorvidt hendes ord egentligt havde været et spørgsmål om, hvor han kom fra, kunne han ikke helt udregne, men nu valgte han at besvare hendes ord som var det et spørgsmål. Det kunne næppe skade.

Fremme ved træningspladsen kiggede han nysgerrigt rundt, først på den - i hans øjne - specielle opstilling, men hurtigt rettede hans fokus sig imod den lille gruppe af mænd. Det lignede ikke noget han var bekendt med, men det vakte hurtigt hans nysgerrighed. En nysgerrighed der hurtigt kunne få ham til bare at observere dem, havde det ikke været fordi Inari begyndte at tale til ham. Hurtigt vendte han sit fokus mod hende og lyttede.
"Jeg startede med at træne i en hær, så det er ikke nyt for mig at ... være andres underholdning" Det sidste blev tilføjet med samme lille smil, som han tidligere havde givet, ganske kort. Han var klar over, at nye altid var til stor underholdning for de mere øvet. Han havde også selv haft det morsomt med at se, når der kom nye rekrutter, inden han begav sig sine egne veje. Så det var vel kun på sin plads, at han gav lidt igen. Desuden fik han jo viden ud af det, hvilket var vigtigst.

Blikket vendte han kortvarigt tilbage mod de andre mænd, som syntes at beglo dem lige så meget som Aithlin kiggede tilbage. Hurtigt vendte han dog blikket tilbage til Inari. Var hun kendt, siden de kiggede så meget på hende? Det ville i hvert fald understøtte hendes valg af klæder, der krævede en vis formue at have råd til. Aithlins eget bedste bud var, at kvinden måtte være adelig, men så undrede det ham at hun dyrkede kampteknikker, men måske var han bare fyldt med snæversynet fordomme? Han valgte ikke at kommentere det til en start, men i stedet se, hvordan situationen udviklede sig. Forhåbentligt en god vej, selvom han allerede havde diverse skræmmescenarier i hoved.

Det havde på forhånd været dømt til at mislykkes hende, at udtale hans navn korrekt i første forsøg, der skulle mindst tre forsøg til hvis ikke mere, førend det måske ville lykkes hende. Han rettede hende heller ikke, og derfor blev det en noget mere umulig opgave, selvom hun ikke havde afskrevet den helt. Hun var både for stædig til at lade det fare, men også fordi hun vidste at chancen for at hun skulle tiltale ham ved navn, stadig var til stede selv hvis de begge forsøgte at undgå det.
Azurien, det gav god mening hvorfor hun ikke uden videre havde kunnet sætte en finger på hans accent, det havde ikke været den del af Krystallandet som hun havde befundet sig mest. Hun nikkede som indikation på at hun havde lyttet til hans ord.

”Godt, så har du ikke noget imod at vise lidt af hvad du kan?” spørgsmålet var retorisk, som hun allerede var ved at vinke en af mændene, som stod og hang lidt på hegnet til træningspladsen, nærmere. Den bredskuldrede mand skæggede mand stoppede nær Meena og Aithlin, lagde den ene arm skråt over brystkassen med en knyttet hånd hvilende mod skulderen, før han lagde an til et buk for den mørklødet kvinde.
Bukket blev bremset af en hånd hold op foran ham, før samme hånd flyttede sig præsenterende fra den ene mandeskikkelse til den anden ”Aithlin, dette er Rajinder. Han er en af de dygtigste mænd her på pladsen.”.

// Lukker tråden da den har ligget stille længe nu og der er sket en del plotmæssigt for min karakter, beklager <3