De lyse tomme øjne beundrede sin talje som blev spændt ind af en tjenestepige. Hurtigt trak hun vejret ind, så taljen blev mindre. Astrid var selvfølgelig nødsaget til at tage til forårsfesten. Hun var trodsalt den nye arving til Isenwald. Til gengæld var Astrid overbevist om at hendes mor blot håbede at Astrid ville komme løbende og fortælle hvem hun syntes var interessant nok til at kunne gifte sig med. Det var bare ikke den leg Astrid ville lege. Hun ville faktisk slet ikke lege. Hun var dog spændt på om hun kunne danne nogle gode venskaber, så når hendes tur kom, at hun kunne blive magtfuld med mange forbindelser.

Kjolen blev svøbt rundt om kroppen. Astrids kjole skulle selvfølgelig være gul, for at symbolisere Lauranas Liljer, frugtbarheds-blomsten. Hun væmmes ved tanken, men nogen syntes det var en god ide at vise man kunne producere de næste arvinger. Hun brød sig virkelig ikke om tanken om at skulle dele sin magt med en eller anden mand. Men selvfølgelig ville det være vigtigt for hende at få nogle arvinger, så magten kunne føres videre til dem.

Med lange magtfulde skridt førte hun sig selv ind i salen. Den øverste halvdel af hendes ansigt var selvfølgelig dækket af en bleggul maske, som var pyntet med diverse blomster. Hendes lange sorte hår var bundet op, så det lignede hendes hår, kun gik hende til skuldrene. Det kunne godt være hun ikke ville lege, men folk behøvede ikke at vide det var hende. Hun fik fat i en velkomstdrink inden fyrstinden begyndte sin tale. Sammen med resten af salen skålede huns selvfølgelig tilbage, hvorefter hun fandt en ledig plads at sætte sig ved. Hun begyndte hurtigt at snakke med sine sidemakkere, men selvom de var glade og festlige, beholdt hun sit rolige og alvorlige blik på dem. Under maden forsatte snakken, og den gik blandt andet på hvor lækker de alle syntes maden var.

Større lokaler blev åbnet og hun tog sig god tid til at komme ind i dem. Hun var utroligt nok en af de sidste der kom ind – men det gjorde ikke noget, for så var der en chance for at hun ikke blev budt op på dans. Hun stod blot der blandt de mange maskerede adelige og lignede Lauranas Liljer.

Aldamar's blå øjne gled søgende over ballets gæster, men ikke nødvendigvis søgende efter noget specielt. Enkelte gange faldt hans blik på nogle af de mere specielle masker - nogle af dem var simpelthen helt fantastisk udsmykkede, men for det meste sørgede han for ikke at kigge for længe på nogle. Man skulle jo nødig virke... klam. Dog fik han ikke lov til at stå længe alene, inden en albue borede sig ind i siden og Aldamar med et spjæt, kiggede overrasket til siden. "Prins Baldric" Lukas! Den yngre mand var en af dem der passede familiens stalde, men han kom faktisk fra en mindre adelsfamiilie i Medianien. Med årene var de blevet ret gode venner, og et lille smil trak i Aldamar's mundvig idet han drillende puffede sin ven tilbage, og klinkede sit glas med hans.

"Nåeh, har du dit blik på nogen speciel?" fulgte manden op med, hvis brune øjne svømmede i let beruselse. Der lå noget smørret i hans grin, og på mange måder var Aldamar ikke i tvivl om at Lukas ville vågne op med hamrende tømmermænd i morgen. Tanken fik et lille smil til at trække i mundvigen, og med en afvisende hovedrysten gav han svar. "Virkelig? Slet ingen - ikke engang..." den yngre mands blik gled omkring det fine selskab, inden at det med en smørret latter landede på en sorthåret kvinde, klædt i gul. "Ikke engang en, som hende der?" lo han, tydelig betaget af den mørkhårede skønhed der sad med nogle andre adelige. Aldamar fulgte hans stirrende øjne, og puffede en anelse diskret til sin ven - det var ikke høfligt det blik han sendte hende, på trods af at hun ikke kunne se ham! "... hun er vel meget køn" mumlede han til sidst, mest af alt for at stoppe hans stirren - men det var ikke løgn når han sagde hun var smuk.
"Meget køn? Prøv med gudeskøn - prøv lige at se hendes hår!" Lukas forsatte, og med en shushene lyd prøvede Aldamar at få noget diskretion ind i hans ven.

"Okay, hoved eller hale min ven" gled det til sidst over Lukas, og en anelse mistroisk kneb Aldamar øjnene sammen. Ahva? "Hoved eller hale - vinderen skal over og snakke med hende!" den unge fyrstesøn gispede kort, og rystede hastigt på hovedet - "Det behøves ikke, du så hende trods alt først" unskyldte han sig med, og prøvede at flygte, men nåede ikke langt. "Nej, det her er ligeså meget for min skyld. Jeg siger hale" grinede Lukas drillende, og flippede den sølvskive han havde i hånden, for at se hvad den landede på. Sejrrigt kiggede han op, et sigende blik imod den unge Isenwald arving. "Hoved..." grinede han, og Aldamar fnøs kort."Det er kun fordi du ikke selv tør, Lukas.." mumlede han afvisende, men slap slet ikke så let.  
Han forstod ikke hvordan, men i sidste ende blev han overtalt og med et suk vendte han sig imod den mørkhårede kvinde som stadigvæk sad med nogle af de andre damer. Aldamar sank en klump - mange af ballets gæster var så elegante at man ikke kunne undgå at føle sig klodset i deres nærvær, men begyndte langsomt at gå imod hende. Med hænderne bag ryggen og øjnene gemt i maskens skygge, gik Aldamar hen til hendes siddende skikkelse med et imødekommende smil om munden. "Godaften..." gled det over hans læber da han kom tæt nok på, førhen at han let bukkede for hendes feminine skikkelse.
Da hun stadigvæk sad ned, var det ikke gået op for ham hvor høj hun i realiteten var.

Heldigt for Astrid blev hun kaldt ned til et bord for at kunne snakke. Hun fik pænt sat sig til rette, med det ene ben hen over det andet og hænderne hvilende på sit knæ, med en rank ryg. Hun sad blandt nogle af sine mest loyale tjenestepiger og få adelsmænd, som havde set sig godt på tjenestepigerne. Som udgangspunkt et selskab Astrid fandt sig tryg i. Hun kunne snakke lidt nemmere med dem, og man kunne en gang i mellem se antydningen af et lille smil, eller en indelukket latter.

En tjenestepige klædt i lyserødt, som sad over for Astrid, lænede sig ind mod hende, for at kunne hviske til hende. Astrid lænede sig en smule hen til hende, og drejede øret til hende, ”Deres højhed, jeg tror, der er en på vej for at snakke med Dem,” Astrid nikkede så blidt til hende, og prøvede at virke rolig omkring det, selvom hun på nogle punkter havde lyst til at gå ud og gemme sig et sted blandt de andre adelige – selvom det var svært at gemme sig iklædt en stor gul kjole. Ud af øjenkrogen så hun dog en mørkere klædt herrer komme i hendes retning. ”Hvad skal jeg sige,” kom det lavmeldt fra Astrid til sin tjenestepige. Hun stod altid på bar bund, når hun skulle snakke med folk hun ikke kendte. Tjenestepigen smilede stort og gav Astrid en ledetråd, som fik Astrid til at trække vejret dybt. Hun prøvede at virke så tilpas med sit selskab som muligt, selvom hun vidste der var en adelig på vej for en snak.

En mandelig stemme lød ved siden af Astid, og hun vendte blikket roligt mod herren. Midnatsblåt tøj og sølvdekoreret maske. Det så da godt ud sammen og passede da til herrens mørke hår. ”Godaften,” lød det fra Astrid, som havde et lille bitte smil på læberne. Tvivlen begyndte at snurre sig om hende. Var han en bekendt eller en fremmed? Hvorfor skulle det også være et maskebal! ”Nyder De aftenen?” spurgte hun, og rettede sig en smule imod ham, uden at rejse sig. Hun prøvede virkelig at virke venlig, men det hev virkelig i hende, at hun ikke var interesseret i hans aften – god som dårlig. Hun undrede sig dog over at hun syntes herren virkede som en hun burde vide hvem var. Hun lagde mærke til at han havde et ar ved den ene mundvig og han havde blå øjne. Og han var ikke til den høje side.

Han kunne se der blev udveklset nogle ord imellem kvinden han bevægede sig over til, og hvad han gik ud fra var folk fra heneds følge, men afstanden var for stor til at Aldamar kunne høre hvad der foregik imellem dem. Snakkede de om ham? Inde bagved maskens dansede en kort varme over hans kinder, men udadtil holdt han dog et let smil om mundvigen idet hun roligt vendte blik og sig selv mere imod ham. Astrid af Isenwald... Aldamar vidste godt hvem hun var, da hun trods alt var den nye arving til selve slægten.
Han bukkede, og med en lys stemme spurgte hun høfligt ind til ham. Fyrstesønnens smil forblev på hans kønne ansigt, idet at han langsomt nikkede. "Naturligvis, maden har været god og musikken endda lige en tand bedre" smilede han udglattende, stadigvæk med hænderne bagved ryggen og holdningen rank. Bevidst om at small-talk var en vigtig del af introduktionen og etikketen, satte Aldamars opdragelse ord i munden for ham. "Hvordan med dem, nyder De aftenen, Prinsesse Isenwald?" Aldamar fik ikke stoppet sig selv i at tilføje hendes efternavn førhen han selv hørte det, men endte med at stå ved det. Hun kunne alligevel ikke have forventet at gemme sig fuldkommen, det skillede hun sig lidt for meget ud til i den kjole, og med sit fængslende udseende. 

Kortvarigt havde han også spottet et undersøgende glimt fra hende, og med en lille rømmen besluttede han sig for at præsenterer sig - bare for at hun kunne undgå akavetheden ved at spørge, nu hvor han kendte til hende. "Mit navn er Prins Aldamar af Arys, hvis de kan genkende mig?" han havde besøgt Isenwald slottet engang for flere år siden, men det betød ikke hun genkendte ham.

Manden var tydeligvis glad for denne aften, eller i det mindste den eksotiske mad og den festlige musik. Han så i hvert fald ud til at være ret så formel, sådan som han stod rank, og med hænderne bag sig. Det mindede hende om hende selv, når hun ikke var sammen med trygt selskab. Spørgsmålet om hendes aften blev høfligt, og måske lidt automatiseret gengældt. Hun blev dog lettere overrasket over hendes ’hår-forklædning’ ikke havde virket. Spoleret… ”Den er udmærket. Maden var skøn,” hun rømmede sig en gang inden hun løftede det ene ben væk fra det andet. Hun vidste ikke helt om hun skulle kommentere på selskabet, musikken eller dansen. ”Jeg prøver at holde styr på hvem der er hvem,” hun trak let på sin ene skulder. Hun havde ikke nogen ide om hvem der var hvem, udover dem hun kendte i forvejen. Det ville altså sige hendes slægt og tjenestefolk. Der var trods alt nogen der næsten på deres påklædning fortalte hvem de var. Der i blandt var hende selv, åbenbart.

En rømmen fik Astrid til at knibe lidt med øjnene, dog spærrede de en smule op som han præsenterede sig. Hun nikkede en gang til ham, og rejste sig op, så høj som hun var. Hun nejede for ham, og lod en hvid løgn undslippe sine læber, ”Selvfølgelig kan jeg det, Prins Arys,” som hun fik rettet sig op, blev hendes teori om hans højde bekræftet, med to streger under. Han var godt nok lav i forhold til hende. Hun godt nok vant til at være høj, men ikke overfor mænd. Astrid skulle i den grad snakke med sin tjenestepige om Aldamar når det blev tid til at pakke sammen. ”Jeg var blot blevet i tvivl med din udklædning i dagens anledning,” tilføjede hun. Hun vidste at det var Arys slægten som holdt festen, og hun kunne godt danne sig et tåget billede af Aldamar uden maske – men hun kunne på ingen måde huske et møde mellem dem. Han havde sikkert besøgt borgen på et tidspunkt, da det ikke var Verona der havde fyrstindetitlen. På daværende tidspunkt var der slet ikke den samme vægt omkring ægteskab, som der var nu.

Mange års opdragelse lå blandt andet bagved Aldamar's ranke holdning, der som noget af det mindste aldrig ville stå direkte afslappet og hængende omkring en prinsesse. Derfor var det med høflighed at han blev stående hvor at han var, og med samme høflighed at han let trak på smilebåndet ved hendes ord. Det kunne være forvirrende at holde styr på alle de forklædte ansigter - det kunne han nikke genkendende til, især med tanke på at hun ikke havde gennemgået opdragelse med formål til at overtage slægtens navn. Ikke før for nylig.
Der skulle ikke gå længe inden at hun rejste sig, og med et noget overrasket glimt i øjet, så Aldamar hvor fantastisk høj den mørkhårede kvinde foran ham var idet hun ville neje. Dog satte hendes ord en lille snurren igang i mandens fingerspidser, og med et skævt smil erkendte Aldamar, at hun ikke havde kunne genkende ham, på trods af hvad hun sagde. Ikke at det gjorde noget, han vidste at mange havde sagt det samme for ikke at tabe ansigt.

"Det kan også være svært at holde styr på alt" nikkede han i enighed, og rakte en hånd frem for kort at fører hendes egen blege hånd op til spidsen af hans læber i en mere formel hilsen. Selvom han ikke ligefrem havde planlagt at mingle meget med de andre arvinger her til aften, skadede det aldrig at lærer dem bedre at kende. De var trods alt begge i samme situation, og cirka samme alder. "Jeg prøvede at gå efter 'mystisk og mørk'... lykkedes det?" fulgte han op med da hun kommenterede hans udklædning, et morende smil i den ene mundvig og et løftet sort øjenbryn gemt bagved masken. Aldamar var bestemt ikke mørk eller mystisk, så det var sagt i humor.

Fyrstesønnen kastede et kort blik på hendes tjenestefolk, førhen at han rømmede sig igen. "Jeg tager mig den frihed at stjæle prinsesse Isenwald fra jeres bord for en stund... hvis det er okay med dem?" de sidste ord blev sagt med et blik på arvingen selv, førhen han igen så en anelse morende på de folk hun havde siddet med, bevidst om at han ikke havde behøvet at spørge.

Astrid kunne mærke hun knugede tænderne lidt sammen, som han nævnte det kunne være svært at have styr på alt. Hun skulle jo nok klare sig. Helt bestemt, og gerne uden en mand til at minde hende om det. Som han tog hendes hånd, lod hun i høflighed, sin hånd følge op til hans læber i en høfligere hilsen, selvom hun havde været på kanten til at trække hånden til sig. ”Jeg skal nok klare mig,” kom det lettere spydigt fra hende, højt nok til at han kunne høre det, men lavt nok til at selskabet ved siden af ikke ville kunne høre det. Hun tog hen dyb indånding, og prøvede at lade spændingen i kroppen forlade hende. Men den ’fremmede’ tilstedeværelse trak blot mere og mere i det.

Der blev trukket let på smilebåndet, som arvingen af Arys prøvede at sige noget humoristisk. Det var mest af alt i høflighed at hun gjorde det, ikke så meget af reaktion. ”Det lykkedes ja,” svarede hun, og klukkede lidt. Der var nok en strejf af ’det var ikke sjovt’.

Astrid så kort hen mod sine tjenestepiger, og adelsmændene der sad med dem, som arvingen snakkede til dem. Hun prøvede diskret at give tjenestepigen i lyserødt et blik, som de sammen havde lavet en kodning for. Tjenestepigen ignorerede det dog og lænede sig ind i armene på aldesmanden ved siden af sig, ”De tager hende bare, hun trænger til at få strukket stængerne!” lød det fra tjenestepigen i lyserødt, som viftede med hånden, som tegn til at de bare skulle gå fra bordet.

Astrid gav hende et andet blik, som var en anelse hårdt. Normalt ville tjenestepigen have hjulpet Astrid, ved at give en eller anden tåbelig undskyldning, om at Astrid skulle et eller andet – men ikke denne gang. Hvad bilder hun sig ind? Astrid så hurtigt tilbage på arvingen med et smil, som tydeligt var tegnet på for hans skyld. ”Ingen problem,” svarede hun og bevægede sig derefter hen ved siden af Aldamar, så de sammen kunne bevæge sig væk fra bordet.

På mange måder følte Aldamar at han var havnet i en kold vind idet han nærmede sig den mørkhårede kvinde, hvis smil var få og nok så anstrengte. Spydighed var ikke smukt i kvinder - eller mænd for den sags skyld, og på det punkt var Aldamar nok opdraget en anelse gammeldags. Derfor følte fyrstesønnen hvordan hans smil langsomt falmede en anelse desto mere hun så ud til at ville slippe ud af hans selskab. Og udover det... så løj hun for ham. Den familiærer snurren i fingerspidserne talte sit sprog igennem hans magi. Han tog det dog ikke videre personligt - endnu, Aldamar vidste at der som regel lå grunde bagved kvinders frustrationer, men fik heldigvis formet et lille taknemmeligt smil imod de tjenestefolk der havde bakket op omkring ham da de svarede at hun bare skulle ud og strække benene. 

Hendes ord til gengæld - ingen problem - fik atter den unge mands fingerspidser til at snurrer, og med et stik i brystet vidste han, at hun løj endnu engang. Hun havde ikke kun et, men nok flere problemer med at han førte hende væk og ud imod det større dansegulv.

Dog forstod Aldamar ikke hvorfor, og det frustrerede ham en anelse. Ikke mange ord blev delt imellem dem imens de gik, og så snart de var fuldkommen udenfor hendes følges syn og hørevidde, stoppede Aldamar op, et undersøgende blik på hendes høje skikkelse. At han skulle kigge op, gjorde ham ikke noget. "Er det normalt for Isenwald familiens arving, at lyve sådan som de gjorde lige før?" kom det foruden meget indpakning eller indsvøb, og Aldamars ærlige stålblå øjne søgte hendes igennem masken. Dog satte han i bevægelse igen så snart det sidste ord forlod hans tunge, men dog i et langsomt tempo og med blikket atter rettet stift frem foran sig, for ikke at vække mere kulde eller irritation fra den slanke kvinde, hvis det nu engang var hans øjne der chikanerede hende. 

Astrid fulgte arvingens retning, og kunne til sin skuffelse se at de var på vej mod dansegulvet. Hun skulle til at beklage sig og smutte fra hans selskab, men han nåede at smide en overraskende sætning ud. Astrid vendte sig mod ham, men hurtigt var han afsted igen, og hun fulgte så efter ham. Selv bag masken, kunne man måske ane den forvirring der var malet på hendes ansigt. Men han vidste tydeligvis at hun ikke var vild med hans selskab. ”Det kan jeg ikke udtale mig om,” fik hun sagt, men valgte hurtigt at forklare sig bedre, ”Jeg har det bedst med dem jeg kender,” hun gik ved hans side, men lige som ham, så hun lige frem for sig. ”Det var ikke meningen jeg ville frustrere Dem,” hun sank en klump som de fik bevæget sig ind på dansegulvet. De skulle danse, og hun kunne nok ikke komme uden om det. Hendes mor, og hans forældre havde nok allerede set dem gå sammen ind, så der var ingen vej tilbage.

Da de stoppede og vendte sig mod hinanden, tog hun en dyb indånding, ”Jeg…” hun hviskede næsten ”Jeg er lidt nervøs for at danse,” hun så ikke på ham, men koncentrerede sig om at få placeret sig rigtig i forhold til ham. Hun havde ikke danset meget før hendes arving titel var hevet ned over hovedet på hende. Efter hun fik titlen, fik hun til tider lektioner, men det var ikke meget hun havde lært. Astrid var enig med sig selv om at hun ikke var den bedste at danse med. Chancen for at dansen ville gå godt, var nok ret lav, eftersom hun ikke følte sig tryg nok i hans nærvær til at kunne slappe af.

Aldamar forsatte med at fører dem imod danseguvlet, men hørte dog også hvad hun sagde imens. Han havde ramt en nerve, og om hun gjorde det fordi hun var presset til det, eller fordi han åbnede op for at kunne italesætte det, det vidste han ikke. Dog gjorde det ikke meget, Aldamar's ansigt forekom en anelse reserveret, men det var ikke en uvenlig en af slagsen.
Idet de endelig gled ind over dansegulvet, trak han dog i et mere venligt smil, dog mest for ikke at gøre hende mere nervøs. "Det behøves ikke Prinsesse Isenwald" forsikrede han hende, og klemte hendes hånd kort. Det var nu ikke fordi Aldamar selv var nogen elegant danser, men han vidste at det var meget normalt at føle sig lidt udsat imellem alle de her mennesker.
"De har ikke frustreret mig" tilføjede han efter lidt tid, og mødte hendes blik idet musikken satte igang.

Omkring dem hvirvlede folk, og i og for sig var musikken til at overskue at følge med i. Der hvor Astrid en gang imellem så ud til at snuble, havde Aldamar - til deres begges held, lidt mere erfaring i dans. "Jeg undrede mig bare over hvad der irriterede dem... men det virker som et besværligt dilemma at stå i, hvis det er sådan du hilser på alle" gled det over hans læber, hvoraf Aldamar kort kneb øjnene sammen. Det var nu engang hende der var frontfiguren - eller i hvert fald skulle være det snart, ikke sandt?
Dog var det ikke ligefrem noget Aldamar havde ret til at snage i, så han lod være med at tilføje mere til den kommentar. Hans vigtigste mål for aftenen, var reelt set at sørge for gæsterne var godt tilpas og underholdt. Det betød forskellige ting, alt efter hvem man var i familien. For ham, var det ved at tage sig af sine jævnaldrende, og sørge for deres aften også blev god. Det var trods alt et bal, og der fortjente alle landets adelige at have lidt af en fest.

Hendes hånd blev klemt, og det var som om hun blev hevet op af et hul af forvirring. Hun så op på ham, som han nænvte hun ikke behøvede at være nervøs for at danse. Seriøsitet var trukket ned over hendes ansigt. Det var næsten som om han sagde ’stol på mig’. Det var svært, og en grænse hun helst ikke ville nærme sig. Stole på en fremmed. Hendes holdning, var som hans, rank, dog en smule anspændt som følge af hans ord. Det var som var der små irriterende alfer der konstant prikkede til hendes skuldre og lænd. ’De’ prøvede at minde hende om at det ikke var en person hun normalt omgik sig med, og at hun ikke havde mulighed for at slappe helt af.

Som musikken startede nævnte han at hun ikke havde irriteret ham. Det fjernede lidt af anspændtheden, men ikke nok til at de skridt hun tog, var en anelse forsinket. En sjælden gang i mellem var hendes ene fod i vejen for den anden. For om verdenen var det måske ikke synligt, da benene var gemt under den store kjole. Men Aldamar kunne i værste tilfælde mærke hun støttede sig til hans hænder. Astrid kunne jo godt selv. Næsten. En gang i mellem. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, som hun tog endnu en dyb vejrtrækning, og med det blev anspændtheden mindre. For hvert skridt de tog sammen, var det som om hun blev mere sikker på sine skridt – men aldrig perfekt. Da han pludselig pointerede at hun havde virket irriteret, låste hun sine øjne på hans. Hun åbnede kort munden for at sige noget, men lukkede den igen for at tænke over hvad der ville være smartest af sige. Hendes fætter havde en gang nævnt for hende at hun var lidt stram at omgås med, og at han syntes hun havde ændret sig. Det mente hun til gengæld ikke hun havde. Hvis noget var hun kun blevet mere social, gladere og generelt mere lykkelig, som årene gik. Hendes evne havde trodsalt påvirket hendes opvækst en del. Hun valgte i sidste ende ikke at svare på hans kommentar, eftersom hun mente hun havde forklaret at det var hende der havde det bedst omkring folk hun kendte. Det satte dog nogle tanker i gang hos hende. Måske var det fordi hun vidste hvordan bekendte opførte sig, og dermed var der mindst mulighed for, at hun ved et uheld kom til at aktivere sin evne. Nye mennesker var var mere uforudsigelige. Man kendte ikke til deres reaktioner og deres grænser. Og hvis Astrid kom i totterne på en, kunne det da godt tænkes hun fik aktiveret sin evne for at få sin ret.
”De fører godt,” kommenterede hun på hans dans. Havde han været en smule dårligere til at danse, ville de sikkert have endt med at falde omkuld midt på dansegulvet og det ville have været ynkeligt.

Hun håbede hendes mor så med og var stolt over hun dansede med arvingen af Arys, og at Astrid endnu ikke havde trådt ham over tæerne... Fysisk i hvert fald...

Aldamar havde trods alt deltaget i sin potion bal efterhånden, og vidste at selvsikkerheden nok skulle vise sig, så snart de kom bare en smule gang om man fik lov til at overgive sig til musikken og de mange trin der fulgte med. Det skete da også at hun blev mere sikker i sine skridt, og Aldamar forventede faktisk ikke mere end det. Han kunne knap nok danse perfekt selv, så han kunne umuligt forvente at Atrid gjorde det meget bedre
I den stilhed der varede imens de dansede, studerende Aldamar hendes lukkede ansigt igennem sølvmaskens øjenhuller. Det var som om at maskeballets masker ikke kun dækkede en gang for prinsessens ansigt, og det føltes som om at ansigtet bagved også havde den funktion, at det kunne være en facade. Det var normalt imellem de adelige at holde igen på voldsomme følelser eller reaktioner... men der var noget hårdt i hendes øjne, som ikke kun kom af at skulle opretholde ansigt.

"Jeg takker" svarede han glat tilbage, og smilede kortvarigt og prøvende. Det var de første ord der var kommet fra hende siden hun med et lille smæk havde lukket munden, og afbrudt sig selv. Han ville gerne have hørt hvad hun sagde, men afholdt sig fra at rode i det.
Med en sidste snurrende bevægelse, faldt musikken langsomt ud og parret stod stille. Aldamar bukkede dybt for Isenwald arvingen, inden at han - stadigvæk med sin hånd i hans, let trak hende imod bordene med forfriskninger. "Lad mig byde dem på noget at drikke i pausen" kom det spørgende fra ham, da han vidste de havde nogle minutter inden endnu en dans ville blive startet op. "De behøver ikke være så stille, Prinsesse Isenwald... det er i hvert fald ikke en god måde, at lærer mig at kende på" tilføjede han, og kastede et stjålent blik på den mørkhårede kvinde ved siden af ham. Måske havde han også været lidt for hurtig med sin egen frustration, siden at hun var så stille nu. 

Mens de dansede, havde Astrid travlt med at fokusere på at følge hans trin, men gjorde alt hvad hun kunne for ikke at kigge for meget ned mod deres fødder. Selvom hvert et trin blev bedre og bedre, og hun gav mere og mere slip på anspændtheden over at danse med en, hun ikke kendte godt – så var hun ved at blive en smule rundtosset.
Hendes øjne faldt til tider på Aldamar, og hun prøvede at løfte stemningen mellem dem ved at trække på smilebåndet i noget der virkede til at være et halvt sekund. Øjenkontakten bød dog på en usikkerhed, og fik hende ofte til at bryde øjenkontakten, hen mod deres hænder, eller andre der dansede omkring dem. Hun tog nogle dybe vejrtrækninger mens de dansede. Det føltes som om Aldamars øjne prøvede at hive hendes facader af, som et vildt dyr, også selvom førstehåndsindtrykket var at han var ret så fredelig at bruge tid sammen med. Astrid følte sig blot ikke klar til at sænke sine parader.

Med en pirouette afsluttede de dansen og Astrid endte med en støttende hånd mellem hans kraveben og brystkasse. Hun bed tænderne lidt sammen og nejede så for ham, som en formel tak for dansen. Sammen, hånd i hånd, gik de væk fra dansegulvet. Gudskelov. ”Det lyder godt med noget at drikke,” kom det fra hende, i noget der næsten kunne lyde som et suk. Hun følte i hvert fald der blev pillet nogle øjne af hende, som de forlod dansegulvet. Nogen holdt i hvert fald ikke øje med hende længere.

Som de nærmede sig et sted hvor de kunne anskaffe sig nogle glas, gav hun et lille fnys fra sig, som hun rystede lidt på hovedet. ”Jeg troede ellers De kendte mig så godt,” hun spidsede munden lidt som hun så op på ham ”Jeg er jo arving af Isenwald, så jeg må opfører mig på en specifik måde,” hun blinkede et par gange med sine lyse øjne før hun samlede et glas op, for at skåle med ham. ”Til et godt forår,” hun prøvede at løfte humøret, selvom hun ikke selv følte for det.

Hun sagde jah til lidt af drikke, og med et lidt lettet hjerte gik de hen til det sted hvor forfriskningerne stod på rad og række, de fine glas smukt glimtende i balsalens lys. Selv drak han utroligt sjældent, men fandt med et trænet øje en af de mere frugtede vine - noget han også gik ud fra at Astrid brød sig om. Faktisk, gik han ud fra at alle brød sig lidt bedre om dem fremfor de bitre versioner man ellers kunne samle op på vejen.
Med et overrasket blik på prinsessen så Aldamar op -så spidst, men løftede dog sit glas i en skål med hende - "Til et godt forår" gentog hans dybe stemme, dog mere muntert end Isenwalt arvingen fik fremsagt ordende og nikkede kort til de andre der stod omkring dem. Udover lige kort at hilse, ledte Aldamar også efter  et sted at sidde... men blikket blev trukket mere imod de yderliggende balkoner, som han vidste nogle af de mange forskellige døre førte hen til. Ikke fordi Aldamar ikke nød festen, men han foretrak så helt sikkert den lidt mere hyggelige stemning man ofte fandt udenfor. Især om aftenen. 
Blikket faldt hastigt tilbage til Astrid's kønne ansigt, noget overvejende i hans blik. et Han vidste for at være ærlig, ikke om hun var interesseret i det, men hvad skadede det at prøve?  "Hvordan opfører en arving sig helt præcist? Fordi så er det en hemmelighed du må dele med mig" gled det en anelse tørt over læberne, men var dog ikke ment ligeså seriøst som det kunne lyde i hans mund.

Aldamar tog endnu en tår, inden at han kort rømmede sig, og lænede sig en anelse tættere ind imod hende. Grundet højdeforskellen, måtte Aldamar kort stå på tæer hvis han skulle  have en forhåbning om at nå henes øregang i alt den her larm. "Jeg har et sted vi kan sidde, hvis de er interesseret. Der er lidt mindre larm og mennesker, end her..." tilføjede han med et spørgende blik i hendes øjne.
Sagde hun jah, vill Aldamar fører dem hen til en af de mere afsidesliggende balkoner, hvor at menneskemængden næsten ville være formindsket med 50% - noget han personligt selv fandt mere rart.
Med sig i lommen, havde Aldamar sin pibe. Den agtede han også at tænde op i derude, taknemmelig for dens beroligende virkning på menneskekroppen.

Der blev skænket noget vin op i hendes glas og Astrid lod sig hurtigt dufte til den. Astrid kunne godt lide vin en gang i mellem, og havde derfor en rimelig fornemmelse af hvilken slags vin hun stod med. Derudover tjente Isenwald jo også en del penge på vin. Den virkede god, men det forventede hun også. Hun trak let på smilebåndet, som han skålede med hende – og dem der stod i nærheden. Astrid valgte at gøre som ham, og nikke til dem, for at de følte sig inkluderet i ’arvingernes’ skål. For Isenwald betød et godt forår en masse for landbruget, og det ville glæde hende med godt vejr i Medanien, det ville være en god start på et nyt styre.

Som hun førte sit blik tilbage på ham, kunne hun se det lignede han søgte efter noget, men det varede kun et øjeblik før han fik vendt sin opmærksomhed tilbage på hende. ”Så De er ikke alt-vidende?” smågrinede hun. Hun håbede lidt hun ikke lød for hånende, men det kunne godt være det var kommet ud af munden sådan. Hun overvejede lidt om hun ville dele med ham, hvad hun lavede som arving, som var anderledes end fra at være ikke arving. Hun, i modsætningen til alle andre fyrstebørn, vidste hvordan det var at være komtesse og derefter blive arving.

Uvidende, gav hun ham et halv-kækt smil, før hun tog en tår af vinen. Hun spærrede dog øjnene lidt op, som han lænede sig ind mod hende. Hun skulle til at trække sig væk fra ham – men højdeforskellen gjorde han ikke var nær så intimiderende. Da det virkede som om han ville fortælle hende noget, vendte hun sit øre lidt til ham, og tog en lille tår, mens hun lyttede. Hun blev dog lettere chokeret, den måde som han præsenterede sin ide om at gå et andet sted hen. Hvorfor skulle han hviske det til hende? Hvad havde han af planer?  Til gengæld kunne hun godt lide ideen om at undslippe sin mors, og hans forældres øjne, og valgte så at synke sin vin, mens hun nikkede. ”Lad os gå,” fik hun svaret lavt. Hun forstod ikke hvad han ville slippe væk fra, og hvorfor han skulle hviske, men måske han ville fortælle når de kom det andet sted hen. De begyndte derefter at gå mod en af balkonerne. Det var dejligt med noget friskt og måske endda lidt køligere luft. Det var trodsalt stadig starten af foråret, og mere nord på, i forhold til det hjemlige Isenborg. Hun sørgede for at holde sin vejrtrækning langsommere, i håb om at hun ikke skulle ende ud med at fryse, men det ville sikkert ikke vare længe. Hendes blik gik gled hen over haven nedenunder, og derefter op til himlen. Det hele var så nydeligt. Hun så over mod ham, som han fik tændt sin pibe. Hun gav et lille fnys fra sig og et afslappet smil. ”Jeg ved ikke med Dem, men jeg holder virkelig af at ride,” forklarede hun, inden hun satte sig ned på en lille bæk, i udkanten af balkonnen. Hvor hun sad kunne hun nyde udsigten. Hun fik helt lyst til at tage ud på en tur i mørket. ”Rider De?” spurgte hun og vendte sit blik mod ham igen.

At måden han sagde det på kunne misforståes, jah det gik ikke op for Aldamar selv. Det var et uskyldigt spørgsmål, men også noget han spurgte om hun ville, fordi at han selv ville. den friske luft var en velkommen forandring for den varme man fandt inde i paladset, og varmen ville kun stige desto længere ud på aftenen de kom. Så hvis muligheden var der, så tog Arys prinsen chancen - hvilket han nu fik lov til med Astrid.
Småleende gik de side om side, og med et stjålent blik på prinsessen rystede Aldamar på hovedet. "Nej, bestemt ikke alt-vidende" kom det fra ham, dog ikke ligefrem forlegent. Han vidste selv at han var ret så lært til sammenligning med mange andre, og studerede også flittigt -endda frivilligt, når de fik nye materialer hjem.  

Som de kom ud på balkonen, gav Aldamar sig til at tænde den smukt udskårne sorte pibe. Den krydrede piberøg gav en anden lugt til stedet, men røgen fik ikke lov til at hænge længe førhen vinden blidt skubbede den væk og ud. Da Astrid satte sig ned, valgte Aldamar at stille sig hen af balkonens stengelænder, hvor at han ikke ville komme til at puste røg i hovedet på hende ved et uheld. Det skulle lige ligne ham nemlig. Aftenhimlen var farvet mørkeblå da de var kommet tættere ud på natten, men der var stadigvæk et par timer til midtnat.
Aldamar's blik hvilede over Zircon foran dem, men gled lyttende tilbage til Astrid idet hun pludselig - og ret meget ud af det blå, fortalte en ting om sig selv. Interesseret lænede han sig en anelse afslappet tilbage - det her var nyt, førhen han med et stille smil nikkede. "Det gør jeg" svarede han kort, tog et sug og pustede ud inden han forsatte. Aldamar var lidt af en dyreven, og fandt ro omkring de store dyr - så der kunne han godt forstå Astrid. "Det kan være ret så befriende, men jeg må indrømme at det var en hobby jeg passede mere da jeg var yngre" tilføjede han med et stille smil, og kløede sig en anelse eftertænksomt over skægstubbene på hans kæbe. De lange rideturer havde været en god flugt fra borgens kolde murer.
Aldamar foldede armene foran sig, et overvejende blik i de blå øjne og over Astrid. 

"Jeg holder virkelig af eventyr" kom det så pludselig fra ham, ligeså meget en konstatering som et spørgsmål om hun gjorde det samme, som en lille forsættelse af hvad end det var for en leg hun måske endda ubevidst havde startet. 

Astrid var glad for at hendes kommentar blev forstået efter hensigten og smågrinede lidt sammen med ham. Hun lod endda sit blik fange hans en gang i mellem. Det virkede som om hans øjne prøvede at kaste lænker på hende, i et forsøg på at få hende til at blive ved med at se ham i øjnene. Hun valgte dog at bryde øjenkontakten så ofte som hun kunne. Hun stolede stadig ikke hundrede procent på sin færdighed til at kontrollere hendes evne. Hendes mor ville sikkert være glad for at Astrid virkede til at være glad blandt andre end den normale omgangskreds. Astrid følte selv det var et spørgsmål om tid før et eller andet gik galt.

Afslappede øjne fulgte Aldamar, som han placerede sig, så hun ikke fik hans røg i hovedet. Hvor betænksomt. Som hun sad og beundrede hans venlighed, lagde hun mærke til hvordan han næsten kunne kamuflere sig i nattehimlen, med det mørke hår og påklædning. Det eneste der ligesom bragte ham frem i mørket, var hans hud og øjne. Nej, nu ikke de øjne igen, Astrid! Hun trak blikket ud over haven, og beundrede udsmykningen af de krystaller som skulle repræsentere nattehimlens stjerner. Det var også lidt ærgerligt at det var overskyet, men man kunne jo ikke styre vejret – eller det var der sikkert nogen der kunne.

Astrid lagde mærke til hvordan han faktisk så interesseret ud, da hun snakkede om en af hendes interesser. Hun trak i et kort sekund på smilebåndet og lagde hovedet lidt på skrå til den ene side. Noget af hendes fine håropsætning var efterhånden gået lidt fra hinanden, og der var en lille tot hår, som var en anelse længere end resten. Den tilknyttede kommentar der kom efter han havde pustet noget mere røg ud, fik hende til at himle let med øjnene. Hun vidste det på ingen måde var høfligt, men hun følte godt han kunne tåle det, og ellers ville hun sikkert høre fra det. Han red ikke mere. Trist. ”De skal ellers være velkommen til at tage en tur med mig ud på markerne, når De en dag besøger Isenborg,” kommenterede hun så. Hun mente selvfølgelig på hesteryg. Måske han havde brugt hestene som en flugtvej når arving-livet var lidt for hårdt? Det gjorde Astrid i hvert fald. Måske ville hun også en dag vokse fra hestene. Nej. Hestene var simpelthen de bedste dyr der fandtes, ud over hendes kat Charles.

Han bevægelse omkring hans skæg, fik hendes opmærksomhed og hun lyttede til hans fortælling om hans interesse. ”Eventyr? Hvad består et eventyr af?” spurgte hun med et lettere nysgerrigt smil, og med en lille undrende kniben i øjnene. Hun skævede kort ud på de flotte krystaller igen, før hun lagde armene over kors, og vendte sit blik tilbage til ham. Det var blevet til et lille spil. ”Skak,” sagde hun kort, og med en lille spids mund, med en snært af et skævt smil. Hun kunne godt lide at spille skak - selvfølgelig kunne det godt blive lidt langtrukkent, men hun mente bestemt det ville gavne hende, den dag hun skulle sidde og planlægge et træk. Om det handlede om krig eller høst var ligegyldigt.

Dette var en udmærket måde at lære hinanden at kende på, hvis man ikke havde noget i mod lidt leg.

Natten var kølig, men det var en kærkommen kølighed for Aldamar, der foretrak det fremfor den varme balsalen efterhånden kunne præsenterer, desto flere mennesker der kom til og desto mere folk dansede. Kulden krøb op igennem hans krop-støttende underarm, men prinsen blev stående ganske stille hvor han var, og overvejede hvorvidt Astrid også frøs, da hun var en anelse mere letopklædt end ham. Han fik dog ikke spurgt hende endnu, fordi pludselig himlede hun med øjnene og Aldamar's blik blev drillende knebet sammen. Var det af ham, hun himlede med øjnene af? En anelse lurende på hvad hun ville sige tog Aldamar et sug af sin pibe, førhen et glimt af taknemmelighed skinnede igennem bagved den dovne røgsky. "Det ville jeg elske" brummede han oprigtigt og med et stille smil, og mindede sig selv mentalt om at genoptage nogle af sine ridelektioner inden han ankom til Isenborg næste gang. Det ville ikke være kønt at falde af, bare fordi man var rusten.

Hendes korngule kjole spredte sig ud som et vandfald over hendes ben, og sammen med den naturlige skønhed man fandt omkring Isenwalt familien, fremstod Astrid fantastisk her til aften - håret en anelse mindre opsat end det plejede at være, og det hele. Han havde hørt fra Thalo, at hun havde afvist flere og flere adelige knægte siden hun ankom, og sådan som de sad her, ville en nysgerrig del af ham gerne spørge ind til hvorfor det var tilfældet. Hun virkede slet ikke så fjendtlig som nogle lidt for æreskrænkende mænd havde sat hende op til at være. Men han vidste at det ikke nødvendigvis var noget der tilfaldt hans ører.

Aldamar rettede sig en anelse op da hun spurgte ind til hvad det helt præcist var, og med et lidt fjollet udtryk kløede han sig i det sorte hår. "Eventyr i bøger..." tilføjede han lidt efter, meget bevidst om at det nok mere var noget børn gik op i fremfor voksne. Men han elskede historier - også eventyr.
Dog varede flovheden ikke længe, førhen at Aldamar med et løftet øjenbryn kort nikkede og trak i et morende smil. Skak var et spil af intelligens... "Stjerner - gerne stjerneskud" spillede han tilbage med, og tog et sidste sug. Piben svar snart tom, og når han fik tømt den, ville han sætte sig ned ved siden af Astrid - hvis der var plads imellem alt hendes gyldne tøj og slæb.

Kulden svøb sig hurtigt om den ellers varme krop, og der gik ikke længe før kuldegysninger begyndte at dukke op på de bare arme. Astrid sad dog stadig rank, med brystet fremme og skuldrende tilbage. En hver anden havde nok prøvet at ryste kulden af sig, eller i det mindste hevet skuldrene op imod ørene. Men Astrid var blevet lært med at kulden blev værre hvis man lod skulderne stige til ørene. Astrid bemærkede han kneb øjnene lidt sammen, men eftersom han ikke kommenterede på hendes grimmase, regnede hun med det var endt i god jord. Astrid trak let på smilebåndet. ”Så det en aftale,” hun lod sit blik fjerne sig fra ham en gang mere. Det kunne måske ende med en hyggelig tur, når han en dag besøgte borgen. Hun ville måske endda udfordre ham til en lille hvem-kommer-først konkurrence, eller tage ham med på jagt, hvis det kunne lade sig gøre.

Astrid trak endnu en gang let på smilebåndet, som han fortalte at det var eventyrer i bøger. Tal lige om en hobby, man er vokset fra. Hun syntes det var let komisk og bed sig selv lidt i underlæben, for ikke at fremstå hånende. Hun ville helst ikke komme med samme kommentar som ham, om at hun var vokset fra det, men fandt en anden vej rundt om, ”Så må du vise mig de bedste eventyrer,” sagde hun næsten med en udfordrende stemme, måske en anelse lokkende. En enkel gang beundrede hun hans outfit, og måden han forholdt sig så formel. Hun krydsede det ene ben hen over det andet, og hendes underben og ankler kom en smule til syne under kjolen, og man kunne nu se hendes gule sko.

Stjerner… Himlen kunne i den grad trække Astrids opmærksomhed, nok mindst lige så meget som det trak på Aldamars opmærksomhed, men måske gik han mere op i deres placering? Hun spidsede munden lidt tænkende. Hvad interesserede hende lige så meget som heste, skak og som han nævnte, stjerner? Fred og ro. Men det var vel ikke rigtig et svar hun kunne give? Hendes kat var måske også lige lidt for mærkelig at svare. Hendes søskende var heller ikke den store interesse, eftersom den ene prøvede at flygte fra hende, og den anden… Den anden kunne hun måske godt lige tolerere. Hun endte med at trække på skuldrene, ”Jeg er ikke så interessant,” tilstod hun, og rystede lidt på sit hoved. Hun vidste måske godt det ikke var helt sandt, men hun ville ikke ligefrem fortælle om alle de interessante detaljer der var om hende. Mange andre ville syntes hun var meget interessant. Hun var fuld af mystik, holdt folk på afstand og havde sine episoder med hendes evne. Hun rettede lidt på hvordan hun sad, og sad nu med ryggen helt til dørene de var kommet fra, så hun nemmere kunne kigge ud over Zircon. Hun samlede også sin kjole lidt foran sine knæ.

han måtte indrømme at han savnede at bruge tid i staldende. Men det kunne være svært at finde tiden nogle gange, mest af alt fordi hans studier også optog en god del af hans tid. Eventyr var bare en hobby, ved siden af en anden hobby. Men ved udsigten til at tale om det, smilede Aldamar en anelse skævt. "Så er det en aftale" kom som et lille ekko af hendes ord, og Aldamar tog et sidste sug af piben, inden at han bankede den ud imod stengelænderet på balkonen. Den kølige vind blæste den sidste røg ud, men virkede faktisk ikke til at være påvirket af den. Imponerende, sad han og tænkte med et lille skjult smil. Generelt var han en mand af ikke mange ansigtstrækninger, medmindre man så godt efter. Masken gjorde dog også sin del ret så godt. 
Aldamars blik gled flygtigt over Astrid, men det var høfligt og ret så formelt. Men han smilede lidt indvendig da hun rettede en anelse på sig, og derefter trak på skuldrende. Det var ikke ord han havde forventet, og et kort øjeblik kneb Aldamar øjnene en anelse sammen idet en velkendt summen hviskede at det var en lille hvid løgn i hendes verden - hun vidste godt at hun var interassant. Men han lod sig ikke mærke med det.

Aldamar pakkede piben sammen, og vendte sig nu endelig om for at gå hen til bænken. den var stor nok til at der sagtens kunne sidde to - han kom ret ofte her hvis de holdt fester. Med rolige skridt gik han imod hende, men stoppede et lille stykke fra hende.
."Må jeg sidde med dem?" kom det høfligt fra ham, dog med et lille glimt i øjet over etiketter. Det kunne nogle gange føles som lidt af en joke... og med jævnaldrende især, oplevede Aldamar ofte at de var enige. Men de var der af en grund, valgte han at sige til sig selv, men følte sig ret så fjollet over det nogle gange.