Allerede ved grænselandet til Rubinien kunne Aithlin mærke, hvordan varmen tog til. Han havde normalt ikke problemer med varme, hvilket man næppe skulle tro med hans race, men mange år rundt omkring i riget havde hærdet ham især hvad angik varme. Den varme der mødte ham her, var alligevel mere end hvad han lige havde regnet med. Han måtte derfor stoppe flere gange for at smide mere og mere tøj, før han til sidst sad i lystsiddende bukser og tunika. Resten af hans klæder, som ofte var varmere, var pakket sammen i sadeltasker og på hans hests bagdel.

Der gik heldigvis ikke lang tid før han ankom til en lille landsby, som sikkert kun holdte sig i live fordi den lå lige ved grænsen og derfor blev naturligt samlingssted for mange rejsende. Det var også her han skulle møde en Karim Bassern Al-Kazimi. Et navn der for ham mest af alt var en hel masse bogstaver, der gav hovedpine. Han havde ikke engang forsøgt at udtale navnet og ved jobbeskrivelsen havde han været klar til at droppe idéen om stillingen, lige indtil han så betalingen. Dét kunne få Aithlin op og ud på sin hest, for så i godt trav at komme ned mod de sydlige himmelstrøg.

Efter at have fået opstaldet sin hest, gik turen til byens eneste by, hvor han skulle møde sin kommende arbejdsgiver, denne Karim. Aithlin vidste ikke, hvad han skulle forvente, men håbede på det bedste. En mand der kunne holde sin kæft og få gjort sit arbejde, hvad end det nu var, når han sådan krævede beskyttelse.

Karim var normalt ikke meget for at vente på andre end sine egne luner, men hans korte tid på den lille by-kro mens han ventede på sin sin nye livvagt, havde nu været ganske fornøjelig. Især efter han var blevet introduceret til kro-ejerens yndige søn. Ganske vist var det ingen datter, men Karim var ikke kræsen på den front, og der sparede ham også for en masse potentielle problemer senere.

Ved sit eget bord, i et køligt hjørne i kroen, sad Karim nu, med en lang pibe i den ene hånd, og en lille kop stræk drikke i den anden. En historiefortæller stod nær, og fortalte den ærede Al-Kazimi en historie om Rubiniens storhedstider, fra før de blev underlagt Lyset. Karim lyttede interesseret nok, og til tider drejede han sig mod den prægtige papegøje der sad på bordet med ham, og hakkede i en skål med brød og frø.
"...ak ja, hvem der havde været der Mmm? Huh? Jamen tænk hvor mange før du kunne have fået! Og din egen slave til at skygge i solen" fuglen skræppede en smule, og Karim så fladt på den "Ja ja, godt ord igen. Men du bør nok passe på tonen unge dame, hvis du da vil have flere brøddele at gumle på" 
Fuglen trak skålen lidt tættere på sig, som forstod den faktisk hvad den gamle mand havde sagt.

Inde i kroen blev Aithlin straks mødt af stemmen af en meget energisk og passioneret historiefortæller, der med de helt store armbevægelser fortalte om Rubiniens fantastiske fortid. Havde det ikke været fordi Aithlin havde haft andre gøremål kunne det have været at han havde slået sig ned i kroen for at få lidt at drikke og lytte, men nej, nu skulle han finde en mand som havde penge. Et nemt projekt, for de fleste i kroen bar simple klæder, ligesom bjergeleveren selv. Den eneste der skilte sig ud var en ældre mand, som sad og snakkede med sin papegøje.

En anelse tøvende, uden rigtig at vide om han skulle grine eller græde, nærmede Aithlin sig den ældre mand. Hvem der var mest farverig mellem ham og papegøjen var svært at vurdere. Der var hård kamp mellem den farverige fjerdragt og de overdådige klæder manden bar. En mand Aithlin antog måtte være Karim. Men for en sikkerhedsskyld valgte han at spørge: "Karim?" Da han kom frem til bordet. De efterfølgende navne turde Aithlin slet ikke at bruge. Det ville uden tvivl ende i, at han fik gjort sig selv godt til grin og hvem ønskede det?

"KARIM BASSEM AL-KAZIMI! SQUAAARK! KARIM BASSEM AL-KAZIMI!" skrålede papegøjen anklagende af elveren der havde fundet vej til bordet. Karim rettede sig en smule op og strøg papegøjen beroligende over ryggen "Ja, der er ingen anstændighed tilbage i verden nu til dags, det har De så evigt ret i" sagde han til fuglen, inden han løftede blikket, og et øjenbryn, af den nyankomne.

"Og hvad søger De den ærede Karim Bassem Al-Kazimi for? Og har De et navn de vil stå ved, eller skal De tiltales hund for din stand?" spurgte den gamle mand i en tone der krævede svar, selvom han havde svært ved at holde fornøjelsen fra ansigtet, som muligheden for lidt godmoddig sjov på den fremmedes bekostning. Det ville der nok ikke være nogen skade for, især ikke når han kom anstigende så uhøfligt med fornavn, og uden at introducere sig.. Og så lige midt i skjaldens fortælling! Tsk tsk, ungdommen nu til dags! Han havde da forventet mere af en elver.

Forskrækket veg Aithlin en anelse tilbage, da papegøjen pludselig begyndte at råbe sin ejers navn. Javel, så vidste han da nogle lunde, hvordan han skulle udtale navnet. Det ville nok aldrig lykkes ham helt og da slet ikke uden at lyde som en papegøje, men det var stadig lidt brugbar viden, som han noterede sig. For han havde fundet sit mål. Karim, med det mærkelige og lange slægtsnavn.

Kommentaren der faldt til dyret havde Aithlin lyst til at fnyse fornærmet af, men holdte det tilbage. Det virkede ikke fornuftigt at starte ud på alt for dårlig fod med en potentiel ny arbejdsgiver. Kommentaren valgte han i stedet ignorere, hvilket hurtigt gav pote. Denne gang sagde manden selv sit navn - og gav udtryk for et ego der næppe kunne have været nemt at få ind i kroen.
"Aiuthlin Therieth." Præsenterede han sig først for og rakte hilsende en hånd frem. Ville han tage den eller skulle han nu også til at bukke? Måske han bare skulle være blevet hjemme ... Nej, han måtte se, hvad manden kunne tilbyde. Lønnen var jo ikke til at ignorere. "Jeg så deres ... opslag. De søgte en livvagt." Fortsatte han. "Jeg har kvalifikationerne De søger." Når nu manden tydeligvis havde meget høje tanker om sig selv, måske med rette, så skulle han nok tiltales korrekt, omend Aithlin var usikker på, hvordan det blev gjort på disse kanter.

Karim lo muntert da det blev tydeligt, at Auithlin ikke faldt for papegøjens små narrestreger, og korrekt havde identificeret manden som Karim, og ikke dyret. "Jeg ser du har hoved med dig Hr. Therieth! Godt godt, tåber gør næppe for godt selskab i det lange løb" erklærede Karim, mens han strøg sig en smule over overskægget. 

"Men! Det er ganske korret, jeg søger gode folk til at værne om mit liv på en nært forestående rejse. Så lad mig høre! Hvilke kvalifikationer har du, som du mener vil være dig gavnlige til denne opgave?" spurgte han så med åben nysgerrighed. 

Karim gjorde en gestus mod barden, der straks stoppede sin fortælling. Dernæst gjorde Karim tegn til, at Auithlin kunne tage plads ved bordet sammen med ham.

Man sagde, at en hilsen var meget vigtig når man mødte nye folk. Måske det mest afgørende, så det var vigtigt at have styr på den. Om det var tilfældet for Aithlin eller måske han bare havde været heldig, vidste han ikke, men der var bid på krogen. Han fulgte Karims gestus og slog sig ned ved siden af manden, men ikke før han havde gjort tegn til kro-ejeren om, at han skulle have noget at drikke. Hvis de skulle sidde og sludre så ville han have lidt til halsen.

"Grundlæggende, så formår jeg at bruge våben, men det antager jeg at du ved." Der ville tale om en yderst elendig livvagt, hvis han ikke formåede at bruge bare et par våben. Det var derfor ikke et område han gad begive sig dybere ind på, ellers kunne de sidde sammen til det igen blev sommer. "Jeg har været i denne branche i ... ja, mere end en menneskealder." Det var ikke nemt for ham at huske, hvornår han præcist var gået ind i branchen. Det var efterhånden så mange år, at han ikke gad at tælle.

Karim nikkede til elverens ord, men virkede ikke synderligt imponeret. Våbenbrug var, i Karims optik, om end ikke en uvigtig egenskab af have for professionen, men bestemt heller ikke den vigtigste.
"Ja, fint, meget godt meget godt!" svarede han med et let affejende gestus "Men hvad har de af andre egenskaber? Ganske vist er våbenegenskaber yderst brugbare når det kommer til slagsmål, men jeg må erkende jeg ganske foretrækker ikke at ende i den slags til at starte med" lo Karim muntert.
"Jeg finder det mere praktisk når man kun har den ene menneskealder at gøre godt med!" tilføjede han så i en drillende tone, der fik papegøjen til at baske op fra bordet, og i stedet sætte sig på Karims skulder.
Trods hans alder, lod den større fugls vægt ikke til at være et problem for den gamle mands skuldre. Selvom Karim havde flere rynker end ej, og ingen farve havde tilbage i håret, så holdt han sin fysik ved lige så vel som naturen tillod det.