Hun kommer med en hummen, imens hun forsætter ned til søen. Endnu engang mod alt hendes egen dømmekraft, havde hun ladet sin kappe blive i hulen ikke så langt herfra. Hun havde kun stof som lige dækkede hende, hun havde ikke pengene til at købe noget som dækkede mere af hende. For hun gik ikke op i alt med rav og alle de ting, hun stjal engang imellem lige så hun kunne få noget stof som dækkede hende, det var ikke ligefrem en mulighed at stjæle kjoler, de var svære at gemme under en kappe, end bare stof. Måske muligt med nogle bukser og tunika, men det krævede hun gjorde det over noget tid, og det følte hun ikke ligefrem hun havde tid til, desuden havde hun selvtillid som ville noget, så det gjorde hende alligevel ikke så meget. Hun fulgte åen, som førte hende ned til den store sø. Stilheden var fantastisk, fuglene var ikke kommet frem endnu efter det havde regnet i løbet af dagen. Men endelig var skyerne begyndt at splitte op, den tunge regn var stoppet, solen var begyndt at titte mere frem bag skyerne.

Som hun kommer til søen, hopper hun ned i vandet som det første, hun trængte til bare at komme under vandet bare et øjeblik. Hun lod sig selv komme helt ned til bunden, hvor hun et øjeblik bare nød freden som var i vandet, selvom der engang imellem var nogle fisk som kom forbi hende. Hun skubber sig op til overfladen igen, det lange kridhvide hår hænger tung bag hende, som hun finder vejen ind til bredden igen. Hun gør nærmest ingenting for at komme til bredden igen, hun for vandet til selv at bære hende derind. Hun elskede at manipulere rundt med vandet, men hun gjorde det nærmere når hun var sikker på ingen kiggede, nogle havde det bare lidt for stramt med en som hende. Hun tager ved bredden, inden hun manipulere med vandet, for at få hende op af kanten som er der. Hun lukker øjnene et øjeblik, for at få en bedre fornemmelse med tingene omkring hende, i tilfælde der pludselig var en som hun ikke havde opdaget endnu.

Det kunne godt være det var blevet forår, men det var åbenbart ikke nok til at få regnen til at holde sig væk det meste af dagen, dog så det alligevel ud til at skyerne var ved at bryde op og solen tittede lidt frem fra dens skjul. Baghera havde haft brug for et afbræk efter mødet med sin søn, selv han kunne blive træt af at jagte sit bytte. En dyb, irriteret brummen kom fra ham, som hans tøj havde klistret sig til hans krop, for han var ikke en af dem der havde søgt ly for regnen, desuden var han ret ligeglad, for han kunne ikke helt mærke forskel på varmen og kulden, så den eneste måde hvorpå tøjet var irriterende, var fordi det havde klistret sig til både arme og ben. De næsten sorte øjne rettede sig op mod skyerne og han kneb svagt øjnene sammen, for solen skinnede ham direkte i hovedet. Som han så lidt rundt og prøvede at lokalisere sig i omgivelserne, gik han ud fra der ikke var så langt til søen, så det var hans mål.

Baghera luntede mod Azursøen stadig temmelig gennemblødt og turen i søen ville sikkert ikke gøre det ret meget anderledes, men så var han i det mindste ren? Dog kunne han nok godt have tænkt sig et sæt tørt tøj, men mon ikke, hvis han nu hang det over nogle grene eller noget i solen, at det så ville tørre bare lidt? Han havde vel lov til at håbe. Et stykke fra søen stoppede han som han så en kvinde komme op på kanten ved hjælp af vandet. Svagt hævede han et øjenbryn inden han besluttede sig for at bevæge sig tættere på kviden. Som han kom frem fra sit skjul, sendte han hende et kækt smil ”Så jeg er ikke den eneste der har fået ideen med en dukkert, hmm?” sagde han, stadig med det kække smil på læberne.

Hun kom med en hummen som hun hørte stilheden fra dyrene, men alligevel et tegn på der var noget. Hun blev også hurtig bekræftet i det, som der pludselig lød en stemme. Opdaget var hun nok blevet, men tydeligt ikke noget han flippede ud over. Hun vender sig rundt, for at se på manden der pludselig var kommet. Hovedet vipper hun lidt på skrå, imens hun ser på ham. Tydeligt han havde været ude i den tunge regn, men det så alligevel ikke ud til rigtig at irritere ham. Hun vipper det ene øjenbryn op, imens hendes crystal blå øjne fokusere på hans næsten sorte øjne, nok nærmere meget mørkebrune. 

"Det lige før man allerede skulle tro du havde fået en dukkert, bare i regnen," siger hun med et kækt smil, som det er tydeligt hvordan tøjet er helt klistret til ham. Hun rynker lidt på næsen, inden hun tager noget vand op, som hun lader det rende igennem hendes fingre. "Men jeg siger da ikke nej til at få lidt selskab, i tilfælde du stadig vil have en dukkert i søen," siger hun med et kækt smil, imens hun et øjeblik høre efter om der er andre end lige ham i området, men det så ud til det bare var ham. Klytië skubber sig selv op så hun kommer op at stå, tydeligt hun er lavere end ham som hun kommer op at stå. Hun kommer med en hummen, som hun strækker sig. "Men det kunne også være du havde andre planer nu end lige at tage en dukkert?" Spørger hun med et kækt smil, som hun hæver det ene øjenbryn op. Hun var tydeligt i et drilsk humør, måske også meget til at ville have noget opmærksomhed, men hvem kunne dog dømme hende på det, alle ville vel have noget opmærksomhed engang imellem.

Baghera sendte hende et kækt smil ”En lidt anden form for dukkert, men ja” sagde han som han holdt øjenkontakt med hende. Det var egentlig ikke den form for dukkert han i første omgang havde håbet på, men så kunne han jo bare tage en mere? Han lå armene over kors og så på hende med et hævet øjenbryn. Hun var kæk det måtte han give hende, hvilket var temmelig sjældent folk turde være overfor ham, men det betød vel også hun rent faktisk mente det med selskab. Et kækt smil fandt igen vej til hans læber som han trak på skuldrene ”Man kunne vel godt tage en dukkert, nu hvor der er en kvinde til at holde en med selskab… Så takker man vel ikke nej” sagde han med et kækt smil som han kom over til hende og så ned på hende med et smil.

Hun var en smule lavere end Baghera selv, ikke det på nogen måder ville blive en hindring, for så kunne han altid smide hende over skulderen i værste fald, ikke han regnede med det blev nødvendigt, for hun virkede til at spille på de samme tangenter som han selv. De mørke øjne var stadig låst fast på hende som han greb omkring hende, en arm under hendes ben og den anden om hendes ryg og sendte hende et kækt smil som han satte af og hoppede i vandet med hende i armene. Et par sekunder var de under vandet, inden Baghera fik dem op igen. Hans ansigt var delvist dækket af det mørke hår, men han kunne dog stadig se hende. 

Hun hummede lidt som han snakkede, imens hun vippede hovedet lidt på skrå. Hendes blik følger hans bevægelser, som han kommer tættere på. Han var ikke så meget højere end hun lige havde troet, hun vippet hovedet lidt tilbage for at se op på ham. "Det kommer vel an på personen, men du virker ikke til at ville sige nej," siger hun med en hummen, med et glimt i øjet. Tydeligt havde hun ikke fejlbedømt ham lige på det punkt, at han nok ikke lige ville sige nej til. 

Hun kommer med et svagt hvin, da hun pludselig bliver løftet op, okay hun havde tydeligvis ikke gennemtænkt alt ved han kom tættere på. Nok havde hun absolut regnet med en dukkert i vandet, men lige at blive båret var det hun mindst havde regnet med. Hun holder omkring hans nakke, som han springer ned i vandet. Lige der var hun mere end lykkelig for hun kunne trække vejret under vandet, for hun var på ingen måde lige forberedt på at skulle være så hurtig til at holde vejret, i tilfælde det havde været nødvendig. Som de kom op igen, fik hun noget af vandet til at komme i en lille bølge, som ramte hans ryg, men det var vist også den eneste protest hun valgte at lave. "Sådan kunne man også komme i vandet, lidt utålmodig er du?" Spørger hun med et kækt smil, som hun ser på ham. Vandet er blevet helt stille igen, imens Klytië ikke ligefrem gjorde noget for at komme væk fra ham, hun lod ham bare bære hende, for det var jo ikke ligefrem fordi hun vejede særlig meget, samt opmærksomhed var nemmere at få lige sådan her.

Baghera sendte hende et kækt smil "Ikke det?" hans stemme kom nærmest som en brummende lyd. Hun legede lidt med ilden, de kække smil, de kække bemærkninger... Dog var det nu meget hyggeligt, desuden var Baghera alligevel i et godt humør, sådan for en gangs skyld, ellers plejede han at være et røvhul. Jo, han var måske ikke ovenud lykkelig over han var gået igennem regnen, men i det mindste var solen der da nu, så han havde vel ikke så meget at brokke sig over?

Baghera så ned på hende og trak på skuldrene "Lidt, men vi kunne jo heller ikke have den unge frøken blev tør" sagde han og blinkede til hende. Bølgen der ramte ham i ryggen, fik ham svagt til at tage et lille skridt frem ad "Årh, blev man lidt utilfreds, hmm?" sagde han brummende som han sendte hende et kækt smil og blinkede til hende. Hvor måtte det være nemt for hende lige nu, ikke selv at skulle holde sig stående, men i stedet ligge i armene på ham. Ikke det generede ham, men han havde skam sine egne planer og hun havde sikkert også nogen som hun ville have sat i værk, men spørgsmålet var blot, hvem der startede.

"Nope, med det også bevist nu vi er i vandet," hummer hun, med et kækt smil. Selvom hun ikke havde helt vist hvordan det ville spille sig ud, så var det her jo ikke så skidt ligefrem. Samt solen havde tydelig planer om at være fremme, vejret lagde ikke op til andet end sol som det så ud lige nu, hvilket bare var mere positivt, selvom regn eller ej så var planen at få meget opmærksomhed, på hvilken måde måtte hun lige finde ud af.

"Så det jo godt du kan sørge for jeg bliver ved med at være våd, eller kan du?" Siger hun med et wink, samt et kækt smil. Hun løfter et øjenbryn som han spørger om hun blev utilfreds, heldigvis ikke så havde det nok været mere end en lille bølge. Hun holder rundt om han nakke, inden hun for vippet sig så hendes ben kommer rundt om hans liv, og hele hendes krop bliver vendt ind mod hans, som deres brystkasser næsten er ved at ramme hinanden med den korte afstand der pludselig er. Hun vipper hovedet lidt på skrå, som hun blinkede til ham. "Det var ikke utilfreds, det var bare vandet," hummer hun, for det var næsten rigtig, hun havde kun gjort det for at være lidt flabet, for at se hvor god balance havde han mon. Hun havde ofte en bagtanke med nogle af de ting hun gjorde, lige nu var det bare for hendes egen skyld, alt den opmærksomhed hun kunne få, alt den opmærksomhed tog hun glædeligt til sig. 

”Hvad kan jeg sige… Til tider kan det ikke gå hurtigt nok.” sagde han og blinkede til hende. Hvordan dette møde ville udspille sig, var han ikke sikker på, men han var ikke i tvivl om det ville blive hyggeligt. Solen havde vist tænkt sig at blive på himlen resten af dagen, så et eller andet skulle der ske, med eller uden hende. Baghera havde dog selv nogle ideer om, hvordan han havde tænkt sig at bruge tiden med denne kvinde, om hun ville det eller ej spillede egentlig ingen rolle. Bevares, så var det sjovere hvis hun strittede imod.

Et lummert smil kom frem på Baghera’s læber som hun talte ”Det er der vel en måde at finde ud af.” sagde han og blinkede tilbage til hende. Han lod hende vende sig ind mod ham og lod hænderne glide ned over hendes ryg og til hendes hofter, hvor han let greb fat. Han var normalt ikke så rolig, tværtimod. Folk ville nok mere kalde ham grådig. Det venstre øjenbryn blev hævet som hun talte. Der var et eller andet hun skjulte, ikke det var en trussel, men han var nysgerrig. Baghera’s ene hånd gled op over hendes ryg og op til hendes skulder, til hendes nakke og hår, hvor han lod nogle fingre glide igennem det. Et kækt smil kom frem på hans læber ” Sig mig… Hvad laver en ung dame herude, alene? Det virker ikke helt gennemtænkt. Der er jo vilde dyr her ude der kunne æde dig.” sagde han og sendte hende et skævt smil. Det var ikke kun dyrene der kunne nedlægge hende… Han arbejdede på det lige i dette givende øjeblik, dog virkede det ikke som om hun ville være imod. 7


// Beklager de 100 års ventetid </3 //